OMTALE OG ANMELDELSER
DE UNGE DRØMME & ÆGTESTAND
Premiere paa Dagmarteatret, 16. april 1913.
| WINGE | WANDA |
| ALEXANDER BLUME | AGGA HOLST |
| TANTE MOLLY | KARL |
| BJØRN |
I øvrigt er det en ide der senere har været set i flere film, hvor “arvetanten” ikke må kende sandheden – men altid finder sammenhængen til sidst. Farcen ligger her snublende nær.
Berlingske, 14. april 1913.
Fru Emma Gad skrev for et Par Aar siden et Stykke, der hed “Tanten fra Chicago”, et lille muntert muntert Skilsmisse-Drama i 3 Akter. Men det havde den Fejl, at det ikke kunde fylde en Aften, og derfor var der ingen Direktør, der rigtigt havde Mod paa det. Fru Gad, der aldrig er raadvild, skrev saa en lille Enakter som Ouverture til det og kaldte det “De unge Drømme”.
Begge Stykker skulde, som vore Læsere maaske husker, have været præsenterede for Publikum ved den Midnatsforestilling, som var paatænkt paa Dagmarteatret i Januar Maaned til Indtægt for forskellige dramatiske Foretagender. Men der kom saa mange Ting i Vejen: først lagde Hr. Ricard, som dengang var Formand for Dramatikernes Forbund, sig ud med Dagmarteatret, og da det Mellemværende var ordnet, blev Skuespillerne syge. Ende paa det hele blev, at Midnatsforestillingen blev en Matinèe, og at “Tanten fra Chicago” slet ikke viste sig.
Men nu kommer hun. Stykket er i Mellemtiden døbt om til “Ægtestand”, men imorgen Aften har det Première paa Dagmarteatret sammen med “De unge Drømme”. Dette lille Stykke er, som sagt, en Indledning til det andet. Der optræder foruden den Husjomfru (Fru Antoinette Winding) kun to Personer: “Han” (Hr. Arne Weel) og “Hun” (Fru Else Mantzius), og det handler om to unge Ægtefolk, der tror paa “den evige Kærlighed”. I “Ægtestand” er de to unge Mennesker stadig lykkelige, men rigtignok ikke med hinanden. De er separerede og hver for sig forlovede igen: “Han” (Hr. Johannes Nielsen) med Frk. Krause, “Hun” (Fru Ellen Rindom) med Hr. Adam Poulsen. Imidlertid bringes alt paa sin rette Plads igen af Tanten fra Chicago (Fru Mathilde Nielsen), en meget bestemt og stenrig Dame, der uventet ankommer uden at være underrettet om Separationen m.v. Husjomfruen, der efterhaanden er bleven et ældre Inventar, optræder atter her og spilles stadig af Fru Winding, og desuden griber Ægteparrets Søn, en Dreng paa 10 Aar, ind i Handlingen.
Stykkerne, der har Generalprøve idag Kl. 2½ er satte i Scene af Direktør Johannes Nielsen.
Mr.
Politiken, 14. april 1913.
Paa Onsdag giver Dagmarteatret en Forestilling, sammensat af en Enakteren “De unge Drømme”
og en Treakter “Ægtestand”. Begge er de skrevne af Fru Emma Gad, og den første præsenteredes, som man vil erindre, for ikke længe siden ved en Matinée paa samme Teater, men med en anden Rollebesætning end den nuværende.
Om Stykkernes Tilblivelse fortæller Fruen under et Interview:
— Ægtestand er en munter Skilsmisse-Komedie, som oprindelig hed Tanten fra Chicago. Jeg har haft den liggende i min Skrivebordsskuffe et Par Aar og ikke søgt at faa den anbragt, fordi den ikke fyldte en hel Aften. Meu saa fik jeg den Idé at skrive en Slags Kontakt til den, en Kærlighedsscene i Maaneskin mellem to unge og meget forelskede Mennesker i den Alder, hvor man tror paa Kærlighedens Bestandighed i Liv og Død. Og den lille Enakter er saaledes bleven en Art Indledning til “Ægtestand”. Der er tre Personer i den, Han, Hun og
Husjomfru. Hans spilledes ved Matinéen af Poul Reumert, Hun af Gerd Egede Nissen; nu spilles de af Arne Weel og Else Mantzius. Husjomfruen var den Gang Fru Winding og er det ogsaa nu. Og denne Husjomfru forekommer ligeledes i Ægtestand.
