Per Nielsen 2015

Per Nielsen
Fru Jensen – og andre vestindiske danskere


Per Nielsen: Fru Jensen.
Per Nielsen: Fru Jensen.
Titel: Fru Jensen og andre vestindiske danskere
Forfatter: Per Nielsen
Udgiver: Nationalmuseet
År: 2015
ISBN: 978-87-7602-157-3
326 sider, illustreret.


Bogen ser på flere personer, som er født på vestindien, men på et tidspunkt er kommet helt til Danmark, og har skabt sig en tilværelse på den ene eller anden måde – måske som musiker eller akrobat som flere af beretningerne fortæller. Rejsen har måske været foretaget som sømand, eller den har været sat i stand i forbindelse med arbejdsforhold, diverse former for hushjælp.
Et betydeligt arbejde er foretaget for at finde og følge disse skæbner og deres fortsatte arbejdsliv i Danmark. Det arbejde har Per Nielsen gjort og sat det sammen til en levende beskrivelse af livet som vestinder i Danmark.

Her skal (naturligvis!) beskrives det der refererer til Emma Gad. Det vil sige vestindere på Kolonialudstillingen i Tivoli 1905, og der var en del at skrive om.
Der var 4 vestindere som ved den blotte tilstedeværelse fik en stor eksponering. En serveringsdame, en dyrepasser samt de to børn, Victor og Alberta, der nok er de mest kendte.

Repræsentanter fra Island, Vestindien og Færøerne.
Repræsentanter fra Island, Vestindien og Færøerne.
“Fotografi fra den såkaldte koloniudstilling, der foruden kolonierne Grønland og Dansk Vestindien også omhandlede bilandene Island og Færøerne og blev afholdt på en del af Tivolis område i 1905.
De tre kvinders påklædning skal vise, hvor de kommer fra. I de sidste årtier af 1800-tallet voksede der en stor interesse for folkekultur frem i dele af Europa. Studier af egnsdragter blev dyrket lokalt og nationalt, og medlemmer af foreninger fremstillede kopier af folkedragter og indøvede traditionelle danse.
I forbindelse med udstillingen af varer og kultur fra de oversøiske områder i 1905 blev Dansk Vestindien indlemmet i den nationale forestilling om hver egn sin dragt. De ofte fornemt udsmykkede hvide kjoler, der benyttedes ved kirkegang og på fridage, blev på udstillingen præsenteret som egnsdragt, selvom de snarere var udtryk for tidens mode.
Som ansat i restauranten bar Henriette Jensen en stor del af tiden en hvid kjole. Det er uvist, om hun selv som barnepige havde medbragt en sådan kjole fra Sankt Croix ni år forinden, eller om den har tilhørt en anden person og ved denne anledning er syet om til fru Jensen. Hun flankeres her af kvinder iført henholdsvis islandsk (til venstre) og færøsk dragt. Nationalmuseet.”

Ved udstillingens start den 31. maj 1905, var der kun ankommet en af de fire. Som ovenstående billede viser var det Fru Jensen, og ankomsten var blot hjemmefra; i København. I 1901 var hun blevet gift med tømrer Jens Peter Jensen i Sankt Matthæus kirke på Vesterbro, så hun var så afgjort nu lokal, efter at hendes ankomst dateres tilbage til 1898.
Nogle dage senere kommer mr. Smith sammen med noget lokalkolorit; nogle vestindiske grise som skulle levendegøre udstillingen. Han passede sit arbejde og tog hjem straks efter udstillingen.

29. juli ankommer så Victor og Alberta til udstillingen og deres liv herefter forblev Danmark og er beskrevet under Koloniudstillingen, og for Victor Cornelins vedkommende, detaljeret i hans selvbiografi “Fra St. Croix til Nakskov”.

I “Fru Jensen” refereres en artikel fra avisen “København”, der på eminent vis anskuer muligheden for at opleve bredden i samtalens kunst, og måden at højne niveauet. Per Nielsen får kommenteret den artikel så indholdet, kommentarerne, kommer frem til essensen.

Den frimodige interviewer fortsætter og får svar:
— Og Negerpigen i Restavranten?
— Det er rigtignok ingen Pige, det er en gift Kone. Hun hedder Madam Jensen, Henny Jensen, og er gift her i Byen med en Tømrer, der engang drog som Soldat til Vestindien. Madam Jensen er en lykkelig, dansk Borgerkone, selv om hun er sort at se udadtil, og vi har haft megen Nytte af hende, flink og villig, som hun er.

Her fornemmer man, at Emma Gad ikke alene omgav sig med indflydelsesrige kvinder og kvinder med indflydelsesrige mænd, men også med kvinder, der kunne svare for sig og hævde deltagernes værdighed. Den ugifte Inger Klüwer fremtræder på et fotografi fra åbningen af udstillingen som en selvbevidst kvinde. Hun var 46 år og lotterikollektrice.
Den formentlig udelukkende engelsktalende William Smith, bliver til Mr. William Smith og den dansktalende Henriette Jensen omtales som Madam Jensen.
Med ordet pige synes Inger Klüwer efter tidens brug at forstå en ugift kvinde, men måske ligger der også en antydning af, at fru Jensen ikke var en ung kvinde, en pige, men en moden kvinde. Tilsvarende kan journalistens brug af ordet negerpigen muligvis sættes i forbindelse med andres omtale af Henriette Jensen som “en ung Negerinde”, hvor det har en sammenhæng med, at det er mænd, der omtaler den sorte kvinde. Det stereotype billede af en eksotisk sort kvinde var ofte en ung skønhed.

I dag kan omtalen af hr. Smith som “Negeren ved Indgangen, Æseldriveren” forekomme som et nedladende og pinligt træk ved interviewerens sprogbrug, men ordet neger var ganske almindeligt brugt om personer med sort hudfarve og var ikke nødvendigvis nedværdigende, selvom nogle i samtiden undgik ordet. At en underordnet ansat omtales uden brug af hans navn, er der heller ikke noget usædvanligt i. Det har imidlertid karakter af, at man placerer folk i en lavere socialklasse, hvilket er i overensstemmelse med citatet fra administrator Lassen Landorphs artikel i Atlanten.

Gengivelsen af dialogen har fra bladets og journalistens side formentlig ikke haft til hensigt at stille bladet i dårligt lys. Derfor har den måske snarere sigtet mod at udstille og ironisere den selvsikre kvinde, frøken Klüwer, idet en æseldrivers og måske en sort mands, her omtalt som “Neger”, følelser normalt ikke kunne komme i betragtning- hos andre end lige denne frøken Klüwer.

At Inger Klüwers syn på sagen var anderledes, synes åbenbart ved den måde, hun ifølge gengivelsen irettesatte intervieweren, og dermed fremgår det, hvor forskellige holdningerne til vestindere såvel som til medmennesker generelt kunne være. Det synes tillige at fremgå, hvad der er den almindelige tone – nemlig avisens – og at frøken Klüwers forsøg på igennem bevidstheden om nuancerne i sproget at vise respekt for sine vestindiske landsmænd er mere sjældent.

Det er en fornøjelse at læse de mange beretninger om mange andre vestindere der kom til Danmark (før de blev solgt til USA og var blevet amerikanere) og bosatte sig her.

Når det ikke blev til nogen særudstilling på Nationalmuseet i anledning af 100 året for salget af de vestindiske øer i 2017, kan denne bog yde en god erstatning.
T.H.