Aabent Visir 1898

PERSONERNE:

GENERALINDE WALLIN KAPTAJN KARL WALLIN, hendes søn
FRØKEN ELINE MALLING JONNA MALLING, hendes søster
KONSUL STENBERG IDA
KAPTAJN SALVESEN FRØKEN VON SVITZER
FRU MADSEN To FRØKNER LILJENFELDT
En Tjener

2. AKT
4. SCENE
Jonna. Frøken von Svitzer. Senere Salvesen.
FRK. VON SVITZER Her er Jordbærrene — atter! Men Kaptajnen?
JONNA Han gik for at søge Dem.
FRK. VON SVITZER (sætter sig).
Aa, jeg savner ham ikke.
Salvesen vandrer under det følgende forsigtigt forbi i Baggrunden og bliver staaende ved en Busk.
FRK. VON SVITZER Det har ret glædet mig at træffe Dem, Frøken Malling. De ved, jeg interesserer mig levende for Kunst, især den gamle — italienske. Sig mig, foretrækker De ikke den florentinske Skole?
JONNA Jo, den var jo nok – ja, undskyld, hvis jeg er lidt adspredt. Jeg har i Dag haft et uventet Møde, som ja, De ved maaske, at jeg har været forlovet med Kaptajn Salvesen.
FRK. VON SVITZER Nej, det vidste jeg ikke.
JONNA Synes De om ham?
FRK. VON SVITZER Jeg ved, at han har varet højst hæderlig som Søn og som Familiemenneske og Ægtemand. Altsammen fortræffeligt, men ikke særlig interessant.
JONNA Naa saadan — jo pyt!
FRK. VON SVITZER Hvadbehager?
JONNA Han ser jo godt ud – som man tænker sig en af Wallensteins robuste Soldater.
FRK. VON SVITZER Aa ja – jo!
JONNA Der er noget underligt ved pludselig at se sin Fortid i Øjnene, og Salvesen — (ler lidt) bestandig den Samme! Pas paa, Frøken von Svitzer – nu lægger han an paa Dem!
FRK. VON SVITZER (ser fornærmet ud.)
Altsaa — den florentinske Skole —
JONNA Jeg saa det Blik, han sendte efter Dem før. Attraaens vildeste Flamme, Kære – jeg kender ham.
FRK. VON SVITZER Bedste Frøken Malling, hvor kan man forudsætte —
JONNA Er De saa naiv, at ikke Salvesens Tendenser — naa, for mig gærne! Altsaa — den florentinske Skole
FRK. VON SVITZER (interesseret).
De konsternerer mig komplet! De kom altsaa under Vejr med, at han —
JONNA Jeg siger blot — „jeg” kunde ikke holde det ud! Jeg indrømmer, det er taabeligt overfor Mandfolk at stille strenge Fordringer til Principer, men alligevel — Salvesens moralske Leveregler — naa! (fortrolig) Stol ikke paa hans godladne Mine — jeg vil sige Dem, han er rædsom !
FRK. VON SVITZER Men hans Kone – hun elskede ham jo!
JONNA Har Deres Verdenskundskab ikke lært Dem, at Ingen bliver elsket som de utro Mænd, og da de bliver elskede baade af Konerne og af — de Andre, saa har de alle Fordele.
FRK. VON SVITZER Fy, det er jo afskyeligt! (stærkt interesseret) Men fortæl mig —
JONNA Nu har jeg advaret Dem i Tide!
FRK. VON SVITZER Men hvordan opdagede De det? Jeg forstaar ikke —
JONNA Aa Gud det, man kan opleve —! Først saa —
De fortsætter hviskende, Frøken von Svitzer med smaa Udbrud. Salvesen kommer under dette helt hen til dem, medens han kaster et vredt Blik til Jonna.
SALVESEN (med Værdighed).
Mine Damer, tillader De, at jeg tager Afsked?
JONNA (vender sig).
Jeg er saa naadig at tillade det. Jeg ved ikke, hvad Frøkenen siger.
FRK. VON SVITZER (elskværdig).
Er det ikke i Øjeblikket lidt vel varmt at ride? De burde vist vente, til det bliver køligere, kære Kaptajn.
SALVESEN (glad overrasket).
