En ung Mand i Selskabsdragt og Panamahat gear frem og tilbage med afventende Mine og Opmærksomheden stærkt henvendt paa Buskadset til højre, bag hvilket Huset tænkes at ligge. Han ser paa Uhret og gør en Bevægelse, som om han opgiver at vente.
En ung hvidklædt Pige med et let Florssjal over sin Dragt kommer ind fra højre, idet hun forsigtig ser sig om.
| HAN | HUN | HUSJOMFRUEN |
(Kommer nærmere)
Ja, her er jeg altsaa.
Endelig, Frøken. Vil De ikke tage Plads?
(lidt tøvende)
Tak.
(De sætter sig i behørig Afstand fra hinanden.)
De kom altsaa virkelig. Jeg havde næppe troet, at —
Jeg maatte jo tale med Dem, før jeg tager hjem.
Hjem?
Ja, jeg tager selvfølgelig straks hjem efter det der er sket.
Ja, det er jo højst beklageligt — uheldigt — forbandet.
(kold)
Vil De være saa god at sige mig — hvad staar der egentlig?
(tager en Avis op af Lommen)
Der staar kort og godt: Forlovelse er deklareret mellem —
(lidt forlegen)
ja, mellem Dem og mig.
(rækker hende Avisen.)
(ser i den)
Det er forfærdeligt.
(ser op)
Hvad skal vi gøre?
Det er det, vi maa tale om. Jeg maa have at vide — skal det dementeres, eller skal vi lade det dø hen af sig selv ?
(meget bestemt)
Det maa selvfølgelig dementeres. Øjeblikkelig. Straks.
(Hun rejser sig og gaar frem og tilbage.)
(afmaalt)
Ganske som Frøkenen ønsker.
De kan maaske sætte Dem ind i min Sindstilstand. Uden at ane det mindste, kommer jeg her i Aften til Dem — til Deres Forældre — til stor Havefest, hvor Alverden er, og saa har det staaet i Avisen, netop i Dag, at vi — at De og jeg — aa
(slaar harmfuld i Luften med Enden af sit Sjal).
Alle har jo læst det — tænk nu — blot i Toget! Enhver maa jo have troet, at det er i den Anledning, denne Fest er gjort.
(græder)
Jeg har nok hørt, at Livet er ikke let, men jeg havde dog ikke troet, at jeg skulde blive saa bundløs ulykkelig. Havde De set det i Avisen, før Gæsterne kom?
Ja. Netop i Toget. Det gik mig saa underlig elektrisk ned gennem Ryggen, da jeg saa vore Navne.
(rynker Panden)
Og De foretog ingenting?
Hvad vilde De have, jeg skulde gøre? Jeg kunde dog ikke godt sende Afbud til Dem af den Grund, vel ? Eller vilde De have, vi skulde slaa Plakater op ved Havetrappen, at det ikke var sandt?
Hvor har jeg lidt i Aften. Det bredte sig jo som en Løbeild. Alle kom farende og lykønskede og omfavnede.
Jo, mange Tak. Ogsaa mig.
Saa lagde man jo Mærke til, at jeg tog det saa underligt, og der blev efterhaanden ligesom et lufttomt Rum omkring mig. Og nu snakker de naturligvis ikke om andet deroppe i Krogene. De hvisker og tisker og fniser og siger: Hvordan er det — hvad er det?
Man maa tage det overlegent. Andet er der ikke at gøre.
Det er let nok at sige for Dem — men for mig! Jeg forvinder det aldrig. Aldrig hører De.
(mørk)
Ikke!
Og det er Deres Skyld, det hele.
Min? Tør jeg spørge — hvad er min Forbrydelse?
Det er Fru Lili Kruse, der har sat det i Avisen.
(studser)
Fru Kruse?
Da jeg mødte Dem i Gaar, og De fulgtes med hende, Deres Hjertes tilbedte aldrende Operette – Filme – Pantomime-Diva, saa — ja — saa vilde De i en Fart ned ad en Sidegade — negt det ikke, og da det mislykkedes, saa blev De rød i Hovedet.
