En Advarsel 1890

PERSONERNE:

FRITZ ROSEN. ANNIE, hans Hustru.
STUDENT KRUSE. OBERSTEN.
OBERSTINDEN. EN TJENER.



2. SCENE Annie. Obersten. Oberstinden.
OBERSTEN (for sig selv) Hvor satte jeg Stokken — naa, der!
OBERSTINDEN Hør, lille Annie, det finder Du Dig da ikke i?
ANNIE I hvad, Tante Mille?
OBERSTINDEN At din Mand gaar fra Dig i Aften, paa din Bryllupsdag, for at gaa hen og besøge en anden Dame.
ANNIE (lidt anstrengt) Hvorfor skulde han ikke det, naar han har Lyst til det! Fritz sætter jo nu engang ikke det daglige Liv og den Slags rolige Lykke saa højt, som jeg.
OBERSTEN (ser paa Uhret) Tre Minuter om at sige farvel — elleve — femten — tyve —
OBERSTINDEN Det er det samme, kære Annie, det er min Pligt at sige Dig, at Du bør ikke. Du kan ikke finde Dig i det Kurmageri, som din Mand driver med den kokette Taske, denne Baronesse Platen.
ANNIE Aa, Du ved, det er ikke andet, end at det morer Fritz at omgaaes Damer, der er begavede og livlige.
OBERSTINDEN Det er da lige upassende, fordi hun er livlig. Ikkesandt, Klemming?
OBERSTEN (fjærner sig hurtigt fra Kirsebærrene) Det maa jeg sige, at — at det finder jeg ikke.
OBERSTINDEN Saa finder jeg det og Andre med mig. Hvad er det for noget Pjank, han, der har en sød ung Kone, der blot er altfor god til ham; ja, undskyld, det er nu min private Mening.
ANNIE (lidt forpint) Jeg behøver da ikke at bryde mig om, at Fritz engang imellem besøger en Dame, der inter­esserer ham.
OBERSTINDEN Engang imellem ! Der skal vi have det. Nej, han smutter hen til hende hver evige eneste guddommelige Eftermiddag.
ANNIE Saa er det kun for Musikens Skyld.
OBERSTINDEN Saa! Det er maaske ogsaa for Musikens Skyld, at han hver Dag forærer hende en Buket gule Roser?
ANNIE (studser og tier).
OBERSTEN (afværgende) Nonsens, kære Mille — hvor kan Du fæste Lid —
OBERSTINDEN Jeg har det fra en Dame, der er intim Veninde med Baronessens Svigerinde.
OBERSTEN Ja, det er jo fra første Haand.
OBERSTINDEN Og jeg saa jo desuden med mine egne Øjne, bedste Klemming, før, da jeg tog Tøjet af, at Tjeneren gik ind i Rosens Værelse med en Buket gule Roser. Saa Du det ikke selv?
OBERSTEN Jeg — nej.
OBERSTINDEN Nej, naturligvis, Mandfolk holder altid sammen. Men jeg siger ikke desto mindre: Pas paa, min Pige.
OBERSTEN Aa, Bagateller, hvad Ulykke skulde der være at en Kavaler viser en Smule Opmærksomhed mod en Dame, naar hun er smuk og selv opfordrer dertil. Hvis jeg var i Rosens Sted, vilde jeg gøre præcis det samme.
OBERSTINDEN (affærdigende) Kære Ven, moderer Dig lidt!
OBERSTEN Der er Punkter, hvor Erfaringen lærer En at gøre Indrømmelser. Hvorfor skulde man vise Livets smaa Behageligheder fra sig, naar de selv frembyder sig, og naar man, som min unge Ven Rosen, af Naturen har et fyrigt og ildfuldt Sind, saa enfin —
OBERSTINDEN Saa enfin, maa man se at faa det afkølet, og det skulde jeg nok sørge for, hvis det var min Mand, der var ildfuld.
OBERSTEN (spiser et Par Kirsebær) Ifald Du tror, at jeg er en Isklump, saa tager Du højlig fejl.
OBERSTINDEN Kan Du dog ikke lade de Kirsebær staa i Fred, bedste Klemming. Pas paa! Inden Du ser Dig om, er Du saa tyk som en Tønde.
OBERSTEN (irriteret) Maa jeg nu være fri for det Nonsens! (sætter Hatten paa) Jeg agter at spise, hvad jeg vil, og sige, hvad jeg vil, og gøre, hvad jeg vil. Nu ved Du det.
OBERSTINDEN Godt, min Ven.
OBERSTEN (pludselig elskværdig) Nu skal jeg hente dine Briller, kære Mille. Sagde Du ikke, de var i Lysthuset?
OBERSTINDEN Jo.
Obersten gaar ud ad Havedøren.