Husherren og husfruen

Husherren og Husfruen (LensGo)


En enkelt husstand kan synes en ting af ringe betydning, men for dem, der forstår at se, hvad der er under overfladen, er egenskaberne ved det enkelte hjem et tal i den mægtige sum, hvis helhed udgør tidens særpræg og udvikling. Hvis man ønsker at trænge ind i et folks ånd, skal man ikke alene søge til de offentlige forsamlinger eller forlystelsessteder – man skal gå til hjemmene. Og for at gennemføre reformer og fremskridt er det ikke nok at gribe sagen an fra talerstole og retssale – man må begynde i hjemmene, begynde med barnet på moderens arm.


FAMILIEN

Familien er verdens ældste institution, og den vil bestå, når alle livsformer, vi kender, er forsvunden. Før der var konger og regeringer, præsteskab og borgerstand, ja, før der var rige og fattige, var familien til i den forstand, vi opfatte den, som en forening af een mand og een kvinde, forøget med de børn, som der fødes dem, og de hjælpere, der er nødvendige til det huslige arbejde.

Familiens historie er selve menneskeslægtens historie, ingen magt kan ødelægge den, og den vil vare, så længe der eksisterer mand og kvinde.
Husets herre, det vil sige ægtemanden, faderen, den, der tjener brødet, er ansvarlig med navn og person for hele familien, men udtrykket husherren har ikke mere samme betydning som i de ældste tider. Da var familiefaderen i bogstavelig forstand herre, despot og tyran. Hans hustru og børn tilhørte ham som hans andre ejendele, hans tjenestefolk var slaver, hans herskerstav en pisk, og hele husstanden skælvede for hans vrede.
Nutildags har kærligheden for længst besejret frygten, og kærligheden tåler jo ikke gerne, at man taler om den, som om den følte trang til at befale.
Og dog må husets herre nødvendigvis betragtes som hovedet for familien, da det er ham, der til syvende og sidst står med ansvaret; i de fleste forhold må i sidste instans hans mening være den afgørende, dels fordi han som forsørger står der, hvor livskampen er hedest, og dels fordi han har den pligt at beskytte dem, han er ansvarlig for.
Men endnu større betydning har det, at han for loven står som repræsentant for familien. Husherren er den, som i de fleste tilfælde står inde for borg og gæld, den, der har det politiske ansvar, den, i hvis navn funktionærer antages og lønnes, og den, der kræves til regnskab og må bøde, hvis noget medlem af familien kommer i vanskeligheder og konflikter.
Hans største forpligtelse er derfor at bære det moralske ansvar, idet hjemmets værdi i ydre forstand beror på ham, og alle medlemmer af hans husstand til en vis grad må synge med hans næb.
Iikke alene er det hans livserhverv, politiske standpunkt og borgerlige anseelse, som angiver familiens sociale stilling, men også inden for hjemmets vægge vil det som oftest være hans standpunkt, der i det store hele gør sig gældende og anslår den herskende tone. Hvis han derfor er en personlighed, der forstår at opretholde sin værdighed og myndighed, så følger det ganske af sig selv, at man i hans hjem respekterer hans ønsker som husets øverste lov. Hvor rigtigt og nødvendigt dette er, ses bedst af et kun alt for nærliggende eksempel. Sæt, at en mand, der var anden gang gift, fandt, at hans børn af første ægteskab ikke af deres stedmoder bleve behandlede med den kærlighed eller blot retfærdighed, som de kunde gøre krav på i jeres faders hus, hvad måtte man da tænke om ham, hvis han ikke havde resoluthed nok til at gøre sin vilje gældende og beskytte sine egne børn.
