Et Sølvbryllup 1890

PERSONERNE:

FABRIKANT SELBY FRU SELBY
POULA, Selbys Datter FRK. KNUDSGAARD, Fru Selbys Søster
DOKTOR FRANDSEN HOTHER, doktorens Søn
PASTOR MATHIASEN STUDENT ENGELSØE
FRØKEN PRIP FRØKEN MØLLER
JOMFRU LUDVIGSEN EN TJENER
EN PIGE DAMER OG HERRER


3. AKT
5. SCENE
Frøken Knudsgaard. Dr. Fransen. Senere Engelsøe.
DOKTOR
FRANDSEN
(ser efter Hother) Slet ikke saa tosset, Knægten!
FRØKEN
KNUDSGAARD
(halvsagte) Laban!
DOKTOR
FRANDSEN
(elskværdig) Jeg synes, Frøkenen sagde noget?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Jeg! — Nej, men jeg tillod mig at tænke, at det er et sørgeligt Tidens Tegn at høre en ung Mand udtale sig med saadan en Fripostighed.
DOKTOR
FRANDSEN
Saa er rigtignok Hr. Engelsøe anderledes ædel!
FRØKEN
KNUDSGAARD
De har ingen Ret til at haane Student Engelsøe.
DOKTOR
FRANDSEN
Haaner jeg ham ved at sige, at han er ædel?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Ja, fordi jeg ved, at De betragter det som nedsættende, at han er ren og uberørt, og aldrig har lokket nogen Kvinde til noget — noget mindre net.
DOKTOR
FRANDSEN
(ler) Nej, i saa Henseende ser han mig ud til at være en Klodrian.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Uf!
Engelsøe kommer ind fra Entreen.
DOKTOR
FRANDSEN
Der har vi ham!
STUDENT
ENGELSØE
(kommer nærmere) Godmorgen, Frøken, Godmorgen, Hr. Doktor! Det er dog et græsseligt Føre, vi har i Dag. Der er ingenting mere ødelæggende for Fodtøjet end saadant Snesjap. Jeg tror tilforladelig, det er trængt igennem mine Gummigaloscher.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Hvorfor kommer De ikke med den øvrige Del af Deputationen?
STUDENT
ENGELSØE
(tager en lille Pakke frem) Jeg er kommen i lidt god Tid, Frøken, for at faa Lejlighed til at overrække Sølvbruden en Festgave i Dagens Anledning.
DOKTOR
FRANDSEN
( peger paa Pakken) Er Festgaven deri?
STUDENT
ENGELSØE
Ja, det er en lille emailleret Lugtedaase med Sølvlaag, som jeg har arvet efter en Tante. Efter Kenderes Udsagn er den temmelig værdifuld.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Min Søster er vist ikke paaklædt endnu.
STUDENT
ENGELSØE
Men maaske kunde jeg faa Frøken Poula i Tale.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Næppe. Hun er vanskelig at faa i Tale – for os.
DOKTOR
FRANDSEN
Naa Hr. Engelsøe, fandt De saa Deres blaa Pung?
STUDENT
ENGELSØE
Ja, den laa tilforladelig hjemme i min egen Stue ved Vinduet. Jeg maa have tabt den, da jeg vandede mine Nerier.
DOKTOR
FRANDSEN
(sagte til Frøken Knudsgaard) Nu skal jeg dog sætte Deres Dydsmønster lidt paa Prøve! (højt til Engelsøe) Det var jo rart, De fandt den, for jeg antager, det var en Gave fra en — fra en Dame, siden det var Dem saa magtpaaliggende at faa den igen.
STUDENT
ENGELSØE
Gud, nej, det var det rigtignok langtfra.
DOKTOR
FRANDSEN
(drillende) Naa — Pokker tro Dem.
STUDENT
ENGELSØE
Føken Knudsgaard erindrer vist selv, at jeg købte den i Fjor paa vor lille Basar for en Krone og fem og tyve Øre. Jeg fandt det saa billigt.
DOKTOR
FRANDSEN
Jo pyt, Gavstrik! Han gaar saa lunt med det, hvad Frøken Knudsgaard! Nej, tro ikke, De kan spille den Uskyldige for mig.
STUDENT
ENGELSØE
Kære Hr. Doktor, jeg forstaar ikke —
DOKTOR
FRANDSEN
En Læge kommer jo ind i mangt og meget, som Ingen drømmer om. Jeg kender den Historie, De ved nok.
STUDENT
ENGELSØE
(forskrækket) Med Ola —
DOKTOR
FRANDSEN
Netop! — Med Olavia
Frøken Knudsgaard studser.
STUDENT
ENGELSØE
Hun gik altsaa til Dem med sin Fod?
DOKTOR
FRANDSEN
(Ler) Med begge sine Fødder.
STUDENT
ENGELSØE
(ser paa Frøken Knudsgaard) Men
DOKTOR
FRANDSEN
Vær rolig! Jeg har betragtet det som min Pligt at meddele det til Deres moderlige Veninde, Frøken Knudsgaard, efterdi hun har gjort det til sin Livsopgave at være en Dydens Bevogterinde for os alle og særligt for Dem.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Maa jeg være fri —
