 |
|
For at være retfærdig i sin Bedømmelse af Fru Emma Gads ny Stykke "I veldædigt Øjemed", der i Juledagene blev bragt frem paa Folketeatret, er det nødvendigt at vide, at Stykket ikke er nyt. Det har ligget i adskillige Aar i "Teatrets rummelige Magasin for henlagte Sager og har ved den nu stedfundne Opførelse, saa vidt vides, kun vært underkastet en ikke meget indgribende Gennemarbejdelse. Husker eller ved man ikke dette, vil man undres over, alt Forfatterindens Pen, der er saa munter pg fri i sine Bevægelser i "Et Sølvbryllup", og i "Fælles Sag", her er slaaet ind i en forholdsvis saa adstadig Pasgang. Sagen er, at da Fru Gad skrev "I veldædigt Øjemed", var hun i langt mindre Grad end nu Herre over sit Talent. Dette. Lystspils Plads i Rækken af Forfatterindens arbejder forklarer ogsaa Tankernes Mangel paa Oprindelighed. Fru Gad har her endnu ikke vovet sig ud paa egen Haand. Stykkets Ide tinder man i Fru Edgrens "Hvordan man gør godt", og i Replikernes Slag og Tone kender man for en stor Del igen de for nogle Aar siden endnu til Dels som nyt virkende norske Skuespil og anden god og mindre god Læsning. Stykket spotter i Almindelighed over de velstaaende Klassers forløjede Goddædighed meg Basarer og Velgørenhedsfester og forfølger saa tillige et mere umiddelbart poetisk Øjented med Fremstilling af en kalket Ægteskabsgrav, son drager en af Stykkets unge Kvinder til sig, medens den har udspyet en anden, der dog mærkeligvis midt i Komedien pludselig viser Tilbøjelighed til paa ny at springe ned i den. Den første Opgaves Løsning, Samfundssatiren, gaar det - for Fru Gad at være - lidt slæbende med. De optrædende Damer er ikke rigtig morsomme. Heller ikke Festdekoratør Wulff eller Justitsraaden med sin Fløjte, endsige Løjtnant Friis eller Fabrikant Kvist kan for Alvor faa Latteren frem i Teatret. Der er en særegen Ulivlighed over de mange Ord, som bruges, en vis Mangel paa springende Punkter, en Morskab uden Stil; Tingen vil ikke glide. Imidlertid er det vel netop denne Del af Stykket, som vil sikre dets Lykke. Der indføres en fattig Kone, som virker ret tilforladeligt imellem de forskabede Mennesker, og selve disses Naragtighed har gennemgaaende et paalideligt Præg. Der er for Københavnere en Del Billeder at se, som angaar dem selv og deres Bekendte, Satiren er godlidende, og Stykket ender i et udmærket Tableau: de kongelige Personers Ankomst meldes paa Basaren, som er i fuld Gang, alle stiller sig op for at bukke og neje, der gøres Plads, man bøjer sig dybt imod Jorden, og - Tæppet falder. Under megen Latter fremkaldes saa de spillende. Som Gæren i det store Brød er brugt en Kamp, der foregaar imellem og rundt om de to Damer, Frøken Vibeke Rosenhjelm og Fru Annina Heide. Denne sidste har en Mand, fra hvem hun for henved tre Aar siden med god Vilje er gaaet en Dag, da hun blev særlig vred paa ham. Han er overmaade rig, og nu, da han efter Separationens snarlige Udløb kan optræde som Frier paa ny, spidser den lille luksusbegærlige Frøken Vibeke sin Næse stærkt i Retning af hans Penge. Hun modarbejdes imidlertid i denne sin Lyst af sin Godhed for den ædelt stræbende men fattige Kandidat Høst, der ogsaa umiddelbart med spidige Ord angriber hendes verdslige Tilbøjeligheder. Fru Heide præsenteres for os som en helstøbt Kvinde, der efter Bruddet med Manden ikke har villet modtage en øre af ham, skønt hun er fattig. Selve Bruddet har ogsaa et ret stort Præg. Hun blev oprørt en Aften, hun klædte sig til Bal, over, at hendes Mand gav hende et kostbart Smykke samtidig med, at han nægtede at gøre en ufrivillig Uret Paa 4000 Kr., han havde begaaet mod en fattig Familie, god igen. (Hvorfor den skikkelige Mand ikke vil betalt disse 4000 Kroner, er absolut ufatteligt). Det virker derfor i Komedien højst besynderligt, da denne samme Fru Heide med den staalsatte Karakter pludselig; bliver lille og ondskabsfuld. I det Nu nemlig, hun erfarer Giftermaalsplanerne mellem Vibeke og hendes endnu ikke fraskilte Mand, sent hurt foragter, beslutter hun at forpurre Sagen ved at