Korrespondancebureau 1915

18. januar 1915.
Det ligger i den menneskelige Natur at skubbe fra sig, hvad der af Ubehageligheder ikke ligger lige i Øjeblikket. Af alle uimodsigelige Sandheder er vist den, at “Forebyggelse er bedre end Helbredelse” – Prevention is better than cure – vistnok den, der er vanskeligst at inprente Folk.

KORRESPONDANCEBUREAU

Røde Kors’ Korrespondancebureau
Derfor har Foreningen Det røde Kors, hvis Hovedopgave er at lede Organisationen af Saaredes Pleje i Krigen og at træde til ved Masse-Ulykker og Farsoter, undertiden ondt nok ved i Fredstid og i Perioder, der er fritagne for Natur-Katastrofer, at skaffe de nødvendige Midler til at træffe Forberedelser i Tide til Imødegaaelse af de Ulykker, der kan komme og en skøn Dag ogsaa kommer. Dog er der naturligvis Forskel. Ikke alle Lande og Racer er ens ligegyldige og uforudseende. F. Eks. var i Japan allerede før Krigens Udbrud hvert 35te Menneske Medlem af Det røde Kors, i Tyskland én af 75 og i Danmark én af 9000, skønt Minimums-Kontingentet kun er 2 Kr. aarlig, og enhver Anmeldelse til Kontoret, Frederiksgade 5, modtages med Tak. Tallene taler tilstrækkeligt – der behøves ingen Kommentar. Og dog kan ingen Sag være mere smukkere og bedre. Den taler umiddelbart til Hjertet, fordi Virksomhedens forskellige Forgreninger alle munder ud i det Ene at lindre menneskelig Lidelse og Ulykke.

Det røde Kors stiftedes i 1864 af Genfer-Filantropen Dunant, der ligeledes lagde Grunden til den internationale Overenskomst mellem Staterne angaaende Saaredes og Fangnes Behandling, den saakaldte Genfer-Konvention, der efterhaanden er tiltraadt at saa godt som alle civiliserede Lande og har bidraget særdeles meget til en mere human Behandling af Krigens Ofre. Selvfølgelig viste det sig snart, at der paa disse Omraader ikke alene til Sygepleje, men ogsaa til mange andre Ting, tiltrængtes kvindelig Bistand, og der dannedes da i de fleste Lande lokale Dameforeninger, der under Protektorat af Landets kvindelige Overhoved har taget flere og flere Opgaver op undefor Rammen – ogsaa i Fredstid – under det røde Kors’s fredhellige Fællesmærke, men under stadig Samarbejde med Moderorganisationen i Genf. Man er nu naaet saa vidt med denne internationale Samvirken af Mænd og Kvinder i Humanitetens Tjeneste, at allevegne langs den uhyre Slagfront ved Landegrænserne staar for Tiden de hvidklædte Plejersker med det røde Kors paa Armen ved Lægernes Side ved Operationsbordene og Baarerne og glemmer egen Træthed og Anstrengelse for at lindre alle de Lidelser og Rædsler, der omgiver dem. Nu gælder det altsaa – det er blevet til ramme Alvor med Opgaven! Ikke en Forbindpakke eller et Stykke Gaze er overflødigt at det, der var anskaffet paa Forhaand. Og naturligvis – saa vaagner jo Interessen og Opmærksomheden, selv der, hvor den som hertillands, før Krigen, var paa Nulpunktet.

Det kan maaske derfor interessere at høre lidt om en ny og original Afdeling af De røde Kors’s Virksomhed, som netop for Tiden har antaget et ret stort Omfang og lægger Beslag paa mange offervillige Kræfter. Det drejer sig om Ordningen og Besørgelsen at de mange Krigsfangers Korrespondance. Der er til dette Øje med af De røde Kors oprettet tre Bureauer i nevtrale Lande, ét i Centralpunktet i Genf og desuden i Bukarest og i Kjøbenhavn. Det danske Bureau har faaet tildelt Besørgelsen af Brevene paa den østlige Krigsskueplads, det vil sige Breve fra tyske Fanger i Rusland og russiske i Tyskland. Det kan dreje sig om c. 1000 Breve pr. Dag, der indløber hertil med de umuligste Haandskrifter og Bogstaveringsmaader og naturligvis med Adresser, særlig til Rusland, der giver meget Hovedbrud. Naar dertil kommer Forespørgsler, Telegrammer, Opringninger, Pengeforsendelser og Pakkepost, kan Enhver forestille sig, hvor kolosalt, hvor stadig voksende og hvor ansvarsfuldt Arbejde er, ansvarsfuldt, fordi et Brev, ankommet i de rette Hænder, kan betyde den usigeligste den sørgelige Vished er paa en Maade at foretrække, fordi den hviler paa en Fornemmelse af Ro, hvorimod Angsten jo har sit Udspring i Nervesystemets voldsomme Højspænding. Man kan tænke sig, hvad det vil sige at gaa i Hjemmets daglige smaa Forhold og vente paa et Brev, der ikke kommer, og føle denne sugende Angstfornemmelse hver Dag i Maaneder, maaske i Aar. At vaagne med den som den første tunge Tanke om Morgenen og bære den med sig gennem alle Dagens Sysler. At skælve, hver Gang det ringer af Skræk for, at det skal være det frygtede Telegram! At se en af disse forfærdelige Tabslister ligge paa Bordet! Man tør ikke se – tør heller ikke lade være – man maa se! Pulsslaget staar næsten stille, mens Blikket glider hen over de Hundreder af ukendte Navne. Dog – det Navn, der udgør det kæreste Haab, maaske eneste Livsindhold, det var der ikke. Ikke i Dag, men i Morgen maaske! Ja, i Morgen samme Angst, samme frygtelige Læsning – og fremdeles – hver Dag – denne sjælelige Tortur uden Lige.

