Et Sølvbryllup 1890

PERSONERNE:

FABRIKANT SELBY FRU SELBY
POULA, Selbys Datter FRK. KNUDSGAARD, Fru Selbys Søster
DOKTOR FRANDSEN HOTHER, doktorens Søn
PASTOR MATHIASEN STUDENT ENGELSØE
FRØKEN PRIP FRØKEN MØLLER
JOMFRU LUDVIGSEN EN TJENER
EN PIGE DAMER OG HERRER


1. AKT
8. SCENE
Selby. Hother. Dr. Fransen.
HOTHER Det synes, som Frøken Knudsgaard regner Hr. Engelsøe til Damerne.
SELBY Jeg tror ikke, hun er fri for at pønse paa et Parti mellem ham og Poula.
HOTHER Saa vilde hun maaske gøre Dem den Ære at lade Dem købe hendes Institut til Svigersønnen, saa hun helt kunde ofre sig for den voksende Fordærvelse.
DOKTOR
FRANDSEN
Saa gør hun forhaabentlig Regning uden min lille Veninde Poula.
SELBY Din Primula!
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, hun ligner en Primula, der titter frisk og nysgærrig frem mod Foraaret og Solen til Selby. Naa, sæt Dig saa der. (Ser paa Panden) Det er ogsaa noget at gøre Anskrig for. (Gaar hen til Skrivebordet) Nu skal jeg skrive Dig en Salve op.
SELBY Tror Du den hjælper?
DOKTOR
FRANDSEN
(skriver) Aldeles ikke; men derfor kan Du jo gerne gnide Dig med den. Men hør, hvad er det for noget Vrøvl om en Høtyv, Du fabler om?
SELBY Jo, ser Du –
DOKTOR
FRANDSEN
Den maa Du gaa længer ud paa Landet med, min Ven.
HOTHER De spiste jo til Middag med Fader og nogle Andre paa en Restauration i Gaar.
DOKTOR
FRANDSEN
Det vil sige, jeg fik Vælling og Fisk, men de Andre spiste i høj Grad til Middag.
HOTHER Hvorfor skulde det bevares som en Hemmelighed?
SELBY Det var ogsaa en Dumhed af mig, men jeg skal sige Dig — Pastor Mathiesen havde lovet at læse sit nye Skrift højt her hjemme.
HOTHER Naa —!
DOKTOR
FRANDSEN
Hvorfor sagde Du saa ikke, at Du skulde til en Generalforsamling?
SELBY Det havde jeg uheldigvis sagt i Onsdags, da jeg skulde i Theselskab hos min Svigerinde. Saa var det, jeg fandt paa den lille Udflugt.
HOTHER (ler) Ud til Taastrup!
DOKTOR
FRANDSEN
Og der kan Du ikke slippe fra.
SELBY Nej, for den Pande. I Morges, midt i Hovedpinen, kunde jeg i en Fart ikke finde paa noget bedre end den fordømte Høtyv, som jeg nu faar i Næsen af hver, der kommer.
DOKTOR
FRANDSEN
(ler) Føj!
HOTHER Hvor mange Gange tror De saa, De faar den i Næsen i Morgen?
SELBY I kan sagtens le.
HOTHER Det gør vi ogsaa. Undskyld !
DOKTOR
FRANDSEN
(Giver ham Recepten) Vær saa god, der har Du Lægedommen for Din Vunde, som Engelsøe vilde sige.
HOTHER Hvordan har De da egentlig faaet den Skramme?
SELBY (lidt usikker) Det var vist din Fader, der kom til at støde en Dør op lige mod min Pande.
DOKTOR
FRANDSEN
Naturligvis, Skylden er min!
HOTHER (smiler) Naa saadan.
Han fjærner sig lidt og blader i en Bog.
SELBY (sagte til Doktoren) Hør, ved Du ikke, hvordan jeg har faaet den?
DOKTOR
FRANDSEN
(sagte) Jo, det ved Gud, jeg gør. Du tog fejl af en Lygtepæl, og saa fik jeg Dig under Armen og fulgte Dig hjem.
SELBY Saa —! Død og Pine, var det nødvendigt?