Aldeles ikke.
Kukliko, siger jeg Dem. Og det saa hun godt. Og da De saa lod, som De tabte Deres Stok, saa blev jeg ogsaa rød i Hovedet, og det saa hun ogsaa. Hun blev rasende, fordi hun føler, at jeg foragter hende – naa ja, hendes Unatur og hendes røde Paryk. Jo, det er Paryk. Jeg ved, det er hende der har sat det i. Af Had.
Hvor ved De det fra?
Kvinder har nemlig Instinkt. Det har Mænd ikke. Jeg ved det indvendig.
Naa —
Og sidder hun maaske ikke altid foran en Kafe omgiven af Journalister, fordi hun vil nævnes allevegne. Hun har dem ved Haanden. Uf, det er den Slags Damer, jeg ikke kan udstaa.
(ser udi Luften med diskret Mine.)
(ser strengt paa ham)
Jeg maa altsaa bede Dem om at skrive til Redaktionen endnu i Aften, saa at Sladderen straks kan blive stoppet.
Skal ske, Frøken.
Og saa undskylder De mig hos Deres Forældre og siger deroppe, at jeg blev pludselig syg.
Meget vel. Skal vi sige — Næseblod?
Nej – uf, det er saa uskønt. Sig — sig en stærk Hovedpine.
Migræne plejer man at kalde det ved saadanne Lejligheder. Det er maaske lidt udnyttet.
Hvad for noget?
Jeg sagde — det lyder kønt.
Forresten er det altsammen saa skrækkeligt, at De kan sige, hvad De vil.
Jeg vil nødig synes ubeskeden, men kan jeg i Grunden gøre for, at De uventet kommer mig i Møde paa Gaden?
(har efterhaanden talt sig bitter)
Jo, De kan. En Herre har ikke Lov at udsætte en ung Dame for den Slags Ting, som her er vederfaret mig. De ser nu, at De har opnaaet at blamere mig for Alle. Jeg er rasende paa Dem — jo, jeg er — med Rette. Det kommer til at hæfte ved mig hele mit Liv.
(meget mandig)
Hvad en Dame paastaar, har selvfølgelig en Gentleman at tage for gode Varer.
Ja, det manglede blot.
Det Skete er altsaa min Skyld. Jeg har været udelikat, indisket, uridderlig.
De venter vist, at jeg skal sige Dem imod.
Nej, Frøken. Jeg gør Dem min Afbigt og forsvinder.
Forsvinder?
De bliver snart af med mig og maa ekspedere Deres Had over Oceanet — traadløst.
(mere spag)
Hvor skal De hen?
(opreven)
Blot bort. Til Østen eller til Kanada eller Sandwichøerne — lige meget hvor — ud, hvor der kæmpes om større Indsatser end her.
(river en lille Gren energisk i Stykker.)
Ud hvor mit Hjerte bliver til Malm og mine Nerver til Staal — jeg mener — Staaltraad — nej, naa — lige meget — saa jeg ikke mere haaber, ikke husker, ikke ærgrer mig.
Men hvad siger Deres Forældre til det?
Jeg har ikke talt om det endnu. Jeg gaar og bærer paa saa meget for mig selv. Jeg er ikke let at trænge ind i. Min Fader vil jo lave noget for mig her hjemme, naar jeg har været i Hamborg og saadant noget — den sædvanlige Lirum Larum. Han har endda talt noget om en Dropsfabrik, der er at faa. Men Drops — hvad! Forresten kan det være lige meget altsammen — jeg siger om alting – om alt og Alle — blæse være med det! Jeg er færdig med Livet.
Hvor gammel er det egentlig De er?
To og tyve trekvart.
(eftertænksom)
Snart tre og tyve. Det er jo ikke saa lidt. Og jeg er nylig fyldt atten.
Atten!
