Hvad kvinder udretter 1911

Foto: Pixabay
18. august 1911.
Med stor Interesse og Moro har jeg læst de Betragtninger, Fru Ellen Hørup Nielsen for nylig har fremsat i Politikens Kronik om Mændenes Moral og deres Blik paa Kvindernes Stilling i Samfundet. Forfatterinden ønsker en større personlig Uafhængighed og en ny Moral i Kvindernes Favør, og idet hun udtaler disse rimelige Ønsker, uddeler hun raske smaa Hib til d’Hrr. Ægtemænd, hvis Forfædre og Fædre har lavet de skrevne og uskrevne Love, vi nu lever paa.

Disse Smaahib snertede dér, hvor de traf, men fordi de blev afleverede med Humor og Behændighed er de maaske blevne læste af de kære Mandfolk – jeg siger maaske, for naar det gælder betragtninger over Kvindernes Samfundsstilling, er de gode til at springe dem over – Mandfolkene! Jeg gad vide, hvor mange i det ganske Land der læser Tidsskriftet “Kvinden og Samfundet”. Og dog kunde der nok af og til være noget for dem at faa Fostand af.

Som Slutningsresultat af to Artikler fastslaar Fru Hørup Nielsen, at alt om et halvt eller helt Aarhundrede vil se ganske anderledes ud end nu, eller rettere sagt – hun forudsætter som noget givet, at Kvinderne vil være helt anderledes end nu.

“Det vil blive regnet for en Skam for en Pige,” siger Forfatterinden, “at gifte sig, før hun kan forsørge sig selv. Det vil derved blive umuligt for Manden at tage en Kone paa 18 Aar, hvor hendes egen Udvikling fra Barn til Voksen lægger Beslaag paa alle hendes Kræfter. Og naar hun gifter sig, vil hendes Hjem, fordre saa lidt Arbejde, at hun ikke behøver at opgive sin Levevej. Der vil ikke mere staa ti Koner i et Hus og røre i ti smaa Gryder og lægge i tyve Kakkelovne. Alt vil være sat i System, selv Børnepasningen. Og ingen vil tage Forargelse af den Moder, der nægter at kaste alt fra sig for udelukkende at gaa op i Barnet og Manden. Ingen vil længere mene, at det for alle Parter er et Onde, at Kvinden maa ud af Hjemmet. Tværtimod. Hun trænger ligesaa meget som Manden til at have Arbejde et Sted og Hvile et andet, til ikke at have det samme i Tankerne og mellem Hænderne fra Morgen til Aften.”

Det sidste kan være rigtigt, men der er noget i den Passus om Husholdningen og Børnepasningen, der skal i System, som jeg ikke rigtig forstod. Fru Hørup Nielsen synes at mene, at Fremtidens Samfundsforhold vil blive saa forskellige fra Nutidens, at selve Kvindens Naturel vil blive forvandlet med det samme og komme til at fungere fuldkommen ens med Mandens. Forfatterinden mener, at det, der nu kaldes Hjemmets Gerning, vil være udslettet af Kvindens Tilværelse, ligesom den er det af Mandens, og at de begge to, Mand og Kone, vil gaa paa Kontor og komme fra Kontor, sætte sig til et dækket Middagsbord og derefter lægge sig paa hver sin Divan med en Cigar og en Avis, før de gaar til Flyvning eller Filmkomedie, mens en Funktionær fra et Børnepasningskompagni kommer og lægger Børnene til Sengs efter at have madet dem og om fornødent givet dem amerikansk Olie i et Sideværelse. Eller hvordan mener mon Forfatterinden, at Børnepasningen kan sættes i System, saa den ikke virker hemmende for Moderens Arbejde og Hvile?

Det kan jo være, at det bliver saadan, og dog? Har Fru Hørup Nielsen aldrig iagttaget, hvordan en lille Pige med den dybeste Alvor og Omhu slæber rundt med sin Dukke, skærmer dens lille Vogn mod Træk, giver den Tøj paa, naar det er koldt, steller med et Miniaturekøkken og ordner og glatter de smaa Ting i Dukkemøblernes bitte Skuffer, mens hendes Brødre ler hende ud og render ud til Skiløb og Boldspil? Eller hvordan et Pigebarn paa Ture gaar og samler smaa Blomster til en Buket, som hun skærmende søget at bringe velbeholden hjem for at sætte dem i Vand. Plukker Drenge nogensidne Blomster paa en Skovtur – nej, de leger Røvere og Soldater, gør de. Den nænsomme Omhu for Lille og Svage og den aldrig svigtende Sans for Omgivelsernes Hygge og Skønhed er altsaa Kvinden i Kødet baaret, er et Instinkt ligesaa dybtliggende som hendes medfødte Pyntesyge, og Fru Nørup Nielsen maa forlade mig, men jeg tror ikke, trods skyldig Respekt for fremtidige Systemer og ny Moral, at dette Instinkt vil være udryddet af Kvindens Natur i løbet af 50 Aar; det vil findes, saa længe hun selv er til, ligesom det har fundet Udtryk i hendes Væsen gennem Aartusinderne, der gik.

