PERSONERNE:
| GENERALINDE WALLIN | KAPTAJN KARL WALLIN, hendes søn |
| FRØKEN ELINE MALLING | JONNA MALLING, hendes søster |
| KONSUL STENBERG | IDA |
| KAPTAJN SALVESEN | FRØKEN VON SVITZER |
| FRU MADSEN | To FRØKNER LILJENFELDT | En Tjener |
| 3. AKT (2+)3. SCENE |
Ida. Stenberg. Salvesen. Senere Generalinden. Eline. Wallin og Jonna. Tilsidst Frøken von Svitzer |
| KONSUL STENBERG |
Goddag — for jeg spørge, er Generalinden eller Frøken Eline Mailing til Stede? |
| SALVESEN | (forekommende) Frøken Malling kommer vist øjeblikkelig. Værsaaartig — tag Plads – det er Konsul Stenberg, som jeg har den Ære at tale med ikkesandt — mit Navn er Kaptajn Salvesen. |
| KONSUL STENBERG |
Ah, jeg husker Kaptajnen som en fortræffeligt dansende Løjtnant. |
| SALVESEN | (smigret). Jeg beder — særdeles elskværdigt. |
| KONSUL STENBERG |
(ser hurtigt og skarpt paa Ida). Og den unge Dame? |
| SALVESEN | Det er en lille Pige, som Generalinden har taget til sig — Datter eller Datterdatter af en Kusine eller Svigerinde — |
| KONSUL STENBERG |
Ah! |
| IDA | (nejer og ser vedholdende paa ham). Goddag! |
| KONSUL STENBERG |
Hvad hedder De, Frøken? |
| IDA | Jeg hedder Ida. |
| KONSUL STENBERG |
Ja saa — Ida! |
| SALVESEN | Konsulen maa da ikke sige De og Frøken til det Barn. |
| IDA | Nej, helst ikke. |
| KONSUL STENBERG |
Naa — ja ja! Hvor gammel er Du, Ida? |
| IDA | Tretten Aar — jeg bliver fjorten. |
| KONSUL STENBERG |
Saa er Du jo stor af din Alder. |
| IDA | Ja, jeg vokser saa stærkt, især herude paa Landet. (sætter sig igen til at sy.) |
| SALVESEN | (konverserende). Konsulen er for nylig kommen hertil? |
| KONSUL STENBERG |
Jeg er her blot i Forretninger en Dags Tid.! Jeg maa være i Hamborg igen i Overmorgen. |
| SALVESEN | Deres Frue er ikke fulgt med? |
| KONSUL STENBERG |
(adspredt, ser paa Ida). Nej. Hun kommer senere hertil. |
| SALVESEN | De kender vist Frøken Malling fra Lundbygaard, ikkesandt? |
| KONSUL STENBERG |
Ja, vi tilbragte i sin Tid en Sommer derude sammen. |
| IDA | (ser hurtigt op). |
| SALVESEN | Hun var en ualmindelig nydelig Pige, Eline! Fandt De ikke? |
| KONSUL STENBERG |
Jo — Søsteren ogsaa! |
| SALVESEN | (lidt usikker). Særdeles – ja! Jeg kom der jo undertiden selv — fra Garnisonen. |
| KONSUL STENBERG |
Ah — — jeg husker — |
| SALVESEN | Det var muntre Tider! Man var ung og havde Dampen oppe. |
| KONSUL STENBERG |
Har Du længe boet hos Generalinden, Ida? |
| IDA | Nej, kun i denne Ferie. |
| SALVESEN | (lidt misfornøjet med hans Distraktion). Jeg har den Ære at kende Konsulinden fra gamle Dage. Vi dansede sammen. |
| KONSUL STENBERG |
Saa — |
| SALVESEN | Højst distingueret Dame — (søgende.) lidt nervøs — |
| KONSUL STENBERG |
Min Hustru har aldrig været stærk. |
| SALVESEN | Herregud — beklager meget — |
| KONSUL STENBERG |
Du er nok en flink Pige, Ida, Du syr saa flittigt. |
| IDA | Det er noget, der haster. Det er et Kniplings Lommetørkleede til Generalindens Fødselsdag. Hun er saa rar imod mig. |
| KONSUL STENBERG |
Holder Du meget af Kniplinger? |
| IDA | Ja. |
| KONSUL STENBERG |
Saa skal jeg forære Dig nogle rigtig smukke — spanske. |
| IDA | (ser halvt fjendtlig, halvt interesseret paa ham). Hvorfor? |
| KONSUL STENBERG |
Fordi jeg godt kan lide Dig. |
| IDA | Men De kender mig jo ikke. |
| KONSUL STENBERG |
Man kan jo godt synes om Folk, straks, man ser dem. |
| IDA | (syr videre). Ja, maaske. |
| SALVESEN | Det maa være en Glæde for Konsulen at se Fædrelandet igen. |
| KONSUL STENBERG |
Ja, i flere Henseender. |
| SALVESEN | Det er jo et velsignet Land med køn Natur og — og ret godt Køkken, men hvad de politiske Forhold angaar, — |
| GENERALINDEN | (i Døren til venstre). Er Eline ikke kommen? |
| SALVESEN | (vender sig). Nej, men jeg tror – |
| GENERALINDEN | (ser Stenberg og kommer nærmere). Ah, undskyld, jeg vidste ikke, her var Fremmede. |
| KONSUL STENBERG |
(hilser). Jeg ved ikke, om Generalinden, genkender mig? |
| SALVESEN | Konsul Stenberg |
| GENERALINDEN | Om jeg kender Dem, jo naturligvis — velkommen! Det er mange Aar siden, man har haft den Glæde at se Dem hertillands. |
