Aabent Visir 1898

PERSONERNE:

GENERALINDE WALLIN KAPTAJN KARL WALLIN, hendes søn
FRØKEN ELINE MALLING JONNA MALLING, hendes søster
KONSUL STENBERG IDA
KAPTAJN SALVESEN FRØKEN VON SVITZER
FRU MADSEN To FRØKNER LILJENFELDT
En Tjener

3. AKT Mellem anden og tredje Akt er et Tidsrum af omtrent fire Uger.
Havestuen efter Middag. Tændte Lamper og Lys. I Baggrunden ses gennem de aabne Døre Haven i Skumring, der efterhaanden bliver til Maaneskin. Det er en Maanedstid senere. Man ser Generalinden staa paa Terrassen udenfor Havedøren i Samtale med Frøken von Svitzer og Frøknerne Liljenfeldt, to ikke længer unge, lidt magre Damer. Jonna sidder i Forgrunden i Færd med at tegne Salvesen. Ida sidder ved en tændt Lampe og broderer. Hun er kønnere paaklædt og ser raskere ud.
1. SCENE Jonna. Salvesen. Ida. Straks efter Generalinden, Frøknerne Liljenfeldt. Senere Frøken von Svitzer.
SALVESEN (taler uden at bevæge sig). Varer det længe?
JONNA Nej, ikke naar De sidder pænt stille. (Tegner.) Ikke slet saa stiv i Ryggen, Kaptajn! Man kan ogsaa faa for meget af den militære Rejsning.
SALVESEN Maa jeg ikke engang hoste?
JONNA Jo, lidt.
SALVESEN Tak.
Ida rejser sig og gaar derhen.
IDA Maa jeg se, Jonna?
JONNA Værsaagod!
IDA Det er godt. Vil Du ikke ogsaa tegne mig en Dag? Det sagde Du, da Du kom.
JONNA Ja, havde jeg blot gjort det dengaag. Nu ser Du anderledes ud. Velvære er ikke saa interessant, min Pige.
SALVESEN Den lille Frøken er bleven federe.
IDA (maaler med Fingrene). Ja, saadant et Stykke tykkere om Livet.
JONNA Naa, Salvesen, maa jeg bede om et lidt mere aandrigt Udtryk, som Fotograf Jensen plejer at sige.
SALVESEN Ja, altid – til mig idetmindste!
IDA Men saa dejligt jeg ogsaa har haft det herude i de fire Uger! Jeg tænker saa tidt paa, om det er fordi jeg fandt en Firkløver den Dag paa Vejen herud.
JONNA Naturligvis. Kun derfor.
IDA (til Salvesen).
Jeg har Lov at spise alle de Blommer, jeg vil, i Haven, og jeg gaar i Bad hver Dag, og jeg har faaet en Hundehvalp —
SALVESEN Ah, den lille Køter, der bed mig i Benene for.
IDA Ja, den er saa sød. Jeg elsker den.
JONNA (med en Bevægelse henimod Damerne). Kan Du ikke ogsaa faa den til at bide den ældre Frøken Liljenfeldt i Benene?
IDA Er Du ked af, at Frøknerne Liljenfeldt kom i Dag?
JONNA Aldeles ikke. Jeg forarger dem saa ubeskriveligt ved det, jeg siger. Det morer mig. Naa, der kommer de.
Generalinden og Frøknerne Liljenfeldt kommer nærmere. Frøken von Svitzer bliver staaende og ser tankefuld ud i Haven, mens Salvesen under det Følgende, trods Jonnas Protest, af og tit ser sig om efter hende. Ida sætter sig igen til at sy.
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
(idet de kommer). Jo, det er aldeles sikkert, at de skal skilles. Hun har forelsket sig i Løjtnant Tolstrup.
DEN ÆLDRE
FRK.LILJENFELDT
Ved De, hvad jeg finder?
GENERALINDEN Naa!
DEN ÆLDRE
FRK.LILJENFELDT
Jeg finder, ved den godeste Gud, at det er rædsomt.
GENERALINDEN Ja
DEN ÆLDRE
FRK.LILJENFELDT
Men jeg har længe været forberedt paa en Skandale. Fanny har altid været afskyelig koket.
JONNA (ser op). De bøjer Dem altsaa ikke for det, man kalder Hjertets Ret, Frøken Liljenfeldt?
DEN ÆLDRE
FRK.LILJENFELDT
Jeg anerkender aldrig, hvad der er umoralsk eller blot stridende mod det Passende, Frøken Malling. Og det for jeg sige om mig selv, at hvilke Fejl jeg end kan have — koket, det har jeg aldrig været.