Men lige så vel som det er en uvurderlig støtte, når husherrens mening har en sådan vægt i hjemmet, at der ved givne tilfælde appelleres til den som til en højeste instans, lige så uheldigt virker det, når den stadig tages i brug i livets daglige småting. De husfruer, som idelig henvise til deres mands myndighed, så at han stadig indblandes i alt forbigående husligt kævleri, blotter ikke alene derved deres egen uduelighed, men de nedbryde også den mandens autoritet, som kun bør gøre sig gældende i alvorlige tilfælde, og som en klog hustru bør værne om det blanke skjold, der beskytter husets ære og familielivets fred.
Ikke sjældent hører man nutildags sige, at familielivet, selv om det eksisterer, er ved at miste sin betydning. Ungdommen af begge køn begynder så småt at mene, at livet føjer sig nemmest og bedst, når man ikke gifter sig, men arbejder sig frem alene. Det lader sig jo heller ikke nægte, at vore tanker om familielivets værd ganske langsomt er ved at undergå en forandring, og sandsynligvis vil udviklingen fortsætte sin gang. Familien gør, ligesom andre institutioner, fremskridt i tidernes løb, og dens værdi for samfundet kan forandres og forrykkes, men familielivet kan ikke udryddes, fordi det har sin rod i selve menneskets instinkt; netop i disse tider, hvor livskampen er ret hård for mange og let gør sindet egenkærligt, tiltrænges mere end nogen sinde hjemmets mildnende indflydelse. At vokse op med den bevidsthed, at ens fader er hæderlig, klog og god, kan have stor indflydelse på den unges tankeliv, og til syvende og sidst er der intet, der kan erstatte et barn sønlig eller datterlig pietet. Mistes den en skønne dag, kommer der et hul, som ikke kan udfyldes, og dog er der hjem nok, hvor det er vanskeligt at opretholde en sådan følelse.
Lad os ikke tale om de talløse utro ægtemænd i alle samfundslag og de brutale og fordrukne mænd, som er en gru for hustru og børn, eller om de familiefædre, der er gnavne hjemme og lystige ude og kun tænke på hurtigst muligt at komme bort fra det daglige livs modgang og vanskeligheder for at nyde livet udendørs – den slags familiefædre får i tidens løb ufejlbarligt gengældelsen over sig; de ringeagte hjemmets fred, og de får til løn derfor aldrig dets lykke at føle.
Men den anstødssten, der i de fleste tilfælde er ødelæggende for hengivenheden fra børnenes side over for deres fader, er den ældres mangel på forståelse af de unges nære forbindelse med den tid, hvori de lever, den tid, der er nyere end hans, og som tusinde tråde knytte dem til i talesæt og væsen, i vaner og synspunkter.
Han forlanger sin egen tidsperiodes meninger fastholdte, mener, at kun skik og brug fra dengang er godt latin, skænder og gnaver over formentlige revolutionære og pietetsløse udtalelser og handlinger og indser ikke, at da alt liv er forandring og udvikling, kunne hans børn umuligt tænke og leve ganske som han gjorde det i sin fejreste tid, ligesom hans eget ungdomsliv var forskelligt fra hans faders. Er det ham umuligt at huske det, og kan han ikke finde den ægte og fine forståelse, der snart spøgefuld, snart alvorlig fører fra det ene slægtleds tankegang til det næstes, da er alle velgerninger omsonst – fortroligheden er fløjet bort, og husfaderen bliver for børnene “den gamle”, der har at sørge for alle livsfornødenheder, men ikke vennen, hos hvem de søge råd for de store sorger som for de små. Mange husfædre er ensomme i hjemmet.