Med største Fornøjelse — overordentlig elskværdigt —
JONNA Saa vii jeg overlade til Dem, Frøken von Svitzer, at gøre Kaptajnen Ventetiden behagelig, imens jeg søger min Tante. Jeg beder Dem blot passe paa, at han denne Gang respekterer Baronens Jordbær, da vi jo Alle kender den meget gamle, men derfor lige sande Lære om, at det er den forbudne Frugt, der smager sødest — og lokker mest.
Hun gaar ud til højre med et skælmsk lille Nik til Salvesen.
SALVESEN (for sig selv, idet han vender sig).
Nu har jeg aldrig — naa, enfin —

2. AKT
5. SCENE
Frøken von Svitzer. Salvesen. Senere Eline.
FRK. VON SVITZER (forekommende).
Sæt Dem der, Kaptajn, og lad os passiare lidt sammen.
SALVESEN (sætter sig ved Bordet og betragter hende ufravendt.)
FRK. VON SVITZER Hvad Frøken Malling sagde om den forbudne Frugt, kan jeg ikke ganske bifalde. Vi er jo Alle fra vor Fødsel blevne opdragne i en høj og skøn Morallære, hvis Betydning netopi er at kunne afveje Berettigelsen af Idealisme og Sensualisme mod hinanden, saa at —
SALVESEN (flytter nærmere.)
FRK. VON SVITZER (ser lidt urolig til ham).
Saa at vi altid formaar at finde Ligevægten i vor Samvittighed. Og Livsindholdet, kære Kaptajn, det maa dog hvile paa et mere alvorligt Grundlag, end — end en stadig Higen efter — efter flygtige erotiske Stemnnger —
Salvesen er efterhaanden rykket tæt hen til hende, da Eline kommer ind fra venstre. Han fjerner sig igen med ærgerlig Mine.
ELINE Undskyld, ved De ikke, hvor Generalinden er?
FRK. VON SVITZER Hun er etsteds i Haven.
SALVESEN (rejser sig).
Jeg skal med Glæde opsøge hende.
ELINE Tak, det er for meget.
SALVESEN Aldeles ikke — med storste Fornøjelse — især, hvis Frøkenen er saa elskærdig at gøre mig Selskab! Frøken — min Arm!
Han gaar samtalende ud med hende til højre, idet Ida kommer frem lidt længere tilbage. Eline sætter sig paa en Bænk uden at se hende.

2.AKT
6. SCENE
Eline. Ida.
IDA (nærmer sig forsigtigt).
Eline, maa jeg komme?
ELINE Ida — er det Dig! (ser, om de er alene) Ja, kom lidt hen til mig.
IDA Du maa ikke længer være vred paa mig, Eline! Jeg vil saa forfærdelig nødig tage hjem, før jeg er sikker paa, at Du ikke mere er vred.
ELINE Kan jeg da stole paa, at Du aldrig vii gøre saadant noget mere, Ida?
IDA Aa ja! Det har pint mig saa slemt, at jeg altid tænkte paa det saadan lidt. Og nu, Du ved det, saa er det ligesom jeg er bleven af med noget der trykkede mig. (indtrængende.) Lad mig se i dine Øjne, at Du ikke mere er vred.
ELINE Nej, men jeg er endnu lidt bedrøvet. Jeg skal sige Dig, det vil være en saa uendelig Sorg for mig, hvis Du ikke bliver en god sød Pige.
IDA Det skal jeg nok, jo, jeg skal — jeg skal! Men det er jo ikke altid saa let akkurat at vide, hvad der er rigtigt, og hvad der er galt, for vil man nu se — Du og Fru Madsen, I synes jo dog ikke, at de samme Ting er rigtige. Hvem af jer har saa Ret?
ELINE Mærker Du tidt saadant noget hos Fru Madsen, som de Smaating, Du i Dag talte om?
IDA Ja, det Du kalder sanddru og ærlig, det er hun jo ikke helt, nej, ikke rigtigt, men man maa jo ogsaa huske paa, hvor det maa være svært for hende at slaa sig igennem.
ELINE Men hun er jo dog god imod Dig, Ida, ikkesandt?
IDA Ja – det tror jeg nok, at hun er.
ELINE Hvorfor siger Du, at Du tror det? Er Du ikke sikker paa det?