Vi har jo allerede nu Lejlighed til at iagttage det – en Del Kvinder er der jo alt nu, som skaber sig deres egen Levevej. Vi kendes maaske – baade Fru Hørup Nielsen og jeg – f. Eks. en ung indtagende Frue, der baade er Videnskabsmand og Husmoder, gransker lærde Værker, tager videnskabelige Grader, holder Forelæsninger og formodentlig køber Desserten til Middagsbordet paa Vejen fra Universitetet. Vist er det i alt Fald, at samtidig med Studierne følger hun sine smaa Børns Udvikling Skridt for Skridt, fører et gæstfrit Hus, sørger for sit Hjems Hygge og sin Paaklædnings moderne Snit – udfører altsaa faktisk baade en Mands og en Kvindes Gerning. Lad være, at en saadan Dygtighed er sjælden, noget i den Retning gøres dog af enhver lille kvindelig Student, som med et Par Blomsterpotter faar et Hjem ud af sin Hybel paa Kvisten, af enhver Kassererske, der iler hjem fra sin Pult for at hygge om sin svagelige Moder, ja, af enhver Vaskekone, der Dagen lang har arbejdet for Fremmede og træt og forslidt, som hun er, gaar løs paa at stoppe og lappe om sine egne Rollinger i den sene Aften derhjemme.

At det er saadan, véd Alle, men hvor anstrengende og hvileløst det i Grunden er, det véd kun Kvinder, fordi Mændene, som Fru Hørup Nielsen meget rigtig bemærker, har indgroet Foragt for Kvindens ulønnede Arbejde.



Naar en Tapetserer syr og ophænger Gardinerne, betaler Husfaderen den formidable Regning, om end lidt modstræbende, men “hvad Pokker, Manden maa jo have sit Arbejde betalt”. Naar hans Kone derimod syr Gardinerne, naar hun stjæler Timerne til det fra sin Fritid, hvis en saadan findes, og voltigerer paa Stole og Trappestiger med Knappenaale mellem Tænderne for at hænge dem op, saa siger Gemalen med en beskyttende Gebærde: “Det morer min Kone at arrangere den Slags. De véd – Damernes Tidsfordriv – enfia -“. Den sparede Udgift tænker han ikke paa.

Den tænkes der overhovedet ikke paa, deri har Fru Hørup Nielsen Ret. Og dog er Kvinders Arbejde Verden over delt i to Dele: Det erhvervende og det sparende, og kande det gøres op med Tal, hvilken Del der samfundsmæssigt set er mest værd, vilde Resultatet maaske blive til Gunst for den besparende, det vil sige den huslige Gerning. Jeg vover endog at have den Mening, at selv de af Digterne og Samfundskvinderne saa forkætrede “fede og overflødige Bourgeoisdamer” ofte udretter en hel Del, selv om de har Tjenestefolk og Betjening i enhver Retning. Det er sandelig de mest alsidige Fordringer der stilles til Husfruen i et stort og gæstfrit Hjem, og hendes Tanker og Omsorg skal være baade her og der.

Hun skal kunne styre sit Hus og omgaas sine Tjenestefolk med Hjerte og Forstand. Hun skal først og fremmest forstaa den vanskelige Kunst at lede sine Børns Opdragelse og gøre dem til dygtige Borgere og Borgerinden, hun skal være inde i Økonomi og Madanretning, i Linnedbestand og Havedyrkning, Toilette og Borddekoration, m. m. – m. m.! Hun skal i mange Tilfælde kunne tale og skrive fremmede Sprog, dyrke Musik og spille Bridge, ikke mindst bibringe sit Hjem det Skønheds- og Hyggepræg, som gør det til et virkeligt Hjem, og hun skal ydermere staa ved sin Mands Side som den, der repræsenterer hans Stilling udadtil. En Hustru, der forstaar at gøre dette med Klogskab og Takt, bidrager ofte mere til sin Mands Karriere, end Nogen aner. Dog, et saadant Arbejde er jo ulønnet, og det er ikke saa overskueligt som at føre en Kassebog – det udøves ofte mest intensivt ved en elegant Diner eller en Five o’clock Te, altsaa – hun morer og pynter sig blot. Men Kontordamen, som er lønnet for at være paa Pletten fra 9-6, hun arbejder – det er slaaet fast. Og dog, hvis den Husfrue, som udfylder sin Stilling, pludselig gik fra det hele og gjorde sig til Kontordame, saa vilde det snart blive mærket, hvad hendes Gerning var værd, ikke alene ideelt set, men ogsaa pekuniært – maaske blev det mange Kontordamers Maandesløn.

Ogsaa jeg tror, at Kvinderne i stedse stigende Grad vil blive selverhvervende, og dette betragter jeg som noget ved det bedste ved vor Tids Udvikling. Ingenting bidrager mere til den daglige Lykke og den personlige Stolthed end at kunne sige: “Det og det vil jeg gøre” i Stedet for det gammeldags “Maa jeg?” Især da det ulønnede Arbejde agtes for intet. Men jeg tror ligeledes, at den fremtidige Kvindes Stilling derved vil blive besværligere og vanskeligere end Mandens. Ifølge sit medfødte Instinkt vil hun nemlig beholde det gamle Arbejde samtidig med, at hun skaber sig det ny. Selv om eventuel Rigsdagskvinde, Bankdirektrice eller Overretsassessorinde vil hun blive ved med at sy en Knap i, hvor hun ser den mangler, og stadig røre i sin lille Gryde, naar hun kommer hjem – billedligt set. Ikke alene om 50 eller 100 Aar, men saa længe Jorden staar, vil Kvinden vedblive at skabe huslig Hygge og moderlig Omsorg omkring sig, fordi hun simpelthen ikke kan lade være, naar der er noget ved hende – som Kvinde. Endnu er der dem, der vil sige, at det er godt, maaske ogsaa om 50 Aar.
Emma Gad.