PERSONERNE:
| FRU KLENAU. | HEMMING, hendes Søn. | FRANTS HELLER, hendes Søstersøn. |
| FRØKEN JULIANE EGGERS. | MAGNA, hendes Broderdatter. | ANDREA, Fru Klenaus Jomfru. |
| 1. AKT (2) | Fru Klenau, Frøken Juliane og Frants gaa ud i Spisestuen. |
| MAGNA | (venligt) Naa lille Andrea, hvordan gaar det saa Dig? |
| ANDREA | (sættet Glassene paa Bakken) Jo tak, Frøken Magna — jeg klager ikke. |
| MAGNA | Det er saa morsomt, at Du er her hos Fru Klenau, saa jeg engang imellem faar dig at se. Saa kommer jeg altid til at tænke paa den Tid, hvor vi legede sammen hjemme paa Landet. |
| ANDREA | Ja, vi har rigtignok havt mange glade Timer sammen, om ogsaa Frøkenen var et Herregaardsbarn, og jeg et Husmandsbarn. |
| MAGNA | Kan Du huske, naar vi legede Skjul paa Kirkegaarden med Præstens Drenge! Der var rigtignok Humeur i Dig dengang. |
| ANDREA | Det er der saamæn endnu, Gud bedre det, havde jeg nær sagt. |
| MAGNA | Nu har jeg hørt det med! Klager Du over at have et godt Humeur? |
| ANDREA | Jo, for Herskaberne er nu saadan, at de helst ser, at man ikke bryder sig om andre Fornøjelser end at gaa i Kirke; og det er meget kedeligt for mig, for jeg er rent gal efter at danse, og jeg kan slet ikke indse, at der er noget ondt i det. |
| MAGNA | Det er der heller ikke! Men jeg troede, Du var forlovet? |
| ANDREA | (lidt usikker) Ja, det er jeg nok – men Naalemager Jeppesen – et rigtig pænt, skikkeligt Menneske, der sidder i en god Forretning. |
| MAGNA | Hvorfor ser Du saa modfalden ud ved det. |
| ANDREA | Jo, for det er saa kedeligt med ham, han bliver tvær, blot jeg ser paa en anden, og med ham kan jeg jo ikke danse, for han har klumpfod. |
| MAGNA | Men kunde Du saa ikke lade være at danse — for hans Skyld? |
| ANDREA | Nej, for… for jeg bryder mig ikke om ham mere; jeg vil gøre det forbi — i Morgen vil jeg skrive det til ham. |
| MAGNA | Aa nej, Andrea, naar han er et rart Menneske, der holder af Dig! |
| ANDREA | Ja, han er nok rar, men han er ikke som — (stanser) Der mangler ham noget, som jeg ikke kan forklare, noget som er ved de fine Herrer. Saadan som de forstaar at tale til En, og som Hr. Heller – (stanser igen.) |
| MAGNA | (studser) Heller — hvad han? |
| ANDREA | Aa, ikke noget. |
| MAGNA | Andrea — han har da ikke sat Dig Fluer i Hovedet? |
| ANDREA | (undvigende) Nej, nej — |
| MAGNA | Jo vist har han — jeg kan se det paa Dig. |
| ANDREA | Men er han ikke mageløs elskværdig? At danse med ham, det er som at svæve i Himmerige! Som han lægger Armen om Livet paa En, blødt og dog fast, og hvisker de mest henrivende Ting, der gaar fra øret lige lukt ned i Hjertet! Og saa morsom han er, og saa flot — altid giver han Champagne og Sukkergodt — |
| MAGNA | Sig mig – kysser han Dig ogsaa, Andrea? |
| ANDREA | (forlegen) Det er kun sket en ganske enkelt Gang, og saa har jeg ved Gud ogsaa været vred paa ham. |
| MAGNA | Er Du ofte ude med ham? |
| ANDREA | Aa ja, saamæn! I Aften skal jeg paa Bal sammen med ham i Borgerforeningen — De maa for Himlens Skyld ikke sige det til Nogen. |
| MAGNA | I Aften! Men han skal jo til Konfirmation inde hos os. |
| ANDREA | Ja, det véd jeg nok, men han gaar blot lige inden for og viser sig, saa mødes vi paa Ballet Klokken ti. Aa, hvor jeg glæder mig, jeg skal danse med ham den hele udslagne Nat. |
| MAGNA | Men har Du faaet Lov? |
