Aabent Visir 1898

PERSONERNE:

GENERALINDE WALLIN KAPTAJN KARL WALLIN, hendes søn
FRØKEN ELINE MALLING JONNA MALLING, hendes søster
KONSUL STENBERG IDA
KAPTAJN SALVESEN FRØKEN VON SVITZER
FRU MADSEN To FRØKNER LILJENFELDT
En Tjener

3. AKT
(2+)3. SCENE
Ida. Stenberg. Salvesen. Senere Generalinden. Eline. Wallin og Jonna. Tilsidst Frøken von Svitzer
KONSUL
STENBERG
Goddag — for jeg spørge, er Generalinden eller Frøken Eline Mailing til Stede?
SALVESEN (forekommende) Frøken Malling kommer vist øjeblikkelig. Værsaaartig — tag Plads – det er Konsul Stenberg, som
jeg har den Ære at tale med ikkesandt — mit Navn er Kaptajn Salvesen.
KONSUL
STENBERG
Ah, jeg husker Kaptajnen som en fortræffeligt dansende Løjtnant.
SALVESEN (smigret). Jeg beder — særdeles elskværdigt.
KONSUL
STENBERG
(ser hurtigt og skarpt paa Ida). Og den unge Dame?
SALVESEN Det er en lille Pige, som Generalinden har taget til sig — Datter eller Datterdatter af en Kusine eller Svigerinde —
KONSUL
STENBERG
Ah!
IDA (nejer og ser vedholdende paa ham). Goddag!
KONSUL
STENBERG
Hvad hedder De, Frøken?
IDA Jeg hedder Ida.
KONSUL
STENBERG
Ja saa — Ida!
SALVESEN Konsulen maa da ikke sige De og Frøken til det Barn.
IDA Nej, helst ikke.
KONSUL
STENBERG
Naa — ja ja! Hvor gammel er Du, Ida?
IDA Tretten Aar — jeg bliver fjorten.
KONSUL
STENBERG
Saa er Du jo stor af din Alder.
IDA Ja, jeg vokser saa stærkt, især herude paa Landet. (sætter sig igen til at sy.)
SALVESEN (konverserende). Konsulen er for nylig kommen hertil?
KONSUL
STENBERG
Jeg er her blot i Forretninger en Dags Tid.! Jeg maa være i Hamborg igen i Overmorgen.
SALVESEN Deres Frue er ikke fulgt med?
KONSUL
STENBERG
(adspredt, ser paa Ida). Nej. Hun kommer senere hertil.
SALVESEN De kender vist Frøken Malling fra Lundbygaard, ikkesandt?
KONSUL
STENBERG
Ja, vi tilbragte i sin Tid en Sommer derude sammen.
IDA (ser hurtigt op).
SALVESEN Hun var en ualmindelig nydelig Pige, Eline! Fandt De ikke?
KONSUL
STENBERG
Jo — Søsteren ogsaa!
SALVESEN (lidt usikker). Særdeles – ja! Jeg kom der jo undertiden selv — fra Garnisonen.
KONSUL
STENBERG
Ah — — jeg husker —
SALVESEN Det var muntre Tider! Man var ung og havde Dampen oppe.
KONSUL
STENBERG
Har Du længe boet hos Generalinden, Ida?
IDA Nej, kun i denne Ferie.
SALVESEN (lidt misfornøjet med hans Distraktion). Jeg har den Ære at kende Konsulinden fra gamle Dage. Vi dansede sammen.
KONSUL
STENBERG
Saa —
SALVESEN Højst distingueret Dame — (søgende.) lidt nervøs —
KONSUL
STENBERG
Min Hustru har aldrig været stærk.
SALVESEN Herregud — beklager meget —
KONSUL
STENBERG
Du er nok en flink Pige, Ida, Du syr saa flittigt.
IDA Det er noget, der haster. Det er et Kniplings Lommetørkleede til Generalindens Fødselsdag. Hun er saa rar imod mig.
KONSUL
STENBERG
Holder Du meget af Kniplinger?
IDA Ja.
KONSUL
STENBERG
Saa skal jeg forære Dig nogle rigtig smukke — spanske.
IDA (ser halvt fjendtlig, halvt interesseret paa ham). Hvorfor?
KONSUL
STENBERG
Fordi jeg godt kan lide Dig.
IDA Men De kender mig jo ikke.
KONSUL
STENBERG
Man kan jo godt synes om Folk, straks, man ser dem.
IDA (syr videre). Ja, maaske.
SALVESEN Det maa være en Glæde for Konsulen at se Fædrelandet igen.
KONSUL
STENBERG
Ja, i flere Henseender.
SALVESEN Det er jo et velsignet Land med køn Natur og — og ret godt Køkken, men hvad de politiske Forhold angaar, —
GENERALINDEN (i Døren til venstre). Er Eline ikke kommen?
SALVESEN (vender sig). Nej, men jeg tror –
GENERALINDEN (ser Stenberg og kommer nærmere). Ah, undskyld, jeg vidste ikke, her var Fremmede.
KONSUL
STENBERG
(hilser). Jeg ved ikke, om Generalinden, genkender mig?
SALVESEN Konsul Stenberg
GENERALINDEN Om jeg kender Dem, jo naturligvis — velkommen! Det er mange Aar siden, man har haft den Glæde at se Dem hertillands.