JONNA (tørt). Ikke!
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Nej, kære Angelika. (til Generalinden.) Min Søster er saa forbeholden og fin —
DEN ÆLDRE
FRK.LILJENFELDT
Du maa ikke rose mig overfor Andre, Vilhelmine, men alligevel — vi Liljenfeldter er nu engang pligttro. Vi har Principer, og vi lever efter dem, Frøken Malling.
JONNA Ja, hvorfor skulde De ikke det, naar De har Lyst til det.
DEN ÆLDRE
FRK.LILJENFELDT
Lyst — nej, man skal da virkelig ikke leve efter sin Lyst her i Livet – vel, Generalinde! Det gælder jo tværtom at staa imod.
JONNA Har De da staaet imod?
SALVESEN Med Held — maaske!
DEN ÆLDRE
FRK.LILJENFELDT
(irriteret). Naar vi To skal tale sammen om Pligtfølelse, Frøken Malling, og om Pietet og Sindsrenhed, saa —
JONNA Saa har vi maaske bedst af at tie stille.
DEN ÆLDRE
FRK.LILJENFELDT
(bestemt). Ja.
GENERALINDEN Men hvor bliver Kaffen af i Dag?
IDA (ser op). Den staar i Kabinettet. Frederiksen har lige bragt den derind.
GENERALINDEN Ah, jeg havde tænkt, at vi skulde drikke den paa Terrassen i det smnkke Vejr. Naa, lige meget.
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Her er jo ogsaa rart i Stuerne. Det er rigtignok en yndig Dag, vi har herude, kære Generalinde.
GENERALINDEN Det glæder mig.
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Men hør, Vilhelmine, nu maa vi snart afsted. Der er vist forfærdelig overfyldt paa Jernbanen.
GENERALINDEN Det er jo endnu tidligt paa Dagen.
IDA Det er underligt — Folk vil saa gærne bedes ud paa Landet, og saa tænker de hele Dagen paa, hvordan de skal komme til Byen igen.
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
Det er saamænd heller ikke saa nemt for Damer. Galanteriet trives ikke paa Jernbanestationer.
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Hvem der altid kunde bo paa Landet — ude i Naturen — og være fri for al den Snak og Sladder inde i Byen.
GENERALINDEN (smiler). Er De nu vis paa, at De ikke vilde savne den?
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Vi lever jo mest for vort lille Hjem.
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
Det er mere, end man kan sige om de fleste Damer nuomstunder. (Ser paa Jonna.) Nu er det jo Brug at føjte om ikke alene paa Gader og Stræder, men helst fra den ene Kant af Kloden til den anden.
JONNA (venlig). Holder De ikke af at se Dem om i Verden?
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
Jeg holder i hvert Fald ikke af, at Kvindeligheden bliver sat til Side.
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Angelika har altid været saa udpræget kvindelig.
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
(afværgende) Jeg beder Dig, Vilhelmine — naa, nok er det, min kvindelige Følelse oprøres tidt ved al denne moderne Gaaen i Flæng med Mandfolk. Der er jo dog Forskel!
JONNA Paa hvad, mener De?.
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
Paa Herrer og Damer, Frøken Malling, men alt skal jo nu være mandfolkeagtigt — Tobaksrygning og bajersk Øl og Cykler og Fægtning og Herreflipper og Studentersjov i een Miskmask — uf! Det man ser nutildags!
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Og hører!
GENERALINDEN Ja, De ved altid meget, Frøken Liljenfeldt!
JONNA (halvt for sig selv). Og bringer det samvittighedsfuldt videre.
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Det kommer af al den Renden til Sport.
GENERALINDEN Hvorledes?
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Jeg mener — det er denne Sport, der ødelægger Tonen.
GENERALINDEN Naa —
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Hør nu for Eksempel, hvad der blev mig fortalt i Morges — en pur ung Pige, en Frøken Svane, tager forleden paa Cykletur i tre Dage med to medicinske Studenter —
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
Der hører De selv —
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Og paa Vejen, der — (hoster)
IDA (ivrig). Hvad saa, Frøken Liljenfeldt?
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Saa kan De tænke Dem —
GENERALINDEN Du ødelægger dine Øjne ved at brodere ved Lys, kære Ida! Spil heller din lille Menuet for Frøknerne Liljenfeldt, for vi drikker Kaffe. Idas Lærerinde siger, at hun har sjælden gode Ævner.
JONNA Gud ved, hvor de mange begavede Børn bliver af her i Verden.
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Ja, lad os endelig høre Ida spille.
IDA (flov). Nej, nej – jeg kan ikke.
