Aabent Visir 1898

PERSONERNE:

GENERALINDE WALLIN KAPTAJN KARL WALLIN, hendes søn
FRØKEN ELINE MALLING JONNA MALLING, hendes søster
KONSUL STENBERG IDA
KAPTAJN SALVESEN FRØKEN VON SVITZER
FRU MADSEN To FRØKNER LILJENFELDT
En Tjener

2. AKT
8. SCENE
Jonna. Wallin. Eline. Senere Ida.
WALLIN (kølig høflig). Du vil altsaa forlade os, Eline?
ELINE Ja, jeg tror, det er det bedste.
WALLIN Kan hænde, Du har Ret.
ELINE (bevæget). Lov mig blot, at Du ikke vil tænke paa mig med Bitterhed, Karl, naar jeg er borte.
WALLIN I saa Henseende kan Du være rolig, kære Eline.
ELINE Vi har jo dog — de mange Aar og Timer — der var saa meget smukt og kært —
hun søger forgæves at fatte sig og sætter sig paa Bænken, mens Jonna deltagende ser paa hende
WALLIN Og Du, Jonna, Du er vel saa ogsaa tabt for os for lange Tider.
JONNA (adspredt). Ja formodentlig
WALLIN Det glæder mig, at jeg har set Dig i Dag, tilfreds og lykkelig.
JONNA Naa — det er store Ord.
WALLIN Du har ialfald Kunsten! Den erstatter Dig jo alt.
JONNA (ser paa Eline). Ikke alt! Men naturligvis — det er rart, at der er saa meget dejligt til.
WALLIN Ja, noget, der er hævet over Livets Smuds og Sorg. Det kan man trænge til.
JONNA Sæt ikke de to Ord: Smuds og Sorg jævnsides, tværtimod – ingenting renser som Sorg.
WALLIN Du glemmer den Art Sorg, der krænker og forbitrer.
JONNA Oftest kun, fordi Mennesker dømmer i Blinde. Hvad ved den Ene af os om den Anden!
WALLIN (bittert). Heldigt nok, maaske!
JONNA (ser tiI dem begge). Nej, dette kan jeg ikke holde ud at se paa. I pines jo til Døde, I To!
ELINE (hurtigt). Jonna, jeg forbyder Dig –
JONNA Det ved jeg godt, men jeg bryder mig ikke om det — nej, jeg vil ikke stiltiende se paa, at to Mennesker, der holder af hinanden, skal skilles i Bitterhed og Vrede. Hvad gaar der dog af Dig, Karl! Er Du stærblind? Kan Du dog ikke se, at hun elsker Dig og krymper sig under dine haarde Ord!
WALLIN Eline —
ELINE (afværgende). Jonna tager fejl! Aa, Jonna, hvor kan Du —
JONNA Nej, Karl, det er Dig, der tager fejl. Stol Du trygt paa, at Du aldrig træffer Nogen, der vil holde af Dig, som hun! Nej, Ingen vil som hun elske Dig tværs igennem alt — ja, ogsaa gennem den Mur, som din Blindhed er ved at rejse imellem jer.
ELINE Jonna, jeg vil ikke have —
JONNA Kender Du hende ikke, Karl, plejer hun at lyve – tror Du, at de bedrager, de Øjne der, og det Udtryk?
WALLIN Jeg vilde give alt for at kunne tro, at Du har Ret, men hvad er der da i Vejen! Hvad har bragt Eline til at bære sig ad, som hun har gjort?
JONNA Spørg hende selv derom.
ELINE (angst). Aa nej — nej, jeg vil ikke! —
Ida kommer ind.
IDA (lidt i Afstand). Undskyld — jeg vilde bare — jeg har vist lagt mine Blomster her. Maa jeg have Lov at tage dem?
JONNA Værsaagod, kom kun.
IDA (tager dem varligt). Aa se — jeg tror, at Roserne visner. Det er Varmen.
JONNA Saa plukker vi nogle andre. Kom Du med mig. Men kan Du først sige pænt Goddag til den Herre — han hedder Kaptajn Karl Wallin.
IDA (nejer). Goddag.
WALLIN (lidt adspredt, idet han giver hende Haanden) Hvem er det — tør jeg spørge —?
JONNA Det er en rar, kær lille Pige, som hedder Ida, og som baade Eline og jeg holder meget af. Kom saa, Ida, saa skal Du faa saa mange Roser, som Du vil.
De gaa sammen ud til venstre.

2. AKT
9. SCENE
Wallin. Eline.