DOKTOR
FRANDSEN
Engelsøe, Engelsøe, der har De ikke baaret Dem rigtigt ad!
STUDENT
ENGELSØE
Bedste Frøken! De maa endelig ikke tro andet, end at det nærmest var hende —
DOKTOR
FRANDSEN
Naturligvis!
STUDENT
ENGELSØE
Og saa var det den Aften, hvor hun absolut vilde have, at vi skulde gaa sammen til Beriderne, at jeg uheldigvis kom til at støde en Barnevogn imod hende, saa at hun snublede og forstuvede Foden.
DOKTOR
FRANDSEN
Vi ved alt.
STUDENT
ENGELSØE
Men jeg forsikrer Dem, det var ogsaa det hele.
DOKTOR
FRANDSEN
(smiler) Sagde jeg ikke, han var en Klodrian.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Hr. Engelsøe, vil De ikke komme et Øjeblik ind i Kabinettet.
STUDENT
ENGELSØE
Gærne, ifald Frøkenen har noget at meddele mig.
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg gætter, hvad det er, Hr. Engelsøe. De kan vist glæde Dem til at høre Frøkenens allernyeste Sædelighedsforedrag. Det er noget for Dem. God Fornøjelse!
FRØKEN
KNUDSGAARD
(i Døren) Kom saa!
Hun gaar med Englesøe ind i Kabinettet.
DOKTOR
FRANDSEN
(ser paa Uhret) Er det blevet saa sent! Hvor bliver dog Selby af?
Han vil gaa ud ad Døren til venstre, idet Selby kommer ind.
3. AKT
6. SCENE
Selby. Doktor Fransen.
DOKTOR
FRANDSEN
(gnaven) Er det Dig endelig belejligt at komme! Her gaar jeg og venter! Tror Du maaske ikke, jeg har andre Patienter end din Pande?
SELBY Det maa jeg sige! Det er en venskabelig Morgenhilsen paa min Sølvbryllupsdag.
DOKTOR
FRANDSEN
(rækker ham Haanden) Naa, Lykke paa Rejsen i de næste fem og tyve Aar, gamle Kamerat!
SELBY Tak for dine gode Ønsker.
DOKTOR
FRANDSEN
Ingen Aarsag. Foruden dem faar Du en pragtfuld Porcellains Bordopsats.
SELBY (Tak), det er kønt af Dig.
DOKTOR
FRANDSEN
Nej, aldeles ikke. Jeg er glad, jeg bliver af med den.
SELBY Saa —?
DOKTOR
FRANDSEN
Det er et grimt Bæst, som jeg har faaet af en taknemlig Patient.
SELBY (ler) Naa, af den Slags, man lader gaa videre.
DOKTOR
FRANDSEN
Netop. Lad mig saa se paa p.- . Panden! Naa, nu ser Du jo ganske anstændig ud igen.
SELBY Tror Du, jeg kan tage et Styrtebad, som jeg plejer? Dr. Fransen. Det synes jeg ellers, Du fik grundigt nok i Aftes.
SELBY Naa — ja!
DOKTOR
FRANDSEN
Og Du slipper vel næppe med den Douche. Har Du talt med din Kone i Dag?
SELBY Endnu ikke, men hun kommer vist straks. (sukker) Saa maa vi jo have en lille Forklaring.
DOKTOR
FRANDSEN
Den gaar Du altsaa nu og glæder Dig til.
SELBY Naa ja, hvad — det kan da ikke blive saa farligt; nu ved hun jo det hele. Desuden har jeg opfyldt et lille Ønske, hun havde, med Hensyn til en Pengegave til Pastor Mathiesens Forening.
DOKTOR
FRANDSEN
(peger paa hans Pande) Et Plaster paa Saaret!
SELBY Og ikke saa ganske billigt endda! Derfor, et Par imødekommende, redegørende Ord fra min Side, saa er den lille Historie skreven i Glemmebogen med det samme.
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg er bange, Frøken Knudsgaard ingen Glemmebog har.
Fru Selby kommer ind fra højre. Hun er klædt i elegant
Morgendragt.
3. AKT
7. SCENE
Selby. Fru Selby. Doktor Fransen.
DOKTOR
FRANDSEN
Godmorgen, Frue!
FRU SELBY (lidt spidst) Ah, Doktor Fransen! Den Sidste, jeg har den Glæde at se om Aftenen og den Første om Morgenen.
DOKTOR
FRANDSEN
Nu gaar jeg ogsaa min Vej; der er andre Steder, hvor jeg er mindre overflødig. Men først maa jeg dog ønske Dem til Lykke!
FRU SELBY Synes De, at der i Dag er Anledning for Dem til at tale om min Lykke?
DOKTOR
FRANDSEN
Ganske vist maa det nærmest blive Selbys Sag. Hilser. Derfor overlader jeg Ordet til ham og anbefaler mig indtil videre.
SELBY (vil følge ham ud) Farvel —
DOKTOR
FRANDSEN
Tak, jeg kender Vejen, kære Ven! Smiler. Bliv Du ved din Forklaring.
Han gaar ud i Baggrunden.
3. AKT
8. SCENE
Selby. Fru Selby.
SELBY (forekommende) Godmorgen, kære Konstance!

