Et Stridspunkt 1888

PERSONERNE:

FRU KLENAU. HEMMING, hendes Søn. FRANTS HELLER, hendes Søstersøn.
FRØKEN JULIANE EGGERS. MAGNA, hendes Broderdatter. ANDREA, Fru Klenaus Jomfru.


2. AKT (4) Hemming gaar ud til højre. Fru Klenau bliver et Øjeblik staaende i Tanker, lænet til en Stol, og gaar derpaa hen og ringer. Strax efter kommer Andrea ind.
FRU KLENAU Andrea, gør mig den Tjeneste at gaa ind til Etatsraadinden og bed Frøken Magna om at komme herind. Jeg vil gerne tale med hende.
ANDREA Ja, Frue — det skal jeg nok.
Andrea gaar ud gennem Entréen, mens Fru Klenau sætter sig ved Bordet, med Hovedet støttet til Haanden. Et Øjeblik efter kommer Andrea tilbage.
FRU KLENAU Naa?
ANDREA Jeg fik strax Frøkenen i Tale; hun sad i sit Værelse, og græd saa bitterligt.
FRU KLENAU Kommer hun her ind?
ANDREA Ja, hun sagde, at hun skulde komme strax.
FRU KLENAU Det var godt – tak Andrea!
Andrea gaar ud i Spisestuen. Magna kommer ind fra Entréen.
MAGNA (koldt)
De har ønsket at tale med mig, Frue.
FRU KLENAU Ja, Magna – kom nærmere – kom og sæt Dig her hos mig.
MAGNA (sætter sig ned)
Men jeg kan ikke godt blive længe — jeg maa bede Dem, om at fatte Dem saa kort som muligt.
FRU KLENAU Ja, ja — men jeg maa tale med Dig om noget, der ligger mig paa Hjerte. Sig mig aller først, Magna — elsker Du min Søn?
MAGNA Jeg beder Dem — tal ikke om ham.
FRU KLENAU Jo netop — det er om ham, jeg vil tale – om jer begge.
MAGNA Nævn ikke os i Forening! Han saarede mig før saa dybt, at jeg aldrig er bleven saa bedrøvet.
FRU KLENAU Det føler han, og han er meget ulykkelig derover, for han véd nu, at han har gjort Dig Uret. Derfor vil jeg paa hans Vegne bede Dig om Tilgivelse, for Skylden var ikke hans — det var min. (med lidt Anstrængeise) Det var mig, der havde indblæst ham, hvad han sagde, fordi jeg duskede at skille jer ad.
MAGNA Det har jeg godt forstaaet.
FRU KLENAU Hvis han sagde Dig haarde Ord, saa maa Du huske, at jo haardere de var, jo højere elsker han Dig — Ligegyldighed bringer aldrig stærke Udtryk paa Læben. Glem derfor, hvad der er sket i Aften! Han siger, Du er god og ædelttænkende, og det bestaar vel lige saa ofte i at glemme som i at huske.
MAGNA Maaske!
FRU KLENAU Jeg beder Dig derom af min inderste Sjæl, for jeg døler, at kun gennem Dig, kan jeg nu vinde hans Kærlighed igen. Kan Du tilgive ham?
MAGNA (mildt)
Ja, ja, det kan jeg! Det er ikke svært at glemme lidt Uret af Én, man holder saa uendeligt af.
FRU KLENAU Og saa maa jeg bede Dig om ogsaa at tilgive mig — hvis Du kan. Jeg mener ikke nu, med det samme, det véd jeg godt, at Du ikke kan, men jeg vil bede Dig tro, at jeg føler, at jeg har havt Uret imod Dig, og at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for lidt efter lidt at vinde Dit Hjerte.
MAGNA Kære Fru Klenau — De maa ikke tale saadan. Jeg forstaar saa godt, at De nødig vil have mig til Hustru for Deres Søn. Det er tvertimod mig, der maa bede Dem være overbærende imod mig, og prøve at holde lidt af mig for Deres Søns Skyld. De- kan være vis paa, at jeg indser, hvor meget Hensyn — hvor meget man i det hele taget skylder sin Mands Moder.
FRU KLENAU Det er af den Slags Ord, der gælder udad til, men i Virkeligheden betyder de ingenting. Nej, jeg ser fuldt vel, hvordan det er, og lad os kun tale ærligt derom. Det er Dig, der er den Stærke, mig, der er den Svage — det er mig, der maa bede Dig om at dele en Smule med mig. Jeg har i Dag faaet at se, hvor uendelig lidt sønlig Hengivenhed vejer op mod Kærlighed – mod Elskov. Det beror paa den unge Hustru, hvor meget en Moder beholder af sin Søns Kjærlighed. Gennem Kamp kan hun ikke holde paa den — dertil er Vaabnene for ulige.
MAGNA Jeg haaber ikke, vi skal føre Vaaben mod hinanden.
FRU KLENAU Jeg haaber det heller ikke, men hvis jeg vedbliver at være Dig imod, saa kan Du med tusinde smaa Skaktræk Dag for Dag drage ham længer fra mig.
MAGNA Hvor kan De tro, at jeg vilde det!
FRU KLENAU Nej, nej – Du vil ikke tage Hemming helt fra mig, vel? Husk, jeg har ikke andre end ham, og Du véd ikke, hvor jeg holder af ham – han véd det ikke engang selv; aa, Børn ved aldrig, hvor meget deres Forældre holder af dem før de selv igen faar Børn. Men hvis Du selv elsker ham, saa kan Du forstaa, hvor svært det vilde være for mig at miste ham.
MAGNA Det skal De heller ikke, hvis det kommer an paa mig.
FRU KLENAU (tager sit Armbaand af)
Denne lille Armring har jeg faaet af Hemming. Den var bleven ham givet af en gammel Veninde med Paalæg om, at den skulde bæres af den Kvinde, der var ham kærest. Saa gav han den til mig. (efter et ophold) Jeg er ikke mere den Kvinde, der er ham kærest — det er Du, og det skal Du være. Maa den derfor være min Fæstensgave til Dig — min Datter. (Hun giver hende Armbaandet paa).
MAGNA (kysser hende)
Jeg takker Dem. Naar den har den Betydning, saa haaber jeg, at den aldrig vil komme til at sidde paa en anden Arm.
FRU KLENAU (med et Suk)
Nej — lad den nu blive, hvor den er.
Fru Klenau gaar hen og ringer. Kort efter kommer Andrea ind.
FRU KLENAU Vil De ikke bede min Søn komme her ind!
ANDREA Ja Frue.
Et øjeblik efter kommer Hemming ind, efterfulgt af Andrea der nysgerrig bliver staaende ved Døren.
HEMMING (overrasket idet han kommer ind)
Magna!
MAGNA (gaar hen imod ham med fremstrakt Haand)
Godt Ord igen, Hemming!
FRU KLENAU (til Hemming)
Her har Du Din Brud tilbage, og denne Gang er det af min Haand, Du faar hende.
HEMMING Tak, Moder, saa er hun først rigtig min! (drager Magna til sig) Aa Magna, min egen Magna, tak!
Fru Klenau vender sig bevæget om.
ANDREA (kommer nærmere)
Naa Gudskelov, det blev godt igen!
Under den sidste Replik er Frøken Juliane kommen ind fra Entréen.
FRØKEN JULIANE Min kære Magna — (ser sig om) Men Gud, hvad er her sket?
MAGNA (kaster sig i hendes Arme)
Aa Tante — det bedste, som der kunde ske for mig.
Tæppet falder.