Pil Dahlerup 1983

Pil Dahlerup
Det moderne gennembruds kvinder


Det moderne gennembruds kvinder
Pil Dahlerup
Forfatter: Pil Dahlerup.
Udgiver: Gyldendals Paperbacks.
År: 1983 2. udgave.
ISBN 87-00-81684-1
2 bind, ialt 690 sider.

Det er altid med stor spænding, når en bog om det emne der har interesse, åbnes for første gang.
Er det de fem sider om det mest kendte, det mest almene, de gennemtærskede informationer der kun kan have interesse for førstegangslæsere – eller er der noget nyt? Er der nogen der har gravet?

Her er en bog der serverer noget selvstændigt – og dermed noget nyt. Og der er gravet dybt.

Det er ikke bare en bog; Det er Pil Dahlerups disputats som blev beskrevet ved udgivelsen i Demokraten Weekends (Lisbeth Møller Jensen): “… litteraturforskning på allerhøjeste niveau, som samtidig har appel til en bred kreds.” Marie-Louise Paludan følger niveauet i Weekendavisen: “Det er sjældent man kan læse en doktorafhandling på 700 sider i én køre … uafbrudt fængslet.”

Afhandlingen har sin inderste drivkraft, i Pil Dahlerups indignation over den manglende indlemmelse af kvindelige forfattere, som Georg Brandes undlod i sin gennemgang af det moderne gennembrud (og derfor naturligt kaldte): “Det modene Gjennembruds Mænd.”

“Det moderne gennembruds kvinder” er modvægten og her følges 70 kvindlige forfattere og deres placering i deres samtid.
Denne afhandling blev af Det humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet antaget til offentligt at forsvares for den filisofiske doktorgrad (2. marts 1984).

Det der er af interesse for denne site, er naturligvis kapitlet om Emma Gad.
Her kommer Pil Dahlerup langt dybere en mange andre der har inddraget eller beskrevet Emma Gad. Derudover ser hun på flere af Emma Gads skuespil, og det er med Freuds briller på. Det giver disse skuespil en langt dybere end tidligere set gennemgang.

Tonny Hald


EMMA GAD (1852-1921)
“Gør Dig gældende, min Pige”.

Det er tonen — af selvfølelse og godt humør — der er “nerven” i Emma Gads forfatterskab, selv om hun er blevet berømt og berygtet for sine taktfaste regler. I grunden er hun pessimistisk og illusionsløs som de fleste andre af gennembruddets kvindelige forfattere: “Husk, at Naturen er ligegyldig for En, Menneskene er som oftest det samme” — “Vær ikke unødig tjenstvillig. Ingen takker Dem derfor” — “Tro ikke, at saadanne Kendetegn paa Omhu paaskønnes, men forsømmes de, bliver det kritiseret” lyder nogle oversete grundsætninger i “Takt og Tone”, 1918. Men i modsætning til de fleste samtidsforfattere — især blandt de kvindelige — valgte Emma Gad at sætte selvrespekt og godt humør op imod en ligegyldig eller destruktiv omverden. “Man skal aldrig opgive Ævred.”

Det er sammenhængen mellem selvrespekt og humør, der har interesseret mig mest i Emma Gads forfatterskab.

“ET SØLVBRYLLUP”, ANALYSE AF EN SUCCES
Læs mere


Læsedrama og opført drama
Inden jeg går i gang med denne analyse, er det nødvendigt at gøre opmærksom på, at den tekst, jeg læser og finder morsom, er fattigere end det stykke, der opførtes 2. juledag 1890. Læsestykket mangler premiere-stemningen midt i juleferien, det mangler den teaterpolitiske spænding mellem Det kgl. Teater, som har afvist stykket, og Dagmarteatret, der opfører det; det mangler provokationen af datidige seksuelle tabuer (“umoralsk”), det mangler det dristige spil på den nyligt afsluttede sædelighedsfejde, det mangler forfatterens personlige gennembrud på den københavnske scene, og det mangler skuespillerne. Af samtlige anmeldelser fremgår, at hovedpræstationen lå i en birolle, Sophie Mantzius som syersken.

