Fru Gads nye Lystspil hører til den meget lette Genre, der i de senere Aar er kommen paa Mode her hjemme; det er lovlig let, til det, der nu kaldes Lystspil, er i Almindelighed kun Farce.
PERSONERNE:
Politiken, 27. december 1893.
Agrarerne kan blive fornærmede over Fru Emma Gads nye Lystspil, hvis de ikke forstaar Spøg. Thi en klagende Landmand er Hovedperson, næsten Hovedemne for Tro som Guld. Og der findes hverken hos Forfatterinden eller hos Stykkets Personer nogen synderlig Sympati med hane evige Jammer over Landbrugets trange Kaar. Jægermester Graae – det er Landmanden – tillader sig den næsten blasfemiske Ytring, at Vorherre, vist havde de bedste Hensigter, da han skabte Verden, men absolut heldig var han ikke. Alligevel nærer Jægermesterens Broder, Direktør Graae, den Formening, at hvis hans kære Broder arbejdede noget mere og satte Tæring efter Næring, vilde Forsynet ikke nægtet ham en passende Indtægt af den gode danske Jord.
Om denne Betragtning agronomiak og økonomisk lader sig forsvare i Øjeblikket, faar staa hen. Paa saadant kommer det ikke an i et Lystspil. Der spørger man blot, om det lykkes Forfatteren med Humør at forsvare gennem originale Personer den engang opstillede Anskuelse.
Og Jægermesteren er virkelig saare pudsig. Han virker som det gladeste Punpeværk i den Families Skød, som han med usvækket Broderfølelse bestandig tyer til. Han ligger ligesom de norske Konger stadig paa Gæsteri, og naar han har sendt i Forvejen sit højst fortryllende, men saare kokette Datter Doris, følger han selv majestætisk efter, lovende Besøg paa ubestemt Tid og medbringende tre uopdragne Drenge til Besvær for en stakkels Tante, der skal vise disse unge Fynboere Københavns Musæumsmærkværdigheder. Han er afvekslende hjærtelig, rørende, værdig, krænket, elskværdig og fiffig – altid til Ærgrelse, aldrig til Forbitrelse. Han kommer til at pumpe sin arme Broder for 15,000 Kr., og ved Hjælp af en Diamantring, hvis Køb den lidt vidtløftige Direktør ikke tør tilstaa for sin saare forelskede og moralske Kone, vækker han saa snilt sin Svigerindes Skinsyge, at denne kræver de 15,000 Kr. udbetalte til den Dame, hvem hun mistænker. Uden Grund. Thi Diamantringens Bestemmelse faar man ikke at vide, medens man forstaar, at den tyske Fru Rothenburg, en af Stykkets komiske Personer, ikke satte Nogens Hjerte i Brand. Det er kun hendes Formue, der lokket Jægermesteren, medens hans Hjerte brænder for det smukke Gyritha Lützau, dog med en sagte Flamme.
Naturligvis er der i dette Lystspil en passende Elskovsleg mellem unge og nette Mennesker. Frøken Gyritha maa saaledes vente sine fire Akter, inden den brave Kandidat Hagen faar sit Frieri fra Læberne – uden at dertil findes anden Aarsag end Forfatterindes Trang til at gøre Gyritha skinsyg paa den letsindige Doris, der koketterer kraftigt med den unge Mand. Doris, der er et højst uartigt Pigebarn, lader paa sin Side en rig, men grim Godsejer vente ligesaa længe, inden hun endelig fæstner en begyndt Forlovelse. For dette kokette Person bliver der saaledes en passende Straf i et Ægteskab, der let kan tilvejebringe en Lighed mellem Godsejerens Pande og hans bedste Tyrs. Det hæderlige unge Par faar Udsigt til Lykke, medens Direktøren straffes for sin Letsindighed ved en Bøde paa 15,000 Kroner. Til Gengæld forærer Jægermesteren ham i sidste Scene en prægtig Kalkun paa 15 Pund. Det er lige tusind Kroner pr. Pund, sukker Direktøren, og med denne Replik ender Stykket.
