Dagens Emma Gad

Hvis De er klog, saa tal kun godt om dem, De ikke kan lide.

Ny 12. december 2017



KOLONIUDSTILLING.

Søg på EmmaGad

Din ris eller ros





Petitstof 1910

VN:F [1.9.22_1171]
Anmeld gerne denne artikel med stjernedrys
Rating: 0.0/5 (0 stemmer)

EMMA THOMSENS DØD – TEATERSTRIDEN 1909/1910 – KARRIG NIDING – RIGSRET – ALKOHOL – HEIBERG 50 – PALLE ROSENKRANS: BIOGRAFTEATER


Nationaltidende, 6. januar 1910.

Emma Thomsen vil blive savnet meget, fordi hun paa Scenen stod som Indbegrebet af det, som er Mennesker kærest af alt, den varmhjertede Kvinde.

Man kan blive Kunstner ad to Veje – gennem Forstanden eller gennem Følelsen. Og man vil som oftest se, at det er Hjertets Varme, der i højere Grad vinder Menneskene og glæder Sindene end Forstandens nok saa glimrende Klarhed. Dette gælder al Kunst, men ganske særlig Skuespilkunsten, som i saa høj Grad taler direkte til de mange Hjerter.

Talentet har, ligesom en Ædelsten, mange Facetter, men den af disse, som lyser stærkest og giver størst Værd, er Sympathien. Den var den Hovedgave, der var givet Emma Thomsen, og Bevidstheden om at eje den blev til den indre Varme, der fyldte hende og gjorde hende til den betydelige Kunstnerinde, hun efterhaanden blev. Naar hun stod paa Scenen, var det Sympathien, Medfølelsen med Menneskene og deres Sorger og Glæder, som føltes at strømme fra hende ud mod Tilskuerne, og som fra dem strømmede tilbage til hende selv.

Det var ikke noget Tilfælde, at dette skete, for hendes Hjertes Godhed var ligesom uudtømmelig. Aldrig trættedes hun ved at yde, at give, at arbejde for at mildne Menneskers Lidelser og Armod, og mange – mange vil velsigne hendes Minde. En Dag for et Par Aar siden kom der en fattig Skuespillerinde til mig som lige ventede sin Nedkomst, en oprindelig begavet Skuespillerinde, som Skæbnen havde været ublid imod. Hun manglede dengang alt, undtagen en Mængde Smaabørn, der gjorde hendes Situation end mere vanskelig. Den var som et Danaidernes Kar. At gøre noget, der væsentligt kunde mildne den, forekom mig næsten umuligt, og jeg granskede i min Bevisthed for at finde en, der kunde være mig behjælpelig derved med Raad og Daad. Min Tanke standsede ved Emma Thomsen, og øjeblikkelig, uden mindste Betænkning, var hun parat, fik andre til at træde til, sørgede for Mad og Klælder, fik i Hast arrangeret en Forestilling, hvis Indkomster dækkede de værste Gældsposter, og især – talte milde og opmuntrende Ord til den stakkels Patient, som Livet havde medtaget saa haardt. Lidt efter lidt glemte jeg saa Sagen – Døgnets Liv har jo saa mange Krav – indtil jeg en Dag paa Gaden mødte Emma Thomsen med en ganske lille Pige ved Haanden, net og fin i Tøjet men med det underlig forpjuskede og afblegede i Haar og Hudfarve, som de Smaabørn har, som af gode Grunde har maattet undvære den nødvendige Pleje.

“Hvad er det for en lille Pige?” spurgte jeg.
“Det er saamænd et af vore stakkels fattige Skuespillerindes Børn, sagde hun fornøjet. “Jeg tog dengang den lille Pige hjem til mig blot for nogle Dage, medens Moderen laa til Sengs med den lille nyfødte. Men da de Dage var gaaet, var jeg kommen til at elske Barnet, og min Mand ogsaa, og vi kunde ikke skilles ved hende, skønt jeg jo i Grunden har daarlig Tid til at sørge for hende, som jeg gerne vilde. Vil De tro, at jeg sidder og syr smaa Kjoler og Trøjer til hende, og at det er min bedste Glæde?”
“De vil da ikke beholde hende altid?” spurgte jeg lidt bekymret over, at det i Grunden var mig, fra hvem det var kommet.
“Jo, det vil vi rigtignok,” sagde hun og trykkede Barnet til sig. “Jeg skal nok faa noget godt ud af hende.”

Den lille Pige er nu blevet et højst indtagende og lovende Barn ved daglig at have faaet den mest opofrende Røgt og Pleje, baade sjælelig og legemlig. Hun har i Gaar mistet den kærligste Moder, men det, som Emma Thomsen havde begyndt, vil nok blive fortsat, saa at hendes Ønske om at faa noget godt ud af Barnet, gaar i Opfyldelse.

