Aabent Visir 1898

PERSONERNE:

GENERALINDE WALLIN KAPTAJN KARL WALLIN, hendes søn
FRØKEN ELINE MALLING JONNA MALLING, hendes søster
KONSUL STENBERG IDA
KAPTAJN SALVESEN FRØKEN VON SVITZER
FRU MADSEN To FRØKNER LILJENFELDT
En Tjener

1. AKT
7.SCENE
Jonna. Eline. Tilsidst Wallin.
ELINE Aa, Jonna, saa kom Du endelig — endelig.
JONNA (trykker hende til sig).
Min egen Pige, det gør godt at se Dig igen.
ELINE Men hør, jeg maa straks sige Dig, at Kaptajn Salvesen er her. Det er Dig da ikke imod at træffe ham?
JONNA Ih nej! Det er da blot behageligt at blive mindet om en Dumhed, man har undgaaet at gøre.
ELINE Naa saadan!
JONNA Desuden er Salvesen et af Naturens Mesterværker! Kun to Tommer fra at være Idiot — saa stoppede Forsynet lige i Tide og gjorde ham til søgt Selskabsmand — og maaske ogsaa tapper Soldat.
ELINE (ser kærligt paa hende).
Du Spøgefugl
JONNA Naa, sæt Dig nu ned og lad mig faa lidt at vide om Dig og dit Liv. Hvordan har Du det saa?
ELINE Som jeg plejer, ikke godt.
JONNA Nej, jeg var ikke Den, der som Du kunde tilbringe Livet med at staa paa Pinde for den gamle tyranniske Generalinde fra Morgen til Aften.
ELINE Du ved, jeg havde forlængst brudt overtvært og var fulgt med Dig, hvis det havde været muligt. Men jeg kan jo ikke — for Idas Skyld.
JONNA Nej, det er jo Sagen. Ved Du hvad, hun er sød, din Lille Pige — jeg saa hende lige nu i Haven til min Forundring! Hvor kommer det, at hun er her?
ELINE (lyser op).
Synes Du om hende?
JONNA Hun har den yndigste Strube — aa, en Finhed!
ELINE Ja —
JONNA Jeg vil tegne hende og se at faa det underlig rørende i hendes Øjne, der ligesom beder om Skaansel.
ELINE Min stakkels Lille Pige!
JONNA Men hvordan kommer hun egentlig herud! Er det forsigtigt?
ELINE Nej. Hendes Plejemoder vilde tale med mig og har taget hende med — helt imod min Vilje.
JONNA Har Generalinden set hende?
ELINE Ja. Jeg tror, hun aner Sammenhængen, men hun nævner det ikke — heller ikke til Andre. Saa længe den ydre Form overholdes, er hun jo liberal nok.
JONNA Bor Idas Fader endnu i Havanna — hører Du aldrig fra ham?
ELINE Jo, han har undertiden skrevet og spurgt til Ida. Jeg har sendt ham hendes Fotografi.
JONNA Skriver han endnu?
ELINE I den seneste Tid ikke. Jeg har vel været for afvisende og uretfærdig til, at han i Længden kunde blive ved at skrive.
JONNA Uretfærdig ja, det tror jeg ogsaa. Dengang hadede jeg ham for din Skyld! Nu har jeg lært at se roligere paa Livet.
ELINE Men husk paa, at han var gift — var saa ikke hans Fejl dobbelt! Og jeg bødede for os begge.
JONNA Gift eller ugift – hedt Blod kan altid koge over. Du min Gud, hvor han elskede Dig — det var som en Orkan.
ELINE Tal ikke om den Tid. Det piner mig.
JONNA Heller ikke jeg har rigtig forvundet den. Din Graad og Angst gav et saadant Ryk i mine sølle seksten Aar, at jeg siden da har været paa min Post overfor Kærligheden. Jeg ser den paa mørk Baggrund! Derfor staar jeg maaske nu alene.
ELINE Du forsøgte dog —
JONNA Episoden Salvesen, mener Du — ja netop! Siden jeg havde mine Grunde til at ængstes for den store Eros, saa mente jeg at kunne nøjes med hans mindre betydelige, men mere populære yngre Broder, der hedder Flirt — ham fra Balsalene og Skøjtebanen, men som bekendt ]ykkedes det ikke. Naa, nok om de gamle Ting! Sig mig, den Person — eller Dame, som Ida fulgtes med, er det hendes Plejemoder?
