Kvindernes paaklædning 1911

Fru Emma Gad skriver i “Kvindernes Blad”:
En Dame af mit Bekjentskab, der var paa Besøg hos os, kom forleden Dag op fra vort Badehus med Kjolelivet hængende løst om sig og bad mig om at hægte det i Ryggen. Medens jeg stod og tumlede med nogle underlige Klemmehægter, der ikke vilde gribe fat, fremkom jeg med en beskeden lille Bemærkning om, at det i Grunden ikke kan kaldes rigtig praktisk ikke at kunne klæde sig selv paa, og at det burde man være voxet fra, naar man var over otte Aar.

KVINDERNES PAAKLÆDNING

“Det er vist og sandt”, sagde hun; “det er yderst generende det med Hægterne i Ryggen. Det kan endda gaa, naar man, som her, er i Besøg i et Hus, hvor der altid er Mennesker, men hjemme er jeg for Øjeblikket alene i Lejligheden, siden de Andre er flyttet paa Landet.”

“Hvad gjør De saa med Hægterne i Ryggen”, spurgte jeg.

“Jeg maa ringe paa hos Familien paa 3. Sal og bede en af Døtrene hjælpe mig.”

“Hvorfor gaar De da med et Bluseliv, som De ikke selv kan tage paa?”

“Det er ogsaa et Spørgsmaal – man kan overhovedet ikke faa Andet. Af de Hundredtusinder af Bluseliv, som Aaret rundt fabrikeres i Verden, er der vist ikke et eneste, som ikke er til at knappe i Ryggen.”

“Hvorfor mon?”

“Naturligvis for Besætningens Skyld, og fordi det giver bedre Figur, set forfra.”

Kvindernes Blad + Jyllands-Posten, 8. juli 1911.

Ja – saadan talte hun, som om det var noget aldeles selvfølgeligt. I Anno 1911, hvor Kvinderne sætter al Kraft ind paa at faa politisk Valgret og at kunne blive Postfuldmægtige, Politibetjente og Chauffører, kan disse Kvinder altsaa ikke klæde sig selv paa.

Det kan ikke hjælpe, at Damerne siger, det er Fabrikkernes eller Skrædderindernes Skyld. Hvis nemlig enhver Kvinde, som skulde kjøbe sig en Kjole, og fik et af de gængse forelagt, vilde sige: “Nej Tak, maa jeg bede om Noget, der er saaledes syet, at jeg selv kan tage det paa. Naa, De har det ikke? Saa maa De have mig undskyldt. Farvel.” Ja, sagde alle kvindelige Kjøbere det, saa vilde Varerne hurtigt være paa Pletten.

Men Sagen er, at de 99 af 100 Kvinder er fuldkomne Slavinder af enhver taabelig Mode, tænker ikke paa Muligheden af at gjøre Oprør, gaar det ene Aar i Kjoler, der har tre Alen i Vidden og det næste ti, blot fordi nogle Pariserfirmaer skal tjene Formuer ved de uafladelige Omslag. Se nu – vilde en Mand nogen Sinde finde sig i at leve uden Lommer i sine Klæder, fordi Moden mener, at denne Bekvemmelighed gaar for meget ud over Slankheden? Kvinden gjør det uden at kny. Og hvad er Følgen? De Tasker og Poser, som skal erstatte Lommer, bliver glemte overalt, i Sporvogne og Theatergarderober, i Entréer og Ventesale og efterlyses hæsblæsende af de bekymrede Ejerinder, som havde hele deres Maaneds-Liggende-fæ i den forsvundne Taske. Og hvis der er en Behjærtet, som med et Magtsprog beordrer sin Skrædderinde til, trods Alt, at sætte en Lomme i Kjolen, saa anbringer denne Magthaverinde den uvægerligt lige i Bagbredden – ogsaa for Slankhedens Skyld – saa at Kunden til Straf for sin Oprørsaand med Moden maa tilbringe sit Liv med at sidde paa en Portemonnæ, et Nøgleknippe, et Lommetørklæde og et Par Handsker samt hvad der ellers kan falde for.

Er der Nogen, der mener, at det jeg her siger, er en Overdrivelse, saa beder jeg blot Vedkommende kaste et Blik paa de Modedamer, der just i denne Sæson bevæger sig med yndefuld Lethed paa Gader og Veje. Deres Dragter er saa snævre, at det er dem umuligt blot at træde over en Vandrende, end sige stige op i en Vogn, uden at man under Anstrengelserne ser dem til Knæet, og deres Hatte har et saadant Omfang, at Helheden kun minder om en fuld udfoldet Champignon. Det kan være, at det er smukt, derom skal jeg ikke tillade mig at dømme, men bekvemt og egnet til Deltagelse i Arbejde paa samme Vilkaar som Mændene – det er de ikke.

Der tales og skrives ofte om, at Udviklingen efterhaanden vil dele Kvindeverdenen i to Dele: Luxuskvinden og den erhvervende Kvinde. Det kan være at det er sandt, men i saa Fald er det kjedeligt. Hvorfor kan man ikke arbejde og tjene Penge og dog have sin Del af Skjønhed og Luxus ogsaa i det Ydre? Hvorfor skal Valgretskvinder og Forretningsdaner ikke ogsaa være indtagende? – det var for Kvinden Forret lige fra vor Moder Evas Tid. Flittige Fingre og opfindsomme Hjærner har jo netop gjennem Tiderne lagt saa megen Skjønhedsstræben i Kvindens Dragt, de svære Silkestoffer og de lette Kniplinger, de fine Farver og de skjøntformede Smykker. Hvorfor kan man ikke forskjønne Livet ved at bære disse smukke Sager og glæde sig over dem, selv om man personlig arbejder for sit Brød og iøvrigt mener, at Kvinder bør kunne vælges til Rigsdagen? Det Ene forhindrer jo ikke det Andet, naar blot fornuftige Kvinder vil slaa sig sammen om at omarbejde taabelige og upraktiske Modepaafund. Man kan ikke forlange, at Mændene skal tage Kvindernes politiske og sociale Stræben helt Alvor, saa længe de ni Tiendedele af Kvinderne ikke – for at vende tilbage til Udgangspunktet – saa længe de faktisk ikke kan klæde sig selv paa.

Hvad ville man tænke om det tilsvarende, at en uhyre Majoritet af Mandfolk ikke kunde tage deres Frakker og Benklæder paa selv, men skulde have deres Koner til at knappe deres Beklædningsgenstande bag paa, fordi det fremhævede Figuren set forfra. Det vilde dog vist, samfundsmæssigt set, virke lidt bagvendt. Hvorfor skal vi Kvinder agte os selv ringere?