En Advarsel 1890

PERSONERNE:

FRITZ ROSEN. ANNIE, hans Hustru. STUDENT KRUSE.
OBERSTEN. OBERSTINDEN. EN TJENER.



6. SCENE Annie. Straks efter Rosen. Senere Kruse. Tilsidst Obersten.
ANNIE (for sig selv, idet hun ser efter Rosen) Der gaar han — han gaar virkelig! Men han har jo glemt Buketten, saa kommer han nok tilbage. Ja, der er han! (Hun løber hurtigt hen bag Planterne.) Naa, nu haaber jeg, at han ordentlig skal faa læst og paaskrevet!
Rosen kommer ind fra Haven
ROSEN (i Døren) Her er heldigvis Ingen.
Han gaar forsigtigt gennem Stuen og gaar ind i sit Værelse til højre.
ANNIE (ser hen til Døren) Saa, nu er han i Fælden!
Hun gaar hen til Klaveret og begynder at spille, idet Rosen titter frem bag Dørforhænget. Han har Buketten i Haanden.
ROSEN (sagte) Av, der er Annie, saa venter jeg heller.
Annie vedbliver at spille, idet hun kaster et Blik ud i Haven. Lidt efter kommer Kruse ind ad Havedøren.
ANNIE Er det Dem, Kruse, kom kun nærmere.
KRUSE De lokker mig med Musik som en Loreley.
ANNIE Ja, jeg tænkte nok, De kom ind, naar De hørte mig spille.
KRUSE Saa bliv ved — jeg beder Dem —
ANNIE (rejser sig) Nej, lad os heller tale lidt sammen i den korte Tid, vi har tilbage.
(sagte, idet hun nærmer sig Rosens Værelse.) Jo, han hører efter.
(højt) Jeg skal hilse Dem fra min Mand, kære Kruse, og bede Dem undskylde, at han ikke fik sagt Dem Farvel.
KRUSE Hvordan — er han gaaet?
ANNIE Ja, saa De ham ikke gaa? Han skulde hen til en Dame, han beundrer meget.
KRUSE Han gik altsaa trods Bryllupsdagen?
ANNIE Ja, hvorfor ikke, vi er ikke mere saa følelsesfulde af os. Lidt gensidig Frihed er saa behagelig.
KRUSE Ja, ganske vist, men jeg troede —
ANNIE Kom, sæt Dem her hos mig! Man er netop saa godt oplagt til en Passiar saadan i Mørkningen. Se blot, hvor der er kønt derude med det hendøende Lys paa Træerne. Naa, sæt Dem saa ned! De er vist i Grunden lidt genert af Dem.
KRUSE (forlegen) Jeg! Aldeles ikke — jeg mener —
ANNIE Nej, ligeoverfor mig maa De ikke være det. Jeg synes, vi kender hinanden saa godt. Hør, jeg tror, De er bleven klippet, siden vi saa hinanden sidst. Det er Synd; naar De har længere Haar, ligner De Lord Byron.
KRUSE (smigret) De gør mig virkelig flov, kære Frue —
ANNIE Det passer jo godt, siden De skriver Vers — nej, jeg skal ikke plage Dem med det. Men det vil jeg blot sige Dem, at det interesserer mig meget.
KRUSE Er det sandt?
ANNIE Kan De mærke, hvor stærkt Lindeblomsterne lugter — helt her ind. Aa, hvor det er en sød betagende Duft, der fylder En med Drømme og Længsler.
KRUSE Ogsaa Dem! Det er jo netop Længslen efter noget dejligt, noget ukendt, der fylder mig, saa det bruser i mig ligesom med vild Musik. Men den Slags troede jeg ikke, De kendte.
ANNIE Hvad ved De om det? Hvor kan De ane, om ikke ogsaa jeg higer mod noget ukendt, noget vidunderligt —
KRUSE De, Fru Annie, De synes saa sikker paa Livet, saa sikker paa Dem selv.
ANNIE Sikker — det er saamænd Ingen. Hvilken Kvinde gaar ikke og tænker paa Kærlighed og drømmer om noget andet end det, hun har — om noget, der — om noget, der kunde bringe et nyt Pust af Foraar i Hjærtet.
ROSEN (sagte) Se se!
KRUSE De mener altsaa, at Kærlighedslængsel er stærkere end en nedarvet Følelse for Moral og Dyd?
ANNIE (ser til Døren) Aa, Dyden! Den kan da ved Gud ikke more En eller beskæftige En, vel? Og netop den stjaalne, hemmelige Lykke har jo noget lokkende ved sig, aa, saa lokkende!
