Ægtestand 2. akt

INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ ANMELDELSER

Mens aftenen falder på, fortsætter Winge og Wanda det komiske skuespil som harmonisk ægtepar for Tante Molly. Under den høflige overflade vokser imidlertid jalousi, irritation og usikkerhed. Agga føler sig tilsidesat, Alexander dyrker sin kunstneriske lidelse, og Karl kommer uforvarende til at afsløre familiens virkelige forhold. Samtidig gennemskuer den erfarne Tante Molly langsomt hele situationen uden direkte at afsløre sin viden. Emma Gad lader de voksne spille roller over for hinanden, mens barnet og tjenestepigen Bjørn bliver sandhedens stemmer midt i løgnen. Aktens elegante komik og skarpe replikker afslører både tidens moderne kærlighedsidealer og deres skrøbelighed. Til sidst tager Tante Molly styringen og tvinger de fire til at fortsætte det absurde ægteskabsspil endnu en nat.

PERSONERNE:

WINGE	WANDA
ALEXANDER BLUME	AGGA HOLST
TANTE MOLLY	KARL
BJØRN

2. AKT	Samme Dekoration. Samme Dags Aften. Lamperne er tændte. TANTE MOLLY sidder i en Lænestol i Forgrunden. WINGE, der er omklædt i Smoking, sidder med WANDA om Livet i en Sofa. AGGA ser i Albummet saa det rasler efter. ALEXANDER fantaserer sagte pan Klaveret. KARL sidder og læser ved et lille Bord.
1. SCENE	WINGE, WANDA, ALEXANDER, AGGA, TANTE MOLLY, KARL.
WANDA	Her er vel ikke for køligt, Tante Molly?
WINGE	Et Sjal —
TANTE MOLLY	Kære — husk paa, jeg kommer næsten fra Nordpolen.
ALEXANDER BLUME	(vender sig halvt, idet han spiller) Der maa være forfærdelig koldt!
TANTE MOLLY	Der var Regnstorm hele Tiden.
WANDA	Midnatssolen — varmer den da ikke?
TANTE MOLLY	Vi saa den kun om Dagen. Vi tænkte paa at gøre Erstatningskrav gældende hos Selskabet.
WINGE	Som de praktiske Folk I er.
TANTE MOLLY	Nej, saa er der bedre her. Meget bedre. Jeg blev virkelig saa glad ved at faa Bud, at Damperen først gaar i Morgen, saa jeg kunde være denne ene Aften i Ro hos jer.
WINGE	(lidt mat) Ja, det var yndigt, hvad, Wanda.
WANDA	En stor Glæde for os, Tante Molly.
AGGA HOLST	(bittert) Det blev jo til mere end et Par Timer.
ALEXANDER BLUME	(drejer sig nervøst og slaar et Par vilde Akkorder an).
TANTE MOLLY	Jeg skal tit tænke paa denne Dag, for det er da virkelig saadant et kønt Indtryk, jeg har faaet af jeres Hjem og helejeres Liv. Og det har glædet mig dobbelt at se — for der er jo ellers kommen saadan en underlig Tone ind her i det gamle Land, ja! — en besynderlig Mangel paa Alvor og Sømmelighed selv i de mest prominente Familier.
WINGE	Tante Molly har Ret. Der er megen Slaphed i Moralen. Hvad siger Du, Wanda! (skubber blidt til hende.)
WANDA	Rædsom. Ikke Spor af Pligtsans.
WINGE	Ingenting regnes for saa tarveligt som at blive hos sin Mand.
ALEXANDER BLUME	(fra Klaveret) Værst er det dog, naar de render sammen igen.
AGGA HOLST	(med et Blik til WANDA) Det er vist.
TANTE MOLLY	Mener De Ægtefolk? Skal de endelig rende, og det lader det jo til, saa er det da bedre, at de render sammen.
KARL	(ser op fra Bogen) Ja, men Fader og Moder, de —
WINGE	(bliver nervøs) Nu nu skal Du i Seng. Du skal i Skole i Morgen.
KARL	Nej — aa — jeg fik Lov af Moder at blive en halv Time længer oppe, og en halv Time af Dig. Det bliver en hel.
TANTE MOLLY	Du har Anlæg til business, min Dreng. Du forstaar at addere. Det er Grundlaget.
KARL	Agga, giver Du ogsaa en halv Time?
AGGA HOLST	For mig gærne.
TANTE MOLLY	Skal Miss Holst ogsaa spørges om Lov?
KARL	Ja, for Agga — hun —
WANDA	(hurtig) Hun er saa nær Veninde af Huset, at Karl er vant til at betragte hende som en Slags —
KARL	Jeg skal maaske sige — Tante.
TANTE MOLLY	Never mind, Karl, gaa nu bare.
KARL	(rejser sig og smækker Bogen i).
