Politiken, 10. februar 1888.
Der er i Stykket saamegen Udvikling fra Forfatterindens først opførte Arbejde “Et Aftenbesøg”, at Theatret har gjort vel i at antage et Skuespil, som trods let opdagelige Svagheder viser baade Ævne til at skrive for Scenen og Vilje til at tage Opgaven alvorligt.
Der fandtes i “Et Aftenbesøg” allerede pudsige og rammende Udfald mod selskabelig Konvention. Det tomme Selskabsliv var Forfatterinden til inderlig Afsky, og den unge Frue i Stykket klagede bitterligt over dets Kedelighed og foretrak langt en lystig Restaurantsmiddag for selv den fineste storborgerlige Diner. Hos den unge Pige i “Et Standpunkt” træffer man den samme Oprørsaand hos Selskabet, den gode Tone og Samfundsmoralen. Hun har al mulig Lyst til at sætte sig ud over det Passende og giver – vel meget med Forfatterindens Ord – sine Grunde herfor. Hun er lidt uartig og kæphøj, en Smule forfløjen og koket, men desværere for Karakteristikken ikke syndelig forskellig fra de lystige unge Piger, som vi er vante til at se i danske Komedier, og som under en skæmptsom Tale skjuler det ædleste Hjærte. Hendes Replikker falder imidlertid mange Gange snurrigt og vakte ogsaa iaftes en forstaaende Latter hos Publikum.
Forfatterinden er ikke blevet staaende ved denne lette Samfundssatire. Hun har lagt til Grund for sit Stykke den stærke Moderkærlighed, som en ensom Kvinde vil føle overfor sin eneste Søn og som vil bringe hende til kun med Angst at tænke sig ham elskende en ung Kvinde og for din Bruds Skyld forladende sin Moder. Det er klart, at Konflikten er dramatisk. Hvis Tilskuerne tilstrækkelig oplyses om Moderens Vedhængen ved sit Barn, hvis de forstaar, at han er hendes Et og Alt i Verden, og at den unge fremmede Kvinde vil berøve hende alt Lys i hendes Liv, da vil de ogsaa med Interesse følge en Kamp mellem de to Kvinder og ikke føle selv stærke Lidenskaber saa unaturlige, hvis de fremtræder under Striden. Men det maa paa alle Maader være dem indpræntet, baade gennem Karakterer, Forhistorie og give Situation, hvor meget Striden gælder, og den maa aldrig synes ubetydelig for nogen af Personerne,
Ulykken er, at Forfatterinden ikke har forberedt Publikum. Vi véd altfor lidt om Fru Klenoau Kærlighed til sin Søn. Man kan ikke værge sig imod en Fornemmelse af, at den unge Kone rimeligvis vil faa sin Svigermoder i Huset og en ret besværlig Svigermoder, men at iøvrigt Konflikten vil løses net og selskabeligt. Kataktererne er ikke uddybede vok; der fattes Lidenskab hos Moderen og Ejendomshidsighed hos den unge Pige. Og der finder endelig ingen indre Kamp Sted hos Sønnen, der fortæller sin Moder, at han er blevet forlovet, saaledes som alle nette juridiske Kandidater fortæller den Slags ikke usædvanlige Begivenheder.
Vel sandt, Fru Klenau søger ved en Lavhed at vinde sin Søn tilbage. Den unge Frøken Magna har opdaget, at en ung Galning, der gør Kur til hende, ogsaa beærer en smuk Tjenestepige med sin Hyldest, og hun føler Kald til at optræde som Dydens Beskytterinde. I den Anledning sætter hun Frants Heller Stævne i et Kabinet om Aftenen, just som hun har forlovet sig med Hemming Klanau. Hun vil blot prædike Moral i Overensstemmelse med det gamle Ord, at ung Præst præker bedst. Men Fru Klanau indbilder sin Søn, at Stævnemødet er af mere erotisk Art, og han tror derpaa og overfalder sin smukke Kæreste med bitre og krænkende Ord. Det bliver Brud dem imellem, og der kommer nu lidt vild Fart i Handlingen. Efter en stor Scene mellem Søn og Moder gaar den sidste i sig selv, beder den unge Pige om Forladelse og fører hende tilbage til Brudgommens Arme med et resigneret Smil, som, for straks at sige det, Fru Eckardt gav et fint og smukt Udtryk.
