Elith Reumert 1931


Fra livet og teatret.

Blandt gæsterne var altid Gad’s, admiralen og hans frue, Emma Gad. Et udmærket par at have til venner; han, én af de nobleste sømændsskikkelser jeg har kendt, fin i tænkemaade, ridderlig af væsen. Det var intet under, at Christian den 9de mellem sine vexlende yachtkaptejner havde faaet særlig ham kær, en Hofmand netop efter hans hjerte, naturlig og rank, uden de søde smigerlader, som den gamle, jævne konge straks gennemskuede, og som var ham saa meget imod. Med Gad mødtes jeg ofte paa halvvejen mellem Espergærde og Humlebæk, hvor han havde sin henrivende sommerbolig, og paa vore ture i Egebæksvang fortalte han livfuldt bl. a. om sine brogede togter til fjerne lande, og jeg fik ham meget kær. Venskabet med denne udmærkede mand tæller jeg med taknemlighed blandt de bedste minder om henfarne, lykkelige aar.

Titel: Fra livet og teatret.
Mandom og alderdom
Forfatter: Elith Reumert
Sidetal: 256
Udgiver: Hagerups Forlag
År: 1931
[E-bog: Lindhardt og Ringhof, 2017]


Findes som e-bog



Og Emma Gad, – høj og statelig af vækst ragede hun ogsaa aandelig talt et godt stykke opover mange af sine medsøstre.
Usnobbet som sin mand, bevægede hun sig med samme lethed i de høje sale som i de smaa borgerlige hjem, hvor hun skabte lys og glæde gennem det store og nyttige samfundsarbejde, hun udrettede. Men sin intuitive klogskab og sit varme sind fandt hun altid vejen til de maal, hun satte sig. Og for den livskundskab, hun erhvervede i den rige virksomhed, hun udfoldede, fik hun god anvendelse, naar hun i al travlheden trængte til ensomhed og dyrkede sin forfatterevne, der gav udtryk for ægte lune og et elskværdigt tilgivende syn paa smaa menneskelige daarskaber.
Hun var verdensdame og kvinde forenet i samme person, noget for sig. Og den plads, hun efterlod ved sin død, har ingen formaaet helt at fylde ud.

Emma Gad var med sit psykologiske klarsyn ikke længe om at aflure mennesker deres smaa svagheder. Hvad mig angaar, indrømmede hun gerne, at jeg var en flittig mand, der aandelig talt aldrig var ledig, men til gengæld morede hun sig i al venlighed over min legemlige magelighed, f. Ex. min ulyst til at gøre grovere havearbejde, som jeg mente, at en gartner besørgede bedre.

En dag havde jeg alligevel opmandet mig til, i skjorteærmer og bevæbnet med et uhyre af en havesaks, at klippe hækken ud mod Strandvejsgrøften. Saa hændte det, at general Schroll i sin tvangfri feriebeklædning kom spadserende over landevejen for at beundre min flid. Da han havde set lidt paa mine anstrengelser, fik han Lyst til at prøve paa, om ikke ogsaa han kunde haandtere saadan en havesaks. Jeg overlod ham hellere end gerne bestillingen, tørrede sveden af panden og tændte den pibe, jeg havde anbragt opad havelaagen, hvorpaa han i højstegen person traadte ned i grøften og begyndte ihærdigt at behandle hækken, men jeg vel behageligt stod og saa til.
I det samme tonede Emma Gad frem. Hun standsede foran os og nød først i stum forbavselse det overraskende syn, hvorpaa hun halvkvalt i latter udbrød: “Nu har jeg aldrig i mit liv set mage! Nej, Reumert, hvor det ligner Dem! De la’r den kommanderende general klippe Deres hæk, og selv staar De ved siden og ryger paa Deres lange pibe! Det skulde ligefrem fotograferes!