WINGE	(tager WANDA til Side; sagte) Drengen har da ikke plapret noget ud?
WANDA	Nej, jeg har passet paa.
WINGE	Godt.
TANTE MOLLY	(til KARL) Godnat, min Dreng. Du er en flink lille Fyr. Vi ses igen, vi To.
KARL	Ja, den er jeg god til. Godnat, Sander — skal I ikke ud at spasere, Du og Moder — det er jo Maaneskin. Godnat, allesammen. (han gaar ud til venstre.)
TANTE MOLLY	(meget spørgende) Maaneskin?
WANDA	(lidt usikker) Ja — Sagen er den, at Hr. Blume gør Studier til et stort Orkesterværk, der skal hedde “Hymne til Maanen”.
TANTE MOLLY	Ja saa!
ALEXANDER BLUME	Det bliver i tre Satser. Jeg har Hovedmotivet. — Det bæres frem først af Harper, saa af Oboe og Klarinet — under- lagt Violiner. —
WANDA	Det bliver et banebrydende Arbejde.
TANTE MOLLY	Ja, Talent er der — det kan jeg da høre. Jeg startede jo i sin Tid derovre som Spillelærerinde, maa I huske.
ALEXANDER BLUME	(sukker) Talent — ja! Men det er jo saa forfærdelig vanskeligt at faa et stort orkestralt Værk frem herhjemme. Alting er saa trangt og usselt.
TANTE MOLLY	Ja, Europa er jo lidt afsides.
WANDA	Værket er ogsaa stærkt moderne i sin Tankegang.
WINGE	Det vil sige, at det lyder aldeles ens, enten man begynder forfra eller bagfra.
WANDA	Winge bar ingen Sans for moderne Musik.
TANTE MOLLY	Nej, det mærker jeg.
ALEXANDER BLUME	Motivet til de drivende Skyer vil nu næppe blive forstaaet af Alle.
TANTE MOLLY	(peger ud mod Haven) For min Skyld maa De endelig ikke forsømme Lejligheden til at gaa ud og se lidt paa det. Saa bliver det maaske tydeligere.
ALEXANDER BLUME	Aa — ja, hvorfor ikke. (ser misbilligende til WINGE og WANDA) — Her savnes jeg ikke.
AGGA HOLST	(skarpt, idet hun rejser sig og tager et Sjal) Jeg gaar med, Hr. Blume.
ALEXANDER BLUME	Ja, kom, Frøken Holst. Vi To har ikke saa lidt at tale om sammen. Vi forstaar vist hinanden i Aften. Vi To, Frøken — (De gaar Arm i Arm med et forbitret Blik til WINGE og WANDA ud i Baggrunden.)
TANTE MOLLY	Jeg synes, Hr. Blume saa saa glubsk ud.
WINGE	Nej, saadan er Blume altid. Det er derfor, jeg holder af ham. Men vil Du ikke selv ud i den friske Luft, Tante Molly?
TANTE MOLLY	Nej Tak, Du, jeg har faaet nok af Luft ved Nordkap, foreløbig. Men gaa I To lidt ud i det herlige Maaneskin. — (ser ud) – Oh — splendid!
WINGE	(høfligt) Vi vil paa ingen Maade forlade Dig.
WANDA	(der har kigget efter de andre) Nej, hvor kan Du tro.
TANTE MOLLY	Ærlig talt, kære Børn, — jeg har ikke noget imod at være lidt alene. Jeg har jo været i Aande hele Dagen og er lidt rejsetræt.
WINGE	Ja, naar Du helst vil, saa er det noget andet.
WANDA	(lægger et Par Puder i Sofahjørnet) Her sidder Du godt — — eller maaske heller der inde – (peger mod højre) — der staar en Divan —
TANTE MOLLY	Tak, Børn, Tak, jeg skal nok finde mig tilrette.
WINGE	(ser ømt paa WANDA) Kom, min Wanda! “Lad os”, som Digteren siger, “vandre en Stund i den dæmrende Lund, medens Fuldmaanen hist holder Vagt.” (lægger galant et Kniplingssjal om hende) Du ser, Tante Molly, vi er ikke kommen ud over det Stadium, hvor man sværmer.
WANDA	(ler lidt) Han er nu egentlig ganske sød, ikke sandt?
TANTE MOLLY	Det synes jeg skam ogsaa. Skøn Du blot paa ham, min Pige.
WINGE	Om Wanda skønner paa mig — spørg hende blot! Der er Inderlighed her. (han lægger hendes noget modstræbende Hoved mod sin Skulder og gaar med hende ud i Baggrunden.)
TANTE MOLLY	(sætter sig tilrette i Sofaen og lukker (øjnene).
KARL	(kommer ind fra venstre i Slobrok og Tøfler. Prøver at tage sin Bog paa Bordet, uden at Tanten mærker det).