Stykket hedder ikke med Urette “Et Stridspunkt”, men man vil lægge Vægten paa Ordet Punkt: men ganske sikkert vil en virkelig gennemført Strid byder dette Skuespil ikke Stof.
Dialogen er livlig: om den end ikke er særdeles stilfuld, finder dog Forfatterinden let de Ord, hun behøver, og den Vending, som Publikum ler af. Hun bevæger sine Personer flinkt. Tonen er urban og Spøgen diskret, og der fremtræder ligesaa megen Ærlighed i Følelsen som Bravhed i Udtrykket.
Udførelsen var nogenledes tilfredsstillende. Fru Hennings var den raske unge Pige. Naar Ordene blev hjærtelige og varme, spilte Fru Hennings nydeligt. Livligheden var derimod lidt forceret, og den staaende nervøse Latter maaske ikke videre betegnende for en sund og behersket Verdensdame, Imidlertid, med Fru Hennings kan en Forfatter altid være udmærket tjent. Derimod var Hr. M. Nielsen en Elsker, der brød Stykkets Ramme itu. Istedetfor at blive paa første Sal i Kjøbenhavn fór han lige op i Tragediens syvende Himmel, ogsaa kaldet Huha-himlen, fordi den er saa frygtelig. Fru Sinding var den kønne Tjenestepige, i hvis Mund nogle af Stykkets vigtigste Replikker var lagte.
“Et Stridspunkt” modtoges med levende Bifald fra det hele Hus.
Fra Theaterverdenen – Det kongelige Theater – Kjøbenhavn 9. Februar.
Det kgl. Theater mødte i Aften – selvfølgelig for udsolgt Hus – med ikke mindre end to Nyheder: et nyt 2 Akts Skuespil “Et Stridspunkt” og en ny dansk Opera af Hr. Fr. Rung: “Det hemmelige Selskab” ogsaa i 2 Akter.
“Et Stridspunkt”, der efter Forlydende er af Emma Gad, Forfatterinden til det i forrige Saison opførte 1 Akts Lystspil “Et Aftenbesøg”, synes – som dette – at have Lyst til at tage en Side af Spørgsmaalet om Kvindens Emancipation under Behandling, nemlig Spørgsmaalet om det passende eller upassende for en ung Dame i at tale med en Herre frit ud selv om Ting, som Kvinden ellers plejer at tie til og lade Manden ene om, og om det sømmelige eller usømmelige i at den unge Pige i denne Hensigt endog sætter en ung Mand Stævne. Her – som i “Et Aftenbesøg” – bliver der imidlertid ikke noget ud af Stridspunktet, i Stykkets første scener er der vel Ueninghed om Spørgsmaalet og de to Anskuelser fremførte, men overfor den unge Pige, Magna, der hævder det friere Standpunkt, stilles en gammel gudelig Tante med Munden fuld af “Pastor Mortensen, der selvfølgelig korser sig, men ikke egner sig til at føre Stridspunkt” i Stykket, saa Titlen passer ikke ganske, og Stykket kune for dens Sags Skyld gjærne og hellere have heddet “Magna” eller det unægtelig flade “En Misforstaaelse”, thi det er en saadan, der giver dette Stykke – som Hundreder før – dets dramatiske Liv.
Magna, en smuk munter Pige, der, naar hun kender et Menneske, selv om det er en ung Herre, vil have Lov til at tage ugenert med ham og ogsaa morer sig ypperligt i Selskab med livlige unge Mænd, men paa den anden Side har hjærtet paa rette Sted og vel ved, hvad i Virkeligheden er Ret og Uret, erfarer af en Passiar med sin Barndoms Legesøster Andrea, der er bleven Tjenestepige, en naiv barnlig-glad Natur, der priser det at gaa til Dans som noget af Jordens bedste – og Husets Søstersøn, Frants Heller, er den, der især gjør Dansen dragende for Andrea, hun er – godtroende som hun er – aldeles betaget af ham, “han taler saa smukt”, han trakterer med Champagne, – ja hun er af den Grund paa Veje til at hæve sin Forlovelse med et bravt, rart Menneske. Magna, der kjender Heller godt, – han er af hendes Tilbedere -, og godt kan lide ham trods hans Svagheder, sætter ham Stævne til om Aftenen, hun vil tale med ham om Andrea.