Trods alle de mangler, som læsedramaet har i forhold til det opførte stykke, er det også som tekst morsomt — og kunne udmærket spilles i dag, hvor der også er en kvindebevægelse at spille mod og med.

Humøret som selvforsvar
Emma Gad bruger forskellige dramatiske teknikker for at gøre “Et Sølvbryllup” til et lystspil. Disse teknikker kan alle samtidig betragtes som psykiske mekanismer. Man kan derfor stille to spørgsmål på en gang: hvad gør et skuespil til lystspil? hvad gør livet til at holde ud, selv om det kan give anledning til depressioner? Man skal ikke glemme, at det tema, som Emma Gad laver lystspil ud af — mændenes dobbeltmoral — var grundlaget for Illa Christensens eksistentielle usikkerhed, var årsag til, at mange kvinder holdt sig til moderpositionen, og til at hustruer og elskerinder i livet som i fiktionen tog sig selv af dage (Victoria Benedictsson som biografisk eksempel, Amalie Skrams “Constance Ring”, 1885, som litterært eksempel).

De to spørgsmål, jeg har stillet, rammer forskellige lag. De går dels på teksten, dels på de processer, der foregår i forfatter og læsere/tilhørere. M.h.t. de sidste er det en forudsætning for argumentationen, at Freud har ret i, at ved alle humør-processer er tilskueres/læseres reaktion en kopi af forfatterens. Det hører også med i billedet — er faktisk i denne sammenhæng det væsentligste — at forfatteren åbenlyst for enhver, også dengang, var kvinde, og at kvindelige tilhørere og læsere har kunnet identificere sig med hende.
Man kan diskutere, om det er rimeligt at skelne mellem forskellige humør-teknikker; jeg har fundet, at de giver nuanceforskelle.

Komikken
Komikken har Emma Gad fælles med komediegenren generelt. Komik kan defineres som “en praktisk udyktighet, ensidighet eller egenhet hos komediefigurene, som gjennemføres uten hensyn til virkelighetens krav eller “belæring””. Den komiske teknik består i gentagelse, overdrivelse, afsløring af sådanne ensidigheder.

I “Et Sølvbryllup” er alle personer komiske, “handskemodstandere” som “handsketilhængere”, mænd som kvinder, gamle som unge (de sidste dog mindst), borgere som arbejdere. Sølvbrudgommen bliver f.eks. komisk ved sine gentagne — og forskellige — løgnehistorier. Sølvbruden ved sin konstante svaghed og lidelse, “handskedamen” ved sit evige omkvæd: “I en Kamp for Moralprincippet kendes ingen Vaabenstilstand, ingen Fredsbetingelser, ingen Indrømmelser”, som hun gentager uden hensyn til tid og sted. Præsten bliver omvendt komisk ved sin evne til netop at dreje sine synspunkter efter situationen: “det er jo det forunderlige, at Ordet altid lader sig fortolke saaledes, at den Enkelte ikke savner en Ledesnor.”

Når sådanne overdrivelser er morsomme, siger Freud, er det fordi læsere/tilskuere sammenligner med sig selv, genkender en del, men føler sig ovenpå ved overbevisningen om, at “jeg” i hver af disse situationer ville have handlet anderledes. Ud fra den teori kan en af effekterne ved “Et Sølvbryllup” have været lettelsen over at se sædelighedsfejdens parter fra en helt ny synsvinkel: de var komiske.

Vittighederne
Læs mere


Humoren

Læs mere
Spørgsmålet som selvforsvar
Emma Gad har udstyret den unge pige Poula med en udpræget evne til at spørge.

FRU SELBY Kære Barn, Du er saa trættende med Dine evindelige Hvorfor.