Fru Selby tier.
SELBY Nej, vend Dig ikke bort. Du kan da ikke mene ikke at ville sige Godmorgen til mig paa denne vor Højtidsdag?
FRU SELBY Den Højtidsdag, som Du har gjort til den bitreste i mit Liv.
SELBY Det er jo for saa vidt glædeligt, som det viser mig, at dit Ægteskab ikke har bragt Dig meget bitre Dage.
FRU SELBY Som om Du kunde ane, hvad jeg lider.
SELBY Naturligvis, jeg kan jo nok forstaa, at —
FRU SELBY Nej, Du forstaar det ikke, for jeg lider, som kun et dødelig saaret Kvindehjærte formaar at lide.
Pigen kommer ind fra højre.
PIGEN Ønsker Fruen at faa Chokoladen bragt her ind?
FRU SELBY Nej Tak, jeg er altfor angreben. Jeg skal ingen Chokolade have.
SELBY Aa jo — forsøg —
FRU SELBY Maaske en lille halv Kop. Sæt den ind i mit Toiletværelse, Rasmine.
PIGEN Ja, Frue.
Hun gaar ud.
SELBY Konstance, lad os nu tale lidt fornuftigt sammen.
FRU SELBY (ryster paa Hovedet) Det er umuligt.
SELBY Ganske vist, Fornuft er ikke din allerstærkeste Side, men —
FRU SELBY Hvor kan man tale om Fornuft, naar Sjælen er i den grusomste Smærte og Vaande?

SELBY Aa Passiar — hvad er det hele!
FRU SELBY Det er, at jeg har set min dybeste, urokkeligste Tillid skuffet.
SELBY Herregud, en lille Letsindighed, som jeg virkelig ellers ikke plejer at gøre mig skyldig i, den kan Du da nok tilgive og glemme.
FRU SELBY Nej Selby, aldrig! Dertil stod Du for højt. Kan man glemme, at man har set sine Idealer nedtrampede, kan man glemme, at det er gaaet op for En, at hele Ens Liv har hvilet paa en Løgn.
SELBY Hvad for en Løgn?
FRU SELBY Findes der en mere foragtelig Løgn end et hyklerisk Ægteskab?
SELBY Man kan da ikke kalde et Ægteskab hyklerisk, naar det er grundet baade paa — paa Kærlighed og Agtelse.
FRU SELBY Mener Du, dette skulde bidrage til min Agtelse?
SELBY Nej, men hør nu —
Man hører et Hornorkester spille en Hymne.
SELBY (halvt til sig selv) Saa, der har vi Hornorkestret!
FRU SELBY (græder) Du min Gud, skal jeg høre vor Bryllupshymne i denne Stund!
Tjeneren kommer ind med en Buket og stiller den paa Bordet.
SELBY (til Tjeneren). Anton, se at faa den Musik til at holde op.

