Et Sølvbryllup 1890

PERSONERNE:

FABRIKANT SELBY FRU SELBY
POULA, Selbys Datter FRK. KNUDSGAARD, Fru Selbys Søster
DOKTOR FRANDSEN HOTHER, doktorens Søn
PASTOR MATHIASEN STUDENT ENGELSØE
FRØKEN PRIP FRØKEN MØLLER
JOMFRU LUDVIGSEN EN TJENER
EN PIGE DAMER OG HERRER


2. AKT
11. SCENE
Fru Selby. Frøken Knudsgaard. Poula. Senere Jomfru Ludvigsen.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Jeg beder undskylde, at jeg forstyrrer; jeg ønskede blot at sige Godnat.
FRU SELBY Du forstyrrer ikke.
FRØKEN
KNUDSGAARD
I har altsaa faaet talt sammen?
FRU SELBY Ja, men uden at være komne til noget Resultat. Jeg har gjort, hvad menneskelig Magt formaar for at klare Poulas Tanker, men hun holder haardnakket paa, at hun heller vil tale med Hother selv end fæste Lid til dit Udsagn.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Hun tror mig altsaa ikke! Godt, saa har jeg et Vidne, som snart skal bringe hende paa andre Tanker.
POULA Hvem er det?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Det er Jomfru Ludvigsen. Hun er her endnu, jeg skal hente hende. Af hendes Mund skal Du erfare, hvordan det Menneske er, til hvem Du tror at kunde fæste mere Lid end til mig.
POULA Jeg ønsker ikke at høre noget af Jomfru Ludvigsen om ham.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Men vi forlanger det, din Moder og jeg.
POULA Det er en anden Sag. Som I vil.
Frøken Knudsgaard gaar hen mod Døren til højre, idet Jomfru Ludvigsen kommer ind. Hun har Overtøj paa.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Undskyld, maa jeg gaa her igennem. Jeg vilde gærne sige Godnat og Tak for i Dag.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Nej vent, Jomfru Ludvigsen, kom lidt her.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Ja, men jeg skulde rigtignok skynde mig hjem og sy paa Frøkenens graa Liv til i Morgen.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Vi skal ikke opholde Dem længe. Det er blot et Par Spørgsmaal, vi ønsker at gøre Dem. Sig os, hvem var det, der var Ophavsmand til Deres Søsters Ulykke og Fald?
JOMFRU
LUDVIGSEN
Jeg ved ikke — Frøkenen mener vel Ferdinand Mortensen?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Hvadbehager?
JOMFRU
LUDVIGSEN
Ja, for hun var jo første Gang forlovet med en Urtekræmmer, der hed Mortensen; men saa var det ham ikke fint nok, dengang han arvede Onklen i Nakskov, og saa havde dog hans egen Moder før i Tiden haft Rulle og Grønthandel.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Naa, men —
JOMFRU
LUDVIGSEN
Saa var det, han senere hen blev gift med Froms Datter, De ved, den Hestehandler From, hvis ældste Søn af første Ægteskab stak af til Amerika med Smørhandler Sørensens kønne Kone, ja, det ved Gud, de gjorde.
FRØKEN
KNUDSGAARD
(utaalmodig) Saa, men —
JOMFRU
LUDVIGSEN
Men det gik dem ogsaa snavs der ovre. Det vil Familien nu ikke være ved, men jeg har det fra hans Kusine, hende, der spiller Fortepiano til Koncerter. Har De ikke hørt hende — hun spiller ganske storartet.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Men Hr. Hother Fransen, som De fortalte mig om i Eftermiddags?
JOMFRU
LUDVIGSEN
Naa ja, det var nu efter Mortensens Tid, og til ham talte vi jo heller ikke om den Slags, for han var jo, hvad man kalder for et finere Slags Menneske, der kuns havde lidt Kommers og Morskab med Ludovika, naar det kunde falde sig.
FRØKEN
KNUDSGAARD
(utaalmodig) Men De fortalte jo selv, lille Jomfru, at al hendes Ulykke stammede fra, at hun tog i Skoven med ham St. Hansnat, og først kom hjem i den lyse Morgen.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Naa ja, det vil sige, hun tog nok ud med Hr. Fransen, men hun kom hjem med Peter Skaarup.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Hvadbehager. —
JOMFRU
LUDVIGSEN
Ham, Styrmanden, der nu er rejst til Brasilien, og havde hun blot ventet paa ham, mens han gjorde den Tur til Grønland, saa havde det maaske set anderledes ud, for han var saadan et yndig, dannet Menneske, der var noget saa mageløst reelt ved ham. Men der har jo aldrig været nogen rigtig Bestandighed hos Ludovika, det kan ikke hjælpe at sige andet, for saa var det heller aldrig gaaet saa galt, at Folk skulde behøve at rynke paa Næsen ad hende, der var saa pæn og nydelig en Pige græder. Ak ja, jeg har saamænd tidt og ofte været fristet til at ønske, at Vorherre havde taget hende, dengang jeg plejede hende i den daarlige Hals, hun havde. Saa havde man da ikke haft det at sørge over.