| ANDREA | Nej, vist har jeg ej, for jeg var ogsaa paa Bal i forrige Uge, men saa har jeg bildt Fruen ind, at jeg skulde hen og vaage hos min syge Faster. Man maa hjælpe sig, som man kan! Naa, tys, der er de andre. |
| Frøken Juliane og Frants komme ind fra Spisestuen. Andrea tager Bakken og gaar ud. | |
| MAGNA | (for sig selv) Nej, nej, det maa ikke ske! |
| FRANTS | Saa vil jeg tillade mig at tage Afsked. |
| FRØKEN JULIANE | Vi har vel den Fornøjelse at se Dem i Aften ? |
| FRANTS | Jo, jeg takker! (rækker Magna Haanden) Altsaa, paa Gensyn, Frøken Magna! |
| MAGNA | (sagte) Kom ind i denne Stue i Aften Klokken halv ti — jeg vil gerne tale med Dem. |
| FRANTS | (ligeledes) Vel — jeg skal komme. (Han gaar med en Hilsen ud i Entréen). |
| FRØKEN JULIANE | Hvad var det, Du hviskede til Hr. Heller? |
| MAGNA | (lidt usikker) Aa, ikke noget videre. |
| FRØKEN JULIANE | Jeg synes jeg hørte — Magna — satte Du ham ikke Stævne et eller andet Sted? |
| MAGNA | Naa ja — Du maa forresten gerne vide det. Jo, jeg bad ham komme her ind i Aften Klokken halv ti — jeg vil tale med ham. |
| FRØKEN JULIANE | Men Gud forbarme sig — om hvad? |
| MAGNA | Om Andrea. Hun er aldeles væk i ham, og han — ja han drikker Champagne med hende, han hvisker til hende, han kysser hende — i Aften vil han danse med hende den hele udslagne. Nat – |
| FRØKEN JULIANE | Jeg beder Dig, forskaan mig! |
| MAGNA | Aa, det er en Skam af ham at sætte hende saadant noget i Hovedet, og det vil jeg sige ham, før hun slaar op med sin Forlovede. |
| FRØKEN JULIANE | Men er Du fra Forstanden! Vil Du holde Stævnemøde med den — Laps, for at tale med ham om hans upassende Forhold til en Tjenestepige? |
| MAGNA | Ja, vist vil jeg saa, han maa slet ikke gaa paa det Bal! Skal han have Lov til at gøre hende ulykkelig, min rare lille glade Andrea! |
| FRØKEN JULIANE | Naar det endelig skal være, saa lad mig med et Par formanende Ord — |
| MAGNA | Jo, pyt, det vilde han nok bryde sig om! Nej, jeg vil selv tale med ham — jeg alene! |
| FRØKEN JULIANE | Aa Magna — Du giver mig mange graa Haar! |
| MAGNA | Ja, selv i Dine forlorne Fletninger, stakkels Tante! |
| FRØKEN JULIANE | Jeg forbyder Dig at gaa her ind! |
| MAGNA | Sæt jeg saa gjorde det alligevel! Der er jo ikke noget ondt i det. |
| FRØKEN JULIANE | Det er det samme! En ung Pige kan mindst af alle sætte sig ud over, hvad der er passende. |
| MAGNA | Er det da virkelig den eneste Rettesnor! Er der ikke noget, der er mere værd! Naar jeg nu tror, at jeg, ved at tale et Kvarters Tid med et Menneske, selv om det er et Mandfolk, maaske kan redde en gammel Legekammerat fra at gaa til Grunde, eller i ethvert Tilfælde fra at græde mange bitre Angrens Taarer, skal jeg saa grunde paa, om det er passende eller ej? Nej, min Sandten om jeg gør! |
| FRØKEN JULIANE | Det hjælper ikke! Der maa nu engang være fast afstukne Grænser for at værge om den gode Tone og Moralen! |
| MAGNA | Naar Grænserne er saa snevre, saa maa Du undskylde — saa siger jeg pyt med Moralen! |
| FRØKEN JULIANE | Magna, Din Egensindighed gaar snart for vidt. |
| MAGNA | Ja, det véd jeg nok. |
| FRØKEN JULIANE | Og dog er jeg vis paa, at Du i Dit Indre giver mig Ret. |