Man vil forstaa, at dettes Handling ikke har stor Betydning og kun tjener som en let Traad, hvormed Stykkets Optrin sammenknyttes. Disse Optrin fremstiller med stor Livfuldhed og udmærket Humør kjøbenhavnsk Selskabsliv. To Akter kunde hedde: Soirée dansante og Eftermiddagste. Især dette sidste Tableau med den italienske Greve, som Selskabet maa konversere paa Fransk, vil Kjøbenhavnerne goutere. Her forefalder de pudsigste Scener.
Tro som Guld spilledes fortræffeligt. Til et saadant Lystspil medbringer det kgl. Teaters Personale den fuldkomne Uddannelses Viritouositet. Tro som Guld kunde kaldes en Vaudeville uden Sang, og den Musik, der behøves for at sikre Publikums Fornøjelse, skabes af Teatrets udmærkede Musikanter.
Man vil da ikke let tænke sig noget mere Afrundet i Samspillet end denne Forestilling. Ikke paa det ubetydeligste Punkt, ikke i den ligegyldige Birolle klikker Udførelsen. Tilskuerne befinder sig ligesom i en munter Kres, hvor fortræffelige Selskabsmennesker kappes om at fortælle lystige Anekdoter: om Jægermesterens Pengelaan, om Direktørens vilde Veje, om Fruens Skinsyge, om Frieriet, der nær strandede paa et Knæk i en forloren Tand osv. Samtalen kunde være aandfuldere og berøre dybsindige Emner, med det Bourgeoisie, som Forfatterinden tilhører, vil genfinde sig i og fornøje sig over Personerne paa Scenen.
Damerne var fortrinlige. Fru Oda Nielsen fik en stor Sukces som den tysktalende Enkefru; uden at karikere blot ved en vel valgt og pudsig Dialekt morede hun særdeles. Man forstod saa ganske Damens solide Rigdom gennem Fru Nielsens suffisante Optræden. Særdeles indtagende og fuld af lystige Indfald var Fru Bloch som Koketten, medens Fru Emma Nielsen fandt det nydeligste og fineste Udtryk for den anden unge Piges Skælmeri og Alvor. Endelig stod Fru Eckardt som en imposant Matrone.
Blandt Herrerne trak Hr. Olaf Poulsen det tungeste Læs som Jægermesteren. Rollen falder lidt ensformig og taalte et raskere Tempo, men Hr. Olaf Poulsens solide Haandelag skaber personlig Form for hver Replik. I en lille Rolle glimrede Hr. Mantzius som fynsk Landjunker. De to rolige Mænd i Stykket fremstilledes med Overlegenhed og Elskværdighed af Hr. Emil Poulsen og Hr. Reumert, hvilken sidste viste en elegant Sikkerhed tiltrods for den korte Indstuderingstid.
Latter og Bifald ledsagede Stykket fra det udsolgte Hus.
E.B.
Til Kommandørinde Gads Førsteforestilling stiller præcist Hær og Flaade, Handel og Storindustri, Diplomati og Literatur, hver med passende Repræsentanter. Fru Gad har en udstrakt og forskelligartet Bekendtskabskres. Hvis Forfatterinden selv havde overværet Forestillingen – hvad hun ikke gjorde – vilde hun truffet saare mange kendte Ansigter paa Gulvet og i Balkonen-
Det kgl. Teater var igaar en Selskabssal, hvor Fru Gad havde Modtagelsesaften. Nydelige Dragter, smukke Ansigter rundt omkring; smilende Miner fra Folk, der endte Juleanstrængelserne paa den behageligste Maade mellem Venner.
Ogsaa Scenen fremviste en yderst velstaaende kjøbenhavnsk Salon. Overordentlig smagfuldt og kostbart Møblement, megen Hygge med gode Lamper og Lysekroner, tykke Tæpper og magelige Lænestole og Sofaer. En Stur til Flirtation og elskværdig Samtale efter Middag. Arrangementet skyldtes Hr. Julius Lehmann.
I denne Salon saas Teatrets smukke Damer i Toiletter, som vi skylder vore Læserinder at omtale.