Imidlertid frier Hemming Klenau til Magna og faar hendes Ja, en stor sorg for Fru Klenau, der antager Magna for en Rosette, hun fortæller ogsaa Hemming, at Magna just til denne Aften har sat Heller Stævne, noget Magna ikke har lagt skjul paa. Aftenen kommer. Magna taler Heller alvorligt til og beder ham ikke gjøre Andrea ulykkelig, han lover det, men tilstaar med det samme Magna sin sande Kjærlighed, hvorpaa han som Svar faar Budskabet om Magnas Forlovelse. Hemming kommer ind, og da han ser dem sammen, tror han, at her virkelig finder et Stævnemøde Sted og i sit Oprør saarer han Magna ved at kalde hende en tom Rosette, hun gaar. Men Andrea, der har lyttet ved Døren, forklarer Hemming hele Sammenhængen, og Moderen, der har bevirket Fejltagelsen, fører atter Magna tilbage.
Omend Stykkets dramatiske Bygning paa sine Steder er noget svag, indeholder det dog mange smukke Scener, og Spillet er fortrinligt, Rollerne ere saa at sige skrevne for de forskellige Spillende.
Fru Hennings er udmærket som Magna, saavel hvor hun er kaadmundet Ingenue som i de alvorlige Scener, dernæst har Hr. Bangenberg i Frants Heller en af de Roller, han i den senere Tid har haft saa mange af: det muntre – for muntre Menneske, og spiller overordentlig smukt og træffende. Fru Sinding er meget morsom som Andrea, der tilsidst – midt i sin Graad – dog er glad over, at hun ikke havde slaaet op med Jeppesen. Hr. Martinius Nielsen var sand og lidenskabelig som Hemming. Fru (xxardt) spillede Fru Klenau, Frk. Nielsen Magnas Tante.
Det ny to Akts Lystspil af Forfatterinden til “Et Aftenbesøg”, “Et Stridspunkt”, handler om en Moders egenkjærlige Forgudelse af sin Søn, der er en brav Kandidat og passelig færdig Mand. Hun kan ikke taale, at han forlover sig med en ung Pige al deres Kreds, og hun lyver hende noget ondt paa for at skille dem ad. Skinnet er et øjeblik imod den unge Pige, og da Kandidaten er hurtig til at bruge stærke Ord og Frøkenen bestemt af sig, brydes den netop indgaaede Forbindelse. Da Sønnen saa kort efter opdager, hvad det er, Moderen har gjort, vender hans vrede sig naturligvis mod hende, og den Hjærternes Adskillelse, som Moderen for enhver Pris har villet undgaa, har hun nu selv hidkaldt ved sin underfundige Beskyldning. Forfærdet sender hun saa Bud efter den unge Frøken Magna, beder hende om Tilgivelse, og Tæppet falder under, de tres Omfavnelse.
Men Stykket gaar tillige ud paa at give et nogenlunde fyldigt Billede af den unge Piges Karakter. Hun er hjærtensgod, men har adskillige Egenskaber, som bringe hende i et nok saa venskabeligt Forhold til et syndigt Verdensbarn af et Mandfolk, der hemmelig gaar paa Bal om Natten med den kjønne Stuepige. Da Kandidaten imidlertid frier til Magna, tager denne Afsked med alle sine flagrende Tilbøjeligheder – for ham er det hun elsker, ogsaa naar hun morer sig som allerbedst med den flotte Fætter —, og af det kokette Væsen bliver der kun tilbage en prisværdig Ringeagt for det, gamle Damer kalder det passende. Hun erfarer af Stuepigens egen Mund, hved der gaar for sig mellem denne og Fætteren, og for at hindre ham fra at gjøre ondt imod Pigebarnet, som hun har leget med som Barn, sætter hun ham Stævne i en forladt Leiligheds Dagligstue om Aftenen under et Konfirmationsselskab. Der maa han love hende at lade Stuepigen være i Fred. Det er gette Stævnemøde, der af Moderen benyttes imod hende. Strængt taget var det heller ikke nødvendigt til Øjemedets Opnaaelse.