Men enhver kan forstaa, at den, der kan gøre, hvad Emma Thomsen i dette Tilfælde gjorde, har et saa stort og varmt Hjerte, at det maatte gennemstrømme hele hendes Kunstopfattelse og gøre den kær for mange. Og det var hun baade som Kunstnerinde og som Menneske.
Emma Gad.


teaterbataille
Aarhus Stiftstidende, 29. december 1909.

En større Teaterbataille i København.
Det begyndte med, at Fru Emma Gad i en Politiken kronik 19. dec. 1909, rettede et Angreb paa Teater-Kritikerne, fordi de nedsablede alle danske Lystspil, og at Hr. Sven Lange forsvarede Kritikerne med, at der trivedes altfor megen Dilenttantisme paa vore Scener.
Skal Teatret bevare sin Stiing som Aandsmagt og ikke reduceres til en ren og skær Underholdningsanstalt, bør der renses ud i Tide, bemærker Hr. Lange meget fornuftigt.
Men nu ligger der et Hus. “Politiken” er gaaet i Gang med en Række Interviews, hvis foreløbige Følge er et skarpt Sammenstød mellem Godsejer Johan Knudsen og Dagmarteatrets nye Direktør, Hr. Walter Christmas.
Johan Knudsen udtalte bl. a., at
“…hvis vore Kritikere tager haardt fat, f. Eks. naar et Teater i Ly af dets tidligere Prestige drister sig til at fremføre dramatiserede Børnebøger, da øves der saa sandt god og fortjenstfuld Gerning.”
Naturligvis sigtede Hr. Knudsen med disse Udtalelser til Dagmarteatret – i sin Tid Hovedstadens fineste og bedste Privatteater – der nu, ledet af Hr. Christmas, giver sig af med Opførelse af saa mærkelige Forestillinger som den dramatiserede “Peter Most” (en af C.s egne Børnebøger), der bl. a. er udstyret med halv- og trekvartnøgne brunsværtede Pigebørn, som skal forestille Negere.
Hr. Christmas har reageret, kraftigt og ekspres. I et “aabent brev” til Johan Knudsen hedder det:
De har i “Politiken”s Dagsnummer tilladt Dem en uhørt Gemenhed imod mig og det Teater, hvis Leder jeg er; De har ganske aabenlyst opfordret Kritiken til at falde mig an, fordi “Teatret i Ly af tidligere Prestige drister sig til at fremføre dramatiserede Børnebøger”.
Var det Dumhed og Uvidenhed eller Perfidi, der førte Pennem til denne Opfordring til Nedslagtning af mine to Premierer, eller var det almindelig national Lyst til at skade en Mand i hans Næring og ødelægge hans Forhaabninger?
De har benyttet den Lejlighed, som “Politiken”s Enquête gav Dem, til at afsløre en Sjælsraahed, der maa sætte enhver i den største Forbauselse. Det vil imidlertid nok vise sig, at det Forsøg, De har gjort paa at skade mig og mit Teater, vil vende sig mod Dem selv. Det er nemlig faa, af de hæderlige blandt vore Medmennesker reagerer hurtigt og sikkert mod altfor store Doser af “Livsens Ondskab”.
Walter Christmas

Hr. Christmas’ utidige Voldsomhed kunde tyde paa, at han ikke selv er helt sikker paa sin Sags Retfærdighed.

premiere
Aarhus Stiftstidende, 15. januar 1910.

En Premiere der ikke blev anmeldt.
Krig paa Kniven mellem københavnske Teatre og Anmeldere.