Fru Oda Nielsen var vel den pragtfuldeste. Tre Dragter:
1) hvidt brocheret Silkerobe, bare Arme, stærkt dekolleteret, brillant Vifte af hvide Strudsefjer,
2) violet Fløjlskjole, gule Silkeærmer, Nertz-Krave, violet Flølshat, guldbroderet Løs-Lomme, som Fru Nielsen tabte,
3) sort Fløjlsrobe, Guldslange om Liv og Hals, hvide Handsker, sort Fløjlshat med Fjer og gule Baand. Lang graa Silkekaabe foret med gult Atlask; sort Kniplingsmuffe, som Fruen først table, dernæst glemte.
Endvidere Fru Bloch i fire Dragtrer:
1) lyseblaa brokades Silkekjole,
2) terrakottafarvet Silkebluse med lange Skøder; dertil rød ulden Nederdel,
3) graa Spadseredragt af engelsk Fløjl med lysere Skindkanter; stor trekantet Napoleonshat med Fjer,
4) gul atlaskes Kjole med sort Fjerkant i Hals og paa Nederdel og stor sort Perlebesætning.
Endelig Fru Emma Nielsen med tarvelige – thi Gyritha er en fattig Pige – men smagfulde Dragter. Hendes Baldragt af klar Mol, og Selskabsdragten af blaat uldent Stof. En nydelig Hjemmedragt: grønt engelskfløjl Liv med Skød og firkantet, drapfarvet Krave med grønne Perler; dertil deapfarvet Nederdel.
I disse Dragter straalede skøn som Solen, Fru Emma Nielsen, hvem Christian Krogh med Sandhedens egne Ord men dog med diplomatisk Forsigtighed kaldte: Verdens dejligste Kvinde. Den skønne Helene, Kleopatra og Fru Emma – Verdenshistorien kender kun disse tre.
s.
Adresseavisen 27. december 1893Jyllands Posten, 28. december 1893.
1893 THEATRENE – Kjøbenhavn, 27. December 1893.
Det kongelige Theater opførte “Tro som Guld”, Lystspil i 4 Akter af Fru Emma Gad. “B.T.” finder, at Stykket mangler dramatisk Handlinmg og at Æmnet er for spinkelt til at vedliogeholde Interessen gjennem fire Akter.
Det kgl. Theater. Tro som Guld.
Fru Emma Gads nye Lystspil har sit væsentlige Fortrin i en kvik og let glidende Dialog, der overalt røber den omhyggelige Iagttager af Livet i vort Bourgeoisis Selskabstale – en Iagttager, der nok kan lide at satirisere saa smaat over sin kjære Næstes Latterligheder, men som, naar hun vil være ærlig, dog befinder sig vel ved at høre til Kredsen og derfor lidt efter lidt lader sin Satire løbe ud i en godlidende Spøg. Altsaa Dialogen er talentfuld. Men Fru Gad synes endnu som Forfatterinde at mangle den Evne at kunne vrage. Hun er ikke kræsen i Valg af Udtryk, Morsomheder, Ordspil osv.
I Figurtegningen er der nydelige Ting at glæde sig over, men lidet Nyt. Man Synes at have set alle Personerne hundrede Gange før: Den unge Rosette traf vi forleden i det og det Skuespil, den flove Kandidat i det og det Lystspil. den tyske Frue i en eller anden Farce af germanisk Oprindelse, om end hendes Nationalitet der var en anden. Og Handlingen – den er sandt at sige fordampet, længe før Tæppet falder for sidste Akt. Det er nemlig det Beklagelige: “Tro som Guld” handler oprigtig talt om Intet. Væsenligt dreier det sig om en forgjældet Landmand, der under Foregivende af fine inderlige Følelser, at han er tro som det ædleste Metal, udsuger sin Broder Directeuren paa alle optænkelige Maader.
