Anna Bloch 1930

Anna Bloch
Fra en anden tid. Erindringer.


Anna Bloch - Fra en anden tid - 1930
Anna Bloch – Fra en anden tid – 1930
Titel: Fra en anden tid.
Forfatter: Anna Bloch.
Udgiver: Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag.
År: 1930.
ISBN
187 sider, Illustreret.


Anna Bloch (f. Lindemann) var en af de unge nye skuespillere på Det kgl. Teater der blev sat på Emma Gads debutstykke: Et Aftenbesøg.
Mødet om dette stykke var begyndelsen til et langt venskab, der gav Emma Gad megen omtale i Anna Blochs erindringer.
Hele kapitlet med Emma Gads omtanke for en ung skuespiller(inde), og måske et lille projekt som Kirsten giftekniv, følger her.



FRU EMMA GAD
Men nu är det ej mer, som det va’
stundom är jag sorgsen, stundom gla’.

Som nygift boede Fru Emma Gad, f. Halkier, i Korsør. Hendes Mand, Kaptajn Urban Gad, førte paa dette Tidspunkt Postdamperen Korsør – Kiel. Det var ikke saa mærkeligt, at Fru Gad, der var et livfuldt, begavet Menneske med mange aandelige Interesser, var noget trykket over at skulle opslaa sit Hjem i Baggesens lille, friske, men alt andet end morsomme By. Hun, der som ung Pige havde opholdt sig længere Tid ad Gangen i Udlandet, og som kom lige fra sine Forældres livlige Hus, fra Københavns „Storselskabelighed”, kunde (selv om hun var lykkelig gift) daarligt finde sig i „at være gemt hen” i en Smaakøbstad. Heldigvis var der ikke Tale om at forsøge „at slaa Rod”. Det var en Trøst for hende at vide, at det ikke var for Livet, hun skulde bo og bygge i Byen ved Store Bælt. Derfor svigtede Modet hende heller ikke.

Læs mere
Anna Lindemann som Nelly

Forestillingsaftenen fik jeg, til min store Overraskelse, sendende en stor, pragtfuld Blomsterkurv og et meget smukt Brev, som gjorde et stærkt Indtryk paa mig.

Kære Fru Gad! De var den første Forfatter, der sendte mig en Blomst og et hjerteligt Brev, og De var den første Forfatter, der gæstfrit aabnede Deres Hjem for mig. Fra Deres første Stykke blev vi Venner – Venner for Livet. Ved alle glade og triste Lejligheder stod De ved min Side. De blev min moderlige, trofaste Veninde, for hvem jeg nærede den største Hengivenhed. Tit har jeg takket Dem selv, for hvad De har betydet for mig, sidst da De laa ventede paa, at „Charons Baad skulde hente Dem”, som De udtrykte Dem med et eget blidt Smil (ak, De vilde saa nødig om Bord, havde saa meget at leve for). Men jeg føler Trang til ogsaa at gøre det her med disse beskedne Linier. Tak for Deres Venskab gennem Aarene, der svandt. Mere uegennyttig, tjenstvillig, gæstfri, omsorgsfuld Ven finder man sjældent. Jeg savner Dem tit – – saa mange Gange.

Verden piler hæsblæsende afsted. Menneskene jager og jager. I det vildeste Tempo! Efter hvad? Som oftest efter noget, de ikke selv gør sig rigtig klart. Megen Ro til at mindes de Døde bliver der ikke. Glemselens Vande lukkede sig ogsaa hurtigt over Emma Gad. Hvad hun havde virket og udrettet paa flere højst forskellige Omraader, havde man ligesom mest Lyst til at overse, til at udslette. Ord som overfladisk og for agressiv blev ofte brugt om hende. Men de, der virkelig kendte hende, forstod baade før og efter hendes Død, at hun betød langt mere end „man” gav hende Lov til at betyde. Ikke alene paa Grund af hendes opofrende Sind og varme Hjerte, men væsentlig paa Grund af det rige Initiativ, hendes Samfundsinteresse, hendes Handlekraft og hendes Gavmildhed i Ord og Gerning.

Det gik rigtig godt med Et Aftenbesøg. Det var jo kun en Bagatel, prætenderede heller ikke at være andet -, men der var et livligt, morsomt Replikskifte, og det gjorde Lykke, blev spillet fra 15. April Sæsonen ud 10 Gange og overført til næste Sæson.

Første Aften var jeg meget febrilsk og talte altfor hurtigt. Jeg kan huske, der stod i et Blad, at jeg var i prestissimo tempo; men de senere Aftener blev jeg heldigvis roligere og spillede af den Grund selvfølgelig langt bedre.