IDA Jeg kan ikke saadan forklare, hvad jeg mener. Ja, Du maa ikke tro, at hun ikke sørger pant for mig — det gør hun. For Eksempel, hun laver altid sød Suppe til mig, naar de Andre faar gule Ærter til Middag, fordi hun ved, at jeg ikke kan lide dem. Ja, det er da virkelig bettænksomt og pænt af hende.
ELINE Vist saa!
IDA Og hun passer ogsaa mit Tøj. Hun satte forleden nye Ærmer i denne Kjole — synes Du ikke, at de er ganske fikse? De sidder næsten ligesaa godt som Franciska Borchs, og hun faar syet hos en fin Skæderinde.
ELINE Men Du synes alligevel, at der mangler Dig noget hos Fru Madsen?
IDA Nej — det vil sige, hun taler ikke saadan til mig og ser ikke saadan paa mig, at det paa en Maade kunde være mig det samme, om jeg saa sultede og frø, naar blot jeg var hos hende. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det.
ELINE Jeg forstaar Dig nok.
IDA Gid jeg boede hos Dig, Eline.
ELINE (klapper hende paa Kinden og ser bort).
IDA Og naar jeg spørger hende om noget — for der er jo dog saa meget, man gerne vil have at vide — saa faar jeg jo nok en Slags Besked, men ikke, saadan, at det bliver bedre og rarere at tænke paa bag efter, saadan som naar Du taler med mig. Gid jeg kunde blive her lidt.
ELINE Det kan Du ikke.
IDA Hos Gartneren — et Par Dage blot – maa jeg ikke?
ELINE Nej, Ida.
IDA Der er slet ikke rart inde i Byen i Ferien, og saa er jo mit Værelse saa trist med den graa Mur at se paa. (Ser op i Luften.)
ELINE Men Du er vel ikke meget i dit Værelse?
IDA Jo, jeg er tidt alene, og saa tænker jeg paa saa mange, mange Ting. Fru Madsen har jo tidt Ærinder i Byen, og meget andet, og jeg kan ikke lide den nye Pige — hende — Petrine. Hun ler saa Ækelt højt.
ELINE Hos hende skal Du ikke være. Alt det, Du tænker paa skal Du heller tale med mig om, naar jeg kommer.
IDA Ja, men Du kommer saa sjældent, og det, der falder En ind, kan man jo ikke samle sammen og gemme. Man skulde altid have Nogen at tale med, ja, Den, som var den Bedste for En — ikke?
ELINE Jo, maaske!
IDA Det, jeg tænker allermest paa, det er, hvorfor jeg ikke har det som de Andre i Skolen. De har allesammen Forældre og Søskende, som de er hos og taler om. Sommetider spørger de ogsaa mig om min Moder. Hvad skal jeg saa sige?
ELINE (usikket).
At hun bor et andet Sted.
IDA For jeg ved det jo ikke rigtig selv, og det hjælper ikke, jeg spørger. Nu spørger jeg ikke mere.
ELINE Jeg kender din Moder, Ida, og jeg ved, at hun tanker paa Dig, ligesom Du paa hende.
IDA Gør hun? Det er saa underligt.
ELINE Jeg ved, hun kunde ikke tænke sig en større Lykke end at leve Livet med Dig — og for Dig.
IDA Hvorfor kommer hun saa ikke?
ELINE Hun kan ikke, Ida.
IDA Tror Du aldrig, hun kommer til mig?
ELINE (sagte).
Jeg ved det ikke.
IDA (lidt tøvende).
Eline, maa jeg have Lov at sige noget?
ELINE Alt, hvad Du vil.
IDA Men lov mig, at Du ikke vil blive vred. Jeg skal hviske det ganske ganske sagte.
ELINE Hvad er det, Ida?
IDA (tæt ved hendes Øren).
Eline, er Du ikke min Moder?
ELINE (stirrer et Øjeblik forfærdet paa hende og slaar saa Armene om hende med en Hulken). Ida!
IDA Nej, nej, Du maa ikke græde.
ELINE Er det nu endelig kommet!
IDA Du kan stole paa, jeg skal aldrig sige det til noget eneste Menneske, men Du kan tænke — det er saa dejligt for mig blot at vide det.
ELINE (ser bevæget paa hende).
Min kæreste søde lille Pige — aa, vidste Du, hvor jeg elsker Dig.
