Et Sølvbryllup 1890

PERSONERNE:

FABRIKANT SELBY FRU SELBY
POULA, Selbys Datter FRK. KNUDSGAARD, Fru Selbys Søster
DOKTOR FRANDSEN HOTHER, doktorens Søn
PASTOR MATHIASEN STUDENT ENGELSØE
FRØKEN PRIP FRØKEN MØLLER
JOMFRU LUDVIGSEN EN TJENER
EN PIGE DAMER OG HERRER


Næste Morgen. Samme Stue hos Selbys. Paa Bordene staa Blomsterkurve, Buketter og Gaver, hist og her Palmer og blomstrende Potteplanter.
En Pige gaar omkring og støver af. Poula staar paa en Stol og hænger Blomsterkranse op omkring Døren til venstre. Hun er klædt i lys Morgendragt.
3. AKT
1. SCENE
Poula. Pigen. Senere Selby. Tilsidst Hother.
PIGEN (ser sig om) Hvor her dog er dejligt! Det er godt at se, at her er Stads i Huset i Dag.
POULA Ja, ikkesandt! Jeg tror næsten ikke, jeg har set saa mange Blomster paa eengang før.
PIGEN Jo, det har jeg! Til min forrige Frues Begravelse. Der fik vi seks og halvtredsindstye Kranse og syv Kors.
POULA Saa! Ræk mig det Sejlgarn, Rasmine.
PIGEN Vær saa artig. De Guirlander tager sig rigtignok flot ud, Frøken.
POULA Gør de — det glæder mig.
Tjeneren kommer ind med en Aske.
EN TJENER Her er mere.
PIGEN Lad mig se — en Flødeske! Den er meget net, men vi har ellers fem i Forvejen.
Tjeneren gaar ud til højre, idet Selby kommer ind fra Entreen.
POULA (springer ned og tager ham om Halsen) Godmorgen og til Lykke, min egen kære søde Fader.
SELBY (adspredt) Tak, Barn, Godmorgen.
Pigen gaar ud til højre.
POULA Hvordan er det med din Pande? Aa, i Dag er det jo meget bedre. Tager ham om Hovedet. Men jeg synes ikke, Du ser rigtig glad ud.
SELBY (lidt usikker). Saa —? Jo, jeg er umaadelig glad, det kan Du da nok begribe.
POULA Og jeg hører, Du er oven i Købet bleven Etatsraad i Dag.
SELBY Ja, og din Moder er bleven Etatsraadinde. Hør, sig mig, har Du set hende i Dag?
POULA Ja, hun er ved at klæde sig paa, men hun er vist snart færdig.
SELBY Hvordan tror Du, hun er til Mode?
POULA Jeg synes ikke, hun er i rigtig, godt Humør.
SELBY Ikke det — hm!
POULA Hvor tror Du, det kan være?
SELBY (forlegen) Jeg ved saamænd ikke.
POULA Det er formodentlig paa Grund af det, Tante Gusta sagde om Hother i Gaar.
SELBY (hurtigt) Ja, det er det naturligvis.
POULA Du kan begribe, det har ogsaa givet mig Lidt at tænke paa.
SELBY Naa, saa det har det, Du Smaa! Tante Knudsgaard har følt sig foranlediget til at kaste nogle Fraser og Sentenser ind i dit glade Sind ligesom Bomber i en Blomsterhave. Men trøst Dig, min lille Pige, Blomsterne gror hurtigt op igen, hvor der er Foraar og Solskin. Det er sgu værre med os Andre.
POULA Men det, hun sagde om Hother, var jo saa ukendt for mig, saa fjærnt og fremmed fra det, jeg ser og kender; naar jeg har spurgt om saadant noget, blev der altid svaret, at det passede sig ikke for mig at høre, og paa eengang bliver det saa sagt mig, uforberedt og plumpt, om Den, jeg nylig har givet mit Hjærte til.
SELBY Hvad sagde hun da egentlig?
POULA Hun sagde først og fremmest, at han ikke er min Kærlighed værd. Er det vel sandt Fader, sig mig det?
SELBY (tager hende kærligt om Hovedet) Jeg vil svare Dig med et Spørgsmaal. Tror Du, Poula, at jeg holder af Dig — inderligt — usigeligt?
POULA Ja, Fader, det ved jeg
SELBY Og jeg har ikke noget højere Ønske end at betro Dig, mit Kæreste, mit Bedste her i Verden i Hothers Hænder og gøre ham til min Søn. Kan det saa ikke berolige Dig.
POULA Jo naturligvis, det kan det nok, men jeg vil alligevel tale med ham selv derom.
SELBY Godt, saa lad ham selv tale sin Sag, naar han kommer, han bliver vist en mere veltalende Advokat end jeg.
Hother kommer ind fra Entreen.
HOTHER (hilser) Godmorgen
SELBY Ah, er det Dig, min Dreng!
HOTHER Jeg vilde ikke gaa ned i Fabriken uden først at have ønsket Dem til Lykke.