Han indlogerer sig i Directeurens Bolig i Kjøbenhavn baade med Datter og Sønner, han optræder som Herre i Huset og jager imens efter en Hustru. Helst vil han have den Rige Fru Rothenburg, men hans dybere Følelser drage ham alligevel mod den skjønne Frk. Gyritha, og medens han saaledes farer forpint af Kjærligheds- og Pengesorger giennem sin Broders Daglistue, plages han af sin uopdragne og frygtelig kokette Datter Doris, der er halvveis forlovet med en keitet Godsejer, men nu i Kjøbenhavn søger et værdigere Maal for sine ømme Følelser. Men hverken den tyske Frue eller den danske Frøken lyksaliggjøre den stakkels Jægermester, for hvem Status quo indtræder ved Tæppets Fald, og da Doris beholder sin Godseier, ender Stykket ganske som det begyndte. Perspektivet er det, at Directeur Graae vil komme til at udrede mange Tusinder foruden dem, han hidtil med englelig Godmodighed paany lover at betale.
Hertil kommer forskellige Biepisoder med en flov Mediciner, der frier til den Kvinde, han længe i Stilhed har elsket, og med en mistænksom og noget skinsyg Hustru, men de formaae ligesaa lidt som Hovedhandlingen at afvinde Tilskuernes større Interesse. Hvad der væsenligt underholder, ere forskellige velordnede Selskabsinterieurer: et Bal og en “five o’clock tea” og enkelte sindrigt arrangerede Optrin. Men det er vanskeligt at fastholde Opmærksomheden fire lange Akter igjennem for det i technisk Henseende meget mangelfulde og tomt literairt Arbejde ganske indholdsløse Lystspil. Der er ikke Gnist af Poesi i denne velskrevne Dialog med dens sikkert tournerede Replikker, og man forlader Theatret uden andre Indtryk end dem, Udførelsen har formaaet at berige En med. Naar vi skulle sammenfatte vor Dom over dette Lystspil, der røber Fru Gads uomtvistelige, men overfladiske Begavelse, ville vi sige, at det er en behændig og under forskjelligartet Paavirkning (bl. A. fra Esmanns Lystspil). Farcemæssigt – det er Fru Gads nye Lystspil.
Det var fortræffeligt sat iscene, og de Spillende bevægede sig med Liv og Lyst i de kjendte Figurer. Fru Bloch varierede saaledes med virkningsfuld Afveksling af Skjælmeri og Muthed i Minen og morsomt understregede Overgange i Stemmeføringen sin kjendte Ungpigetype, Hr. O. Poulsens brede, i al sin Letsindighed hyggelige Jægermester bragte intet Nyt, men morede. Directeur Graae og Frue fremstilledes af Hr. E. Poulsen, der var lunt satirisk overfor Broderen, verdensmandig overfor sine stadige Gjæster og Fru Echardt, hvis ondskabsfulde Bornerthed i sidste Act virkede ved isnende Kulde. Fru Oda Nielsen udførte den tyske Frues taknemmelige Rolle med stor Virtuositet i Dialekten, der stadig vakte Munterhed. Fru Emma Nielsen var straalende at skue i en flot Rolle, Hr. Manzius tilpas keitet og leddeløs som den fyenske Godsejer, og Hr. Reumert erstattede som Kandidaten den syge Hr. Bangenberg, uden at Forandringen føltes.
Publikum lod til at more sig under Forestillingen. Ialtfald blev der baade let og klappet meget, med ved Tæppets Fald var Stemningen mat.C.B.
Kjøbenhavn, 26. December.
“Tro som Guld”. Lystspil i 4 Akter af Fru Emma Gad.
Fru Gad er som Forfatterinde aldeles ikke greben af Agrarbevægelsen, maaske kan det ligge i, at hendes Stykke er skrevet før Agrarrigsdagen i Odense, men maaske ligget det ogsaa i, at Fru Gad – iskjønt hun har opholdt sig tre Aar i Korsør – har et fælt Hang til Kjøbenhavneri. Hun er – med Hr. Korsgaards Tilladelse – om muligt endnu mere [Assaltier] end J. R. Lauridsen.