I dette meget vanskelige forhold vil han, måske mere end i noget andet, have sin bedste støtte i sin hustru. En moder er i reglen smidigere i tanken, finere i forståelsen over for de unges krav til livet end faderen, kan mildne mangt et stød, afværge mangt et ukærligt ord; og når de unge er hensynsløse og de ældre uretfærdige, formår hun med takt og finhed at fjerne misstemningerne, snart med nogle forstandige ord, snart med et smil eller en spøg; hun er derfor den, der bedst formår at hæve og opretholde agtelsen for familiefaderen, når hun aldrig – ved at gå i ledtog med børnene mod manden – glemmer, at hendes plads er ved mandens side, og at hun i første række er hustru og dernæst moder. hjemmets lykke inden døre beror på moderen – husmoderen! Lad hende derfor være sig sin evne og sin betydning bevidst!
Hvor ofte hører man ikke rige folk, der vare opvoksede i små kår, sige om deres barndomshjem: “vi havde det nok småt, men vi vare så glade sammen”. I de få ord ligger hele hjemmets gode ånd, den, der gør, at det, der er størst i samfundet, som regel er udsprunget fra det, der er bedst i hjemmet. Når vi ser tilbage på de store mennesker, der har opdyrket og hidført, hvad der er højst og skønnest i livet, vil vi næsten altid få at se, at deres mod og evner kunne føres tilbage til barndommens første påvirkninger eller med eet ord: til moderen.
Der tales meget om de forskellige leveveje, der mere og mere åbnes for kvinden, og dette er selvfølgelig rigtigt og godt, men ingen kvindelig levevej er dog så naturlig og så at sige selvskreven som den at være hustru, moder og husmoder. Det ses bedst af, at intet steds fremkaldes og udvikles kvindens bedste egenskaber som ved dette hendes hovedsagelige hverv. Lad os da betragte dette hverv lidt nøjere og se, hvad det i grunden vil sige at være husmoder.
De pligter, der praktisk set påhvile hende, kendes af enhver og ligge lige på overfladen – de, der bestå i at give pengene forstandigt ud, ligesom at spare dem med omtanke, at vælge fødemidler, der afgive en sund og behagelig ernæring, at passe, at boligen holdes ren og ordentlig og at sørge for, at de, for hvem hun er ansvarlig, er formålstjenligt og efter evne kønt og klædeligt påklædte.
Men det, der højner opgaven, det er evnen til at udfylde disse jævne pligter således, at ethvert medlem af husstanden gennem velvære og hyggefølelse bibringes den hjemmets fredelige lykke, som til syvende og sidst så lidet beror på husets ydre kår.
Det er jo ikke altid de rige hjem, der elskes højst! Tværtimod. De kæreste minder går tit tilbage til små, tarvelige stuer, hvor der dog var godt at være, og sådanne minder står det i enhver moders magt at skabe hos sine børn. Ganske vist, sorg og vanskeligheder kan ikke den bedste husmoder holde borte, men hun kan mellem børnene indbyrdes indpode og opretholde det fast forbindende venskab, det sammenhold, som bygger et stærkt værn mod det onde, der kommer udefra, og gør hjemmet til det sted, hvor de bedste tanker og ønsker søge hen.
Har hun denne evne til at vække harmoni og tillid, så vil hun – også føle, at hjerterne knyttes stadig fastere til hende, og at det er hende, som de omværende – både voksne og børn, husfæller og tjenestefolk – instinktmæssigt ville ty til, når de trænge til bistand og råd.
Og ikke alene vil hun føle, at hun er selve det bankende hjerte i sit hjem, men også at hendes gode indflydelse strækker sig uden for dets grænser. Dette ikke at forglemme.

