Aabent Visir 1898

Det kongelige teater wiki 1890-1900
Det kgl. Teater (1890-1900)

ANMELDELSE

EMMA GAD: AABENT VISIR.

Premiere paa Det kgl. Teater, 1. maj 1898.

*
AARHUS STIFTSTIDENDE – 2. maj 1898
RINGSTED FOLKETIDENDE – 2. maj 1898
ILLUSTRERET TIDENDE – 8. maj 1898
AARHUS STIFTSTIDENDE – 5. november 1898
JYLLANDS POSTEN – 5. november 1898

PERSONERNE:

GENERALINDE WALLIN KAPTAJN KARL WALLIN, hendes søn
FRØKEN ELINE MALLING JONNA MALLING, hendes søster
KONSUL STENBERG IDA
KAPTAJN SALVESEN FRØKEN VON SVITZER
FRU MADSEN To FRØKNER LILJENFELDT
En Tjener


Anmeldelse: Aarhus Stiftstidende, 2. maj 1898

Det kgl. Theater opførte i Aftes et treakts Skuespil “Aabent Visir” af Forfatterinden Fru Emma Gad. Huset blev hurtigt udsolgt til et literært interesseret Publikum.

Aarhus Stiftstidende 2. maj 1898
Aarhus Stiftstidende 2. maj 1898
Handelingen foregaar paa et Landsted, der beboes af en ældre, fornem Dame, Generalinde Wallin. Hos denne boer heltinden i Stykket, Frk. Eline Malling, der vel er Slægtning, men dog nærmest en Slags Selskabsdame for Generalinden. Dennes eneste søn, der er Kaptain, men tillige Videnskabsmand, opholder sig ved Stykkets Begyndelse hos Moderen, der kun ugjerne er Vidne til det Kjærlighedsforhold, der har udviklet sig mellem den unge Officer og Eline, fordi hun hellere vil have, at Sønnen skal gjøre et fornemmere og rigere Parti.

Det kommer til Forklaring mellem de Elskende, men Eline erklærrer ikke at kunne blive Kaptainens hustru. Grunden dertil, som hun ved Omsvøb holder skjult for ham, er den, at hun, der er omtrent 30 Aar, som attenaarig Pige er bleven forført af en Konsul Stenberg fra Havanna, en gift Mand, der havde lovet at lade sig skille fra sin Kone for at gifte sig med hende. Eline har i denne Forbindelse en Datter Ida, som opdrages hos en Pleiemoder uden at vide, at Eline, der sørger for hende, er barnets Moder. Barnet kommer netop ud til Landstedet, da Frieriet foregaar.

En Søster til Eline, Malerinden Jonna Malling, en velbegavet, brav Dame, kommer under disse Forhold ogsaa til Landstedet, og ved sindrige Manøvrer faar hun, der straks er bleven klar over Situationen, Eline til at sætte Wallin ind i hele Fortiden. Det viser sig, at Jonna har set rigtigt; Wallins Kjærlighed er stor nok til, at han kan tilgive Eline, og der sluttes en Pagt imellem dem, hvortil Generalinden, omend nødigt, giver sit Samtykke, hvorefter hun straks tager Ida til sig. Dette er Slutningen paa anden Akt. Fire Uger senere bringes der imidlertid Forstyrrelse i al den vakte Glæde. idet Konsul Stenberg kommer fra Havanna med det Fortsæt at vilde blive her og sørge for Ida. Hermed finder Wallin, at der er skabt en Situation, der er truende for Freden i det Hjem, han har ventet sig, og han foretrækker da at give Afkald paa Elines Haand. Et Øjeblik ser det ud, som om Sagen skal jævnes ved, at Ida frivillig vil reise bort med Stenberg, med i det afgjørende Øjeblik kaster hun sig om Elines Hals, og denne erklærer, at fra nu af vil hun ene leve for at være Moder for sit Barn. Det er Barnet, der har Krav paa hendes Liv. “Nu er Du helt min Moder, ikke!” siger Ida, paany faldende Eline om Halsen, og faaer det Svar: “Ja, Ida, nu have vi To kun hinanden”.
Det er et dygtigt gjennemtænkt Arbeide, Fru Gad har nedlagt i sit Skuespil, og hun forfægter gjennem Malerinden Jonna Mallings Mund med Freidighed de Anskuelser, hun nærer om det Forhold, der er Gjenstand for Konflikten i Stykket.