København er lige med ét kommen ind i en pudsig Affære.
Henri Nathansens nye Stykke “Danas Have” opførtes i Aftes paa Dagmarteatret, og det blev i Dag ikke anmeldt i noget københavnsk Blad (naar undtages “Smaabladene”, som man ikke regner med.)
Og Grunden dertil er ganske mærkelig. Vor københavnske Teatermedarbejder fortæller herom:
Der eksisterer i København et Tidsskrift der hedder “Teatret”. Det udgives og redigeres af en Hr. Zemskow, der har faaet Tilladelse til at overvære Teatrets Generalprøver og bringe Billeder derfra.
I sidste Nr. har han skrevet en Artikel om københavnske Teaterforhold, og den har vaks Teaterdirektørernes heftigste Vrede.
Der var fornylig Tilløb til en lignende Affære som denne. Et Blad havde i skarpe Udtryk anmeldt en Forestilling, og det var stærkt paa Tale at fratage den paagældende Anmelder Retten til at overvære Teatrets Forestillinger.
Den Gang løb Sagen imidlertid ud i Sandet. Teatret turde eller vilde ikke staa Last og Brast med det paagældende Teater, og da det blev publique mellem Teaterdirektørerne, at Bladene vilde hævde deres Anmelder-Ret, gik det hele over af sig selv.
Men i Mellemtiden har Teaterlederne kommet sig ovenpaa den Historie.
De har ved Fru Emma Thomsens Jordefærd præsenteret sig selv som “de otte Teaterdirektører” og allerede derved løftet Haanden til at kaste Handsken – og nu er den kastet.
“Danas Have” opførtes som sagt Fredag Aften, og alle Anmeldere havde undladt at benytte deres Anmelderbilletter – der vil i Lørdagens Københavnerblade ikke staa én eneste Notits en Gang om, hvilket Indtryk Overretssagførerens sidste Stykke har gjort paa Publikum.
Dette er Krig paa Kniven!
Og den har været længe forberedt. Fra begge Sider forresten.
Det begyndte med, at den ellers saa skikkelige Admiralinden og Forfatterinde Fru Emma Gad blev frygtelig vred over, at den københavnske Teaterkritik var meget grum overfor hendes og hendes Søns Lystspil “Fruens Politik”.
Fruen beklagede sig da i høje Maader i “Politiken”, som arrangerede en Enquête over Teaterkritik – og efterhaanden kom vel saa Blodet i Kog paa Teaterdirektørerne, der mente sig forurettede.
Nu er altsaa Krigen i fuld Gang, og hvordan den vil ende, er det ikke godt at sige.
Foreløbig vil man faa det Særsyn at se, at københavnske Blade hverken med Annoncer eller med Henvisninger eller med Anmeldelser henleder Opmærksomheden paa, hvad der foregaar i Hovedstadens Teatre.
Og for at bøde paa det tomme Hul, som derved fremkommer, stod Direktør Walter Christmas efter Premieren i Aftes frem og holdt en lang Tale til Publikum, hvori han berørte den standende Strid, omtalte at Bladene havde gjort Strejke, og bad Publikum gaa hver til sit og fortælle, hvor udmærket Henri Nathansens nye Stykke var.
Og hermed har Teaterdirektørerne endda ikke affyret hele Salven.
Det er ikke nok med denne Annonce fra aabent Tæppe – nej! Lørdag Middag udkommer der i København et Blad, der vil blive et Unikum i Verden, en Lækkerbidsken for alle Samlere fra Kap Youk til Honolulu:
Teatrene i København udgiver og spreder over Byen i 50.000 Eksemplarer en Avis, hvori Henri Nathansens Premiere paa Dagmarteatret bliver anmeldt af:
Georg Brandes, Erik Skram, Fru Karen Bramson, Revyforfatteren Fr. Rivard, Albert Gnudzmann, Otto Rung og Hjalmar Bergstrøm.
Og Bladet indledes med en stor Spidsartikel – vistnok af selve den forurettede Direktør Walter Christmas.
At Striden skulde vare længe, er ikke til at tro.
Dels vil Journalisterne vel betragte de syv-otte “Anmeldere” som Skruebrækkere, hvad der ikke vil være heldigt for dem i deres borgerlige Næring som Forfattere, naar de skal have deres Bøger anmeldte – og pludselig ser Bladene atter gøre Strejke.
Og dels vil Direktørerne vel snart indsé, at dette, at Morgenbladene ikke anmelder Teaterpremiererne, bliver ingen Spore for Folk at gaa derhen.
E.A.

theater-striden
Jyllands-Posten, 18. januar 1910.

Theater-Striden.
Bestyrelsen for »Danske Dramatikeres Forbund« har udsendt følgende Skrivelse:
Henvendelsen til Teaterdirektørerne om den i »Theatret« indeholdte Artikel skete paa et i anden Anledning sammenkaldt Møde og i Følge hele Bestyrelsens Beslutning. Bestyrelsen bestaar af Hr. Hj. Bergstrøm, Fru Emma Gad og Dhrr. Albert Gnudtzmann, Fr. Ricard, Alfred Tofft og Henri Nathansen, hvoraf den Sidste dog var fraværende paa nævnte Møde.
Bestyrelsens ønske gik kun ud paa, at der skulde stilles Fordring til Hr. Lemkow om for Fremtiden, saafremt han ønskede fremdeles at optage Fotografier ved Generalprøverne, at anvende en anden Skrivemaade overfor Forfatterne og Theatrene. Direktørerne var imidlertid utilfredse med »Theatret«s Holdning overfor dem og besluttede strax at afbryde Forbindelsen med Hr. Lemkow for et Par Manneder. Denne Vedtagelse skete enstemmigt og uden at nogen Røst hævede sig derimod. At Dagmartheatets Direktør blev den Første til at iværksætte Boykotningen, skyldes en ren Tilfældighed.

teaterstriden

Aftenbladet, 21. januar 1910.