DOKTOR
FRANDSEN
Hvis Du tror, jeg gjorde det for min Fornøjelse, saa tager Du fejl.
SELBY Jeg er virkelig ked af den Historie!
HOTHER (nærmer sig) Hvordan tilbragte Herrerne saa Aftenen i Gaar?
SELBY (lidt forlegen) Aa, vi sad og røg.
DOKTOR
FRANDSEN
Og saa gik vi en Tur.
HOTHER (ler) Ja vist, ja! Jeg har nok hørt, hvor den Tur gik hen.
SELBY Hvad mener Du?
HOTHER Til Varietesalonen, ikke? Jo jo, det er en køn Historie! Min Fader og min værdige Principal paa den Forlystelsesanstalt, drikkende Champagne med Sangerinderne.
SELBY Aa, vis vas —
HOTHER Det havde jeg ikke ventet, at det skulde blive mit ansvarsfulde Hværv at maatte præke Dyd og Spægelse for jer.
DOKTOR
FRANDSEN
Du kan ogsaa spare Dig det, min Dreng.
HOTHER Det hjælper ikke, I vil gaa fra det. I er blevne sete derude af en af mine Venner, hvis Paalidelighed jeg — i den Retning — ikke har Grund til at tvivle om.
SELBY Naa ja, vi var der ogsaa — desværre, havde jeg nær sagt. Jeg kan ikke lide den Slags Steder — gaar der aldrig.
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg da endnu mindre; der var rædsomt.
HOTHER Jeg syntes heller ikke, det lignede jer.
SELBY Jeg ved Pokker ikke, hvordan det gik til, at vi kom der ind — for at drikke noget Sodavand, tror jeg.
DOKTOR
FRANDSEN
Det var Mørk, der trak os med.
SELBY Ja, Mørk, det gale Spektakel — jeg vil ikke have ham med en anden Gang. Han bliver altid kaad og taktløs, naar han faar Dampen op. Det var Mørk.
HOTHER Aa, De var vel alle i lidt løftet Stemning efter Middagen?
SELBY Ja — det kan ikke nægtes — det var vi jo.
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg ikke — Mælkevælling er ikke løftende. Selby. Nok er det — vi var der, og bedst, som vi sidder, kommer Mørks Ven — Du ved, Prokurator Holm — hen til os, i Selskab med et Par af Sangerinderne, og giver sig i Kast med os.
HOTHER (ler) Naa! Og Champagnen?
SELBY Ja, han havde bestilt Champagne til Damerne, og fik os til at drikke et Glas med.
DOKTOR
FRANDSEN
Det var noget slemt Stads — den skinbarlige Gift.
SELBY (halvt for sig selv) Ja, det var den, der gjorde Ulykken.
HOTHER Hvorfor blev De saa og drak den?
SELBY Fordi vi ikke kunde faa Mørk afsted.
DOKTOR
FRANDSEN
Han morede sig kosteligt i det Kompagniskab.
SELBY Og hvad skulde vi gøre ! Vi kunde da ikke rejse os og gaa lige med det samme uden at være uhøflige. Han var jo i Følge med os.
DOKTOR
FRANDSEN
Han var forresten ganske morsom, hvad Selby?
SELBY Jeg maa tilstaa, det hele staar mig lidt dunkelt.
DOKTOR
FRANDSEN
Ikke uden Grund.
SELBY (ser til Døren) Tys, tal ikke saa højt! De kunde høre os der inde.
DOKTOR
FRANDSEN
Hvad skal det ogsaa til med den Laven Historier. Herregud, det er da ingen Forbrydelse at spise ude sammen med et Par Venner.
SELBY Nej, naturligvis, men Du ved, min Svigerinde er jo lidt nøjeregnende, hvad Lystighed angaar, og har befalet sin Søster det samme.
HOTHER Og det gaar De uden videre ind paa.
SELBY Ja, ser Du, min Kone har jo altid ladet sig beherske en Del af sin ældre Søster, der er betydelig mere karakterfast.
HOTHER Den Egenskab maa man indrømme hende.
