Et Sølvbryllup 1890

PERSONERNE:

FABRIKANT SELBY FRU SELBY
POULA, Selbys Datter FRK. KNUDSGAARD, Fru Selbys Søster
DOKTOR FRANDSEN HOTHER, doktorens Søn
PASTOR MATHIASEN STUDENT ENGELSØE
FRØKEN PRIP FRØKEN MØLLER
JOMFRU LUDVIGSEN EN TJENER
EN PIGE DAMER OG HERRER


2. AKT
5. SCENE
Doktor Fransen. Poula. Straks efter Engelsøe.
DOKTOR
FRANDSEN
(misfornøjet) Det er dog for galt, at man ikke
kan faa Lov at læse den Smule Artikel for Hr. Engelsøes Vrøvl.
Han sætter sig ned og folder Avisen ud. Engelsøe kommer ind fra venstre, stadig søgende med et tændt Lys i Haanden.
DOKTOR
FRANDSEN
Der har vi ham Gud hjælpe mig igen, det Pernittengryn!
STUDENT
ENGELSØE
Der inde var Pungen destoværre heller ikke.
POULA Men vi skal sende Dem den, hvis vi finder den. –
STUDENT
ENGELSØE
(skotter til Bordet) Ja Tak.
POULA For De maa da endelig ikke gaa helt glip af min Tantes Foredrag.
STUDENT
ENGELSØE
Jeg kender det, Frøken! Jeg har det netop i Lommen for at bringe det til Trykkeriet. Ja, De har vel læst det?
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg ikke!
POULA Jeg heller ikke — jeg beklager meget —
STUDENT
ENGELSØE
Engelsøe (tager et Manuskript frem) Ikke? Saa maa jeg sandelig læse et Afsnit for Dem, før jeg gaar.
DOKTOR
FRANDSEN
Det manglede blot.

POULA (afværgende) Det er virkelig alt for meget, Hr. Engelsøe. De har jo Hoste.