2. AKT
2. SCENE	TANTE MOLLY, KARL.
TANTE MOLLY	(drejer Hovedet) Er Du der igen, Dreng. Hvad vil Du?
KARL	Jeg glemte blot min Bog, den ligger her, og jeg var midt i det mest spændende Kapitel. Du kan tænke Dig — Brown ligger bagbunden i Luftskibet, mens Alice forklædt som Obersten —
TANTE MOLLY	Men har Du Lov at ligge og læse paa Sengen?
KARL	Naa — Lov? Nej, men det gør jeg altid inde i Byen, naar jeg er paa Pensionatet hos Moder. Herude hos Fader bliver jeg saa søvnig om Aftenen.
TANTE MOLLY	(rejser sig rask) Hvad siger Du? Bor din Moder i Byen i et Pensionat, og din Fader herude?
KARL	Ja vel gør hun saa. Det har hun skam gjort længe.
TANTE MOLLY	(halvt for sig selv) Good Gracious me — hvad er dog dette —
KARL	Det skal Du ikke være ked af — jeg har det storartet — ogsaa inde hos Moder. De vil jo begge to have mig — kan Du forstaa ,
TANTE MOLLY	Min kære Dreng — kom her! (ser kærligt paa ham.)
KARL	Jeg behøver bare at sige, hvad jeg har Lyst til, saa faar jeg det. Jeg har faaet en Cycle af Fader, og jeg har faaet en Gramaphon af Moder og en Baad af Fader og Ridetimer af Moder paa en Pony, der hedder Lissie, og af Sander, Hr. Blume — har jeg faaet en Ridepisk med Sølvknap.
TANTE MOLLY	(forstaaeude) Ah — af ham — naa — ja saa! Ham!
KARL	Han er nu et Hønsehus — det synes jeg da. Du skulde se, hvor han fumler ved Tovværket i en Baad. Han har ligefrem ti Tommelfingre. Forresten er han meget rar. Han var min Spillelærer, men jeg øvede mig jo ikke paa de dumme Skalaer. — (meget mandig) — Jeg vil heller feje Gaarden.
TANTE MOLLY	(forsøger sig frem) Og Miss Holst — har hun ogsaa givet Dig noget?
KARL	Endnu ikke — men hun har lovet mig et Fotografiapparat bare for at sige, at jeg bedst kan lide hende.
TANTE MOLLY	(halvt for sig selv) Oh, I see! Dear me — — shocking!
KARL	— Shocking, hvad er det nu, det betyder?
TANTE MOLLY	Det betyder: gaa i Seng med Dig, Dreng.
KARL	(tager Bogen og gaar hen til Døren) Ja, nu gaar jeg ogsaa. Du skal ikke sige noget om, at jeg har været hernede uden Tøj paa, for de gør saadant et Vrøvl, bare jeg faar Hoste. Du skulde have set et Hus, her laa forleden, da jeg havde faaet et blaat Øje i Skolen; lad mig bare komme op i Køjen, inden de snupper mig. Godnat, Tante Molly! (han gør et pænt lille Buk og gaar ud tilvenstre.)
TANTE MOLLY	(nikker til ham, gaar saa et Øjeblik frem og tilbage, idet hun afvekslende ryster paa Hovedet og trækker paa Skulderen. Gaar saa hen til Døren tilvenstre og kalder paa BJØRN, der straks efter kommer ind.)

2. AKT
3. SCENE	TANTE MOLLY, BJØRN
TANTE MOLLY	Aa, kære Bjørn, undskyld, at jeg gør Dem Ulejlighed. Men jeg kan ikke finde mine Hansker — jeg maa have lagt dem fra mig — maaske i Spisestuen. —
BJØRN	(vil gaa igen) Nu skal jeg se at finde dem.
TANTE MOLLY	(holder hende tilbage) Tak skal De have, men siden vi nu er ene, lad mig saa høre lidt om, hvordan De egentlig har det?
BJØRN	(kommer nærmere) Jo Tak, jeg klager ikke — saadan — hvis at blot ikke det havde sat sig her i Skulderen —
TANTE MOLLY	Jeg er saa glad ved at se, at min Brodersøn har faaet Lov at beholde saadant et dejligt gammelt Familie-Inventar som Dem.
BJØRN	(lidt krænket) Familie-Iventar?
TANTE MOLLY	(skynder sig at rette) Aa, det kalder vi i Amerika de gode gamle Venner. (venlig) De har altsaa været her disse mange Aar?
BJØRN	(fornærmet) Nej, det har jeg da rigtignok ikke. Jeg har jo været gift med Bjørn.
TANTE MOLLY	Det er sandt — om Forladelse. Det var jo saadan en rar Mand?
BJØRN	Naa — han var rigtignok slem, mens han levede. Men bagefter har de jo altid været rare.