(sukker)
Ak ja. Hvad skal jeg mere her — jeg har jo set alt, kender alt, er med paa alt. Der skulde stærkere Drivkræfter til end en faderlig Henstilling og Hindbærdrops til at standse min Vilje og mit Udsyn.
Vil De saa aldrig mere komme hjem?
Maaske — maaske ikke. Hvis jeg kommer engang, leversyg og med Maane saa er De forlængst en elegant og værdig Frue.
Det faar De aldrig at se. Jeg gifter mig aldrig. Jeg har besluttet, at jeg vil være Sygeplejerske. Af dem i den hvide Dragt.
Saa bliver De gift med Overlægen. Det gør alle de kønne.
(ser frem for sig)
For det, jeg forlanger af Kærligheden, det er slet ikke mere til. Noget uendeligt — noget ufatteligt — noget ud over Livet og Døden som Romeo og Julie. Men i vor Tid — hvad hører man — kun om gode Partier og daarlige Partier — aldrig andet. Alt er blevet saa smaat.
Der var engang — da jeg var ung, hvor jeg syntes, der var noget saa kønt i de Ord af — jeg husker ikke saa nøje, af hvem: „Ak, om jeg ejed et smilende Øje, i hvis dunkle Ramme jeg fandt mit Portræt —.” Men nu er jeg klogere. Nu ved jeg, at den Slags Portræter, de er sjældne – jeg mener — jeg faar aldrig saadan et Par smilende Øjne. Man skal ikke vente andet af Livet end det, Ens uovervindelige Vilje tvinger ud af — af Universet. Man skal se paa Verden med en Amerikaners tørre Blik. Jeg vil begynde med at lære at bokse.
(rørt over sig selv)
Det kan en Mand sige, men en ung Kvinde! Hun kan kun glemme sig selv og alt Sit ved at hjælpe dem, der lider og har det ondt. Det er det eneste, hun har tilbage, naar hun ikke fandt Lykke i Kærligheden.
De unge Drømme! Kærlighed — det er det pure Nonsens —
(Talende Pause. Under denne kommer Husjomfruen ind fra højre med en Bakke med en stor Kumme og Glas. Hun ser eftertænksom paa Bordet og derpaa op i Luften. Den unge Pige farer op med et lille Hvin.)
Gud — er her Nogen! Aa, om Forladelse, at jeg forstyrrer.
(til den unge Pige)
Tag det bare med Ro. Det er ikke Andre end vor gamle Jomfru Klemmensen.
(sætter Bakken fra sig)
Gammel! Naa naa, min Dreng! De tyve Aar forstaar sig nu ikke paa, hvad som at der er gammel og ikke gammel, Det skal Du nok siden komme til at sande, lille Ven.
(undskyldende)
Hun har været her, fra jeg var Dreng. Jeg kaldte hende Klumse.
Det gør han saamænd endnu, Frøken, naar vi er alene, vi to.
(ser ømt paa ham)
Herregud han var saa sød. Og det er han da endnu.
(misfornøjet)
Maa jeg nu være her.
Ja, jeg kender jo nok Frøkenen.
(ret anerkendende)
Saadan en net og nydelig ung Dame.
Jeg har ogsaa set Dem.
(til Jomfruen)
Hvad skal Du her?
Jeg kommer med noget, Herren selv har lavet og kalder for en ChampagneBowle —
Aa, Faders berømte Sommerbryg.
De ældre Herrer skal drikke den i Haven, sagde han, fordi der er saa beklumret deroppe. Men jeg synes, her trækker. Og Herrerne, de er jo mestendels saa skaldede, at Vinden gaar durk gennem Panamahattene.
(affærdigende)
Ja, gaa Du bare et andet Sted hen med samt din Bowle.
Det gør jeg. Jeg vil gaa hen og se, om der ikke er bedre ved Stengrotten. Men der forstyrrer jeg vel sagtens ogsaa et Stævnemøde.
(ivrig)
Vi har ikke Stævnemøde.
Absolut ikke.
Det maa De sandelig ikke tro eller sige.
(tort)
Hvad er det da for noget?
