Britta Lundqvist 1984

Britta Lundqvist, red.
Teatrets kvinder


teatrets kvinder
Redigeret af Britta Lundqvist
Omslag: Kirsten Justesen
Sats: Werks Fotosats, ApS Århus
Tryk: Werks Offset, Århus, 1984
ISBN 87-7419-339-2

Teatrets kvinder er et resultat af et tværfagligt samarbejde mellem kvinder, der er udøvende kunstnere og kvinder, der er universitetsforskere. Vores fælles interesse er teatret.
Sammen har vi set tilbage på de af vore formødre, som det lykkedes at få en plads på repertoiret, og vi har undersøgt teatrets plads i den nye kvindekultur.

Bogen har bidrag fra
Astrid Jensen: Ibsen og Strindbergs søstre
Kela Kvam: Betty Nansen – myter og virkelighedsfornemmelse
Britta Lundquist: Kvindelige dramatikere eller kvinder som dramatikere
Ulla Ryum: Kan kvinder skrive dramatik?
Margrethe Krogh-Jacobsen: Lesbisk Bevægelses Teater
Nanna Nilson: Dansens kvinder
Marie-Louise Kjølbye: Nanna Nilson som koreograf og danser
Inge-Lise Paulsen: Det feministiske gruppeteater i USA


-O-

Bogen er jo ret beset efter ovenstående liste, en bred betragtning over den kvindelioge dramatik, og flere emner er naturligvis værd at gå i dybten med – men her, her holder vi os til fremlægningen af bogens første dame.

Igen en sjælden bog der handler om andet end Takt og Tone. Pil Dahlerup fik åbnet for de dramatiske tekster i sin store afhandling i 1983, og her glæder dramatikken atter med sin tilstedeværelse.

-O-

Emma Gad
Først skal vi stifte bekendtskab med humoristen Emma. Emma er fra 1852 og blev som tyveårig gift med en løjtnant, der senere bragte det til kontreadmiral. Hun døde i 1921. De fleste læsere har nok hørt om hendes Takt og Tone, fra 1918, Hvordan vi omgaas. Denne bog fik mange til at tro, at Emma Gad var en etikettedame, der serverede det højere borgerskabs omgangsformer for folket. Men sådan var det nu ikke helt, hvilket også bekræftes af hendes mange skuespil og deres indhold. Hvor mange stykker det drejer sig om, er lidt usikkert som altid med kvindelige forfattere, – og med nogle mandlige, men det nærmer sig de tredive. Og de fleste er blevet opført på Københavnske teatre lige før og efter århundredskiftet.
Hvad var det Emma Gad gjorde grin med i sine mange lystspil? Det selvsamme borgerskab, som udgjorde det meste af publikum, ved forestillingerne på Det kongelige Teater og Dagmarteatret og i visse tilfælde Folketeatret. Det kunne tyde på masokistiske tendenser hos det borgerlige publikum, men måske kunne det også tyde på, at borgerskabet følte behov for at få sin egen dobbeltmoral gjort morsom. Hvis dobbeltmoralen iklædes teori er det ikke helt så sjovt. Emma Gad var så begavet, at hun kunne vise sammenhængen mellem sexualitet og penge i og for det borgerlige ægteskab, så selv ofrene lo. Hun må have kendt det indefra, skulle man tro.

I et skuespil, som blev opført på Theatre feministe i Paris i 1898′ var Emma imidlertid meget utvetydig i sin toakter Et Forspil, der handler om følelsernes ret -i samfundet – og ægteskabet -:

Charlot er gift med ritmester Raben, men blevet forelsket i professor Lemming.
Svigerinden Anne Sofie kommenterer:
– Men Du har da ogsaa Pligter – husk, Du er hans Hustru.
Charlot
– Netop, jeg er hans Hustru, en Del af hans Eje. Paa det punkt er de inderst inde egenmægtige som de vilde.
Anne Sofie
– Hvad er nu det for noget?
Charlot
– Saadan er det. Lad ham være ligegyldig mod mig nu – lige meget, er der en Anden, der vil tage mig, saa griber han til Vaaben, pukker paa sin Ret og holder fast paa sin Ejendel. Det gør de Alle.
Anne Sofie
– Naa, at han er skinsyg, vil Du vel ikke bebrejde ham.
Charlot
– Nej, hvis han var – men det er ikke Skinsyge, det er ejendomsret. (Emma Gad: Et Forspil, pp. 72-73)

Så enkelt sagde Emma Gad det i halvfemserne, men hun blev ved med at sige det til hun døde – blot i andre formuleringer. Emma Gad beskæftigede sig iøvrigt ikke bare med de problemer, borgerskabets damer måtte have med skillinger og sexualitet men også med proletariatets kvinder, f.eks. i Gadens Børn fra 1903, som blev opført på Folketeatret.