TANTE MOLLY	Naar man siger det tidt, saa tror man det tilsidst.
BJØRN	Jeg ikke. Jeg havde nok. I levendes Live.
TANTE MOLLY	(prøver sig frem) Siden De selv ikke har haft det saa nemt med Deres Mand, saa maa det da være en Glæde for Dem at se, hvor godt Direktøren har det med sin unge Kone.
BJØRN	(urokkelig, sætter sig) Bjørn var Mælkehandler, men han kom for Skade at blande Mælk i Fløden og Vand i Mælken. Tilsidst kom han ogsaa i Forlegenhed for det.
TANTE MOLLY	Ja, saadan gaar det, naar man blander Begreberne sammen. Men
BJØRN	Bjørn var i det hele taget slem til at blande sammen. Ogsaa hvad mig anbelanger. De var saa gale efter ham, Kvindfolkene. Han sagde, det var bare fordi han havde Klumpfod.
TANTE MOLLY	(ler) Sagde han det? Pukler og Klumpfødder er det mest bedaarende, man har, vil jeg sige Dem.
BJØRN	Saa — ja, det lod til det. Men saa kom Straffen ovenfra. Han døde af en bolden Finger, der gik til Hovedet paa fem Dage.
TANTE MOLLY	Men siden De nu er kommen her tilbage, saa —
BJØRN	Her! Nej bevares, jeg bor i Alderstrøst. Jeg har Eneværelse med Køkken og Postelinsvask.
TANTE MOLLY	Aa — saa —
BJØRN	Jeg er her kuns for at gaa til Haande, mens der er Rengøring der inde, og faa lidt Landluft med det samme. Og der er jo meget der inde at pudse, det ved Gud der er. Det siger ogsaa Madam Jensen.
TANTE MOLLY	Saa var det da et Held, at jeg netop skulde træffe En fra de gamle Tider.
BJØRN	(nedladende) Ja, det var saamænd ogsaa rart at se Fru Ulysses Petersen.
TANTE MOLLY	(fanger an igen) Og det er en Fornøjelse for mig, kan De tro, at gøre dette lille Besøg hos min Brodersøn og se, hvor lykkelige han og hans Kone er.
BJØRN	(snøfter lidt) Det forstaar sig.
TANTE MOLLY	De og jeg, Bjørn, vi har jo begge holdt af ham, fra han var saa stor som saa.
BJØRN	(meget diplomatisk) Ja, man har jo været om Direktøren, fra han var en lille Rolling.
TANTE MOLLY	(frittende) Saa vi To kan da i Fællesskab glæde os over, at han har faaet den Kone han har, saa kærlig og sød hun er.
BJØRN	(snøfter igen) Det forstaar sig.
TANTE MOLLY	(prøver at røre hende) Herregud — hans Moder — min Svigerinde — hvor var hun en mageløs Husmoder — af de gammeldags! Kan De huske hendes Kaffebord, Bjørn, med den blanke Sølvmaskine og de kinesiske Kopper?
BJØRN	(fordyber sig i Mindet) Hun tragtede altid selv, gjorde salig Fruen! Det gaar tilbages. Ægteskabet, det er ikke, hvad det har været — nej. Om det saa var Bjørn, saa var han at foretrække for dette hersens.
TANTE MOLLY	Hun skulde blot have levet og set, hvordan alting gaar videre her i Huset i hendes Aand, og at hendes Søns unge Kone gaar op i Hjem og Mand ligesom hun selv — blot med de smaa Foranandringer, Tiden fører med sig.
BJØRN	De er nu ikke saa helt smaa. Hm —
TANTE MOLLY	Jeg forstaar ikke — hvad mener De?
BJØRN	Nej, nu kan jeg ikke mere. Jeg har holdt mig længe, det maa Fru UlyssesPetersen indrømme. Men naar der skal tales om salig Fruen, saa vil jeg bare sige, at hvis Direktørens Moder vidste af, hvordan her ser ud i Huset nu, der hun er i sin Himmel, saa vilde hun vende sig i sin Grav.
TANTE MOLLY	Det ser da ud, som hun kun vilde faa rigtig nydelige Ting at se.
BJØRN	Nydelige — ja, det vil jeg nok sige. Vi skal skilles.
TANTE MOLLY	(endelig der, hvor hun vilde) Ah! — (gaar videre) Aa Nonsens, De tager fejl.
BJØRN	Fejl — jeg — det er ikke min Manér. Nu skal jeg sige, at hver evige eneste Aften i Sommer — det har jeg fra Jomfruen, saa sad den unge Frue nede i Lysthuset ved Stranden med sin Forlovede, Hr. Blume, og talte med ham om Maanen og saadan noget Stads.
TANTE MOLLY	(med en lille Bevægelse) Maanen — aa Hymnen! Det var om et Musikstykke, de talte, Bjørn.
