Petitstof 1918

petit 1901

 


TJENESTEPIGERNES KRONE – NIC. BRECHLING – ANNA BLOCH – TIVOLIS JUBILÆUMSFEST – DET KGL. TEATER

Ærø avis, 4. januar 1918.

For nogle Aar siden fremsatte Fru Emma Gad det smukke Forslag, at alle Herskaber Landet over skulde give hver Tjenestepige en Krone i Nytaarsgave. Det vilde blive ialt 2000,000 Kr., som skulde anvendes til Opførelsen af et Hjem for gamle Tjenestepiger. Man skulde tro, at et saa beskedent Bidrag vilde blive givet med Glæde og i Overmaal. Men det slog ikke til. Første Aar indbragte Tjenestepigernes Hæderskrone blot 3,000 Kr., som senere er vokset til 12,000 Kr.

Nu har imidlertid en enkelt unavngiven Velgører fattet Interesse for den smukke Idé og givet Tjenestepigerne en Gave til deres Hjem paa 25,000 Kr. Desuden har Fabrikant Richter tilsagt at give 50 Kr. hvert Halvaar, indtil Huset er rejst, og Arkitekt Jens Jørgensen har lovet at overtage Arkitektens Arbejde uden Honorar.

Saaledes er det da virkelig Udsigt til, at vore gamle, udslidte Tjenestepiger faar deres Alderdomshjem.


blankFolkets avis, 27. februar 1918.

Vor Medarbejder “Hjerterfri” har, da Fru Kamma er inviteret ud til en lille “66” i Provinsen, spurgt Skuespiller Nic. Brechling, hvad han mener om Børsspil, Totalisatorspil og Springet over den store Vandgrav.

– Tja – siger Brechling idet han tager en Toøre op fra en Sprække i Sporvognens Gulv og genner den i Baglommen (det er nemlig i en Linie 6 Vogn vi træffer den brave Skuespiller) – se Børsspil og Totalisatorspil, det er Ting, jeg har meget lidt Forstand paa. Denne Vej, med Toørerne, og der kommer sjældent mange igen!

Ja, og nu i vor Syndikalisttid er det jo farligt at komme paa Børsen.., jeg har lagt Vejen om i en anden Gade, der, hvor Laanekontoret ligger. Gud bevare min Krop for Stryg; nej, saa sætter jeg hellere Frakken og gør Springet over Vandgraven dernede – ved Sundholm!
For se Springet over Vandgraven, det har jeg meget mere Forstand paa.

blank
Skuespiller Nicolaj Brechling.

Saa De mig som Brændenældemanden inde i Tivoliteatret i Sommer?
Naa ikke!
Det var ellers Skade min Ven, thi der vilde De have set noget, kunde have faaet Dem til at vove Springet, selv over Storebælt, for bare at komme væk. Det var Kunst, naada! den sublimeste – Rolf, han laa langt agter i det Væddeløb. Ja, jeg var lige ved at blive engageret til det Kongelige paa den – jeg forsikrer, det havde nær gaaet saa galt. Man jeg fik da afværget Ulykken i sidste Øjeblik! Hilmer Clausen græd saamænd det Skind, allerede ved Afsked.

– Men det var Springet over Vandgraven, vi kom fra.
Jeg siger bare, der skal Træning til, for man maa jo da regne med, at der er Vand i den mindst til 50.,000 Whiskyvander, eller saadan hvad jeg drikker i Løbet at Aaret nu i disse Forbudstider.

Skal man altsaa have en Mand som Jørgen Lund til at vove Springet, maa man altsaa sætte 5000 Flasker Whisky til; men da de næppe kan opdrives her i Landet, tør jeg godt vove at paastaa, at Jørgen han springer ikke. Han bliver saamænd ude paa Nørrebro, det Skind, lige til jeg en Dag vil have hans Plads.

Men ellers er der naturligvis saadan mange Maader at komme over den store Vandgrav paa, naar man altsaa ikke er Soldat eller hører til Konsul Pays Stald. Pays Heste de kender nemlig kun en Vej – først Forbenene og saa Bagpartiet – det er det tekniske, det der komme an paa. Resten er li’fedt eller ogsaa noget andet Fedt.

Men forøvrigt har jeg kendt en Mand, der fiskede i den store Voldgrav – den om Hovedgaarden derovre paa Fyn ved min lille Fødeby Bellinge. Hver eneste Dag sad han der med Benene trukket langt op under sig og fangede Karper. Han blev en rig Mand, selv om han ikke vovede Springet.