WALLIN (gaar hen og sætter sig hos hende). Eline, hvad var det, Jonna sagde! Er der noget imellem Dig og mig, som jeg ikke ved eller ikke forstaar?
ELINE (forpint). Nej, vist ikke — Jonna taler jo saa ubetænksomt.
WALLIN Det gjorde hun ikke her. Hun havde en Hensigt med det, hun sagde. Eline, hvad er der i Vejen? Har Du ikke Tillid til mig?
ELINE Jo, Karl — jo —
WALLIN Hvorfor kan Du da ikke tale med mig om alt, hvad der ligger Dig paa Sinde?
ELINE Ikke om det.
WALLIN Der er altsaa noget?
ELINE Jeg kan ikke – jeg kan ikke.
WALLIN (blidt). Elsker Du mig, Eline, er det sandt?
ELINE Om det er sandt! At sige Nej til Dig, Karl, var den bitreste Sorg, jeg i mit Liv har følt. Og saa at se Dig blive vred derfor — aa Gud, hvad skulde jeg gøre!
WALLIN Hvorfor kan Du da ikke blive min Hustru — Du maa svare mig – jeg vil vide det.
ELINE Jeg kan jo ikke — hører. Du — det er umuligt.
WALLIN Har Du givet noget Løfte — bærer Du paa nogen Byrde?
ELINE (med Anstrengelse). Der er noget i mit Liv, som jeg ikke kan tale om.
WALLIN (rejser sig med et Sæt).
Moders Vink i Morges — Eline — jeg tror, at jeg nu forstaar — den Lille Pige, jeg saa er dit Barn?
ELINE (stirrer frem som for at finde en Udvej, men opgiver det). Ja.
WALLIN (efter et Ophold). Stakkels Eline!
ELINE (tonløst). Nu ved Du det! Nu er det sagt — det hele.
WALLIN Hvorfor sagde Du mig det ikke straks – ja, for længe siden. Det havde sparet os begge meget.
ELINE Jeg kunde ikke, nej, netop fordi jeg elsker Dig, og fordi jeg vidste, hvad Du saa i mig. Aa, Karl, Du, der er Mand, Du kan vist ikke forstaa, hvor svært det maatte være.
WALLIN Jo, jeg forstaar nok, at der maatte være noget at overvinde. Men er det da ikke bedre, at jeg nu ved det, Eline?
ELINE Jo maaske — aa nej, det piner mig alligevel forfærdeligt.
WALLIN Er jeg da saa uforstaaende, saa sjælløs?
ELINE Nej, men dette, ser. Du — dette maatte jo forandre alt.
WALLIN Ja, deri har Du Ret. Vi staar jo nu som to helt andre Mennesker overfor hinanden.
ELINE Vi kommer vel aldrig mere til at tale sammen saadan som nu, og derfor maa Du her sige mig – jeg maa vide — ja, sig mig — agter Du mig nu mindre end før?
WALLIN Eline — Kæreste — kender Du mig saa daarligt, at Du spørger om det?
ELINE Kan Du tilgive mig — i dit Hjerte, at jeg har ødelagt vor Fremtid?
WALLIN Tilgive — brug ikke det Ord imellem os! Tror Du saa ikke, at ogsaa jeg har Tilgivelse nødig. Nej Du — hvad det gælder om — det er at forstaa.
ELINE Jeg har lidt meget, Karl. Det soner ogsaa meget. Ikke?
WALLIN Jo. Men Du maa have saa megen Tillid til mig, at Du siger mig lidt mere end dette Ene. Nu ved jeg alt og dog ingenting. Du kan begribe – dette er heller ikke helt let for mig. Maaske bliver det bedre, naar alting staar mig mere klart.
ELINE Ja, som Du vil — jeg ved ikke
WALLIN Hvem var han — dit Barns Fader?
ELINE (haardt og anstrengt).
Gerhard Stenberg — Du kender ham — han kom jo hos jer. Han var Jurist, ved Du. Senere slog han sig paa Forretningslivet. Nu er han Konsul i Havana.
WALLIN Ham — naa! Hvor traf Du ham?
ELINE Paa Lundbygaard. Han var derude sammen med mig og Jonna i en Ferie.
WALLIN Hvor gammel var Du?
ELINE Atten Aar.
WALLIN (smerteligt). Atten Aar! Elskede Du ham eller blev Du overrumplet?
