Et Sølvbryllup 1890

PERSONERNE:

FABRIKANT SELBY FRU SELBY
POULA, Selbys Datter FRK. KNUDSGAARD, Fru Selbys Søster
DOKTOR FRANDSEN HOTHER, doktorens Søn
PASTOR MATHIASEN STUDENT ENGELSØE
FRØKEN PRIP FRØKEN MØLLER
JOMFRU LUDVIGSEN EN TJENER
EN PIGE DAMER OG HERRER


Samme Stue hos Selbys. Der er stærkere oplyst. Midt i Værelset staar et dækket Bord, som Tjeneren gaar og sysler med. Dr. Fransen sidder og læser i en Avis. Selby ordner nogle Vinflasker.
2. AKT
1. SCENE
Selby. Doktor Fransen. Tjeneren. Senere Poula.
SELBY Den Flaske, som staar der, skal vi have til Desserten, Anton.
EN TJENER Ja, jeg skal nok passe det.

Han gaar ud.
SELBY Dette minder mig lidt om vore smaa Ungkarlegilder, hvad Fransen! Husker Du den Gang, vi spiste til Aften hjemme hos mig, før vi gik til Maskerade i Vognmagerforeningens Syge- og Begravelseskasse. Det var en Aften, hvad!
DOKTOR
FRANDSEN
Kan Du dog ikke lade mig have et Øjebliks Fred til at læse den Artikel, jeg fandt her om Køernes Tuberkulose.
SELBY (trækker en Flaske op) Jo, læs Du bare! Kan Du huske, jeg var Tyrk med gule Atlaskes Bukser og Turban.
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, gu’ husker jeg — Du saa rædsom ud.
SELBY Men Død og Pine, hvor vi morede os. Jeg ser Dig endnu danse Mazurka med Jomfru Klemmensen.
DOKTOR
FRANDSEN
Hun var Sylfide.
SELBY Ak ja, det var dengang. Om man naar aldrig saa vidt, den glade Tid faar man ikke om igen.
DOKTOR
FRANDSEN
Aa jo, lidt af den, naar man har Børn, der tager en Smule fornøjeligt paa Livet. Bevares, hvor jeg vilde ærgre mig, hvis Hother var et Hængehoved.
SELBY Jeg har nu desværre ikke nogen Søn.

DOKTOR
FRANDSEN
Der kan ogsaa være Humør i et Pigebarn, og Poula kan vi godt være bekendt.
SELBY Ja, Du ved nok, jeg giver Dig gerne Part i hende.
DOKTOR
FRANDSEN
Naa, Du mener det Giftermaal, Du gaar og snakker om. Det bliver vist ikke til noget.
SELBY Jo Du, jeg tror, det er lige ved at blive til noget, og det vilde jo være det allerbedste, der kunde ske, baade for dem og os — og Fabriken. Tænk, om vi kunde drikke deres Skaal i Morgen.
DOKTOR
FRANDSEN
Hvad tror Du saa, Din Kone vilde sige?
SELBY Aa, hun er ikke saa stridbar, som Du tror.
DOKTOR
FRANDSEN
Det tror jeg slet ikke, hun er, naar det ikke gaar ud over hendes egen smukke dyrebare og forkælede Person. Hun er blot i Lommen paa den begavede Frøken Knudsgaard.
SELBY Ja, desværre!
DOKTOR
FRANDSEN
(læser) Nej, det er dog det værste Vaas, jeg længe har læst.
SELBY Det om Køerne?
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, for —
SELBY Ingenting kunde dog glæde os mere, end om vort gamle Venskab gik videre som Kærlighed mellem vore Børn, ikke sandt?
DOKTOR
FRANDSEN
(ser i Avisen) For naar Tuberkulosen optræder —
SELBY Naa, Gnavepotte, kan Du idetmindste ikke sige Ja?
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg troede, det var de Andre, der skulde sige Ja.
SELBY Tys, der er Poula.
Poula kommer ind fra højre. Hun er i lys Dragt og har et Glas med Roser i Haanden, som hun sætter paa Bordet.
POULA Sidder I der og snakker endnu!
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg ikke — jeg læser.
