Aabent Visir 1898

PERSONERNE:

GENERALINDE WALLIN KAPTAJN KARL WALLIN, hendes søn
FRØKEN ELINE MALLING JONNA MALLING, hendes søster
KONSUL STENBERG IDA
KAPTAJN SALVESEN FRØKEN VON SVITZER
FRU MADSEN To FRØKNER LILJENFELDT
En Tjener

1. AKT
4. SCENE
Generalinden. Karl Wallin. Senere Salvesen
WALLIN Her er jeg, Moder! Vil Du mig noget?
GENERALINDEN Jeg vilde blot sige Dig, at jeg ikke fandt det rigtig hensynsfuldt af Dig ikke at ville gaa ud at fiske med Frøken von Svitzer, der er vor Gæst.
WALLIN Vær ikke vred, jeg var saa daarligt oplagt. Desuden, Frøken von Svitzer bliver her jo saa længe, at den Slags Høflighedshensyn maa falde bort. Ventes her ellers Gæster i Dag?

GENERALINDEN Nej, medmindre din tro Ven Kaptajn Salvesen skulde give Møde.
WALLIN (smiler).
Nej, vær rolig! Han er stadig Gæst hos Baronen paa
GENERALINDEN For han kommer jo temmelig tidt. Og hvis han saa slog sig til Ro med det samme, men han skal altid straks afsted og bliver alligevel. Det er lidt trættende.
WALLIN Naar jeg i næste Uge tager til Byen igen, saa slipper Du ham.
GENERALINDEN Beholder jeg Dig ikke længere herude? Naa, Livet finer med sig, at Mødre maa resignere i den stækeste Kærlighed, det forundes dem at føle — den til deres Sønner. Og dog er jeg heldigere stillet end de fleste, fordi Du ikke har giftet Dig.
WALLIN Da er det ikke din Skyld!
GENERALINDEN Nej. Vel er Du min Stolthed og min Glæde herhjemme, Karl, men helt egenkærlig er jeg ikke. Jeg tror nemlig, at der, fuldt saa meget for Mænd som for Kvinder, kan være noget fortørrende ved at leve hele Livet som ugifte, og Du er jo nu snart paa den gale Side af de Fyrre. Du maa skynde Dig at fæste Bo, om det overhovedet skal ske.
WALLIN Dine Ord om den Sag preller altid lidt af paa mig. Det er vist, fordi jeg føler, at Hjertets Krav i dette det dybeste og vigtigste af alle menneskelige Forhold er noget underordnet for din Natur, der lægger saa megen Vægt paa Livets ydre Form.
GENERALINDEN Ganske vist jeg tror, at Formen hjælper ud over mange vanskelige Ting, fordi den tvinger En til at holde sig oprejst. Men Du maa ikke tro, at jeg underkender Samlivets Lykke; vi er kun uenige om, hvordan den bedst bliver til. Meningen er jo nutildags, at den ene bygges paa Forelskelse, men naar man, som jeg, er bleven gammel og har set Forelskelse komme og svinde som Sneen fra i Fjor, saa stiller man sig lidt tvivlende overfor saa forgængelige Følelser som Ballast for Livet. Efterhaanden lærer Verden En at stole mere paa fælles Interesser og fælles Sag.
WALLIN Du forveksler flygtig Forelskelse med den sjælelige Forstaaelse, der ikke forgaar.
GENERALINDEN Jeg plejer ikke at forveksle Livets Fænomener, men jeg synes blot ikke, det er klogt at regne med dem, der er saa saare sjældne.
WALLIN Lad os heller faa talt ud om det, Du vil. Jeg har nok bemærket, at Du har indbudt Frøken von Svitzer netop nu, mens jeg er herude.
GENERALINDEN Det er ikke svært at gennemskue. Ja, jeg tror, at en Forbindelse med Karoline von Svitzer socialt set vilde være heldig for Dig. Hun er af god Familie, Arving til et Gods, ikke pur ung — dertil elegant — dannet —
WALLIN Ja, uhyre dannet — og belæst og videnskabelig!