(forlegen)
Det er — det er en Samtale.
En Redegørelse. En Ordning, der skulde drøftes.
(ser paa dem)
Ja, man kan jo kalde det for hvad man vil.
Nej, saa maa vi heller sige Dem, hvordan det hænger sammen. De kan tænke Dem, der har i Dag staaet i Avisen, at vi to er forlovede.
Hille den!
Og det er vi ikke.
Tværtimod.
Hvad vil det sige — tværtimod?
Det vil sige, at det er højst pinligt, kan Du forstaa.
Nu taler Byen ikke om andet.
Naa — Byen har vel ogsaa andet at tage sig af, lille Frøken.
Vi er her blot for at aftale paa hvad Maade det skal kaldes tilbage.
(med et lille Snøft)
Naa saadan at forstaa.
Og saa tager jeg øjeblikkelig hjem.
Jøsses — før Frøkenen har faaet noget rigtigt at spise?
(uoverlagt)
Jeg spiser overhovedet aldrig, naar jeg er ulykkelig forelsket.
(ser paa hende ligesom slaaet af noget.)
(lidt forceret)
Men endnu har jeg ikke været ulykkelig forelsket.
Men siden det nu har staaet der paa Tryk, var det saa ikke det nemmeste at gøre Alvor af det og forlove jer?
(Forlegen Pavse, hvor de to Unge ser hastigt til hinanden.)
For det, der kommer i Avisen, det ligger i Luften.
Du ved slet ikke, hvad Du taler om, Klumse.
(med Vægt)
Jo, det ved den godeste Gud jeg gør. For nu skal jeg betro Dig noget — jeg er selv bleven forlovet i Gaar.
(ler lidt)
Hvad for noget — er Du? Med hvem?
(veltalende)
Med Mejeristen, der kører her om Morgenen med Mælk og Fløde. En mageløs Mand — saa beleven og nydelig mod Damer. Og det Maal han giver paa Fløden — det siger Alle! Det kan nok være, at jeg vil blive misundt. Ja, det skete saamænd under Hyldetræet derhenne i Vænget.
Skønne Time!
(begejstret)
Ork ja, havde jeg vidst, hvor dejligt det er at være forlovet, saa havde jeg saamænd gjort det for længe siden.
Til Lykke da!
Jeg siger Tak.
(tager hende venligt om Skulderen)
Min kære gamle Klumse, det er da rart, at Du er lykkelig.
Det kan Du stole paa min Dreng, saa kisteglad som jeg ønsker, at Du maa blive. Man faar blot haabe, at det maa vare ved — det siger jeg om alting her i Livet. Ja, saa gaar jeg hen til Stengrotten og haaber altsaa paa, at der heller ikke er Stævnemøde. Jeg vilde da nødig have været forstyrret under Hyldebusken. Nu skal jeg nok blive borte. Farvel og god Fornøjelse.
(Hun gaar ud med Bakken. Pavse.)
(Flov og nølende)
Naa, saa er det nok bedst, jeg gaar op. Vognen er der vist.
(lidt tættere ved hende end før)
Det er den vel. Lad den være der.
(for at trække det ud)
Men blev vi enige om, hvordan Dementiet skal lyde?
Nej! Befal. Jeg adlyder.
(lidt søgende)
Hr. Redaktør, maa jeg høfligst anmode Dem — ja, skal vi kalde det en Misforstaaelse – eller maaske Fejltagelse er bedre —
Det er svære Ord at skrive — for mig. Var det ikke heldigere, at Dementiet kom fra Dem eller Deres Forældre?
Jeg ved ikke — jeg tror —
(standser og vender sig fra ham)
skal vi være enige om, at vi ikke vil lade den Historie ødelægge vort gode Forhold, som det var.
Som det var — ja. Hele Livet maa De ikke gaa og bære Nag til mig, hvad? Naar De siger, at det er min Skyld, det gik saa forkert, saa beder jeg Dem nu pænt — vær ikke vred paa mig længer.