Stykket er i fire optrin: det første hedder Herrerne, det andet Fruerne, det tredje Borgerinderne og det sidste Ofrene. Det offer, der her står i centrum er Fernanda Petersen, og hun går til grunde.
Emma Gad har tilegnet skuespillet Fru Alexandra Thaulow, og det lyder jo af noget. I den tre sider lange tilegnelse skriver Emma bl.a.:
I fra de gode og værnede Hjem, hvor Faren ikke ligger under Eders Skridt som en bundløs Afgrund og uendelig Vanære, husk, at der er andre Kvinder, som stedes i Fare paa Liv og Død, der hvor I med et Smil gaar sikkert frem, dækkede af Eders Stands Overbærenhed. Og I, der er rene og lykkelige, raab ikke højt om Straf og Hævn for dem, der ofres til Fordel for det Samfund, som bærer jer oppe i tryg Lediggang.

Fru Gad ville vende sig i sin grav, hvis jeg skrev, at hendes meninger forekommer lidt halvmarxistiske, og det ville være synd og skam for konen, så døm selv.

Stykket Gadens Børn strækker sig over ca. ti år og fortæller om den forældreløse Fernandas livsskæbne fra hun er 15. I første optrin fremstilles rigsdagsfolkenes (herrernes) magtbrynde bl.a. hæftet på en debat om prostitutionen. Fernanda vil gerne lære at synge og har kysset et rigsdagsmedlem i den tro at han rent faktisk ville forære hende en cither – som hun i mellemtiden selv har afhentet.
Det havde fyren naturligvis ikke drømt om, og da »tøsen« indfinder sig på Christiansborg, bliver hun af kysseren sendt ad Hekkenfeldt til.

I andet optrin, Fruerne, tre år senere, træffer vi Fernanda som ubuden gæst i en kvindelig forening bestående af konsulinder og generalinder. Hun vil gerne have job i denne forening, og ønsket om at synge er uformindsket. De fornemme »inder« vil organisere »En Fest til Fordel for et Hjem for forvildede unge Pigers Frelse.«, og det skal ske ved hjælp af et elegant bal for »indernes« døtre – med tableauer. En lærerinde med social virkelighedsfornemmelse protesterer – også efter at det er fremgået, at Fernanda ikke vil få ansættelsen, fordi hun har et uægte barn.
Etatsrådinden siger, at det er et rædsomt Slid med Tableauer. Hertil svarer lærerinden:
Saa synes jeg min Sandten De skulde spare Dem det mine Damer, og gøre noget for de unge Piger – uden Slid! (Trækker Fernanda lidt frem;) Værsaagod, her har De En at begynde med – til Deling! Jeg kan svare for, at har Nogen været forsømt fra sin første Dag, saa har det været hende.
Hertil svarer nu konsulinden: »Det har vi saamænd mærket.« (Fernanda har nemlig også sunget en gadevise i denne fornemme klub. Deri forekom linjer som »Hjertet har Ret og Moralen har Ret,/Men Moralen er altid Rigtig« )
Konsulindens hånende bemærkning gør lærerinden rasende, så hun replicerer:
Saa meget mere er der at gøre godt igen. Men hvad hjælper det at diskutere. Naar De ikke af Dem selv forstaar, at Samfundsfølelsen paa det Punkt, er saa isnende kold, at Varmen fra al Verdens Kvindehjerter skulde til for at tø den op – ja, saa dans, mine Damer, saa dans Polka og Galop og mor Dem godt. Jeg siger blot paa Forhaand at jeg danser ikke med. God Fornøjelse!
Og så skrider lærerinden og Fernanda »under sagte Latter af Damerne«. (Gadens Børn, p.81)

