Et Stridspunkt 1888

PERSONERNE:

FRU KLENAU. HEMMING, hendes Søn. FRANTS HELLER, hendes Søstersøn.
FRØKEN JULIANE EGGERS. MAGNA, hendes Broderdatter. ANDREA, Fru Klenaus Jomfru.


1. AKT (3) Hemming og Magna komme nærmere. Frøken Juliane fjerner sig lidt med Fru Klenau og taler sagte men ivrigt til hende, idet hun et Par Gange peger paa Magna.
MAGNA Nu skal De saamæn ikke lede længer efter det tossede Lommetørklæde! Jeg har maaske tabt det paa Gaden.
HEMMING Hvordan saa det ud — maaske vi finder det senere.
MAGNA Det var et lille et, kantet med Brysseler Kniplinger.
HEMMING Altsaa en kostbar Genstand?
MAGNA Ja, men det bryder jeg mig ikke en Smule om. Det er forresten rædsomt med mig, for det er det fjerde Lommetørklæde, jeg har sat overstyr i denne Uge, foruden et Par Hansker og en Paraply. Jeg er altid saa uheldig.
HEMMING (smiler)
Kunde det ikke være begrundet i andet end Uheld.
MAGNA (ler)
Aa, pas De Dem selv!
HEMMING Lad os se om det ikke er kommet i Moders Sykurv.
De gaa hen ved Bordet. Frøken Juliane og Fru Klenau komme nærmere.
FRØKEN JULIANE (med et Blik paa Magna)
Ja, er det ikke uberegneligt, hvad hun kan finde paa, og hvad skal jeg nu gøre! Jeg kan jo dog ikke forlade mine Gæster for at holde Vagt her inde! Kan De ikke hjælpe mig, søde Fru Klenau — enten indfinde Dem her henad halv ti, eller holde Deres Neveu fra at komme.
FRU KLENAU Nej, undskyld mig, jeg vil ikke have noget med Deres Nieces Opdragelse at gøre. Jeg er hende ikke sympathetisk, det føler jeg godt, skøndt jeg har kendt hende fra Barnsben af. Naa, man kan ikke behage alle. og hun kommer mig jo heldigvis ikke ved. Den Sag betragter jeg som noget, der aldeles ikke er kommet mig for øre.
FRØKEN JULIANE (halvt, for sig selv)
Saa maa jeg jo selv se, hvad jeg kan gøre.
ANDREA (i Spisestuedøren)
Jeg kan ikke faa Halvdelen af Glassene stoppet i den Kurv.
FRØKEN JULIANE Men Gud — de skal være der allesammen!
Frøken Juliane gaar ud i Spisestuen, fulgt af Fru Klenau og Andres.
MAGNA (til Hemming)
Nu vi er alene, skal De sige mig, hvorfor De gik saa pludselig før?
HEMMING AA –
MAGNA Jo, De skal sige mig, hvorfor De tidt er saa uvenlig, næsten uartig mod mig.
HEMMING (undvigende)
Det er naturligvis ikke min Mening —
MAGNA Jeg bebrejder Dem ikke, at De ofte siger mig ubehagelige Sandheder, det synes jeg netop om, naar de er godt mente, men i den sidste Tid er det ligesom De slet ikke kunde lide mig.
HEMMING Det er fordi — hvor kan De være saa fortrolig ligeoverfor unge Herrer — især Frants — hvor kan De! Naar De vidste det Selskab, han ofte søger!
MAGNA Aa — det véd jeg nok, men der er alligevel saa meget rart ved ham, og saa morer jeg mig saa godt med ham.
HEMMING Naa, hvad Ret har jeg til at blande mig i, hvordan De bærer Dem ad, men De véd ikke hvor jeg lider ved det! Aa, Magna, det er fordi jeg har Dem saa kær, ja jeg elsker Dem, jeg kan ikke holde det tilbage. Jeg troede aldrig, De skulde faa det at vide, og det er saa dumt af mig, at jeg har sagt Dem det. Jeg véd godt — De bryder Dem slet ikke om mig — tung og solid som jeg er! Men netop derfor — jeg elsker alt det hos Dem, som jeg savner hos mig selv, Deres frejdige Sind — Deres Livsglæde — Deres Ansigt der vexler som Sol og Skygge — hvor jeg drages mod det altsammen, hvor jeg kunde indsuge det Time for Time — altid!
Magna tier bevæget og trækker sig lidt tilbage.
HEMMING Men godt for Dem at det ikke bliver Tilfældet! Skinsyg som en Drage vilde jeg vaage over min Skat, og pine Dem og mig selv til Døde ved at se Dem strø Deres Yenlighed til alle Sider.
MAGNA Aa, hvad betyder saa et Smil og et spøgende Ord! Hvor kan De forvexle den Slags med det, der er mere værd. (Nu tøvende.) De maa huske — det, der er dybest inde, er bedst gemt, og naar jeg har været anderledes mod Dem end mod andre, saa er det fordi — fordi jeg har holdt mest af Dem af alle.