| KONSUL STENBERG |
Derfor kunde jeg heller ikke modstaa den Fristelse at hilse paa Generalinden, skønt det er blevet lidt sent. Ja, undskyld! Men da jeg skal afsted igen i Morgen og jeg var her i Nærheden — |
| GENERALINDEN | Bevares, Konsulen er velkommen til enhver Tid. Tag dog Plads! |
| KONSUL STENBERG |
(sætter sig). Tak. Det vilde ogsaa glæde mig at se Frøken Eline Malling, som jeg kender godt fra gamle Dage. |
| GENERALINDEN | (studser og ser forstaaende paa ham). Ah! Jeg skal lade hende søge! |
| SALVESEN | Frøken Jonna er netop gaaet for at finde hende. |
| GENERALINDEN | Der, tror jeg, Damerne kommer med min Søn. |
| Jonna og Wallin kommer ind fra Haven. Ida rejser sig, fjerner sig lidt og ser til med spændt Opmærksomhed. | |
| GENERALINDEN | (vender sig imod dem). Vi har faaet Besøg, Eline. |
| ELINE | Jeg ved det. Goddag, Konsul Stenberg. (giver ham tøvende Haanden.) |
| GENERALINDEN | Konsulen kender vel ogsaa min anden Niece, Frøken Jonna Malling. |
| KONSUL STENBERG |
Bevares — at sige, hvis Frøkenen husker mig. |
| JONNA | Jo. Baade min Søster og jeg husker Dem særdeles godt. |
| KONSUL STENBERG |
(giver Wallin Haanden). Maa det være mig tilladt at hilse paa Kaptajnen! |
| WALLIN | (hilser koldt). Goddag, Hr. Konsul! |
| SALVESEN | (konverserende). Vi talte netop om gamle Dage paa Lundbygaard, Frøken Eline! Det var en herlig Tid; det Humør, hvad? |
| Pavse. | |
| SALVESEN | Ak ja, jeg siger – Hjemmet, Hr. Konsul – og Minderne! Det maa væere en Glæde for Dem at knytte gamle Forhold paa Ny! Man ser altid, at der er dog noget, som Tid og Afstand ikke visker ud. |
| JONNA | Det er sandt. |
| GENERALINDEN | Er det et længere Besøg, Konsulen agter at gøre her hjemme? |
| KONSUL STENBERG |
Det er egentlig ikke noget Besøg. Min Hustru taaler ikke godt et varmt Klima; nu henter jeg hende i Hamborg, hvor hun for Tiden er, og saa agter vi for Fremtiden at bosætte os her. |
| GENERALINDEN | Ah saaledes! |
| ELINE | (farer sammen og blegner). De bliver her! |
| WALLIN | (ser hurtigt paa hende og bider sig i Læben). |
| KONSUL STENBERG |
Ja, det har længe været min Plan, som af en bestemt Aarsag er bleven fremskyndet lidt. |
| GENERALINDEN | (ser paa Wallin). Ja, der kan jo hændes Ting, som forandrer Ens Planer en Del. |
| FRK. VON SVITZER | Frøken von Svitzer kommer ind fra højre med Hat paa. |
| GENERALINDEN | Frøken von Svitzer — Konsul Stenberg — (De hilser.) |
| FRK. VON SVITZER | Ja, Kaptajn Salvesen, hvis det saa passer Dem at tage afsted — |
| SALVESEN | Uheldigvis maa jeg give Afkald — maa absolut til Byen straks – kom pludselig i Tanker om en Fødselsdag — det er min Tante — |
| FRK. VON SVITZER | (stram). Og den Tante kan ikke opsætte Fødselsdagen? |
| SALVESEN | (ser paa hende og mister Modet). Det vil sige, at — ja – maaske alligevel — min Tante er en sjælden — elskværdig Dame — og for min Skyld — saa siden Frøkenen ønsker det — særdeles kært — |
| FRK. VON SVITZER | Ganske som De behager! |
| SALVESEN | (ser efter hende og vender sig til Generalinden). Deres Naade tilgiver – det er Frøken von Svitzer, som — De ved — en Dames Ønske – tusind Tak — charmant Dag! (vender sig til de andre.) Hr. Konsul, har den Ære. Frøken Eline – Frøken Jonna — min Kompliment! Paa Gensyn, kære Wallin — beklager meget — mine Danner og Herrer – stor Fornøjelse — |
| Han byder Frøken von Svitzer Armen og gaar ud med hende til højre. | |
| GENERALINDEN | Maa jeg byde Konsulen en Kop Kaffe? |
| KONSUL STENBERG |
Nej, mange Tak! |
| GENERALINDEN | Saa foreslaar jeg, Eline, at Du holder Konsulen ved Selskab, siden jeg har et Par andre Gæster. Jeg haaber saa, Hr. Konsul, at vi ses om lidt! |
| Hilser let og gaar ud til venstre. | |
| JONNA | (følger efter hende). Kom, Ida! |
| IDA | Ja. (gaar hen til Stenberg og giver ham nølende Haanden) Farvel og Tak! |
| De ser et Øjeblik paa hinanden, saa gaar hun hurtigt ud efter Jonna. Wallin gaar et Par Skridt henimod Eline, men standser med en modløs Bevægelse og gaar ud til højre. |