Har man et godt og lykkeligt hjem, bør man lade nogle af de samfundets stedbørn nyde godt deraf, som selv intet hjem have, det være sig unge eller gamle, for hvem det kan betyde så meget at have adgang til en gæstfri families kreds; lever man i den tanke, at man opfylder enhver pligt, når man blot sorger for sit eget, indskrænkes livssynet og fortørres hjertet.
Vi høre jo alle til den store samfundsfamilie lige så vel som til den lille familie, vi leve under tag med, og vi have ikke ret til helt at forsømme de mange af hengivenhed for de få.
Når en husmoders skønneste hverv altså består i at sprede lykke om sig, så må det stå hende klart, at hun kun formår at gøre dette, ifald det fylder hende selv med en indre lykkefølelse. Hvem kender ikke de fortræffelige husmødre, som udrette, hvad de skulle, med den yderste samvittighedsfuldhed, men som synes evig kuede af det daglige livs byrde og kun komme gennem deres pligter med det øjensynligste besvær. At kunne skjule og glemme egne småbekymringer og skabe en god og glad tone i hjemmet, det er ikke alene at bidrage mægtigt til dets velvære, men også at gøre arbejdet og pligten lettere for alle, så vist som et lyst humør er fjederhammen, der skal bære os op over livets tunge og smudsige veje. I det hele taget, at finde sin egen lykke i tanken om at være til for at gøre livet godt for de andre, det er vel løsenet for en god husmoders livsopfattelse; men hun bør derfor ikke udviske sig og kun virke i den formening, at det er nok at sørge for husstanden uden at drage omsorg for sig selv. Gør hun ikke det, smelter hun ikke sin egen personligheds krav sammen med følelsen for de andres lykke, så vil hendes hjem miste sin skønhed.

Intet er mere dødbringende for det almene velbefindende i et hus end en kone, der optræder som offer. Ikke alene lider mand og børn derunder, så at de lidt efter lidt søger deres glæder andet steds, men det ender med, at hun mister sin værdighed og følelsen af i dybeste forstand at være den vigtigste i huset – den, der indblæser hjemmet dets ånd, den kone, der slider, til hun er dødsenstræt, der lever af hvad som helst, når mand og børn er ude, der går i gammelt, udslidt tøj, for at døtrene kunne være des finere klædte, hun mister sit hold over for mand og husstand. Selv om hun åndelig set er hævet over at dyrke sig selv og udfolde luksus i klædedragt og livsvaner, bør hun klogelig hævde sin stilling såvel udad som indad gennem omhu for sin person og opretholdelse af sin huslige værdighed. De betingelser for et lykkeligt hjem, som udgår fra en sund, velplejet og tilfreds husmoder, er ganske uerstattelige, og denne bevidsthed bør i god forstand højne hendes selvagtelse og holde hendes livsmod oppe.
Dette kan tit og ofte være vanskeligt nok. At skulle komme ud af det med en månedlig eller ugentlig bestemt sum, der kun alt for ofte er utilstrækkelig til de mange fordringer og de mange munde, at skulle stå til ansvar for en hel husstands daglige velbefindende, ofte kun med ringe midler og slet hjælp, at skulle tvinge sine tanker til uophørligt at beskæftige sig med det huslige livs trivielle småting, al denne kamp med pengene, al denne mangfoldighed i de tusinde små og store krav, kan let føre til en tyngende fornemmelse af, at ingen livsstilling i verden er mere opslidende og besværlig end den at være husmoder med mange børn og få penge.
Og om disse pligter, der ære byrdefulde nok, selv for den dygtigste, tales der tit, som om det var den letteste sag af verden at styre et hus, så at enhver udygtig og uvidende kvinde, som intet andet kan udrette, altid kan tage denne opgave op. Sandheden er, at det er en højst ansvarsfuld og vanskelig gerning. At udføre den virkelig godt, kræver de højeste og bedste egenskaber: praktisk erfaring, flid, tålmodighed, takt, klogskab, elskværdighed, orden og skønhedssans. Ikke mindst det sidste. Hjemmets skønhed virker forædlende, og husmødre tage storlig fejl, når de mene, det er nok at føre krig mod støv og smuds. Den skønhedselskende ordning, den kærlige hånd, der giver det hele et præg af ynde og omhu, alle disse ubetydeligheder, der samlede udgøre forskellen mellem et Hotel Garni og et hjem, de må enten udgå fra husfruen eller også må de savnes. Ganske vist, de kræve megen omsigt og tid, og det kan vel hændes, at en husmoder, efter at have draget omsorg for alle de utallige småting, kan blive lidt træt ved fornemmelsen af, at det ikke er til at se, hvad hun har bestilt. Og dog, hvis hun lagde hænderne i skødet, vilde det snart vise sig, at hele velværet, hyggefølelsen, den dulmende fred, der før udstrålede fra hendes stuer, vilde være forsvunden, så at kun nytten og fornuften blev tilbage.
Lad hende derfor, når hun er på veje til at trættes ved sin gerning, blot huske på, at den kunst at skabe et virkeligt hjem, den beror på kvinden alene.