SELBY Og naar jeg indlader mig paa Fjendtligheder, saa bliver Konstance nervøs og græder.
DOKTOR
FRANDSEN
Saa lad hende græde.
SELBY Det kan Du sagtens sige, Du, der har været Enkemand saa længe, at Du næsten er Pebersvend. Er der noget, jeg hader, saa er det Vrøvl og Familiescener.
DOKTOR
FRANDSEN
Og derfor holder Du Sølvbryllup med at lyve i det Smaa! Men det kan jeg sige Dig, min Yen, at hvis ikke Du tager Skeen i en anden Haand, saa holder Du Guldbryllup med at lyve i det Store.
SELBY Ja maaske, men Taarer og Forklaringer kan jage mig i et Musehul. Der er jo Nogle, der trænger til den Slags som en Art Krydderi paa det daglige Livs Ensformighed — mig piner det. Derfor er jeg endt med at lade den kære Gusta trække Konstance med til alle de Foredrag og Foreningsmøder, som hun finder for godt.
DOKTOR
FRANDSEN
Pokker skulde da gøre sin Levevis til en hel anden, end man har Lyst til, blot fordi man har en gammel, haardkogt Svigerinde, der ikke er bleven gift.
HOTHER Der har vi det! De mange ældre begavede Frøkener, der før sad fredeligt og strikkede Strømper til deres gifte Søstres Børn, ikke fordi de havde Lyst til det, men fordi de ikke havde anden Udvej, de har nu været saa kloge at opfinde den Ting, der hedder Kvindens Frigørelse, der paalægger dem som en hellig og uafviselig Pligt at kaste sig over al Verdens Sager, der ikke kommer dem ved. Som en vel udrustet Hær af Amazoner rykker de frem med vajende Faner mod det mangelfulde Samfund, inddelte i Hærkorps og Bataljoner, som henholdsvis kaldes Kvindesag, Missionssag, Afholdenhedssag og Gud ved hvad for Sager —
SELBY Naa, ja, ved alt det gør de maaske deres Nytte.
HOTHER Ja, lad dem blot erobre disse attraaede Territorier, for mig gærne! Jeg beder kun ærbødigst, om de vil holde deres mer eller mindre spidse Næser fra det Omraade, de benævner Sædelighed og Moral.
DOKTOR
FRANDSEN
Men det vil de aldeles ikke.
HOTHER Nej, det er netop der, de gaa hidsigst paa, og der maa vi Andre dog have Lov at sige et Ord med. Ikke for det, Sagen kan jo være god nok; men paa det Punkt kan da gamle ugifte Damer ikke være Dommere. Hvad ved de om den Ting? Ikke andet, end at de instinktmæssigt hader en Lykke, der er gaaet dem forbi, og derfor angriber de i Flæng det Uskyldigste og det Skyldigste, ungdommelig Kaadhed og modbydelige Laster, yndefuld Kærlighedsleg og betalt Boleri, flygtige Kys og brutale Favntag. De tusinde Afskygninger fra det skæreste Lys til den mørkeste Skygge i det. store ubestemmelige Rige, der hedder Forholdet mellem Mand og Kvinde, slaar de med store Ord og massive Fraser sammen til een stor Miskmask, som de saa kalder Usædelighed og Fordærvelse, i hvilken Form det end viser sig udenfor Begrebet: Fatter, Mutter og de ni søde Børn.

SELBY Tal Dig nu ikke gal i Hovedet.
HOTHER Jo, de ægger mig til Modstand, alle disse kamplystne Frøkner Knudsgaard, Avisskriverinder, Foredragskvinder, Samfundsdamer, kort sagt Amazoner af alle Vaabenarter, der træder op som kompetente til at dømme, bedømme og fordømme os Mandfolk uden anden Berettigelse end den at kunne pukke paa egen Dyd.
SELBY Den bliver maaske ikke antastet.
DOKTOR
FRANDSEN
Det skulde være under en Hungersnød.
HOTHER Men har vi saa ikke Lov at sige: »Maa vi være her, vi Andre?« Har vi ikke Lov at forsvare vor Glædestrang, vor Meningsfrihed og vort gode Humør.
