Tro som Guld 4. akt

Samme Stue hos Graaes. Der er tændt Lamper. Fru Graaes sidder og broderer. Direktøren kommer ind fra højre.

PERSONERNE:

DIREKTØR GRAAE	FRU GRAAE
GYRITTA LÜTZAU, Fru Graaes Niece	DAMER
JÆGERMESTER GRAAE	DORIS GRAAE, Hans Datter
GODSEJER SØTOFT	HERRER
FRU ROTHENBURG	STUDENT SCHNEIDER
GREV MONTEFIORE	Jægermesterens tre drenge
HR. VON HALLE	KANDIDAT HAGEN
FREDERIKSEN, Tjener hos Graaes

INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ 4. AKT ■ ANMELDELSER

4. AKT
1. SCENE	Direktøren. Fru Graae. Senere Jægermesteren.
FRU GRAAE	Er Du endelig der, Vilhelm.
DIREKTØR GRAAE	Ja, undskyld, det var mig umuligt at naa hjem til Middag – jeg var til et Møde, der trak ud. Jeg haaber ikke, I har ventet?
FRU GRAAE	Nej, vi har spist. Det blev til en temmelig uhyggelig Middag; Du kom ikke, Hagen ikke heller, og Mauritz blev i sit Værelse – han er syg.
DIREKTØR GRAAE	Saa. Mon det ikke er Skulkesyge, han lider af. Har Fru Rothenburg været her?
FRU GRAAE	Nej, men hun maa jo snart komme. Jeg haaber, Du følger med os til Koncerten?
DIREKTØR GRAAE	Nej, desværre, jeg skal til en Generalforsamling. Jeg kom blot hjem for at se Posten.
FRU GRAAE	(sukker) Naa, saaledes.
	Jægermesteren kommer ind fra Baggrunden og ser forsigtigt, om Nogen er i Stuen. Da han ser Direktøren og Fruen, vil han gaa igen.
DIREKTØR GRAAE	(bliver ham vaer) Ah, Maurirz, er Du der – kom kun nærmere.
FRU GRAAE	Hvordan har Du det?
JÆGERMESTER GRAAE	Aa, saa som saa.
DIREKTØR GRAAE	(smiler) Frisk Mod, min tapre Ven, der gives Øjeblikke, hvor man maa mande sig op.
FRU GRAAE	Om lidt kan vi vente Fru Rothenburg; af det Møde, ved Du, at meget afhænger.
JÆGERMESTER GRAAE	Det gør mig ondt, men det er mig umuligt i Øjeblikketat tale med Fru Rothenburg.
DIREKTØR GRAAE	Hvorfor?
FRU GRAAE	Du ser da ikke saa daarlig ud.
JÆGERMESTER GRAAE	Jeg vil betro jer, at jeg er ikke meget syg, egentlig slet ikke.
DIREKTØR GRAAE	Naa, Gudskelov.
JÆGERMESTER GRAAE	Det er blot min forlorne Tand, der er gaaet i Stykker ved at bide i en forbandet haard Tvebak i Dag.
FRU GRAAE	Gik Du da ikke til din Tandlæge?
JÆGERMESTER GRAAE	Jo, sporenstregs. Han lovede at sende den om en Time, men endnu har jeg den ikke.
DIREKTØR GRAAE	(ler) Død og Pine.
FRU GRAAE	Den kommer nok, men forresten gør det da ingenting.
JÆGERMESTER GRAAE	Tilgiv, Amalie, der gives Øjeblikke, hvor man maa være paa Højde med Situationen, og det er man ikke, naar man læsper.
FRU GRAAE	Men det gør Du ikke – det er ikke til at høre.
JÆGERMESTER GRAAE	Saa er det da til at se.
DIREKTØR GRAAE	Nej.
JÆGERMESTER GRAAE	Og føle – for mig. I maa undskylde mig hos Fru Rothenburg og sige, at jeg er bleven syg.