POULA I lovede jo at gaa ud og købe Konfekt.
DOKTOR
FRANDSEN
Nej, lad mig nu sidde i Fred! Jeg er midt i en Artikel om Køernes Tuberkulose.
POULA (tager Avisen fra ham og lægger den paa Bordet) Men nu er De færdig med den.
DOKTOR
FRANDSEN
Nej, gu’ er jeg ej. Er Du gal, Pigebarn?
POULA Ikke det mindste. Kom nu her og se, om Bordet er smukt dækket. Jo, ser det ikke kønt og farverigt ud med den grønne Salat og Roserne og de blanke Glas.
DOKTOR
FRANDSEN
Lad os nu først se, om der kommer noget godt i dem.
SELBY (slaar Fransen paa Skulderen) Vi skal faa os en rigtig morsom Aften, hvad Gamle?
DOKTOR
FRANDSEN
Tror Du! Det er farligt at love paa Forhaand.
SELBY Ikke her.
POULA Fy, Dr. Fransen, i Aften faar De ikke Lov at være gnaven. Han kan jo være saa rar og fornøjelig, naar han vil, ikke Fader?
DOKTOR
FRANDSEN
Men det vil han sjælden.
POULA Saa ryster vi Dem godt, ligesom en Flaske, for vi ved, at paa Bunden gemmer De det bedste.
DOKTOR
FRANDSEN
(klapper hende paa Kinden) Ja, til Dig, Primula. (Han tager Avisen igen)
Hother kommer ind fra Entreen. Han er i Selskabsdragt.
2. AKT
2. SCENE
Selby. Doktor Fransen. Hother. Poula. Senere Jomfru Ludvigsen.
HOTHER Godaften!
POULA Er De endelig der! Se, nu har vi alting i Orden, er her ikke kønt?
HOTHER (ser sig om) Nydeligt. Men hvorfor skal vi spise her inde?
POULA Fordi vi vilde have noget nyt — noget helt udenfor det sædvanlige.
HOTHER Festens Dronning er da ikke kommen?
SELBY Endnu ikke.
POULA Foreløbig maa De glæde Dem ved Prinsessen — det er mig.
HOTHER Jeg glæder mig alt det, jeg kan, med Syn, Hørelse og Følelse.
SELBY Ja, har hun ikke pyntet sig pænt?
POULA Det har Hother jo ogsaa.
SELBY (truer ad ham) Vist saa! Istedetfor at skrive det Forretningsbrev til Manufakturhandler Jespersen, som jeg
havde bedt ham om.
HOTHER Nu skal jeg gaa og gøre det.
POULA Nej, vent lidt — jeg vil fortælle jer noget! Jeg har skrevet et lille Digt, som jeg vil fremsige, idet Moder kommer ind.
DOKTOR
FRANDSEN
Død og Pine!
SELBY Hvornaar har Du udarbejdet det?
POULA Nu før — mens jeg skrællede Appelsiner.
HOTHER Maa vi ikke høre det?
POULA Nej, ikke før Moder kommer. Det er forresten saa kønt. Det begynder saadan — Vi hilse Dig med Glæde! Korn. Sæt Foden i din Stue —
Jomfru Ludvigsen kommer ind fra højre.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Undskyld, jeg forstyrrer. Jeg vilde blot spurgt Frøken Poula, om jeg skal sætte Sløjfer paa Skuldrene?
POULA Jeg ved ikke —
HOTHER Jeg stemmer for Sløjferne.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Ja, jeg finder ogsaa, det er det fineste til Bal. Det er saa klædeligt for Figuren.
DOKTOR
FRANDSEN
Men det er jo Bolette Ludvigsen. Hvordan lever De?
JOMFRU
LUDVIGSEN
Jo Tak, godt, Hr. Doktor.
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg synes ellers, De ser noget blegnæbet ud.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Det kommer sig vist kuns af, at jeg er træt. Jeg har maatte skynde mig saadan med at faa Frøkenens Kjole færdig, og jeg faar alletider saadan en fæl sugendes Fornemmelse her i Brystet, naar jeg sidder for længe bøjet over Sytøjet. Der er saa Mange, der raader mig til at gaa til den kloge Kone i Klerkegade, der laver en Mikstur, som skal være noget af det mest forbavsendeste, for hvad der saadan gør ondt indvendigt, og jeg tror ogsaa, jeg vil gaa til hende, saa snart jeg faar Raad til det.