Teater-Striden endt.
Efter at den mellem Privatteaterdirektørerne og de københavnske Blade staaende Strid har været til Behandling mellem Parterne, er den nu afsluttet.
De henviser til følgende Erklæringer, der er afgivet.

Fra Direktør Christmas.
I Anledning af at nogle af mine Udtalelser – dels skriftlige (i Dagmarteatrets Program) dels mundtlige – er blevet udlagt som Angreb paa Pressen, skal jeg herved erklære, at dette aldrig har været min Hensigt. Det er muligt, at jeg, under en for mit Teater og det mig betroede dramatiske Arbejde faretruende Situation har brugt stærkere Udtryk end jeg under normale Forhold vilde have gjort. Men jeg tager ikke i Betænkning herved at udtale min Beklagelse over, at det har kunnet opfattes, som om jeg vilde angribe Pressens Ytringsfrihed eller krænke enkelte Pressemænd personligt.
Den 18. Jan. 1910. Walter Christmas.

Fra Privatteatrene.
Privatteater-Direktørerne udtaler overfor Pressen deres Beklagelse af Motiveringen af Forbudet mod Tidsskriftet “Teatret” har kunnet opfattes som et Indgreb i Pressens Ytringsfrihed, og samtidig erklærer Direktørerne sig villige til, efter det derom af Pressen fremsatte Ønske at hæve Forbudet.
– – –
Disse to Erklærringer har Pressens Repræsentanter fundet fyldestgørende, og fra i Dag af anmeldes atter Privatteatrenes Forestillinger i de Blade, der har staaet sammen i Striden.



Nationaltidende, 28. maj 1910.

Det blev en fornøjelig Forestilling i Aftes under Regensens lysegrønne Linde. Vejret, der havde truet adskillige Gange i Dagens Løb, faldt hen ad Eftermiddagen og Aftenen til Ro, og der var helt lunt indenfor den røde Gaards Mure, da Publikum ved Halvsyvtiden havde samlet sig. De 200 Siddepladser var fuldt besatte, men der var Hundreder af Staaende Tilskuere, og oppe fra “Galleriet” – Regensens Vinduer – saas Hoved ved Hoved eller – om man vil – Ben ved Ben, idet mange satte sig i Karmen med Benene ud af Vinduet.

Blandt de mangfoldige interesserede Tilskuere saas bl. a. Professor Henrik Scharling og Professorinde Borchsenius, Admiral og Admiralinde Gad, kgl. Skuespiller Bangenberg, Hr. Johannes Poulsen, der imidlertid af Hensyn til sin Medvirken i “Hellig tre Kongersaften” maatte gaa tidligt, og endelig Professor Vilh. Andersen og Hr. P. Urban Gad, der fik Glæde af det store Arbejde, de sammen med de forskellige agerende unge Damer og Herrer har ydet.

Som tidligere beskrevet her i Bladet var det ydre Apparat til dette Friluftstheater overmaade enkel, idet der mellem de to Linde ved Kirkefløjen var rejst en Tribune; Baggrunden dækkedes af nogle Tæpper, bag hvilke Aktørerne kunde forsvinde, og paa selve Podiet var anbragt en Bænk, et Bord og et Par Stole.

Da Klokken var lidt over halvsyv, marcherede fire Herolder frem i røde Kostumer og med Hjelme paa deres Hoveder. En enkelt føjede til denne saare historiske Dragt et Par Pincenez, men til næste Gang kan han mulig blæse Fanfaren fra Christian den Fjerdes Tid uden Noder, hvorved han bliver end mere troværdig som Herold.

“Karrig Nidding” falder i ti Afdelinger og virker forbløffende frit ved sin djærve Satire over den karrige Husbond, der hverken under sin Hustru, sine Børn eller Husfolk Mad og Drikke, hvorfor han til sidst drager af By med Nøglerne til Mad og Øl. Under hans fraværelse gæstes hans Gaard af den “Staadere” Jeppe Stald og hans Dreng, der begynder med at tigge, men som – da de ser, hvorledes Forholdene er – byder Konen og Børnene og Gaardens Folk af, hvad de har tigget sammen. Enden paa det bliver, at Jeppe Stald tager fast Ophold i Gaarden som Arvtager til Husbondens Rettigheder baade i Ægteskabet og overfor Folkene, og da Karrig Riding med sin – morsomt maskerede – tro Svend og Vandergefell, Mausserkaal, omsider kommer Hjem, spilles den Komedie, at inge kender ham, hverken Konen eller Børnene eller de andre – han maa være gaaet fejl! Han maa være gal! Og saa videre, til Riding til sidst ogsaa tror paa det, tilstaar, at han i sin Tid bar sig skarnagtig ad, og drager bort for at lede efter sit tabte Hjem…