STUDENT
ENGELSØE
Det gør ikke noget, jeg gør Dem saa gærne den lille Fornøjelse. De skal høre hvor det er interessant, især er Slutningen overordentlig ildfuld.
DOKTOR
FRANDSEN
(vil rejse sig) Naa, saa maa jeg altsaa der ind igen —
POULA (sagte) Nej, nej — De maa ikke gaa.
DOKTOR
FRANDSEN
Aha, saadan staar det sig.
Poula sætter sig og tager med en ærgerlig Mine et Haandarbejde.
DOKTOR
FRANDSEN
(folder Avisen ud) Naa, Hr. Engelsøe!
STUDENT
ENGELSØE
(blader) Her kan vi begynde. (Læser) Vi leve i en Vidundernes Tid. Usædens Periode har været lang og fuld af Besvær, men nu gulnes Markerne mod Høsten, og Arbejderne ere kun altfor faa til at bringe det rige Høstudbytte hjem. Hvorfor? Fordi Kampen har gjort os stærke. Tillad mig, mine Damer og Herrer, at minde Dem om, at i en Kamp om Moralprincipet kendes ingen Vaabenstilstand, ingen Fredsbetingelser, ingen Indrømmelser. Den fordærvede officielle Verden, der overalt er vor Modstander, siger om os, at vi er selvretfærdige og umedgørlige, og at vi ikke ville give et Haarsbred efter. Det er sandt, det ville vi ikke. Sejren beror paa en ubøjelig Udholdenhed, og Sejren maa blive vor, naar vi sætte hele vor Viljekraft ind paa vor store og højt- stræbende Opgave. Derfor op, Venner, kast Sløvhed og Lunkenhed til Side, tal til hvert Menneskes Samvittighed, og hvor den sover, der væk den. (Vender sig) Ikkesandt. Hr. Doktor —
Dr. Fransen lader som han sover.
STUDENT
ENGELSØE
Jeg tror tilforladelig, den gode Doktor er falden lidt i Blund.
POULA (ærgerlig) Det er dog for galt.
STUDENT
ENGELSØE
(putter Hæftet i Lommen) Vi maa undskylde ham, han er jo baade ældre og svagelig. Desuden beklager jeg det ikke saa meget, da det giver mig Lejlighed til at være lidt ene med Dem, Frøken Poula.
POULA (ærgerlig) Ja, saa omtrent.
STUDENT
ENGELSØE
Jeg tilstaar, det Øjeblik havde jeg netop hanbet skulde indtræffe i Dag. Det er mig nemlig magtpaaliggende at kunne tale lidt uforstyrret med Dem.
Dr. Fransen skotter i Smug til ham.
STUDENT
ENGELSØE
Naar jeg har søgt oftere at komme her i Huset, saa har det ikke alene haft sin Grund i den Tiltrækning her i og for sig kan findes baade i aandelig og materiel Henseende.
POULA Ikke?
STUDENT
ENGELSØE
Heller ikke absolut i den Ærefrygt for de højere og alvorligere Ting, som hersker i dette Hjem. Det har været noget, der griber Sindet mere umiddelbart. Det har været en huld og elskelig Kvinde.
POULA Ja, Tante Knudsgaard.
STUDENT
ENGELSØE
Just ikke.
Dr. Fraasen aabner Øjnene og smiler.
STUDENT
ENGELSØE
Ganske vist, Frøken Knudsgaard er en højst fortræffelig Dame, men hun er jo dog saa gammel at —
POULA Naa — kun ældre.
STUDENT
ENGELSØE
Nej, Frøken Poula, det har været Dem. De har vist alt fornummet, hvilket stærkt Indtryk, De har gjort paa mit Sind.
Dr. Fransen snorker svagt.
STUDENT
ENGELSØE
(ser til ham) Vel ved jeg, at den Plads, jeg kan naa til her i Livet, den er ikke for dem, der higer efter denne Verdens Guld og Glimmer, skønt der forhaabentlig ogsaa ad den Vej lader sig samle lidt Midler, særligt ved Udgivelse af Skolebøger, men Hovedsagen er, at min Stræben og Virken har været rettet mod Idealet.
POULA Hvordan, mener De?
STUDENT
ENGELSØE
Jeg tror at turde sige, at mit Liv og min Fortid har været en Forberedelse til denne Stund.
POULA (hoster og ser hen til Doktor Fransen)
STUDENT
ENGELSØE
Jeg tilstaar, ogsaa jeg har som enhver Anden, været paa Veje til at hvirvles ind i Fristelsernes Malstrøm af Vellyst og Begær, men i slige Stunder har jeg sagt til mig selv: Nej, Balthasar, naar den Dag oprinder, hvor Du træffer hende, den Eneste, den Bette, da maa Du kunne sige til hende: Ransag mit Hjærte og mit Liv, og Du vil finde det pletfrit og uskyldigt som Dit eget.
Dr. Fransen snorker svagt.
STUDENT
ENGELSØE
(kaster et ærgerligt Blik paa ham) Kun paa et saadant Grundlag har man jo Lov at bygge Ægteskabet. Først naar Elskovens hede Attraa forbinder sig med det ethiske Moment i det ægteskabelige Liv, da først kan der fremblomstre en Følelse, der gør os værdige til at nyde en varig Lykke i Hjemmets fredsæle Bo. Denne Følelse nærer jeg for Dem, Frøken Poula, og jeg vover at haabe, at De, der er opvokset i saa gode, saa rene og smukke Omgivelser —
Poula lader sin Syæske falde haardt til Gulvet.
DOKTOR
FRANDSEN
(lader som han vaagner) Nej vist ej — jeg sov ikke, aldeles ikke. Jeg har hele Tiden fulgt med i det Knudsgaardske Foredrag. Rejser sig. Men jeg er ikke af Deres Mening, Hr. Engelsøe, jeg fandt dog ikke Slutningen ildfuld nok.
STUDENT
ENGELSØE
(ærgerligt) Ikke det!
Selby og Hother kommer ind fra venstre.
2. AKT
6. SCENE
Selby. Poula. Doktor Fransen. Engelsøe. Hother.
HOTHER Men hvad ser jeg, Hr. Engelsøe, er De her endnu?
STUDENT
ENGELSØE
Ja, tilforladelig —
SELBY Men vil De da ikke —
POULA (sagte) Nej, vi vil ikke have ham.
SELBY (lidt forlegen) Ja, jeg beder Dem ikke blive — De ser, vort Aftensbord staar og venter paa min Kone, men for vor Skyld maa De ikke give Afkald paa den Nydelse at høre min Svigerinde tale. Jeg ved hvor gærne De vil.
HOTHER Det Offer kan vi ikke tage imod.
SELBY Paa ingen Maade.
STUDENT
ENGELSØE
(skotter til Bordet) Frøken Knudsgaard er vist allerede færdig.
DOKTOR
FRANDSEN
Mon hun nogensinde bliver færdig.
SELBY Og Diskussionen!
HOTHER Ved den kan De da umulig undværes.
DOKTOR
FRANDSEN
De kan da ikke svigte Deres Beskytter- inde midt i Kampens Hede.
SELBY Nej, De, der er hendes bedste Støtte.
POULA Skynd Dem dog endelig der hen.
STUDENT
ENGELSØE
(nølende) Ja, jeg vil ogsaa tillade mig at tage Afsked — at sige — hvis De ikke tager mig det ilde op.
SELBY (forekommende) Paa ingen Maade.
HOTHER Farvel!
POULA Farvel, Hr. Engelsøe og god Bedring med Hosten.
STUDENT
ENGELSØE
Tak, Frøken, Godnat.
Han gaar ud i Baggrunden, fulgt til Døren af Selby.
SELBY (kommer tilbage) Se saa, der blev vi omsider af med ham.
HOTHER Det kneb.
POULA Tys — jeg synes, jeg hørte Vognen køre ind! Ja, der kommer Moder, skynd jer — kom her.
Fru Selby kommer ind fra Entreen og giver sit Ydertøj til Tjeneren.
2. AKT
7. SCENE
Selby. Fru Selby. Doktor Fransen. Hother. Poula.
FRU SELBY Godaften, men hvad er dog dette?
POULA Vil Du nu blot tie stille og høre efter.