| MAGNA | Ja vist har Du Ret — det har Du altid — paa saadan en irriterende flad og sjælløs Maade. Aldrig kan Du løfte Svingfjedrene en Smule i Vejret — altid tripper Du paa Jorden som en Perlehøne. Aa, det kan formelig koge i mig, naar jeg hører Dig og Dine Hækleveninder kritisere og sønderplukke en kaad uoverlagt Streg eller en stærk Følelse, der giver de selskabelige Hensyn en god Dag. |
| FRØKEN JULIANE | Ja, men Du føler jo dog altsaa, at jeg har Ret. |
| MAGNA | Ja, men jeg føler ogsaa, at jeg har Ret — jo jeg har! Jeg kan ikke saadan sige hvad jeg mener — jeg kan ikke i det enkelte Tilfælde forsvare mig imod Din Artighed og Din Tanteoverlegenhed, men jeg véd alligevel med mig selv, at der er noget, der er mere værd end at være et korrekt og velopdragent Medlem af det højere Selskabsliv, og det er at være et Menneske — et Menneske med et varmt Hjerte og en stærkt bevæget Sjæl, om man saa ogsaa engang imellem synder mod det nette og det passende! |
| FRØKEN JULIANE | Nej, véd Du hvad, min Pige — |
| MAGNA | Hør, Tante, hvis aldrig Nogen gjorde ét eller andet, der er bindegalt i snerpede gamle Jomfruers øjne, aldrig lo ad deres stive Forskrifter, hvis vi alle sammen til Hobe var en Flok artige Paaskelarn, hvor tror Du saa, de blev af, de Mennesker, der er os de kæreste – hvad tror Du saa det blev til, alt det der faar Hjertet til at banke, og Blodet til at pulsere — hvad var der saa at elske, naar der ikke var noget at tilgive. |
| FRØKEN JULIANE | Aa, Magna, Magna — Du har en farlig Natur, som fordrer megen Omhu megen Beskæring — |
| MAGNA | Det kan gerne være, men ikke af Dig. (kysser hende) Du gamle dydsirede Tante Juliane jo mere Du beskærer mig, jo flere vilde Skud tror jeg der myldrer frem. |
| Fru Klenau og Hemming komme ind fra Spisestuen. | |
| FRU KLENAU | (til Frøken Juliane) Se saa, nu har jeg taget de Sager frem, De ønskede at laane. |
| FRØKEN JULIANE | Tak skal De have! |
| MAGNA | Nu tror jeg, at jeg vil gaa! (ser sig om) Men Gud véd hvor jeg har gjort af mit Lommetørklæde — |
| HEMMING | Maa jeg ikke hjælpe Dem at søge. |
| De gaa hen i Baggrunden af Stuen, idet de under de følgende Repliker søge efter Lommetørklædet. | |
| FRU KLENAU | (til Frøken Juliane) Skulde der ellers være noget, De ønsker, saa henvend Dem blot til Andrea. Hun véd Besked med alt her i Huset. |
| FRØKEN JULIANE | Ja, jeg véd nok, at De har megen Tillid til hende, et andet er, om hun fortjener den. Andrea er ikke nogen ærbar Pige, Fru Klenau. |
| FRU KLENAU | Aa, jeg véd nok. at hun er noget fornøjelsessyg, men ellers er hun en rar og flink Pige. Herregud — lad hende saa more sig et Par Aar — jeg kan jo alligevel ikke svare for mine Tjenestefolks Moral. |
| FRØKEN JULIANE | Men det er dog et Ansvar, man har, og nu hvor Velgørenheden har oprettet adskillige Lokaler, hvor anstændige Piger kan tilbringe Fritiden med Foredrag og Bibellæsning, |
| FRU KLENAU | Tror De ikke, at det i den Alder er en mager Erstatning for en Svingom! Og véd De hvad, jeg synes ofte, vi forlanger for megen Resignation af vore Tjenestepiger. De maa tidt Aften efter Aften pynte de unge Damer til Bal, mens vi saa godt som aldrig byder dem en Fornøjelse, der passer til deres Aar. |
| FRØKEN JULIANE | Aa, de finder den nok selv, naar Arten er i dem, og naar de saa hjælpos paa Gled af principløse Personer som Deres Neveu, Hr. Heller — |
| FRU KLENAU | Hvordan ? |
| FRØKEN JULIANE | Ja, hør nu blot — i Aften — |