Aabent Visir 1898

PERSONERNE:

GENERALINDE WALLIN KAPTAJN KARL WALLIN, hendes søn
FRØKEN ELINE MALLING JONNA MALLING, hendes søster
KONSUL STENBERG IDA
KAPTAJN SALVESEN FRØKEN VON SVITZER
FRU MADSEN To FRØKNER LILJENFELDT
En Tjener

2. AKT I Haven. I Forgrunden Bænke og Havestole omkring et Bord under et Træ. I Baggrunden Blomster og Bede. Til venstre tænkes Huset. Generalinden, Jonna, Kaptajn Salvesen og Frøken von Svitzer sidde ved Bordet i Færd med at drikke The. Det er senere paa Dagen.
1. SCENE Generalinden. Jonna. Salvesen. Frøken von Svitzer.
FRK. VON SVITZER Men De maa dog indrømme, kære Generalinde, at den intellektuelle Verden er en Skat af Erkendelser, af ethiske Ideer, af kunstneriske Idealer og af praktiske Institutioner, som Menneskeaanden i Aarhundredernes Løb har erhvervet sig, og som den ikke alene behersker, men ogsaa —
JONNA Undskyld, at jeg kommer med noget saa lavt, Frøken von Svitzer, men vil De ikke have et Stykke Sandkage endnu?
FRK. VON SVITZER Nej, jeg takker! Altsaa — den menneskelige Bevidsthed, kære Generalinde —
JONNA Ja, nok maa De tørre Panden, Kaptajn. Salvesen. Det er sandelig for varmt at drøfte Livsfilosofi i Dag.
SALVESEN Ubetinget. (Ser til Frøken von Svitzer.) Det vil sige, det er jo yderst interessant —
JONNA Men sveddryppende!
GENERALINDEN (bebrejdende).
Kære Jonna! (Til Salvesen.) De sidder vist ikke rigtig mageligt paa den Stol, kære Kaptajn!
SALVESEN Tusind Tak, Deres Naade, jeg sidder lige paa Springet.
JONNA Vil De virkelig tage bort nu — lige i den værste Solhede?
SALVESEN Ja desværre jeg maa afsted, saa ondt det end gør mig at forlade netop dette Selskab!
(Forsøger et Blik til Frøken von Svitzer, som hun ikke ænser.)
GENERALINDEN Naar det altsaa ikke kan være andet, vil jeg bede Dem hilse Baronen og sige ham, at jeg i Morgen skal sende ham nogle Jordbær af den nye Art, han vil forsøge. Han er nemlig ogsaa Haveven.
SALVESEN Men Gud, maa jeg da ikke tage dem med! Det vil være mig uhyre kært – ogsaa til Hest —
GENERALINDEN Naa, siden De er saa elskværdig at tilbyde det, skal jeg lade Bærrene plukke. Eline — hvor er dog Eline i Dag?
JONNA Hun er ikke rigtig rask. Kan jeg ikke besørge det?
GENERALINDEN Du ved jo ikke Besked. Jeg maa selv med.
(Hun tager hendes Arm og gaar ud med hende til højre.)