Fru Gads nye Lystspil hører til den meget lette Genre, der i de senere Aar er kommen paa Mode her hjemme; det er lovlig let, til det, der nu kaldes Lystspil, er i Almindelighed kun Farce. Naar de gode Forfattere saa endda gjorde Skridtet fuldt ud og skrev en kaad og hurtigspillende Farce; men det gjør de ikke; det skal nu alligevel være Lystspil, d.v.s., der skal være fornuftig Handling deri, og saa ender det saa ofte som med Fru Gads Arbejde, at det hverken bliver Fugl eller Fisk, men noget løjerligt Tøjeri, der er morsomt i Begyndelsen og meningsløst i Slutningen.
Fru Gads Stykke er bygget over den Tanke, at enhver velstillet kjøbenhavnsk Familie har en Landmand. Snart er det en Broder, snart en Svoger, ofte en Søn, undertiden en god Ven, men enhver rig Kjøbenhavner-Familie har en eller anden Landmand, der ved Terminstiden kommer og taler om Trofast Venskab – “Tro som Guld” – og om Pengehjælp. Bevares, det er altid kun som Laan, men ganske vist omtrent af samme Art som de, Statskassen giver de vestindiske Øer! Der er ikke Tvivl om, at dette Forhold er et virkeligt ubestrideligt Faktum; dog er det ikke de almindelige Bønder der forulæmper Kjøbenhavnerne, men de Folk, man for nogle Aar siden kaldte “Knaldproprietæren”, og saa naturligvis “Kjøbenhavnerlandmændene”, de fra kjøbenhavnske Familier udgaaede Landmænd.
I “Tro som Guld” er Landmanden Jægermester; han sige selv, at han nægter sig alt muligt, men ikke destro mindre kjører han med fire og er en stor Levemand. Vejret faar Skylden for de fleste Ulykker, Videnskaben for det øvrige; før Videnskaben kom til, gik det endda, men nu har Videnskaben fundet Tuberkulosen og nu gaar man omkring og slaar Folks gode Køer ihjel, bare for at finde Tuberkulose, Endelig gjør Uheld Resten, efter Jægermesterens Teori: “der gik nu min bedte Tyrekalv hen og hængte sig i sit eget Tøjr, det Fæ; det eneste Udbytte, jeg fik af den, var en Ret forloren Skildpappe.” siger den brave Jægermester.
Jægermesteren har en Gang som Dreng trukket sin Broder op af Vandet, nu maa Broderen hvert halve Aar trække ham op af Vandet. Men nu er den kjøbenhavnske Broder kjed af det, og herfor maa Jægermesteren, der er Enkemand, enten forlove sig med den tysktalende Fru Rothenburg, eller Datteren maa bestemme sig til at tage den skikkelige, dygtige – men lidt kluntede Godsejer Søltoft; ti begge disse har Prioriteter i Gaarden. Jægermesterens Frieri til den tysktalende Frue mislykkes nu, fordi hun lader sin Sagfører først undersøge Jægermesterens Formueforhold; derimod tager Datteren sin Godsejer, efter at hun gjennem et Frieri har opdaget, at ikke alle Herrer er forelskede i hende.
Der er meget pudsigt og meget træffende i Stykket; men der er en lang død Scene – en Formiddagsmodtagelse af Damer – og der er en saadan Ødslen med Intriger, at det hele bliver ret forvirret, endeligt er det ikke morsomt hele Aftenen at se paa en og samme Stue med 7 forskjellige Døre, hvoraf Folk paa den meningsløse Maade farer ud og ind.
Der var ikke mange Opgaver for Skuespillerne
De to første Akter gjorde Lykke, de to sidste slet ikke.
Der er ingen saa mageløs Arrangør til som Kammerherre Fallesen. Nu, da Sæsonen danses ind og det glade Kjøbenhavn ikke taaler nogen Ugeaften ubesat, gør »det kongelige« sin Skyldighed ved at møde op med et Stykke, der er som skabt til at udfylde en Aften mellem to Baller for en fejret Grossererskønhed eller mellem to Middage for en Jægermester. En ny Variant af »den kære Familie« – dermed er alt sagt.Jeg havde den Fornøjelse ved Førsteforestillingen at sidde ved Siden af et elegant ungt Par. Han gik i sin Tid til Manuduktør med mig, havde ogsaa paa en Maade faaet juridisk Eksamen og var saa gaaet over i den pengearistokratiske Verden, som han var født og opdragen i, og hun tilhørte samme. De morede sig ekscellent, og jeg kunde ikke undgaa at høre deres Bemærkninger. Det lod til, at hun kendte Forfatterinden, og at han genkendte en og anden af Figurerne bag Lamperækken og kunde vise, hvor i Parkettet vedkommende just nu sad.