GENERALINDEN Vist saa, spil nu, Ida!
IDA Naa ja, men saa skal Frøken von Svitzer spille bagefter. (Højere.) Vil De, Frøken von Svitzer?
SALVESEN (vender sig hurtigt). Aa ja — Frøken.
IDA De spiller saa dejligt.
FRK. VON SVITZER (nærmer sig). Gerne, kære Barn.
IDA (søger i Noderne). Tak.
GENERALINDEN (til Frøken von Svitzer). De har da ikke forkølet Dem derude?
FRK. VON SVITZER Nej, vist ej. Jeg stod og faldt i Tanker ved at betragte Venus.
SALVESEN OG
FRØKNERNE
Venus?
FRK. VON SVITZER Ja, den straaler saa vidunderligt i Aften! Jeg kom til at tænke paa, om Firmamentets utallige Himmellegemer virkelig er beboede af Væsener, der fødes og dør og lider som vi.
SALVESEN (sukker). Ak ja!
FRK. VON SVITZER Det er jo det evig smertelige Problem mellem Tro og Viden! Hvad siger ikke alt Kohelet, Prædikeren: „Jo mere Kundskab, jo mere Kummer”.
JONNA Hvad siger De saa om at blive staaende ved den Kundskab, De har.
Frøken von Svitzer ser derhen gennem sin Lorgnet og gaar derpaa hen og betragter Tegningen med Kendermine. Ida sætter sig ved Klaveret og begynder paa Menuetten af Beethovens Sonate Opus 49 Nr. 2.
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
(bag hende). Det gaar jo flinkt. Bravo, mit Barn.
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
(til Generalinden). Det er en net lille Pige. Bliver hun hos Dem?
GENERALINDEN Ja, jeg lader hende i hvert Fald opdrage. I den Tid, hun har boet her, har hun været os Alle til Glade.
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
Af hvem var det, De sagde, hun er Datter?
GENERALINDEN Hun er en Datterdatter af en af mine Kusiner, der blev gift paa Landet.
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
(gentager). Ah — Datterdatter af en Kusine —
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
(ved Klaveret). Mere Følelse, lille Ida, ikke saa tørt! (Ida hakker i det og rejser sig.)
GENERALINDEN Men, Ida —
IDA Frøken Liljenfeldt vil have saa megen Følelse, saa kan jeg slet ikke.
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Men Anslaget, kære Generalinde — (fortsætter sagte)
FRK. VON SVITZER Næsen forekommer mig lidt vel lang.
SALVESEN Næsen — jeg maa bede —
FRK. VON SVITZER God Streg iøvrigt, maaske en Smule bred. Ja, undskyld, at jeg som Kunstelsker tillader mig en Bemærkning, men De er jo vant til Kritik.
JONNA Jo Tak. Den tager man som et nødvendigt Onde. Kritiken er saa at sige Kunstens Svigermor.
SALVESEN Ak ja, de arme Kunstnere!
JONNA De siger det saa medynksfuldt, kære Ritmester, som om De ihukom hin med Rette prisbelønnede Begyndelse til en Novelle: „Han var Maler, og hun var ogsaa blottet for alle Subsistensmidler”.
FRK. VON SVITZER Er Hagen ikke lovlig bred?
JONNA (højt). Bliver Kaffen ikke kold, Tante Josefa?
GENERALINDEN Jo, det er sandt. Kom, mine Darner – Frøken
von Svitzer
FRK. VON SVITZER (gaar nogle Skridt). Tak, jeg skal ingen Kaffe have.
JONNA (sukker). Ikke – ah!
GENERALINDEN Og De, Kaptajn Salvesen?
JONNA Kaptajnen er foreløbig fængslet her.
IDA Skal jeg saa ikke gaa ind og hente Kaffen til ham?
SALVESEN Tak, mit Barn. Hvad er man uden sin Eftermiddagskaffe!
GENERALINDEN Men hvor er Eline?
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Jeg saa hende forsvinde i Haven med Deres Søn.
GENERALINDEN Ah, de sværmer lidt.
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
(stram). Naa ja – Enhver sin Smag!
JONNA (byder hende et Etui). En Cigaret!
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
Nej Tak, jeg ryger ikke.
Hun gaar med Generalinden, sin Søster og Ida ud tilvenstre.
JONNA De lovede før at spille, Frøken von Svitzer. Vil De ikke indfri Løftet?
FRK. VON SVITZER Med Fornøjelse. Det kan maaske inspirere Dem. (Hun sætter sig til Klaveret og spiller et Bravurnummer med virtuosmæssigt Anslag).
SALVESEN Bliver Tegningen vellykket?