Et Par Dage efter Premieren blev jeg bedt alene til Frokost i Haregade hos Fru Gad. Stuerne var smaa og lave, men der var umaadelig hyggeligt. Fru Gad talte, kan jeg huske, meget om Instruktør Bloch, som hun berømmede i høje Toner. Og det var for mig det bedste Samtaleemne af alle. „Kan De ikke godt lide ham?” spurgte Fru Gad. „Han er enestaaende,” svarede jeg, og forsøgte at faa en nøgtern Klang i Stemmen. „Han sagde nu paa Prøverne,” vedblev Fru Gad, „at han syntes, De havde saa meget Talent!” „Tænk, sagde han virkelig! Han har været saa god imod mig, – jeg skylder ham saa meget.”

Hvis jeg havde turdet, var der udstrømmet et Væld af de skønneste Adjektiver, men jeg vilde ikke saadan give min Følelse Luft.

Jeg maatte gøre mig Umage for at tale noget køligt. Hvad maatte hun ellers tro! Jeg maatte være forsigtig! Fru Gad læste for mig nogle Breve, som Bloch havde skrevet til hende angaaende Stykket. Jeg saa paa Skriften med varme Øjne, og rørte — ligesom ligegyldigt — ved Papiret. Hvor maatte Fru Gad være glad for de Breve!

Nogen Tid efter fik jeg igen Invitation fra Kaptajn Gads. Denne Gang var det til Middag. „Mon det er stort Selskab? Hvem mon der kommer?” tænkte jeg og var en lille Smule beklemt, da jeg gik ud ad St. Kongensgade til Nyboder. Pludselig saa jeg Instruktør Bloch gaa et lille Stykke foran mig. „Han skal derud,” var min første Tanke. „Jeg skal være i Stue med ham og sidde ved samme Bord som han.” Bloch gik ret langsomt med sin rolige, harmoniske Gang, – saa’ hverken til højre eller venstre. Mine Øjne fulgte ham hele Tiden, men der var ikke nogen hypnotisk Kraft i mit Blik, han vendte sig slet ikke. „Hvor sætter han sine Fødder smukt!

Han har hvad man forstaar ved Rytme i sin Gang! Jeg vil træde lige der, hvor han træder. I bedre Fodspor kan jeg ikke gaa!” Og saa traadte jeg paa hver Sten, hver Flise, hvor han traadte. Det gav mig lange Skridt, men det var der saamænd ingen, der lagde Mærke til.

Jeg fulgte lige efter ham, indtil vi begge stod uden for Haregade Nr. 1. Han hilste meget venligt og lod slet ikke forbavset over at se mig.

Bloch ringede paa. Jeg tror, jeg var rød i Hovedet, og jeg ved, mit Hjerte bankede. Hele Aftenen var jeg ligesom lidt trykket.

Admiral Gad
Jeg kendte jo ingen i Selskabet, og Bloch talte med alle de andre, men ænsede ikke mig. „Han overser mig,” hviskede jeg indvendig, „men det er jo saa rimeligt!” Dorph-Petersen og Frue, Gotfred Christensen og Frue var med til Middagen og Krohns, tror jeg. Min Bordkavaler var Hr. Marius Sødring. Hvor var det interessant for mig at se og træffe den berømte Fru Sødrings Børn! Hr. Sødring talte meget om fransk Skuespilkunst, særligt om den glimrende Skuespiller Delaunay. Lidt distræt hørte jeg efter, svarede vist baade dumt og aandsfraværende, – mine Tanker og Øjne var nemlig mest nede ved Bordenden, hvor Bloch sad med Fru Gad. Flere drak et Glas med mig. Bloch ikke. „Nej, hvorfor skulde han dog ogsaa gøre det!”



Senere paa Aftenen snakkede Kaptajn Gad en hel Del med mig. Han var, hvad man i Ordets bedste Betydning forstaar ved en Mand – tilmed en meget smuk Mand, djærv, ærlig og naturlig. Kaptajnen var glad og stolt over, at hans Kone havde faaet spillet sit lille Stykke paa Det kgl. Teater, og at det var gaaet godt; men ellers havde han ikke videre Interesse hverken for Kunst eller Litteratur. „En Sømand forstaar sig ikke paa de Dele,” sagde han leende, „men man maa jo forsøge at følge lidt med, naar man har faaet en begavet, aandfuld Kone.”

Da Selskabet skiltes ved 11-Tiden, fulgte Instruktør Bloch med Dorph-Petersens, medens jeg vandrede alene hjem til Tordenskjoldsgade i „trübe Stimmung”.

Den Aften satte jeg mig ikke lykkeligt paa Sengekanten og gennemgik, hvad jeg havde oplevet, som efter Fru Eckardts Jubilæum. Tværtimod, jeg tørrede Øjne og pudsede Næse, som saa ofte i den senere Tid og hviskede elegisk:

„Tungt er mit Sind, min Fred svandt hen,
jeg faar den aldrig, aldrig igen.”

Anna Bloch