Vi hilse Dig med Glade! Kom,
Sæt Foden i Din Stue,
Og tag imod den Velkomst, som
Vi byde Husets Frue.
Knap tindre Dine Øjne blaa
Og Dine Kinder gløde,
Før Jubelsang, her fra Din Vraa,
Vil lyde Dig i Møde.

Du gjorde Livets Byrde let,
Var Hjemmets Fred og Lise,
Var Hjemmets Fred og Lise — —

hvad er det saa der kommer?

SELBY Men nu er Du af Sangen træt
Og nu vil vi sgu spise.
POULA Aa fy, Fader, der var seks Vers endnu.
FRU SELBY Men sig mig, hvad skal dog denne Stads betyde?
SELBY At vi vilde overraske Dig med paa Forhaand at højtideligholde vort Sølvbryllup med denne lille improviserede Fest — for os selv.
DOKTOR
FRANDSEN
Uden Skaaltaler og Taarer og al den anden Staahej i Morgen.
SELBY I Aften siger vi kun: Leve Glæden.
FRU SELBY (kølig) Ja, det kan jo være meget morsomt, men efter et Foredragsmøde af en saa tankevækkende Art som det, jeg lige har bivaanet, kan man ikke straks gaa ind paa Fjas og Løjer.
SELBY Aa hvad —
FRU SELBY Min Søster vilde heller ikke synes om, at jeg tog bort fra Diskussionen af en saadan Grund.
HOTHER Men Deres Søster staar jo nu derhenne.
SELBY (sagte) Heldigvis.
FRU SELBY Det hjælper ikke, kære Selby, jeg er nu engang ikke af et saa let Gemyt som Du. Jeg husker nok forleden Aften, da vi kom fra Orgelkoncert, hvor jeg var greben til min Sjæls Inderste af den alvorlige Musik, og straks kunde Du nynne en Polka og sætte Dig til at spise Sildesalat.
DOKTOR
FRANDSEN
(bebrejdende) Selby dog!
FRU SELBY Mor I jer blot, men jeg er ikke oplagt til at være med; jeg vil gaa ind i mit Værelse og tænke lidt.
SELBY Det plejer Du jo aldrig.
HOTHER Aa nej —
POULA Det faar Du ikke Lov til, hvad er der saa ved det hele. Jeg synes virkelig, det var saadan en køn Ide af os, og vi havde glædet os saadan til Du kom.
FRU SELBY Ja Tak, mit søde Barn.
HOTHER Og se hvor her er smukt! Saa mange Lys og Blomster, og saadanne fornøjede Ansigter. Kan De modstaa det?
SELBY Nej, vist kan Du ej. Kom nu Konstance, og spis lidt med.
DOKTOR
FRANDSEN
De kan jo tænke bagefter.
FRU SELBY Naa ja, naar det ikke kan være andet. Jeg vil naturligvis nødig forstyrre Fornøjelsen for jer Andre.
SELBY Det vidste jeg nok. Kom, lad os gaa til Bords. Jeg byder Festens Dronning Armen. Fransen, vil Du tage Poula —
HOTHER (byder hende Armen) Nej, hun er optagen! Fader maa gaa alene.
DOKTOR
FRANDSEN
Det kunde jeg nok begribe.
De sætte sig til Bords.
FRU SELBY Jeg maa rigtignok sige, I har gjort festlige Forberedelser.
SELBY (skænker Vin) Vi kan aldrig faa det festligt nok til at fejre en saadan Sølvbrud. Se paa hende Fransen, hvad siger Du!
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, godt ser hun jo ud.
FRU SELBY (smigret) Kære Selby, vær dog ikke saa ungdommelig.
SELBY Jo, i Aften vil vi netop være ungdommelige — nej, unge.
HOTHER (ser paa Poula) Og lykkelige.
POULA Hør, maa jeg nu ikke have Lov at fremsige de andre Vers?
Alle: Nej!
POULA Aa fy! De er ved Gud saa pæne alle seks.
SELBY Ja Tak, min Pige, men vi vil alligevel heller have seks Østers— til at begynde med. Anton, kom saa med dem.
FRU SELBY Nej tænk, skal vi have Østers!
DOKTOR
FRANDSEN
Blot de nu er gode!
FRU SELBY De ser lovende ud.
SELBY Træk saa Champagnen op, Anton!
DOKTOR
FRANDSEN
Kan vi ikke faa noget andet end det søde Kram!
SELBY Hvad vil Du da have?
DOKTOR
FRANDSEN
Har Du ikke mere af Din gamle Madejra?
SELBY Jo, der staar netop en Flaske derhenne, Anton, kom med den og skænk for Doktoren.