Da Herolderne var færdige med deres lille Koncert, traadte Prologus frem i kort Kittel med en Lindegren i Haanden, og hannenm fulgte alle Komediens Personer. Saa forkyndte, som dette hedder, Prologus Komedien, præsenterede Personerne, der en for en hilste Publikum, berettede Komediens Indhold og overtog derefter Sufflørrens Rolle, medens Spillet gik sin muntre og vel instruerede Gang.

Uden i nogen Maade at ville fremhæve den ene paa den andens Bekostning – sligt hører jo ikke hjemme ved en Studenterkomedie, selv om den sætter sig højere Maal end Nytaarsrevyerne – nævner vi dog, at Karrig Riding spilledes af Hr. Sartorph, hans Hustru af Frk. Agnes Lassen, der saa fortræffelig ud, og som stod sig bravt overfor de kraftige og ofte ganske uimodstaaelige Replikker, Tjenestepigen Bengier af Frk. Barüel med megen Friskhed og endelig spilledes Staaderen af Hr. Helveg Larsen.

Ihvorvel det gamle Sprog maatte lægge Hindringer i Vejen, sporedes det dog ret sjældent, og det rigelige Bifald, der senere efterfulgtes af private Komplimenter i “den aabne Foyer” – Regensgaarden til højre – var fuldt uf fortjent.

Forestillingen vil rimeligvis blive gentaget og vil sikkert kunne gøre Regning paa stærk Tilslutning. Dette lille Stykke Kulturhistorie, tilmed i dette “Foredrag”, er det rigelig Umagen værd at stifte Bekendtskab med. Hieronymus Justesen Ranch, hvos Comoedie første Gang nok blev ageret i Viborg 1597, fik sig en smuk Succes den 27. Maj 1910 paa Regensens Friluftstheater.
V.G.



Nationaltidende, 15. juni 1910.

Rigsretten nærmer sig sin Afslutning. Tilhørernes Interesse synes imidlertid ikke at sløves. Den trofaste Stamme holder ud, iagttagende, vurderende, noterende sig Svingningnerne i Stemningen under Sagens Gang. Især er der en lille Kreds af Damer, som med den største Samvittighedsfuldhed følger Møde efter Møde, fra Begyndelse til Afslutning. De føler sig øjensynlig som en Art kvindelige Besiddere, der har Part i Dommen.

Der er andre Damer, hvis Interesse maaske er mindre end deres Standhaftighed. Deres vexlende, men altid pragtfulde Hatte opliver Sceneriet. De vil ikke gaa glip af denne Sommerens mondæne Begivenhed: de er Abonnenterne ved dette indendørs Sommerspil. Naar deres Pladser tilfældigvis er bleven optagne af andre, viser de en umiskendelig Misfornøjelse.

Ellers lægger man Mærke til en Del yngre Jurister, som fagmæssigt vurderer Aktors og Defensors Bemærkninger, et ikke paafaldende stort Tal af Rigsdagsmænd (de fleste er jo spredte udover Landet), Advokaternes Damer, et Par unge Skuespillere o. a. Et Par Navne i Flæng: fhv. Justitiarius C. B. Nyholm, Professor Henrik Scharling, Seruminstitutets Direktør Th. Madsen, Admiral Gad, Direktør Niels Hjort, Professor Munch Petersen, Dispacher Hvidt, Kammerherre Otto Scavenius, Fru Professorinde Matzen, Kaptajn Ulrich, Folketingsmændene Klavs Berntsen, Schovelin, Lars Dinesen, Slengerik og Anders Nielsen, Landstingsmand Docker, Højesteretssagfører Jenas Poulsen samt Kriminalretsassesor Schou.
– – –
De Anklagede selv indtager en paafældende forskellig Holdning. Hr. Berg sidder mest sammanbøjet over sine Papirer, som han synes ivrigt interesseret af. Hr. I. C. Christensen derimod stirrer udover Forsamlingen med sit milde Ansigt, øjensynlig ganske uppavirket af, hvad der siges til hans Forsvar eller Angreb. Han er alt ialt en Personlighed, der til Fuldkommenhed har opøvet Selvbeherskelsens vanskelige Kunst.

