Et Stridspunkt 1888

PERSONERNE:

FRU KLENAU. HEMMING, hendes Søn. FRANTS HELLER, hendes Søstersøn.
FRØKEN JULIANE EGGERS. MAGNA, hendes Broderdatter. ANDREA, Fru Klenaus Jomfru.


2. AKT Samme Stue. Der er mørkt, kun en lille Hængelampe udbreder et svagt rødt Skær. Andrea gaar nynnende om og gør i Orden.
ANDREA (ser paa Uhret)
Snart halv ti! Saa maa jeg nok se at faa Balkjolen paa og komme afsted!
Frøken Juliane kommer ind fra Entréen.
FRØKEN JULIANE Er Du der, min kære Magna — (kommer nærmere) Aa, det er Andrea!
ANDREA Er der noget, jeg kan hjælpe Frøkenen med?
FRØKEN JULIANE Nej tak — men jeg befandt mig ikke rigtig vel, saa jeg gik her ind for at sidde et Øjeblik i Ro. Men jeg troede, De skulde ud?
ANDREA Ja, jeg skal hen til min syge Faster — jeg ville blot først gøre det lidt hyggeligt, til Fruen kommer.
FRØKEN JULIANE Hm — besøger De ofte Deres Faster?
ANDREA Aa — ikke saa ofte som jeg burde.
FRØKEN JULIANE (skarpt). Da var det vist ønskeligt, at De, ved at se, hvad Livet kan bringe af Lidelser og Kummer, kunde stemmes til lidt mere Eftertanke og mere Ro.
ANDREA Aa Gud, jeg har saamæn meget mere Ro, end jeg skøtter om.
FRØKEN JULIANE Det betvivler jeg ikke, men De burde, mens det endnu er Tid, vende Deres Tanker mod noget andet end fordærvelig Tant og usunde Fornøjelser.
ANDREA Aa, hidtil har de Gudskelov ikke taget paa mit Helbred.
FRØKEN JULIANE De véd godt, det er den aandelige Sundhed, jeg taler om! Det kan De se udviklet i en lille Bog af Pastor Mortensen, som jeg skal laane Dem — Maaske den kunde bibringe Dem lidt Alvor.
ANDREA Ja tak, men Alvor er der da altid nok af — jeg synes nu, det er bedre at søge efter Glæden.
FRØKEN JULIANE Der gives Glæder af forskellig Art — den rene Glæde, der følger med Pligternes Opfyldelse —
ANDREA Ja, den bestaar for mig i at vaske og stryge og den Slags, det kan man jo gerne sige er en ren Glæde. Det er ogsaa rart at gøre, hvad man skal, men der er ogsaa en anden Glæde, jeg synes bedre om — den der kommer, naar man er, hvor der er Musik og Lystighed og glade Ansigter. Aa — saa kan det give ligesom et helt Sæt i Én, saa man faar Lyst til at raabe af fuld Hals: „Hvor det er dejligt at leve — dejligt at være ung og glad og sund — “
FRØKEN JULIANE Paa den Art Glæde bør man ikke bygge sit Liv.
ANDREA Det kan gerne være. Frøken, men hvis man ikke havde saadanne Øjeblikke, saa synes jeg ikke, det var værd at leve, og hvis De siger, det er en Synd, saa har De saamæn aldrig kendt det, eller glemt det igen, for jeg er vis paa, at i de Timer, hvor man er rigtig glad og fornøjet, der mener man det ogsaa bedst med andre.
FRØKEN JULIANE Hm — (gaar utaalmodig frem og tilbage) Frøken Magna har vel ikke været inde i denne Stue i Aften ?
ANDREA Nej.
FRØKEN JULIANE Heller ikke nogen Anden?
ANDREA (nysgjerrig)
Hvordan — Frøkenen mener da vel aldrig en Herre?
FRØKEN JULIANE (irriteret,) Det spurgte jeg ikke om.
ANDREA (for sig selv)
Aa, er det saadan fat!
(højt med en troskyldig Mine)
Nej, jeg har slet ikke set Frøken Magna. Hun bad mig rigtignok i Middags, om jeg ikke nok vilde sørge for, at her var lidt lunt — saadan ved det Lag Klokken ti i Aften —
FRØKEN JULIANE (studser)
Men Gud — har jeg hørt fejl, – er det først om en halv Time — ja, saa længe kan jeg rigtig ikke staa her og vente.
ANDREA Hvordan —
FRØKEN JULIANE Jeg mener — hm — jeg har rent glemt, at jeg skulde skænke Limonaden!
(gaar hen imod Døren) Men jeg kommer nok her ind igen — bagefter.
(Hun gaar ud i Entréen.)
ANDREA (ser efter hende og ler)
Bagefter! Ja, det haaber jeg ogsaa. Godt var det da, at jeg fik hende afsted. I saadanne Tilfælde er det, man maa hjælpe sine Yenner. Frøken Magna er ellers en rar Én! Der staar hun og præker Dyd for mig, og saa holder hun selv Stævnemøde. Blot hun nu vilde komme, (lytter) Jo, der er hun! Hør, det er forfærdelig morsomt!
Magna kommer ind fra Entréen. Hun er klædt i lys Selskabsdragt.
MAGNA Hvad, er Du her, Andrea!
ANDREA Deres Tante var her lige — skal jeg kalde paa hende?
MAGNA Nej, for alt i Verden — —
ANDREA (ler)
Nej, jeg kunde nok regne ud, at det ikke var for hendes Skyld, De kom! Aa, Frøken Magna, hvor De dog ser smuk og glad ud, og hvor det er en yndig Kjole, De har paa! Hvis jeg fik saadan en Dragt paa i Aften, Gudvéd, hvad saa Hr. Hel—
MAGNA Heller kommer slet ikke til det Bal, Andrea!
ANDREA (halvt grædende)
Hvad! Kommer han ikke — hvorfor dog?
MAGNA Fordi jeg ikke vil have det. (lytter) Der er han — gaa saa Din Vej — hører Du! Jeg vil tale med ham.
ANDREA (slukøret)
Men Gud, er det ham!