BJØRN	(dyster) Ja vel, det var en rask Musik. Det endte saagar med, at Pigerne ved Siden af, de havde fundet ud, at man kunde høre hvert Ord, hvad de sagde der inde, naar man laa sig under Tjørnehækken.
TANTE MOLLY	Aafydog —
BJØRN	(i stigende Indignation) Og det indbød de Naboernes Stuepiger og deres Kærester til Kaffe paa. Og der laa de bag Hækken og fnisede — er det nu dog ikke ganske forskrækkeligt — saadan noget i salig Fruens Hus.
TANTE MOLLY	Men jeg forstaar ikke – hvad sagde da Direktøren til det?
BJØRN	Ja hvad sagde han — han var begribeligvis ked af det. Ja, saa endte det jo med, at han ogsaa rendte — paa Cycle og Sejlture med hende denne Frøken Holst, som jo er hanses Forlovede. — (snøfter lidt) — Og gaar her og knejser med Nakken. De skal ogsaa giftes. Naturligvis. Det skal de jo alle.
TANTE MOLLY	Det har jeg slet ikke hørt noget om.
BJØRN	Ja, jeg siger det, som at det er, siden Fru Ulysses Petersen hører til Familien.
TANTE MOLLY	Men de er her jo alle fire sammen i Dag — det gør man jo dog ikke, naar man skal skilles og giftes —
BJØRN	(eftertænksom) Ja, hvad det er for Kunster, de laver her i Dag, det forstaar jeg nu ikke, for der var kuns Tale om et Møde, hvor de hverken skulde have The eller Kaffe.
TANTE MOLLY	(i en anden Tone) Jeg tror nok, at jeg forstaar det, og det er vigtigere. Ja ja, kære Bjørn, det har fornøjet enig at passiare lidt med Dem. Og een Ting maa De love mig — aldrig at slippe Karl af Syne og aldrig at glemme, at han er min Broders — ja, den gamle Herres Barnebarn.
BJØRN	Nej, Gudbevares, den kære Dreng —
TANTE MOLLY	Jeg kan love Dem — De skal ikke komme til at fortryde det.
BJØRN	(tænker sit) Fru Ulysses Petersen kan stole paa mig. (rækker hende djærvt Haanden.)
TANTE MOLLY	(ryster den) Det gør jeg ogsaa. Ser De, Bjørn, vi to, vi er Enker, og begge to af den gamle Skole — fra den Tid, hvor en Mand var en Mand, og en Kone var hans Kone. Ak ja — Bjørn! Vi forstaar hinanden — ikke sandt! (hun nikker og gaar ud tilhøjre. WINGE og WANDA kommer ind fra Baggrunden)

2. AKT
4. SCENE	WINGE, WANDA, BJØRN.
WINGE	(ser sig om) Bjørn, hvor er min Tante?
BJØRN	(peger mod højre) Fru Ulysses Petersen gik ind for at hvile sig.
WINGE	Mrs. Ulysses F. Patterson, om jeg maa bede.
BJØRN	Ja, jeg forstaar ikke Tysk eller Amerikansk eller hvad det er.
WANDA	(venlig) Nej, Bjørn. —
BJØRN	(med Værdighed) Tør jeg spørge, om det grønne Gæsteværelse skal gøres i Stand til Frøken Holst?
WINGE	(lidt usikker — ser til WANDA) Jeg ved ikke — — jo, det er vel bedst. For en Sikkerheds Skyld.
BJØRN	(forarget) Tør jeg spørge, hvor skal Hr. Blume være. For en Sikkerheds Skyld?
WANDA	(hurtigt) Han skal til Byen i Aften. Han skal ind som Soldat i Morgen.
BJØRN	Tør jeg spørge — hvor skal saa Fruen være?
WANDA	(ser til WINGEI Jeg skal ogsaa til Byen. Med det sidste Tog.
BJØRN	Ja, jeg beder undskylde, at jeg spørger, men det er jo lidt svært for en anden En nuomstunder at hitte Rede i, hvem af Damerne, der er gifte, og hvem der er forlovede, og hvem som at der er begge Dele paa samme Gang. (hun gaar med værdig Mine ud til venstre)

2. AKT
5. SCENE	WINGE, WANDA.
WINGE	Her var de altsaa heller ikke, din Alexander — og —
WANDA	Og din Agga — nej. Hvor mon de har forbusket sig? Sporløst væk.
WINGE	Ved Du hvad, Wanda, Agga kan jeg være rolig for, men det er for galt af din Tilkommende at lade Dig løbe rundt paa den Maade.
WANDA	Det er ikke ham. Alexander kan jeg stole paa. Jeg ved, at det er Frøken Agga. At en forlovet Pige vil bære sig saadan ad, det lover ikke godt. Du skulde tænke over det, mens det er Tid.