POULA Tag Dem det ikke saa nær, Jomfru Ludvigsen, Jeg ved, hvor god De har været, og hvor meget De har gjort for Deres Søster.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Det maa Frøkenen saamænd ikke tro.
POULA Jo, Doktor Fransen har sagt mig det, og ham tror jeg.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Naa ja, Doktoren! Han har nu alle- tider været saa mageløs pæn imod os.
POULA Saa kan De altsaa godt lide ham — og hans Søn?
JOMFRU
LUDVIGSEN
Ja, det har jeg rigtignok ikke Grund til andet.
POULA (tager hendes Haand) Det glæder mig. Man vil jo altid gærne høre noget godt om dem, man holder af, især naar det er af et saa bravt Menneske, som De er, Jomfru Ludvigsen.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Aa Tak, Frøken, Godnat!
Poula gaar ud til højre.
2. AKT
12. SCENE
Fru Selby. Frøken Knudsgaard. Jomfru Ludvigsen.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Det var da underligt, at jeg skulde komme til at tale om Ludovika i Dag, for netop i Aftes sagde jeg det selvsamme til hende og foreholdt hende saa meget, da jeg saa hende ude i Varietesalonen.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Fy, kommer De saadanne Steder?
JOMFRU
LUDVIGSEN
Ja, der kommer jeg saamænd ikke saa sjælden, naar jeg faar en Billet forærendes af min Søster. Hun er jo ansat der ude, og jeg har jo ikke saadan Raad at gaa i de rigtige Teatre.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Og saa gaar De paa Knejper.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Men Gud, Frøken, lidt Fornøjelse skal man da have.
FRU SELBY Ikke af den Art, min gode Jomfru Ludvigsen.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Ved De da ikke, at det er den Slags Forlystelsessteder, der er de aller værste Arnesteder for Usædelighed og Fordærvelse?
JOMFRU
LUDVIGSEN
Der kommer virkelig mange pæne Folk.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Saadan sagde ogsaa min Pige Olavia, da hun først kom til mig, fuld af slige slette Tilbøjeligheder. Men hende har jeg reddet ved at formane hende og sige til hende: »Vend om, Olavia,« ligesom jeg nu siger det til Dem.
FRU SELBY Husk, hvordan det er ganet Deres ulykkelige Søster.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Formodentlig har hun alt kastet Letfærdighedens giftige Smitstof ind i Deres Sind.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Nej, det vil jeg ved den Algodeste ikke længer staa og høre paa. Nu er jeg kommen i saa mange pæne Familier i saa mange Aar, og gid jeg maa synke i Jorden her lige for Deres Øjne, om nogensinde noget Menneske har haft nogen Verdens Ting at sige paa mig.
FRU SELBY Saa bør De ogsaa holde Dem fra Forlystelsessteder, som alle ordentlige Mennesker skyr som Pesten.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Naar det er saa forfærdeligt slemt, hvor kan det saa være, at Fruens egen Mand vil komme der?
FRU SELBY Hvad siger De — min Mand?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Min Svoger?
JOMFRU
LUDVIGSEN
Ja, jeg saa ham da derude i Gaar med mine egne livfødte Øjne.
FRØKEN
KNUDSGAARD
I Gaar?
FRU SELBY De tager Fejl.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Nej, det ved den godeste Gud jeg ikke gør. Jeg kender da nok Hr. Selby, og jeg saa selv, at han sad sammen med Doktor Fransen og nogle andre Herrer og drak Champagne med Sangerinderne. Ja, det ved Gud han gjorde.
FRØKEN
KNUDSGAARD
(deltagende) Konstance!
FRU SELBY Almægtige Himmel!
JOMFRU
LUDVIGSEN
Og naar jeg skal være ærlig, saa maa jeg ogsaa tilstaa, at i mit stille Sind, der undrede jeg mig over, at Hr. Selby, der ellers er saa dannet, at han kunde have Lyst til den Fornøjelse, for de Sangerinder, de er rigtignok, hvad jeg kalder temmelig simple, saadan som de er majede ud og sminkede.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Aa fy — ti!