Det var allerede en Fornøjelse. Jeg kunde ogsaa mærke, med hvilken tryg Hjemlighedsfølelse de satte sig til rette, da Tæppet gaar op for en komfortabel Bredgadelejlighed, og unge Herrer og Damer i fuld dress mazurker af Sted i den festlig oplyste Sal. Min Naboerske gav sig straks til med Kikkerten at studere Fru Blochs, »Emmas« og »Odas« Dragter, og dette Studium fornyedes, hver Gang de i Aftenens Løb skiftede Ham; og i Mellemakterne disputerede hun med sin Ægtefælle om »Odas« sorte Fløjelsrobe med Guldslange om Liv og Hals, og lange graa Silkekaabe, foret med gult Atlask — om Fru Blochs flotte Spadseredragt af graat Fløjl med lyse Skindkanter i det fikseste Snit og med stor, fjerbesat Hat — samt om »Emma« egentlig havde taget sig ud i det grønne Fløjelsliv med den drapfarvede Nederdel… og om »Odas« Pufærmer ikke havde været for ballonaglige. Men ogsaa af Stykkets Indhold var mit par fuldt optaget. De lo hele Tiden – vi lo jo alle af de uafbrudte Morsomheder. Der er den trivelige Jægermester – det er »Olaf« som brouter af, at han har siddet hele Morgenen og studeret en Afhandling, og saa viser det sig, at den er ikke skaaren op. Og siden har han bidt sin forlorne Kindtand itu og maa holde Lommetørklædet for Munden, og i den Situation skal han fri; den ny bestilte Kindtand kommer netop i det samme fra Dentisten, men han tør ikke sige, det er hans. Særlig gouteredes de sproglige Morsomheder af min Nabo, som aabenbart siden vore Kammeratdage havde uddannet sig i Sprogselskabet og til Hugues le Rouxs Konferencer. Han lo hjertelig af Ordspillet mellem det tyske »theure« og »at tøjre« og af, at »une flotte anglaise« oversættes ved »en flot Englænderinde«, men især af »five ‘o clock«-Teen, hvor Selskabet gør haabløse og halsbrækkende Forsøg paa at konversere den italienske Gesandtskabssekretær. Hvor Digterinden saaledes som her med dristig Satire vender sig mod Samfundets Svagheder og Skrøbeligheder, syntes mine Naboer enten at billige Tendensen eller dog at anerkende dens Berettigelse — saaledes ogsaa, naar Svøben svinges over Middagsselskaberne, ved hvilke Folk »sammenspises« , eller over Landmanden, der altid klager, enten det regner eller er Tørke. Overhovedet miskendtes ingenlunde Stykkets dybere Gehalt bag dets lette, spirituelle Overflade. Man syntes smertelig godt at forstad, hvilket Danaidernes Kar en Landmand kan være for en velsitueret Assurancedirektør-Familie, især naar Landmanden er Jægermester og kører med Firspand; og skønt man vel fattede Forfatterindens delvise Ironi ved Husfruens Moralpræken til sidst over den løse Ægteskabsmoral og den usædelige Litteratur, saa faldt den dog i god Jordbund hos min samfundsbevarende Skolekammerat. Begge undte ogsaa tydelig nok den løse Fugl, Doris, at maatte bide i det sure Æble og tage sin rødnævede Landmand, de havde hele Tiden misbilliget hendes alt for vidtdrevne Flirt. Og da Børnene til Finale komme styrtende ind og omfavne Onkel og Tante, gik der aabenbart gennem begge mine Naboer en behagelig Mindelse om det tilsvarende Slutningstableau i «den kære Familie«.Det var mine Naboer til højre. Paa venstre Side havde jeg derimod en Ven med mig, som var i langt mindre godt Julehumør. Det var — ja!, da jeg ikke nævner ham, kan jeg jo nok prisgive ham — det var en af disse unge Alvorspoeter, der snakke om den store Kunst og ikke altid have Saaler i Skoene. Jeg kunde straks mærke, at han blev stødt over den stumme unge Digter, der figurerer i Direktørens Saloner. Han følte godt, at han ikke selv vilde have haft mere at sige til det Selskab?, der bevægede sig paa Scenen, end hans Kollega deroppe. Og han kunde ikke se, at det — som Forf. aabenbart