KRUSE Og naar man begynder at tænke paa de Ting, tror De saa ikke, at det er farligt, jeg mener —
ANNIE Maaske! Hvis den Rette kom i det rette Øjeblik.
KRUSE Og naar først man er gift, saa —
ANNIE Ja, det er Sagen! Ægteskab og Erotik, de to Ting forliges daarligt. Ægteskabet er jo det fastslaaede, den almindelige Landevej, som vi Alle trasker hen ad. Ak ja! Der træffer man saa vist ikke det, der er saa henrivende — det at vide sig attraaet, drømt om – aa, det er en Følelse, ligesom om alt det Smukke, man kender, Poesi og Musik og Kunst var blevet til Liv — Ens eget Liv —! Puh, ser jeg ikke hed ud. Jeg synes, det er saa varmt —.
KRUSE De ser dejlig ud.
Rosen gør en hæftig Bevægelse.
KRUSE Er der Nogen i den Stue? Jeg synes, jeg hører Støj.
ANNIE Det er blot Hektor, min Mands Hund, som gaar og pusler der inde.
KRUSE Naa —!
ANNIE (beroligende) Men den bider ikke.
KRUSE Hvem kunde ane, at ogsaa De søger at udgrunde Hjærtets Gaader.
ANNIE Troede De ikke det? Jo, ser De, paa Hjærtets Omraade er vi Alle en Smule Digtere, vi Kvinder, baade Digtere og Diplomater.
KRUSE Ja, overfor de stakkels Mænd.
ANNIE Mener De Ægtemændene? Aa, for at narre en Ægtemand behøver man saamænd ikke at være meget diplomatisk. De gode Herrer ser sjælden videre skarpt paa det Punkt. Enten er de for langsynede eller for nærsynede, for skinsyge eller for ligegyldige.
ROSEN (for sig selv) Det er dog for galt!
ANNIE (skotter til Døren) Jeg kender mere end een Mand, som tror, at hans Kone er en lille Gaas, der ikke duer til andet end at se op til sin Gemal og skænke hans Kaffe. Og saa tager hans Højhed grundigt fejl. Mens han søger Erotiken andetsteds, saa ler hun ganske smaat ad ham og bruger sin Del af Aand og Vid til at bedaare Andre, der er mere modtagelige for hendes Tiltrækning.
KRUSE (dristigere) Og hvorfor skulde hun ikke det, Fru Annie, jeg mener, at naar en Kvinde —
ANNIE Nej, hvorfor skulde hun ikke, naar hun føler, at hun har den fængende Gnist i sig, som tænder Hjærterne.
KRUSE Og den har netop De!
ANNIE (ser paa ham) Jeg — aa —
KRUSE Jo jo, blot man eengang har set rigtigt ind i Deres Øjne, saa er man fortabt med det samme. Aa, naar De vidste — naar jeg turde sige Dem — (dristigere) De har været min eneste Tanke, siden jeg lærte Dem at kende, aa, meget mere, for det, der laa skjult inderst i mig, noget, jeg ikke vidste var der, ligesom en dejlig Sang — en Følelse af Lykke og Sorg paa eengang, noget — jeg ved ikke hvad, det har De faaet frem, og hvis det vokser, og — og bliver til noget, saa er det Deres Skyld, blot fordi De har talt til mig — set paa mig. Jeg synes, man maatte kunne blive til alt, naar man blev elsket af Dem — det maatte være Saligheden selv.
Obersten kommer ind fra venstre.
OBERSTEN Her er jo helt mørkt — er Kruse her? Hvor har De gjort af min Kones Paraply? Hun siger, De havde den.
KRUSE (ærgerlig) Det husker jeg virkelig ikke.
OBERSTEN Der staar kun een derude, og min Kone har alletider Navn paa Skaftet.
Tjeneren kommer incl med en Lampe, som han stiller paa Bordet og gaar igen.
OBERSTEN Men Gudbevares, staar ikke Mennesket der endnu uden Overtøj, og om to Minuter skal vi gaa. Der ligger Deres Frakke. Naa, kom saa med og find Paraplyen; jo undskyld, det var Dem, der bar den. (gaar hen mod Døren) Alletider i Taaget, det Menneskel
Han gaar ud til venstre med Kruse, idet Rosen kommer hurtigt ind fra højre.