DOKTOR
FRANDSEN
Jo, prøv paa det.
Poula kommer incl fra venstre.
1. AKT
9. SCENE
Selby. Doktor Fransen. Hother. Poula. Senere Frøken Knudsgaard.
HOTHER Frøken Poula, kom lidt!
POULA Maa jeg ikke først bede om Kaffen?
HOTHER Blæse være med Kaffen! Kom her og hjælp mig med at faa Deres Fader til at gøre Oprør.
POULA (kommer nærmere) Mod hvem eller hvad?
HOTHER Mod Deres Tante og hendes Tyranni.
POULA Ja, men Gud, Fader er jo saa forskrækkelig bange for Tante Gusta.
SELBY Er jeg! Hvor kan Du sige det, min Pige!
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, hvor kan Du sige det, min Pige!
SELBY Naa — ja, jeg vil heller indrømme det — Gu’ er jeg bange. Jeg ved ikke, hvordan det er, jeg kan tumle Hundreder af Arbejdere som ingenting, men hun bringer mig totalt ud af Fatning. Naar hun rykker op med sit Skyts af Floskler og Sentenser med en Selvsikkerhed, som om det var Højesteretsdomme, saa er det mig umuligt at finde et Modargument. Jeg leder og leder i min Hjærnekiste, tom er den og tom bliver den. Hun gør mig til Idiot.
HOTHER (ler) Ja, naar hun begynder at dirre her ved det højre Næsebor i retmæssig Harme over Mændenes Lastefuldhed.
POULA Hvorfor er Tante Gusta saa vred paa Mandfolkene?
SELBY Nærmest fordi de har ladet hende sidde, de Skarn.
DOKTOR
FRANDSEN
Ved du hvad, det kan man ikke fortænke dem i.
POULA De kunde gærne have taget hende, De, Doktor Fransen.
DOKTOR
FRANDSEN
Ellers Tak, min Pige.
HOTHER Hr. Selby, se nu paa Deres Datter, der staar hun. Se ind i hendes Øjne, De, Misundelsesværdige, der har Lov til det. Der inde vil De i et dunkelgraat Dyb se afspejlet alt det, De holder af, Ungdom, Skønhed, Sundhed, Lystighed og Skelmeri.
SELBY (blinker til Doktoren) Saa meget har han dog set, Fyren!
HOTHER Og i de straalende Øjnes Navn tilspørger jeg Dem, om De agter at lade Frøken Knudsgaard med Adjutanter i sort Merino og Gummigaloscher fordrive Glæden og Naturligheden fra Deres Hus og gøre det til Mødested for Pastor Mathiesens Forening med samt Diskussion og The?
SELBY Nej, men —
DOKTOR
FRANDSEN
Hun ender min Tro med det.
HOTHER Men vi gør Revolution, ikke sandt, Frøken Poula, og vi begynder straks.
POULA Hvormed, hvormed?
HOTHER Med at erobre Deres Moder. Vi vil gøre hende det indlysende, at ungdommelig og smuk og elegant, som hun er, hører hun til paa vor Side, Livsglædens og det gode Humørs Side.
SELBY Det er vist.
HOTHER Og dermed er det ude med Frøken Knudsgaards Herredømme her i Huset.
POULA Men hvordan skal vi da erobre Moder?
HOTHER Med et Par dristige Angreb. Hør, skal vi for Eksempel ikke overraske hende med en festlig Modtagelse, naar hun kommer hjem i Aften, et lystigt lille Gilde, hvor vi tager hende under Behandling. Hvad siger De?
POULA Jo, det var morsomt.
SELBY Lad gaa, den Slags er jeg altid med til.
DOKTOR
FRANDSEN
(gnaven) Jeg ikke, jeg vil hjem.
POULA Det faar De ikke Lov til, Dr. Fransen, De kommer jo heller ikke i Morgen.
DOKTOR
FRANDSEN
Nej, Vorherre bevare mig for al den Staahej med forloren Rørelse og ufordøjelig Mad.
HOTHER Men saa maa Du idetmindste blive her i Aften, saa vil vi holde et lille Sølvbryllup for os selv, ligesom man har lille Juleaften, og der skal Fru Selby mødes af en Stemning, saa glad og hjærtevarm, at hun maa overgive sig med det samme.