– Er det den samma Han og Hun, man ser i Fortsættelsen?
– Det behøver ikke at være det, men det kan godt være det. Og det er muligt, at Maskeringen vil antyde det. Det ene Stykke foregaar i en Have, det andet I en Havestue, og der er heller intet i Vejen for, at den Stue og den Have kan høre sammen. I Ægtestand de tidligere Ægtefolk separerede og hver især bleven forlovet med en Anden. Hovedrollerne udføres at Herrerne Johannes Nielsen og Adam Poulsen, Fru Rindom og Frk. Krause. Af andre Rollehavende er der Fru Mathilde Nielsen og som sagt Fru Winding, der er Forbildelsen mellem Indledning og Fortsættelse.
-Ægtestand er altsaa Tilintetgørelsen af de Illusion, som er skabt i “De unge Drømme”.
-Ja! Men saaledes er jo desværre Livet.
Moustache.
Riget, 15. april 1913
Teatret i Jernbanegade byder i Morgen paa en sammensat Emma Gad Forestilling. Først opføres “De
unge Drømme”, den lille Enakter, som man saa ved den Matiné for nogle Maaneder siden, hvor Frk.
Gerd Egede Nissen fra Nationalteatret i Kristiania medvirkede.
“De unge Drømme” er en Slags Introduktion, til Treakteren “Ægtestand” som opføres bagefter. Den
udføres nu af Arne Weel og Fru Winding.
“Ægtestand” handler om to Ægtefolk, der er blevet separerede og hver især forlovet med en anden.
Man vil deraf forstaa, at de to Stykker er nøje forbundne med hinanden.
I det første er Fru Gad lyrisk og sværmerisk, i det andet bitter og drastisk, efter at de skønne Drømmes Sæbebobler er bristede.
“Ægtestand” udføres af Fru Rindom, Frk. Krause, Fru Mathilde Nielsen (særlig Emma Gad Fortolkerske),
Fru Winding, Johannes Nielsen og Adam Poulsen.
Aage.
Aftenbladet, 17. april 1913.
Det er nu alligevel rart, at have Fru Gad foran sig paa Scenen naar man selv sidder paa Tilskuerpladsen. Fruen er altid unddeholdende, og naar hun som i “Ægtestand” skildrer moderne Ægteskabsforhold, er hun ofte vittig.
Fru Mathilde Nielsen var den amerikanske Tante, der ordner det hele og jager Ægtefolkene sammen. Hr. Adam Poulsen var en dejlig rødhaaret, affekteret Kunstner, og Hr. Johs. Nielsen spillede udmærket i de lystige Toner. Der var meget Latter og meget Bifald over “Ægtestand”.
Foran spilledes „De unge Drømme” som en lille indlednings-ldyl.
Politiken, 17. april 1913.
Fru Mathilde Nielsen som Mrs. F. Patterson, født Winge. Hr. Johs. Nielsen som Fabrikant Winge og Fru Rindom som fru Winge.
Fru Emma Gads Treakter Ægtestand og Preludiet Unge Drømme, der i Aftes opførtes første Gang paa Dagrnarteatret, blev modtaget med meget Bifald af det udsolgte hus.
Fru Emma Gad har længe ikke skrevet for Scenen. Men Mange vil sikkert mindes hende alligevel. Det
var jo en vis Sensation i sin Tid, naar Admiralinden fra Scenen sagde djærve Ord. Alene det, at en modig Dame af det høje Borgerskab skrev for Scenen og var frisindet, ja vittig – en Fru Gad-Premiere var en Begivenhed.
Tiderne skifter. Byen vokser. Der kræves mere til Sensationen. Konkurrencen skærpes. Og man tør nok sige, at vi nu er saa vidt, at Forfatterens Person interesserer mindre end hans Værk, Og selv en Admiralinde bliver nu mødt med den almindelige Premiéreskepsis.
Fru Emma Gads lille Treakter Ægtestand rummer en god Idé. Uden Tvivl. Med Beundring maa man bøje
sig for Forfatterinden, som er saa ung i Sindet, at hun har kunnet faa en saa sprælsk Tanke som den, Ægtestand er bygget paa. Vi ser paa Scenen to Par — en Mand og en Hustru og Mandens Forlovede og Hustruens Forlovede. Man ser Mand og Hustru hver med sin Forlovede under Armen strides om deres fælles Barn. Man ser den stenrige Arvetante vende hjem fra Chicago, opdage de moderne, usædelige Forhold og med sin Avtoritet tvinge Ægteparret til at gaa ind i det ægteskabelige sovekammer, mens henholdsvis Mandens Elskerinde og Hustruens Elsker staar udenfor og dirrer af Raseri.