ELINE Ja.
JONNA Kære Eline, kan det gaa an?
ELINE (undvigende).
Fru Madsen er i Grunden en god Kone.
JONNA Men udannet — eller endnu værre – halvdannet.
ELINE Husk, jeg har jo ikke meget at raade over.
JONNA Du kan foreløbig faa Penge hos mig. Jeg har lige solgt.
ELINE Tak, Kære — det er kønt af Dig, men —
JONNA Husk paa, Ida er i den Alder, hvor Karakteren former sig. Hun trænger just nu til at leve i fredet og velgørende Luft. Gør hun det?
ELINE (pinlig berørt).
Ikke helt maaske. Men jeg kan jo anbringe hende andetsteds, hvis Du synes.
JONNA Bliver det saa bedre — i det store Hele — nej! Man ser ved første Øjekast, at hun tegner til at faa en fin og indtagende Kvindelighed over sig. Forstaar en tilfældig Fru Madsen at fremelske den? Er det den Opdragelse, din Datter skal have, og den Udvikling, der skal stræbes imod! Skal hun undgælde for sine Forældres Ubesindighed!
ELINE Det gaar jo altid saadan.
JONNA (rejser sig rask).
Ja, det er en Tanke, der kan bringe mig i Harnisk. Hvad er det for urimelige og forskruede Forhold, vi lever i, at det nogensinde kan betragtes som en Forbrydelse for en Kvinde at bringe et Barn til Verden – en Udaad, der skal skjules som et Mord. Ja, her mellem os to kan jeg da nok sige, at det til syvende og sidst dog er det, vi er skabte til, vi Kvinder, Alle som En, i Tidernes Morgen, da man hverken kendte Raadstue eller Præst.
ELINE Sandt nok! Men saadan er det nedarvede Begreb om Synd gaaet os i Blodet, saa jeg syntes, før mit Barn blev født, at den usleste Tyvekvind var tusindfold mindre bøjet under Skam end jeg. Husker Du det, Jonna, er det muligt at være mere vildt fortvivlet, end jeg var — saa forpint, at jeg behøvede al din Trøst og Hjælp for ikke at gøre Ende paa mit Liv.
JONNA Om jeg husker! Aldrig har jeg set Nogen lide som Du med Legeme og Sjæl, og det alene for at have givet efter for den stærkeste af alle Naturens Love. Ja, Planter og Fiske og Krybdyr og Fugle, Alle har de medfødt Ret til at frembringe nyt Liv – kun Mennesker ikke. Ialfald regnes ugifte Kvinder da saa ikke for Mennesker.
ELINE Jeg forlanger selvfølgelig ikke, at Samfundet skal sætte Præmie paa uægte Børn, men der skulde dog værnes lidt mere om dem, ikke sandt! Hvorfor skal det være saadan, at de er Skumpelskud, der puttes til Side og fornægtes?
JONNA Ja, hvad tror Du, at de Mennesker, der lever om hundrede Aar, vilde sige, hvis de hørte, hvordan vi her taler. Ville de le eller græde over vort Standpunkt?
ELINE De vil sandsynligvis sige det samme som nu. Fordomme er sejglivede!
JONNA Nej, jeg tror paa Fremgangen — jo, jeg tror, at de Faa med det store Syn ikke forgæves kaster deres Sædekorn. Vi er dog komne bort fra Stejle og Hjul.
ELINE Ja, legemligt set.
JONNA Den Tid kan komme, hvor Kvinderne ikke mere vil være de første til at kaste Sten paa den Søster, der snublede og faldt, men hvor de vil slutte sig sammen for at beskytte baade hende og hendes Barn.
ELINE Hvad hjælper det mig nu! Hvad skal jeg gøre – jeg er jo magtesløs.
JONNA Hvad Du skal gøre! Bryd over vært, bekend, at Du har en Datter. Tag hende til Dig og ernær Dig selv og hende. Det maa Du kunne.
ELINE Hvor vil Du hen — nej nej. Tænk Tanken ud — Sæt dig ind i, hvor del er umuligt.
JONNA Umuligt — ja, fordi Du ikke har Mod.
ELINE Det er tilmed saa upraktisk — ogsaa for Barnets Skyld.