“Aabent Visir” har gode Karaktertegninger, en kvik Dialog og er baade underholdende og spændende lige til det Sidste. Ved siden af den noget pinlige Hovedhandling gaar der en Bihandlind af mere oplivende Art, i hvilken Forfatterinden ligesom i flere af sine tidligere Arbeider skildrer nogle af Hverdagslivets almindelige Skikkelser. Navnlig er en Ritmester Salvesen skildret med megen Humor.


Anmeldelse: Ringsted Folketidende, 2. maj 1898

København, d. 1. Maj.
“Aabent Visir” paa det kgl. Teater.

Fru Emma Gad synes nu næsten hver Sæson at skulle have et Stykke frem paa det kgl. Teater. Hendes dramatiske Arbejder er gennemgaaende ret overfladiske: de bringer sjældent nye Spørgsmaal paa Bane, fremkalder ingen almindelig Debat og glemmes derfor hurtigt igen. Det er ganske hyggelige “Publikumsstykker”, hvis Æmner oftest er hentede fra Hovedstadens Bourgeosi. og da de er skrevne med et vist Lune og ganske behændigt byggede, hvad Scenegangen angaar, virker de næsten al tid Underholdende og aldrig forargende.

Desværre har man ikke hidtil sporet noget egentlig Værk i Fru Gads dramatiske Forfatterpersonlighed. Det er nu adskillige Aar siden, at hun skrev “Et Sølvbryllup”, og dette Stykke har til Dato staaet højest i hendes Produktion. Med “Aabent Visir” gør hun imidlertid et betydeligt Skridt fremad: hun er fra Lystspillet gaaet over til Slutspillet, har dristigt taget et virkeligt Samfundsemne op til Behandling og lodder i det hele dybere end nogensinde før.

Jyllands Posten 5. november 1898
Jyllands Posten 5. november 1898
Stykkets Hovedperson er en ung Pige, Eline Malling. Hun har i sin første Ungdom ladet sig bedaare af en gift Mand, konsul Stenberg, der lovede at lade sig skille fra sin Hustru for senere at ægte Eline. Forholdene gør det umuligt for ham at opfylde sit Løfte, og han rejser bort og lader hende sidde tilbage med Frugten af deres Forhold, en lille Pige. Barnet sættes i Pleje, og Moderen kommer i Huset hos en velstaaende Slægtning, Generalinde Wallin. Mellem dennes søn, Kaptajn Karl Wallin, og Eline udvikler der sig i Tidens Løb en gensidig Sympati, som efterhaanden er vokset til den inderligste Kærlighed.
Ringsted Folkeblad 2. maj 1898
Ringsted Folkeblad 2. maj 1898
Her er det, Skuespillet begynder. Eline kan hvert Øjeblik vente, at Karl beder om hendes Haand, den er hun nødt til at nægte ham. Hendes frejdige Søster Malerinden Jonna Malling, raader hende til at aabenbare Karl alt, træde frem med aabent Visir; men hun kan det ikke. Da han frier, siger hun Nej og paastaar, at hun ikke elsker ham. Jonna ser imidlertid, at den derved fremkaldte Situation er uudholdelig for dem begge, og hun mager det nu saa, at Karl faar den virkelige Sandhed at vide. Den afskrækker ham paa ingen Maade, og det synes nu, som om de begge har vundet den store Lykke. Saa dukker imidlertid den bortrejste Konsul Stenberg op og kræver sin Ret som den lille Idas Fader. Kan han faa Lov at tage sin Datter med sig, er han villig til atter at rejse bort, men Eline kan ikke skilles fra sit Barn, og for at de to kan blive sammen, maa Karl give Afkald paa Eline. Maaske kan han vinde hende tilbage en Gang i Fremtiden, – der overlader Fru Gad til Tilskueren at haabe.

Slutningen faldt lidt mat, men ellers interesserede Stykket stærkt helt igennem. Fru Gad træder meget djærvt i Skanken for den ugifte Kvindes Ret til at føle Moderlykken uden derfor at miste Verdens Agtelse, og hun viser i det hele et Frisind her, som aabenbart overraskede Publikum i høj Grad.
Det er naturligvis en stor Fordel for Forfatterinden at faa et saadant Arbejde frem paa et Teater, som raader over første Rangs Kræfter og kan give det en Udførelse, der bærer over de smaa Mangler. Og det er længe siden et Skuespil har været saa fortræffeligt besat som dette. Ganske særligt imponerede Fru Ransen, der spillede Eline med den sikreste og lødigste Kunst; Rollen er vistnok specielt skreven for hende, men den kunde sikkert heller ikke spilles bedre, end den blev. Fru Hennings spillede Søsteren Jonna med bjærvt Lune og Fru Bloch havde som den 13aarige Ida en af sine aller kønneste Smaapigeroller. Hr. Liebmann var lidt tør som Karl, medens Hr. D. Poulsen livede stærkt op som en overmaade pudsig Dumrian af en Ritmester.
Ikke mindst den fortræffelige Udførelse skyldtes det, Premieren blev en absolut Sukces. Men selve Skuespillet fortjente virkelig den store Lykke, det gjorde.