Den styrke, som Emma Gads unge pige udstråler, hænger i høj grad sammen med denne spørgeteknik. Spørgsmålet er den unge piges udtryk for, at hun fastholder sine egne følelser, og hun afbryder herved den kvinde-lidelses-holdning, som moderen vil indsnøre hende i:

POULA (løber hen til hende)
Moder, Moder, hvad er dog dette?
FRU SELBY Min egen Poula, Du elsker ham altsaa virkelig?
POULA Aa, ja, ja, Moder; jeg synes i dette Øjeblik, at alt andet er mig ligegyldigt — tilgiv mig.
FRU SELBY Du kan da begribe, hvor tungt det er for mig din Moder — at maatte gøre Dig Sorg; men det kunde ikke være andet, og Gud være lovet, min kæreste Pige, er Du jo her i dit Hjem atter og atter bleven mindet om, at det ikke er jordisk Lykke, man skal tragte efter.
POULA Efter hvad da?
FRU SELBY (søgende)
Efter — efter Selvfornægtelse, mit Barn, og Offerberedvillighed.
POULA Er da det, som Tante Gusta fortalte om Jomfru Ludvigsens Søster, saa uopretteligt, at jeg derfor maa ofre min Lykke? (…)
FRU SELBY Ting af den Beskaffenhed egner sig ikke til Drøftelse med en ung Pige.
POULA Men hvor kan jeg saa dømme om det? Hvor kan jeg være sikker paa, at Tante Gusta har Ret?
FRU SELBY Du ved jo, hvor hun holder sig strengt til Sandheden.
POULA Kan hun da ubetinget vide, hvad der er Sandhed for Andre?
FRU SELBY Jo, Poula, hun kan vide, at det indre Livs Vækst altid maa gaa forud for den timelige Lykke og Glæde.
POULA Men hvor kan hun være sikker paa, at ikke den uendelige Glæde, jeg følte, var det allerbedste for mit indre Liv?

Man kan sammenligne med en anden samtidig litterær moder-dattersamtale, Orys og hendes moders i Amalie Skrams “Forraadt”, 1892:
“Du har altsaa vidst det!” Ory strakte Halsen fremover. “Vidst det, og ikke sagt et Muk om nogen Ting til mig. Aa Mamma, Mamma, hvor kunde Du være saaledes!” Ory kasted sig ned paa en Stol og vred sig som i Pine.

“Hvorfor skulde jeg besudle din Fantasi, før det var nødvendigt? Rejs Dig op, Ory, Du ødelægger din Kjole der mellem Skabene.”
Ory adlød og saa hen paa Moren med et smerteligt spørgende Blik. (Amalie Skram: “Forraadt” (1892), Samlede Værker 1905, I, s. 12).

Emnet for de to samtaler er beslægtet: mændenes seksualitet, som den unge pige ikke må vide noget om. Men mens Poula går styrket fra samtalen med moderen, går Ory svækket derfra. Rent teknisk viser det sig ved, at Amalie Skram (i den citerede passage) ikke lader hende gennemføre noget spørgsmål. De første “spørgsmål” er udråb, som Ory ikke venter svar på. Det sidste er et “spørgsmål”, som ikke engang formuleres med ord, men bliver i blikket.

De to litterære teknikker, det gennemførte spørgsmål og det ugennemførte, får yderligere psykoanalytisk perspektiv, hvis man inddrager gestaltpsykologen Thomas A. Harris’ iagttagelse: “Den største vanskelighed ved behandling af manio-depressive ligger i, at det lille barn meget tidligt opgav at spørge hvorfor, ja i virkeligheden besluttede det aldrig at spørge igen.”

Emma Gads Poula spørger sig fri af den gamle kvindelige lidelsesrolle. Heri ligger det kvindefrigørende. At hendes spørgsmål bliver en støtte til hendes forlovedes seksualpraksis uden at ændre på hendes egen viser det reaktionære træk, der indgår i denne befrielse.