DIREKTØR GRAAE	(ler) Anden Gang gaar det ikke at blive syg, min Brave.
FRU GRAAE	Nej, kære Mauritz, for slig en Ubetydeligheds Skyld vilde det da være taabeligt at sætte din Lykke paa Spil. (gaar hen til Entredøren) Frederiksen. (Tjeneren kommer ind) Saa snart der fra Tandlæge Olsen kommer en – Genstand til Jægermesteren, saa bring ham den øjeblikkelig.
TJENER FREDERIKSEN	Ja, Frue. (han gaar igen)
DIREKTØR GRAAE	Og jeg skal nok underholde Fru Rothenburg saa længe.
JÆGERMESTER GRAAE	(slukøret) Ja, mange Tak.
DIREKTØR GRAAE	Men foreløbig maa Du undskylde mig – jeg skal ind og klæde mig lidt om.
	Han gaar ud til venstre, idet han nikker venligt til Jægermesteren.
FRU GRAAE	Jeg synes, det ringede – det er bestemt Fru Rothenburg. Du er nok saa god at tage imod hende og sige, at jeg kommer straks.
	Hun gaar ud til venstre og nikker ligeledes til ham. Jægermesteren gaar hurtigt hen mod Baggrunden, stiller sig bag Forhænget og kiger ud.
TJENER FREDERIKSEN	(melder) Godsejer Søtoft.
	Søtoft kommer ind fra Entreen. Jægermesteren kommer frem.

LÆS RESTEN AF 4. AKT

4. AKT 2. SCENE	Jægermesteren. Søtoft.
GODSEJER SØTOFT	(ser sig om, idet han kommer ind) Her er Ingen – (ser Jægermesteren) Naa – Goddag.
JÆGERMESTER GRAAE	Er det Dig, Søtoft, velkommen, min brave Ven. Kom, lad os heller gaa ind i mit Værelse.
GODSEJER SØTOFT	(misfornøjet) Nej.
JÆGERMESTER GRAAE	Jo –
GODSEJER SØTOFT	Jeg gaar igen med det samme. Jeg kom blot for at sige Dig, at jeg er paa Vejen til Jernbanen. Jeg vil hjem.
JÆGERMESTER GRAAE	Hvordan – nej, bedste Søtoft, kære Ven –
GODSEJER SØTOFT	Jeg er ked af den Behandling. Ja, nu har jeg gaaet og brygget paa det i min Ensomhed, og nu er jeg lidt efter lidt blevet gal i Hovedet.
JÆGERMESTER GRAAE	Vist ikke nej.
GODSEJER SØTOFT	Jo, gu’ er jeg saa. Hils Frøken Doris og sig, at vil hun ikke have mig, saa kan hun lade være; nu rejser jeg min Vej – hjem, ja, og fejer det ud, alt det Kram, som jeg var begyndt at skrabe sammen til Ære for hende, baade Vinterhaven – ja, og de forgyldte Tapeter og de grønne Silkegardiner – ritsch ratsch – væk af Vejen – ud med det hele og med Tanken om hende og alle Fruentimmer til Hobe. Jeg har Chasseur, min Jagthund, den kan jeg forlade mig paa.
JÆGERMESTER GRAAE	Tror Du ikke, at jeg selv dadler hende – strengt, men sød er hun jo, den lille Heks – det Smil, hun har –
GODSEJER SØTOFT	(gnaven) Ja, det klæder hende forsømt godt, det Smil.
JÆGERMESTER GRAAE	Der ser Du. Trods alt er Du jo dog forelsket i hende.
GODSEJER SØTOFT	Saa er det Pinedød under den stærkeste Protest af min sunde Sans.
JÆGERMESTER GRAAE	Ja, men – i Grunden holder hun af Dig – jo, hun gør. Hun sagde selv i Dag, at det var allerbedst for Dig selv, om Du fik en Anden end hende.