JONNA Er det da det, vi Mennesker skal stile mod — det Praktiske! Nej, jeg siger rent ud, lad det være galt at bringe et Barn til Verden udenfor de gængse Regler — lad gaa — det kan da aldrig være andet end rigtigt at vedkende sig det ærligt og gøre sin Pligt som Moder.
ELINE Husk dog paa, hvor forfærdende stærk Opinionen paa det Punkt er, og overalt er den ens. Hvor mange Kvinder Verden over er ikke lønligt stedte som jeg, og Ingen — nej, Ingen vover at gøre det, Du her forlanger af mig. Hvor skulde jeg da kunne det, jeg, der er ængstelig af Sind, og staar uden Beskyttelse og Hjælp.
JONNA Men et stakkels uægte Barn — det er ellers et henrivende Ord, hvad — et levende sundt Menneskebarn kalder de uægte — naa, lige meget — et saadant Barn staar jo uden Forsvar og Ret overfor den Verden det skal leve i — saadan er det jo! Naar saa ikke engang Moderen har Mod til at staa ved sit Barns Side, ja, Moderen, der har Ansvaret og Kærligheden, naar hun af lutter Frygtagtighed er ligesaa ubarmhjertig som Lovene og Menneskene og det allsammen, hvad saa — hvordan skal de Børn arte sig — og hvordan skal det hele nogensinde blive anderledes, end det er.
ELINE (usikker).
Du synes altsaa ikke, at jeg gør min Pligt.
JONNA Nej, ikke rigtigt, Eline! Tag Dig i Agt, at ikke Ida forplumres for dig.
ELINE Tror Du da, Jonna, at Du selv vilde have det Mod, Du forlanger af mig?
JONNA Ja, jeg tror det. Det Skjulte ligger ikke for mig, jeg er af dem, der maa gaa igennem Livet med aabent Visir. Naa, hvad ofrer man desuden — man bliver Paria i Selskabet! Pyt, hvad saa — det der angaar En selv er dog mere værd. (Ler lidt.) Ja Du, jeg gaar endogsaa saa vidt, at jeg synes, det i Grunden maatte veere herligt at have et Barn at holde of uden at være belemret med en Mand.
ELINE Du tager alting saa let og kækt, men jeg har resigneret.
JONNA Resignation er en Dyd, jeg hader. Saa heller Kamp.
ELINE Du er Idealist!
JONNA Maaske, men det beklager jeg ikke. Det er sagtens derfor, jeg har mange Venner.
ELINE Ogsaa jeg kan imellem blusse op, men Livet har kuet mig, Du, og saa kan der jo være andre Ting, som — (Standser.)
JONNA Som hvad?
ELINE Jeg mente ikke noget særligt.
JONNA Jo vist saa, der er noget, Du tier med.
ELINE (usikker).
Nej
JONNA Se paa mig jo, vist er der saa, min egen Ven! Du vil da ikke skjule noget for mig — fy! (Hurtigt.) Eline, Du er da vel aldrig bleven forelsket?
ELINE (undvigende).
Hvorfor tror Du det?
JONNA Hvorfor skulde jeg ikke tro det. Naar undtages den lille Hulhed i Kinden, ser Du jo ud endnu, som da Du var tyve Aar. Naa, frem med det, hvem er det?
ELINE Plag mig ikke.
JONNA For det er da vel ikke Karl Wallin?
ELINE (vender hurtigt Hovedet).
JONNA Det er altsaa ham. Men I har jo levet her Side om Side i flere Aar — hvorfor først nu?
ELINE Hvor ved jeg det! Langsomt og umærkeligt er Følelsen kommen over os! Det er jo altid det Ubevidste i Ens Tanker, der ender med at beherske En helt.
JONNA Du siger „os”? Er da ogsaa han –
ELINE Ja, jeg betyder det samme for ham. Deri tager jeg ikke fejl, saa sandt jeg er Kvinde.
JONNA Det gor mig ondt. Hvad skal det blive til?
ELINE Til Afkald og Sorg, som alting for mig.
JONNA Tro nu ikke det paa Forhaand. Har Du ikke talt med ham derom?
ELINE Nej, men det maa jo komme. Komme som noget pinefuldt for mig og uforstaaeligt for ham.
JONNA Men saa sig ham Sandheden, kære Eline! Du stoler jo dog paa, at han tænker fint.
ELINE Aldrig nej nej! Maaske jeg kunde taale, at mit Livs triste Hemmelighed blev raabt ud til al Verden, naar blot han alene kunde undtages.