Arbejdet som selvforsvar

En af de ting, der er i vejen med Poulas moder, er at hun ikke gider bestille noget. Hendes modsætning er syersken, der sammen med Poula indleder “Et Sølvbryllup”; syersken prøver Poulas festkjole:

JOMFRU
LUDVIGSEN
Man er jo saa ophængt, at det er rædsomt. Jeg skulde endelig have været hen i Holmens Kirke i Aften for at se paa et Bryllup, hvor jeg har tre Kjoler med, ja, jeg fik dem først færdige i Nat Kl. tre, men naar jeg kommer hjem, saa maa jeg i Lag med et graat Liv, som jeg skal sy om til i Morgen for Deres Tante, Frøken Knudsgaard.

Syersken er som alle andre en komisk figur, her efter traditionel komedierecept: en folkelig figur blandt de fine. Men hun er samtidig en af dem, der af Emma Gad får humor i tilgift til komikken. Hun har barske arbejdsvilkår, men hun afbryder selvmedlidenheden med arbejdsstolthed (“et Bryllup, hvor jeg har tre Kjoler med”). I replikken indgår desuden vittigheder om “kvindesagskvindens” “graa Liv”, en synekdoke (kjolen for kjolens bærer) understreger arbejdsstoltheden. Endelig er syersken en afbrydelse af idealpigen Poulas borgerlige selvoptagethed (“Men tror De, at De kan blive færdig i Dag?”).
Emma Gads syerske udstråler selvrespekt og appellerer til læseres og tilhøreres respekt for arbejdet. Hun er i enhver henseende forskellig fra Olivia Levisons tjenestepiger. På det symbolske plan i Emma Gads univers betyder den proletariske kvinde en positiv udvidelse af kvindeligheden generelt.

Genren

Emma Gad fortæller i “Illustreret Tidende”, 13/11 1898, at hun begyndte sin dramatiske karriere i jordbærbedet: “jeg kan f.Eks. huske, at naar jeg som halvvoksen paa min Moders Landsted til min store Misfornøjelse blev sat til at plukke saa og saa mange Pund Jordbær til Middagen, saa trøstede jeg mig med alt imens at føre fingerede Samtaler mellem en Herre og en Dame.”
Måske har hun allerede her opbygget sin evne til at se en sag fra mandsside og fra kvindeside på skift. I alt fald kan man sige, at den dramatiske genre, som tydeligere end nogen anden bygger på modsætningers sammenstød, er velegnet for et ambivalent sind. Desuden “slipper” man for fortællerrollen. Dramaet kan også bruges som det rationelle menneskes vægtning af replik og handling fremfor stemning og analyse. Sådan forklarer Emma Gad selv sit valg af genre i “Teater-Bogen” (1901), som hun redigerede sammen med forfatteren Albert Gnudtzmann. Samme sted polemiserer hun mod den psykologiserende og lyriserende tendens inden for dansk dramatik:
“Af Frygt for at synes ufine og lægge an paa den stærke sceniske Effekt, der populært kaldes det Spændende, bliver de nordiske Forfattere, mere og mere ængstelige for at benytte de kraftigt malende Situationer, som ger det utvivlsomt lettere for Skuespillerne at skabe de Ydelser, der ikke glemmes”.

“Takt og Tone”‘s forfatter var ikke bange for at virke “ufin”. Hun ville som dramatiker først og fremmest lave teater. Det er besynderligt, at hun er blevet husket for sine regler om korrekt brug af visitkort, mens hendes store lystspilproduktion, der også slog an i samtiden, ikke længere huskes. Det er den slagfærdige, frække, skarpe og alvorlige debattør af seksualitetsproblemet, som eftertiden har “siet” fra.

Sit håndværk lærte Emma Gad i øvrigt især af Edv. Brandes. Hun fortæller selv, hvorledes han besøgte hende i hendes og hendes mands hjem i Nyboder og der gennemgik hendes første stykker med hende. Han lærte hende at sige “hvorfor?”:
“Sig mig, hvorfor lader De nu f.Eks. den Dame anlægge et Farveri,” spurgte han, og siden — fortæller Emma Gad — sagde hun “hvorfor?” til sig selv ved hver replik, hver person, hver situation, indtil hun var tilfreds.

Måske er det også Edv. Brandes, der lærte Emma Gad at “dele Sol og Vind lige” mellem mænd og kvinder!