nægte at gaa ind paa Skilsmisse, og da hun bliver yderligere irriteret, paatvinger hun dig endog som Frue i det Hus, hun med saa megen Bram har forladt. Dette Motiv kunde i en anden Forbindelse have været fortræffeligt, og der har øjensynlig foresvævet Fru Gad et Karakterbillede af en interessant sammensat Beskaffenhed. Men det er gaaet fuldstændig i Stykker for hende. Til den højt stemte Begyndelse med Fru Heide passer intet af det følgende, Figuren bliver simpelt hen uforstaaelig. Paa lignende Maade er Frøken Vibeke gaaet itu under Støbningeb. Hun er god, saa længe man har Lov til at tro, at hun skal opfattes som en ung, nok saa kvik Frøken, der har modtaget et blivende Præg af den rene Fattigdom, hvori hun lever. Et lille kønt Pigebarn, der vil giftes rigt, naar Lejligheden dertil gives, hvor meget hun end for sig selv maa indrømme, at hun vil tabe ved ikke at kunne blive elsket af den fængslede Poet, der i Kraft af sin Kærlighed holder Straffetaler til hende. Men naar Vibeke i sidste Akt siger den Rigdom Farvel, hun har i Haanden, for efter en lang Ventetid at vinde de ti aandelige Skatte, som sidder paa Taget, og vi ikkee samtidig føler, at Forfatterinden stempler denne Beslutning fra hendes Side som et umuligt Forsøg paa at finde blivende Sted, saa ligger Figuren sønderbrudt for vore Øjne. Frøken Vibeke vil i sin Skuffelse blive en slem Madam for Hr. Høst at trækkes med, men det melder Komedien intet om. Hendes forsvar for sin Lyst til at blive gift med den rige Direktør Heide ag hendes Angreb paa Annina, der foregiver ædle Motiver til sin forstyrrende Mellemkomst, turde værre det bedste i Stykket. Disse Optrins Ord virkede i alt Fald ved Frøken Olga Meyers gode Spil som det mest ægte, der blev sagt. Der kan næppe være Tvivl om, at Direktør Heide fra Forfatterindens Side er et overmaade svagt arbejde. Han skal være en haard og tom Pengemand med snobbede Gentemanstilbøjeligheder, som ingen god Kvinde kan leve med. Men i Stykket virker han sam en skikkelig Fyr, der er saa langt fra at køre Uret mod de Damer, han kommer i Forbindelse med, at det tværtimod er dem, der behandler ham paa den mest hensynsløse Maade endog i de Øjeblikke, hvor han optræder imødekommende og næsten fint. Figuren har intet personligt Præg og intet Artsmærke, og det maa næsten udelukkende tilskrives Hr. Orlamundts koldblodig morsomme Spil, at der kom Liv i Personen. Det var et Par af hans Replikker, der skabte dan største Munterhed i Teatret. Fru Marie MülIer spillede Fru Heide, og der kan ikke med Billighed bebrejdes Skuespillerinden, at hun ikke formaaede at samle denne splittede Figur til et hele. Det maa snarere undre, at hun saa længe, som tilfældet var, kunde holde Publikums Sympati fangen. Hr. Dorph Petersen havde en af de Roller, som hans Talent kun vanskelig magter, og som den altid haarde stemme lægger betydelige Hindringer i Vejen for: en Salonsanger, som med et vist Galgenhumør ser paa den temmelig flove Rolle, han spiller i Selskabet. Det er en Figur, som under en rummeligere Behandling kunde værre bleven god. Fru Rosenbaum var en heldig, men lidt for selvtilfreds Madam Sørensen. Under den megen Snakkesalighed kunde der have værret mere Bund. Figuren virkede tommere end den burde. Hr. Kolling gjorde fortjent Lykke som Festdekoratør Wulf. Opfattelsen at Figuren var dog vel traditionel. Hr. Ring havde som Kandidat Høst den sørgelige Opgave at skulle gaa ind og højne Stemningen ved sin livlige Ædelhed, hver Gang Direktør Heide kunde antages at have faaet Samfundsidealerne sænkede under et passende Niveau. Hr. Rings Stemme gyngede usikkert som sædvanlig, og Holdningen var unødig beskeden. Det var for saa vidt mærkeligt, som Hr. Ring i en tilsvarende (men morsommere) Rolle i "Sportsmænd" netop har vist, hvor let det falder ham at optræde paa en Gang seskabssikker og tilbageholdende. I Oberstinde Rosenhjelms Rolle tog Fru Theodora Petersen sig godt ud ved sin kølige Damelighed. Som Helhed manglede Forestillingen Glans. Men Stykket gør Lykke. E. Skram. | ||||||||||
| |