Forsigtighed er godt. Ka’ man ikke, saa ska’ man la’ være. Forstaar De nu bedre, hvorfor Olga Svendsen aldrig er sprunget over paa Nytorv som Olaf Poulsens Arvtager. Ja for det forstod jeg ikke.

Emma Gad – sa’e jeg virkelig Emma Gad. Nej hun vover vist aldrig Springet. Ganske vist har jeg set hende sprinte meget højt – over et helt Hus; et Penalhus altsaa, og det laa paa Gulvet i Politikens Hus. Det var den Gang jeg optraadte i Foredragssalen. Brændenældemanden De ved, – da det for Alvor blev fastslaaet, at jeg var en Kunstner saadan lidt ud oppe ved Siden af Sigrid Neiendam. Men jeg tror alligevel aldrig Emma Gad vover Springet helt ud over den store Voldgrav til Taliateatret, hvor hun sikkert ellers vilde kunne blive Jens Kjærgaard til megen Støtte i en Duet med Lusty.

blank
Politiken, 7. marts 1918.

Men lad min fatte mig i Korthed!
Jeg tror ikke paa Springet over den store Voldgrav. Se bare her!
Er Agnes Henningsen kanske begyndt at oversætte Kirkefædre, spiller Biskop Osterfeld “Internationale” paa Positiv rundt om i Baggaardene; og hvorfor taler Harald Raage aldrig i Holmens Kirke?

Skal jeg sige det?
Fordi ingen af disse, der hver for sig i Virkeligheden er gode og brave Samfundsborgere uden Hensyn til smaalig Kritik i “Kristeligt Dagblad”, og andre Skillingsblade ikke tør vove det store Skridt, det vældige Spring over det jordbundnes store Vandgrav ind til den rette Hyldes lille Paradis.

Forsigtigpetre, det er Sagen. Jeg har saa sandt aldrig set hverken Agnes Henningsen eller Biskop Osterfeld paa Børsen – og lad os saa endelig for deres Vedkommende blive fri for at tale om Tatalisatorspil og Vandgrav.

Nej holdt, Børsen, den er i Virkeligheden den eneste Totalisator, hvori man kan faa Numre til Springet enten i eller over den store Vandgrav.

Se det er nu min Mening om Tingene.
Hjerterfri.


blank
Politiken, 5. april 1918.

blankNationaltidende, 1. juni 1918.

Den tidligere omtalte Adresse til Fru Anna Bloch i Anledning af hendes Bortgang fra Det kgl. Teater blev overrakt i Gaar af en Komité, bestaaende af Fruerne Emma Gad og Sigrid Neiiendam og Herrerne Sopkus Michaëlis, Axel Jorck, Sven Lange, Julius Clausen og P. C. V. Hansen.

Adressen, som var meget smukt udstyret, laa i en Mappe af blaa Silke, indvævet med kinesiske Figurer; og fire Hundrede Forfattere, Skuespillere, Journalister og andre Venner af Fruens Kunst havde underskrevet den.

Et lille Udvalg af Navnene viser bedst, hvem det var, der paa denne Maade hyldede den fortræffelige Kunstnerinde:

Johan Bojer, Henning Berger, Betty Hennings, Peter Cornelius, Bertha og N. V. Dorph, Peter Fjelstrup, Otto Rung, Stub Wieberg, Godfred Christensen, Erik Skram, Vilh. Herold, Hans Kaarsberg, Lange-Müller, P. F. Rist, Johs. Steenstrup, Alfred Tofft, Vald. Vedel, Poul Reumert, Anna og Michael Ancher, Johannes Poulsen, Henrik Pontoppidan, Knud Hjorte, Benny Dessau, Vilh. Andersen, Einar Christiansen, A. P. Weis, Betty Nansen, Nina Grieg, Karoline Bjørnson o. s. v. o. s. v.

Fru Anna Bloch tog bevæget mod dette Bevis paa en Sympati, der sikkert vil strømme hende ligesaa varmt i Møde, naar hun paa Mandag viser sig paa Scenen.


blankNationaltidende, 16. august 1918.