DOKTOR
FRANDSEN
(gnaven) Naa, saa det tror De! Nu skal jeg sige Dem, hvad jeg tror, og det er, at De kommer og lader mig se paa Dem, saa snart De faar Tid og ikke Raad, istedetfor at blive baade ødelagt og snydt af saadan en forbandet Kærling formildet. De kan da nok unde mig Deres Søgning for gammelt Venskabs Skyld, hvad, Jomfru Ludvigsen?
JOMFRU
LUDVIGSEN
Ja Tak, Doktoren er altid saa mageløs venlig, mange Tak. (Gaar hen til Døren) Ja, saa syr jeg altsaa Sløjferne, Frøken?
POULA Gør, som De har Lyst.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Mange Tak, undskyld.
Hun gaar ud til højre.
POULA (ler) Ja, undskyld! Jomfru Ludvigsen er lidt forfjamsket — det kommer af, at hun altid er saa forjaget, det Skind; men hun er ellers saadan en rar og flink en.
DOKTOR
FRANDSEN
Det ved jeg.
POULA Kender De hende da nøje?
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, vi har i længere Tid boet i Hus sammen med hende og en Søster.
SELBY Søsteren var nok køn?
HOTHER Nydelig, med en Holdning som en ung Gran og den mest bedaarende lille Kløft i Hagen.
SELBY Hvor er hun da nu henne?
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg tror, hun er gaaet til Bunds, desværre! Det var ligefrem rørende at se, hvor Søsteren sled og stræbte for at holde hende oven Vande.
POULA Den skikkelige Jomfru Ludvigsen!
Engelsøe kommer ind fra Entreen.
2. AKT
3. SCENE
Selby. Doktor Fransen. Hother. Poula. Engelsøe.
STUDENT
ENGELSØE
(i Døren) Godaften!
SELBY Saa
DOKTOR
FRANDSEN
Der har vi ham!
POULA (sagte til Selby) Du maa ikke bede ham blive til Aften, hører Du!
SELBY Vær saa god, Hr. Engelsøe, kom nærmere.
STUDENT
ENGELSØE
(ser paa det dækkede Bord) Tak, jeg kommer maaske til Forstyrrelse.
SELBY Paa ingen Maade.
Poula trækker i hans Frakke.
SELBY Jeg mener — det haster ikke.
DOKTOR
FRANDSEN
Kunde der nu ikke siges mere der henne om den voksende Fordærvelse?
STUDENT
ENGELSØE
Ak jo, om den Ting lader der sig desværre sige overmaade meget. Frøken Knudsgaard var netop midt i sit beaandede Foredrag.
ALLE: Men Gud, Hr. Engelsøe —!
POULA Hvorfor gik De saa?
STUDENT
ENGELSØE
Jo, jeg løb herhen for at høre, om jeg ikke skulde have tabt min Pung. Jeg blev pludselig hed om Ørerne derhenne ved at savne den.
POULA Det har jeg ikke hørt noget om. Hvordan saa den ud?
STUDENT
ENGELSØE
(søger paa Gulvet) Det var en lille blaa Pung, forarbejdet af Silke.
SELBY Var der mange Penge i den?
STUDENT
ENGELSØE
Tre Kroner og syv og halvfjerdsindstyve Øre.
HOTHER Og en halv.
STUDENT
ENGELSØE
Det er dog ikke faa Penge.
POULA Her er den vist ikke.
STUDENT
ENGELSØE
Maa jeg have Lov til at se efter i den anden Stue?
DOKTOR
FRANDSEN
For mig gærne.
POULA Der tror jeg heller ikke, den er.
STUDENT
ENGELSØE
Jeg vil dog se ad.
SELBY Nu skal jeg gaa med ind og hjælpe Dem.
STUDENT
ENGELSØE
Tak. Han gaar ud til venstre, idet han kaster et Blik paa Bordet.
SELBY (til Fransen) Kom, følg med!