Er dette ikke, som om det kunde være opfundet at Franskmændene Bilhaud og Hennequin? Og naar man
hører de Rapliker, der gives i den mest moderne Jargon var det saa ikke, gom om det kunde være oversat af Paul Sarauw.
En vanvittig Farce kunde der være blevet ud af dette udmærkede Stof. En ypperlig grotesk Satire paa det
moderne Skilsmissevæsen. Men Farcen, den vilde Farce, er ikke en Dames Sag. Og særlig ikke Fru Emma Gads. Fru Gad standser, naar det begynder at blive for vildt. Hun glatter sin egen Replik ud, naar den truer med at blive for kaad. Hun lader Samtalen glide over i Konversation, naar den kan risikere at blive kynisk. Og hun ser ofte slet ikke en Situations farceagtige Vildskab, fordi hun har opdraget sig selv i den saakaldte kjøbenhavnske Lystspil-Tone.
Hvorfor foragte den rene Farce, naar Situationen er farceagtig? Der staar en Mand og hans Elskerinde og
Hustru og hans Hustrus Elsker og et Barn paa Scenen! Det kan der ikke gives Lystspil af. Det maa blive
Tragedie eller Farce, vild Farce. Hvis Man vil give en saadan Situation Præg af en vis Alvor, vil gøre den sandsynlig, lystspilagtig — Ja, om Forladelse, men saa ender det nemt i Pjank. En saadan Situation kræver enten en Ibsensk Behandling, eller ogsaa maa den gøres vanvittig og uskyldig at en Hennequin eller en Rilhaud.
Men trods Fejlene var det dog en meget munter Aften, og publikum morede sig meget, og Fru Emma Gad
fik en Sukcs. Der var mange træffende Repliker og mange lystige Indfald. Naa, nu skal Hr. Johannes
Nielsen jo egentlig ikke gøre en Situation ligefrem kaad. Men al Respekt for det Mod, hvormed han devoverede sig i Farcelystigheden! Og Fru Mathildc Nielsen repræsenterede Stykkets Alvor og Moral.
Og hvad angaar Unge Drømme som indledede Aftenen – ja, paa denne Aftten, hvor Admiralindens muntre Jargon hænger mig i ørene, undser jeg mig ikke for at udtale: at dette Præludium maa være sat til for
at gøre det sværere.
Der var en lang Række Fremkaldelser og meget Bifald efter alle Aktslutninger.
J.M.
I Mellemakten
Forlovelse er indgaaet mellem Frk. Emma Halkier, Datter af Grosserer Halkier, og Urban Gad, Søn af Justiteraad, Herredsfoged Gad.
Bliv ikke overrasket, kære Læser, saaledes er det, og saa nydeligt begyndte Aftenen i Gaar, sat i Scene af Hr. Moritz og hjertelig følt af mange unge Mennesker i Parkettet, hvor gamle Jacob Scavenius var den ungdommeligste og venligste. Alt var saa nydeligt, og de Unge begyndte Livets Vals i Trefjerdedel’, mens Tæppet langsomt faldt til Melodien “Sæbe med Skum”.
Hvem kunde tænke, at det vilde ende med et ganske andet Indtryk, der helt udelettede det første, hvor man ikke anede, at Mottoet var: “Enhvar Kvinde har sin Pianist eller “Har De noget der skal fortoldes? Om denne Sandhed og om dette ligefremme Spørgsmaal drejede Ægtestand sig, og herover lo vi saa hjerteligt, som man kun morer sig over den rigtige Komik.
Nu maa jeg ogsaa sige: Johannes Nielsen er gift med Fru Rindom, der er forlovet med Adam Poulsen, som gifter sig med Frk. Krause, der er forlovet med Johannes Nielsen, som bliver lykkelig med Fru Rindom, der elsker Adam Poulsen: Det er da dramatisk! Da dette Forhold blev bekendt mellean publikum, gik der et Lettelsens Suk gennem Salen, vi satte os til Rette og prisgav os til Latteren, der er saa sund. Bag mig gad en Herre, som lo gaa stærkt, at han maatte gaa ud flere Gange i hvert Akt.
