Et Sølvbryllup 1890

PERSONERNE:

FABRIKANT SELBY FRU SELBY
POULA, Selbys Datter FRK. KNUDSGAARD, Fru Selbys Søster
DOKTOR FRANDSEN HOTHER, doktorens Søn
PASTOR MATHIASEN STUDENT ENGELSØE
FRØKEN PRIP FRØKEN MØLLER
JOMFRU LUDVIGSEN EN TJENER
EN PIGE DAMER OG HERRER


3. AKT
12. SCENE
Selby. Pastor Mathiesen.
PASTOR
MATHIASEN
Ah, der har vi jo selve Jubilaren! Trykker hans Haand. Maa jeg af et fuldt Hjærte ønske Dem til Lykke!
SELBY (adspredt) Ingen Aarsag jeg mener — mange Tak.
PASTOR
MATHIASEN
Og maa jeg dernæst takke Dem for Deres rundelige Gave til vor Forening! Deres Penge vil blive til rig Velsignelse for os — og for Dem selv, kære Hr. Selby — jeg beder — Etatsraad Selby skulde jeg sige.
SELBY Aa vist ej —
PASTOR
MATHIASEN
Jo, det har allerede rygtet sig — men endnu engang Tak. Mere siger jeg ikke nu. Om nogle Minuter kommer Deputationen — jeg løb i Forvejen for at bede Dem holde Dem beredte. Gid det saa maatte staa i min Magt at tolke Dem den Glæde, vi føler ved at staa overfor et Jubelpar som dette.
SELBY Jeg beder Dem —
PASTOR
MATHIASEN
Jo, De er altfor beskeden. Det er i Sandhed et smukt, sjældent Samliv, et Eksempel for Alle.
SELBY Nej, gu’ er det ikke nej. Det er tværtimod altsammen saa desperat galt, som det kan være.
PASTOR
MATHIASEN
Hvordan dog det?
Man hører atter Hornmusiken begynde Hymnen.
PASTOR
MATHIASEN
Ah, Basunorkestret!
SELBY (ud af Døren i Baggrunden) Anton, se dog at faa den Musik til at vente, for Pokker!
Musiken standser kort efter.
PASTOR
MATHIASEN
Men hvad er dog dette, jeg staar som forstenet.
SELBY Kære Pastor Mathiesen, De kommer, som De var kaldet; De maa hjælpe mig. Tænk Dem, min Kone vil tage bort — rejse.
PASTOR
MATHIASEN
Rejse — nu?
SELBY Nu siger jeg Dem, i det Øjeblik Huset fyldes af Gæster og Gratulanter og Deputationer og Blomsterkurve og Hornmusik og det hele. Det er uhørt, umuligt, er det da ikke?
PASTOR
MATHIASEN
Sandelig, min Forstand staar stille.
SELBY Det tror jeg saa gerne — jeg mener, det er ikke saa løjerligt. Og ved De, hvem der har sat hele Historien i Værk, ja det kan De da gætte — selvfølgelig min Svigerinde. Gid hun var der, hvor Peberet gror, den Dydsdragon.
PASTOR
MATHIASEN
Det maa De ikke sige. Frøken Knudsgaard er maaske en Smule nidkær, en Smule kolerisk, men hun mener det saa godt.
SELBY Sgu ikke med mig.
PASTOR
MATHIASEN
Men hvad er der da sket?
SELBY Jo, Sagen er, at ved uheldigt Træf er Damerne komne under Vejr med, at jeg i Forgaars slet ikke havde været paa Landet, som jeg foregav, men til en lille Lystighed med et Par Bekendte.
PASTOR
MATHIASEN
Saa —! Baade Herrer og Damer?
SELBY 8forlegen) Nej — ja — det vil sige, paa et Forlystelsessted traf vi tilfældigvis et Par Damer, som —, som ikke ganske — naa ja, Sangerinder, som vi drak et Glas Champagne med.
PASTOR
MATHIASEN
Sangerinder — Herregud! Men den saarede Pande?
SELBY Ja, den har jo tydelig nok været med til Lystigheden.
PASTOR
MATHIASEN
(ryster paa Hovedet) Det gør mig virkelig ondt med denne Hændelse.