WINGE	Ja, mange Tak —
WANDA	Mig kan det være det samme — jeg siger det for din egen Skyld.
WINGE	Det er saa kønt af Dig at være bekymret for min Velfærd. Det er nyt, men det er godt.
WANDA	(irriteret) Maa jeg ikke være fri for den tomt spøgefulde Tone, som Du anvender i alle Livets Øjeblikke, jo, de betydningsfulde saa vel som de ligegyldige. Det var den, der gjorde, at vi aldrig formaaede at tale sammen som Mennesker, og at vort Samliv blev til en indholdsløs Farten ved hinandens Side henad Livets Alfarvej.
WINGE	(peger omkring sig) Farten foregik dog i en ret bekvem Landauer!
WANDA	Netop. Hvor keder Folk sig som i en Landauer!
WINGE	Gudbevares, min Kære, Du er jo ogsaa staaet af. Maaske Du vil finde det behageligere at gaa til Fods.
WANDA	(med korslagte Arme) Det ligner Dig saa ganske at minde om din solide borgerlige Velstand, naar jeg taler om Sjælens Glød. Hvordan er det ikke ogsaa gaaet mig. Hvad ventede jeg paa Ægteskabets Tærskel?
WINGE	Det ved jeg ikke saa lige.
WANDA	Men jeg ved det. Jeg, som enhver anden ung Pige, ventede et Overmaal af Liv udover al digtet Salighed. Jeg ventede Fryd og Smerte i en svulmende Bølge af Lyst — og hvad fik jeg — det lummerstille Dødvande.
WINGE	(imødekommende) Men saa kom heldigvis Pianisten og kruset med Trimulanter i Maaneskin.
WANDA	Tror Du, at de er gaaet i Skoven? Vi skulde have søgt nede ved Andedammen. Den Sti elsker Alexander. Det var der, han undfangede Ideen til sin første Sats. En Aften sammen med mig.
WINGE	Saa vil jeg min Sæl ikke haabe, at han undfanger anden Sats dernede i Aften. Sammen med Agga.
WANDA	Alexander stoler jeg paa.
WINGE	Det maa jeg haabe. Ja, Du maa ikke tage mig det ilde op, men nu er jeg snart ked af at levere Koner til Hr. Blume.
WANDA	(farer op) Jeg taaler ikke, at Du nævner hans Navn paa den Maade.
WINGE	Det var maaske mere rimeligt, hvis jeg ikke kunde taale det.
WANDA	Men det var det, Du kunde. Om Du var sprungen i Struben paa ham som et Rovdyr og havde slængt hans Lig for mine Fødder, forstaar Du da ikke, at jeg havde tilbedt Dig.
WINGE	(fredelig) Straffeloven ser saa indskrænket paa den Slags.
WANDA	Straffeloven — hvad bryder jeg mig om Love!
WINGE	Nej, men jeg bryder mig sgu om Straffe.
WANDA	Taabelig var jeg, at jeg ventede vilde Fugles Flugt her i denne Sfære, hvor Hønsene flyver lavt og kagler om smaa materielle Interesser. Jo, tarvelig Gemytlighed og Kortspil og god Mad med en Polka til, alt, hvad der er smaatskaaret muntert i denne saakaldte glade By, alt det har sit rette Arnested hos Dig. Men hvor er den lønlige Nervesitren, de usynlige Strømninger, der gaar fra Sjæl til Sjæl, det Betagende, det Forvirrende, det Lønlige, det Uforklar- lige —
WINGE	Det er hos Blume.
WANDA	Ja, Du ved ialfald ikke, hvad det er at elske og fange en Kvindes Sjæl og Sanser —
WINGE	Jeg maa dog sige, nu ser Du for sort paa det igen, og hvis Du vil spørge —
WANDA	(ude af sig selv) Nej, jeg vil ikke. Jeg vil ikke høre om din Forbindelse med den Dame, der har sat sig paa min Plads — her — i mit Hjem — i min Lænestol — Gudbevares — saa overordentlig bekvemt og behageligt, mens jeg kukkelurer i Pensionatet.
WINGE	Du maa dog tillade, at naar Du har lovligt Forfald, saa —
WANDA	Nej, jeg tillader ingenting, anerkender ingenting, naar det kommer fra den Kant.
WINGE	Jeg skulde altsaa sidde hele Livet og være utrøstelig.
WANDA	Det var jo det kønneste. Men naar Du endelig vilde trøste Dig, saa maa jeg sige —
WINGE	Saa, maa jeg bede, skal vi saa hellere tale om Hr. Blume.
TANTE MOLLY	(kigger først ind fra højre, kommer saa ind, da hun ser, de er alene. Hun betragter dem med et forstaaende og muntert Blink i Øjenkrogene.)