Anmeldelse: Illustreret Tidende, 8. maj 1898
Teksten indeholdes også i Vilhelm Andersens “Kritik” fra 1914 (Gyldendal/Nordisk).

Der er i Fru Emma Gads nye Skuespil “Aabent Visir”, én Scene, som man vist aldrig vil glemme. En Kvinde, en Dame af det bedste Selskab, har uden for Ægteskab født et Barn og med Angst og Bæven, men ogsaa med en hemmelig Glæde som om hun – som Bødtcher siger – “havde et lille Dyr at fodre,” ladet Barnet opdrage hos fremmede, uden at det ved, hun er dets Moder. Som hun nu en Dag sidder med sin lille Pige og taler godt for hende og formaner hende som en god og moderlig Veninde og lyver for hende i sit Ansigt Blussel, bøjer Barnet sig pludselig hen imod hende og hvisker hende i Øret: Sig mig, Eline! er Du ikke min Moder? Som det ved disse Ord giver et Sæt i den stakkels Moder og hun springer op og i den højeste Henrykkelse trykker sit Barn til sig, saaledes gav det bogstavelig talt et Sæt i Tilskuerne.

Saaledes som denne Scene, der ikke kan genfortælles, var følt og sagt og spillet, syntes man aldrig, man havde set det før. Det var fuldkommen ægte, Instinktets egen Poesi. Det slog én, hvor mandfolkeagtigt de fleste Digtere tage paa saadanne Forhold. Hvor nydeligt, at den lille Pige kender sin Moder paa en lille brun Plet paa hendes Haand, fordi hun selv har Mage dertil paa Foden. Dette kunde da vist kun en Kvinde have fundet paa. Den, der har elsket meget eller haft et meget kærligt Hjerte, hvorledes det nu hedder, skal meget tilgives. For denne ene Scenes, ja for denne lille brune Plets Skyld kunde man tilgive Fru Gad den hele øvrige Komedie.

Især, hvis hun nu havde standset med anden Akts Slutning. Thi ogsaa den følgende Scene, hvor Eline tilstaar den Mand, der nu har vundet hendes Kærlighed, sin Skam og sin Lykke og han uden Tøven tager imod hende med den frimodige Finhed, som nutildags er den Frugt, hvorpaa Dannelsen kendes, saa’ man med en Flimren for øjnene fra den foregaaende Scenes Stemning, som om den var ganske ægte, hvad den vel ikke helt var. Var Tæppet faldet her, vilde man trods alt være gaaet hjem med en behagelig Følelse af, at her havde atter en Fru Gyllembourg, en Kende mere rask paa det, men ogsaa friskere og mere scenevant end den gamle, kæmpet som en Løvinde for det kvindelige Instinkts Ret imod Selskabets Vedtægter. Man vilde da – i den gamle Generalindes fornemt vemodige Ord om “den Resignation, som vi. Kvinder nu en Gang nødvendigvis maa øve i den Følelse, som er den største Lykke, der bliver os forundt, ” og i Elines hensynsløse Hengivelse i den samme Følelse, som hun over Hovedet paa sin Elsker betror sit Publikum med de Ord: “Gives der en ømmere, rigere, lykkeligere Følelse end den at være Moder?” – have haft en tilstrækkelig tydelig Angivelse af Tvistepunkterne i en rigtignok meget gammel Proces, som dog her ikke savnede nye, til Sagens Oplysning særdeles tjenlige Dokumenter.

Men Fru Gad ved kun altfor godt, hvorledes man fører saadan en Proces paa Teatret. Und jetzt agirt der Pickelhering, Komediedjævelen, som for ret fromme Sjæle har spildt Glæden ved saa mange skønne og oprigtige Komedier. Stykket maa være mindst i 3 Akter for at fylde en Aften, have mange Personer og en brav Forening af Alvor og Gammen.