JONNA (tænder en Cigaret). Man bliver jo aldrig tilstrækkelig smuk for den Udkaarne, ved De.
SALVESEN (med en Bevegelse mod Frøken von Svitzer). De mener, at —
JONNA Ja, det mener jeg. (Sagtere.) Sig mig, hvordan gaar det egentlig?
SALVESEN Jo Tak helt afgjort er det jo ikke endnu.
JONNA Frier De hvergang, De er sammen med hende?
SALVESEN (fornærmet). Kære Frøken Jonna, De kommer med saadanne underlig positive Spørgsmaal.
JONNA Tag det ikke som en Bebrejdelse. Jeg holder selv mest of dem, der smaafrier. Dem har man saa rart paa Ekspektance.
SALVESEN Og tilsidst kan det hjælpe. Det ser man.
JONNA Har det da hjulpet?
SALVESEN Hvad skal jeg sige? Hun formaner mig meget — Frøken von Svitzer er nemlig religiøs. Det er Deres Skyld.
JONNA Hvadbehager?
SALVESEN Ja, at hun formaner mig.
JONNA Det er da ellers et godt Tegn!
SALVESEN Men ikke morsomt. Det er Dem, der har bildt hende ind, at jeg er en løs Fugl – ja!
JONNA Det har man for sin Hjælp! Har jeg nu ikke ti Gange indprentet Dem, at der gives Kvinder, og tidt de mest korrekte og moralske, som absolut vil elske et „Mauvais sujet” som Kontrast til deres egen Dyd. Det er de samme, der læser frivole Boger for at forarges. Husk, kære Kaptajn, fremfor alt — ikke uskadelig! De „maa” blive ved at være Don Juan.
SALVESEN Længe?
JONNA Altid !
SALVESEN (vender sig mod Frøken von Svitzer). Stort musikalsk Talent —
JONNA Maa jeg bede Modellen sidde stille. (sagte.) Kan De da ikke indse, at De skal være helt optaget af mig. Se, hvor hun titter herhen! (Ler lidt.) Ja, varsaagod — gør Kur, selv om det falder Dem svært.
SALVESEN (galant). Tvartimod, Frøken Jonna, De ved ikke, hvor De har taget Dem op siden — dengang! Jeg finder Dem
saa pikant og skælmsk – jo, skælmsk, at der kun er een Ting, jeg beklager.
JONNA Og det er?
SALVESEN At man ikke har Lov at have to Koner.
JONNA Havde De saa tiltankt mig Æren at vare Nummer To?
SALVESEN (med et Blik). Ubetinget.
JONNA Se se, nu gaar det jo galant.
IDA (kommer ind igen med en Bakke fra venstre). Værsaagod, her er jeg med Kaffen.
JONNA (rejser sig). Saa, nu vil vi betragte Kunstværket som færdigt.
SALVESEN (staar op). Naa, heldigvis.
FRK. VON SVITZER (kommer derhen). Maa man have Lov at se Resultatet?
JONNA Værsaagod.
FRK. VON SVITZER (anerkendende). Det er virkelig ganske vellykket.
IDA (kiger). Maa jeg ogsaa se?
SALVESEN Jeg maa dog sige, at Næsen, den —
IDA Den er ganske som Deres egen. Det er udmarket. (Sæter sig hen igen og syr.)
FRK. VON SVITZER Er det indiskret at spørge, for hvem den Tegning er bestemt?
JONNA Aldeles ikke. Kaptajnen skulde give den til den Dame, han foretrækker, og ved De, hvem det er — (ler lidt) en Tante!
FRK. VON SVITZER (tørt). Naa saaledes!
SALVESEN (putter den til sig). Ja, hvorfor ikke. —
JONNA Men helt naive er vi ikke, vel, Frøken von Svitzer!
FRK. VON SVITZER (stram). De vist især ikke!
JONNA Jeg tilstaar, at jeg havde gjort mig Haab om at hænge den paa min egen Væg. Ritmesteren og jeg har i den sidste Tid opfrisket mange kære Erindringer.
SALVESEN (galant). Charmante Minder!
JONNA Men ude af Øje ude af Sind. Stol ikke paa ham!
FRK. VON SVITZER Naar en Mands Principer ikke er helt grundfæstede, saa har vist de Kvinder, han er kommen i Berøring med, størst Skyld deri. (Ser paa Jonna.) Der findes mange Koketter.
JONNA (venlig). Heldigvis ogsaa frelsende Engle.
FRK. VON SVITZER Ritmesteren og jeg har haft flere alvorlige Samtaler om Kampen mellem Lidenskaberne og Samvittigheden.