Men Forviklingerne, der kom ud af ovenstaaende Familie-Tilstand i det Johannes Nielsen’ske Hus var ogsaa morsomme. Navnlig kunde man ikke undgaa at glæde sig over Adam Poulsens Haar, der var langt og rødt og vistnok laant ham af hans Meddirektør, der til Gengæld havde laant Adams naturlige Haar, som blev bevaret gennem alle tre Akter, hvorimod Hr. Poulsen maatte lade Hr. Nielsens Haar klippe, hvilket bevirkede, at Frk. Krause fattede Kærlighed til ham, mens Fru Rindom devil af samme Omstændighed mistede sin.
Hold mig paa Haaret! Ikke sandt, det var ikke let; men man lo, fordi Fru Gad var morsom, og fordi der selvfølgelig ogsaa var mindre indviklede Forhold at glæde sig ved. Drengen, som var laant fra St. Petri Kirkeskole, men alligevel sagde “For Saran”, naar han ikke kunde finde ud af Far’s og Mor’s Forhold, og Fru Agis Winding, som havde en sikker Sukces, og som Familieforholdene hos Nielsens skaffede tunge Øjeblikke til Trods for, at hendes afdøde Mand havde haft Klumpfod og bragt hende selv triste og indviklede Timer, fordi Klumpfod paastaas at være en sikker Tiltrækning for Kvinder – og begge ligefremme Naturer, som Fru Gad havde udstyret overdaadigt. Ogsaa Fru Mathilde Nielsen var en usammensat Natur, der navnlig morede Professorinde Matzen. Men vi morede os alle. “Enhver Kvinde sin Pianist” er jo i Grunden ogsaa ganske enkelt, og selv om der rundt omkring i Parkettet sad Damer, der ifølge hele deres Livs Vandel dybt maa fordømme denne Sætnings etiske Fare, lo de saamænd med til sidst, Naar den lille Emma Halkier, lykkelig forlovet med den raske, unge Løjtnant Urban Gad, kunde sige det lige ud, saa er der ingen Grund til at rødme. Men jeg maa gentage: Hold mig paa Haaret! . . . Endeløse Rækker af Fremkaldelsen. Og Sluttelig Adam Poulsens Beklagelse for aabent Tæppe: – Admiralinden er desværre ikke til Stede.
Helge
Riget, 17. april 1913.
Dagmarteatret opførte i Aftes for første Gang Fru Emma Gads nye Lystspil “Ægtestand”.
En lille Treakter, bygget over Tilstedeværelsen af en ægteskabelig Trekant, hvis ene Side i dette Tilfælde manglede et rigtigt Ægteskabs legitime Stempel.
Stykkets Handling var overmaade spinkel, men Replikskiftet ganske virtuosmæssigt. Stykket fik af den Grund en endog meget velvillig Modtagelse hos Publikum, der forstod at goutere de Ondskabsfuldheder der uafbrudt slyngedes ud over Lamperækken.
Hovedpersonerne er et separeret Extepar; baade Manden og Konen har hver for sig fundet Trøst i en anden Forbindelse, men enes om under en Arvetantes Besøg at lade som de vedvarende lever sammen. Tanten faar imidlertid Sammenhængen at vide og sørger for, at de separerede kommer sammen og Resultatet bliver selvfølgelig dette, at den brudte Forbindelse genoptages.
Næste Dag løses Konflikten. Ægtefællerne har fundet hinanden og Publikum faar en Forjættelse om at det andet Par inden lang Tids Forløb skal knyttes gammen med Ægteskabets Baand.
Forud for „Ægtestand” opførtes Enakteren „Unge Drømme”.
Robs.
København, 17. april 1913.
En let og munter Foraarsspøg i 4 smaa, rappe Akter, saaledes formede Aftenens Forestilling sig.
I Introduktionen “De unge Drømme” glædede man sig over Fru Else Mantzius og Hr. Arne Weel, som spillede ungt og kønt. Den nydelige Frue mindede om sin højt begavede Mor i Tale og i Ydre. Der var Rosenbergs Stil og Varme over hendes Spil.
“Ægtestand”-Forestillingens anden Afdeling staar ikke i nogen paaviselig Forbindelse med “De unge Drømme”. De tre smaa Akter nærmer sig i Intrige og Dialog ofte det farcemæssige og enkelte Paafund synes ret vovede, men Udførelsen, der paany viste, hvilke brillante Lystspilkræfter og Teatret besidder, kaldte Latteren og Bifaldet frem.