SELBY Tør jeg spørge, skal vi slet ikke have andet end Stemning?
HOTHER Jo, østers og Champagne og alt muligt.
DOKTOR
FRANDSEN
Saa bliver jeg. østers kan jeg taale
HOTHER Og Blomster og Lys og Musik og Silke! Frøken Poula, De maa tage en smuk Kjole paa.
POULA Ja, min lyserøde!
HOTHER Det er Ret, vi vil gøre alt saa rosenrødt og festligt som muligt, mens vi nyder den Tanke, at Amazonerne Knudsgaard, Prip, Møller og saa videre staar der henne og udskyder deres Arsenal af store Ord. Gør en Haandbevægelse. Kampen mod den voksende Fordærvelse!
SELBY Og Aarsagerne til den slappe Moral!
DOKTOR
FRANDSEN
Og Tidens nedbrydende Tendenser!
POULA Og Kvindens berettigede Fordringer.
Frøken Knudsgaard kommer ind fra venstre. Pludselig Tavshed. Poula fjærner sig lidt og tager Plads i Sofaen sammen med Hother.
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, Selby, saa gnider Du Dig altsaa tre Gange om Dagen med den Salve, jeg har skrevet op.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Har min Svoger faaet en Salve?
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, denne Gang af mig, Frøken.
SELBY (til Frøken Knudsgaard) Jeg beder undskylde, men jeg vilde netop gaa ind og berolige min Kone.
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, med Hensyn til Høtyven.
De gaa ud til venstre.
1. AKT
10. SCENE
Frøken Knudsgaard. Hother. Poula. Senere Jomfru Ludvigsen. Frøken Knudsgaard tager skjult et Stykke Papir op af Lommen.
FRØKEN
KNUDSGAARD
(for sig selv) Tillad mig, mine Damer og Herrer, at minde dem om, at i en Kamp om Moralprincipet kendes ingen Vaabenstilstand — ser paa Hother og Poula, ingen Vaabenstilstand, ingen Fredsbetingelser, ingen Indrømmelser. Iagttager dem atter. Den fordærvede officielle Verden, der overalt er vor Modstander, siger om os — siger om os — Poula, har Du bedt om Kaffen?
POULA (rejser sig) Nej, det har jeg glemt.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Vil Du saa være saa god at gøre det.
POULA Ja, Tante. (Hun gaar ud til højre).
HOTHER (nærmer sig) Det er en slem skarp Kulde, vi har.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Mig anfægter den ikke.
HOTHER (drillende) Saa —! Frøkenen løber maaske paa Skøjter?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Nej.
HOTHER Det er ellers en fortræffelig Fornøjelse, især naar man vil gøre Kur.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Saa —!
HOTHER Det er nemlig en Adspredelse, der oplives af de mest fortryllende smaa Fejltrin. Man løber Haand i Haand med sit Hjærtes Udvalgte hen ad den spejlblanke Is, hun gør et lille Fejltrin, og man vilde ligefrem være uriddderlig, om man ikke tog hende om Livet for at støtte hende, ikke sandt? mens da Ens Omhu lønnes med et Blik og et forlokkende Smil, glemmer hun helt Ligevægtens Love, saa man nødsages til at gribe hende i sine Arme, frisk og rødmende varm.
FRØKEN
KNUDSGAARD
(tørt) Den Fornøjelse egner sig vist særdeles godt for Dem.
Jomfru Iudvigsen kommer ind fra højre
JOMFRU
LUDVIGSEN
Undskyld, jeg hørte, Frøkenen var her, og jeg vilde gærne spørge om Frynserne til det graa Liv — aa, undskyld, Hr. Fransen!
HOTHER Godaften, Bolette, lad Dem ikke forstyrre af mig.
FRØKEN
KNUDSGAARD
(ser forskende paa dem) Hvad var det, De vilde sige, Jomfru?
HOTHER (hilser) Jeg forstyrrer vist; jeg vil gaa ind til de Andre.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Som De vil!
Hother gaar ud til venstre.