SALVESEN (mumler). Meget interessant —
JONNA Tænk, hvor De saa nu kan tale videre — helst om Lidenskaberne — paa Turen gennem Skoven. Ja, kære Salvesen, De ved endnu ikke, at Frøken von Svitzer har tiltænkt Dem den Glæde at være hendes Kavaler i Aften paa en Maaneskinstur.
SALVESEN Hvorledes — særdeles kært —
FRK. VON SVITZER Ja, jeg berørte før til Frøken Malling, at det maaske kunde interessere Dem at tage med mig til Missionshuset — det er tæt herved – og høre et Foredrag af Pastor Mathiesen om Forholdet mellem Pligt og Tilbøjelighed.
JONNA Glæd Dem, Salvesen, det er en Nydelse paa mindst to Timer.
SALVESEN (afsværgende). Jeg maa sige, at — (pludselig værdig.) Frøken von Svitzer, jeg tror, at have mærket, at De nærer Forestillinger om mig, som ikke er rigtig — faktiske — jeg ved ikke, hvordan de er blevne Dem bibragte. (ser misfornøjet til Jonna.) Ja, det gør mig ondt, at De synes at betragte mig som særlig trængende til moralsk Paavirkning. Jeg trænger aldeles ikke til Moral —
FRK. VON SVITZER Ikke?
SALVESEN Jeg mener – jeg er selv gennemtrængt af den.
JONNA (ler). Skal vi sige – ubetinget!
SALVESEN Jeg betragter det Moralske og det — Platoniske som overordentlig ophøjede Livs-Elementer, og jeg finder netop derfor, at de Følelser, som man i den Henseende nærer, de faas ikke udefra, men læres allersmukkest og bedst af den indre Stemme.
JONNA (nikker til ham). Ogsaa af kirkelig-moralske Foredrag.
FRK. VON SVITZER Ja, dem trænger vi Alle til at nyde godt af for at naa til et bestandig højere Livssyn. (venlig bestemt.) Det glæder mig, at De føler Dem oplagt til at være med i Aften. Nu gaar jeg og gør mig i Stand, saa ses vi om lidt. (gaar henimod Døren, vender sig og nikker.) Jeg kan love Dem, kære Kaptajn, at De vil komme til at tilbringe et Par sjælden opløftende og frugtbringende Timer.
Hun gaar ud til højre, fulgt til Døren af Salvesen.
SALVESEN (vender sig misfornøjet). Det er Deres Skyld.
JONNA Hvad for noget?
SALVESEN Det er dog paa min Ære for galt – paa saadan en Sommeraften — ! Og Souperen — !
IDA (ser op med et Smil). Ja! Vi skal have Hummersalat til Aften! (gaar hen og søger efter Garn i en Sykurv.)
SALVESEN (sparker i Vrede til en Stol).
JONNA Men Gudbevares, De skal jo aldeles ikke følge med. Det vilde ødelægge alt.
SALVESEN Hvadbehager –?
JONNA Tak De Deres Skæbne, at hun ikke troede et Ord af Deres moralske Forsvar. Nu tager De sporenstregs til Byen, efter at have ladet ane, at — (skælmsk og halvsagte.) Man kan jo blive, ventet, ikkesandt — naa — Roser — Champagne — Smil og smukke Øjne —
SALVESEN De demoraliserer mig komplet, Frøken Jonna! Naa, for mig geerne — enfin ! (slaar kækt ud med Benet.) Men — naar jeg først er bleven accentueret Levemand, husk – saa er det Deres Skyld.
JONNA (ler) For ikke at sige — hendes!
Tjeneren kommer ind med et Kort paa en Bakke.
JONNA Hvad er det?
En Tjener Er Generalinden eller Frøken Eline ikke her? Der er kommeu en Herre, som ønsker at hilse paa Damerne. Hans Vogn venter.
JONNA (ser paa Kortet og farer sammen). Han her!
IDA (idet hun kommer tilbage). Hvem er det?
SALVESEN Ja hvem —
JONNA (fatter sig). Aa, det er blot en tilrejsende Herre, en Konsul Stenberg, der vil aflægge Besøg. (til Tjeneren.) Bed Konsulen komme herind, saa skal jeg se at finde min søster.
SALVESEN (tjenstagtig). Skal jeg underrette Generalinden —
JONNA (hurtig, afværgende). Nej Tak! Det er ikke værd at forstyrre hende. Jeg beder Dem blot underholde Konsulen et Øjeblik.
Hun gaar hurtigt ud i Baggrunden, idet Konsul Stenberg kommer ind fra hejre. Ida rejser sig.