KONSUL
STENBERG
Derfor kunde jeg heller ikke modstaa den Fristelse at hilse paa Generalinden, skønt det er blevet lidt sent. Ja, undskyld! Men da jeg skal afsted igen i Morgen og jeg var her i Nærheden —
GENERALINDEN Bevares, Konsulen er velkommen til enhver Tid. Tag dog Plads!
KONSUL
STENBERG
(sætter sig). Tak. Det vilde ogsaa glæde mig at se Frøken Eline Malling, som jeg kender godt fra gamle Dage.
GENERALINDEN (studser og ser forstaaende paa ham). Ah! Jeg skal lade hende søge!
SALVESEN Frøken Jonna er netop gaaet for at finde hende.
GENERALINDEN Der, tror jeg, Damerne kommer med min Søn.
Jonna og Wallin kommer ind fra Haven. Ida rejser sig, fjerner sig lidt og ser til med spændt Opmærksomhed.
GENERALINDEN (vender sig imod dem). Vi har faaet Besøg, Eline.
ELINE Jeg ved det. Goddag, Konsul Stenberg. (giver ham tøvende Haanden.)
GENERALINDEN Konsulen kender vel ogsaa min anden Niece, Frøken Jonna Malling.
KONSUL
STENBERG
Bevares — at sige, hvis Frøkenen husker mig.
JONNA Jo. Baade min Søster og jeg husker Dem særdeles godt.
KONSUL
STENBERG
(giver Wallin Haanden). Maa det være mig tilladt at hilse paa Kaptajnen!
WALLIN (hilser koldt). Goddag, Hr. Konsul!
SALVESEN (konverserende). Vi talte netop om gamle Dage paa Lundbygaard, Frøken Eline! Det var en herlig Tid; det Humør, hvad?
Pavse.
SALVESEN Ak ja, jeg siger – Hjemmet, Hr. Konsul – og Minderne! Det maa væere en Glæde for Dem at knytte gamle Forhold paa Ny! Man ser altid, at der er dog noget, som Tid og Afstand ikke visker ud.
JONNA Det er sandt.
GENERALINDEN Er det et længere Besøg, Konsulen agter at gøre her hjemme?
KONSUL
STENBERG
Det er egentlig ikke noget Besøg. Min Hustru taaler ikke godt et varmt Klima; nu henter jeg hende i Hamborg, hvor hun for Tiden er, og saa agter vi for Fremtiden at bosætte os her.
GENERALINDEN Ah saaledes!
ELINE (farer sammen og blegner). De bliver her!
WALLIN (ser hurtigt paa hende og bider sig i Læben).
KONSUL
STENBERG
Ja, det har længe været min Plan, som af en bestemt Aarsag er bleven fremskyndet lidt.
GENERALINDEN (ser paa Wallin). Ja, der kan jo hændes Ting, som forandrer Ens Planer en Del.
FRK. VON SVITZER Frøken von Svitzer kommer ind fra højre med Hat paa.
GENERALINDEN Frøken von Svitzer — Konsul Stenberg — (De hilser.)
FRK. VON SVITZER Ja, Kaptajn Salvesen, hvis det saa passer Dem at tage afsted —
SALVESEN Uheldigvis maa jeg give Afkald — maa absolut til Byen straks – kom pludselig i Tanker om en Fødselsdag — det er min Tante —
FRK. VON SVITZER (stram). Og den Tante kan ikke opsætte Fødselsdagen?
SALVESEN (ser paa hende og mister Modet). Det vil sige, at — ja – maaske alligevel — min Tante er en sjælden — elskværdig Dame — og for
min Skyld — saa siden Frøkenen ønsker det — særdeles kært —
FRK. VON SVITZER Ganske som De behager!
SALVESEN (ser efter hende og vender sig til Generalinden). Deres Naade tilgiver – det er Frøken von Svitzer, som — De ved — en Dames Ønske – tusind Tak —
charmant Dag! (vender sig til de andre.) Hr. Konsul, har den Ære. Frøken Eline – Frøken Jonna — min Kompliment! Paa Gensyn, kære Wallin — beklager meget — mine Danner og Herrer – stor Fornøjelse —
Han byder Frøken von Svitzer Armen og gaar ud med hende til højre.
GENERALINDEN Maa jeg byde Konsulen en Kop Kaffe?
KONSUL
STENBERG
Nej, mange Tak!
GENERALINDEN Saa foreslaar jeg, Eline, at Du holder Konsulen ved Selskab, siden jeg har et Par andre Gæster. Jeg haaber saa, Hr. Konsul, at vi ses om lidt!
Hilser let og gaar ud til venstre.
JONNA (følger efter hende). Kom, Ida!
IDA Ja. (gaar hen til Stenberg og giver ham nølende Haanden) Farvel og Tak!
De ser et Øjeblik paa hinanden, saa gaar hun hurtigt ud efter Jonna. Wallin gaar et Par Skridt henimod Eline, men standser med en modløs Bevægelse og gaar ud til højre.