HEMMING (glad)
Aa, Magna —
MAGNA Jeg har altid holdt mest af Dem — altid! Med de andre spøger jeg og ler og pludrer — og glemmer det med det samme! Mod Dem kan jeg ikke være saadan, men naar jeg har været sammen med Dem, saa synes jeg, at Menneskene er saa gode og Livet saa smukt, og at jeg kun holder af, hvad der er godt og rent og kønt. Jeg tror i Grunden, at det først var Deres Stemme, jeg holdt af. Jeg syntes den lignede et gammelt Musikstykke, en dejlig — lidt vemodig Melodi. Men nu synes jeg kun, den ligner Dem selv — saadan som De er, og saadan som jeg holder af Dem.
HEMMING (vil omfavne hende)
Aa, hvilken Lykke — kære Magna —
MAGNA (trækker sig tilbage)
Nej, nej — jeg tør ikke — hvor mange hundrede Gange har jeg ikke faaet at høre, at Den, der blev — blev gift med mig, var at beklage.
HEMMING Da tør jeg magelig vove det.
MAGNA Men De véd ikke, hvor gruelig mange Fejl jeg har. De siger jeg er egenraadig, stædig, ubetænksom, uopdragen, uordentlig, ødsel, letsindig, koket, forkælet, og en Masse andre Ting,, som jeg ikke lige nu kan huske —
HEMMING Selv om alle de Adjektiver passede paa Dig, vilde det ikke afskrække mig. Det er maaske Dine Svagheder, jeg elsker aller mest, for uden dem var Du ikke Den, Du er. Nu jeg véd Du holder af mig, skal ingen Magt i Verden faa mig til at slippe Dig.
Drager hende til sig.
MAGNA Hemming, vil Du virkelig have mig.
HEMMING Kom, lad os strax gaa ind til Moder sammen.
MAGNA (ængstelig)
Nej, aa nej, Hemming, jeg tør ikke! Hun kan ikke lide mig, det véd jeg godt — hun er altid saa isnende kølig —
HEMMING Vist ej — kom nu! Det er dog det rigtigste at sige det til hende strax, ikkesandt?
MAGNA Aa nej — kan vi ikke vente lidt?
HEMMING Maaske hun i første Øjeblik vil blive lidt — lidt overvældet, men det maa Du ikke misforstaa —
MAGNA Du kan godt sige det lige ud — hun vil tage sig meget nær, at Du har forlovet Dig, og især med mig.
HEMMING Hvor kan Du, tro det — hvem kan andet end synes om Dig!
MAGNA (lytter)
Jeg tror, jeg hører hende — saa løber jeg min Vej. (Gaar nogle Skridt og kommer tilbage.) Tak, Hemming, fordi Du holder af mig!
Magna kysser paa Fingeren og løber ud gennem Entréen. Kort efter kommer Fru Klenau ind fra Spisestuen.
FRU KLENAU Er Du her, min Dreng! Jeg troede næsten, Du var gaaet ud.
HEMMING Moder, kom — jeg maa tale med Dig!
FRU KLENAU (ængstelig)
Der er da ikke noget i Vejen?
HEMMING (lidt usikker)
Nej, tvertimod — jeg er saa lykkelig, som jeg troede, jeg aldrig kunde blive! Allerførst maa jeg aabne mit Hjerte for Dig, og jeg haaber — nej, lad mig hellere sige det ligefrem – jeg er bleven forlovet.
FRU KLENAU Hvad er det, Du siger — hvornaar — hvordan — aa nej, nej —
HEMMING (tager hende kjærligt om Skulderen)
Min kæreste Moder, jeg var nok bange for, at det vilde gøre et stærkt Indtryk paa Dig!
FRU KLENAU Saa er det altsammen forbi.
HEMMING Nej, sig ikke det, min egen, kære, lille Mamse! Maa jeg kalde Dig det, ligesom jeg gjorde, da jeg var lille? Hvor kan Du tro, at jeg ikke altid vil holde lige meget af Dig. Du bliver jo kun rigere, faar to Børn istedetfor ét, og naar rigtig Du lærer Magna at kende, saa —
FRU KLENAU (farer sammen)
Magna! Er det Magna Eggers, Du har forlovet Dig med?
HEMMING Ja, det sagde jeg jo.
FRU KLENAU Nej, det har Du ikke sagt,
HEMMING Hvor kunde det være en anden! For mig er det som hele Luften er fyldt med det Navn — som det lyder allevegne — inden i mig og omkring mig.
FRU KLENAU Er det hende — aa, saa mister jeg Dig helt. Og jeg som troede, Du ikke kunde med hende — at hun frastødte Dig — saarede Dig —
HEMMING Det var, fordi jeg elskede hende og led derved, det føler jeg nu.