Saa gaar det an: med Olaf Poulsens Fuldmaaneansigt efter Fru Nansens Taareblikke, med en stiv, gammel Dame fra Scribes Komedier – hun kunde lige saa godt have hængt paa Væggen mellem Familieportrætterne – og et rigtig kærnefriskt Fruentimmer med Vind i Skørterne fra “Samfundets Støtter” gennem “Stor i Skrøbelighed” og en rigtig indkneben, platonisk-liderlig Guvernante som Miss Watson i “Hvor man keder sig” og til sidst en Konsul fra Havanna, som i disse vanskelige Tider er hjemkaldt til Fædrelandet i den særlige Hensigt: at fuldende Komedien, men som meget hellere maatte være bleven skudt af Amerikanerne, saa mange dumme Knuder hans Tilsynekomst forvolder i en ganske klar og velordnet Sag. Kort sagt, var der ikke det lille brune Modermærke, som til Mænds Beundring røber Kvinden, saa syntes det hele rigtig god, gammel, falsk Mandfolkekomedie.

Fru Gad hædrer i sit Stykke Kritiken med den Titel: Kunstens Svigermoder. Hvis da denne venlige, gamle Dame tør give en af sine huldeste Døtre et godt Raad, bør hun sige, som allerede Ewald sagde til den lille Fiskerpige: Vogt dig, mit Barn! for de falske Mandfolk. Thi af dem er der nok ikke færre i Fru Gads Tid end i Liden Gunvers. De første Ord i Komedien var en Oplæsning af et bekendt Sted om den Synd, for hvilken der ikke gives Tilgivelse. Der er i Fru Gads Stykke noget af denne Synd imod Aanden, som man vanskeligt kan tilgive den, der i den rene, ubesmittede Kvindeligheds Aand har digtet Scenen mellem Moderen og Barnet.

De, der ville have lettest ved at tilgive, ere Skuespillerne. Man er ikke uforsonlig mod den, der giver én Lejlighed til at vise sine Fortrin. “Aabent Visir” blev med en enkelt Undtagelse spillet saa godt paa det kongelige Teater, at de Figurer, hvori der under Teatervæsenet var en ægte Kærne, bleve helt ægte, og de, der vare blot Teater, saa ud, som om de vare ægte. Og dette er vel Skuespilkunstens Triumf og Forklaringen paa den Kendsgerning, at gode Skuespillere ofte i tarvelige Komedier faa de bedste Roller. Især har Hr. Liebmann aldrig spillet saa mandigt Komedie som i Lørdags, og Fru Nansen næppe nogen Sinde mere kvindeligt. Hendes Styrke er paa ægte Dansk hendes Inderlighed. Hun rører ved selv at røres. Hvor stort et Omfang hendes Kunst kan spænde over, vil forhaabentlig Fremtiden vise.
V. A.


Anmeldelse: Aarhus Stiftstidende, 5. november 1898

Aarhus Theater

“Aabent Visir” af Fru Emma Gad.

Der er prisværdige Ting i Fru Emma Gads taarepersende Produkt “Aabent Visir”, men unægtelig ogsaa Mangler og taknemlige Angrebspunkter, og det er ikke saa faa. Det Fortrin har Stykket fremfor mange jævnaldrende Arbeider, at det dog sætter “Spekulationen” lidt i Gang, som det hedder. Selve Problemet, som Forfatterinden med Dristighed har taget op, er i saa Henseende velegnet: en Kvindes Ungdomsforvildelse og dens Følger for hendes hele Liv.

Aarhus Stiftstidende 5. november 1898
Aarhus Stiftstidende 5. november 1898
Frøken Eline Malling, som bor i Huset hos sin Tante, Generalinde Wallin, har en Datter. Hun skjuler sin Ungdomsbrøde og lader den lille Pige opdroges ude. Hun bliver forelsket i Generalindens Søn, Kaptajn Wallin, som alvorligt gjengjælder hendes Følelse og omsider frier til hende. Hun aabenbarer ham Alt, men han fastholder sit Ønske og forlover sig med hende trods Generalindens Advarsler. Det Hele ser saaledes ud til nok at kunne ende i Skikkelighed, men saa dukker den lille Piges Fader – efter at Eline paa sin Fæstemands Opfordring har skrevet til ham, hvorledes Sagerne staar – pludselig op paa Skuepladsen og spolerer Alt med sine Krav paa Faderret osv. Kaptainen føler Situationen umulig, og den ulykkelige Kvindes Valg staar imellem at slippe ham eller Barnet. Under Graad og Tænders Gnidsel finder saa Moder og Barn hinanden.