GODSEJER SØTOFT	(lidt formildet) Sagde hun det?
JÆGERMESTER GRAAE	Ja, hun ser godt sine Fejl. Og jeg ved jo, bedre end Nogen, at der midt i hendes Paafund og Luner er sande Guldkorn af trofast Ømhed.
GODSEJER SØTOFT	Tror Du ikke, de er svære at faa fat paa.
JÆGERMESTER GRAAE	Ikke, naar man kender hende som jeg – og Du. Tys, der tror jeg, hun kommer. Tal nu med hende – jo, Du maa. Lad mig blot forberede hende lidt. Gaa ind der i min Broders Værelse og vent, saa skal Du se, om lidt kommer hun ind til Dig.
GODSEJER SØTOFT	Sig hende saa, at man er piskende gal, at man ikke kan modstaa hende, den kokette lille Tingest, men at jeg alligevel – nej, sig ikke noget, hun ved det forbandet godt selv.
JÆGERMESTER GRAAE	Nej, Kære –
GODSEJER SØTOFT	(vender sig i Døren) Jo, gu’ gør hun saa.
	Han gaar ud til højre, idet Doris kommer ind fra venstre. Hun er i Aftentoilette.

4. AKT 3. SCENE	Jægermesteren. Doris. Senere Gyritta.
DORIS	Hvem talte Du med, Papa?
JÆGERMESTER GRAAE	Jeg?
DORIS	(peger paa Døren til højre) Ja, hvem var det, som gik derind – var det Fru Rothenburg?
JÆGERMESTER GRAAE	Nej.
DORIS	Naa, hvordan gaar det – (ler og klapper ham paa Kinden) hvad, Hr. von der Tann.
JÆGERMESTER GRAAE	(fornærmet) Du ved godt, jeg har ellers fortræffelige Tænder.
DORIS	Godt, saa siger vi – Hr. von der Zähne.
JÆGERMESTER GRAAE	Ses det ellers videre, naar jeg trækker Læben ned – saadan?
DORIS	Det klæder ikke saa ilde. Der er et eller andet Individ, Du ligner, jeg tror, det er en Karudse.
JÆGERMESTER GRAAE	(strengt) Doris –
DORIS	Stakkels Du, som har maatet sidde ganske ene –
JÆGERMESTER GRAAE	(sukker) Ja, jeg har i min Ensomhed siddet og tænkt paa Dig og din Livsskæbne.
DORIS	Det er kønt af Dig, men Du skulde undgaa at bruge saa vanskelige Ord som “Livsskæbne”, indtil Du faar din Tand.
JÆGERMESTER GRAAE	Hør fornuftigt paa mig. Jeg har talt med Søtoft.
DORIS	Hvis Du nu igen begynder at snakke om Søtoft, saa gaar jeg min Vej. Sig mig saa, hvem var det, der gik ind i Onkel Vilhelms Værelse?
JÆGERMESTER GRAAE	(venligt) Hvor skal Du hen – Du er saa fin.
DORIS	Paa Koncert. Kan Du lide min Kjole?
JÆGERMESTER GRAAE	Det ligger udenfor mit Gebet.
DORIS	Ikke helt, for Du skal betale den.
JÆGERMESTER GRAAE	Tak.
DORIS	Hvem er saa derinde? Sig mig det.
JÆGERMESTER GRAAE	Doris, Søtofts trofaste Følelser –
DORIS	(interesseret) Det er Hagen.
JÆGERMESTER GRAAE	Aldeles ikke.
DORIS	(kigger i Nøglehullet) Saa er det Hr. von Halle.
JÆGERMESTER GRAAE	(med en pludselig Indskydelse) Naa ja, naar du gætter det, saa –
DORIS	Ja, det er ham, jeg kan se et Knæ af hans graa Benklæder. (kommer tilbage)
JÆGERMESTER GRAAE	Gaa selv derind, kære Barn.