mente – var saa kompromitterende for en ung Digters Værd, at Forlæggerne afviste ham. Som Følge af denne Misstemning sad han, skønt han hvert Øjeblik ikke kunde bare sig for at le, hele Tiden og skumlede om »Ej blot til Lyst«, »højere Kunstanstalt«, og om, at Grosserersmagen nu, ogsaa vilde dominere i Kunstens Tempel.Min Ven sad — ligesom jeg — paa Friplads. Og jeg syntes egentlig ikke, han kunde beklage sig over, at Premierepublikummet, som havde betalt sine Pladser til dobbelt Pris, jo fik den aandelige Føde, der svarede til dets Behov og Smag. Kjøbenhavn er en Grossererby, og de, som betale Logerne og Parkettet, skulle vel ogsaa kunne kommandere over Repertoiret…. Ganske vist er der jo rigtignok dette med Statstilskuddet!Selv sad jeg altsaa og lod mig den Juleunderholdning smage, som der bødes paa. Der var nok af taknemlige Figurer og Situationer i Stykket, naar man blot ikke vil forsøge at presse nogen dybere Livssandhed ind i dem, men forstaar at løbe let hen over — hvad vore Skuespillere ere saa velsignet villige og duelige til. Hr. Emil Poulsens Bankdirektør er en Gammelkending: et skarpt, haardt Ansigt, en ulastelig Figur og sikker Fremtræden, Evne til at tage sig i alle Situationer og et myndigt og roligt Talesprog, fuldt af overlegen Forstand. Hr. Olaf Poulsens Jægermester med den urokkelige Tillid tit Broderen og det varme Hjertelag for Kønnet var heller ikke nogen overraskende ny Type. Hr. Mantzius saa mere ud som en Styrmand end en rig Proprietær og var ikke særlig heldig med den ikke videre tydelig tegnede Figur. Derimod skilte Hr. Reumert sig tækkelig fra Kandidatens Rolle, og han kan ikke gøre for, at i al Fald undertegnede indtil sidste Akt troede, at Hr. Hagen havde reellere Hensigter paa Doris’ formentlige Grunker end paa Gyrithas Hjerte. Hr. S. Petersens italienske Diplomat mindede vel meget om den engelske Konsul i »Den kære Familie« og syntes at have lige saa vanskeligt ved at tale Fransk som det danske Selskab.Af Damerne var Fru Blochs Rolle den eneste, der taalte at tages lidt reelt paa. Der var Tilløb til noget originalt i denne vel den videst drevne af moderne Unge Pigetyper, som siger »Gamle Dreng» til sin Fader og af sin Guvernante har faaet Attest for at have en særlig Evne til at bevæge sig paa den yderste Grænse af det tilladelige. Det var mindre det straalende Lys, hun skulde udbrede om sig, end den forbløffende Oprigtighed og Positivitet i Synet paa Tingene, som Fru B. fik frem; i øvrigt understreges dette alt for urimelig plumpt af Forf., hvor Doris tilsiger sin Veninde al sin »inderligste Nysgerrighed», om hun vil betro hende sine Hjerteanliggender, eller hvor hun omstemmes over for Faderens Giftermaalsplaner. Fru Oda Nielsen gaar som sædvanlig med uforfærdet Lystighed løs paa sine Roller, og ud af en rig, »gebrokken». Hamburgerinde, der ved at faa »Geschäft» og »Gefühl» til udmærket at rime sammen, skabte hun en ikke videre veritabel, men ganske fantasifuldt opfunden Figur. Kun hendes længere Slutningsreplik var ude af Stilen. Fru Emma Nielsen havde en meget vanskelig og uklar Rolle som Gyritha — man faar slet ikke rigtig Hold paa denne Fremtoning — men hun havde et indtagende skælmsk Ansigt, der næppe kan bide Latteren i sig, hvor hun sidder og hører paa Jægermesterens Kærlighedserklæring. Naturligvis var Fru Eckardt ganske paa sin Plads som den anstandsfulde, »damede« Direktørfrue, som lider af Jalousi.Ved Slutningen af Forestillingen mærkede jeg, at mine Naboer til højre begyndte at blive lidt trætte af at le og klappe, og min Poet til venstre konstaterede ret tilfreds, at den »kære Familie« – genre maaske dog snart har haft sin Tid.