JOMFRU
LUDVIGSEN
Og naar Herrer, som hører til den bedre Klasse, kan more sig med det, saa maa jeg vel ogsaa kunne have Lov at sidde lidt og høre paa Musiken i al Anstændighed.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Vil De behage at høre op med Deres usømmelige Tale, og gaa Deres Vej.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Ja, det vil jeg saamænd netop heller end gærne, for jeg er rigtignok ellers ikke vant til at blive tiltalt paa den Maade. Men nu kan Frøkenen jo se, hvem der vil sidde oppe i Nat og sy paa Deres Silkekjole. For mig kan Frøkenen faa Lov at gaa i Morgen baade uden Frynser og med Livet hængende i en Ritraad. Godnat og Tak for i Dag.
Hun gaar ud i Baggrunden.
2. AKT
13. SCENE
Fru Selby. Frøken Knudsgaard. Straks efter Selby og Doktor Fransen. Tilsidst Hother.
FRU SELBY Gusta, Gusta, hvilket knusende Slag!
FRØKEN
KNUDSGAARD
Konstance, vær fattet, jeg er hos Dig, jeg svigter Dig ikke.
Selby og Doktor Fransen komme ind fra venstre.
DOKTOR
FRANDSEN
Naa, har De saa haft den Samtale med Poula, som De ønskede?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Ja.
DOKTOR
FRANDSEN
Den synes ikke at være falden rigtig tilfredsstillende ud, idetmindste at dømme efter Damernes Ansigter.
SELBY Nej, Du ser virkelig en Smule anstrengt og bleg ud, kære Konstance.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Intet Under!
SELBY Jeg føler mig saamænd ogsaa selv noget træt og medtagen.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Formodentlig fra i Gaar.
SELBY Naa, det vil jeg ikke sige.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Det tager paa Kræfterne at gøre den Slags Ture paa Landet.
SELBY Ja naturligvis — naar Føret er saa daarligt —
FRØKEN
KNUDSGAARD
Og naar man er saa uheldig at falde paa en Høtyv.
DOKTOR
FRANDSEN
Han kunde unægtelig være falden paa noget bedre.
SELBY Det kom sig af, at gamle Trine, som stod henne i Døren, hun holdt Lyset saa forkert, at jeg ikke kunde se, hvordan Sneen var fejet sammen i en Bunke — lige hvor man skulde gaa —
FRØKEN
KNUDSGAARD
Jeg synes, Du sagde, Trine var sengeliggende.
SELBY (forlegen) Ja — jeg mener — det plejer hun ogsaa, hun er jo svag Skindet, men i Gaar befandt hun sig tilfældigvis noget bedre.
DOKTOR
FRANDSEN
Det var vel Glæden over at se Dig —
SELBY Ja, formodentlig —
FRØKEN
KNUDSGAARD
Spar Dine Usandheder — Konstance ved alt.
FRU SELBY (svagt) Alt!
SELBY Hvad for noget — hvordan?
FRØKEN
KNUDSGAARD
For din Hustru kan Du ikke mere dække dit forargelige Levnet med Løgn. Vi har af Jomfru Ludvigsen erfaret, hvor og hvorledes Du tilbragte din Aften i Gaar.
DOKTOR
FRANDSEN
Se saa!
FRØKEN
KNUDSGAARD
Vel delte jeg ikke min arme Søsters blinde Tillid. Ser paa Doktoren. Man skal kende en Mand paa hans Venner.
DOKTOR
FRANDSEN
Tak, Frøken, det siger jeg med.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Men saa dybt troede jeg dog ikke, Du var sunken. Ikke engang en Knejpesangerinde foragter Du.
SELBY Paa ingen Maade — jeg mener — jeg forsikrer Dig, Konstance, det er ingenting.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Det kalder han ingenting! Tro ham ikke, Konstance, se blot paa ham. Er det en god Samvittighed, der staar præget paa det Aasyn?
DOKTOR
FRANDSEN
Nej, det er med Respekt at sige en Lygtepæl paa Halmtorvet.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Ogsaa det! Han er kommen beruset hjem ved Nattetid.
FRU SELBY Aa, min Gud!
FRØKEN
KNUDSGAARD
Tag Dig sammen, Konstance! Vis Dig stærk i Hjemsøgelsens Stund.
FRU SELBY Aa, mit Hoved, mit Hoved! Dette forvinder jeg ikke.
SELBY (nærmer sig) Konstance —
DOKTOR
FRANDSEN
Maa jeg, Frue —
FRØKEN
KNUDSGAARD
Rør hende ikke — tal ikke til hende! Jeg alene vil drage Omsorg for min ulykkelige Søster.
Hother kommer ind fra venstre.
HOTHER Er her noget paa Færde?
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, Frøken Knudsgaard er stærkt paa Færde.
SELBY (sagte) Engelsøe kom bedst fra det — han gik.

DOKTOR
FRANDSEN
(slaar ham paa Skuldren) Jeg maa igen give Dig Ret, min Ven! Det var en overmaade morsom Aften, vi fik.
TÆPPE