GENERALINDEN Naa ja, hun giver lidt vel meget den Aandrige, men lige meget, det var et Parti, der, sammen med dine egne Adkomster, kunde føre Dig til, hvad man i yore Kredse kalder alt.
WALLIN Undtagen Lykken. Nej, Moder, den Tanke maa Du lade fare.
GENERALINDEN Der er dog dem, for hvem Lykken bestaar i at sætte sig Maal og naa dem.
WALLIN Jeg er jo mere Videnskabsmand end Militær. Der ligger mit Maal.
GENERALINDEN Det er lidt brødløst.
WALLIN Naa, vi er jo formuende.
GENERALINDEN Ikke saa meget, som Du maaske tror. Paa det Omraade er jeg en klog Forvalter.
WALLIN (sætter sig hos hende). Paa alle Omraader er Du klog. Af Ingen har jeg i Livserfaring og fin Stolthed lært som af Dig.
GENERALINDEN (tager hans Haand). Kære Karl —
WALLIN Men hvert Menneske har jo noget i sig, der aldrig har været før og aldrig kommer igen, og derfor kan maaske ogsaa Du lære noget af mig — noget om den stille Lykke, der kommer indefra. Den har Du vist ikke kendt.
GENERALINDEN Kender Du den maaske?
WALLIN Ja. Jeg kender ialfald Vejen til den. Ser Du, Moder, naar Du ønsker, at jeg skal gifte mig, saa sker det maaske før, end Du tænker selv. Og dog, — Du maa vel have mærket, at jeg har Eline saare kær.
GENERALINDEN (eftertænksom). Ja naturligvis, men — ja — er det dit Alvor?
WALLIN Ja.
GENERALINDEN Hm! Der var en Tid, hvor jeg mente, at Husvarmen kunde vare farlig. Men jeg troede dog ikke –
WALLIN Du siger det saa underligt. Har Du noget imod hende?
GENERALINDEN Nej. Du ved godt, jeg holder meget af Eline. Hun har den Beherskelse i sit Væsen, som jeg med min Natur maa vare omgivet af.
WALLIN Kunde Du da ikke gøre hende helt til din Datter?
GENERALINDEN Du forstaar vel — jeg er hævet over den Tanke, at hun er forældreløs og som min Halvniece i en Slags Afhængighedsstilling her i mit Hus; men alligevel — dette er saa langt fra det, jeg havde drømt om for min eneste Søn. Jeg ønsker Dig en Stilling, der giver Magt.
WALLIN Magt er ikke en Vare, man kan købe.
GENERALINDEN Nej, den er en Bold, der kastes fra Haand til Haand og gribes af den Behændigste. Et saadant Giftermaal vilde ikke være behændigt.
WALLIN (lidt misfornøjet). Behændigt!
GENERALINDEN Men nok derom. Nu er det min Tur at sige: Den Tanke maa Du lade fare.
WALLIN (studser). Hvad mener Du med det?
GENERALINDEN Hvis Du tilbyder Eline din Haand, saa modtager hun den ikke.
WALLIN (rejser sig). Du siger det saa afgjort. Hvorfor?
GENERALINDEN (tier og trækker paa Skulderen).
WALLIN Du maa dog have en Grund?
GENERALINDEN Det har man i Regelen til det, man siger.
WALLIN Men naar jeg nu føler, at Eline har mig kær.
GENERALINDEN Har Du spurgt hende derom?
WALLIN Nej, men saa vil jeg gøre det endnu i Dag. Saa sikker er jeg paa hendes Hjerte, at jeg end ikke synes, noget Ord mellem os To gøres Behov.
GENERALINDEN (rejser sig). Godt, nu kender Du min Mening – jeg gav Dig blot et Vink.(Vil gaa, men standser og lytter.)Saa, hvad sagde jeg — (man hærer en Stemme fra Haven) Der er han alligevel — ja, Salvesen!
Kaptajn Salvesen kommer ind. Han er i Uniform med Ridestøvler.
KAPTAJN SALVESEN (beleven, elskværdig). Goddag, Deres Naade — min Kompliment! Tak for sidst — herlig Dag! De befinder Dem vel?