Kan man egentlig ikke ogsaa sige, at Pressen til en vis Grad er imellem de Anklagede i Dag? Defensor behandler Presse-Angrebene paa Alberti og Sparekassen, og hans Tone bliver en Kende spydig. Pressens Bænk, nærmest udenom Retten, – den tæller i Dag for Resten selve Hr. Anders Nielsen blandt sine Medlemmer – bliver delvis urolig. Da Hr. Bülow understreger, hvorledes selve Angriberne Gang efter Gang har paastaaet, at “selvfølgelig har Alberti ikke stjaalet og selvfølgelig er Sparernes Penge sikre nok”, og hvor skulde Ministrene den Gang saa nære Mistænksomhed – saa hviskes spydige Bemærkninger: Defensor maa jo være en naiv Læser; som om ikke netop den Slags “selvfølgelige” Forsikringer netop betød lige det modsatte; staar man ikke med Beviserne kontant paa Haanden, vilde det jo være Tugt-, Rasp-, og Forbedringshus at beskylde paa anden Maade, hvor vis man saa er i sin Sag.
– – –
Og paa de bagerste Tilhørspladser farer et Par Tilskuere op af deres trygge Sommersøvn. Benytter de Rigsrettens højtidelige Sal som Varmestue. Næppe. Men de kan sige, de har været der!



Silkeborg Avis, 6. august 1910.

Danmarks studerende Ungdoms Aholdsforening fortsatte Aarsmødet i Gaar Eftermiddags.
Stud. jur. Hejlesen holdt et kvikt, velholdt og velformet Foredrag om Afholdsbevægelsen og Dannelsen. Det er efterhaanden gaaet med Afholdsbevægelsen, som det i sin Tid gik med Venstrebevægelsen, hvorom Hørup udtrykte sig i en Tale, saaledes, at Venstre havde erobret Vælgerne, men havde endnu Dannelsen tilbage: Gesimsen, Fløjen, Flagstangen, det arkitektoniske paa Huset.
– – –
Alkoholnydelsen har et Janushoved med et dobbelt Ansigt: Det grimme stygge med Nød, Elendighed, Sygdom og Vanvid, og det andet Ansigt der viser Festglæden. Det gælder om at vise det selskabelige Danmark, det officielle Danmark, at Alkohol og Drik ikke har noget med virkelig Nydelse og Festlighed at gøre. Fru Emma Gad har i en Artikkel i “Husmoderens Blad” fortræffeligt vist den store Forskel mellem det officielle Danmark og de tilsvarende Kredse i andre Lande. I andre Lande er Gilderne lige saa flotte og Maden lige saa overdaadig ved de store festlige Lejligheder som i Danmark; men medens man i Danmark tillige fylder sig men en Mængde Slags ødelæggende Drikke, bruger de dannede Kredse i andre Lande kun meget lidt eller intet af den Slags, men mest Vand. Betegnende i saa Henseende er det, at noget af det vanskeligste, at faa ved et fint Selskab paa et fint Hotel i Danmark, er Vand.
– – –
I Morgen er der Udflugt til Himmelbjerget, hvor Højskolelærer Kolding holder Foredrag om Himmelbjergets Historie.



Aalborg Amtstidende, 25. august 1910.

Den 25. August 1860 døde Johan Ludvig Heiberg paa Gaarden Bonderup ved Ringsted – stillet til Ægteparret Heibergs Disposition af Vennen, Etatsraad Suhr.

Et literaturhistorisk Ægteskab var ophævet af Døden, en Aandsretning sat op paa Reolen, parat til en samlet Udgave hos Reitzel og for Resten allerede længst katalogiseret i dansk Bevidsthed.

En Fakkel i dansk Aandsliv blev Heiberg aldrig. Langt snarere et Lys, et slankt Vokslys i en fornem Sølvstage. Hans Aand brændte roligt med klar Flamme, spredende sit Skær indenfor et vist begrænset Omraade. Alligevel har hans Betydning været meget stor. Han indførte Begrebet Smag herhjemme.

Vore Dage betragter vel nærmest den Heibergske Muse som en Kutiositet. At se en Vaudeville af Heiberg – veludført, som det kgl. Teaters Ensemble kan spille den – er som at gaa paa en af disse Udstillinger fra gamle Hjem, Fru Emma Gad har sin Farce i at arrangere. Man fryder sig over Mammelukker, finder Kalvekrøs’erne nydelige, og glæder sig over den spæde Stemning, der er over Interiøerne. Det er Akvareller af Datidens Hovedstad, malede med livlig Haand.

Af praktisk Betydning er Dagen ogsaa. Vore Teaterdirektører har nu frit Slag med Hensyn til de Heiberg’ske Værker. Det kgl. Teater bliver ikke længere ene om “Elverhøj”. Vaudevillerne kan opføres af alle dem, der gider spille dem. Det er sikkert ikke saa faa. Færre er de, som kan spille dem.