Men Emma Gad havde også andre “læremestre” — de nyboderkoner, hun boede dør om dør med i årene 1889-1893. Fra dem har hun de rappe “folkelige” replikker, respekten for kvindearbejdet og et solidt københavnsk gå-på-mod.

Emma Gad var også i juridisk forstand genre-bevidst. Danske Dramatikeres Forbund blev stiftet i hendes hjem i 1906 for at hindre den økonomiske udbytning af dramatikere, som var værgeløse f.eks. ved nyopførelser og oversættelser af deres værker. Hun gjorde et meget aktivt arbejde i foreningens bestyrelse, fra 1914 som, “formand”.

Biografisk baggrund

Nyboderkonerne kan også have lært Emma Gad at se med overbærenhed på (sø)mænds utroskab. Hun var selv i 1890 nær ved sit sølvbryllup med kontreadmiral Urban Gad. Uden at fornærme hans minde kan man gå ud fra, at han både før og efter sit giftermål i 1872 med den 20-årige Emma Halkier har opført sig, som sømænd plejer. Da Emma Gad på sine ældre dage blev redaktør af Politikens Dametidende, kom hun undertiden ind på, at utroskab er et emne, som hver gift kvinde kender af smertelig erfaring. Der kan føjes den pointe til historien, at det var den unge søofficer Gad, der i Paris lærte den unge Georg Brandes at gå “paa Maskebal ude i Closeriet”, som næppe “bare” var variete. I hvert fald tilføjer Georg Brandes i sit brev til moderen: “…tal ikke om det til Nogen, det er et stygt Sted.”.

Modtagelse i samtiden
Emma Gad skriver i “Teater-Bogen”, at hun under prøverne på et stykke havde to slags publikum, som nøje svarede til det senere “rigtige” publikum, det var på den ene side teatrets rengøringskoner, sminkøser, påklædningsdamer, og på den anden side teatrets forskellige kunstneriske medarbejdere. På deres reaktion gættede hun sig til publikums reaktion. Det var dette første publikum, som først antydede “Et Sølvbryllup”s succes; skuespillerne havde oprindelig været skeptiske.

Dagspressen var i anmeldelserne enige om, at Emma Gad kunne sit håndværk. Ellers bærer dens dom præg af datidens (litteratur)politiske og seksualpolitiske stillinger. I Politiken skriver A: “Fru Gad har i sit Skuespil villet vise ikke saa meget selve Glæden, som hvor svært det er at faa Lov at være naturlige og glade her i dette Land. (…) Maaske undervurderer Fru Gad noget den Magt, hun vil bekæmpe, og Livet føjer sig næppe altid saa venligt og læmpeligt, som hun her fremstiller det” (27/12 1890). I Berlingske Tidende fremhæves det som negativt, at kvindesagssatiren er overdrevet, og at der blandt publikum kunne spores en hyssen ad præsten (27/12 1890). Lidt forenklet kan man sige, at Politiken solidariserer sig med mændene og seksualiteten og Berlingske Tidende med kvinderne og præsterne. Syersken vurderes begge steder højest som skuespillerpræstation.

Som i den “rigtige” sædelighedsfejde indtager Elisabeth Grundtvig i “Kvinden og Samfundet” en holdning, som for et eftertidigt blik vinder respekt ved sin retsindighed, realisme og kvindepolitiske rankhed. Hun roser som de andre syersken (“Forfatterindens og Skuespillerindens Kunst har dannet en Menneskeskikkelse, der simpelthen er fuldkommen”), hun tager kort afstand fra “kvindesagskvinderne” som uægte, hun søger at forklare succesen sociologisk (folks behov for at se autentiske skildringer fra den højere middelklasse), hun tager eksistentiel stilling og siger med et Ibsen-citat, at stykket handler om fornøjelser, ikke glæde, og så giver hun faders pige Emma Gad følgende solidariske kritik med på vejen:
Trods alt Talent, trods den ene klassiske Skikkelse, der lover saa meget, har Fru Gad endnu ikke faaet “sit eget” rigtig frem; — det, der prækes i dette Stykke, er Mandstanker, Aarhundreder gamle Mandstanker.
Men enhver talentfuld, alvorligt arbejdende Forfatterinde vil i Tidens Løb — var det end blot af Selvopholdelsesdrift — tvinges til at finde sit ejendommeligste frem, og det maa blive Kvindetanker og Kvindefølelser. Det er det, vi trænger til i Litteraturen og paa Scenen. Og til det Punkt haaber vi, Fru Gads Talent vil føre hende. (Elisabeth Grundtvig i “Kvinden og Samfundet”, 1891, s. 19).