EN TJENER Hvordan skal jeg bede dem gaa?
SELBY Nej, bed om de vil vente lidt.
EN TJENER Jo.
Han gaar ud. Kort efter hører Musiken op.
SELBY Konstance, hør nu paa mig. Du behøver ikke at tage Dig denne Sag nær, nej, det behøver Du paa min Ære ikke. Du ved, hvor Du er mig kær, og hvor jeg altid har beundret Dig, men Herregud, en Mand kan holde uendelig meget af sin Kone, selv om han engang imellem kan sætte Pris paa lidt andre Fornøjelser.
FRU SELBY (fornærmet) Kalder Du Samlivet med din Hustru for en Fornøjelse?
SELBY Paa ingen Maade! Jeg mener — Hustruen betyder jo noget helt andet for en Mand: Familielykken, Arnen, Hjemmet, alt det, han ærer og elsker, og som staar urokkelig fast.
FRU SELBY Det er jo netop alt det, som Du har styrtet omkuld for mig.
SELBY Aa, vist ej! Naar Du vil gaa let hen over denne betydelighed, bliver din Stilling i mit Hjærte og mit Hjem fastere end nogensinde. Og det er meget sagt.
FRU SELBY Ja vist, især hvad Hjærtet angaar.
SELBY Nej hør, Konstance, naar Du taler saadan, har Du virkelig Uret.
FRU SELBY (resigneret) Ja naturligvis — det er mig, der har Uretten.
SELBY Nej, men har jeg dog ikke været Dig en god Mand i disse fem og tyve Aar — har jeg ikke opfyldt ethvert af dine Ønsker?
FRU SELBY Aa, ikke altid.
SELBY Men sig mig da —
FRU SELBY Du har for Eksempel godt vidst, hvor længe jeg har ønsket mig en Kareth med Gummihjul. Jeg taaler ikke den Rumlen; Hovedet er jo min svage Side.
SELBY Kæreste, jeg vilde netop have hedt Dig om at modtage den i Dag sammen med et Brillanthalsbaand.
FRU SELBY Har Du Dristighed til at tale om Foræringer i en Stund som denne? Med den Slags besnærer man maaske en Elskerinde, men visselig ikke en krænket og sorgfuld Hustru.
SELBY Nej, nej — det var blot fordi Du kom til at nævne den Kareth. Den kom netop i Gaar fra Paris.
FRU SELBY Ogsaa nye Seletøjer?
SELBY Endnu ikke, men hvis Du ønsker det, saa —
FRU SELBY Jeg ønsker intet mere — haaber intet. Græder. Jeg finder vel nok den Krog, hvor jeg kan skjule min Kummer for Resten af mit Liv, for at begræde det, jeg betragtede som ædelt og højt her i Verden.
SELBY Kære Konstance —

FRU SELBY Det varer næppe længe, svag som jeg er.
SELBY Tal dog ikke saadan. Hvad skal jeg dog sige, hvad skal jeg gøre for at komme ud over dette! Nej, græd nu ikke, hører Du! Naar ikke Du er tilfreds, hvad hjælper saa alt det andet — min Stilling, min Rigdom, min nye Etatsraadstitel —
FRU SELBY Er Du bleven Etatsraad?
SELBY Naa, det har jeg ikke sagt Dig! Der ser Du, hvor ulykkelig Du har gjort mig.
FRU SELBY Hvilken Skæbnens Ironi! Mit højeste Ønske gaaet i Opfyldelse i det Øjeblik, jeg ligger i Støvet, knækket af Uvejret.
SELBY Men nu er Uvejret trukket over, og det bliver Solskin igen — Du skal se, en straalende Solskinsdag som faa eller ingen i dit Liv. Hundreder af Mennesker vil i Dag bringe den nye Etatsraadinde deres Hyldest, mens Blomster og Gaver strømmer ned for din Fod. Se saa, tænk nu ikke mere paa den lille Mislyd, og jeg lover Dig, Konstance, at ingen Hustru skal blive baaren paa Hænder i Rigdom og Lykke som Du.
FRU SELBY (formildet) Ak, Selby!
Frøken Knudsgaard kommer ind fra Kabinettet.
SELBY (for sig selv) Saa, Tak — der har vi hende!