IDA Og jeg da! Jeg synes, Ingen i Verden er som Du — saa god og saa smuk og saa fin. Jeg tror næsten, jeg kan huske hvert eneste Ord, Du har talt med mig.
ELINE Sig mig, hvordan har Du faaet den Tanke, at jeg er din Moder?
IDA Jeg ved ikke selv, den er kommen lidt efter lidt, fordi Du var Den, der tog Dig af mig, og var anderledes imod mig end alle Andre. Og saa den brune Plet, som Du har der paa din Haand, den har jeg jo præcis ligedan paa Benet.
ELINE Ja.
IDA Jeg har saa længe gaaet og tænkt paa, at jeg vilde tage Mod til mig og sige det til Dig.
ELINE Nu, hvor det er sagt, tror jeg selv, det er det bedste.
IDA Vil Du nu komme tiere og se til mig?
ELINE Saa tidt, det er mig muligt.
IDA Jeg kan godt forstaa, at det maa være en Hemmelighed mellem os To.
ELINE Hvorfor forstaar Du det?
IDA Jo, for hvis det ikke var nødvendigt, saa lod Du mig ikke være borte fra Dig, vel?
ELINE Nej, det er sandt, det gjorde jeg ikke.
IDA Saa maa der altsaa være Nogen — ja, der maa være Mennesker, som holder os borte fra hinanden.
ELINE Ja.
IDA (ser hen for sig).
Det er underligt, for der kan da ikke være noget ondt i, at en Moder og hendes Barn helst vil være sammen. Kan der? Jeg kan idetmindste slet ikke begribe det.
ELINE Nej, ikke nu, men den Tid kommer nok, hvor vi kan tale sammen ogsaa om det, og hvor Du vii forstaa at din Moder har haft meget at kæmpe med, hvoraf ogsaa Du maa tage din Del. Men naar man blot holder af Nogen af hele sit Hjerte, saa kan man aldrig blive helt ulykkelig. Du skal være min Trøst for alt — jeg bar jo Dig.
IDA Og jeg skal være en god Pige — det lover jeg Dig! Hvor vi vil være glade nu, naar vi ses, ikkesandt, tusinde Gange mere end før.
ELINE Min egen Kære —
IDA Det, vi her har talt om med hinanden, det vil vi aldrig glemme, vel?
ELINE (bevæget). Nej, aldrig, Ida!
IDA (lytter). Der kommer Nogen paa Grusgangen, det er vist Generalinden. Saa gaar jeg, før hun ser mig. Men maa jeg ikke nok først have Lov til een eneste. Gang at sige: Moder til Dig — blot ganske sagte. (tager hende med begge Hænder om Hovedet og kysser hende) Moder — min Moder! Saa, nu løber jeg – Tak.
Hun gaar ud tilhøjre, idet Jonna og Generalinden komme ind længere tilbage.

2. AKT
7. SCENE
Generalinden. Eline. Jonna. Senere Wallin.
GENERALINDEN Naa, endelig vises Du Dig, lille Eline. Du har nok ikke været rigtig rask.
ELINE Jeg har hvilet lidt — nu gaar det bedre. Da jeg ikke fandt Dig i Stuerne, søgte jeg Dig her i Haven, fordi jeg gerne vilde tale med Dig.
JONNA Jeg behøver vel ikke derfor at gaa?
ELINE Nej, Du ved, for Dig har jeg ikke Hemmeligheder. Desuden — hvad jeg vilde sige Dig, Tante Josefa — det er kun at bede Dig om Tilladelse til at forlade dit Hus. Der er forskellige Grunde — mit Helbred —
GENERALINDEN Du vil bort — hm! Du har altsaa talt med min Søn?
ELINE Du ved, at han har —
GENERALINDEN Da han i Regelen raadfører sig med mig i Anliggender, der er ham vigtige, saa vidste jeg, at han vilde bede Dig om din Haand, og da Du nu pludselig ikke vil forblive i vort Hus, saa ved jeg altsaa ogsaa, hvad Resultatet er blevet. Det kommer mig iøvrigt ikke helt uventet.
ELINE (ser hurtigt paa hende, men tier).
GENERALINDEN Jeg forstaar og respekterer din Handlemaade Eline, og fra dette Øjeblik er Du mig mere kær end nogensinde. Ligefra Du og Jonna blev forældrelose, ved I, at det har været mig magtpaaliggende at være noget for jer.