“Ægtestand” morede ved sin vittigt udtænkte Handling, ved sin københavnske Tone og den lette smilende Munterhed, hvormed Personerne var karateriserede, hyppigt karikerede. Hr. Johannes Nielsen, Fru Rindom, Frk. Krause og ikke mindst Hr. Adam Poulsen og Fru Winding ydede fortræffelig Kunst. Hr. Poulsens Pianist var rn herlig Lystspilspræstation og Fru Windings djærve Komik og træfsikre Replik virkede som en svalende Luftning, hver Gang Hjærterne var ved at forvilde sig i Kærlighedens gange.
Fru Emma Gads lille lette Forestilling morede Publikum. Den byder ikke paa dyb Menneskeskildringer, men i Stykkets Ironi ligger de Glimt af Sandheder, som betyder Stykkets Værdi.
C.H.
Social-Demokraten, 17. april 1913.
“De unge Drømme”, 1 Akts Situation, og “Ægtestand”, 3 Akts LystspilsFarce af Fru Emma Gad.
Fru Emma Gad, der synes at have haft lidt Besvær med at faa denne Teateraften frem for Publikum, har ærligt fortjent at se sine Anstrængelser bære Frugt. Den lille Forestilling, Sammensat at Situations-Billedet “De unge Drømme” og en Lystspils-Treakter “Ægtestand”, viser Fruens Forfatterskab fra dets heldigste Side og beredte i Aftes Dagmarteatrets Publikum et Par Timers Underholdning.
En-Akteren, der her gaar som “Præludium”, er jo kendt fra en Matiné. Det en lovlig sødladen blid Nutidsromantik, der falder lidt flov ud. Men en nydelig Dekoration og et nydeligt Spil – af Hr. Arne Weel og Damerne Else Mantzius og Ragnhild Christensen – lægger alligevel en ganske fin Stemning omkring Idyllens to purunge Mennesker, der i en Villahaves Maaneskins første famlende Kærlighed.
Dybsindigheden med Ægteskabs-Farcen, der følger ovenpaa, skal man Ikke tage saa nøje. Der er sagt saa meget om “Ungdomsforelskelse” og “Ægteskab”, at Fru Gad har vanskeligt ved at finde paa noget nyt om den Ting. Men Fruen har i hvert Falf fundet paa en virkelig god Ide, som hun viser Haandelag til at udforme i en Række pudsige Situationer.
Det drejer sig om et Ægtepar, der ligger i Skilsmisse, men maa opretholde Fiktionen om deres Ægteskab for ikke at faa Barnet gjort arveløst af en rig “Tante fra Amerika”. Han er praktisk, hun er sværmerisk, og de er begge i Færd med at indgaa nye Ægteskaber, der passer bedre efter deres Temperamenter, da Tanten sin blotte Tilstedekomst bringer dem til at finde hinanden. Den lille,
lette Spøg udvikler sig gennem mange morsomme Scener, der har mere af Farcen end af Lystspillet, som Stykket vel skal gaa for at være, og der er fuldt op af mundrappe Replikker, der tager Publikum.
Ogsaa Skuespillerne understreger Stykkets farcemæssige Karakter ved et forceret Spil. Hr. Adam Poulsen har en besynderlig Maske som et rødhaaret “Hønsehus” af en Klavervirtuos. Hr. Johannes Nielsen spillede mere diskret som Ægtemanden, og Fru Rindom saa som Hustruen sød ud som sædvanlig. Fru Mathilde Nielsen var en værdig Tante fra Amerika. For dem alle gælder det, at de synes at more sig selv saa meget over at spille Farce, at de ikke kan lade være med at le paa Scenen over deres egne Morsomheder. De glemmer, at en Farces stærkeste Virkning beror paa den Gravalvorlighed, hvormed Skuespilleren gaar op i sin usandsynlige Rolle.
Bifaldet var Aftenen Igennem livligt, særligt efter Farcens Slutakt.
G.W.
Emma Gads elskværdige Smaalystspil De unge Drømme og Ægtestand har beredt Dagmarteatret en nem Foraarsforestilling, der ikke paa noget Punkt satte Lidenskaberne i Bevægelse, men i deres elskværdige Harmløshed og jævne Satire formede sig til en underholdende Aften.