Men småborgerskabets kvindesolidaritet har heller ikke meget at rose sig af som man ser i tredje optrin. Fernandas barn er død, hun gør sig bebrejdelser, fordi hun i sin tid afstod drengen til andre. Nu må hun tjene til livets ophold som model, men hun kalder det selv musikundervisning. Samtidig har hun ikke helt undertrykt sin kvindelige sexualitet og kommer hjem i maskeradedragt ved højlys dag. Det kan ejendommens beboere ikke tage, og hun bliver sat på gaden i egentligste forstand – af den »Kasketfrue« hun har lejet værelse hos.
Vaskepigerne og malersvendene er de eneste, der viser lidt forståelse for Fernanda, som endeligt verbalt begynder at reagere på den uret, der er overgået hende. Det drejer sig om fortjenesterne som model:
Viceværtinden: Naar den Bestilling er saa dannet, hvorfor vilde Frøkenen saa ikke være ved den?
Fernanda (pludseligt resolut): Det skal jeg saamænd sige jer! Det var fordi jeg havde at gøre med saadane nogle giftige Skarntyder som jer, der lægger alting ud til det værste.
Viceværten: Som Vicevært kræver jeg Respekt for Damerne her i Ejendommen. Fernanda: Værsaagod, naar bare det ikke er af mig, Hr. Sørensen. (Malersvendene ler)
Fernanda fortsætter med at skælde madammerne og viceværten ud til slutningen af 3. optrin, hvor hun forlader scenen ved »med et lille rask Tag med Foden« at vælte vandspanden henad gulvet og kysse på fingeren til malersvendene. »Viceværten svinger Gulvskrubben efter hende som et Hævnens Sværd. (Gadens Børn, p.121-124)

Så heller ikke hos småborgerskabets kvinder lykkes det Fernanda at finde nogen støtte: de har deres på det tørre, hun ikke.
Hævnen på Fernanda tager proletariatets kvinder sig af i 4. optrin, hvor hun har bragt sin karriere til opvaskedame og anden smørrebrødsjomfru i et forlystelsesetablissement af lavere allure.
Fernanda har et varmt forhold til en ganske ung pige, der arbejder som køkkenhjælp. Fernanda har lånt ti kroner af den anden opvaskedame, pigens mor, men hun har også lånt en del penge af en herreven. Desuden er hun syg. Det lykkes hende at få fravristet herrevennen de ti kroner, men i sidste øjeblik forærer hun dem til den unge pige, så hun kan købe en nødvendig brugt jakke. Opvaskedamen har set, at Fernanda modtog pengene og afkræver dem, men da har hun dem jo altså ikke mere.
Opvaskedamens reaktion er, at hun melder Fernanda til to politibetjente i salen, og Fernanda bliver afhentet. Slut på Fernandas historie.
Som parallelhistorie, der sætter denne kvindeskæbne i relief, løber den mandlige kunstner Carl Hemming Hansens udvikling fra også at være født på fattigstiftelsen til han er en kendt kunstner, der vinder guldmedalje. Den fejrer han netop på forlystelsesstedet samme aften som Fernanda bliver arresteret. Begge personager har udfoldet sig livligt seksuelt, men Fernandas aktiviteter kunne ikke akcepteres og da slet ikke det »uægte« barn, mens Carls snarere indgød omgivelserne respekt. Emma Gad har her ved hjælp af eksempler fra proletariatet givet den borgerlige dobbeltmoral, der åbenbart går gennem alle klasser et skud for boven, som det er umagen værd at stifte bekendtskab med.

Der er ikke mulighed for her at gå ind på alle de mindre temaer, som Gad behandler i sine mange stykker, men at hun har øje for småfolks muligheder fremtræder af følgende replikskifte, som siger meget om den tids teaterpublikum:
Jomfru Ludvigsen:
Det var da underligt, at jeg skulde komme til at tale om Ludovika idag, for netop i Aftes sagde jeg det selvsamme til hende og foreholdt hende saa meget, [om hendes livsførelse, som er væsentligt for stykkets handling] da jeg saa hende ude i Variete salonen.
Frøken Knudsgaard:
Fy, kommer De saadanne steder?
Jomfru Ludvigsen: Ja, der kommer jeg saamænd ikke saa sjælden, naar jeg faar en Billet forærendes af min Søster [Ludovika]. Hun er jo ansat derude, og jeg har jo ikke saadan Raad at gaa i de rigtige Teatre.
Frøken Knudsgaard:
Og saa gaar De paa Knejper.
Jomfru Ludvigsen:
Men Gud, Frøken, lidt fornøjelse skal man da have. (Et Sølvbryllup, pp.75-76,)
Når man sammenligner Emma Gads stykker med anmeldelser af dem, kan man forsigtigt konkludere, at de kritiske aspekter i skuespillene gennemgående må være afsvækket af institutionen.
A propos institutioner bør det nævnes, at Emma Gad selv har været med til at oprette en, nemlig Dansk Dramatiker Forbund i 1906. Desuden var hun en tid formand for denne sammenslutning – ligesom senere Thit Jensen (i 1943).