Et Stridspunkt 1888

PERSONERNE:

FRU KLENAU. HEMMING, hendes Søn. FRANTS HELLER, hendes Søstersøn.
FRØKEN JULIANE EGGERS. MAGNA, hendes Broderdatter. ANDREA, Fru Klenaus Jomfru.


2. AKT (2) Andrea gaar nølende ud i Spisestuen, i samme Øjeblik Frants Heller kommer ind fra Entréen.
FRANTS Frøken Magna — her er jeg, som De ønskede!
(vil kysse hendes Haand.)
MAGNA (trækker Haanden til sig)
Nej, nej, sæt Dem nu ned! De har vist været forbavset over, at jeg bad Dem komme her; men inde hos Bedstemoder er der saa mange Mennesker, og jeg vilde saa gerne tale lidt med Dem i Ro i Aften om Andrea — og om mig selv.
FRANTS (studser)
Om Andrea?
MAGNA Det var Deres Hensigt at gaa paa Bal med hende i Nat, ikkesandt?
FRANTS (forlegen)
Hvem har sagt Dem det?
MAGNA Hun selv.
FRANTS Naa ja — vi havde talt lidt om det, men derfor —
MAGNA Vær ikke bange — jeg skal ikke holde nogen Straffepræken; jeg vil blot sige til Dem — De maa ikke gøre hende ulykkelig, Heller.
FRANTS Jeg har virkelig ikke tænkt paa det!
MAGNA Nej — netop! Derfor er De godt paa Veje til det. Andrea er forelsket i Dem eller lige ved det.
FRANTS Vist ikke — De tager fejl!
MAGNA Det troer jeg ikke. Hun vil slaa op med sin Kæreste, et skikkeligt Menneske, der holder af hende —
FRANTS Tror De, jeg har det paa min Samvittighed
MAGNA Ja, jeg saa jo, hvor hendes øjne lyste, og hendes Læber bævede, da hun talte om Dem. Hun skulde blot vide, at De ikke mener det mindste med det og siger det samme til mig og mange andre — aa Heller, det er ikke rigtigt af Dem.
FRANTS Nej, naturligvis — det er det ikke, men lykkelig Den, der ikke har værre Ting at staa inde for, end at have danset og fjaset med en køn Kammerpige.
MAGNA Det vil jeg gerne tro, men saa dans og fjas med andre, ikke med hende. Lad være at gaa paa det Bal i Aften! Jeg skal sige Dem, jeg holder af hende —- jeg har leget med hende, da jeg var lille, og jeg vilde tage mig nær, hvis det skulde gaa hende galt i Livet. De skal lade hende gaa i Fred og være glad med sin Naalemager! Væk ikke Tanker hos hende, som kun kan ende med Sorg.
FRANTS Vel! Det lover jeg Dem — hvilket Ønske af Dem vil jeg ikke opfylde.
MAGNA Tak, det vidste jeg nok.
FRANTS Godt at De har sagt mig det i Tide! Nu kan jeg roligt sige, at jeg ikke har meget paa min Samvittighed — De har Ret, hun betyder ingenting for mig; hvis hun tror det, gør det mig ondt.
MAGNA Ogsaa mig.
FRANTS Men endnu mere ondt gør det mig, at De kan tro, at jeg nogensinde i mine Tanker har blandet Dem sammen med Jomfru Andrea. De er noget for Dem selv! Jeg véd nok, det er ikke Øjeblikket at tale om det, men De maa dog have mærket, at der bag min Spøgen og Pjanken har været en virkelig Følelse til Stede.
MAGNA (tier.)
FRANTS Selv om jeg nok saa galt har kastet mig ind i et letsindigt Liv — jeg gør mig ikke bedre, end jeg er, saa er der dog endnu lidt hos mig, som er uberørt og ægte, og alt det, der findes, det er gaaet op i, hvad jeg føler for Dem. Magna, tror De ikke, at jeg holder af Dem med det bedste, der er i mig, hvor meget Laban jeg end er.
MAGNA Jo, jeg tror det — ellers havde jeg ikke talt til Dem, som jeg her har gjort, og derfor syntes jeg ogsaa, at jeg selv vilde fortælle Dem — sige Dem — (stanser) Heller, jeg er i Dag bleven forlovet med Deres Fætter Hemming.
FRANTS (bestyrtet)
Forlovet — De — med Hemming —
MAGNA Der er endnu Ingen, der véd det, og jeg- beder Dem betragte det som et Tegn paa mit Venskab for Dem, at jeg siger det til Dem, først af alle.
FRANTS (søger at beherske sig)
Maa jeg saa tillade mig at ønske Dem til Lykke, Frøken Eggers!
