Husholdnings-litteratur 1909


18. april 1909.




I Aarhundreder maatte man klare sig i Danmark med en eneste Hjemmets Bog, skreven af Mester Henrik Harpenstreng, død 1244, Livlæge hos højsalig Kong Erik Plovpenning. Og det fik endda. Senere – en Gang i det nittende Aarhundrede – fik vi et stærkt tiltrængt Supplement i Madam Mangors berømte og endnu aldrig overtrufne Kogebog, som stadig anvendes i gammeldags Huse. Men Tiden gaar frem. Nu gaar der ikke en Maaned, hvor vi ikke beriges med et nyt Værk om Servering, Borddækning, kolde Saucer, smaa Frokostretter og hvad det altsammen er, tilsat en passende Blanding af moraliserende Sentenser om Kvindes Kald, saaledes som det opfattes af alle disse samfundsreformerende Kogedamer.

Hjemmets og Husets Gerning, var i forrige Tider beskeden, dyrkedes af Husmødrene og deres Døtre med Pligtfølelse og Interesse, men uden højlydt Begejstring. Nu er det modsatte Tilfældet. Vi har Begejstring, men ingen Udøverinder – ud over det nødvendigste. Der findes vel næppe en Egenskab, der er mere upaaagtet – man kan vist sige ringeagtet – blandt Nutidens unge Piger af alle Stænder end Huslighed. De vil allesammen være noget, uddanne sig til Kontordamer, Pianistinder, Stenografer o. l. – kort sagt, de vil udfylde en Opgave og er ofte i lidt Forlegenhed med at finde den. Raader man dem saa til at lære at stryge deres Broders Manchetlinned for senere at kunne udfylde denne Opgave til gavn for deres Mand, saa vender de sig fornærmede bort. Huslighed – nej – det er ikke den Opgave, der ligger for dem. Men saa er det Underlige sket, at samtidig med, at denne gode, gammeldags Dyd er sejlet ganske langsomt agterud i Praksis, breder den sig som en mægtig Strøm i Teorien. Ærlig talt, Husligheden er efterhaanden bleven lidt paatrængende. Dagblade og Tidsskrifter svømmer over med Bageopskrifter og Anvisninger paa Pletaftagning. Hummersalat og Gipsbuste-Rensning figurerer i de samme Spalter som storpolitiske Oversigter og Nationalstatistik. Ingen vil ganske vist vaske Handsker og bage Klejner, men alle vil skrive om disse fortræffelige Sysler, og det synes at være ganske tilstrækkeligt.

Altsaa – vi maa, i Mangel af bedre, holde os til Husligheden paa Prent, og der er der saa vist ingen Mangel paa den. Der opstaar den ene skrivende Huslighedsprofet efter den anden, alle med Kursus og Foredrag, men hvor bliver de saa af, Eleverne fra disse Høresale? Det er maaske dem, der skriver Bøgerne.

Den sidst tilkomen Forøgelse er en rigt illustreret Bog om elegant Anretning og Borddækning af Fru Paula Messel. (Vilh. Priors kgl. Hof-Boghandel.) Forfatterinden der selvfølgelig er Kursuslærerinde, har aabenbart en stor Erfaring og skriver fermt og kyndigt om fornuftigt Indkøb og om Anvendelsen til fikse Smaaretter af det, der forefindes i Husets Spisekammer, indprenter ogsaa med stor Styrke gode Læresætninger om Kaffe- og Telavning, en lettere, næsten vegetarisk Levemaade og megen Frugtspisning, den vi saamænd alle med Glæde vilde hengive os til, hvis blot ikke Frugt paa Grund af vor bristende Evne til at frembringe den, var saa forbistret dyr.

Der gives dernæst en Række illustrerede Anvisninger til Bordets og Madens kunstneriske Udsmykning, som sandsynligvis vil blive beundrede og efterfulgte i de højere Krese af de bredere Lag.

