Louis Bobé 1947

Louis Bobé
Livsdagen Lang



Titel: Livsdagen Lang
Forfatter: Louis Bobé
Udgiver: H. Hagerup
År: 1947
263 sider
Enkelte s/h illustrationer


Igen en førstehåndsberetning om Emma Gad i sit samvirke i tiden.
Ud over de tre efterfølgende sekvenser hvor admiralinden omtales, er det en bog med mange beretninger lige netop fra Emma Gads København, og her fortalt af en historiker.
Bobé var sekretær i Dansk Forfatterforening 1905-10.

* * * * * * * * * * *


NABOEN
Baade i Egenskab af Medlem af Forfatterforeningens Bestyrelse og som min nære Nabo kom jeg tit sammen med Emma Gad. Admiralinden hørte til de udvalgte af sit Køn, der aldrig ældes. Hun bevarede til det sidste sin aandelige Spændkraft og sin ranke Skikkelse. Forfatterinden af Katekismen om Takt og Tone var overalt, hvor hun færdedes, den fuldendte Dame, enhver Situation voxen, der vandt alle med sit lyse, venlige Sind og sin udprægede Sans for Livets Pudserligheder. Emma Gad er aldrig bleven takket nok for den Indsats, hun har ydet ved sit uegennyttige Arbejde til Gavn for mangfoldige nyttige, litterære, særlig dramatiske, og velgørende Øjemed, Indsamlinger til betrængte Kunstnere og Forfattere eller naar det gjaldt at rejse et synligt Minde om Fortids Id. Emma Gad forstod ved sin Overtalelsesevne, sin uimodstaaelige Elskværdighed og ved uskyldige Fif at faa den mest paaholdende Velhaver til at støtte en god Sag. Var Forhandlinger kommet til det døde Punkt, havde man Bud efter hende og sjældent forgæves. Kort før sin Død holdt hun i sit Hjem for en lille Kreds et Foredrag om Østerbro med de skønne Villaer og Haver, som det var i hendes Opvæxt. Livfuldhed og især Beskedenhed, gjorde hendes Foredrag saa virkningsfuldt, saa uforglemmeligt.

BANKET PAA SKYDEBANEN
Den første mellemfolkelige Forfatterkongres i København afholdtes omkring St. Hansdag 1909 paa Initiativ fra det franske Selskab til Beskyttelse af litterær og kunstnerisk Ejendom, “Association littéraire et artistique Internationale, Droit d’Auteur”. Dets Præsident var Mr. Georges Maillard, en ildfuld, veltalende og væver Mand. Ved Møderne præsiderede Georg Brandes og Professor Carl Torp. Kongressen blev budt velkommen paa Raadhuset ved en Kæmpebuffet med Champagner. Fra Frankrig var mødt den for sit Skuespil „Le Roi l’a dit” kendte Forfatter Caillavet, der agiterede for Hævdelsen af Forfatter- og Kunstnerretten 50 Aar, ud over vedkommendes Død. Østrig var repræsenteret ved Prof. A. Kraus fra Prag og den ovfr. nævnte Kabinetssekretær hos Storhertugen af Weimar, Friherre H. v. Egloffstein, Norge af Collett Vogt, Sverige af Prof. Karl Warburg og Eugen Diedrich. Kongressens Generalsekretærer var Kai Glahn og jeg. Det første Arbejdsmøde holdtes paa Universitetet, hvor Georg Brandes indledede med en fængende Tale om Forfatternes usle Kaar i fordums Tid og anførte som grelt Exempel Anekdoten om de islandske Studenter, der ved deres Besøg hos Ewald til Afsked hver erlagde en Almisse. Kongen modtog Kongressen paa Fredensborg ved et glansfuldt Taffel, hvor han egenhændigt overrakte Georg Brandes Kom-mandørkorset, rigtignok kun af anden Grad. I sin korte Samtale med Kongen beklagede han sig over, at Majestæten engang som Kronprins havde stillet ham sit Besøg i Udsigt, som dog aldrig var blevet til noget. Paa Hjemturen til Byen fulgtes jeg med Brandes, hvor hans Misfornøjelse over at han ved Ordenstildelingen var bleven deklasseret som en Person af 2. Rang, gav sig Luft.

Festerne afsluttedes med en Banket paa Skydebanen. Blandt Talerne vandt Emma Gad stærkt Bifald ved sit ejendommeligt indtagende, bly Causeri paa et ikke just glimrende Fransk over det evigt gyldige: Claras Kæreste var Maler, han var begavet, men fattig, og hun ejede heller ingenting.