SELBY Ja, Pastor Mathiesen, jeg indser jo nok, at De, fra Deres Standpunkt maa fordømme min Letsindighed, men jeg forsikrer Dem —
PASTOR
MATHIASEN
Jeg dømmer Ingen. Selvfølgelig, jeg beklager Deres Svaghed og dadler den ogsaa, men det være langt fra mig at ville kaste den første Sten, især hvor jeg — som her, ser, at Angeren er oprigtig.
SELBY (halvsagte) Det har den sgu god Grund til at være.
PASTOR
MATHIASEN
Vi kender jo alle Menneskenes Skrøbelighed, og vi har jo kun altfor godt set, at selv de Bedste kan vakle og bukke under.
SELBY Ja, vi ved jo, at Kødet er redebon og Aanden skrøbelig! Jeg mener, Kødet er ogsaa skrøbeligt —
PASTOR
MATHIASEN
Naturligvis, Tidens og Menneskenes Letfærdighed gaar mig dybt til Hjærte, men jeg har jo ikke derfor Lov at glemme, at det er mit Hværv at formane med Langmodighed og Mildhed.
SELBY De vil altsaa ikke tilskynde min Kone til at tage væk?
PASTOR
MATHIASEN
Bevares nej. Det vilde jo være en saare beklagelig Skandale.
SELBY Aa, Gud velsigne Dem, vil De saa ikke tale med hende og se at bringe hende til Fornuft?
PASTOR
MATHIASEN
Jeg søger altid at mægle og mildne, hvor jeg kan. Vil De maaske bede hende komme.
SELBY Ja, straks. (Trykker hans Haand) Tak skal De have, kære Pastor Mathiesen, De gør mig virkelig en uvurderlig Tjeneste.
PASTOR
MATHIASEN
Saa meget des bedre, kære Etatsraad, hvis jeg kan være til lidt Nytte for Dem, hos hvem jeg altid har fundet velvilligt Øre, naar det galdt en god Sag.
SELBY Aa, jeg beder!
Han gaar ud til højre. Pigen kommer ind fra Entreen med en Sølvkande og sætter den paa Bordet.
PASTOR
MATHIASEN
Maa jeg se — en herlig Chokoladekande.— og vægtig!
PIGEN Den er fra Kontorpersonalet.
PASTOR
MATHIASEN
Saa! Det er en smuk Festgave.
Pigen gaar ud i Baggrunden.
Fru Selby kommer ind fra højre.
3. AKT
13. SCENE
Pastor Mathiesen. Fru Selby.
PASTOR
MATHIASEN
Kære Frue, jeg hører, De har haft en Sorg.
FRU SELBY Ak ja!
PASTOR
MATHIASEN
Det gør mig da ondt. Kom, lad os To tale lidt sammen i Ro. Det er altsaa gaaet Dem meget nær til Hjærte, dette?
FRU SELBY Aa, Pastor Mathiesen, jeg kan ikke sige Dem det. Jeg er bleven krænket i mine dybeste Følelser som Hustru og Kvinde. Alt, hvad jeg har set op til af højt og ædelt, ligger nu i Smudset for min Fod.
PASTOR
MATHIASEN
Sig ikke det!
FRU SELBY Hele Natten har jeg tilbragt i det mest lidelsesfulde Sjælsoprør.
PASTOR
MATHIASEN
Herregud ! Men vi ved jo, Fru Selby, hvad der er det bedste Middel til Sindets Beroligelse.
FRU SELBY De mener vel Kamillethe!
PASTOR
MATHIASEN
Hvordan — Kamillethe —
FRU SELBY Jeg drak en Kop i Aftes, men ak!
PASTOR
MATHIASEN
Nej, kære Veninde, det er ene de opløftende og alvorlige Tanker, der giver Fred til Sindet.
FRU SELBY Naa — ak ja!
PASTOR
MATHIASEN
Lidet anede vi i Gaar, da vi taltes ved, at denne Dag skulde bringe Dem Modgang, men maaske er det for det bedste saaledes. Vejen er jo ikke ens for os Alle, Fru Selby.
FRU SELBY (græder) Nej, for mig gaar den gennem Torne og Tidsler.
PASTOR
MATHIASEN
Beklag Dem ikke. Ak, alt her paa Jorden er jo saa ufuldkomment. Hvad ser vi stakkels blinde Menneskebørn, hvad forstaar vi! Hvem af os kan sige: Det Maal jeg stræbte opad mod, det har jeg naaet.