MAGNA Nej, nej, Heller, jeg vil ingen tom Komplimenteren have af Dem. De forstaar — det havde jo været lettere for mig — maaske for os begge — ikke at sige Dem dette selv, men jeg syntes, det var kønnest og ærligst at gøre det — jeg vilde ikke have, at De skulde faa det at vide af Fremmede eller af et Kort.
FRANTS (tier og ser bort)
MAGNA Og saa vilde jeg ogsaa gerne tale lidt med Dem derom, engang for alle. Ser De, jeg forstaar fuldt ud, hvor alvorligt det er, det der er sket mig i Dag, jeg kan næsten sige, jeg er lidt bange for det.
FRANTS Saa elsker De ikke Hemming!
MAGNA Jo, jo — De véd ikke, hvad jeg mener – jeg holder saa uendeligt af ham! Jeg føler, at skal der blive noget af mig, skal jeg blive til et godt og lykkeligt Menneske, maa det blive ved ham. Det jeg føler for ham, kan jeg ikke beskrive, det er en Tillid – en Beundring for hans Tænkemaade og Karakter — jeg kunde næsten sige Ærefrygt — nej, det er noget helt andet — noget, jeg ikke kan udtrykke. Men det er for mig selv, at jeg er bango — jeg har jo saa mange Fejl, og jeg er saa bange for, at jeg ikke kan gøre ham lykkelig og være det for ham, som jeg skulde.
FRANTS De ikke!
MAGNA Aa nej — jeg indser godt, at jeg dur bedre til at tilbringe en fornøjelig Aften med, end til at leve et Liv igennem med. Men ét er sikkert, det er, at jeg vil gøre alt, hvad der staar i min Magt, for at gøre Hemming lykkelig, og derfor maa jeg se at forandre mig i meget.
FRANTS Det kan De ikke, og maa De ikke.
MAGNA Jo, jeg baade kan og maa. (smiler) Først og fremmest vil jeg tage Afsked med Dem.
FRANTS Hvordan?
MAGNA Ja, forstaa mig vel — De er jo Hemmings Fætter, og vi kommer vel ofte til at ses, men aldrig mere saadan som tør.
FRANTS (ryster paa Hovedet)
Nej.
MAGNA Jeg maa for Hemmings Skyld se at blive mere adstadig. Derfor maa De love mig altid at behandle mig som en god Veninde, ikke som en Dame, De gør Kur til. Husk — den gækkende og spøgende Tone imellem os — den maa være forbi.
FRANTS (heftig)
Aa, bedst var det for mig, om jeg aldrig mere fik Dem at se.
MAGNA Aa, sig nu ikke det — De skal se, det gaar ganske af sig selv. Jeg véd nok, mange af mine gamlo Venner mister jeg nu! Jeg har jo været saa gruelig svag for morsomme og fornøjelige Mennesker, om de saa ikke var saa forskrækkelige stræbsomme og dydige, det har jeg ikke brudt mig om. Men saadan tænker Hemming ikke, og nu vil jeg naturligvis gøre, hvad jeg kan, for at slutte mig til hans Venner. Men til dem maa De høre — vil De ikke nok være vor gode Ven — hans og min!
FRANTS Aa, jeg véd ikke — jo, jo!
MAGNA Jeg har villet sige Dem dette, for naar De synes, at jeg er anderledes imod Dem, end jeg før har været, saa maa De ikke tro, det er fordi jeg ikke mere holder af Dem — tvertimod! Naar jeg kommer til at tænke paa den lystige Tid, der nu er gaaet, saa vil altid Deres Ansigt — Deres Stemme dukke op for mig, det er jeg vis paa, for hvad enten man siden hen bliver lykkelig eller ej, saa bliver man altid ved at holde af dem, der var knyttet til Ens glade Ungdomstid.
FRANTS (med en Bevægelse)
Aa Magna — ti, ser De da ikke, hvor De piner mig.
MAGNA Jo, jeg véd nok, at De er lidt bedrøvet nu, og det gør mig saa ondt at vide, at De er det. Men det kunde nu ikke være anderledes. Se saa, nu har jeg sagt Dem, hvad jeg vilde, (tager bans Haand) Jeg vil endnu kun bede Dem, om De vil blive ved at holde en lille Smule af mig — jeg vil nok have Lov at bo i en Krog af Deres Hjerte — den, hvor De har Deres gode Minder.
Hemming kommer hurtigt ind fra Entréen.
HEMMING Magna — er det muligt —
MAGNA Hemming, hvor har Du dog været — jeg har ventet Dig – (stanser ved at se paa ham.)
HEMMING Det var alt saa sandt — aa min Gud!
