AABENT VISIR
SKUESPIL I 3 AKTER AF EMMA GAD.
PREMIERE PAA DET KGL. THEATER
15. APRIL 1886.
DET SCHUBOTHES FORLAG – KØBENHAVN 1898.
I centrum står Eline, en kvinde med en skjult fortid og et ansvar, der ikke kan deles. Hendes længsel efter kærlighed og tryghed støder sammen med kravene fra både samfundet og de mennesker, der omgiver hende. Da fortiden pludselig trænger sig på i nutiden, bliver det umuligt at fortsætte i stilhed. Alt må siges, alt må vælges.
Stykket undersøger, hvad det vil sige at tage ansvar – ikke blot i ord, men i handling. Det stiller spørgsmål ved, hvem der har ret til at definere moral, og om lykke altid kan forenes med anstændighed og orden. Samtidig tegnes et nuanceret billede af et samfund, hvor gode intentioner ikke altid fører til gode løsninger.
Det er et menneskeligt og tidløst drama om kærlighedens grænser, moderskabets styrke og det mod, der kræves for at stå ved sig selv, når ingen vej er uden tab.
Med “Aabent Visir” gør E.G. et betydeligt Skridt fremad;: hun er fra Lystspillet gaaet over til Slutspillet, har dristigt taget et virkeligt Samfundsemne op til Behandling og lodder i det hele dybere end nogensinde før.
–
Stykkets Hovedperson er en ung Pige, Eline Malling. Hun har i sin første Ungdom ladet sig bedaare af en gift Mand, konsul Stenberg, der lovede at lade sig skille fra sin Hustru for senere at ægte Eline. Forholdene gør det umuligt for ham at opfylde sit Løfte, og han rejser bort og lader hende sidde tilbage med Frugten af deres Forhold, en lille Pige.
–
Slutningen faldt lidt mat, men ellers interesserede Stykket stærkt helt igennem. Fru Gad træder meget djærvt i Skanken for den ugifte Kvindes Ret til at føle Moderlykken uden derfor at miste Verdens Agtelse, og hun viser i det hele et Frisind her, som aabenbart overraskede Publikum i høj Grad.
I forbindelse med Emma Gads forfatterjubilæum i 1911, omskrev hun stykket til sin jubilæumsforestilling, og kaldte den redigerede og forkortede version for Barnets Ret.
Generalinden repræsenterer tradition, autoritet og samfundets uskrevne love. Hun er opdraget til at tie, bære og bevare – og har gjort det hele sit liv.
Hendes kærlighed viser sig ikke i ord, men i handling og ansvar. Gennem stykket udfordres hendes verdensbillede, og langsomt bevæger hun sig fra afstand og dømmekraft mod en mere menneskelig forståelse. Hendes accept kommer sent, men når den kommer, står den fast.
Karl Wallin er en hæderlig og principfast mand med et stærkt behov for orden og klarhed. For ham er hjemmet og ægteskabet et fristed, hvor der ikke må herske tvivl eller konflikt.
Han elsker Eline oprigtigt, men hans kærlighed har grænser. Da livet kræver mere rummelighed, end han formår, vælger han det, han oplever som sandhed og integritet – også selv om det betyder tab. Hans tragedie er ikke mangel på følelse, men manglende evne til at leve med splittelse.
Eline er et menneske, der har levet i stilhed og selvfornægtelse. Hun bærer på en fortid, som har formet hende dybt, men ikke knækket hende. Hendes sind er præget af ansvar, skam og ømhed, og hun har lært at sætte andres behov før sine egne.
I stykket gennemgår Eline en stille, men afgørende forvandling: fra at søge lykken i tilpasning til at vælge sandheden – også når den koster alt. Hun er ikke en tragisk skikkelse, men en kvinde, der til sidst står rank i sit valg.
Jonna er Elines søster og stykkets frisindede kraft. Hun er kunstner, fritænkende og skarpt iagttagende. Med humor, ironi og mod siger hun det, andre ikke tør.
Bag den lette tone gemmer sig et dybt engagement i dem, hun elsker. Jonna tror på frihed, ærlighed og retten til at leve uden skam. Hun er stykkets moralske katalysator – den, der presser handlingen frem og tvinger sandhederne frem i lyset.
Stenberg er en mand, der vender tilbage fra fortiden. Intelligent, charmerende og selvbevidst. Han ser sig selv som rationel og retfærdig, men har levet sit liv med blikket vendt mod egne behov.
Hans møde med Eline og datteren Ida tvinger ham til at konfrontere konsekvenserne af sine valg. Han er ikke ond, men uforanderlig. For ham er kærlighed noget, man føler – ikke noget, man nødvendigvis tager ansvar for.
Ida er stykkets hjerte. Et følsomt og intelligent barn, der forstår mere, end de voksne tror. Hun lever i spændet mellem håb og utryghed og bærer på et stille ønske om at høre til.
Uden store ord afslører Ida de voksnes konflikter og sætter dem i relief. Hendes tilstedeværelse gør alle valg mere alvorlige – og mere menneskelige.
Salvesen er stykkets lette og ironiske indslag. Han er charmerende, selskabelig og glad for livet – og helst fri for ansvar.
Med sin ubesværede moral og sin evne til at tilpasse sig enhver situation fungerer han som et satirisk spejl af tidens mandlige idealer. Bag humoren gemmer sig dog også en vis ensomhed og usikkerhed.
Frøken von Svitzer lever i ideernes og princippernes verden. Hun er intellektuel, moralsk og optaget af livets store spørgsmål – ofte på bekostning af det nære og konkrete.
Hendes alvor og høje idealer gør hende både beundringsværdig og komisk. Hun repræsenterer en moral, der er tænkt mere end levet.
Fru Madsen er praktisk, jordnær og optaget af hverdagens gøremål. Hun repræsenterer det almindelige liv uden store principielle overvejelser – og står som kontrast til stykkets moralske konflikter.
De to frøkner Liljenfeldt er samfundets dømmende stemme. De vogter normerne, anstændigheden og det passende – og kommenterer verden med en blanding af forargelse og selvretfærdighed.
De fungerer som et kor af sladder og moralsk kontrol og minder publikum om, hvor stærkt fællesskabets blik kan være.