Foran Tivoliportalens høje Søjler, der bærer skinnende gule Tagetes i tætte Klynger. Paa selve Portalen – den tredie Tivoliport siden 1843 – Flagdekorationer og Guirlander af Gran. Laurbærkranse ved Georg Carstensens Buste under de skønne Hængepiles grønne Bladslør og ved Mindesmærkerne for H. C. Lumbye og Volkersen. Paa Kunstnerplænen Bundgaards Statue af Tivolis Stifter højt til vejrs paa en anselig blomstersmykket Sokkel. Foran Koncertsalen blomsterklædte Obelister. Saaledes var, i store Træk, den Festdragt, hvori det 75-aarige Tivoli præsenterede sig, da Deputationerne og de særlig indbudne i Gaar Eftermiddags vandrede ind igennem Haven til Koncertsalen for at ønske Jubilaren til Lykke.
– – –
Alle Bænkene var flyttet ud, saa at der blev Plads til en Mængde smaa Borde, ved hvilke man kunde nyde de Forfriskninger – Chokolade, Kaffe, The, Limonade og Kager – som Restauratør Fritz Svensson serverede fra to Buffeter.
– – –
blank
Besøget var overvældende. Der har aldrig før været saa mange Mennesker i Tivoli. Paa Aabningsaftenen i 1843 var der halvfjerde Tusind, hvilket var respektabelt for de Tider. Paa Tivolis 75-aarige Fødselsdag passerede 40,000 gennem Tælleapparaterne. Dertil kommer de mange, som gik ind igennem Kontorlokalerne, fordi Tælleapparaterne var belejrede, og alle Abonnenterne og Frigængerne. Man kan uden Overdrivelse sætte Tivoligratulanternes samlede Tal til 45,000. Men der var næsten heller ikke til at komme frem i Alléerne!
blank
For første Gang i lange Tider saa man et illumineret Tivoli. Det satte straks Stemningen op. Og saa den Ekstratime, som de høje Autoriteter havde bevilget Fødselsdagsbarnet! Det var en lystelig Fornemmelse, at man for en Gangs Skyld maatte blive i Tivoli til Midnat.
– – –

Ved 3-Tiden begyndte Matinéen. Som Solister medvirkede kgl. Kammersanger Cornelius, der bl. a. sang “Jeg vil elske mit Land” og “Mindernes Vals”, Tivoli-Jubilæumssangen af Chr. Hjorth-Clausen og Operasanger Anders Brems (gamle Tivoliviser m. m.) samt Operasangerinde Ingeborg Steffensen-Haldvig. Imellem Sangforedragene spillede Orkestret Lumbyeske Kompositioner, under ledelse af Koncertmester Vilh. Bartholdy.

I den store Skare Gæster saa vi:
Overpræsident, Kmh. de Jonquiéres, Borgmestrene Jensen, Dr. phil Kaper og Christiansen, Raadmændene Gram, Jessen, Magius og Philipsen, Borgerrepræsentationens Formand Anthon Andersen, og første Viceformand, Overretssagfører Carl Becker, fhv. Kultusminister, Provst Nielsen, Etatsraad, Politidirektør Dybdal, fhv. Politidirektør Eugen Petersen, Admiral Gad og Fru Emma Gad, Dronningens Kabinetssekretær P. C. M. Hansen, Etatsraad Martin Dessau, Overretssagfører Carl Levin, fhv. Brandchef, Oberst Meyer, Vicebrandchef Friis, Hof-Juvelerer Michelsen, Prof. Otto Borchsenius, Kammerjunker Løvenskjold, Prof. Karl Larsen, Kammersanger Høeberg, Fru Oda Nielsen, Ritmester Clauson-Kaas, Journalistforeningens Formand, cand. jur. Andreas Buntzen, Journalistforbundets Formand, Redaktør Kr. Dahl o. m. fl.

Først ved Fem-Tiden sluttede Matinéen. De tre Kanoner paa Plænen saluterede, Promenade- og Harmoniorkestret i Glassalen spillede op. Den store folkelige Jubilæumsfest fik dermed sin Indvielse.
– – –


blankNationaltidende, 12. september 1918.
– – –
Formanden for Dramatikernes Forbund Fru Emma Gad siger:
– Det er dejligt, at der endelig kommer virkeligt Liv i den Sag, vi nu har drøftet i saa mange Aar, og som er af saa stor Vigtighed baade for Publikum og for Dramatikerne.
Personlig mener jeg, at Bunchs oprindelige Plan er den bedste.
Jeg tvivler ikke paa, at den danske dramatiske Litteratur vil blomstre kraftigt op, naar først den finder den virkelige Støtte paa Nationalteatret, som den saa længe har savnet. Det er jo altfor faa nye danske Stykker, der er blevet spillet i de senere Aar.
Bebudelsen af den frie Teaternæring er jeg henrykt over. Det er vidunderligt, at de generende Skranker for Kunsten falden.
– – –


blankNationaltidende, 31. oktober 1918.