JONNA Hvorfor han?
ELINE Fordi jeg for ham staar som den, han ikke sammenligner med Andre. Alene Taaken om, at han skulde vide det, martrer mig som Ild! Jonna, Du, der er min Søster, og Kvinde som jeg, Du maa kunne føle, at jeg maaske kan bære alt andet – kun ikke det — nej, ikke det.
JONNA Vel, Eline, vi er saa forskellige, vi To! Lev da dit Liv videre i Fortielse og Frygt.
ELINE (indtrængende).
Tal ikke koldt. Svigt mig ikke, Jonna, hvem har jeg saa!
JONNA Du ved godt, jeg svigter Dig aldrig! Jeg er jo lidt af en Trækfugl, men Du er mit faste Punkt i Livet, Ja, jeg holder mest af Dig, Eline.
ELINE Aa Tak, Jonna, Du kan tro, jeg trænger til Dig.
Wallin kommer ind fra Haven.
JONNA Naa, der er Karl. Tør jeg spørge, hvordan befandt saa Salvesens Hest sig?
WALLIN Jo Tak
JONNA Her, kunde vi ikke faa Hesten herop til Middag istedetfor Rytteren — den tier idetmindste stille. (Vender sig til Wallin, der ser paa Eline.) Det gør nok de Tilstedeværende ogsaa. (ser til dem begge.) Naa, jeg har ikke hilst paa Tante Josefa endnu. Jeg tror, jeg vil opsøge hende og som sædvanligt sætte hendes Sind lidt i Bevæegelse ved mine forbavsende uvedtægtsmæssige Principer og Ord.
WALLIN Ja, Du lader Dig vist ikke imponere af nogetsomhelst.
JONNA Jo, af stor Godhed og af stor Begavelse. Men iøvrigt ser jeg Livet kækt i Øjnene. (Tager Eline om Skulderen.) Gid Du ogsaa kunde det! Tro Du mig, Lille Søster, det kommer man bedst fra. (Hun kysser hende kærligt og gaar ud til venstre.)

1. AKT
8. SCENE
Wallin. Eline.
ELINE (sætter sig).
Jeg er saa glad, at Jonna er kommen. Naar jeg ser hende, faar jeg samme Følelse, som naar man uventet naar til Stranden. Man aander saa let og ser saa langt.
WALLIN Ja, hun er jo frisk og livfuld og dog med al sin Uoverlagthed helt ud Dame.
ELINE Det er dejligt, at hendes Billeder gør Lykke — ogsaa i Udlandet! Hun har udstillet i flere Byer, og Bladene — (hun standser, da hun mærker, at Wallin ser paa hende uden at høre efter.)
WALLIN Eline, hvornaar vil Du saa være min Hustru?
ELINE (farer sammen og svarer ikke).
WALLIN Jeg sagde før til Moder, at mellem os To behøvedes ingen Ord. Havde jeg ikke Ret? Er ikke vore Tanker og Ønsker langsomt smeltede sammen til en eneste Længsel — den at tilhøre hinanden helt — med Legeme og Sjæl?
ELINE (afværgende).
Jeg beder Dig, lad os ikke tale om det — ikke nu.
WALLIN Hvorfor ikke nu. Jeg ved jo, at Du elsker mig. Hvorfor saa bortgive en Dag mere end nødvendigt af vor Fremtid og vor Lykke. Vi maa leve dobbelt, naar vi begynder saa sent.
ELINE (ser frem for sig).
Jeg anede, at det kom nu.
WALLIN Jeg vil være helt ærlig imod Dig. Jeg har tøvet, fordi jeg har kæmpet lidt mod min Kærlighed. Noget er der i mig af min Slægts og min Stands Tragten mod det Ydre. Men det er helt forbi. Jeg ved nu, at Du er nødvendig for mit Livs Lykke.
ELINE Jeg takker Dig for dine kærlige Ord, men netop i dette Øjeblik kan jeg ikke saa godt — jeg maa gaa — Tante Josefa ønsker vist —
WALLIN (studser og standser hende).
Nej bliv hvor kan Du ville gaa — efter det, jeg her har sagt. Husk, hvad dette drejer sig om.
ELINE Saa lad det da blive sagt. (tager lidt efter Vejret.) For hver Dag, vi har færdedes sammen, Karl, er Du ligesom vokset i mine Øjne.
WALLIN Naa — vel — ?