V. V.
Aarhus Stiftstidende, 9. april 1894.
En Premiére.
I Morgen Aften byder Direktør Julius Petersen paa en Premiére-Forestilling paa Aarhus Theater, idet der opføres Fru Emma Gads nye 4-Akts Lystspåil “Tro som Guld”.
Uden paa Forhaand at fremkomme med nogen Udtalelse om Lystspillets større eller mindre “literære” Værdi, notere vi blot, at det er særdeles underholdende, og man vil sikkert ikke fortryde at tilbringe en Aften sammen med Forfatterinden til “Et Sølvbryllup”.
AARHUS THEATER – “Tro som Guld” af Fru Emma Gad.
Hvor meget der end kan indvendes mod dette Lystspil, saa er det i hvert Fald meget underholdende. Dialogen er kvik og letløbende, og mange af Replikkerne ere baade vittige og morsomme. Lystspillet bliver fortræffeligt spillet. Fru Høffner, som udfører Doris, hævder i denne Rolle sit hurtigt vundne Ry som en af provinsscenens dygtigste Skuespillerinder. Aarhus Stiftstidende 16. april 1894 Hun er fuldt ud den unge, forkjælede Pige, som er Kammerat med sin Fader, slaar ham paa Skulderen og siger: “Gamle Dreng!” Hendes Replikfremsigelse er distinkt og pointeret, og i den Kunst at føre og maskere sig er hun meget langt fremme. Den anden Hovedperson i Stykket, Jægermesteren, som altid er i Pengeforlegenhed, træder ganske udmærket i Forgrunden ved Hr. Foghts Personlighed og ved hans brede og fornøjelige Spil.
Hans Ansigt var et Spejl for det, der rørte sig i ham. Naar han derfor afleverer sine Tirader om Troskab og sand Kjærlighed med inderlig Overbevisning om sin egen Bravhed, og Auditoriet ler, bliver Virkningen meget komisk.
Den næsten tysktalende Fru Rothenburg, en meget vanskelig Rolle at faa Noget ud af, spilledes af Fru Foght, som med Glans klarede Dialekten og ligeledes forstod at pointyere det Komiske i Rollen. Fruen viste sig i ikke mindre end tre elegante Toiletter.
Hr. Vald. Petersens Godsejer var uden Tvivl en lille Smule over Stregen, men iøvrigt morsom. Skilningen i Nakken er næppe i Analogi med hans egen Opfattelse.
De øvrige Rollehavende passede godt ind i Ensemblet. I det Hele var det en smuk Forestilling, som Direktør Petersen sikkert vil faa Glæde af.
Z.
Politiken, 27. december 1893. 
Til Kommandørinde Gads Førsteforestilling stiller præcist Hær og Flaade, Handel og Storindustri, Diplomati og Literatur, hver med passende Repræsentanter. Fru Gad har en udstrakt og forskelligartet Bekendtskabskres. Hvis Forfatterinden selv havde overværet Forestillingen – hvad hun ikke gjorde – vilde hun truffet saare mange kendte Ansigter paa Gulvet og i Balkonen-
Kjøbenhavn, 26. December.