Succesen i tal
“Et Sølvbryllup” blev opført 47 gange på Dagmarteatret og siden genopført her og forskellige steder rundt i landet. Vilh. Østergaard anfører, at det år 1900 var opført i alt 142 gange. Til sammenligning: datidens største enkelt-sæson-succes, Gustav Esmanns “Den kære Familie”, 1892, blev opført 61 gange i første sæson på Det kgl. Teater. År 1900 var det opført i alt 75 gange.
I Politikens litteraturhistorie skriver Hakon Stangerup under overskriften “Endelig en Dramatiker” om Gustav Esmann (1966, III, s. 329). Emma Gad er ikke nævnt med et ord.

PERSPEKTIVERING TIL FORFATTERSKABET

Læs mere

BIOGRAFI

“saa usigelig lidt egnet for Livets erotiske Side (…) kun en lang graa Griffel (…) et Pragteksemplar paa en opløben ranglet Tøs uden Farve, uden Form, uden Ynde” — sådan beskriver Emma Gad sig selv som barn og ung i et utrykt manuskript, “Min første Forelskelse”. Hun fortæller her om, hvordan hun på en udenlandsrejse forelskede sig i en ung ungarsk greve; tiltrækningen var gensidig, men på deres første bådtur alene, netop som han skulle til at give det første kys, tabte han sin handske i vandet. Resolut tog han da den anden handske og kastede den efter den første. Den unge Emma Halkier havde foretrukket at bevare den som minde. Den ældre Emma Gad er humorist. Hun ser, at hun blev snydt for det første kys’ store lykke, men også reddet fra sorgen over uheldet gennem hans “grand-seigneuragtige Flothed”. Yderpunkterne i lyst og nød er bøjet af. Familien rejste videre næste dag, så hun så ham ikke mere. Emma Gad slutter historien: “Min første Forelskelse havde opfyldt sin Mission, den at kalde mit Hjerte til live og bane Vejen for de mindre sværmeriske Følelser, der har Rod i Livet og giver det Betydning og Værd. “

De sidste linier kunne antyde, at den unge Emma Halkiers ægteskab med premierløjtnant Urban Gad var et fornuftsægteskab — og at dette ægteskab netop var fornuftigt. Hun blev, som Olivia Levison anbefalede det, tidligt gift (20 år) og med en yngre mand i god stilling, af god familie, stræbsom og pligtopfyldende. Man kan sammenligne med Victoria Benedictssons ægteskab, der hverken var drevet af fornuft eller tilbøjelighed. I øvrigt var Urban Gad som søofficer ofte borte fra hjemmet; det gav hans kone tid og anledning til at begynde sit forfatterskab.

Med tiden blev Emma og Urban Gads hjem, især efter at de i 1893 flyttede til Dronningens Tværgade 40, et kulturcenter i datidens København. Her kom en usædvanlig blanding: handelsfolk, søofficerer — og den litterære venstrefløj. “Admiral Gad og Fru Emma Gad betød indenfor selve Bredgade-Kredsen den førende Front for en helt ny Kultur af Hjertelighed og Menneskelighed” fortæller Otto Rung. Blandt andet kom her Mette Gauguin, der 1874 var blevet gift med Paul Gauguin, men fra 1890’erne boede alene i København med børnene. Selv om hun var kusine til admiralen, var det i datiden et særsyn, at et af de “gode” huse åbnede sig for en sådan kvinde. (“Fra min Klunketid”, 1942).