Henry H.



Morsø Folkeblad, 16. september 1910.

Biografteater.
I Centrum af Paris og paa Ukrainens Stepper i det indre Afrika og paa Grønlands Kyst, kort sagt over den ganske Jord “huserer” i vore Dage Biografteatret med de levende Billeder paa Films. Det er en stor Industri, en vigtig Erhvervsgren, det maa siges, saa det derved forhindres, at nogen trækker paa Skuldrene af de Narrestreger.
Et københavnsk Filmsfirma omsætter aarligt 4 Millioner Kroner i den Artikel. Er det saa Narrestreger, Hvad?

Princippet i det hele er Gengivelsen af det, der foregaar i en Række fotografiske Optagelser, der livagtig afspejler Virkeligheden i Bevægelse. En yderligere Udførelse af Principet i Fotografernes Atelier; “Lad som de var hjemme”, i Stedet for det gammeldags: Sid nu rolig og se venlig ud”.
For den naive Betragter maatte nu Følgen af denne Opfindelse, – denne simple Opfindelse, der egentlig kun er Hurtigfotografi, – blive den, at man nu, da man er i Stand til at gengive Naturen i Bebægelse paa Films, vil kunne genskabe og fremstille fremmede Egne og fjerne Landes Mennesker naturligt og livagtigt, til Glæde og Belæring for den opvoksende Ungdom.

Lad os straks gøre os klart, at denne Art Billeder er en slet Vare. Det højtærede Publikum, som skal betale “Geschæften” med 10 Øre, skal meget have sig Belæring frabedt, og de gode Pædagoger, der drømte om levende Billeder som Led i Undervisning maa have den Ulejlighed at drømme om igen.
Levende Billeder er Geschæft. En københavnsk Filmsfabrikant har sagt til nærværende, der nu er Forfatter, at han roligt kunde gaa ud fra, at de 99 pCt. af Folk i Filmsbranchen var rene Kæltringer. Det lyder sandsynligt. Geschæftprincipet er i denne “Branche” drevet ud i sine sjofleste Konsekvenser; Humbug er sat i Højsædet, og alle andre Hensyn ofrede til Fordel for den rene brutale “Pengeudvridning”.
Lad os se hvordan og hvorfor.

Vort udgangspunkt er selve Opfindelsen. Man kan altsaa fotografere Begivenheder og sprede Gengivelserne ud over den ganske Jord. Godt!
Deraf følger, at man kan lade Kongekroninger og Begravelser, Indtog, Landstigninger og Begivenheder som Bjørnsons Ligfærd gennem København optage fotografisk og servere det optagne friskt for et nysgerrigt Publikum. Det er Journalistik, og i sin Orden.
Nærmest til den Gruppe af Optagelser slutter sig Landskabsoptagelser osv., der som sagt ikke er i høj Kurs blandt Publikum. Men allerede i den journalistiske Films ligge Kim til Svindel.
En Henrettelse ville være rar at have, men det er ikke let at faa Lov til at fotografere den, altsaa spiller man en Henrettelsesscene og serverer det fotografiske Falsum som ægte Varer. Publikum er lettroende, og for Filmsfabrikanterne er det lettere at være Herrer over Stoffet. Samme Svindel drives med det etnografiske.

Emma Gad blev overrasket over den “Løvejagt” hun så under en rejse i Tunis, da det var Ole Olsens “jagt” fra Roskilde hun så, og ikke en afrikansk film.

Fru Emma Gad fortalte morsomt i et københavnsk Selskab, hvorledes hun i Tunis gik ind i et Biografteater for at se en Løvejagt, som der nede i Afrika, hvor Løverne bor privat, maatte være ekstra god. Og her fik Fruen af se – Ole Olsens berygtede Løvejagt paa Elleore i Roskilde Fjord med Løver til 2 Skilling Pundet og det hele latterlige Arrangement. Ukraines Bønder beundrer sikkert en Kong Edward, der har faaet 50 Pf. for at gøgle for en Ole Olsen. Saa ligger det altsaa snublende nær at foranstalte Optrin og fotografere dem. Derved skabes en ny Gruppe af levende Billeder, der først anvendtes af Franskmændene og fra Frankrig har erobret Biografteatrene og Filmsfabrikerne.