GENERALINDEN Ja Tak, kære Kaptajn! Der har ikke ret været Tid til at blive syg, siden vi saas.
SALVESEN Naa — nej —
GENERALINDEN Jeg haaber, De morer Dem godt hos vor Nabo, Baronen!
SALVESEN Ja Tak, det er et charmant Ophold – elskværdige Damer – alt, hvad man kan beære! Jeg har virkelig ikke kedet mig et Øjeblik, siden jeg besøgte Generalinden sidst.
GENERALINDEN Særdeles smigrende — for mig!
WALLIN Sid ned, gamle Ven!
SALVESEN Nej Tak, Du — jeg skal straks ride igen! Jeg gjorde blot denne lille Afstikker for at here, hvordan Du har det.
WALLIN Jeg?
SALVESEN Du havde jo Hovedpine i Forgaars.
WALLIN Naa —!
SALVESEN Hovedpine kan blive til alt, endogsaa til Bændelorm. Det har jeg idetmindste hørt.
WALLIN Ja, trofast, det er Du!
SALVESEN Ikke sandt! Mit Valgsprog er: Kammerat fremfor alt.
GENERALINDEN Naar vi kun har den Glæde at beholde Dem saa kort, vil jeg straks gaa og bede Frøken Malling sørge for en Forfriskning til Dem efter den varme Ridetur.
SALVESEN Tusind Tak, Deres Naade, nej, De maa virkelig ikke — endelig ikke — jeg rider straks jeg beder Dem bønligt—
Gaar hen og aabner Døren for hende og kommer saa tilbage.

1. AKT
5. SCENE
Wallin. Salvesen.
SALVESEN Du, Wallin, jeg synes, din Moder var lidt ømfindtlig i Dag. Det var maaske, fordi jeg ikke vil blive her?
WALLIN Nej, vist ej —
SALVESEN Ja, for jeg vil naturligvis nødig støde hende — charmant, fin gammel Dame — men enfin, jeg har lovet Baronen –
WALLIN Bryd Dig ikke om det! Tag Du blot afsted, som Du havde beregnet.
SALVESEN (tager ham om Skulderen). Du ved, jeg er ingen Steder heller end hos Dig. Jo, Wallin, Du er en brillant Fyr, kun en Smule for lærd – jo, ubetinget. Du kender min Mening — det er ikke ved den Art Dannelse, at en Officer skal hævde sin Stilling.
WALLIN Hvorved da?
SALVESEN Ved Personlighedens medfødte Overlegenhed — —
WALLIN Og –
SALVESEN (irriteret).
Ja, s’gu ikke ved Mathematik, det forbandede Juks, som er det ene saliggørende for jer, I Herrer i Generalstaben. Jeg spørger Dig — Matematik, er det Soldateraand, er det Tapperhed, er det Ridekunst og Konduite og Bravour og Ridderlighed og Galanteri og Disciplin? (I en anden Tone.) Du, Wallin, tror Du, at jeg avancerer?
WALLIN (lidt forbeholden).
Ja — ja forhaabentlig. Men apropos om Galanteri — glæd Dig, her er Damebesøg.
SALVESEN (stærkt interesseret).
Mener Du Frøken von Svitzer — er hun kommen?
WALLIN (smiler).
Hun er her. Men desværre skal Du jo straks afsted.
SALVESEN Ja — jo det vil sige, jeg kunde maaske nok Hive en Times Tid eller saa —
WALLIN Jeg indrømmer, det vilde være et udmærket Parti for Dig. Men tror Du, hun tager Dig?
SALVESEN Hvad der giver mig Haab, det er, at hun kun dømmer efter de indre Egenskaber.
WALLIN (smiler lidt).
Saa er jeg rolig.
SALVESEN Hun har faktisk sagt Nej til Baron Hjelm — tænk Dig det Parti —
WALLIN Hun syntes maaske ikke om ham?
SALVESEN Akkurat! Hun syntes ikke om ham — det var hele Grunden. Det tyder da paa, at hun har Karakter.
WALLIN Ædelt Udslag af de religiøse Principer! Du ved, hun er ikke alene kunstforstandig, men ogsaa pietistisk.