I øvrigt viser Emma Gads (bevarede) invitationsbreve en spontan og ligefrem gæstfrihed: “Nej, nu kan jeg ikke undvære længere at se Dem. Kan De ikke komme herind paa Mandag den 12 Kl 121/2” — “Trøst hende lidt” (Karin Michaelis) — kan De ikke hjælpe mig med at købe tøj til en ridedragt til Peter Urbans lille elev Karina, men vi tager lidt frokost først her. — “Ser jeg Dem ikke snart? Lige nu har jeg lidt Vinter-Installering, lidt Storvask og lignende Morsomheder, men efter det maa De komme herhen og fortælle mig om Deres Sommer — vil De?” — Har De Lyst til at se Asta Nielsens “lastefulde Dans” kan jeg skaffe nogle billetter til “Kosmorama”. De må gerne tage nogle venner med.

Men Emma Gads selskabelighed var — som det sømmer sig for en humorist — ej blot til lyst. Som nævnt bliver Danske Dramatikeres Forbund stiftet i hendes hjem; når Stuckenberg skal sætte en underskriftskampagne i gang, bliver Emma Gad sat på arbejde, når Pontoppidan skal have æresbolig, er det Emma Gad, der står bag (han fik nu 1/2 nobelgris i stedet for), når der skal skaffes penge, skriver Emma Gad til Erik Skram og beder om navnene på den nye rigsdags finansudvalgsmedlemmer, når en vanskelig sag skal igennem, sørger hun for, at de “besværlige” bliver indbudt: “Man har sagt mig at DHrr Zahle og Philipsen er særlig kontrarige. Se at få dem derop, er De rar.” — når Selma Lagerlöf kommer til København, kommer hun også til Dronningens Tværgade.

Brevene viser også Emma Gads indsigt i forskellige mennesketyper. Til Amalie Skram kan hun skrive:
Vil De glæde os med at komme til os Nytaarsaften Kl 9 til lidt Musik og Souper? Frits Thaulow, der er her for Tiden og meget gærne vil træffe Dem, vil spille med i en Trio af Hayden. Kom, saa er De rar!
Skulde der imidlertid den Aften være for mange Mennesker — omkring 50 — saa vid, at han kommer hos os Torsdag den 27 Kl 8 Aften for at øve sig sammen med Fru Orpheline Olsen og en ung Violinist Knud Pontoppidan — ellers Ingen — Alexandra skal til Oplæsning.
At se Dem den Aften eller helst begge Gange, vil i høj Grad glæde Deres meget hengivne Emma Gad.
En glad Jul for Dem og Deres kære lille Pige! (Emma Gad til Amalie Skram 22/12 [1900], NKS, 4499, 40).
Sprogføringen viser, at Amalie Skram ikke har været daglig omgangsven, men Emma Gad har forstået at respektere den nyligt separerede og hårdt arbejdende kunstners menneskeskyhed.

Til en mindre menneskesky — i hvert fald kvindekær — omgangsven skriver Emma Gad således: Kære Georg Brandes! Hvis De dog er paa Gaden, se da indom hos os paa Fredag den 23 Kl 4 for at drikke en Kop The og høre lidt Musik. Tak for sidst — hvor var De straalende, elskværdig!! Deres nu og altid Emma Gad
[Og på kortets bagside]:
Her kommer en Del yndige Damer og nogle Herrer. Men De maa ikke blive altfor vred paa mig, hvis De træffer Mr. Egon. De kan blive i en af de andre Stuer og gøre Kur til en eller anden Skønhed. (Emma Gad til Georg Brandes 19/2 u.å. Brandes-arkivet).

Hvis Victoria Benedictsson havde kunnet skrive således til Georg Brandes, var det formodentlig gået hende bedre. Emma Gad fik som så mange andre kvindelige gennembrudsforfattere ikke den eftertragtede Georg Brandes-anmeldelse. Også det problem fik hun “vendt” : hun anmeldte ham. F.eks. beder hun Jacob Hegel sende hende Voltairebogen, “at jeg kan skrive lidt om alle Bogens bedaarende Damer og derved gøre lidt Nytte — jeg gjorde det ved hans Goethe-Bog siger han.” (18/3 [1916 el. 1917].
Emma Gad har selv levet op til de venlige og humoristiske omgangsformer, hun skriver om i “Takt og Tone”.