Pædagogerne møder atter op og foreslaar Peproduktion af historiske Begivenheder af belærende Natur. Napoleon paa St. Helena, Nelson ved Trafalgar og Frederik den syvende paa sin berømte Ganger.
Men ak!
De historisk belærende Films blev lige saa stor en Fiasko for Fabrikerne som de geografisk belærende, og Fabrikanterne slog sig en Tid lang paa “Tricks”, d.v.s. overraskende smaating saasom Folk, der gaar op af lodrette Bjergskraaninger, Barbarer, der skærer Hovedet af Folk og vasker det, Forvandlingskunster og saadant. Det morede en Tid gevaldigt, indtil man havde set det, og saa var det gammelt. Publikum tørstede efter nyt, og de egentlige Filmsdramaer opstod.
Fra først af hæderligt, store, smukke franske Dramaer, hvis tekst var skrevet af Kunstnere og som spilledes af Kunstnere. Det vakte stor Opsigt og skabte stor Tilstrømning. Her hjemme skrev Sven Lauge om det stumme Teater, der dannedes et Selskab, som engagerede vore første sceniske Kunstnere og bestilte Tekster hos vore berømte Dramatikere.
Men ak igen!
Biografteater er Gechæft og kun Gechæft. Optagelser er meget kostbare. Et stort Rabaldernummer, der hedder 6r, og som er fremstillet af et Firma i København, har kostet 14,000 Kr. blot at fremstille. Et Drama med gode Kræfter kan ikke fremstilles under 6000 Kr. Pengene skal ind, og da man rolig kan gaa ud fra, at den slette Smag er overvejende, saa gælder det at fremstille billige og slette Ting.
Der fabrikeres derfor Verden over en Syndflod af slette Dramaer i slet Udførelse med falsk Reklame, og Konkurrenternes Ideer stjæles, endnu inden de er udnyttede. Saaledes blev f. Eks. en god, men smagløs Ide, der er udført i Aarhus ved Ran af Elisabeth Schoyens Bog, “Den hvide Slavehandel”, og som havde en Sukces her i Landet, hugget af et konkurrerende Firma med den Virkning, at Aathusfirmaet gik Glip af Udlandet og den store Avance.

Det stumme Teaters Navn blev inden Teatret traadte ud i Virkeligheden stjaalet af Konkurrenterne, ikke til Brug, men til Ødelæggelse, og selv vort eneste literære Biografteater blev en tragisk Farce, der deltes paa flere Hænder, og drives vistnok nu af “Billetgrosserer”, som ingen kan mistænke for literære Aspirationer.
Uægte Kram og sjofel Forretningsgang synes at være et Særkende for den hele Industri. Verdensfirmaerne gaar i Spidsen, og alle Forsøg paa at skabe hæderlig Kunst i denne Branche slaas ned. Pariserfirmaerne, det lever højt paa gemene obscøne Billeder, der præsenteres for høj Entre, har slugt Kunstnernes Fabriker; de maatte lukke af Pengetrang. Banale og flove Sentomentaliteter fra England og Tyskland, bloddryppende Smagløsheder fra Frankrig og Amerika, naive Platheder fra Italien, overstrømmer Markedet, mens der stjæles og snydes efter alle Kunstens Regler.

Der er hele Verden over en Følelse af, at det ikke kan vare, og nu skal Koen malkes, mens den giver Mælk. Derfor gaar Svindelmøllen i Kæmpeformat. Biografteaterbevillingerne, der før regnedes for Guld – man husker blot Albertis Bevillingsudstedelse – regnes nu for den lige og sikre Vej til Skifterettens Konkursbehandling. Og denne Usundhed i Forretningen gør blot Kampen for Udbyttet skarpere og vildere.
Fabrikker, der vokser frem, slaas paa Livet, de søger at overbyde hverandre, og da den snevre Vej er tung, gaar de den brede. Alle Midler gælder.
Den Vinter, der stunder til, vil vise ogsaa det danske Publikum, hvorledes Kampen for Tilværelsen føres, hvorledes Genren forflades og trædes ud for at serveres til Markedernes Boder mellem Havfruer og Menneskeædere. Fabrikanterne, de der har forstaaet deres Gechæft, vil saa side med de indvundne Kapitaler, og det vil atter være slaaet fast at man skal være sjofel for at tjene Penge, og at det ikke kan nytte at ville byde Masserne ærlig og god Kunst. Alt til Glæde for dem, hvem denne Moral tiltaler og behager.
Men samtidig vil det være slaaet fast, at al den Svindel ikke gaar i Længden, og der vil muligvis, næste Gang en smuk og sindrig Opfindelse gøres være vundet Erfaringer, der holder de skamløse Gechæftrøvere borte fra den, saa den kommer til at tjene smukke Formaal.
Det forsjoflede Biografteater vil gaa over i Historien som et afskrækkende Eksempel og saaledes, om end indirekte, virke moralsk.
Palle Rosenkrans.