MAGNA (ængstelig)
Hemming, Du maa ikke tro, at jeg her har Uret imod Dig —
HEMMING (heftig)
Ikke Uret imod mig, naar jeg mod mine egne øjne ser, at Du har Stævnemøde med en Anden, samme Dag Du har lovet mig Troskab. Kan Du benægte, at Du havde sat Frants Stævne her?
MAGNA Nej, men jeg kan forklare
HEMMING (peger paa Frants)
Behøves her nogen Forklaring! Og jeg, som ikke kunde tro det! Aa, i Timer øer har jeg strejfet omkring som en Afsindig! Saa havde altsaa min Moder Ret, kan Du bære Dig saadan ad, saa er Du en kold og beregnende Kokette, uden Hjerte — uden Sjæl!
MAGNA (farer sammen)
Jeg tror, den Dom er for streng.
HEMMING Lad mig da høre — hvad har Du at sige il Dit Forsvar?
MAGNA (stolt)
Intet, efter de Ord.
FRANTS (lidt usikker)
Men maa jeg da ikke have Lov Magna.
MAGNA Nej, et Angreb, som dette, vil jeg ikke forsvare mig imod. Kom, lad os gaa ind til min Bedstemoder.
Fru Klenau kommer ind fra Entréen
MAGNA Farvel Hemming! Jeg haaber, den Tid vil komme, hvor De tænker paa mig med mindre Bitterhed.
Hun gaar ud gennem Entréen ved Frasts Arm, idet hun i Forbigaaende hilser paa Fru Klenau.
FRU KLENAU (kommer nærmere)
Hemming —
HEMMING (synker om i en Stol). Nu har jeg kun Dig; aa Moder — Du véd ikke, hvor jeg er ulykkelig.
FRU KLENAU (kærligt)
Ja, min egen Dreng, Du er bedrøvet, men bedre nu end siden. Kom, sæt Dig hos mig –
HEMMING Nej, lad mig sidde — gaa helst Din Vej!
FRU KLENAU Vel, saa gaar jeg!
Fru Klenau klapper ham paa Hovedet og gaar ind i sit Soveværelse Et Øjeblik efter kommer Andrea ind med en tændt Lampe og sætter den paa Bordet. Hun gaar derpaa et Par Gange tvivlraadig frem og tilbage, idet hun af og til tørrer Øjnene.
ANDREA (for sig selv)br>Nej, jeg maa tale med ham! (nærmer sig til Hemming) Undskyld, jeg forstyrrer Kandidaten, jeg vilde blot spørge, om De ikke vilde have en Kop The eller noget andet —
HEMMING (aandsfraværende)
Hvad siger De — om jeg vil have noget nej tak! Lad mig blot være!
ANDREA Nej, det kan jeg virkelig ikke! Jeg maa dog sige Dem — bede Dem om Forladelse — (græder) At tænke sig, at det er min Skyld altsammen, men jeg kunde jo dog ikke vide, at det skulde gaa saadan. Nu er Fruen vist saa skrækkelig vred paa mig.
HEMMING (ligegyldig)
Hvad er det, hun skulde være vred for?
ANDREA Jo, jeg skulde jo have været paa Bal i Aften med Hr. Heller —
HEMMING (opmærksommere)
Naa ?
ANDREA Og saa var det, jeg løj for Fruen og sagde, jeg skulde hen og vaage hos min syge Faster. Aa, nu fortryder jeg saa rædsomt, at jeg har brugt hende som Skalkeskjul, det stakkels Skind!
HEMMING Er hun da ikke syg?
ANDREA Jo, det ved Gud, hun er, hun er lam og perplex i den ene Side og tænker ikke paa andet end Død og Begravelse. Hun vil saagar have mig ind i en Begravelseskasse, men jeg siger altid, at skulde jeg gaa hen og dø, saa kommer jeg saamæn ogsaa nok i Jorden.
HEMMING Ja vist saa, men —
ANDREA (græder)
I dette Øjeblik vilde jeg næsten ønske, jeg var der!
HEMMING (ivrig)
Men hvor kan det da være, at jeg traf min Fætter her — med en Anden?
ANDREA Jo, for vi blev jo stoppede.
HEMMING Hvordan ?
ANDREA Jo, jeg glædede mig saa græsseligt til det Bal, og saa kom jeg til at fortælle det til Frøken Magna i Dag — hvor kunde jeg ogsaa vide, at hun vilde lade det gaa videre! Og saa har den tossede Frøken Juliane vist sladret til Fruen, for hun har været saa løjerlig! Men hvis hun nu siger mig op, saa maa Kandidaten hjælpe mig og sige, at naar jeg en anden Gang beder, om jeg maa gaa til min Faster, saa er det den pureste, skæreste, reneste Sandhed — —!