FRU KLENAU (heftig)
Og til det tankeløse Pigebarn, som Du gik ligegyldig forbi for nogle Maaneder siden, skal jeg give min Søn, mit Barn, min Eneste, blot fordi hun har et Par rosenrøde Kinder og klare øjne. Hvormed har hun fortjent, at jeg for hendes Skyld skal glemmes og forskydes. Hvis hun er saa bedaarende, som I siger, kan hun vel faa ti for én, og jeg har kun Dig — Dig alene. (græder)
HEMMING Men Moder — tag det dog ikke saadan — Du gør mig altfor bedrøvet! Hvor kan Du tro, at jeg nogensinde kan glemme, hvad Du har været for mig — mine Barneaar — Dine udbredte Arme, naar Du tog imod mig! Tror Du, jeg kunde glemme, hvor jeg har tyt til Dig med hver en Sorg og Glæde — nej, tro mig — Du er ligesaa fastgrot til mit Hjerte som jeg til Dit.
FRU KLENAU Ja, ikke sandt, min egen Dreng — aa, men saa bliv hos mig.
HEMMING Det kan jeg ikke.
FRU KLENAU Hvorfor vil Du dog kaste Dig hovedkulds ind i en Forlovelse, saa ung som Du er. Netop nu ligger et frit, glad Ungdomsliv for Dig! Netop nu skulde Du fra Bøgerne gaa ud i Livet, se, høre, nyde og forstaa! Du skulde udvikles, modnes — blive til en Mand, og saa stanser Du det hele, stænger Dig inde i en maaske aarlang Forlovelse, eller et altfor tidligt Ægteskab med Børnevrøvl og Bekymringer — alt det, der affalmer Ungdommens Friskhed — brug dog Din Fornuft, hvis Du har en Kende tilbage — er det ikke Vanvid?
HEMMING Maaske, men jeg kan ikke opgive Magna.
FRU KLENAU Men saa vent idetmindste — vent begge to. Ogsaa hun er jo saa ung – – atten eller nitten Aar, tror jeg. Se jer dog først om begge to, lær at forstaa Livet og hinanden, og kan I saa ikke opgive hinanden, saa har I da Tiden for jer, ved jeg. Vent!
HEMMING Det Ord skurrer i Øret, naar man er forelsket, og jeg har jo sagt Dig, at jeg elsker hende.
FRU KLENAU Naturligvis! Hvem har ikke elsket i den Alder, og hørt op at elske, og elsket endnu engang, og atter maaske? Tror Du, at I nu — I to Børn — er færdige med alle Livets Brydninger og Tillokkelser —
HEMMING En Anden kunde tage Magna fra mig.
FRU KLENAU En Anden! Der ser Du, hvor meget Du stoler paa hendes Kærlighed.
HEMMING Det gør jeg — nu stoler jeg paa den! -Jeg følte før, at hun elsker mig.
FRU KLENAU Tror Du, hun véd, hvad virkelig Kærlighed er! Aa, kan dog en Moder slet ingenting gøre, naar hun ser sin Søn blindt hen give sig et ulykkeligt Liv i Vold.
HEMMING Et ulykkeligt Liv, siger Du?
FRU KLENAU Saa vist som noget bliver Du ulykkelig med Magna, kan ikke blive andet! Husk paa, af Naturen er Du alvorlig, fordrer meget, hvor Du giver meget. Er hun skabt til at være en rolig og kærlig Hustru og Moder?
HEMMING Naar først hun bliver gift, saa —
FRU KLENAU Saa vil hun fremdeles være, som hun er — en opsætsig, behagesyg lille Tingest, saa ubestandig som Skum paa Vand, der straaler og spiller i Solen, men bliver til ingenting, naar man vil gribe om det.
HEMMING Du gør hende Uret! Hun har Hjertet paa rette Sted og ypperlige Evner —
FRU KLENAU Ja, til at fordreje Hovedet paa en ti, tolv unge Fyre ad Gangen, dertil har hun Evner, og dem forstaar hun at bruge —
HEMMING Du maa ikke tale saadan om Magna, det vil jeg ikke høre paa.
FRU KLENAU Men kan Du da ikke se, til hvilken Grad hun er letsindig og koket?
HEMMING Det er hun ikke — maaske lidt ubetænksom.
FRU KLENAU Hun vil bringe Dig til Fortvivlelse, vil hun. Endnu i Aften havde hun sat Frants Heller Stævne her Klokken halv ti — mens der er Selskab der inde —
HEMMING (heftig)
Det er ikke sandt — det kan ikke være sandt!
FRU KLENAU Saa vist jeg lever, er det sandt, og hun var i Stand til at komme, trods sin store Kærlighed til Dig.
HEMMING (halvt for sig selv)
De hviskede sammen før — aa nej, nej, det er umuligt — umuligt!
FRU KLENAU Maaske! Du kan jo komme og se ad!
Frøken Juliane kommer ind fra Spisestuen med et Papir i Haanden. Hemming gaar hurtigt ud
FRØKEN JULIANE Se saa, søde Fru Klenau, nu har jeg skrevet en Liste paa de Smaating, vi har laant. (læser) Fire og tyve Champagneglas, tyve Isassietter, og De ser — nogle Gafler — jeg skal nok være pæn om det.
FRU KLENAU (adspredt)
Aa —
FRØKEN JULIANE Ja, nu vil jeg gaa ind og tale et Par Ord i Ro med min lille Konfirmandinde! Desuden skal jeg lave Sildesalat til i Aften. (Hun gaar ud i Entréen).
Tæppet falder.