2. AKT
6. SCENE	WINGE, WANDA, TANTE MOLLY.
WANDA	(overstrømmende) Aa, er Du der, kæreste Tante!
TANTE MOLLY	Jeg havde sat mig lidt til Hvile, men da jeg hørte, at I talte saa muntert og kærligt sammen, kunde jeg ikke modstaa at gaa herind.
WINGE	(tager WANDA om Livet) Ja, jeg behøver blot at sige, at vi havde det, som vi altid har haft det.
WANDA	Hjemmets daglige Glæde!
TANTE MOLLY	Er det nu ikke yndigt at høre. Sæt jer saa der sammen i Sofaen. Ja, I kan sagtens. Hvor har I det dog hyggeligt i denne lille, gamle Cottage — jeg elsker at se paa to lykkelige Mennesker. Da jeg var ung, gik jeg saamænd ogsaa og længtes efter lidt poetisk country life, men Ulysses havde jo saa meget at bestille.
WINGE	Ja, i Begyndelsen kneb det vel?
TANTE MOLLY	Vist saa — jeg tog ud med mit Smule Klaverspil, men det var nu ikke saa let — min Mand og jeg maatte arbejde, men det førte da til noget.
WINGE	Mildest talt — ja.
TANTE MOLLY	Ja, Livets bedste Fornøjelse er at bestille noget og tjene noget. Du tager altsaa til dine Forretninger hver Morgen, kan jeg tænke. —
WINGE	Ja, det fører saamænd ogsaa til lidt.
TANTE MOLLY	Og imens gaar Wanda herude og følger dig i Tankerne — sysler med sit Hus og sit Barn.
WANDA	Ja, mellem sine Blomster og Dyr.
WINGE	Den Slags Lykke er jo Kvindens rette Bestemmelse.
TANTE MOLLY	Derfor er jeg ogsaa rolig for Dig, kære Wanda.
WINGE	Ja, Tilfredshed er netop det Ord, Wanda har skrevet paa sin Fane. Ikkesandt, Wanda?
WANDA	At kunne nøjes — det er vel Livets Visdom.
WINGE	(bukker galant) Tak for din Overbærenhed.
TANTE MOLLY	(smiler, idet hun ser paa dem) Men hvor er vore unge Venner? Ude at sværme endnu?
WINGE	Drømmelængsel!
WANDA	Taagespind!
TANTE MOLLY	Ja — Maaneskin er farligt.
WANDA	Tror Du?
WINGE	(ser paa WANDA) Absolut.
TANTE MOLLY	Hr. Blume er jo en nær Ven af Dig, min kære Nevø, saa jeg vil ikke sige noget om ham.
WINGE	(forekommende) Gudbevares — læg ikke derfor Skjul paa din Mening, jeg kan saa godt taale at høre den.
TANTE MOLLY	For det er da underligt, at netop Du, der har saadant et praktisk og sundt Blik paa Livet, at Du netop har valgt saadan en Belletrist til Hjerteven. En med saa megen Sjæl og Lidelse og den Slags.
WINGE	Ja, jeg synes nu, Blume er sød. Det kan ikke nytte, Wanda, at Du hakker paa ham altid.
TANTE MOLLY	Det kan jeg nu nok forstaa, Wanda; med den brillante, fornuftige Mand, Du er gift med, saa kan man da ikke lade være at more sig over saa megen Nervesitren.
WINGE	Wanda maa jo finde sig i ham. — Men jeg beundrer nu Alexander. Han ejer Sjælens Glød, Livets Flamme, det Betagende, det Uforklarlige, der gennemrisler Ens Væsen.
TANTE MOLLY	(morer sig stille) Ja, Kontrasterne drages mod hverandre. — Det ser man altid. Se nu her, den smaa næbbede Frøken Holst med den selvsikre Næse, hvem skulde tro, at hun og Wanda var Perleveninder.
WINGE	Men det er de, hvad Wanda, uadskillelige.
WANDA	Agga er saa intelligent, saa fuld af Udsyn mod Livet, men tænk — Winge finder hende vigtig.
TANTE MOLLY	Saa — —! Ja det kan jeg saa godt forstaa —
WANDA	Men jeg indrømmer forresten, at i Aften er hun lidt essig.
WINGE	Saa har Du maaske ikke været rigtig venlig imod hende, min Ven.
TANTE MOLLY	Wanda er jo rigtignok noget andet.
WINGE	Ja, Wanda er jo ikke den, der vilde rende rundt i Maaneskin med en Mand, hun ikke var gift med.
TANTE MOLLY	Det er vist. Skøn Du paa Wanda. En Hustru, der er Husmoder, Kammerat og Elskerinde i een Person, det er det, en Mand skal have for at være lykkelig. Giv hende et Kys min Dreng, og sig hende Tak.
	(WINGE giver WANDA et Smækkys, idet ALEXANDER og AGGA kommer ind fra Baggrunden.)

