En Advarsel 1890

PERSONERNE:

FRITZ ROSEN. ANNIE, hans Hustru.
STUDENT KRUSE. OBERSTEN.
OBERSTINDEN. EN TJENER.



3. SCENE. Annie. Oberstinden.
OBERSTINDEN (strikker ivrigt) Ja ja, lille Annie, nu har jeg advaret Dig, men Gudbevares, naar ikke Du bryder Dig om det, saa kan det ogsaa være mig lige meget. Saadan er de Unge nu til Dags, lige glade med alting; Ingenting er rigtigt og ingenting forkert. Derfor gaar det ogsaa hulter til bulter med det hele.
ANNIE Du kender mig daarligt, Tante Mille, hvis Du tror, jeg er lige glad, naar det gælder min Mand.
OBERSTINDEN Det maa jeg jo tro.
ANNIE Naa, hvis det endelig skal være, saa lad mig da sige min Mening, selv om jeg fortryder det bagefter. Sandheden er, at jeg ikke kan fordrage den Baronesse, jeg bliver ilde tilpas, blot jeg ser et Glimt af hendes opstadsede Person, og naar hun sætter sig ved Klaveret tæt op til Fritz, saa har jeg ene og alene Lyst til at løbe hen og ruske hende i hendes røde krøllede Haartop.
OBERSTINDEN Naa, det kan jeg da lide, min Pige.
ANNIE Er hun da virkelig saa meget elskværdigere end jeg — eller morsommere, eller klogere — eller kønnere?
OBERSTINDEN Nej, det ved den godeste Gud, hun ikke er.
ANNIE Jeg ved nok, mine Øren er lidt slemme til at blive røde, men ellers saa — ja, idetmindste er der da ogsaa dem, der siger smukke Ting til mig.
OBERSTINDEN Ja, Pjank er der nok af.
ANNIE Men hun skal være uovertræffelig i enhver Henseende.
OBERSTINDEN Ja, vist saa —
ANNIE Jeg pines ved hvert Ord, han taler til hende; ja, jeg gaar her hjemme og bliver næsten helt febrilsk, naar jeg ved, han er hos hende, for hver Dag stjæler hun jo lidt af hans Hjærte fra mig, der ejer ham og elsker ham, for det gør jeg — det gør jeg, Tante Mille.
OBERSTINDEN Ja, det er meget godt, men man skal ikke lade dem mærke det for meget, min Pige, det kan de ikke taale. Naa, hvordan er det, jeg sidder og strikker!
ANNIE Ja, man siger jo, at i ethvert Forhold er der En, der elsker, og En, der lader sig elske.
OBERSTINDEN Jeg har altid ladet mig elske, det er det bekvemmeste.
ANNIE Ja, maaske, men naar man, som jeg, har en Mand, der har noget ved sig, som tiltrækker Kvinder, hvad enten det nu ligger i, at han er smuk eller underholdende —
OBERSTINDEN Eller kurtiserende! Skal vi ikke se paa Tingen, som den er. Naturligvis, godt ser han ud, det nægter jeg ikke, men naar blot han kommer i Nærheden af et kønt Ansigt, saa bliver han straks helt gesvatsig, og den Slags Mandfolk er Damer altid beredte til at være paa Færde med.
ANNIE Ja desværre, det mærker jeg.
OBERSTINDEN Men Du skal ikke finde Dig i det.
ANNIE Hvad skal jeg da gøre?
OBERSTINDEN Du skal træde op og gøre Dig gældende.
ANNIE Hvordan — gældende?
OBERSTINDEN En Kone skal altid sætte sig paa det Standpunkt, at det er hende, der skal dyrkes, og hende, der er Numer Et. Saadan indrettede jeg det straks, og det har jeg befundet mig grumme vel ved.
ANNIE Men har din Mand ogsaa befundet sig vel ved det?
OBERSTINDEN Fortræffeligt. De har saamænd allerbedst af at blive holdt lidt i Ørerne, allerbedst.
ANNIE Tror Du det?
OBERSTINDEN Ser Du, først og fremmest maa man vænne dem til at tage Hensyn og være galante, for naar de ikke er galante mod Konen, saa bliver de det mod Andre. Det er noget, de ikke kan lade være med. Hvad har Du nu for Eksempel ladet ham forære Dig i Dag?
ANNIE Tolv Lærreds Pudevaar med Kniplinger. Det vidste han, jeg ønskede.
OBERSTINDEN Var det hollandsk Lærred?
ANNIE Ja, af bedste Slags.
OBERSTINDEN Det er det samme, der er ikke noget galant ved Pudevaar. Nej, jeg har længe ærgret mig over at se, at Du ikke forstaar, hvordan de skal tages, og derfor gaar det ogsaa, som det gaar.
ANNIE Men tror Du da ikke, det vilde være dumt at lade ham mærke, at jeg er skinsyg? Ved Taarer og Bebrejdelser vilde jeg maaske blot støde ham fra mig og miste hans Kærlighed helt.
OBERSTINDEN Aa Gud, den Slags Finfølelse er saamænd spildt paa dem.
ANNIE Er den det?
OBERSTINDEN Saa tror de blot, at de kan behandle En, som de finder for godt. Man skal aldrig lade dem indbilde sig, at man ser op til dem. Du ser det jo. Fordi Du tier stille til alt, saa betragter han Dig som et rart lille Guds Ord fra Landet, der er god nok til at sørge for hans Hus og hans Mad, mens han flanerer og koketterer med andre Damer, der morer ham mere.
ANNIE (heftig) Tante Mille, det maa Du ikke sige.
OBERSTINDEN Det gør mig ondt, min Pige, saadan er det.
ANNIE I saa Fald skal det ikke blive saadan ved, det er sikkert.
OBERSTINDEN Da bliver det ikke anderledes, medmindre Du sætter ham Stolen for Døren og lader ham eftertrykkeligt vide, at Du ikke finder Dig i det.
ANNIE Vel, saa lad mig da tage Bladet fra Munden. Det er da for galt, at jeg gaar her og lider halvvejs af ulykkelig Kærlighed til min egen Mand.
OBERSTINDEN Ja, det ved Vorherre. Er der Nogen, der skal lide af Kærlighed, ma er det dem. Derfor gentager jeg: Gør Dig gældende, min Pige, og det mens det er Tid.
ANNIE Tys, der kommer han ude i Haven.
OBERSTINDEN Gør saa Begyndelsen lige med det samme og giv ham en alvorlig Røffel. Forbyd ham at gaa hen til den Laptaske i Aften, oven i Købet med en Blomsterbuket.
ANNIE (ivrig) Den faar hun ikke. Jeg vil have den selv jeg vil se at erobre den.
OBERSTINDEN Godt, lad os se. Hvis jeg, inden jeg gaar, ser den i din Varetægt, saa ved jeg, at jeg endnu kan faa Glæde af Dig.
Rosen kommer ind fra Haven.
ROSEN Jeg forstyrrer maaske Damerne?
OBERSTINDEN Aldeles ikke. Jeg har blot som erfaren Kone givet Annie et Par huslige Raad.
ROSEN Som Ægtemand maa jeg jo saa sige Tak.
OBERSTINDEN (hilser) Saa vil jeg min Tro være ligesaa høflig og sige: Ingen Aarsag.
Hun gaar ud i Haven.