ELINE Du mener — om jeg elskede ham med Sjæl og Hjerte – det, gjorde jeg vel ikke. Men det var min første unge, voldsomme Forelskelse. Den betog mig helt trods alt — ja, trods det, at han var saa meget ældre end jeg – og gift —
WALLIN Han var gift, og dog – aa Eline —
ELINE Det hele staar mig saa underlig fjernt. Jeg tror, at for mig var der ikke mere Tale om Uret og Ret. Jeg stod midt i Kærlighedsrusen, der gør følesløs for det andet.
WALLIN Kendte Du hans Kone?
ELINE Nej, hun var ikke med. Jeg hørte blot, at hun var ældre end han og skinsyg og rig.
WALLIN Vidste Du ikke, at han var farlig for Kvinder og uden Skrupler?
ELINE Ikke fra først af. Men der var noget i hans Væsen, en alt besejrende Interesse, der ligesom gav ham retmæssig Part i de Kvinder, han gav sig af med. Naar han saa vist paa En, strømmede der noget hedt og hurtigt gennem Blodet. Jeg har aldrig kendt det før eller siden.
WALLIN (farer lidt sammen). Du var altsaa lykkelig — for en Stund.
ELINE Naturligvis — hvad er skønt som at være blindt og hensynsløst forelsket. Og dog — jeg var hele Tiden angst — det husker jeg; men selve Angsten var en Lykke — den drog mig — jeg maatte følge.
WALLIN (gaar frem og tilbage). Betroede Du Dig ikke til Nogen?
ELINE Nej. Jeg var alene og forvirret og uerfaren og beklemt. Og min Moder var nylig død. Havde jeg haft hende, var det ikke sket.
WALLIN (standser pludselig). Og han?
ELINE Han elskede ogsaa mig — jo! Det var ikke kølig Beregning – det var hans Tro, at vi var bundne for Livet.
WALLIN Hvordan bundne – han var jo gift.
ELINE Han vilde skilles fra sin Kone.
WALLIN (haanligt). Naa saadan!
ELINE Og det, at han vilde gøre det Store — Svære for min Skyld — at han vilde bryde med saa meget, det, tror jeg, var det afgorende for mig. Saa var jeg hans viljeløs og fortabt.
WALLIN Og hans Løfte — det blev ved det?
ELINE (tørt og afbrudt). Han rejste for at ordne alt. Saa kom der et fortvivlet Brev, at det var umuligt. Hans Hustru var syg.
WALLIN Ja vel — naturligvis.
ELINE Jeg tog paa Landet til en øde Egn. Da jeg kom hjem, var han væk og dermed død for mig.
WALLIN Og Du levede videre fort — fortrykt og bitter?
ELINE Fortrykt — ja, men ikke bitter. Jeg havde jo mit Barn. Ida var saa sød, da hun var lille. Naar jeg besøgte hende og hun pludrede og lo, saa (standser og ser paa ham). Men Byrden har ligefuldt været tung at bære! Især det at maatte skjule og tie og kun som en Tyv at kunne stjæle sig til at se sit Barn, skønt Alle paa Jorden ved, at det at være Moder er det stærkeste, det ømmeste, det varmeste, det bedste, som et Menneske kan føle.
WALLIN g her har jeg levet ved Siden af Dig, Eline, Dag for Dag har jeg suget alt det til mig, som Du uvilkaarligt spreder om Dig af Velvære og Skønhed, jo, Du er af dem, der bringer Hvile — og ingenting har jeg vidst om det, Du i Stilhed har lidt og stridt. Hvor lidt man dog er for Andre, selv for dem, der staar En nærmest.
ELINE Da ved jeg, Karl, Du har ikke været lidt for mig, det føler jeg bedst, nu, det er forbi, Du tændte Lyset i mig igen. Naar jeg skulde forklare, hvordan jeg har været tilsinds i disse mange Aar, saa ved jeg det næppe selv, det staar for mig som en lang mørk Nat. Men saa vaagnede min Følelse for Dig, smaat og stille, ligesom Natten bliver til Morgengry og saa til den klare Dag. Ja, det jeg har følt for Dig, det er netop som det Lange lyse Liv i Godt og Ondt — saa underlig fjernt fra den korte stærke Sanserus, der dengang lagde alt andet øde.
WALLIN Ja, Eline, jeg tror, vi har holdt af hinanden paa en god Maade.
ELINE At have været elsket af Dig og valgt til din Hustru, det vil gøre, at jeg, hvor forladt jeg end bliver, dog vil føle mig som en af de Udkaarne her i Livet. Skæbnen har skilt os ad, men Tanken om, hvad jeg kunde have været for Dig, den kan Ingen tage fra mig. Naar vi ikke mere ses, vil Du saa blive ved at holde lidt af mig, Karl?