Hvilken Lettelse, naar et Brev omsider kommer. Hvilken Ro i Sindet efter den lange Tids angstfulde Venten! Endelig Visheden om, at Den, der staar Ens Hjem og Hjerte nærmest, ikke er død, men i god Behold i en Fangelejr Tusind Mile borte! Hvilken Lykke, selv om han er saaret og nødlidende i et fremmed Land – man skal dog se ham igen ad Aare! Det er som oftest saadanne glade Budskaber, som for Tiden glider igennem de danske Damers flittige Fingre, og man forstaar derfor, at ingen Møje spares, for at faa dem sendt til det rette sted. Fra Tyskland er der til Dato hertil kommet er Fortegnelse over omtrent 90,000 russiske Fanger, med Navne, Adresser og det Hele. Man kan sige – selvfølgelig er den kommen – for de har jo Orden i Tingene. Det er altsaa nemt nok. Vanskelighederne ved Arbejdet fremkommer ved at kun faa Fortegnelser over de tyske Fanger er kommen fra Rusland. Det skyldes, efter hvad der meddeles, den Omstændighed, at Fangelejrene i Rusland ligger langt borte paa afsides liggende Steder, undertiden flere 1000 Verster fra Petrograd, men med et saa mangelfuldt Maskineri arbejder man naturligvis for en stor Del i Blinde, hvor meget man end anstrenger sig. Naar man ikke har Adresserne, er de jo ikke muligt at berolige de mange ængstelige Slægtninge, hvis Forespørgsler strømmer ind. En Hustru skriver for Eksempel:

“Ærede Forening! Jeg vil saa gerne bede Jer, om I vil være saa gode at skrive til mig, om min Mand er i russisk Fangenskab, for i 8 Uger har han slet ikke skrevet til mig, og alle de mange Kort, jeg har sendt ham, er kommet tilbage. Og nu aner jeg ikke, om han er i Fangenskab, eller han er død. Jeg sørger saa forfærdeligt, for jeg tænker kun paa ham. Hvor kan han dog værre! Ærede Forening! Vær dog saa god at sige mig min Mands Adresse, vær saa god at sende mig Svar. Bitte! Bitte!”

Hvilken Tilfredsstillense at kunne sende denne stakkels pinte Hustru Budskab om, at hendes Mand lever. Disse Forespørgsler er den ene mere hjerteskærende end den anden, men Brevene fra selve Fangerne er ofte ret fornøjede. De fortæller om Rejsen, om det slemme Frostvejr og deres daglige Liv, om den russiske Mad med den underlige Tillavning og om deres smaa Adspredelser og Ærgrelser. Man mærker bag Ordene, at de, trods de forfærdelige Oplevelser i Blodbadene og det vistnok ret trælbundne Liv i Fangelejren, nødig vil gøre deres Slægtninge mere modfaldne end nødvendigt og derfor gaar saa let og friskfyragtigt som muligt hen over de tunge Begivenheder. De er vidtrækkende nok endda. Det er at ønske, at de tyske og russiske Gesandtskaber eller andre Tillidsmænd her i Byen har Opmærksomheden henvendt paa Sagen. Hvis de nu, mens Tid er, lader tage Afskrifter af de mest karakteristiske af disse Breve, for at gemme dem i et Arkiv, til Afsenderne forlængst er døde, vil der én Gang komme til at foreligge et enestaaende kulturhistorisk Materiale til Studium og Bedømmelse af Menneskenes Sindelag under denne stærkt bevægede Tidsperiode – Vidnesbyrd fra selve Deltagerne i Verdenskrigen. Man har af Prof. Karl Larsens Samling af Breve fra 1864 set, hvor særdeles interessante og lærerige saadanne Skrivelser er, og hvor stor Møje det har skaffet Udgiveren, at Indsamlingen af dem først er paabegyndt, da saa mange af disse Breve var forsvundne. Saa vidt vides er man i Tyskland, i Efterligning af Karl Larsens Værk, begyndt at samle Brevene fra Krigene i 1866 og 70 til Udgivelse, men ogsaa dér er det nu blevet vel sent. Øjeblikket burde ikke forsømmes.



Paa Bureauet, som er indrettet i Chr. den 9de Gade 5, sidder daglig, halvt begravede i Papirdynger, normalt fra Kl. 11-4, ofte til sent om Aftenen, 20-30 opofrende unge Kjøbenhavnerinder og enkelte herboende russiske Damer, som kan hjælpe at tyde de moskivitiske Adressers Hieroglyfer. Det kan man i Sandhed kalde at være paa Kontoret. Men det forslaar alligevel ikke til at ordne og ekspedere den overvældende Mængde af Forsendelser. Derfor er der en Del Damer, som har tilbudt at tage fat ogsaa i Hjemmene, blandt dem Hds. Maj. Dronningen, som dagligt taalmodigt gennempløjer og ordner Stabler af disse naive Skrivelser. Men hvor ubehjælpsomme de end kan være – de er dog alle et Udtryk for en varm menneskelig Følelse, en dyb Trang til at modtage eller afsende det Budskab, der gaar fra Hjerte til Hjerte, og er derfor Aktstykker af uberegnelig Værdi, som fortjener at gaa igennem kærlige og nænsomme Kvindehænder.
Emma Gad.