Paa flere Punkter er det lykkedes Forfatterinden at træffe det holdbare, fortaaelig og tildels forsvarlige i de forskellige Faser af den brødbetyngede Kvindes Livshistorie, og saa længe Begivenhederne synes at udvikle sig mod en forholdsvis livslys Udgang, kan man i hvert Fald se noget af en fast Holdning i Fru Gads Tankegang. Hun forsvarer endog de driftige Theorier med en Freidighed og en Frimodighed – maaske hist og her en Del forceret – som forsoner med adskilligt. Men alligevel stiller hun disse Theorier saa stærkt paa Spidsen, at hun igjen taber Terræn allerede her.

Saa kommer den sidste Akt. Den vender Bladet i Handlingens Gang, og den vender i lige saa høi Grad Vrongen ud paa den Forstaaelse, man indtil da mener at have tilegnet sig af Forfatterinden.

Den Rolle, hun lader Pigebarnet’s Fader spille, er mere end flov, uhyggelig nær det umulige. Men hvad værre er, man presses Draabe for Draabe for mange af de Værdier, man igjennem de to foregaaende Akter har skrabet sig sammen, og man staar tilsidst uhjælpelig fast overfor den kjedelige Kjendsgjerning, at Fru Gad i Virkeligheden slet ikke tør forsvare sin Idee ubetinget. Hun slipper den ud, helt og fuldt, til Publikums egen behagelige Disposition. Den mærkede Kvinde lades ene med sit Barn og med sin Skam – og saa holdes Spørgsmaalet alligevel aabent ved en Udsigt til, at det dog ikke behøver at være for stedse. Lad saa Publikum selv tro, hvor godt det vil, om Kaptainen.
Man ærgrer sig over dette og over det Meste af sidste Akt. Selve Situationen, som fremkaldes mellem de tre Hovedpersoner og Barnet, er i sig selv ypperlig og, i det enkelte Øjeblik, da Barnet føler hele Ulykken ved sin Existens, virkelig helt gribende, men Kombinationen af dette Moment med alt det Øvrige er lidet lykkelig.

Der er ogsaa andre fint skrevne Scener, med det gaar disse Enkeltheder paa samme Maade, de sluges af Fataliteten og drukner tilmed i den trættende Udpensling gjennem Akter, saa utilladelig lange, at man forlader dem med noget af et Lettelsens Suk, halvt glemmende det Gode, de gav.

Der var kun een Rolle, som i Aftes fuldt ud og med Rette tog Publikum fangen, det var den lille Piges, Idas, som med megen virkelig Kunst spilledes af Fru Valborg Rasmussen. Fra Forfatterindens Haand er Figuren ikke helt lykkedes; denne halvvorne lille Pige er for moden, næsten uhyggelig klog i sin Tale, men hvad der er at naae i Rollen, det naaede Fru Valborg Rasmussen, og vi tør endda sige, at hun ikke saa lidt fletterede det Billede, Fru Gad her har tegnet. Den demonstrative Hyldest, der fra Tilskuerpladsen ydes Fru Rasmussen, var derfor baade forstaaelig og berettiget.

Frk. Benelli var Eline, hin brødfulde, noget – ikke saa lidt forresten – for Taare-traurig, ikke meget af det fine ædle Væsen, Kaptain Wallin bliver indtaget i, men ellers rosværdig nok. Hun spillede sig efterhaanden lidt op. Fru Lamberth havde den Opgave som Elines Søster Jonna at bilde Publikum ind, at Forfatterinden med Stykket vil forsvare den faldne Kvinde helt og holdent som hun er. Hun tog noget voldsomt, til Tider lidt krampagtigt, paa denne Opgave som Frimodighedsapostel og sagde sine dristige Repliker med et pinligt stort Smil undertiden. Men Fru Lamberth redder altid det meste af Situationen, ogsaa i saadanne Roller, som ikke saa meget er skåret for hende.
Kaptain Wallin kom Hr. Stigaard saa pas ordentlig nok fra; der er ikke store Skjær at klare i denne Rolle. Hr. Albert Petersen kondolerer vi. Hans Parti er lidet lykkeligt, og selv en større Kunstner end han vilde staa ret hjælpeløs i samme Situation. Hr. Sohn bør runde sin Kaptajn mere af; han kunde med færre Overdrivelser blive virkelig morsom. Fru Kreus gjorde, hvad hun kunde, men heller ikke hendes Opgave var misundelsesværdig. Frk. Griffel gjorde maaske ogsaa, hvad hun formaaede, men her var det dog ikke Forfatterindens Skyld, at det bristede helt for Alvor.