DORIS	Men sæt nu, at jeg kom ud derfra og fortalte Dig, at jeg var forlovet – hvad saa
JÆGERMESTER GRAAE	(med Overbevisning) Saa vilde jeg kun haave, Doris, at Du havde handlet til din egen Lykke.
DORIS	(lægger Armen om hans Skulder) Stakkels Papa, har Du helt opgivet Kampen?
	Gyritta kommer ind fra venstre.
JÆGERMESTER GRAAE	(ser hende) Slip mig.
GYRITTA	Ah, der er Jægermesteren – er De nu bedre?
JÆGERMESTER GRAAE	(vil gaa) Aa – tak –
GYRITTA	Flygter De for mig?
JÆGERMESTER GRAAE	(trækker Læben ned) Paa ingen Maade, jeg –
DORIS	Ja, Papa generer sig, fordi hans Læbe er lidt ophovnet, men det lægger Du ikke Vægt paa, vel Gyritta?
GYRITTA	Nej, hvorfor skulde jeg det.
TJENER FREDERIKSEN	(kommer ind) En Pakke fra Tandlæge Olsen.
JÆGERMESTER GRAAE	(hurtigt) Lad mig se –
DORIS	Tak, Fredriksen, den er til mig.
TJENER FREDERIKSEN	(giver hende den) Vær saa artig, Frøken.
	Han gaar ud.
DORIS	(drillende) Det er den Tandpasta, Papa, som jeg har bedt ham sende mig. (putter den i lommen) Men sæt Dig dog ned, Gyritta.
GYRITTA	Jeg skulde ud og hente Avisen til Tante Amalie.
DORIS	Jeg skal bringe hende den, hvis Du vil blive hos Papa og opmuntre ham.
	Hun gaar ud i Entreen, kommer straks efter tilbage med Avisen og gaar med den gennem Stuen ud til venstre, idet hun skotter til dem med et lille Smil.

4. AKT 4. SCENE	Jægermesteren. Gyritta. Tilsidst Doris.
GYRITTA	Det er kedeligt, De ikke er rask, kære Jægermester. Er det Tandpine, De lider af?
JÆGERMESTER GRAAE	(usikker) Paa en Maade kan man vel nok sige, det er Tandpine.
GYRITTA	Maaske en Byld.
JÆGERMESTER GRAAE	(forlegen) Det er noget – paa Indersiden –
GYRITTA	Hvad gør De ved det?
JÆGERMESTER GRAAE	Jeg havde tænkt – maaske en Krydderpose.
GYRITTA	Eller et Vandomslag. Maa jeg have Lov at se?
JÆGERMESTER GRAAE	(trækker sig hurtigt tilbage) Nej, paa ingen Maade.
GYRITTA	Jeg beder undskylde.
JÆGERMESTER GRAAE	(nærmer sig igen) De maa ikke tro, Frøken Gyritta, at jeg ikke paaskønner Deres Deltagelse.
GYRITTA	(ler) Da maa jeg sige, De ser ud, som De kun tænkte paa at slippe fra mig.
JÆGERMESTER GRAAE	Nej, hvor kan De tro – naa, lad saa det hele briste eller bære – lad mig sige Dem – at jeg (ser til Entredøren) ja, Frøken Gyritta, den Interesse, der vises mig af Dem, kun den giver for mig Livet – om jeg saa maa sige – Buket, og hvis jeg turde tro –
GYRITTA	Kære Hr. Jægermester, lad os tale aabent med hinanden. Hvordan det saa end gaar, kan vi To ikke blive andet end Venner for hinanden.
JÆGERMESTER GRAAE	Venner – ikke andet. Men tror De ikke, at senere hen – Tiden, den –
GYRITTA	Tiden vil ikke forandre min Tanke. (rækker ham Haanden) Tak for Deres Hengivenhed og Tillid. Vær forvisset om, at jeg sætter Pris derpaa.