2. AKT
7. SCENE	WINGE, WANDA, TANTE MOLLY, ALEXANDER, AGGA, senere BJØRN.
ALEXANDER BLUME	(ser forpint paa dem) Aa, undskyld, hvis vi forstyrrer en Familie-Idyl.
TANTE MOLLY	Der var uden Tvivl ogsaa idyllisk, der, De kommer fra.
ALEXANDER BLUME	Der var henrivende.
WANDA	Hvor har I været?
AGGA HOLST	Paa Stien langs Andedammen.
ALEXANDER BLUME	Der var saa stemningsmættet, saa natteblidt. Jeg blev ligefrem inspireret. Wanda, jeg fik en Ide til anden Sats.
WINGE	Sagde jeg det ikke nok!
ALEXANDER BLUME	Nu skal De høre — (han sætter sig til Klaveret og slaar nogle sindssvage Akkorder an.)
AGGA HOLST	Det er vidunderligt. Lige Stemningen. — Saadan var der.
WINGE	Saa var der sgu ikke behageligt. Det lyder som en Kamel i Barselnød.
WANDA	Jeg synes nu heller ikke, det rigtig giver Nattestemningen. Det mangler den skjulte Fortvivlelse.
WINGE	For mine Øren er den aabenbar nok.
ALEXANDER BLUME	(rejser sig) De er nu heller ikke just musikalske.
WINGE	Den Melodi maa De synge for Kammeraterne paa en munter Marsch, naar De nu kommer i Felten.
TANTE MOLLY	Skal Hr. Blume i Felten?
ALEXANDER BLUME	Jeg skal blot ind til Efteraarsmanøvrerne. Ja, allerede i Morgen. (ser paa Uhret) — Jeg maa afsted.
BJØRN	(kommer ind fra venstre og bliver staaende ved Døren)
WANDA	Blume kan jo følges til Byen med Tante Molly i Automobilet.
TANTE MOLLY	Ja Tak, det er højst fristende, men jeg har taget en anden Bestemmelse. Man ved aldrig, hvornaar man ses igen, og siden Damperen først gaar i Morgen, benytter jeg mig virkelig af jeres Gæstfrihed, kære Børn, og bliver hos jer til i Morgen tidlig.
	(De Fire studser og veksler meget sigende Blikke.)
WINGE	(lidt anstrængt) Det var da mageløs yndigt.
WANDA	Aa ja, Tante, det maa Du endelig.
TANTE MOLLY	All right! Jeg bliver.
BJØRN	Tør jeg spørge, hvor skal Fru Ulysses Petersen ligge?
TANTE MOLLY	Bjørn finder nok et lille Hummer til mig der oppe. Ikke?
WINGE	(peger mod højre) Du skal selvfølgelig ligge der inde.
TANTE MOLLY	Tror Du, jeg vil tage jeres Soveværelse fra jer? Nej, det var det, jeg sidst af alt gjorde.
AGGA HOLST	Men sammen med Fru Wanda?
TANTE MOLLY	(med Vægt) Jeg skiller aldrig Mand og Kone ad, selv for en Nat, og for at hindre alle Anslag i den Retning, rører jeg mig ikke ud af Stedet her, før jeg har set det lykkelige Ægtepar vel i Havn der inde. (peger mod højre, mens de Fire ser nervøse ud)
BJØRN	(nærmer sig) Jeg vil bare sige Hr. Blume, at hvis De vil med Toget, saa maa Hr. Blume gaa nu.
ALEXANDER BLUME	(stryger sig forpint gennem Haaret) Ja — jo — men — jeg kan ikke — kan dog ikke — lade min Elskede tilbage her.
TANTE MOLLY	Gaa De rolig, Hr. Blume. Jeg indestaar Dem for Frøken Holst i Nat. Jeg er vant til at passe paa store Værdier.
BJØRN	Hr. Blume, det haster!
ALEXANDER BLUME	(ser fortvivlet paa WANDA) Jeg — jeg stoler paa — jeg — ja — Godnat! Gud hvor jeg lider. (han styrter ud i Baggrunden)
AGGA HOLST	(ser yderst stram ud)
WINGE	(søger at formilde hende med undskyldende Bevægelser)
TANTE MOLLY	(ser efter ALEXANDER) Der gik han. Det gør det jo nemmere, Bjørn.
BJØRN	Ja, jeg siger — Fru Ulysses Petersen, hun er Mand for at sortere Parrene.
TANTE MOLLY	Ja, paa min Maneer. Godnat! Godnat! Ja, Frk. Holst — skal vi saa gaa sammen op paa det grønne Værelse. (hun vender sig og peger smilende mod højre. WINGE tager WANDA om Skulderen og gaar langsomt mod Døren.)
TÆPPE	Efter 2. akt.

INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ ANMELDELSER