SELBY (tager hans Haand og smiler) Det var kønt af Dig at komme — for min Skyld, men nu maa jeg ind at se paa mine Breve. Ja, jeg ved nok, Du vil nødig af med mig, men jeg maa alligevel bede Dig et Øjeblik tage til Takke med Poulas Selskab.
Han gaar ud til venstre idet han skotter til dem.
3. AKT
2. SCENE
Poula. Hother.
HOTHER Gudskelov, jeg fik Dig et Minut for mig selv, Poula, min Elskede, Godmorgen.
POULA (trækker sig tilbage) Nej, Hother, sæt Dig ned. Jeg ønsker at tale med Dig om noget, der ligger mig paa Hjærte.
HOTHER (tager Plads) Tal, jeg er beredt.
POULA Nej, Du maa ikke smile, det er slet ikke mit Spøg. Lidt tøvende. Ja, det er ikke saa let for mig at begynde.
HOTHER Skal jeg begynde for Dig? (I en højtidelig Tone) Hother, din Fader har maaske antydet for Dig, at min Moder og Tante havde en betydningsfuld Samtale med mig i Gaar Aftes angaaende Dig.
POULA Ja netop
HOTHER Min Tante sagde, Hother, at dine forkastelige Grundsætninger og dit fordærvede Liv, gjorde Dig fuldkommen uskikket — ja — uværdig til en ung Kvindes rene Kærlighed.
POULA Ja, det sagde hun. Hvor kan Du vide det?
HOTHER Fordi jeg baade kan Visen og Omkvædet paa Fingrene. Og saa anbefalede hun Dig at søge Erstatning i en selvstændig Livsopgave, i Kamp og Arbejde for Kvindens Frigørelse,
Samfundets Bedste, ikkesandt?
POULA Jo, men det er virkelig ikke rigtig af Dig at tage det paa den Maade, Hother. Jeg havde besluttet, at jeg vilde have en
HOTHER Vist saa! Et Opgør, tror jeg, det hedder.
POULA Alt det, Du der gentager, støttede hun nemlig paa noget bestemt. Hun nævnede en ung Pige, Jomfru Ludvigsens Søster -
HOTHER Som jeg skulde have styrtet i Fald og Fordærv. Du ser, om jeg blegner, men det gør jeg aldeles ikke.
POULA Men ved Du da, hvor ulykkeligt det er gaaet hende.
HOTHER Ja, hun er Smørrebrødsjomfru paa Varietesalonen. Det har uheldigvis ikke nogen rigtig tragisk Klang, hvad?
POULA Aa, Du er utaalelig. Jeg mener, ja — jeg mener —
HOTHER At hun er mere skøn end egentlig dydsiret.
Det har hun altid været, og trøst Dig, det jeg har haft at gøre med hende, behøver ikke at tynge hverken din eller min Samvittighed.
POULA Ja, men Du har dog, efter hvad Tante siger, lokket hende til Tant og Fjas — Du har danset med hende -
HOTHER (ler) Ja, det ved Gud jeg har, mer end eengang — hun dansede fortræffeligt. Men Du kan berolige Amazonen Frøken Knudsgaard med, at jeg ogsaa har danset med Andre; ja, Poula, jeg maa tilstaa Dig min svare Brøde, jeg har i min glade Ungdomstid danset med mange Andre, ja, baade danset og fjaset og oplevet mange morsomme Ting, som jeg skal fortælle Dig om i Ny og Næ, naar Du, forhaabentlig snart, bliver en klog gift Kone, og ikke saadan en dum, skønt utrolig sød lille Pige.
POULA Siger Du nu, jeg er dum! Du kan heller ikke tage nogen Ting for Alvor.
HOTHER Vil Du have, jeg skal tage det for Alvor?
POULA Nej —
HOTHER Men ærligt talt synes det ikke at ligge rigtigt for Dig at holde Opgør.
POULA Nej, jeg er bange for det.
HOTHER Ja ja, det er et af de Talenter, en Mand kan undvære hos sin Kone. Du maa hellere spille Klaver.
POULA Men alligevel, der er noget — jeg mener, jeg synes, det er lidt — lidt ulige og uretfærdigt, at jeg giver Dig min første Kærlighed, der kommer fra mit Hjærte, saa ny og ukendt, saa uvilkaarlig og naturlig som selve det at leve, og for Dig er Kærligheden, saa vidt jeg kan forstaa, en gammel, velkendt Sag, en udtraadt Sko, der har vandret ad saa mange forskellige Veje.
HOTHER Nej, Poula, min Følelse for Dig er frisk og smuk, ja smuk som din egen. Det er sandt, at jeg har kendt Kærlighed før, den, der beruser lokker og glemmes uden at sætte Spor i Hjærtet, men den Kærlighed, hvorpaa mit Livs Lykke beror, den har jeg først lært at kende sammen med Dig. Du er mit Haab om den store sande Lykke, som aldrig kommer igen, hvis den eengaang svigter. Kun Eengang, tror jeg, træffer man Den, der drager Ens Sind og Sanser til sig med det bedste, man bærer i sig af Følelse og Længsel. Saadan elsker jeg Dig, Poula, og saadan ved jeg først nu, hvad det er at elske.