DORIS	(kommer ind fra venstre) Nu har jeg bragt Avisen. Papa, se her, jeg kom i Tanker om – Tandlægen sagde, at Pastaen ogsaa var et ufejlbarligt Middel mod Tandpine.
JÆGERMESTER GRAAE	Saa.
DORIS	(giver ham Pakken) Du skal se, den hjælper nok.
JÆGERMESTER GRAAE	Jeg skal forsøge – Frøken Gyritta – De undskylder –
	Han hilser og gaar ud i Baggrunden.
GYRITTA	Du er virkelig meget uarti mod din Fader, Doris.
DORIS	Lad Du os om det, kære Gyritta. Jeg tror, jeg holder af min Fader, saa jeg kan forsvare det, men Hver har jo sin Maade at være paa.
GYRITTA	Saa finder jeg det heldigt, at din Maade ikke er ganske almindelig.
	Hun gaar ud i Spisestuen, hvor man under følgende Sceneser hende sysle med Ryggen til Tilskuerne. Doris gaar henimod Døren til højre, men stanser.
DORIS	(alene) Der kommer Nogen.
TJENER FREDERIKSEN	(melder) Kandidat Hagen.
	Hagen kommer ind fra Entreen.

4. AKT 5. SCENE	Doris. Hagen. Tilsidst Gyritta
DORIS	Er De der, Hagen – endelig. Hvorfor kom De ikke til Middag?
KANDIDAT HAGEN	Jeg kunde ikke naa det og kommer nu for at gøre min Undskyldning.
DORIS	Jeg ventede det nok. Sæt Dem ned.
KANDIDAT HAGEN	(sætter sig) Tak – et Øjeblik. Jeg er lidt optaget.
DORIS	I Dameselskab har man ikke Lov at være optaget.
KANDIDAT HAGEN	Jo, af Damen.
DORIS	Det er en anden Sag. Synes De ikke, der er noget tiltrækkende ved at sidde og tale sammen, To alene, i et roligt Lampelys. De giver saa mange Tanker.
KANDIDAT HAGEN	Jeg troede ikke, De var særlig tankefuld.
DORIS	Jo, i Grunden er jeg ikke det Sommerfuglevæsen, som De maaske har trot. Derfor vilde jeg netop saa gærne tale med Dem – jeg vilde blot sige Dem, at – ja, det maa have forundret Dem, da min Fader sagde Dem, at jeg var forlovet.
KANDIDAT HAGEN	Med et Ydre som Deres kan det da umuligt forundre Nogen.
DORIS	(ser paa ham) Heller ikke Dem.
KANDIDAT HAGEN	Hr. Søtofts Tilsynekomst var ganske vist lidt uventet.
DORIS	Ser De, min Fader, han – ja – der er jo noget underligt i, at Forældre næsten altid sætter det materielle Hensyn højst. Synes De, at man har Lov til det.
KANDIDAT HAGEN	Et Fornuftsparti tiltrækker altsaa ikke Dem?
DORIS	Nej, ikke naar – ja, det vil sige, jeg synes nok, at Rigdom maa være et Surrogat, en Trøst for meget. Den er det næstbedste, naar man ikke kan faa det bedste.
KANDIDAT HAGEN	Og hvad er det bedste?
DORIS	Det siger man jo, at Kærlighed er – ikke? (efter et Ophold) Nu ses vi vel ikke mere?
KANDIDAT HAGEN	Formodentlig ikke.
DORIS	Men De er vist af dem, der ikke slipper Minderne; jeg har altid tænkt mig, at De gemmer paa meget og har lidt svært ved at faa det frem, ikke?
KANDIDAT HAGEN	Jo desværre, jeg bærer mig vist ofte dumt ad.
DORIS	Nej, det er i de Mennesker, at der bor allemest. Ja, det forstaar jeg – paa Bunden er jeg ligedan.
KANDIDAT HAGEN	(smiler) Saa maa der være langt til Bunden.
DORIS	(betonet) Man maa søge at finde den.