2. AKT
2. SCENE
Salvesen. Frøken von Svitzer. Tilsidst Jonna.
FRK. VON SVITZER Det er virkelig særdeles varmt i Dag. I saa høj Temperatur synes jeg altid, at min Intelligens forringes.
SALVESEN Det gør ikke noget.
FRK. VON SVITZER Hvadbehager?
SALVESEN Jeg mener — for min Skyld! (Forsøger at gøre lidt Kur.) De er jo saa overordentlig begavet, Frøken von Svitzer – jo, De er — saa at — ja, selv om Deres andre udmærkede Egenskaber træder lidt i Forgrunden, saa er det kun en Vinding — for mig.
FRK. VON SVITZER (konverserer videre).
Man vil jo ogsaa se, at Varme er lammende for Handlekraften. Man ser stadig Civilisationen stige mod Nord gennem Seklerne.
SALVESEN Seklerne – ja – naa —
FRK. VON SVITZER Kulturens Vugge stod i Indien — derfra gik den til Ægypten —
SALVESEN Vuggen —?
FRK. VON SVITZER Tænk saa paa Grækenland og Rom — senere Pave-hofferne og Spanien! Og nu florerer den i Nordevropa!
SALVESEN (forsøger lidt Spøg).
Altsaa ender den i Grønland med Skindbukser paa.
FRK. VON SVITZER Kære Kaptajn, De burde have mere Interesse for at uddybe et Æmne.
SALVESEN (tager Mod til sig).
Sagen er, at der er et Amne, som opfylder mig saa ganske, at det saa at sige sluger alt andet. Frøken von Svitzer, det er Dem, jeg bestandig tanker paa. Maaske har De Beundrere, som er højere paa Straa end jeg, men fra Hjertets Side, der — hm — ja, det Sjælelige har jo dog ogsaa sin Betydning.
FRK. VON SVITZER (uberørt).
Naturligvis! Har De læst en interessant Bog, der hedder: „Om størst Udbytte af Sjælsevner”.
SALVESEN (haabløs).
Hvadbehager — nej, jeg tilstaar, at jeg endnu ikke —
FRK. VON SVITZER Jeg skal sende Dem den, og det vil interessere Dem at se paavist, at det kun er de uvilkaarlige og ubevidste Tanker, som giver Værkst i Sjælen.
SALVESEN Tusind Tak — overordentlig elskværdigt —
FRK. VON SVITZER Der kommer jo Frøken Malling tilbage.
Jonna kommer fra højre med en lille tildækket Kurv.
JONNA Her er Jordbærrene, Kaptajn! (Vender sig.) Jeg skulde spørge fra Generalinden, Frøken von Svitzer, om De ikke vil glæde hende med at se hendes kommende Vinhøst i Drivhuset.
FRK. VON SVITZER (rejser sig).
Meget gærne.
SALVESEN Maa jeg ikke have den Ære at ledsage —
FRK. VON SVITZER (afværgende).
Tak, jeg tør ikke opholde Kaptajnen. (Rækker ham Haanden.) Maa jeg takke Dem for Deres elskverdige Underholdning og ønske Dem en behagelig Tur.
Hun gaar ud til højre. Salvesen ledsager hende nogle Skridt og hilser. Under det Følgende ser man Ida komme og plukke Blomster i Baggrunden. Hun har en stor Buket i Haanden.

2. AKT
3. SCENE
Salvesen. Jonna. Senere Ida.
JONNA Hun vilde ikke have Dem med, det er soleklart, og mig undgaar De, som om jeg var spedalsk.
SALVESEN Paa ingen Maade hvor kan De tro —
JONNA Naa, jeg synes heller ikke, at der nu længer er Grund for os To til at gaa udenom hinanden. Sæt Dem saa ned og fortæl mig hvorfor friede De egentlig til mig dengang?
SALVESEN Jeg var virkelig meget indtaget i Dem. Mit Hjerte har altid været saarbart, og man var jo yngre.
JONNA Og mindre fornuftig. Ved De hvad, jeg duede heller ikke for Dem. Jeg havde for megen Forstand og for lidt Penge.

