Huskvinder 1912

9. august 1912.

Lad det straks være sagt, at denne Overskrift ikke er et Forsøg paa at skabe den moderne Benævnelse for Tjenestepiger, som hele Samfundet, ikke mindst Tjenestepigerne selv, tørster efter. Nej, det gaar nok ikke saa nemt.

HUSKVINDER

Der menes med en Huskvinde simpelthen den kvindelige Pendant til en Husmand; det vil sige en selvstændig Landbokvinde, som selv driver en Jordlod, det være sig ved almindelig Agerbrug eller i Forbindelse med Havedyrkning.

Om dette Spørgsmaal, der maaske ligger Bymennesker lidt fjernt, men som har den største Betydning for Lokalbefolkningen, har jeg gentagne gange haft Samtaler med En, hvem det ligger brændende paa Sinde, nemlig Fru Magdalene Lauridsen, Forstanderinde og Skaberinde af Husholdningsinstitut Ankerhus ved Sorø, et sjældent Menneske, hvis hele Virken og Tilværelse gaar ud paa at dygtiggøre unge Kvinder til en indbringende og praktisk Livsgerning.

En Lov af 24. Marts 1899, fortæller Fru Lauridsen mig, gav en Mand, der var over 25 Aar og ellers opfyldte visse Betingelser, Ret til som Laan af Staten at faa 9/10 af, hvad en Husmandslod koster, dog ikke over 3600 Kr., hvilket senere dog er blevet noget forhøjet. Denne Sum skal han forrente med kun 3 pCt. og efter 5 Aars Forløb afdrage 1 pCt. Dette maa jo siges at være en temmelig nem Maade at faa et Hjem og en egen Virksomhed for den, der er Mand for at passe den og drive den fremad.

Denne Lov begunstigede imidlertid ved sin Fremkomst til manges Beklagelse kun Mændene. Men saa begav det sig, at Kvinderne ogsaa fik Del i den senere hen. Og nu, hvor de har sundet sig lidt paa det, er det, at det Spørgsmaal fremstiller sig: Vil de nu ogsaa i større Antal benytte sig af det. Vil de gribe den gode Chance, der tilbyder sig, til at skabe sig en selvstændig Stilling og Virken, omend det kun kan ske ved stærk Energi og et alvorligt Slid i Starten.

Byernes Kvinder, særlig de kjøbenhavnske, der efterhaanden udfylder en saa stor Plads i Forretningslivets ringere Grader, har ikke hidtil vist nogen stærk Drift til at sætte Foden under eget Bord i deres Arbejde. Den mere eller mindre vellønnede Plads, hvormed de begynder deres Lodsvirke, er ikke for den unge Kvinde saaledes som for den unge Mand blot en Læretid, der ikke for hende som for ham det første Skridt henimod det Maal, med Tiden at faa en selvstændig Forretning. For hende er, bevidst eller ubevidst, Ægteskabet det Maal, der ses hen til i det Fjerne. Hendes Forretningsvirksomhed er kun en midlertid Nødvendighed som Indtægtskilde, og den kastes øjeblikkelig til Side den Dag, Bryllupet er bestemt. At dette er tilfældet, ses tydeligt nok af den nys udkomne Kvindernes Aarbog, som meddeler, at af de mange mange Tusinder af unge Forretningsdamer, i vor By i de senere Aar har frembragt, er det kun ca. 3000, som har taget Borgerskab som Indehaver af selvstændige Forretninger.
Lave Smør, det kan jeg saagu! Den Kunst har jeg taget i Arv fra mine danske Stammemødre ned gennem Aarhundrederne.
Vil det nu blive anderledes paa Landet? Vil vore Landbokvinder have mere Initiativ og Mod end deres Søstre i Byerne? Det lover ikke godt, at de i den sidste Halvdel af forrige Aarhundrede har ladet deres Hovederhverv slippe sig af Hænderne – ja, overhovedet et af Landets vigtigste Erhverv, som de sad inde med, nemlig Mejeriet. Fortidens velnærede og appetitlige Mejerske med det hvide Smækforklæde og de bare, renskurede Arme eksisterer knap mere. Hun er snart et lige saa sjældent Væsen som en Hestedroske. Da Andelsmejeriet i hine Dage slog igennem, var hun ikke første Mand paa Pletten for at forsvare sit naturlige og nedarvede Omraade. Hun sagde ikke: “Maa jeg bede – lad mig komme til – her hører jeg til.