	Gyritta kommer ind fra Spisestuen og stanser overrasket ved at se dem sidde sammen.
GYRITTA	(vil gaa igen) Undskyld.
KANDIDAT HAGEN	(rejser sig bevæget) Gyritta, nej – gaa ikke.
DORIS	(for sig selv, idet hun ser paa dem) Naa saadan – altsaa dog. (staar et øjeblik i Kamp med sig selv og gør saa et Kast med Hovedet) Naa, ja, ja. (højt idet hun vender sig) Nej, Gyritta, Du maa blive og sige Farvel til Hagen.
KANDIDAT HAGEN	Aa ja –
DORIS	(drager hende nærmere) Vist saa, det er derfor, han er kommen. Du maa vide, vi har siddet sammen her, vi To og talt om Dig.
GYRITTA	Saa –
KANDIDAT HAGEN	Hvordan –
DORIS	Der er jo noget, man forstaar og føler, uden at man behøver Ord. Kære Hagen og Du Gyritta, elsk hinanden og bliv lykkelige. (til Gyritta) Jeg er vist ikke selv skabt for den store Kærlighed, dertil er jeg for ømtaalig og sart; det vilde være for stærk en Lykke eller ogsaa for stor en Lidelse – jo, jeg føler, den vilde dræbe mig; men at se Andres Kærlighed og at gøre, hvad jeg formaar for at nærme to Hjerter til hinanden, det er det yndigste, jeg ved. Saa, tal nu sammen – jeg gaar – I savner mig vist ikke.
	Hun nikker til dem og gaar hen til Døren til højre. Idet hun aabner den, standser hun overrasket, vakler et Øjeblik og gaar saa med en rask Beslutning ud ad Døren.

4. AKT 6. SCENE	Hagen. Gyritta. Senere Jægermesteren.
KANDIDAT HAGEN	Aa nej, Gyritta, bliv. Har De da ikke mærket, hvor jeg har gaaet her og tosset hele Dagen blot for at faa Dem i Tale? Hvor kunde De tro, at jeg foretrak Doris for Dem. Det havde jeg ikke fortjent.
GYRITTA	Jo, lidt. De har vist hende vel megen Opmærksomhed.
KANDIDAT HAGEN	Frøken Doris er en af de unge Damer, hvis Væsen og Ord man ikke tager for Alvor – det gør hun vist mindst af Alle selv, lader det til. De De, Gyritta, De betyder paa engang Livets Alvor og Livets Glæde for mig.
GYRITTA	Er det sandt?
KANDIDAT HAGEN	De maa dog have vist, hvor jeg har Dem kær – jeg kan ikke forstaa, ikke forklare, hvorfor De er helt anderledes for mig end alle Andre. Jeg ved blot, at Kærligheden er der, og den slipper mig aldrig.
GYRITTA	Deres Ord gør mig meget lykkelig, endnu mere, fordi jeg var lidt vred paa Dem – ja, lidt. Hvorfor lod De mig i Uvished – hvorfor sagde De mig ikke dette før?
KANDIDAT HAGEN	Fordi jeg vilde være sikker paa Dem, før jeg taltem jeg syntes ikke, jeg havde Lov at binde Dem, men hvis De vil vente paa mig, som jeg vil vente paa Dem, saa skal intet skille os ad, naar jeg ad Aare kommer hjem. Kom, lad os tale om det altsammen, kære elskede Gyritta –
	De gaar hen til en lille Sofa i Baggrunden, halvt skjult af en Skærm, og tage Plads, fuldstændig optagne af hinanden. Straks efter kommer Jægermesteren ind fra Baggrunden, og gaar helt ind i Stuen uden at blive dem vaer. Da han vender sig og ser dem, gør han en overrasket Bevægelse og lister sig hen til Døren til højre, men betænker sig, da han husker paa Doris og Søtoft; vil saa gaa tilbage samme Vej, hvorfra han kom, men stanser forlegen og tager Plads i Forgrunden, idet han diskret tager en Bog. Da han hører Lyden af et Kys, tror han at burde rømme sig. De To farer forskrækket op.