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, kom med den, Anton!
SELBY Aa, ræk mig lidt Brød!
FRU SELBY Det var ellers en net Historie, da vi sidst skulde have af den Madeira. Kan Du huske, Selby, det Middagsselskab, hvor Tjeneren gik rundt og skænkede i Glassene med de højtidelige Ord: Gammel Madeira fra 1813 — men De har jo ingen Citron, Doktor!
SELBY Og tænk, saa var det min Sandten en Flaske dovent Øl, han havde faaet fat i.
DOKTOR
FRANDSEN
Det var sgu heldigt, for ellers havde vi maaske ingen Madejra faaet i Aften.
SELBY Du skulde have set Pastor Mathiesens Ansigt, da han fik den Læskedrik at smage.
De le.
HOTHER Det havde været en dejlig mild Drik for Hr. Engelsøe, der aldrig smager en Draabe Spiritus.
POULA Han sværmer for Bruslemonade.
FRU SELBY Den skal han saamænd faa i Morgen Aften.
HOTHER Naar han svinger sig i Dansens Hvirvel med Frøken Prip og Frøken Knudsgaard.
POULA De skal ogsaa have en Svingom med Tante Gusta, Dr. Fransen.
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, en Galopade.
De le og tale i Munden paa hverandre. Frøken Knudsgaard kommer ind fra Entreen.
2. AKT
7. SCENE(B)
Selby, Fru Selby. Frøken Knudsgaard. Doktor Fransen. Poula. Hother.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Godaften!
Tavshed.
POULA Men Gud, Tante Gusta, kommer Du her?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Det ser Du jo.
HOTHER (sukker) Ja! Det ser vi!
FRØKEN
KNUDSGAARD
Men det lader til, at jeg kommer til Ulejlighed?
FRU SELBY Det gør Du aldrig her, kære Gusta.
DOKTOR
FRANDSEN
(sagte) Jo, gu’ gør hun saa.
SELBY Hvad sagde Du?
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg sagde ligesom Du: Leve Glæden!
FRØKEN
KNUDSGAARD
(ser paa Bordet) Jeg kunde jo ikke ane, at her var Drikkegilde.
FRU SELBY (lidt forlegen) Det var sandelig ogsaa en Overraskelse for mig.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Saa —! Det vil jeg ogsaa helst tro.
FRU SELBY Vil Du ikke spise med?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Nej, jeg takker, jeg har drukket en Kop Thevand.
SELBY (forbindtlig) Jeg haaber ellers, Du har moret Dig godt?
FRU SELBY Kære Selby, det er næppe det rette Udtryk for Gustas gribende Foredrag.
SELBY Naa, nej — just morsomt var det vel ikke.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Hvadbehager?
SELBY (forlegen) Jeg mente — det var jo ikke det, Du mente.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Nej, just ikke.
FRU SELBY Men Diskussionen, kære Gusta?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Den forlod jeg, fordi jeg havde en Sag af Vigtighed at drøfte med jer.
SELBY (sukker) Tak, Skæbne.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Men jeg vil ikke forstyrre.
FRU SELBY Det gør ikke noget. Vi kan spise senere.
POULA Hvad er det for en vigtig Sag, Tante Gusta?
FRU SELBY Kom nu ikke igen med din evige Spørgen, kære Barn.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Jeg vil tværtimod bede Dig gaa lidt ind i den anden Stue, lille Poula.
POULA (ærgerlig) Hvad skal jeg der?
FRU SELBY Du kan jo øve dit nye Musikstykke.
DOKTOR
FRANDSEN
Og din Taalmodighed.
POULA Ja, den kan man have Brug for.
HOTHER Maa jeg tillade mig at følge med for at vende Noderne?
POULA (sagte) Tak. Saa tror jeg ikke, jeg faar saa megen Brug for min Taalmodighed.
Hun gaar med Hother ud til venstre.