FRU SELBY Har De hørt, at min Mand er bleven Etatsraad?
PASTOR
MATHIASEN
Hvorledes — naa ja, jeg ved det.
FRU SELBY Nu er det mig ligegyldigt, som alt andet Jordisk.
PASTOR
MATHIASEN
Sig ikke det, Frue, det Jordiske har dog ogsaa nogen Betydning. Men i dette Øjeblik er De forblindet af Græmmelse og Harme. Jeg hører med Beklagelse at De endog nærer den Tanke at tage bort fra Deres Hjem?
FRU SELBY Er det da ikke min Pligt? Det paastaar min Søster.
PASTOR
MATHIASEN
Deres Søster opfatter Retten og Pligten paa den Vis, hun er kaldet til, men det er jo det forunderlige, at Ordet altid lader sig fortolke saaledes, at den Enkelte ikke savner en Ledesnor. Tænk Dem nu om! Forlod De Deres Mand i dette skæbnesvangre Øjeblik, saa fortabte han sig maaske helt i Syndens Labyrinth. Har De saa Ret til det, Frue? Kan ikke De, hans Hustru, bedre end nogen Anden føre ham ind paa den rette Vej, og hvis De kan det, er det saa ikke der, De bør finde Deres Pligt?
FRU SELBY Jo maaske, De ved, at naar De taler til mine Følelser, saa giver jeg straks fortabt.
PASTOR
MATHIASEN
Ja, jeg haabede nok, at til Dem vilde jeg ikke tale forgæves. Jeg haabede nok, at selv om Deres saarede Stolthed byder Dem at staa op og gaa herfra, saa vilde jeg kunne paaminde Dem om, at Ydmyghed er Kvindens skønneste Klenodie.
FRU SELBY (græder) Det har jeg altid følt.
PASTOR
MATHIASEN
Ja, jeg kender jo Deres selvfornægtende Sind, og hvem ved! Maaske denne Prøvelse netop er bleven sendt Dem, kære Etatsraadinde, for at De skulde faa Kraft til at gribe ind og vejlede denne søgende vildledte Sjæl, saadan som netop Kvinden kan det paa sin underlig stille Maade.
FRU SELBY (hulker)
PASTOR
MATHIASEN
Og Kærligheden, Fru Selby, den taaler jo alt, fordrager alt. Jeg forstaar helt vel, at det i dette Øjeblik er et Offer, et stort Offer for Dem at blive her.
FRU SELBY Ja, naturligvis!
PASTOR
MATHIASEN
Men De maa gøre det baade for Deres Mands og for Deres elskelige unge Datters Skyld. Og De skal se, De vil ogsaa faa Kraft til det.
FRU SELBY Ja, kan jeg udrette noget godt ved at bringe et Offer, saa gør jeg det uden Vaklen.
PASTOR
MATHIASEN
Det ved jeg, mild og selvforglemmende, som De er.
FRU SELBY Jeg takker Dem, Pastor Mathiesen, at De har talt med mig, som De har, og aabnet mit Blik for, hvad der var det Rette. Det er en Lykke at have en saadan Raadgiver.
PASTOR
MATHIASEN
(trykker hendes Haand) Gid Ens Ord blot altid faldt i en saadan Jordbund. Men saa henter jeg altsaa Deres Mand, og saa taler De lidt med ham. Vil De ikke nok?
FRU SELBY Jo, siden De synes, at jeg bør.
PASTOR
MATHIASEN
Tak! De skal faa at se, at intet er mere velsignet end at tilgive.
Pigen kommer ind. En Atlaskes Pude fra Kammerjunkerinde Høst.
FRU SELBY (tørrer Øjnene). Sæt den der — den er forresten køn.
PASTOR
MATHIASEN
(til Pigen) Vil De ikke bede Etatsraaden om at komme lidt herind.
PIGEN Etatsraaden?
PASTOR
MATHIASEN
Ja, Hr. Selby.
PIGEN Aa, naa saadan!
Hun gaar ud til højre.
PASTOR
MATHIASEN
(ser sig om) Sandelig, et herligt Blomsterflor midt i Vinterens Sne og Kulde.
FRU SELBY Ak ja, saa der kun ligesaa festligt ud i mit Hjærte!
PASTOR
MATHIASEN
(deltagende) Kære Frue —
Selby kommer ind fra højre.