SALVESEN Desværre, man maa jo indrømme, at i dette elendige Liv er Penge en Hovedting.
JONNA For Folk uden Hoved — ja! Naa, nu er der jo bedre Udsigter for Dem. Jo jo, jeg har ogsaa Øjne.
SALVESEN De har mærket i Dag, at — (mere fortrolig) Sig mig, ved Frøken von Svitzer, at jeg har været forlovet med Dem?
JONNA Det har jeg ikke undersøgt.
SALVESEN Kan De saa ikke sondere Terrænet, hvad, kære Frøken Jonna – Malling — for gammelt Venskabs Skyld; hvis hun ikke véd det, saa ikke et Ord — vel, men i modsat Fald, vil De saa ikke nok oplyse hende om, at det var Dem, der slog op – for det var det.
JONNA Ja, det ved Gud det var.
SALVESEN Uridderlig, det vil jeg nødig synes.
JONNA Naturligvis.
SALVESEN (forlegen).
Hvis det altsaa kommer paa Tale mellem Damerne, saa – saa stoler jeg paa, at — at Deres Finfølelse og — naa ja — at Deres Omtale af min Karakter kommer til at lyde nogenlunde fordelagtig.
JONNA De mener — grundet paa paalideligt Kendskab.
SALVESEN De ved idetmindste, at jeg har nogle af de Egenskaber, der kræves i daglig Omgang — Hensynsfuldhed – Paalidelighed — et jævnt Humør — ikkesandt
JONNA Kort sagt — De vil omtales som et Pragteksemplar. Meget vel. Men vil hun saa ikke sige: Hvorfor i Himlens Rige slog De op?
SALVESEN (ler lidt).
De maa gærne antyde, at De fortryder det.
JONNA Mange Tak.
SALVESEN (atter alvorlig).
En Ting tør jeg idetmindste sige – jeg er trofast af Sind — jeg mener — som Familiemenneske og Ægtemand. Naar jeg nu tænker paa, at jeg bestandig var tro imod min Hustru – ja — under hele hendes Sygdom — enfin —
JONNA (ler).
Tør jeg spørge, skal jeg ogsaa sige det?
SALVESEN Som De vil. Det er et Faktum.
JONNA (med Alvor).
Saa!
SALVESEN Og ved De hvad, det er sjældent at kunne sige om en Mand i vore Tider. Hvor faar hun bedre Borgen for, at hun i mig fik en honnet og pligttro Ægtefælle.
JONNA (smiler).
Sig mig, smigrer De Dem med, at De kender Kvinderne, min Brave!
SALVESEN Ubetinget! (Dybsindigt.) Kvinderne er vor Kval og vor Fryd.
JONNA Det har jeg hørt før, maaske af Dem! Ja ja, der er noget oplivende for mig i den Tanke at skaffe Dem en anden Kone istedetfor mig selv. De kan gøre Regning paa mig.
SALVESEN (trykker hendes Haand).
Tak.
JONNA Skaf mig blot fat i hende. (Vender sig og kalder.) Ida, kom her.
IDA (kommer nærmere).
Ja!
JONNA (tager Kurven med Jordbær).
Se, hvad Du skal have. (Putter Bærrene skiftevis i sin egen og hendes Mund.)
IDA (spiser).
Aa, hvor de er dejlige – se, det vældige der!
JONNA Og det der — og der — og der —
IDA (med Munden fuld)
Maa jeg faa et ad Gangen. Aa, saa store Jordbær har jeg aldrig faaet.
SALVESEN Hvad er det for en ung Frøken?
JONNA Det er en lille Pige, der har faaet Lov at være i Haven.
SALVESEN Hun ser ogsaa lidt blegnæbbet ud. (Vil give hende et rengestykke.) Se, har Du Lyst til en blank Skilling, mit Barn?
IDA (flov).
Nej, mange Tak.
SALVESEN Naa Gudbevares – undskyld.
JONNA Det var rigtigt, Ida.
IDA Se, jeg plukker en Buket til at tage hjem med. Jeg har faaet Lov af Gartneren. Er de Liljer nu ikke yndige, og saa lugter de!
JONNA Holder Du meget af Blomster?
IDA Ja, det gør jeg rigtignok. Især hvide Blomster. De lyser saadan i Stuen.
JONNA (ser i Kurven).
Spis nu Resten paa Vejen, mens Du ser at finde den fine, pyntede Dame, Du saa før — Frøken von Svitzer — hedder hun —
IDA Ja!
JONNA Sig til hende, at Kaptajn Salvesen har været saa uheldig at spise Jordærrene og bed hende komme med nogle andre.
IDA (ler lidt og ser paa Salvesen).
Ja. Det skal jeg sige!
SALVESEN Hvad for noget — jeg maa bede —
IDA Maa jeg blot lægge mine Blomster her saa længe.
(Hun løber ud til højre med Kurven.)
JONNA Naa, Kaptajn, gaa saa Deres Vej og kom igen om lidt.
SALVESEN Har De noget imod, at – at jeg opholder mig lidt her i Nærheden ja, for ikke senere at blive dekontenanceret –
JONNA Værsaagod! For mig maa De gærne lure.
SALVESEN Lure — hvorledes – jeg har da Lov at gaa Haven!
JONNA Jeg siger jo: Værsaagod!
SALVESEN Tak, kære Jonna, hvor De er sød!
JONNA De farer vild i det. Det er ikke mig, De gør Kur til.
SALVESEN Jeg havde ved Gud nær sagt – desværre!
(Hilser og gaar ud til venstre. Jonna gaar nogle Skridt og ler ved sig selv )
JONNA (standser).
Der kommer hun med Kurven til ham!
Frøken von Svitzer kommer ind fra højre.