SALVESEN Selvfølgelig! Det er det eneste, der for Tiden er fashionabelt, højeste Mode, min Ven, Fritænkeri er yderst ordinært. Og Frøken von Svitzer er Verdensdame til Fingerspidserne. Hun er jo ligefrem —
WALLIN Toneangivende!
SALVESEN Det er Ordet! Og hendes Toilette — hvad! Og den Konversation, hun har! Den er —
WALLIN Overvældende.
SALVESEN (tankefuld).
Ja. Lidt.
WALLIN Sagen er — hun imponerer Dig, min Ven.
SALVESEN (lidt usikker).
Aldeles ikke! Det er blot hendes mange Kundskaber, der gør, at jeg i hendes Selskab savner lidt af min sædvanlige spøgefulde Lethed overfor Damer. Ser Du, man kan begynde med at rose en Kotelet, og saa ender man ufejlbarlig hos Goethe eller ham — hvad er det, han hedder — det minder om Spinat

WALLIN Spinoza!
SALVESEN (tankefuld).
Og saa er der jo det, at der ikke er noget rigtig aristokratisk ved mit Navn! Nej, ikke rigtig! Gud-bevares, meget godt Navn — det stammer fra, Norge, men husk paa — hendes Moder var Komtesse! Jeg har tænkt alvorligt paa at ansøge om at faa det forandret til Salvadin. Synes Du om Salvadin?
WALLIN Nydeligt.
SALVESEN Man kunde ogsaa eventuelt kombinere Navnene! — Hds. Naade Fru Hofjægermesterinde Karoline Amalie von Svitzer Salvesen — ja, for med et Gods som Ulriksholm, som hun jo faar, der kan man ligefrem ikke undgaa at blive Hofjægermester.
WALLIN Ikke!
SALVESEN Det lyder dog ganske chic — hvad! Det kommer jo i denne Verden kun an paa, hvad der gør sig!
WALLIN Ja, det andet taler vi ikke om — til Frøken von Svitzer.
SALVESEN Hvad for noget andet?
WALLIN Tror Du egentlig, at det fra hendes Standpunkt „gør sig”, at Du, fraregnet et Par uheldige Frierier, har været eengang gift, eengang forlovet —
SALVESEN Hvordan?
WALLIN Har Du, eller har Du ikke været forlovet med min Kusine Jonna Malling?
SALVESEN Snak dog ikke nu om den gamle Historie! Jeg begriber ikke selv, hvad der gik af mig det var jo et rædsomt Parti. Lille fattig Professordatter ikke engang nogen blændende Skønhed! Nu er hun nok Malerinde!
WALLIN (tager ham om Skulderen).
Man maa indrømme Dig, min gamle Yen, at Du er en Snob af det reneste Vand.
SALVESEN (kærlig).
Naa, lad nu were, Lille Wallin!
WALLIN Og en sand Plage for din ulykkelige Omgang.
SALVESEN Det mener Du jo ikke.
WALLIN Jo, Gu’ mener jeg det. Men paa Bunden er Du nu alligevel en brav Fyr.
SALVESEN Ubetinget! Du forstaar mig alligevel, Wallin.
Jonna Malling kommer ind fra Haven.

1. AKT
6. SCENE
Jonna. Wallin. Salvesen.
JONNA
MALLING
Goddag, Karl!
WALLIN (vender sig overrasket).
Hvad — Jonna Malling — Du her!
JONNA Ja, som Du ser — spillevende!
SALVESEN (for sig selv, misfornøjet).
Naa Tak!
WALLIN Hvor kommer Du fra?
JONNA Direkte fra Norge. I Grunden skulde jeg sporenstregs Syd paa, men jeg maa dog give mig Tid til at se lidt til min Søster Eline — og jer Andre, skønt det, sandt at sige, er mig lidt mindre magtpaaliggende med jer.
WALLIN Det forstaar sig.
JONNA Det er forresten rart at trykke din Haand, Karl. Jeg kan godt lide Dig.
WALLIN I lige Maade, Jonna!