Først en Draabe Lyrik, derpaa en Kaskade af ætsende, smældende Repliker, af livfulde Optrin, hvor det, der ikke maa siges for at holde en Skilsmissehemmelighed skjult for en rig Arvetante, selvfølgelig netop bliver røbet. Der er i Spøgen saa megen Sandhed, i Hulspejlet just saa megen Virkelighed, at Publikum ikke føler sig helt paa gyngende Grund.
De spillende ofrede deres bedste Humør — den ene Aften: Bjærg-Eyvinds islandske Alvor, den næste: københavnsk Malice — hvilken Alsidighed og hvilken Udholdenhed!
Mrs. Patterson: Kære Hr. Blume, Forklaringer er der ikke Tid til.
Folkets Avis, 17. april 1913.
Det lille, stemningsfulde Forspil: “De unge Drømme”, til Fru Emma Gads nye Treakter “Ægtestand” har været set før paa Dagmarteatret; det blev for nogle Maaneder siden opført ved den saa meget omtalte Midnatsforestilling, der blev til en Matiné midt paa Dagen.
De unge Drømme er er Maaneskinssværmeriet til Akkompagnement af Drosselsang og Kilderislen, det er Kærlighedens Foraar, hvor man tror, af, hvert Løfte, der kommer over den Elskedes 20-aarige Læber, har bærende Kraft for hele Livet. De unge Drømme er Poesi og Skønhed, Ungdom og Uforstand.
Bagefter kommer Virkelighedens Hverdagsliv — Ægtestanden— med dens Tusinde smaa
Plager og Uoverensstemmelser, dens daglige Stiklerier, Mistænkeliggørelse og Skænderier, dens Pligtforhold, der er saa langt fra Maaneskinssværmeriet, dens Skuffelser, for hvilke der ingen Plads fandtes i de unge Drømme.
Og saa løber man fra hinanden, flytter til sin Side og tror at man bliver lykkeligere under andre Forhold.
Men her er det, Forfatterinden hæver Pegefingeren advarende idet hun siger, at “Ægteskabet” altfor ofte opløses ved den første alvorlige Konflikt, uden at man giver sin Tid til at anvende lidt gensidig Taalmodighed. Og hun sparer ikke sit eget Køn. Det er de “uforstaaende Hustruer” mener Fru Emma Gad, der har en stor Del af Skylden for de hyppige Skilsmisse i vore Dage.
Og over dette Tema har hun saa bygget den lille, muntre Treakter, som i Aftes løb af Stabelen paa Dagmarteatret.
Her stifter man Bekendtskab med en Fabrikant, som har været gift, men nu er nyforlovet, medens hans Kone ligeledes har forlovet sig. Ægteparret med Forloveder mødes hos Fabrikanten for at tage Bestemmelse om, hos hvem Barnet, der er Frugten af Fabrikantens Ægteskab, skal opdrages.
Midt under Møder kommer Fabrikantens Millionær-Arvetante fra Amerika paa Besøg, og, da hun er meget streng i sine Principper, maa Fabrikanten atter udgive sin Kone for sin Ægtemage, medens deres Forloveder maa agere Forlovede.
Det ender med, at Ægteparret, efter at de af Arvetanten er blevet tvunget til at overnatte sammen i det ægteskabelige Soveværelse, atter finder hinanden, og det lykkelige Smil, der ved Stykkets Slutnming lyser paa deres Ansigter, synes at tyde paa, at de unge Drømme dog ikke helt er bleven afbladede af Hverdagslivets Storme, men kun for en Stund har været trængt tilbage.
“Ægtestand” gjorde megen Lykke, men hvilken Knaldsukces kunde det ikke bære bleven, om der var kommen er Farce til Nørrebro Teater ud af det udmærkede Motiv, der her er blevet til et Lystspil
Bruno.
Hus og Hjem, nr. 18 1913.
Dagmartearet har i Sæsonens ellevte Time budt paa en let og munter dramatisk Foraars-Ret, for hvilken den kendte Forfatterinde Emma Gad har været Mesteren.
Fru Gad viser os i et Forspil “De unge Drømme” et ungt lykkeligt Par, der forloves i Maaneskin og under Akkompagpement af Bal-Musik. Derefter følger Lystspillet “Ægtestand”, hvori Forfatterinden giver et Billede af Virkeligheden, der som bekendt ofte svarer meget daarligt til Drømmene.