Forfatterinden har haft Talent nok til at faa denne Smule Bedrift al Frøken Magna til paa Scenen at tage sig nogenlunde modig ud. Stykket foregaar i det kjobenhavnske Selskab, hvor man korser sig over en Mening, der ikke er alles, og hvor en enlig Knitren af en Damekjole i et Rum, hvor der kan formodes ogsaa at være et Mandfolk til Stede, faar alle Øren til at blive lange, medens samtidig dog den Tone hersker, som ogsaa fornuftige Mennesker kan benytte, og det er “Et Stridspunkts” bedste Fortjeneste, at Tonen er rigtig — undtagen i de bevægede øjeblikke, da den er for literær. Men Forfatterindens Talent har ikke magtet at gjøre Stykket virkelig interessant. Saadant et lille Pigebarn, der føler sig forpligtet til fuldstændig at forandre Væsen fra det Minut, hun begynder paa noget alvorligt, bør ikke uden videretages i god Tro. Der er som regel Gjemmer i hendes karakter, som det netop havde været Kunstens Sag at lede op. Havde Forfatterinden haft Held med at gjøre dette, vilde Stykket have faaet Betydning ud over den lille dramatiske Behagelighed, det nu er.
Heller ikke Moderen eller Sønnen eller Fætteren er nemlig Figurer af synderlig Værd. Man kan tage dem for gode i et Lystspil, hvor Begivenhederne slaar en Knude, som det gjælder om at faa løst, men til bevægede Optrin med Ord, der skulde mane et stærkt Følelsesliv frem, er de meget for almindelig sete og følte. Moderen er vel den, der er nærmest ved at Blive en Personlighed.
Stuepigen har adskillige muntert og forstandig skrevne Repliker at sige; hun og Frøken Magna, i sin kjække Periode, faa jævnlig Folk til at le.
Det var ogsaa disse to Figurer der blev bedst spillede af Fruerne Sinding og Hennings. Paa de to Herreroller blev der taget alt for tungt af Hr. Martinius Nielsen og Hr. Zangenberg.
E. Skram.
Kasino-Tournéen.
Imorgen Aften giver altsaa en Afdeling af Skuespillere fra Kasino, Folketheatret og Dagmartheatret den første af de to bebudede Forestillinger. Fra alle de Byer, hvor Tourneen hidtil har optraadt, foreligge eenstemmingt rosende Anmeldelser; saaledes skrives fra Hjørring, at “Publikum fra først til sidst ved jævnlige klapsalver og Fremkaldelser yttrede sin Glæde over den ualmindelig vellykkede Forestilling og det fortrinlige Sammenspil”; men Bifaldet kulminerede dog under Opførelsen af Fru Emma Gads 2-Akts Skuespil: “Et Stridspunkt”. Hr. Hunderup omtales som en meget dygtig Deklamator og en ikke mindre dygtig Fortæller i den naivt-komiske Æventyrstil. Hans Bidrag til Aftenens Underholdning var ikke det, der vejede mindst i Vægtskaalen.
Fra Theaterverdenen. – Aarhus Theater.
Kasino Tourneens første Forestilling i Aftes havde ikke samlet mere end godt halvt Hus, men til Gjengjæld lød Bifaldet saa rigeligt og saa kraftigt, at der i den Henseende ikke var noget tilbage at ønske.
…
Som Rosinen kom efter en temmelig lang Pavse endelig Fru Emma Gads 2 Akts Skuespil “Et Stridspunkt”, det kgl. Theaters sidste Nyhed. Det er just ikke noget særligt fremragende Arbejde, det er ikke nye Tanker eller Ideer, der karaterisere dette Stykke, men det er smukt og sundt.
Aalborg Stiftstidende 23. december 1891
Løgnen maa vige Pladsen for Sandheden, og Alt ender efter forskellige kalamiteter i den skjønneste Harmoni. Blandt de Rollehavende maa her fremfor nogen nævnes Frøken Anna West, der skabte et helt lille Kunstværk ud af Magnas Rolle, ligesom ogsaa Fruerne Krum og Theodora Petersen som henholdsvis Andrea og Fru Klanau fortjente al Anerkendelse. Det var absolut Damerne, der her stod med Palmerne i Hænderne.
Politiken, 10. februar 1888.