Lave Smør, det kan jeg saagu! Den Kunst har jeg taget i Arv fra mine danske Stammemødre ned gennem Aarhundrederne.
” Nej, det sagde hun ikke, hun lod sig uden et Sværdslag fortænge af Mejeristen med den lange Ærmer paa det lidt fedtede Jakkesæt, og han har nu sat sig ganske fast i den stærkt befæstede Stilling. Hun er fortængt.

Vil det nu blive anderledes og bedre med Husmandslodderne? Spørgsmaalet er vigtigt, og det var at ønske, at Hr. Dethlef Jürgensens nye Forretning vilde interessere sig for det. Jo mere en Befolknings ene Halvdel tager fat i det Centrale af et Lands Erhvervskilder, jo større vil jo nemlig Landets almene Velstand blive, og at se Kvinderne i et Land som Danmark, hvis væsentligste Indkomst er Agerbruget, paa egen Haand og paa egen Risiko tage Del i det store Friluftsarbejde, som ernærer os alle, det vilde fylde dem, der ser hen til en økonomisk Fremgang for vort Land, med de bedste Forhaabninger. Alle maa vel være enige om, at der vilde komme et forøget Udbytte af Jorden, hvis mange Kvinder af al deres Evne og Vilje hengav tig til at dyrke den paa den indgaaende Maade og med de fine Kulturer, som vilde passe til deres Kræfter og Evner. I Belgien gør de det, siger Fru Lauridsen, og Jorden er der, særlig ved Kvindernes Deltagelse i den Behandling, efterhaanden bleven saa frugtbar og ydende, at den forholdsvis har kunnet give Brød til tre Gange saa mange Mennesker som den danske. Det samme kan nok siges om Holland, hvor det nærmest er Kvinder, der er sysselsatte paa de brogede Tulipanmarker, som forsyner hele Verden med Løg. Der er dem, der siger, at Jyllands sandede Vestkyst byder lige saa gode Betingelser for Tulipanavl som Holland. Jeg kender to Damer, som paa et jysk Jordstykke har gjort denne Dyrkning til Specialitet, og de siger, det gaar udmærket. Vist er det nu, at det i Holland hyppigst er Kvinder med nationale hvide Hovedsæt, som ses at køre til Torvene i Byerne om Morgenen tidlig, siddende paa nogle morsomme Vogne men rundbuet Lærredstag over og belæssede med Oste, Smør, Blomster og umaadelig store Grøntsager. Hvis det ikke alene er Tulipanerne, men ogsaa Osten, der besørges af den hollandske Kvinde, saa kan man med Sandhed sige, at det er en betydelig Gerning, hun udretter. Der er mange rundt i Verden, som ikke véd meget om Holland og om Rembrandt, men de to Ting – Tulipaner og hollandsk Ost, dem har alle Rede paa og alle Brug for.

De morsomste Oplysninger om alt dette har jeg faaet af Fru Lauridsen, naar vi har talt sammen om denne Sag, der har saa vidt et Udsyn. Lidt forskelligt ser vi paa den; hun tror, at det sikreste – ogsaa for en Kvinde – er at gaa ind paa det almindelige Agerbrug, saaledes som det i vor Tid har formet sig; jeg vilde derimod tro, at de finere Kulturer, saasom Frugtavl og Henkogning, Hønseri og Tomatdyrkning, Biavl og Rosenpodning, Frøavl og Champignondyrkning, alt dette, som samlet repræsenterer saa store Værdier, fordi Folk i Byerne vil have de fine sager, som derfor nu i altfor høj Grad indforskrives fra Udlandet, og at dette særlig maatte egne sig for Kvindernes lette Haand og taalmodige Syslen med det, hun har i sin Varetægt, mens almindeligt Agerbrug dog maa kaldes et ret anstrengende Arbejde for en Kvinde. Og jeg fortæller, at Husets Damer paa en Gaard paa Amager hver Uge indskiber omkring 60 Kasser Tomater til England.

“Kan være,” siger Fru Lauridsen, “men Havebrug er lige saa anstrengende som Jordbrug.” Og naturligvis er det hende der har Ret, for hun sidder inde med Erfaringen og Indsigten.

“Og Risikoen er større,” fortsætter hun, “fordi Frugtaaret kan blive uheldigt.” Heri maa jeg utvivlsomt give hende Ret, for jeg synes ikke, vi overhovedet kender andet hertillands end uheldige Frugtaar og stadig er henviste til Æbler fra Kalifornien og Bananer Gud véd hvorfra. Hvis man i disse fjerne Lande stod paa samme Trin som vi i Retning af Frugtdyrkning og Opbevaring, vilde det se sort ud for Frugtspisere.