JÆGERMESTER GRAAE	Jeg beder meget undskylde, at jeg forstyrrer –
KANDIDAT HAGEN	(forlegen) Jeg beder – jeg vilde netop tage Afsked –
GYRITTA	Uden at gaa ind til de Andre?
KANDIDAT HAGEN	Det vil jeg helst. (rækker Jægermesteren Haanden halvt leende, halvt flov) Ja, nu er vi uforvarende blevne tre om vor Hemmelighed, Hr. Jægermester. Jeg beder Dem bevare den for os – levvel.
	Han kysser Gyrittas Haand og gaar ud i Entreen.

4. AKT 7. SCENE	Gyritta. Jægermesteren. Straks efter Direktøren.
JÆGERMESTER GRAAE	Jeg vidste jo ikke – kunde ikke ane – hm (konserverende) Det er virkelig trukket sammen – Skyerne – jeg mener – udenfor.
GYRITTA	Saa –
	Direktøren kommer ind fra venstre.
DIREKTØR GRAAE	Ah, jeg troede, det var Fru Rothenburg.
JÆGERMESTER GRAAE	Nej –
DIREKTØR GRAAE	Og saa er det med Dem, Frøken Gyritta, at jeg træffer min Broder i Tête-á-tête –
GYRITTA	(adspredt) Hvordan – nej, ganske vist – Tante Amalie spurgte hun ikke efter mig – undskyld.
	Hun gaar hurtigt ud til venstre.
DIREKTØR GRAAE	(ser efter hende) Tør jeg spørge, er det Dig, der har bragt hende i den Bevægelse?
JÆGERMESTER GRAAE	Det tør jeg maaske ikke paastaa – ikke ubetinget.
DIREKTØR GRAAE	Nej, jeg vil ikke sige, Du ser ud til det. Naa, gamle Kamerat – op Dig nu. Husk, Du gaar og venter paa Lykken.
JÆGERMESTER GRAAE	(sukker) Vilhelm, kom, jeg har tilgivet Dig – jeg har glemt dine krænkende Ord i Dag. Ræk mig din Haand.
DIREKTØR GRAAE	Vær saa god, her er den, men jeg vil side Dig, jeg betaler ikke.
JÆGERMESTER GRAAE	Benyt dog ikke saadanne ukærlige Udtryk. Jeg tænkte i dette Øjeblik kun paa Forsoning, skønt jeg har svært ved at forstaa sit Sindelag. (med Venlighed) Naa, lige meget, jeg er jo kommen ud over at betragte Dig som min Tilflugt og min Støtte. Jeg har maaske været for let, men jeg staar nu med en bitter Erfaring, berøvet alle Drømme. Jeg er beredt til at tage Livets Kaar som en Mand – resigneret og pligtopfyldet, Men derfor behøver vi da ikke at slippe de gamle Minder og den fælles Fortid.
DIREKTØR GRAAE	Nej, Kære, men lad os helst tænke paa Fremtiden. Takket være hende, Du venter, viser den sig jo nu rig og haabefuld for dine Blikke.
TJENER FREDERIKSEN	(melder) Fru Rothenburg.
DIREKTØR GRAAE	Ah, saa trækker jeg mig tilbage til et Glas Sodavand og overlader Kamppladsen til Dig, jeg ønsker Dig det bedste Held og – (hvisker) God Fornøjelse.
	Han gaar hurtigt ud i Baggrunden. idet Fru Rothenburg kommer ind fra Entreen.
JÆGERMESTER GRAAE	(for sig selv) Naa. Terningen er kastet.

4. AKT 8. SCENE	Jægermesteren. Fru Rothenburg.
JÆGERMESTER GRAAE	(gaar hende i Møde) Godaften, Kære Frue.
