Livets Højtider: Barnedaab

Livets naturlige Gang er jo den, at efter Bryllup bliver den næste Højtid det første Barns Daab, en Festlighed, som giver de unge Forældre meget at tænke paa.

Det første Hovedbrud bestaar i at finde et Navn til Barnet, som kan tilfredsstille til alle Sider. I gamle Dage opkaldtes Barnet sædvanligvis efter en af Bedsteforældrene. Dette er gaaet af Brug og er afløst af en Raptus for gammelnordiske og for Kvindenavnes Vedkommende romantiske Benævnelser, saasom Dagny, Dagmar, Tove o. l. hvis ikke den engelske Smag foretrækkes saasom Lilian, Violet m. m.
Det maa dog tages i Betragtning, om der ikke var noget pietetsfuldt og smukt i at opretholde de gamle Døbenavne i Familierne, særlig i Slægter, hvis Tradition gaar langt tilbage.
Det maa dog afgjort fraraades at lade Fader og Søn eller Moder og Datter hedde det samme, hvilket giver Anledning til idelige Fejltagelser i og udenfor Hjemmet og afstedkommer Uskikken med Kælenavne.

Er Barnets Døbenavn efter mange Overvejelser omsider fastslaaet, skal det afgøres, hvem der skal vælges til Faddere. Almindeligvis bærer den unge Kones Moder sin Datters første Barn over Daaben og Farmoderen det næste. En ugift Paarørende eller Veninde “holder Huen” som det paa gammeldags Vis endnu kaldes, og af de mandlige Faddere vælges med Omhu de Paarørende til Gudfædre, der kan tænkes at ville have Interesse ikke alene for Barnets aandelige men ogsaa timelige Vel. Det Spørgsmaal: “Skal det være Ske eller Bæger” fremsat af en ugift Broder paa en Anmodning om at være Fadder til et nyfødt Vidunder, falder ikke mere i god Jord. En graa Sparekassebog med et klækkeligt Indhold som Begyndelse paa et Livs Liggendefæ vil langt blive foretrukket.
Den Skik at Fadderne “gav paa Vuggen” en ret klækkelig Gave til Ammen, er vist i det mindste i Byerne, ved at falde bort, da Barnets første Pleje nu nærmest er gaaet over til Sygeplejersker samt til et Flaskebatteri med lunken Mælk.

Fadderne giver til fastsat Tid Møde i Kirken, hvis ikke det er Hjemmedaab. Gudmoderen tager ved Kirkedøren imod sit Gudbarn og bærer det til Døbefonden ledsaget af de andre Faddere.

Den Sammenspisning som uundgaaeligt finder Sted efter den højtidelige Handling, indskrænker sig i vore Dage ofte til en Frokost i de lykkelige unge Forældres Hjem, men i lidt større Forhold bliver det sædvanligvis til en Middag, især naar det gælder den Førstefødte. Ofte en drøj Dag for den unge Moder, endnu lidt svag efter Fødslen, at skulle sørge for det pyntede Barn og hvad dertil hører, og derefter en efter det unge Hjems Forhold splendid Middag.

Den ældste af de mandlige Faddere holder Talen for Barnet, og hvis alle de der udtalte Ønsker holdt Stik, vilde Livet overhovedet ikke indeholde et Gran af Modgang for det Individ, der ved Starten blev tildelt veltalende Faddere. En anden af Fadderne udbringer Forældrenes Skaal, og det skulde gaa mærkeligt til, om der ikke ogsaa blev holdt Taler for de to Sæt Bedsteforældre. Kontinuiteten maa holdes i Ære.
Barnet bæres pyntet omkring ved Desserten for at blive krammet af begejstrede Tanter.