Barnedåb

Dåb
Dåb (LensGo)

 


Det første hovedbrud består i at finde et navn til barnet, som kan tilfredsstille til alle sider.

Det må afgjort frarådes at lade fader og søn hedde det samme, hvilket giver anledning til idelige fejltagelser.
Den sammenspisning som finder sted efter handlingen, indskrænker sig i vore dage ofte til en frokost.
Barnet bæres pyntet omkring ved desserten for at blive krammet af begejstrede tanter.


LIVETS HØJTIDER: BARNEDÅB
Livets naturlige gang er jo den, at efter bryllup bliver den næste højtid det første barns dåb, en festlighed, som giver de unge forældre meget at tænke på.

Det første hovedbrud består i at finde et navn til barnet, som kan tilfredsstille til alle sider. I gamle dage opkaldtes barnet sædvanligvis efter en af bedsteforældrene. Dette er gået af brug og er afløst af en raptus for gammelnordiske og for kvindenavnes vedkommende romantiske benævnelser, såsom Dagny, Dagmar o. l. hvis ikke den engelske smag foretrækkes såsom Lilian, Violet m. m.
Det må dog tages i betragtning, om der ikke var noget pietetsfuldt og smukt i at opretholde de gamle døbenavne i familierne, særlig i slægter, hvis tradition går langt tilbage.
Det må dog afgjort frarådes at lade fader og søn eller moder og datter hedde det samme, hvilket giver anledning til idelige [stadige, red.] fejltagelser i og udenfor hjemmet og afstedkommer uskikken med kælenavne.

Er barnets døbenavn efter mange overvejelser omsider fastslået, skal det afgøres, hvem der skal vælges til faddere. Almindeligvis bærer den unge kones moder sin datters første barn over dåben og farmoderen det næste. en ugift pårørende eller veninde “holder huen” som det på gammeldags vis endnu kaldes, og af de mandlige faddere vælges med omhu de pårørende til gudfædre, der kan tænkes at ville have interesse ikke alene for barnets åndelige men også timelige vel. Det spørgsmål: “Skal det være ske eller bæger” fremsat af en ugift broder på en anmodning om at være fadder til et nyfødt vidunder, falder ikke mere i god jord. En grå sparekassebog med et klækkeligt indhold som begyndelse på et livs liggendefæ [ejendele, red.] vil langt blive foretrukket.
Den skik at fadderne “gav på vuggen” en ret klækkelig gave til ammen, er vist i det mindste i byerne, ved at falde bort, da barnets første pleje nu nærmest er gået over til sygeplejersker samt til et flaskebatteri med lunken mælk.

Fadderne giver til fastsat tid møde i kirken, hvis ikke det er hjemmedåb. Gudmoderen tager ved kirkedøren imod sit gudbarn og bærer det til døbefonden ledsaget af de andre faddere.

Den sammenspisning som uundgåeligt finder sted efter den højtidelige handling, indskrænker sig i vore dage ofte til en frokost i de lykkelige unge forældres hjem, men i lidt større forhold bliver det sædvanligvis til en middag, især når det gælder den førstefødte. Ofte en drøj dag for den unge moder, endnu lidt svag efter fødslen, at skulle sørge for det pyntede barn og hvad dertil hører, og derefter en efter det unge hjems forhold splendid middag.

Den ældste af de mandlige faddere holder talen for barnet, og hvis alle de der udtalte ønsker holdt stik, vilde livet overhovedet ikke indeholde et gran af modgang for det individ, der ved starten blev tildelt veltalende faddere. En anden af fadderne udbringer forældrenes skål, og det skulde gå mærkeligt til, om der ikke også blev holdt taler for de to sæt bedsteforældre. Kontinuiteten må holdes i ære.
Barnet bæres pyntet omkring ved desserten for at blive krammet af begejstrede tanter.