Der gives dernæst en Række illustrerede Anvisninger til Bordets og Madens kunstneriske Udsmykning, som sandsynligvis vil blive beundrede og efterfulgte i de højere Krese af de bredere Lag. Paa det Punkt turde imidlertid Øjeblikket nu være kommet til at søge at fremelske en mere enkel Smag, ikke særlig med Hensyn til denne Bog, men overfor alle de Husholdningsforfatterinder, der tilraader at udskære Blomster af Kaalrabi, sætte Smør op i Form af en Svane, stille Sølvspyd i Koteletterne og farve Fiskefarsen rosenrød. Man faar ved atte disse Serverings-Dikkedarer et Indtryk af Kogekonevigtighed og af befumlet Mad, som ikke er helt i Harmoni med god Smag – i dobbelt Forstand. Man høre, hvad f. Eks. Forfatterinden til den foreliggende Bog i den Retning har set og beundret véd et tysk Gæstebud – maaske selv anordnet: “Der var paa Bordets Midte placeret et Vikingeskib af Krystal paa en Spejlglasløber. Krystalskibet blev fyldt med Frugt og opefter Skibet blev fæstet Vindrueklaser og Konfekt, Mandler og Nødder, hvor der var Plads. Rundt om Spejlglasløberen blev virret naturgrønne Ranker, og paa Løberen, som skulde forestille et spejlblanke Vand mellem Siv og Blade, blev stillet Svaner, opsatte af smaa Frugtservietter. For at gøre disse Svaner livagtige, blev de løse Led i Hummerkloen, som meget ligner Svanenæv, fæstede ved Svanerne -” osv. Det har aabenbart været smukt, men det var jo ogsaa i Berlin.

Forfatterinden har vist ikke gjort sig ganske klart, at den samme Forskel, som er til Stede mellem en rigt eller smagfuld klædt Kvinde og en oppyntet Dame, lige saa vel findes mellem den enkle Borddækning og de mange Krusseduller, hun og hendes Kolleger i Serverings-Literaturen tilraader naive Samtidige. Intet er smukkere og festligere i Hjemmet end det dækkede Bord, der staar rede til at modtage Husets Venner, men den, der har gæstet et skønhedselskende Hjem, vil vide, med hvor enkle Midler – kostbare eller tarvelige – det smukkeste Indtryk frembringes. Selvfølgelig – Guldbronce og gammelt Krystal, Druer og tunge Roser er det rigeste, for ikke at tale om Familie-Sølvtøj, men det behøves ikke – blot en køntformet Vidjekurv med Aarstidens Frugt, nogle Lerskaale i fine Farver, et Par Blomster i et Glas paa en hvid Dug kan være indtagende smukt, derimod aldrig Kallaer udskaarne af Kaalrabi, Servietter som “tyske Kroner”, Smør som Fuchsiablomster og Duge ophæftede med Sløjfer i Hjørnerne. Eller de Vaser i Etager, som Billederne overalt viser, med Radiser paa Kvisten, Smørrebrød paa første Sal og Kaviar i Stueetagen. Nationalbannere paa smaa Flagstænger mellem Fadene tør vist, æstetisk set, heller ikke anbefales – Fædrelandskærlighed er altid smuk, men behøver dog maaske ikke at serveres paa et Frokostbord.

Medens Forfatterinden, som man ser, tager sig af det Timelige med en misundelsesværdig Tillid til sin egen Smag, lader hun dog, som alle de skrivende Husholdningsdamer, heller ikke det Sjælelige ude af Betragtning og indleder sit Slutningskapitel med følgende vægtige ord:

“Skal noget gøres for Samfundets Vel, Moralens Vedligeholdelse og det Menneskeliges Fremgang ogsaa blandt de mandlige Personer – dette Kapitel er smukt illustreret ved et Preserveringsapparat – de er det vistnok nærmest Kvinder, som maa fremarbejde dette. Har saa ikke vi et stort Kald i Livet? Lad os derfor ikke misforstaa, men tilfulde forstaa vor Stilling og tænke paa, hvilket Ansvar vi egentlig har. Der klages i vor tid saa meget over Mandens slemme Uvaner. At han er saadan og saadan – gaar paa Restaurant og er næsten aldrig hjemme. Alt bliver trist og tomt, og vi giver Manden Skyld for det hele. Lad os tænke efter, om vi ikke selv har nogen Skyld her – og kanske meget?”

Forfatterinden har heri utvivlsomt Ret. Naar “de mandlige Personer” som aandelig Næring faar saadanne – hvad Holberg kalde – “artige Sprichworter” og som timelig do. Roser udskaarne i Runkelroer, farvede med Rødbeder, altsammen ophæftet med Sløjfer i Hjørnerne, kan man saa undre sig over, at de bliver saadan og saadan, og at de er glade ved i Ny og Næ at forlade Hjemmets lyserøde Fiskefars for at gaa paa Restaurant?
Mange vil vist, ligesom Forfatterinden, undskylde dem noget.
Emma Gad.