Det unge “lykkelige” Par er bleven skilt, begge Parter er igen forlovet, og det faar være nok at sige, at Fru Gad med alt sit kendte Lune og sin dramatiske Kunst løser Konflikten ved Hiælp af en fra Amerika hiemvendt Tante.
Den lille spøg faar en fortræffelig Udførelse af Dagmarteatrets Hovedkræfter: Fruerne Ellen Rindom, Mathilde Nielsen. Nathalie Krause, Antoinette Wingding samt Teatrets to Direktører. “De unge Drømme” og “Ægtestand” vil blive holdt paa Reperloiret til midt i Mai. Det er en Forestiling, som udmærket passer til Aarstiden.
Jyllands-Posten, 18. april 1913.
Fru Emma Gad, der ufortrødent og hurtigt ryster Skuespil ud af Ærmet, fik i Aften paa Dagmartheatret opført hele to, der stod i en vis Forbindelse med hinanden, eftersom man kunde tænke sig, at det lille Par, der kom til Fotstaaelse med hinanden i “De unge Drømme”, var det samme Par, der som Mand og Kone skildtes og forenedes i “Ægtestand”. For begge Stykker gjælder af Forfatterinden vist tillægger de dem forekommende Udtalelser om unge MMenneskers romantisk Tillid til deres Følelsers Bestandighed og om ældre, gifte Folks Desillusionerede Betragtningen altfor stor Betydning. Hvor lyder Titlen “De unge Drømme” poetisk og vemodigt! Hvad lover ikke Titlen “Ægtestand”, der lyder som skulde nu det sidste Ord siges om den vigtige Ting.
Men ret beset er de to Stykker i deres Forskellighed lige ubetydelige. “De unge Drømme” har vistnok tidligere været spillet i en eller anden veldædig Anledning. Og derved burde det være blevet. De saakaldte Proverber, som for en Snes Aar siden var saa svært paa Moden i Danmark, var ren Guldgruber af Aandrighed og behændig Pointering i Sammenligning med denne uhyre barnlige Forestilling med en ung Mand og en ung Pige, som bliver forlovet i Avisen, surmuler lidt for tilsidst at blive enige om at lade Deklarationen gjælde og giver sig til at danse en sagte Valse paa Scenen til Tonerne fra Ballet inde i Huset med de oplyste Vinduer. Publikum blev sikkert paa en behagelig Maade mindet om de skjønne Dage, da “Den glade Enke” ikke kunde faa valset sin Forelskelse til Ende, men naatte frem atter og atter. Det Eneste der kunstnerisk kunde forsone med det lille Stykke, var den rørende Ungdom hos Hr. Arne Weel og Fru Else Mantzius, der havde paataget sig at udføre Præludiet til det epokegjørende Skuespil “Ægtestand”.
Med sædvanlig Uforknythed førte Fru Gad os en mediasres, den ægteskabelige Forvirring. I første Akt mødtes fire Mennesker for at tage Bestemmelse for Fremtiden. Det var et separeret Ægtepar og deres Forloveder. Fabrikant Winge ager at gifte sig med Frøken Agga Holst. Fru Winge nærer samme Hensigter ed Pianisten Hr. Alexander Blume, hos hvem hun har fundet den forstaaelse og det indviklede Sjæleliv, som hun hurtigt kom til at savne hos sin praktiske og nøgternt anlagte Fabrikant. Hvad denne har søgt og fundet hos Frøken Agga, er derimod mindre klart. Fru Gad ynder imidlertid at lade saadanne Slør hvile over meget vigtige Spørgsmaal. Det Afgjørende for hende er at faa dannet den komiske Firkant og at faa tilstrækkelig mange Brikker at flytte om paa. Ægteparret har en Dreng paa ti-tolv Aar, som snart er hos Moderen og snart hos Faderen paa Landstedet. Og nu drejer det sig væsentligt om at faa afgjort, om han skal blive i Pensionatet eller paa Landstedet. Til alt Held for ham, dukker der plkudselig op en gammel, stenrig Tante fra Amerika. Til hende maa der naturligvis tages visse Hensym. Da det ikke kan tænkes, at hun vil finde Firkanten synderlig moralsk, bliver denne enig om, at hun skal føres bag Lyset. Med et Fif, der leder Tanken hen paa taabelige franske Farcer, bliver hun holdt i Uvidenhed om Sagens virkelige Sammenhæng. Af Hensyn til Millionerne, som skal tilfalde Drengen, spilles den Komedie, som Ægteparret foregiver at leve i den bedste Forstaaelse, medens de respektive Forloveder sværmer i Maaneskin i Haven, hvor Pianisten søger Inspiration til et mægtigt Orkesterværk. Men naturligvis kommer Tanten snart under Vejr med Sandheden og faar i en Haandevendig Alt forandret efter sit Hoved. Hun lader, som om hun ikke aner Uraad, bliver Natten over, saa at de separerede Par er nødsaget til at tage deres tidligere fælles Soveværelse i Besiddelse. Og dette er nok til, at de næste Morgen er paa det Rene med, at Frøken Agga og Pianisten helst bør forsvinde. Da Tanten skal drage videre, kan hun velsigne to Par og holde en smuk Tale for dem om det Velsignelsesrige ved Trofasthed. Og dermed kan Tæppet falde.