ELINE Jeg ved, at jeg kunde se helt ind i dit Hjerte, og jeg vilde kun faa at se, hvad jeg helst vilde
WALLIN Jeg beder Dig — ikke de Omveje! Svar mig.
ELINE (med Anstrtengelse).
Som Slægtning og Ven er Du mig kær, men din Hustru kan jeg ikke blive.
WALLIN (gaar et Skridt tilbage).
Hvad er dog det, Du her siger?
ELINE (med lidt rystende Stemme).
Du har taget fejl af mine Tanker. Jeg elsker Dig ikke.
WALLIN Saa har jeg aldrig forstaaet Dig – kender Dig slet ikke.
ELINE Men sig mig da – svar ærligt — har jeg nogensinde sagt det? Har jeg med et Ord eller en Mine givet Dig Ret til at tro paa min Kærlighed?
WALLIN Med et Ord — nej, med en Mine — ja! Hvert et Blik, hver en Bevægelse har været som et varmt Pust af Kærlighed, der kom imod mig.
ELINE Det er din egen Følelse, der har skuffet Dig. Jeg kan kun sige, at det gør mig ondt.
WALLIN (griber om hendes Arm).
Eline — saa elsker Du en Anden!
ELINE En Anden — hvad mener Du?
WALLIN Hvor kommer den ellers fra, den Glans i Smil og Blik, som kun Kærlighed kan give en Kvinde. I det kan Ingen bedrage heller ikke Du. Ogsaa nu — Blikket er varmt og Ordene kolde.
ELINE (smerteligt bevæget).
En Anden — ja, Du har Ret. Der er en Anden, som ejer mig helt og raader over mig og min Skæbne. Men Ingen faar at vide, hvem det er. For lykkelig, det er min Kærlighed ikke.
WALLIN Saa har Du altsaa løjet for mig hver Dag — hvert Minut bestandig! Se lige paa mig — er det sandt — elsker Du mig ikke er det hel og fuld Sandhed, det Du her siger mig?
ELINE (tonløst).
Ja!
WALLIN Er det da umuligt at komme helt tilbunds i Mennesker! Jeg fatter ikke — hvad var dit Maal?
ELINE (tier og ser bort).
WALLIN Er Du en almindelig Kokette, eller har Du ikke forstaaet, at dette var min bedste og dybeste Følelse! Eline, har Du ikke vidst, hvor jeg holdt af Dig?
ELINE (sagte).
Jo, det vidste jeg.
WALLIN Hvor kunde Du da handle saadan mod mig? Var min Kærlighed ikke mere værd! Ved Du ikke, at noget kan briste i et Menneske, som aldrig kan heles, og Du har her — (Standser for at fatte sig.) Gid Livet aldrig maa gøre Dig Gengæld, Eline, saa Du kommer til at forstaa, hvad jeg i dette Øjeblik føler. Saa dybt og bittert har aldrig noget Menneske skuffet mig — jeg glemmer aldrig, hvad der er sket i Dag — levvel!
Han gaar hurtigt ud til højre, mens Eline staar ubevægelig og ser efter ham. Kaptajn Salvesen kommer ind fra Haven.

1. AKT
9. SCENE
Eline. Salvesen. Senere Generalinden. Frøken von Svitzer. Jonna.
SALVESEN (nærmer sig og hilser.)
Ah, Frøken Eline. — tror ikke, jeg har haft den Ære i Dag — særdeles kært — herligt Sommervejr lidt varmt — (Ser lidt forundret paa hende.) Maaske jeg tør spurge, om Generalinden er til Stede — eller Frøken von Svitzer
ELINE (adspredt).
Jeg ved ikke – jeg skal se –
Generalinden, Frøken von Svitzer og Jonna komme ind fra venstre. Salvesen gaar dem i Møde og hilser galant kurtiserende paa Frøken von Svitzer. Jonna ser sig om efter Wallin og gaar saa hen til Eline.
JONNA Eline, er saa Kalken tømt?
ELINE Ja, mellem ham og mig er det forbi. Og al Livets bitreste Sandhed har været mindre svær at bære end denne eneste Løgn.
JONNA (kærligt).
Min egen Søster — tab ikke Modet. Naar man søger paa rette Maade, kan man altid finde lidt af Livets Lykke. Jeg skal hjælpe Dig dermed.
(Hun kysser hende paa Kinden.)
TÆPPE