BAKKEHUSET
Hvem der for firti Aar siden vilde opsøge Guldaldertidens Digterly, det gamle Bakkehus, det Hjem, der mere end noget andet i Danmark er bleven prist i Tale, Sang og paa Prent, maatte uvægerligt føle sig pinlig berørt baade af Husets Forladthed og Vanrøgt og de mistrøstige Omgivelser. Kom man fra Pilealleen ned i Bakkesænkningen, viste det sig, at Søsterstedet til Rahbeks Hus, det saakaldte Ny Bakkehus, opført 1763, som i dets Ejer, Livlægen Johan Just von Bergers Tid havde været Hjemstedet for Hovedstadens musikalske Liv, var jævnet med Jorden. Endnu saa sent som i 1890 henlaa det med sine hyggelige rødkalkede Længer, sine Linde- og Kastanieskygger som en landlig Idyl. Af Husets stilfulde røde Sal har V. Hammershøj, der her havde sit Atelier, malet et Billede, der nu findes i Hirschsprungs Malerisamling. Paa Stedets Grund har Byggespekulanter til højre for Nedgangen i Alleen plantet et anmassende højt Hus, der tog Luft og Lys fra Lavningen og bidrog til at mindske den herlige Udsigt fra Frederiksberg Slotsbanke ud over Byen. Til venstre opførtes en Lejekaserne, der i strafbar Hæslighed søger sin Lige.

Bøjede man fra Vesterbrogade ned i Alleen, hvis ene Række af delvis ærværdige Træer opad de moderne høje Huse til højre for største Delen endnu er bevaret, og standsede man ved Støtten med dens Indskrift, der i Ordenes fuldendte rytmiske Vokalisme beretter, at “her boede Knud Lyne Rahbek og hans elskelige Hustru Karen Margrethe Heger”, kunde man se, hvorledes Gadeungdommens Stenkast havde mærket Freunds Marmorportrætrelief og Indskriften.

Selve Bakkehuset var af Aandssvageanstalten bleven prisgivet vanærende Forfald. Den af Ægteparret Rahbek saa nær i tredive Aar beboede Fløj af Vinkelbygningen henstod øde og tjente kun som Opbevaringssted for unyttigt Skrammel. Hjemløse havde endog ubemærket kunnet benytte Kamma Rahbeks Køkken til at overnatte i. Gavlen ud mod Alleen var styrtefærdig. Taget var gennemhullet, Gulvet og Panelerne opraadnede; i de første Krigsaar blev alle Kakkelovne solgt som gammelt Jern, og en Dobbeltdør hugget til Pindebrænde. Et Utal af Rotter øgede Hærværket.

Men endnu stod Murene, som det ses af Rahbeks Skydeskive fra 1825, der fremstiller Facaden af den af ham beboede Fløj uforandret i Henseende til Rumfordelingen, Døre og Vinduer, som det fremgaar dels af Chr. Hetsch’ Tegning af Hjørnestuen fra 1883, godkendt af endnu dalevende Øjenvidner fra Rahbeks Tid, dels af J. M. Thieles udførlige Beskrivelse af Lokaliteterne.

Af den snævre Kreds, der i 1919 sammentraadte med det Øjemed at redde Bakkehuset fra truende Undergang, er siden da tre Medlemmer, der hver især har gjort sig fortjente af Tankens Virkeliggørelse, nemlig Sophus Michaëlis, Departementschef Kai Glahn og Overretssagfører P. Hennings, afgaaet ved Døden. Tilbage er fhv. Direktør for Nationalmuseet, Dr. phil. M. Mackeprang og den, der skriver dette.

Komiteens Bestræbelser stødte fra først til sidst paa rentud fanatisk Modstand, iværksat af den daværende Formand for Aandssvageanstaltens Bestyrelse, tidligere Provst og Undervisningsminister M. Nielsen. Snart hævdede han, at Rahbeks Bakkehus forlængst var jævnet med Jorden, snart, at det var identisk med den lille, nu til Asyl for Gamle indrettede Villa i Rahbeks Allé. løvrigt truede han, for at faa Ende paa Sagen, med at lade Bakkehuset nedrive hurtigst muligt. Efter mange brydsomme Forhandlinger gik han, paavirket af den daværende Udenrigsminister Keiser-Nielsen og Anstaltens Forstander Rolsted, ind paa at overlade Komiteen den Rahbekske Fløj mod, at der tilvejebragtes en Sum af 7.000 Kr.[!] til Bakkehusets Restaurering, og at den anden Fløj skulde gøres færdig først til Indflytning for en af Anstaltens Funktionærer.

Nye mistrøstige Erfaringer kom til. En Anmodning til Frederiksberg Kommunalbestyrelse om Støtte var frugtesløs, og en Rundskrivelse til fremstaaende Mænd paa Frederiksberg indbragte ialt 200 Kr. Hvad der omsider fik Sagen til at glide, var min personlige Henvendelse til daværende Undervisningsminister J. Appel, der, paa Fortale af Departementschef Glahn, formaaede Finansudvalget til at bevilge 50.000 Kr. til Bakkehusets ydre Istandsættelse. Hertil kom en Sum af 7.000 Kr., Indtægten fra en af Forfatterforeningen udgivet Bog om Bakkehuset. Dens Fremstilling i det raffinerede tekniske Udstyr bekostedes af Gyldendalske Boghandel. I dette Agitationsskrift tog Troels-Lund varmt til Orde for Fredningen af Rahbeks Hus, hvor han havde tilbragt de første 18 Somre af sit Liv. Bogen vakte en Stemning for Stedets Bevarelse, som yderligere forøgedes ved hans trebinds Værk „Bakkehus og Solbjerg”. Takket være Fru Emma Gads ihærdige Agitation indkom der ved privat Indsamling andre 7.000 Kr.