Tove Koed 1986

Tove Koed
Historien om Kvindernes Bygning


Historien om Kvindernes Bygning
Historien om Kvindernes Bygning
Titel: Historien om Kvindernes Bygning.
Redaktion: Tove Koed – Edith Kjærsgaard.
Tryk: Narayana Press.
År: 1986.
ISBN 87-982394-1-4
50 sider, Illustreret.


Dette festskrift er udgivet 50 år efter foreningen/institutionen Kvindernes Bygning fik bygning og adresse i København, som afslutningen på 40 års lang og sej ørkenvandring, der havde sin allerførste kraftige spire i 1895 under succesforløbet af Kvindernes Udstilling, der skaffede et overskud der nærede drømmen om eget hus med kvinden i centrum.

Indsamlingen til Kvindernes hus foregik med alle tænkelige kilder; salg af 25 øres mærker, fingerbøl fra Illum, bogmærker tegnet af Urban Gad, testamentariske gaver, procentdel af et sæbemærke og udstillinger mv.

Mærkesalg til 25 øre
Mærkesalg til 25 øre
Resultatet i år 1900, efter fire års indsamling, redegjorde Emma Gad ved et offentligt møde i december:
kr. 36.000 Kjøbenhavn
kr. 18.000 Provinsene
kr. 11.000 Lotteri
kr. 01.300 Sportsfest
kr. 00.850 Orchideudstilling
kr. 00.300 To Conserter
kr. 02.800 Porcellainsplatter
Sammenlagt med overskuddet fra Kvindernes Udstilling + renter – driftomkostninger: Ialt kr. 74.000

At projektet herefter ikke bare kørte på skinner, fremgår klart af følgende uddrag:
—–
Resultatet var respektabelt, mente Emma Gad, for danske kvinder var gennemgående ikke velstillede, men alligevel måtte man tage til efterretning, at man ude omkring i landet havde betragtet planen som noget “Københavneri”, og det økonomiske resultat var derfor slet ikke, hvad man havde ventet. Samtidig var priserne i de fire år steget til noget helt uforudset, og man bad derfor bidragyderne om tilladelse til at dele planen, så man først sørgede for at få indrettet kontorer, forenings- og udstillngslokaler, restaurant, gymnastiksal, baderum, læsestuer, “kort sagt, alt det, hvis Værdi for Almenheden beror paa en Beliggenhed midt i Handelskvarteret og da senere at bygge Bopælene til de Enkelte i Byens ydre Kvarterer.

Man håbede på forståelse for, “at man gerne ville se tiden an. Da alle Sagkyndige afgjort fraraader at paabegynde et større Byggeforetagende lige i dette Øjeblik, hvor Grunde, Materiale og Arbejdsløn er i særlig høj Pris, og hvor det er vanskeligt at rejse Penge, mener Komitden at burde bøje sig for Omstændighedernes Magt og under Ventetiden beskæftige sig med de nye Institutioner, som efter Planen skulde huses i Bygningen saasom “Kvindernes Handels- og Kontoristforening, Hegnet” med Aftenundervisning og Sygekasse, Damernes Kunstflidsforening med tilhørende Industriskole, en Kogeskole, der tænkes sat i Forbindelse med Restauranten m.m….”

Beslutningen om at se tiden an forhindrede dog ikke, at man fortsatte med at se på huse og grunde, der var til salg, og naturligvis afstod man heller ikke fra de sædvanlige diskussioner. Det fik på et møde overretssagforer Carl Meyer til at udbryde, at det var “svært at rådgive i et Byggeforetagende, hvor det drejer sig om en Bestyrelsesbeslutning truffet af Damer, som er ganske usagkyndige, og som maaske gerne vil lade sig lede af et stærkt Ønske uden at kjende Vanskelighederne ved dets Gjennemførelse”.

Det var jo rene ord for pengene, og efterhånden blev det ogsa Emma Gad for meget. På generalforsamlingen i september 1903 redegjorde hun for grundene til sin beslutning om at trække sig ud af arbejdet. Hun var altid blevet betragtet som leder og ansvarshavende såvel af almenheden, pressen som af flere enkelte repræsentanter, men gang på gang havde hun følt, at hendes meninger var blevet ignoreret af repræsentantskabet.

Langsomt voksede interessen for huset i forskellige kvindekredse — i 1904 blev “København Kommunelærerindeforening” og “Jordemoderforeningen af 1893” optaget i “Kvindernes Bygning”, men ogsaa det skulle give anledning til diskussion. På et ekstraordinært møde i maj 1904 oplyste Johanne Meyer en skrivelse underskrevet af forskellige repræsentanter rundt omkring i landet og bl.a. ogsaa af formændene for de to foreninger der søgte optagelse. Skrivelsen gik bl.a. ud på, at “Bestyrelsen tiltog sig for stor Myndighed og indlod sig paa at planlægge Sager, hvortil Repræsentantskabets Samtykke burde indhentes”.



Johanne Meyer mente, at skrivelsen var “paa Grænsen af det kriminelle og en Haan mod Bestyrelsen”, og hun protesterede mod, at de to foreninger blev optaget i “Kvindemes Bygning”. Diskussionen bølgede frem og tilbage, men de blev dog optaget. Der var næsten hele tiden en latent uro, og repræsentantskabsmødet i maj samme år viste da ogsaa med al ønskelig tydelighed, hvordan man kørte tingene efter “de forhaandenværende søms princip”. Formanden for bestyrelsen, Nanna Liebmann begyndte sin beretning med at sige, at den måtte omfatte de to sidste år “i hvilket dog intet videre var passeret, end at Byggeudvalget videre havde forberedt Arbejdet paa Opførelsen af en Bygning, ligesom man havde paatænkt en Forandring og Supplering af de i flere Henseender utilfredsstillende Love, men positive Forslag var ikke fremkommet”. Et medlem spurgte, hvorfor man ikke havde holdt repræsentantskabsmøde i 1903, hvortil Nanna Liebmann blot svarede, at alle havde glemt det!

Efter denne noget ejendommelige tilståelse havde det været rimeligt at vente en voldsom kritik og krav om en ny bestyrelse, men ingen ønskede ordet, og mødet fortsatte efter samme recept. Formanden forlod mødet, inden der blev valgt en ny formand, og Johanne Meyer protesterede mod valget af de fire nye styrelsesmedlemmer — “det var ikke lovligt, da sidste Repræsentantskabsmøde ikke var beslutningsdygtigt” o.s.v.
—–

Historien om Kvindernes Bygning2 300
De følgende år var der tilsvarende mange uoverensstemmelser, og der var mange divergerende meninger og ønsker, som sammen med samfundets udvikling, ændrede både adresse som personale flere gange.
Derfor kan det i grunden være et mirakkel at foreningen Kvindernes Bygning overhovedet fik en bygning!
Efter gennemgangen af genvordighederne, følger en artikel om Kvindernes Bygning af Arkitekt Ragna Grubb, fra Arkitektens Ugebrev 17. januar 1936. Her er tekst og tegninger af hele bygningen med de mange lokaler.

Esther Tonsgaard afslutter med en beretning af det daglige liv der har formet sig i Kvindernes Bygning – med diverse ændringer undervejs.
En spændende beretning om en bygnings hårde fødsel – men stærk nok til at den står endnu, som enhver kan se på Niels Hemmingsens Gade 8-10.
Tonny Hald