“Et Brug paa 1 á 2 Tdr. Land maa en arbejdsvant Kvinde kunne passe,” siger Fru Lauridsen. “Ganske vist maa hun undertiden ty til lidt fremmed Hjælp. Naturligst vilde det være, om hun fik nogle af de omboende unge Karles Tøj at holde i Stand og til Vederlag fik en Haandsrækning naar der var Trang til den. Kornet maa dog en Huskvinde selv kunne meje og køre hjem paa en Trækvogn. Sprede Gødning maa hun heller ikke holde sig for fin til. Men der er jo intet til Hinder for at drive Kornavl og Havebrug sammen. Gartnervæsen og Hønseri er der jo mange Kvinder, der har særlig Lyst til, og Høns kan betale sig godt. I det hele taget – Arbejdet skulde jo gerne være personligt, selvstændigt og derigennem festligt. Derfor er det vanskeligt at foreskrive en Arbejdsplan, trods det, at man alligevel maa give Forslaget en bestemt Form.

Saaledes maa det vist siges at være en Nødvendighed paa en saadan lille Lod at have i det mindste én Ko for at kunne holde to á fire Grise, som i Forening med Koens Ydelse kan give en sikker Indtægt, stor nok til at svare den eventuelle Afgift af Jorden og afgive Mælk og Flæsk til Husholdningen. Saadan en lille Lod, hvor der holdes en Ko, et Par Grise, Høns, Bier osv., kan erhverves for ca. 3000 Kr. Antager man, at Jorden koster 1100 Kr. og Huset 1500, kan der endda blive 200 Kr. til en Ko, 20 Kr. til Grise, 30 Kr. til Høns og Bier, 100 til Redskaber og 50 til Driftskapital.”

Dette om Koen og Grisene og Redskaberne, og hvad det koster, er jo ikke morsomt at læse for dem, der sidder i deres Dagligstue i Byen, men det vilde være af den mest vidtrækkende Betydning, om de læstes og tilegnedes af dem, det vedkommer. Der gives her i Landet 55,000 flere Kvinder end Mænd og over 46,000 ugifte Kvinder fra 30 – 50 Aar, Naturligvis, af disse bor en stor Del i Byerne, særlig i Kjøbenhavn. Af den Del af disse 46,000, som nærmest interesserer sig for at abonnere i Teatrene, tilkæmpe sig Plads i en god Kirkestol ved fashionable Brylluper og spise Kager hos Otto, komplet døve for Talen om en mindre Jordlod med en Ko og to Grise, er salvsagt. Men der findes ogsaa en Mængde enligstillede Kvinder paa Landet eller af landlig Herkomst, der i Aarevis har arbejdet for andre, og som staar ved Livets Midte uden Hjem og uden Udsigt til et sorgfrit Udkomme. For mange af disse vilde det være en større Lykke, end de selv aner, at skabe sig et Hjem og en Virksomhed ved eget Arbejde i landlige Omgivelser. Særlig for en bestemt Del af dem – de mange ugifte Mødre, stadig flere, siges der – som ofte sidder haardt i det og har vanskeligt ved at klare sig. Hvis der er lidt Energi og Pligtfølelse i dem, sættes de paa denne Maade i Stand til at have deres Barn eller Børn hos sig, til selv at opdrage dem og skaffe dem en saa meget lykkeligere sundere og bedre Barndom, end hvis de er satte i Pleje hos Fremmede, som kun altfor ofte lader dem gaa for Lud og koldt Vand. Maaske vilde det give Nedgang i Tvangs-Opdragelsesanstalternes Elevantal, hvis mange af de ugifte Mødre selv opdrog deres Børn i et nøjsomt og arbejdsomt lille Hjem paa Landet i Stedet for at lade dem vokse op hos andre, omgivne af slette Eksempker og onde Paavirkninger.

Med Gud véd, om de Kvinder, der kunde høste Gavn af denne humane Foranstaltning med de billige Laan til Jordlodder, om de véd Besked med det? Mange vistnok ikke.

Under debatten angaaende denne Lov blev det Argument anvendt af dens Modstandere, at saa snart en Huskvinde havde arbejdet sit Brug op, saa vilde hun blive gift, og saa vilde det dog blive Manden, der gik af med Fordelen. Altsaa Hip som Hap, mente man. Ja, ombejlet det blev hun vel nok, naar først hun havde slidt godt i det og faaet Kvikrødderne ud af Jorden. Men detop det Argument kunde synes at være den allerbedste Anbefaling for Sagen, at den giver Kvinderne en Chance til ved egen Hjælp og Energi at arbejde sig op til at blive fra et daarligt til et godt Parti.
Emma Gad.