DOKTOR
FRANDSEN
Hvad kommer hans Pung mig ved?
SELBY (ser paa Hother og Poula) Jo, kom nu!
DOKTOR
FRANDSEN
(rejser sig) Naa ja — jeg kan ogsaa læse min Artikel der inde.
De gaa ud til venstre.
2. AKT
4. SCENE
Poula. Hother.
POULA (efter et Ophold) Skal vi følge med?
HOTHER Nej, for Guds Skyld — jeg mener kan vi ikke blive her?
POULA (forlegen) Vil De ikke sidde ned?
HOTHER (adspredt) Nej Tak (ser paa hende) jo Tak.
POULA Nu kommer Moder vist forresten snart.
HOTHER Det haaber jeg ikke.
POULA Saa —?
HOTHER Ikke før jeg — jeg maa endelig tale med Dem først. Men jeg ved ikke rigtig — jeg skal sige Dem, jeg har aldrig før friet, og — og det var det, jeg vilde.
Poula smiler og tier.
HOTHER Og alt det, mit Hjærte er saa fuldt af, det — nej, jeg tror, aldrig jeg kommer videre. Jo, Poula, naar De vil se saadan paa mig, blot eengang endnu med et saadant Blik af Solskin og Lykke, saa kan jeg! Saa er det ikke saa svært at sige Dem, at De er mig kærere end alt andet i Verden.
POULA (sagte) Nej, jeg synes ikke, det kan være saa svært.
HOTHER De ved det jo saa godt, har vidst det saa længe, saa jeg behøver ikke at sige mere.
POULA Jo, jo, De gør. De har jo næsten ingenting sagt. –
HOTHER (sagte) Poula, hvor skal jeg finde Ord til at sige Dig, hvor jeg elsker Dig.
POULA Hvor Du elsker mig! Endelig hører jeg dem, de Ord, som jeg har længtes efter og haabet paa og drømt om. Hver Gang Du kom ind i Stuen, hver Gang vi blev alene, har mit Hjærte banket, som det skulde sprænges. Jeg tænkte, nu kommer det maaske, i Dag kommer det — jeg ved jo, det maa komme, det dejligste øjeblik af alle. For tror Du, at der kan gives noget dejligere end første Gang at høre de Ord: Jeg elsker Dig, sagte af den Eneste, til hvem man kan sige dem igen. Nej, der kan ikke være nogen større Lykke ! Der kan ikke.
HOTHER Poula —
POULA Og saa gav Du dig til at tale om Tolden paa Bomuldsvarer og saadant noget — de ligegyldigste Ting, saa jeg kunde have grædt af Ærgrelse.
HOTHER Det var jo ikke den heldigste Indledning. Men i Dag havde jeg nu besluttet, at jeg vilde sige det — jeg vilde — det var egentlig det, jeg mente med denne lille Fest. Jeg forsikrer Dig, jeg har ikke kunnet spise en Bid den hele Dag. Ja, nu ler Du, men jeg kunde jo ikke vide, hvad Du tænkte.
POULA Ikke?
HOTHER Jeg anede, haabede, troede, men vide det, kunde jeg jo ikke.
POULA Saa forstaar Du Dig ikke paa Kærlighed.
HOTHER Tror Du ikke (drager hende til sig) Se paa mig — tror Du ikke?
POULA (trækker sig tilbage) Jo jo.
HOTHER Og dog — Du har Ret. Først i dette Øjeblik forstaar jeg fuldt ud den Kærlighed, der ikke kan tage Ende før med Livet.
POULA Men den begynder da Gudskelov først nu.
HOTHER (peger paa Bordet idet han rejser sig) Ja, begynder med Roser og Festglæde.
POULA Nej, hvor vil Du hen?
HOTHER Ind og skrive til Manufakturhandler Jespersen. Jeg gør det, men gør det nødig.
POULA Hvad skal Du skrive til ham?
HOTHER (ler) Der kommer vist til at staa: Kæreste Jespersen, del min Fryd! Poula er min — min for Livet! (Han kysser paa Fingeren og gaar ud til venstre)
POULA (gaar frem og tilbage) Aa, den Lykke, det er; den jublende Lykke!
Doktor Fransen kommer ind fra venstre.