Men pengene? De kom og gik hos Emma Gad således:
Faar hver Termin omkr. 1335 Kr.
Ejer desuden en Brandassurance Aktie paa 800 Kr. som hver December Termin giver circa 40 Kr. i Udbytte. Gaar til Julen.
Renterne fordeles saaledes: Husleje 600 – Klæder til PU 100 – Selskaber 150 – Resten 580 Kr. hensættes i Sparekassen til personlig Brug.
Hæves pr. Maan. 100 Kr. enkelte Mdr. 90 Kr. (Emma Gad, notitser i regnskabsbog for 1909, NKS 4896, 40).

Jeg tolker dette regnskab således, at dette er Emma Gads personlige indtægt, formodentlig arv fra Halkier-familien. Admiralen kan så have betalt den daglige husholdning, kokkepige og konehjælp. Man kan bemærke, hvorledes disse penge bruges til finansiering netop af “kvindelige produktivkræfter”: hjemmet, sønnen (som i 1909 er 30 år!), selskaber og husfruen selv. Man kan også bemærke den borgerlige økonomiske fornuft, kapitalen røres ikke, kun renterne.

Emma Gad angiver i “Et Sølvbryllup” (ganske vist fra 1890), at sypigen tjener 1,50 kr. om dagen. Det bliver pr. halvår (termin), hvis man regner en gennemsnitlig arbejdsmåned på 30 dage til 270 kr. Emma Gad har da i renteindtægt fået 5 gange mere pr. halvår end syersken. Hertil kan så føjes, hvad hun har tjent som forfatter. Hun angiver selv:
Aar 1909. Tjent. – Jnr. Maanedsmagasinet 40 – Fbr. Svenske Provinser Guldfuglen 155 – 12 Fbr. Det kgl. Teater Guldfuglen 390 – 1 Maj Politiken 70 – 1 Nvbr. Fruens Politik Det ny Teater 240 (s.st.)

Forfatterhonoraret for første sæson på Det kgl. Teater for 4-akts-stykket “Guldfuglen” har da ligget på niveau med, hvad en syerske kunne tjene på ca. 3/4 år. 3-akteren “Fruens Politik” ligger under en syerskes halvårsindtægt. Bogprisen for hver af de to skuespil, 2,50 kr., har svaret til knap to arbejdsdages indtægt for syersken.

Selv om Emma Gad som forfatter har været dårligt lønnet, har hun ikke blot sammenlignet med syersken, men i almindelig borgerlig forstand været rig. Til hendes indtægter skal man lægge admiralens.

Peter Urban Gad har oplyst, at alle myter om luksus i hans hjem er opspind, og han giver eksempler på Emma Gads deltagelse i husarbejdet og på det generelt rimelige niveau, familien levede på. Emma Gads regnskabsbøger kan bekræfte udsagnet. Sin sans for dygtig, men redelig borgerlig økonomi har hun utvivlsomt fået fra sin fader, grosserer Peter Halkier, der i alle kilder fremhæves for sin “gammeldags” retsindige handelsmoral. Han døde, da datteren var kun 8 år. Måske er de smukke faderbilleder (“Et Sølvbryllup”) bygget op på erindringen om denne tidligt døde. Emma Gad havde 4 ældre brødre, der alle kom frem i verden som hun. Deres moder forstod — i modsætning til Mathilde Gade — at føre livet og festlighederne videre som enke. Hun havde også bedre råd.

Emma Gads biografi viser, at depression og manglende selvtillid (især seksuelt) følger de fattigste som de rigeste blandt gennembruddets kvindelige forfattere. Måske lyder opskriften på vejen ud af depressionen: faderen havde penge, og moderen havde humør.
Pil Dahlerup