JONNA (med et lille Smil).
Ja, mange Tak!
GENERALINDEN At Jonna valgte en Kunstnereksistens med det Liv og den Ugenerthed i Talesæt, som dermed følger, var jo ikke helt efter hendes mere adstadige Families Ønske.
JONNA Hvorfor Jonna gav Familien en god Dag.
GENERALINDEN Ja, Du er vist lykkeligst ved at sejle din egen Sø, selv om vel ogsaa Du kan faa Vinden imod Dig.
JONNA Det har Du Ret i.
GENERALINDEN Men Du, Eline, er jo helt anderledes. Du ejer Kvindens — Damens fine Følelse og rette Instinkt.
JONNA Tak.
GENERALINDEN (gaar videre).
Du har været meget for mig her i mit Hjem, Eline, altid taktfuld, hensynsfuld og beskeden — det skal jeg til det sidste bevare i mit Minde.
ELINE Aa —
GENERALINDEN Jeg forstaar paa Dig nu, at det er overflødigt at ville overtale Dig til at blive.
ELINE Ja.
GENERALINDEN et er maaske ogsaa bedst for Karl, at Du tager bort, idetmindste for en Tid.
JONNA Ja, lad os endelig tænke paa ham, ham alene.
GENERALINDEN Men ikke paa nogen Vis kan jeg tillade, at Du forlader mit Hjem, der i saa lang Tid ogsaa har været det, medmindre jeg sørger for, at din Tilvrelse bliver saa sorgfri, som det efter Forholdene lader sig gøre.
ELINE (lidt nervøs).
Jeg siger Dig Tak, men —
JONNA Hvis det er pekuniær Hjælp, Du vil byde Eline, saa tager hun næppe derimod.
ELINE Helst ikke.
GENERALINDEN Det gør mig ondt. Hvad har Du da i Sinde, kære Eline? Det er svært at komme an i Livet.
ELINE Jeg ved endnu ikke rigtig selv.
JONNA (heftig og ærgerlig).
Men Du min Skaber, ser Du da ikke, Tante, at hendes Hjerte er ved at forbløde? Forstaar Du ikke, at hun elsker ham af sin hele Sjæl og aldrig vil forvinde, hvad der er sket i Dag?
GENERALINDEN Det skulde bedrøve mig oprigtigt. Dog — jeg tror nu ikke saa stærkt paa uoprettelig Hjertesorg.
JONNA Nej, det mærker man.
GENERALINDEN Dertil bar jeg set for Mange trøste sig.
JONNA Du gode Gud, Tante Josefa, hvor er det muligt ikke i dette Øjeblik at aabne hende dine Arme som en Moder og en Veninde ikke at sige hende det, der strømmer lige fra Hjertet og derfor dulmer Pinen i alle Smerter. Tal dog heller lige ud af Posen, og gaa løs paa Sagen som den er — i jævne og klare Ord.
GENERALINDEN Min kære Jonna, de forskellige Naturer maa ogsaa handle forskelligt. Det, den ene har let for at sige, er umuligt for den Anden at faa frem. Din Søster vil faa at se, at hun i mig har en Ven og Slægtning, som altid vil værrne om hende og staa hende bi, ikke mindst paa de Punkter, som er de vanskeligste i hendes Liv. Det ligger nu for din Natur at drage dem frem for Dagens Lys med klar og haandgribelig Tale. Naa, min Opfattelse er fra en anden Tid og en anden Race. Jeg tror, at Sjælens ømme Steder læges bedst ved i Tavshed at dækkes af forstaaende Tanker, der giver sig Udtryk i Handling og ikke i Ord. Hvem af os, der ser rettest, kan ikke vi afgøre, hverken Du eller jeg.
Wallin kommer ind fra venstre.
GENERALINDEN (vender sig til ham). Karl, jeg har her haft den Sorg at erfare, at Eline ønsker at forlade vort Hus paa Grund af nedbrudte Nerver. Hun mener at tiltrænge andre Omgivelser og et roligere Liv. At dette vil gøre Dig ligesaa ondt som mig, det ved jeg, og Du vil sikkert ønske at sige hende et Par Ord derom.
Hun hilser flygtigt og gaar ud til venstre støttet til sin Stok.