Fru Gad har enkelte pudsige Paafund. Men dybsindig er hun mindst af Alt, og hun nærmer sig til Grænsen for god Smag. Hele Stykket er Pjank og kan derfor ikkw givw noget Bidrag til Løsningen af det store Spørgsmaal, som Forfatterinden aabenbart har ment at kunne bringe ud af Verden. Skuespillerne vidste da heller ikke anden Udvej end at karikere Skikkelserne grundigt, hvormed de blev ganske morsomme, men fuldkommen usabsynlige. Adam Poulsen har uden Tvivl godt af at tage fat i Opgaver som den, han her havde, nemlig at forme en affekteret og usmagelig Kunstner. Mwn han gjorde denne saa utiltalende, at den Kvinde, der var indtaget i ham, ogsaa blev det. Johannes Nielsen tog sikrere paa den rolige Ægtemand. Fru Rindom forsøgte at forklare, hvorledes den skabagtige Fru Winge atter kunde blive deb unge forelskede Kvinde med de unge Drømme. Og Fru Mathilde Nielsen kom nogenlunde helskindet fra sit Forsøg paa at illudere som fin gammel Tante. Fru Winding havde atter det Hverv at fremstille et simpelt Husinventar. Men medst Jubel var der over Drengem, om hvem det Helæe drejede sig til at begynde med.Publikum faldt ikke paa at forundres over, at han talte et uforfalsket Gadesprog, den henviste til Hovedstadens Udkanter. Jo mere bøllet han talte, jo sødere forekom han. Han fik sikkert Fornemmelsen af at være en betydelig Personlighed og blev fremkaldt Gang paa Gang. Bliver “Ægtestand” en Sukces, maa Fru Gad først og fremmest rette en Tak til denne Purk, der ikke havde Anelse om, hvorledes hans Modersmaal rettelig bør yales.
Th.F.
Berlingske, 20. april 1913.
“Ægtestand” morede ved sin vittigt udtænkte Handling, ved sin kjøbenhavnske Tone og den lette, smilende Munterhed, hvormed Personerne var karakteriserede. – – –
En let og munter Foraarsspøg i 4 smaa, rappe Akter, saaledes formede Aftenens Forestilling sig. Replikskiftet var ganske virtousmæssigt – – –
Publikum lo og klappede velvilligt, da Ægtefolkene fandt hinanden tilsidst. Det var en smuk Bagatel, lige til at gaa ind i for Fru Mathilde Nielsen som en amerikansk Millionærtante. Hr. Adam Poulsen i en rødbaaret, affekteret Kunstners Lignelse, Fru Winding som et snaksomt gammelt Tyende og Hr. Johannes Nielsen med samt Fru Ringdom. – Man maatte jo være af Sen, om ikke man heri fandt adskilligt af Livets Indhold, oven i Købet serveret vittigt.
Og da de Spillende uden Vanskelighed fandt den rette Overflade-Tone, anførte bravt af Johannes Nielsen og Fru Rindom, maatte den behagelig og i alle Maader uangribende Afte jo dermed være sikret.
Det var den altsaa. – – –
Det var en meget munter Aften, og Publikum morede sig meget, og Fru Emma Gad fik en Succes. Der var mange træffende Repliker og mange lystige Indfald.
– – –
Der var en lang Række Fremkaldelser og meget Bifald efter alle Afslutninger.
– – –
Bifaldet var Aftenen igennem livligt, særlig efter Farcens Slutakt.