Det er jeg ikke. Det var blot lige i Øjeblikket, fordi det var saa forfærdeligt. Jeg var vist væmmelig. Det var fordi, at — at — men jeg mente det ikke — ikke saadan —
(plukker en Rose af en Busk)
Vil De som Tegn paa Deres “Angergivenhed” bære denne Rose paa Deres Bryst i Aften?
Tak.
Vil De?
Hvor den er smuk, Ja, nu maa jeg altsaa gaa.
(rejser sig)
Hvor det dog er en fortryllende Aften. Og hør — en Drossel tror jeg — langt borte.
(adspredt)
Ja, det er kønt.
Mærk Jasminerne dufter.
Ja, de lugter kønt.
(ser op)
I Grunden kunde der maaske være noget i, hvad hun sagde —
Hvem sagde?
Klumse! At det vilde lette det hele betydeligt, hvis vi ikke behøvede at dementere — jeg mener — hvis vi virkelig — blot for en Forms Skyld —
(farer sammen)
Hvis vi forlovede os?
Ja, nu! Jeg mener — man kunde jo senere hæve den.
Hæve?
Ja, gøre det forbi — hvis De endelig vilde —
Men det vilde jeg slet ikke.
Er det muligt, at De kunde tænke Dem —?
(bryder ud)
Men er det mig, De er forelsket i?
Ja, det ved Gud det er.
Aa Kære —
(De falder henrykte i hinandens Arme. Nogle unge Par gaar forbi. De farer fra hinanden.)
Aa kom!
(De sætter sig.)
Jeg kunde jo dog ikke tænke mig det, naar De viste Dem med den Pragtdame, hvor man kom.
Det var blot som Modvægt til, at De — at Du altid løb til Tennis med denne hjulbenede Hollænder, der er her.
Ja — naar De var saadan en Skurk, der lod som De ikke brød Dem om mig saa kunde jeg da ikke ligefrem stille til Skue, at jeg holdt af Dem.
(smiler lidt)
Men Du var godt dum, min Ven, at Du ikke kunde mærke, det var Dig, jeg var forelsket i.
Det vil jeg nok sige — saa knibsk og utilnærmelig, som du har været.
At Du ikke netop derfor havde det paa Følelsen. Hvad sagde jeg før — Mandfolk har absolut ingen Instinkt — og det havde jeg altsaa Ret i.
Hvor var dit da henne — ja undskyld, jeg spørger! At Du kunde tro, det var Fru Kruse, naar jeg blot engang havde set Dig! Aa, Du ved ikke, hvor jeg har været ulykkelig.
Jeg ogsaa. Saa forfærdelig.
I min sorte Fortvivlelse overøste jeg hende med Orkideer og fransk Chokolade.
(udt bekymret)
Ja, det kommer skam længe til at svie til mig. Men pyt — hvad gør det — au! Vil Du virkelig have mig — sig det igen — sig det hundrede Gange.
(sagte og stille)
Jeg er lykkelig.
Da jeg havde mødt Dig i Gaar, saa tænkte jeg kun det Ene: Mon jeg træffer hende ved Toget 3. Engang endnu vil jeg se hende, høre hendes. Stemme, og saa — aldrig mere. Saa afsted til den anden Side Kloden — ud i Mørket — der, hvor hun ikke er. Og bagefter — skidt med det hele.
Men Du vidste jo, at jeg kom her i Aften.
Det glemte jeg. Jeg glemte alting, naar jeg saa Dig. Sagde de mest fjollede Ting. Jeg sansede kun det Ene, at Du var der og var saa henrivende —
(søger efter et stærkere Ord men finder det ikke)
— saa henrivende! Ja, Du er henrivende, og i den Dragt der er Du ligefrem ikke til at modstaa.
Synes Du, den er pæn !
(ser op mod Himmelen)
Hvor alt er smukt! Og jeg synes aldrig før jeg har kunnet se det saadan som i Aften. Det er ligesom jeg er bleven til en hel Anden. Du maa nu slet ikke tro, at jeg er den lette leende Skabning, som Du har danset med paa Ballerne. Paa Bunden er jeg alvorlig. Jeg tænker meget.