En mand kan lige så lidt skabe et hjem, som en dreng kan lave en bikube. Han kan bygge et palads, men han kan ikke gøre det til et hjem.
Det kan kun en kvinde. Hun kan gøre det uden nogen mands hjælp og atter lade denne skønne forret gå i arv til sine døtre fra slægt til slægt.


SLÆGT

Naturligst og oftest består et hjems beboere af mand, hustru og børn; men i utallige hjem landet over forøges husstanden af slægtninge af begge køn og alle aldre, som på grund af ensomhed, svagelighed, formuesomstændigheder og andre livets forhold ikke have været i stand til at skabe et eget hjem. I den henseende udfoldes der, til vort folks og vor stammes ære, stor gæstfrihed og hjertevarme. Trænger de unge på landet og i provinsbyerne til uddannelse og udvikling i hovedstaden, ville de i de fleste tilfælde finde et midlertidigt hjem hos deres slægtninge, og hvis der omvendt i byerne findes en og anden, som trænger til frisk luft og et roligt liv, skulde det være løjerligt, om ikke der fandtes onkler eller fætre på landet, som var mere end villige til at give kinderne ny rødme og sindet spændstighed og kraft.
Lige så vel som denne midlertidige gæstfrihed efter en uhyre målestok udfoldes i familielivet, findes meget af det lange gæstevenskab, det, der varer for livet. Mister børn deres forældre, ville de ofte i deres slægt finde åbne arme, der tage imod dem og værne om dem, til de selv kunne stå på egne ben, og hvem har ikke i sin familie haft en gammel slægtning, der fredeligt henlevede sit livs sidste dage i en yngre generations hjem.
Hvem kender for eksempel ikke “tanten”, som gør sig til eet med den familie, som har optaget hende, så at hun til sidst næsten udvisker sin egen personlighed i tanken om de andres glæder og sorger og den stadige syslen med deres daglige velvære. Og det er hendes løn, at de unges tanker senere hen i livet ikke kunne gå tilbage til hjemmet uden at standse ved hende som et fast og kært inventar.
Og hvem kender ikke den hos børnene boende svigermoder, lystspillenes skræmmebillede, vittighedsbladenes uudtømmelige emne. Men lad det være sagt til menneskenes ros: den plagsomme svigermoder er langt sjældnere i livet end på brædderne. Og ville vi være ærlige, kende vi alle kun få ufordragelige svigermødre, men derimod mange, som over for deres svigersøn nære den sværmeriske kærlighed, der er en afglans fra deres egen ungdoms følelser. Ifølge den underlige naturens lov, der bevirker, at både mennesker og dyr er mest ondsindede over for deres eget køn, er forholdet ulige vanskeligere, hvor det drejer sig om svigermoder og svigerdatter. Men der bør den unge kone aldrig glemme, at en moders kærlighed til sin søn er den følelse, som er den stærkeste af alle og tillige den, hvori der kræves den største resignation og de største ofre over for den unge. Forståelsen af dette findes såre sjældent. Det er jo sådan, at det er de ældre, der bære familiekærligheden oppe og skatte den slægtsfølelse, der samler generationerne og holder sammen på det hele. Der hører modenhed til at forstå de følelser, der have så dybe og faste rødder, at de – trods alle familielivets rivninger – varer endog ud over livet i minder, der aldrig kunne forgå.