WALLIN (sætter sig atter hos hende). Eline, hvor kan Du tro, at jeg vil opgive Dig?
ELINE (ser hurtigt paa ham). Du mener —
WALLIN Nu, hvor alt ligger klart imellem os, vil Du saa ikke være min Hustru? Hvad Hindring er der saa?.
ELINE (jublende glad). Aa, Karl — er det sandt — aa, den Lykke! Hvor dit Hjerte dog er stort!
WALLIN Jeg elsker Dig simpelthen, Eline, og vil heller tage min Part of din Fortids Sorger og Byrder, end jeg vil give Afkald paa at leve Livet med Dig. Det er da saa naturligt.
ELINE Er dette muligt —
WALLIN (smiler). Du ved jo godt, at jeg ikke kan undvære Dig — kan jeg vel?
ELINE (rejser sig pludselig). Men Ida, min Datter?
WALLIN (rejser sig ligeledes). Naturligvis er hun en Anstødssten! Helt let bliver det ikke altid — det maa vi forudse, men jeg skal gøre mit Bedste! Og Du kan forstaa — dit Barn skal ogsaa være mig kært.
ELINE (glad). Aa, Karl —
WALLIN Vi vaager i Forening over hende, og naar det rette Tidspunkt kommer, tager vi hende til os i vort Hjem.
ELINE (styrter sig i hans Arme). Det vil Du —
WALLIN Ja. Jeg forlanger blot een Ting — at Du skriver dette straks til hendes Fader.
ELINE Ja. Det skal jeg gøre.
WALLIN (bestemt). Du maa i dit Brev gøre ham klart, at mellem jer og ham er alting ude — alt. Du forstaar, fra nu af hører Du og hun mig til — mig alene. Med ham er det forbi.
ELINE Ja, nu er alt det Gamle forbi. Den store Lykke er ligesom den store Sorg, den overvælder helt — den gør stum. Hvorfor kan jeg nu ikke sige Dig alt det, Jeg føler?
WALLIN (tager hende om Livet). Det skal Du sige mig hele Livet igennem — ikke med Ord, men ved at gere mig lykkelig.
ELINE Hvor Du maa holde af mig!
WALLIN Om jeg gør, — ja, og det med en Kærlighed, der kan holde. Det er jo ikke en ungdommelig Forelskelse, det er noget underlig urokkeligt noget, der gør, at jeg vil have Dig til Hustru og ikke Andre end Dig.
ELINE Hvad ser Du dog i mig?
WALLIN Alt! Hos Dig finder jeg alt det samlet, som jeg før har fundet spredt hos Andre. Deri ligger det. Du er for mig alt det Kvindelige, som vi elsker og længes imod, vi arme Mænd — det Fine, det Svage, det Friske og det Skøre — (tager hende med begge Hænder om Hovedet). Eline, min Elskede — jeg tror, Du er trængt ind i selve mit Blod — Du er bleven til eet med min Sjæ1 og mit Liv.
ELINE (ser op paa ham). Hvor jeg er lykkelig!
Generalinden og Jonna komme ind fra venstre.

2. AKT
10. SCENE
Generalinden. Jonna. Wallin. Eline. Senere fru Madsen. Salvesen. Frøken von Svitzer.
JONNA (standser glad ved at se dem). Eline, kan Du se — jeg vidste det — jeg kendte ham!
GENERALINDEN Hvad er her foregaaet, om jeg for spørge?
JONNA (trækker paa Skulderen). Ja — for alle Tilfældes Skyld tog jeg Tante Josefa med herhen. Sig hende det saa! (smiler) Det er bedre at faa Tanden trukken ud med det samme.
GENERALINDEN Hvorledes — forklar mig.
WALLIN Husker Du, Moder — vi talte sammen om, at det var mit Haab at faa Eline til Hustru.
GENERALINDEN Og jeg sagde dertil, at hun vilde svare Nej.
WALLIN Jeg har nu bedt hende derom, og hun har sagt Ja.
GENERALINDEN (heftig). Du har sagt Ja, Eline — har altsaa dog ikke sagt
ELINE (rolig). Hele mit Liv har jeg lagt aabent for Karl. Nu ved han alt.
GENERALINDEN Og dog —
WALLIN (bestemt). Dog ønsker jeg at faa hende til Hustru.
GENERALINDEN Er en saadan Blindhed mulig?
JONNA Blindhed — hvorfor?
GENERALINDEN Og det Giftermaal, tror I, vil blive til Held?