Du er yndig, er Du, selv om ogsaa Du tænker.
Nej, hør nu lidt fornuftigt paa mig. Jeg maa sige Dig — ja, Du maa have at vide, at vi faar mange store Kampe at bestaa, før vi naar til hinanden. Men det er maaske godt for os.
Hvad mener Du — hvordan?
Man vil hindre os.
Naa — hvad —! Naturligvis — mine Forældre vil jo nok gøre gældende, at jeg er lovlig ung —
(sætter sig)
De Gamle
tror jo altid, at deres Børn er unge. Men hvad — de vil alligevel ingen Knuder gøre. Og de vil være henrykte for Dig. Min Moder taler i høje Toner om Dig.
Men mine Forældre vil ikke synes om det.
(lidt krænket)
Saa — ikke! Da maa jeg sige, at som Parti betragtet — min Fader — han —
Det er ikke det. Men denne Hollænder — Du ved —
(med et Sæt)
Hvad for noget? Maa jeg høre hvad han?
Du maa ikke tage det saadan! Ja Du — han er ældste Søn af en af min Faders bedste Forretningsvenner. I Rotterdam. Et gammelt og rigt Hus.
(barsk)
Dine Gamle vil altsaa have Dig gift med denne Hollænder?
De har ikke sagt det med rene Ord, men der er ligesom noget underforstaaet ved det hele. Og Fader og Moder har længe behandlet ham som om han hørte til Familien. Han er ogsaa meget elskværdig — det er han —
Naa, saa det finder Du.
Men kedelig. Ved Du, hvad han bestiller i sin Fritid — han drejer smaa Æsker af Elfenben.
Fy for den Lede!
(skynder sig)
Men Fader siger, at han er saa dygtig.
(tørt)
Saa —!
Og jeg kan godt forstaa — det vilde vist være umaadelig fordelagtigt fra begge Sider. Det kunde jo saa blive ligesom til Et, forstaar Du.
Fordelagtigt! Det er et kønt Ord. Saa skulde Du tvinges.
Tvinges — naa det bruger man jo ikke mere. Men Du forstaar — en sejg Modstand, det faar vi. De vil sige, at vi er aldeles umodne og maa vente og prøve os selv og saadan noget. Og saa vil de forsøge, om de kan trække det ud og faa mig sendt til en Pension i Schweitz — det har de talt om. Og saa vil de se, om det ikke gaar over af sig selv.
(afgjort)
Men det gør det ikke.
(ligesaa afgjort)
Det gaar aldrig over.
Du kan tro — aldrig nogen Sinde vil jeg opgive Dig —
Kæreste Du — stol paa mig. Aldrig kunde jeg komme til at holde af nogen anden end Dig.
Ved Du hvad jeg tror — jeg tror, vi to passer udmærket sammen.
Hele mit Liv — alt, hvad jeg har tænkt og sagt og gjort, har jo kun været en Forberedelse til denne Time. Og jeg forstaar ikke, at det lange Liv, der kommer, kan strække til for at indfri det, jeg føler for Dig nu.
Elskede —
Kære
(Et glødende Kys. Man hører en gammel Dansemelodi fra Huset. De sidder et øjeblik og lytter.)
Hør! hvor dejligt de spiller —
(rejser sig)
Men vi maa gaa op. Du savnes vist ved Festen.
Tænk nu ikke paa dem, nu er det bare os to.
(lystig)
Men saa vil vi danse her, Du og jeg. Kom, vor Kærligheds Dans.
(bukker)
Frøken —
(nejer)
Min Herre
(De danser.)
(trykker hende ind til sig)
Hvor det er dejligt at leve.
Ja, dejligt.
(Lægger sit Hoved ind til ham.
De danser.)
Hvor jeg elsker Dig.
(standser et øjeblik)
Min Elskede — for Livet!
(Et glødende Kys. De danser videre.)
Tæppet falder.