Vi har henvendt os til en Række Rigsdagsmænd i Anledning af det Spørgsmaal, der af Hr. Gustav Hetsch rejstes i vor Aftenudgave: Hvorledes man paa afgørende Sted vil stille sig, saafremt det kunde tænkes, at en Kreds af operainteresserede Rigmænd tilvejebragte den Sum (2-3 Millioner Kroner), der udgør Forskellen mellem de Omkostninger, som kalkuleres for “Casino-Planen” og for det Bunchake Projekt til Dobbektscenen paa Kongens Nytorv.
Vi gengiver her de Udtalelser, som blev fremsat fra de forskellige Sider:

Folketingsmand, Godsejer Johan Knudsen
Der maa en Ende paa den Tilstand, at de tre Kunstarter stuves sammen og tager Lys og Luft fra hinanden. Heldigst turde det være, at de er i samme Hus, men saaledes, at den nuværende store Scene fortrinsvis benyttes til de store Operaer og til Skuespil med stort Komparseri, medens den lille Scene, der skulde bygges, blev anvendt til Konversationsstykker, og mindre Operaer, f. eks. Mozarts …

Folketingsmand, Overretssagfører Fru Malling Hauschultz
Det dyreste Projekt vil i Længden vise sig at være det billigste …

Folketingsmand J. C. Christensen
Jeg har altid været Tilhænger af Skuespillet for sig, udskilt fra Operaen og Balleten, men paa hvilket Sted, i hvilken Bygning, man skal anbringe den ene og det andet, vil jeg ikke gerne udtale mig om, saa længe jeg ikke har Kendskab til nærmere udarbejdede Planer.

Folketingsmand, Direktør Gamborg
Jeg kan ikke tænke mig Casino som Operascene …

Folketingsmand, Toldinspektør Ivar Berendsen
Som alle andre havde jeg tænkt mig en Nyordning paa det Grundlag, at Det kongelige Teaters nuværende Scene anvendtes til Opera og Ballet, og at vi fik en ny Talescene …

Folketingsmand, Redaktør Borgbjerg
Med Beklagelse vilde jeg se Opera og Ballet forlade Det kongelige Teater. Casino-Planen byder ikke den ideelle Løsning, men i Tider som disse maa man tage et særligt Hensyn til de økonomiske Forhold …

Folketingsmand A. C. Meyer
Benyttelse af Casino – enten som Skuespil- eller som Operahus – kan jeg kun betragte som en foreløbig Nødhjælp, indtil der opnaas en endelig Ordning paa Forholdene …

– – –
Udenfor Rigsdagsmændenes Kreds har vi henvendt os til Formændene for Danske Dramatikeres Forbund og for Forfatterforeningen.

Formanden for Danske Dramatikeres Forbund, Fru Emma Gad
Det Bunchske Projekt er langt at foretrække for Casino-Planen. Mange Grunde taler derfor, men først og fremmest disse, at Casino er for lille til Operaen og Balleten; og at man ved en sammenbygning paa Det kgl. Teaters Grund vil kunne faa en mindre, fuldt moderne Talescene, samtidig med at de store nationale Skuespil kan opføres paa den nuværende Scene foruden Operaer og Balletter.

Alle Vedkommende mener, at der ikke paa Casino kan skaffes de fornødne Lokaler til Operaen og Balletten. Man ser da heller ikke, at der noget Steds i Verden bygges en Opera, som er mindre end den nuværende.

Jeg vilde anse det for en stor Lykke, om nogle Rigmænd i disse Pengerigelighedens Tider traadte til ved Gennemførelse af det Bunchske Projekt. Saa kunde man sælge Casino. Det vil dog vist kun være en gammel Lap paa en gammel Dragt.

Forfatterforeningens Formand, Hr. Sophus Michaëlis
erklærer, at ingen ved rigtig Besked med Forskellen i Omkostninger for de to Projekter. Han har hørt, at den kun skulde være en Million Kr.

Iøvrigt henviser Hr. Michaëlis til en længere Artiklel i sidste Nummer af “Teatret”, hvor han ivrigt forsvarer den Bunchske Dobbeltscene-Plan som den eneste fornuftige og Teatret værdige, rent bortset fra dens endelige ydre Udformning. Det vil hævne sig lige grusomt paa alle Parter, hvis man isolerer de tre Kunstarter fra det gode og hensigtsmæssige Samarbejde. Nu som før er der kun een uomgængelig Udvej for at bevare Alliancen, saa de kan fortsætte Samlivet under fælles Tag: Dobbeltscenen.