POULA Aa Hother —
HOTHER Og hvis der i mit Liv fandtes det, som nogensinde kunde træde adskillende mellem Dig og mig, saa vilde jeg sige Dig det nu — her, det maa Du tro.
POULA Ja, Hother, det tror jeg, det ved jeg, at Du vilde.
HOTHER (i en lettere Tone) Derfor kan Du trygt hengive Dig til den Lykke at være min. Drager hende til sig. Ja min ! Min egen kæreste Poula!
Doktor Fransen kommer ind fra Entreen, ledsaget af Tjeneren.
Hother og Poula fjærne sig hurtigt fra hinanden.
3. AKT
3. SCENE
Hother. Poula. Doktor Fransen. Senere Frøken Knudsgaard.
EN TJENER Hvis Doktoren vil tage Plads her, saa skal jeg sige det til Herren.
DOKTOR
FRANDSEN
Godt.
Tjeneren gaar ud til venstre.
DOKTOR
FRANDSEN
Naa! I tror maaske ikke, jeg saa det?
HOTHER Det maatte Du gærne. Trods Tante Knudsgaards Protest, har Poula lovet at blive min Hustru, og det skulde Du dog have at vide.
DOKTOR
FRANDSEN
(til Poula) Og Du spørger ikke om jeg siger Ja?
POULA Nej. Jeg bliver tidt nok beskyldt for altid at spørge. Dennegang behøver jeg det ikke.
DOKTOR
FRANDSEN
Du kender mig nok, lille Primula. Poula, min Datter, kom! (Kysser hende) Med det Kys tager jeg Dig fra Din Fader.
POULA Kun halvt! I kan faa Lov at dele mig.
Under de sidste Repliker er Frøken Knudsgaard kommen ind fra Entreen og bliver staaende i lidt Frastand.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Godmorgen!
POULA Gud, der er jo Tante Gusta! (Til Frøken Knudsgaard) Goddag, nu skal jeg sige til Moder, at Du er kommen.
Hun løber hurtigt ud til højre.
3. AKT
4. SCENE
Frøken Knudsgaard. Doktor Fransen. Hother.
HOTHER Frøken, jeg kan glæde Dem med, at Deres brændende Ønske nu er gaaet i Opfyldelse. Poula har givet mig sit Ja.
FRØKEN
KNUDSGAARD
(stift) Det kunde jeg se, og jeg ønsker hende derfor den Lykke, som hun venter at finde i denne Forbindelse.
HOTHER Saa haaber jeg, hun venter meget.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Det gør desværre ikke jeg.
DOKTOR
FRANDSEN
Tak, det ved vi.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Ja, Dem, Hr. Doktor, har jeg allerede sagt min Mening i Gaar.
HOTHER Saa vil jeg ikke være saa egenkærlig at trætte Frøkenen med at gentage den for mig.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Det vilde vist ogsaa være spildt. Jeg ved med mig selv, at jeg har gjort, hvad der stod i min Magt for at holde Poula tilbage fra det Skridt, hun har foretaget.
HOTHER Og nu maa De alligevel give tabt!
FRØKEN
KNUDSGAARD
Jeg giver aldrig tabt
HOTHER Hvad vil De da gøre?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Først og fremmest vil jeg her sige Dem noget, som De skal mærke Dem vel. Hvis De tror, at De herefter uhindret og uimodsagt skal kunne undergrave min Søsterdatters indre Liv og nedbryde hendes gode og rene Grundsætninger, saa tager De fejl, og jeg —
DOKTOR
FRANDSEN
Nej, nu vil jeg dog sige Dem —
FRØKEN
KNUDSGAARD
Jeg beder Dem — afbryd mig ikke. Tomme for Tomme, hører De, vil vi stræbe at erobre hende tilbage og bekæmpe deres letsindige Given efter for alle Lyster. Ethvert Pligtbud, enhver Forskrift, enhver — kort sagt enhver Skranke, som De river ned om hendes modtagelige ubefæstede Sind, den vil vi søge at bygge op igen.
HOTHER Byg De kun væk, Frøken! Hvor høje Skranker af Pligtbud og Forskrifter, De end vil rejse om Poula for at gøre hende aandelig nærsynet, saa skal jeg Dag for Dag gøre mit til at løfte hende op over dem, for at hun skal kunne se med frit og uhæmmet Blik langt ud i Livet, og lære at se og forstaa det, saadan som det viser sig i Aandsfrihedens og Fordragelighedens klare Lys. Hvad Dem selv angaar, Frøken, saa bliv De kun indenfor Deres Skranker. Jeg skal saa vist lade Dem blive siddende i Fred.
Han bukker let og gear ud til højre.