Jonna vender sig til Salvesen, der siden hendes Komme har set lidt betuttet ud og mumlet: „Fordømt uheldigt — just i Dag —”
JONNA Goddag, Kaptajn!
WALLIN (smiler).
Ja, I kender jo hinanden!
JONNA Jo Tak, altfor godt. Det var derfor, vi slog op.
SALVESEN (ler tvungent).
JONNA Ja, le kun! Det var saamæend det glædeligste, vi kunde gøre.
SALVESEN Fornøjer mig særdeles, at De stadig er af den Mening.
JONNA De har været gift i Mellemtiden, ikke ?
SALVESEN Jo – en ganske kort Tid!
JONNA De siger det saa undskyldende. Er det af Hensyn til mig?
SALVESEN Jeg tænkte paa min Kone.
WALLIN (smiler).
Ak ja — den Arme!
JONNA Saa er vi altsaa ledige igen begge to.
SALVESEN (forbeholden),
Er De virkelig — ganske ledig?
JONNA Ja, ganske: Men bliv ikke bange, jeg logger ikke an paa Dem.
WALLIN Tanker Du aldrig paa at gifte Dig, Jonna?
JONNA Saa skulde jeg da blive styrtende forelsket. Jeg har levet saa længe af og for min personlige Frihed, at jeg nu vilde have svært ved at underordne mig. Og det forlanger jo Moralen og Mændene.
SALVESEN Ubetinget!
JONNA Men jeg vil dog sige Dem, lille Salvesen, at hvis De var bleven gift med mig, saa havde De faaet en Kone med “Hæderlig Omtale”.
WALLIN Og Medaljer maaske?
JONNA Dem har jeg til Gode.
WALLIN Ja, Du gør jo Lykke.
JONNA Jeg har mine Kammeraters Agtelse, tror jeg. Det er mig det vigtigste.
WALLIN Dine Portræter er gode.
JONNA (tager sig til Kinden).
Aa — jeg har for lidt Karmin her i mine Kinder. Derfor herser jeg med Hudfarven.
WALLIN Hvordan det?
JONNA Jo, vi Malere tror, at vort eget Ydre gaar igen paa vort lærred — naa, det forstaar I nu ikke. Hvor er mon Eline?
WALLIN Nu skal jeg lade hende kalde. (Ringer. En Tjener kommer.) Bed Frøken Eline komme herind.
Tjeneren bukker og gaar
JONNA (til Salvesen.)
Det fornøjer mig at se, at Kaptajnen har haft gode Dage, siden vi saas. De har lagt Dem ud.
SALVESEN (stikker Maven ind).
Det synes jeg dog ikke.
JONNA (ser ned ad ham).
Det klæder Dem — der er gode Forhold.
WALLIN (drejer ham).
Det er underligt nok, at Du ikke er bleven mere langstrakt, Salvesen. Jeg erindrer din Fader som en sand Kæmpe.
SALVESEN (buser ud).
Ja, men begge mine Mødre var smaa.
JONNA Hvadbehager?
SALVESEN (lidt forlegen).
Ja, De ved maaske; at min Fader havde to Koner.
WALLIN Vel at mærke — efter hinanden.
JONNA Og Salvesen har altsaa i en sjælden Grad draget Fordel of dem begge.
SALVESEN Ikke desto mindre var min anden Moder min sande Moder —
JONNA (tørt).
Hvad var da den første?
SALVESEN Ganske vist — fra Naturens Side, der — ja, men det Kødelige er jo dog ikke alt, og Livsbetingelserne — jeg mener Følelserne — de — de — hør, Wallin, min Hest — jeg tror, den længes efter mig — Du ved — Bella — Hoppen — den staar i Solen, Skindet! Heste er dog ogsaa Væsener jeg mener — Skal vi ikke gaa ned og faa den i Stalden.
WALLIN (ser paa Jonna).
Ja, men —
JONNA Gaa I blot! Jeg skal nok finde min Søster selv.
Herrerne gaa ud i Baggrunden, Salvesen talende om sin Hest. I det samme kommer Eline ind fra venstre og løber med aabne Arme hen mod Jonna, straks hun ser hende.