WALLIN Ja, til Held for os — som Mennesker. Man har ikke Lov at gaa udenom sit Hjertes alvorlige Krav. Gør man det, har man mistet sig selv.
JONNA Kan Du da ikke indse, Tante Josefa, de To kan simpelt hen ikke blive lykkelige uden hinanden.
GENERALINDEN Vist endnu mindre med hinanden.
WALLIN Hvorfor?
GENERALINDEN Du har maaske ikke tænkt over, Karl, at der er et af de Baand, som ikke kan brydes, imellem Eline og en anden Mand!
WALLIN Jo. Det har vi talt om. Denne Anden er langt herfra og maa være død for os.
GENERALINDEN Maa være – ja, men er han det?
ELINE For mig er han ikke mere til.
GENERALINDEN Saa lad mig da sige det, der for mig er saa saare svært at nævne. Det er Elines Barn, der vil undergrave Lykken.
WALLIN Jeg elsker Eline højt nok til at overvinde ogsaa den Hindring.
ELINE (gaar kærligt hen til hende). Tante Josefa, dette gør Dig ikke glad, og jeg forstaar det saa godt. Men paa Bunden holder Du jo af mig det ved jeg, og tro Du mig, jeg skal gøre Mit til, at Du engang med Glade skal kalde mig din Datter.
GENERALINDEN Vel, Eline. Du har Ret. Jeg er ikke og kan ikke være glad for noget, der for mig staar som umuligt. Ja – jeg taler ærligt – hvad hjælper det at lyve i de meget mere Forhold, hvor den sande Tanke dog hvert Øjeblik vil røbe sig.
WALLIN Naturligvis.
GENERALINDEN Karl, staar dit Forsæt uigenkaldelig fast?
WALLIN Ja.
GENERALINDEN Du er ganske sikker paa Dig selv?
WALLIN Ja, ganske.
GENERALINDEN Godt, saa handler vi derefter.
WALLIN Jeg maa bestemt forlange –
GENERALINDEN (afbryder med en Haandbevægelse). Vær rolig! Min Søns Hustru skal aldrig møde andet end kærligt Hensyn hos mig. Hun skal være mig ukrænkelig i Tanke og Tale, for det første, fordi det er rigtigt, for det andet, fordi det er klogt. Jeg ved fuldt vel, at det er den eneste Maade, hvorpaa jeg kan beholde ham, der for mig er alt i Livet.
Fru Madsen kommer hid fra højre
FRU MADSEN (varm og forpustet) Gud Frøken Malling — er De der — undskyld Fru Generalinde, men jeg turde vel ikke være saa fri at spørge, om den Lille Ida er her?
JONNA Nej, Fru Madsen!
FRU MADSEN Gud — ! Vi skulde jo afsted til Toget, og jeg har saamænd rendt og søgt efter hende allevegne i denne indviklede Have, saa jeg formelig ikke har en tør Trævl paa Kroppen, især ved det, at jeg var henne at plukke denne Kurv med Ribs til Syltning, som at Gartneren var saa venlig at give mig i Foræringspresent, naar jeg selv vilde plukke dem af, og imens er Ida —
GENERALINDEN (afværgende). De skal ikke søge hende længer, Fru Madsen. Den lille Pige trænger til Landluft. Hun bliver her hos mig.
ELINE (glad henimod hende). Tante Josefa — aa Tak.
FRU MADSEN Gud — Fru Generalinden kan da ikke mene, at jeg skal af med Ida!
GENERALINDEN Jo!
FRU MADSEN Herregud, hvor det dog kan gaa — her tager jeg ganske uskyldig ud med Barnet og tror, der er ingen Fred og ingen Fare, og saa kommer jeg hjem med ikke andet end som en Kurv Ribs i Stedet!
Salvesen og Frøken von Svitzer komme spadserende. Fru Madsen blive staaende i Afstand og græder.
GENERALINDEN Frøken von Svitzer, jeg ved, at De vil tage Del i min store Glæde, naar jeg fortæller Dem, at min Søn Karl er bleven forlovet med Frøken Eline Malling, der jo i Forvejen allerede halvvejs er min Datter.
FRK. VON SVITZER Er det muligt — jeg ønsker meget til Lykke!
(trykker hendes Haand).
JONNA (ser paa Generalinden). Hun har nu alligevel Holdning, den Gamle!
SALVESEN (styrter sig rørt i Wallins Arme). Kære Wallin, gamle Ven, Du kom først (tager ham lidt til Side). Sig mig, kom Du nemt fra det?
TÆPPE