HEMMING Ja vel, ja vel, men —
ANDREA (græder)
For nu er det altsammen lige meget. Frøken Magna behøver saamæn ikke mere saadan som i Aften at bede Hr. Heller lade mig gaa i Fred —
HEMMING (studser)
Var det derfor, hun kom her ind?
ANDREA Ja, det véd Gud, det var, for hun vilde ikke have, jeg maatte gaa ud med ham i Nat! Og godt var det hun kom, for nu véd jeg — uh de Mandfolk, der er ikke én af dem, man kan stole paa. Jeg stod der bag Døren og hørte hvert Ord! Jeg véd nok, det var ikke rigtigt –
HEMMING Nej, men —
ANDREA Men jeg fortryder det alligevel ikke! Jeg som bildte mig ind — aa, hvor jeg dog er ulykkelig! (græder.)
HEMMING Tag Dem det nu ikke saa nær.
ANDREA Et Held var det da, at jeg ikke havde faaet slaaet op med Jeppesen — han er dog den bedste, han holder af mig! (græder) Hvor kunde jeg ogsaa være saa dum at tro at — hun er jo anderledes smuk og fin —
HEMMING (studser)
Mener De Frøken Magna — sagde han saadant noget?
ANDREA Ja, min Sandten gjorde han saa, men det kunde han have sparet sig, for hun fortalte blot, at hun var bleven forlovet med Dem. Aa, De kan ikke tænke Dem, hvor nydeligt hun talte om Dem, det kan man rigtignok kalde Kærlighed. Og at jeg saa er Skyld i, at det skulde ende saa gesvindt! Men jeg kan jo dog ved Gud i Himlen ikke gøre for det — kan jeg vel — og nu gaar det ud over mig — (græder.)
HEMMING Nej, vær rolig, Andrea! Ingenting skal komme til at gaa ud over Dem – det lover jeg Dem.
Frants Heller kommer ind fra Entréen. Han har Overfrakke paa.
FRANTS Undskyld, jeg kommer igen, Hemming, men jeg maatte tale med Dig.
ANDREA Ja, det kan man da forstaa!
FRANTS (vender sig mod hende)
Andrea — jeg kan ikke gaa paa Bal i Aften.
ANDREA Jeg véd det nok, Hr. Heller, og jeg vil heller ikke danse med Dem, hverken i Aften eller nogensinde tiere.
FRANTS Saa -?
ANDREA Jeg hørte det, De før sagde til Frøken Magna.
FRANTS Saa er De vred paa mig.
ANDREA Det kan De da nok begribe, efter alt det, De har bildt mig ind —
FRANTS Det gør mig ondt, Andrea —
ANDREA (formildet)
Det er ikke for det — De har altid været meget net imod mig, og man skal ikke fortryde paa de glade Timer, man har havt, men naar De vil begynde at snakke for en Anden, som De har gjort for mig, saa skal De huske paa, at det er Synd.
Andrea gaar ud i Spisestuen.
FRANTS (til Hemming)
Ja, hun har vel saa sagt Dig alt! Saa sandt jeg lever, Du kunde have hørt paa hvert Ord, jeg har talt med Magna i Aften.
HEMMING Jeg tror det, men hvad hjælper det mig! Jeg saarede hende før saa dybt, at hun ikke tilgiver det.
FRANTS Aa jo, det gør hun nok.
HEMMING (heftig)
Du, der har smisket for hende lige indtil denne Time, vil Du maaske tale min Sag hos hende?
FRANTS Nej, det vil jeg ikke, for ogsaa jeg elskede Magna.
HEMMING Aa Du —!
FRANTS Sig, hvad Du vil — aldrig vil jeg komme til at holde af Nogen som af hende, det føler jeg først rigtig nu, hvor hun er tabt for mig. Aa, hvorfor skal Du ogsaa have alt — jeg ingenting, (fatter sig) Naa, hvor mange her i Verden faar det, de helst vilde! Jeg forstaar godt, at hun foretrak Dig for mig, og før vilde jeg miste min Ære end rokke ved hendes Kærlighed til Dig. Jeg misunder Dig ikke Din Lykke, Hemming, jeg siger kun — skøn paa den.
HEMMING Tal ikke om min Lykke — jeg har selv stødt den fra mig.
FRANTS Før eller senere faar Du den nok igen, og hvis det sker, saa tror jeg, at — at det er bedst, at jeg en Stund ikke ser hende! (efter et ophold) Saa om nogen Tid — engang maaske — (giver ham Haanden) Farvel Hemming!