FRU ROTHENBURG	(venligt) Ah, er det Dem, jeg træffer, Hr. Jegermester. Er Fru Graae ikke visibel?
JÆGERMESTER GRAAE	Hun kommer vist lige straks, men jeg er glad, at jeg faar Lejlighed til at tale lidt med Dem – alene.
FRU ROTHENBURG	Jeg er ganske til Deres Disposition.
JÆGERMESTER GRAAE	Jeg beder Dem – tag Plads. (kommer til at støde lidt til hende) Ah – unschuld-
	Fru Graae kommer ind fra venstre men trækker sig forsigtig tilbage uden at blive set.
JÆGERMESTER GRAAE	(elskværdig) Fru Rothenburg, hvis jeg læser ret i Deres Ansigt, er De ikke mere vred paa mig, vel?
FRU ROTHENBURG	Ach nej, bedste Hr. Jegermester, aldeles ikke – gar nicht.
JÆGERMESTER GRAAE	Tak, De ved ikke, hvor jeg har været nedstemt ved Tanken om, at De var fortørnet. Jeg troede ikke, at De vilde dømme saa forsonligt, saa – saa ædelt – jeg mener, jeg turde næppe haabe –
FRU ROTHENBURG	Ach, jeg tør vist ikke rose mig af at være edel. Det er jo ikke saa vanskeligt at være forsonlig, naar man ser, at Skæbnen saa gunstigt har ledet Ens Schritt til det bedste.
JÆGERMESTER GRAAE	Tak, Karoline, fordi De tænker saa smukt om mig.
FRU ROTHENBURG	Forstaa mig ret, Hr. Jegermester, jeg betragter det som et heldigt Træf, at Deres Optreten i Dag har givet mig Lejlighed til at tænke over Sagen, før det hele var arrangeret.
JÆGERMESTER GRAAE	(studser) Hvordan –
FRU ROTHENBURG	(venlig men bestemt) Jeg har betænkt mig – ja, ich habe mich bedacht.
JÆGERMESTER GRAAE	Jeg skal da ikke forudsætte, at – at det Baand, der var Tale om – om at knytte, ja, jeg mener – at det er forbi?
FRU ROTHENBURG	Ser De, Hr. Jegermester, da Deres Ivrighed i Dag ikke var just – kolosal, saa var det min Agt, som det mest diskrete, at lade Sagen dø hen – jeg streber nemlig immer at være delikat.
JÆGERMESTER GRAAE	Særdeles kønt –
FRU ROTHENBURG	Men siden De nu selv forlanger en Erklärung, saa vil jeg tale ehrligt. Da jeg i Mittags kom hjem, forefandt jeg en Billet fra min Sachfører, som havde været saa forsigtig i min Interesse at indhente nærmere Oplysninger om Deres pekuniære Status. Han er nemlig en overordentlig habil Mand – ganz famos –
JÆGERMESTER GRAAE	Ja saa – hm –
FRU ROTHENBURG	Og det Indblik, han har faaet i Deres Affærer, har konstateret, at de er saa grundig verwickelte, at en uigenkaldelig Forbindelse kun kunde blive uheldig for os begge.
JÆGERMESTER GRAAE	Ikke for mig – jeg forsikrer Dem –
FRU ROTHENBURG	Saa maaske des mere for mig. Jeg kan kun beklage, at vor Tod er bleven optaget af Diskussioner, der ikke har ført til noget gunstigt Resultat, (venlig) men nu kan jo hele Resten besørges af min Sachfører.
JÆGERMESTER GRAAE	Ja, selvfølgelig – det vil sige, uheldigvis, saa –
FRU ROTHENBURG	Han kommer til Dem her i Morgen Kl. 10 for at træffe alle Dispositioner angaaende vore Forretninger. De vil finde ham overordentlig puncktlich og bestimmt.
JÆGERMESTER GRAAE	Saa, sa –
FRU ROTHENBURG	(forekommende) I Fald det er Dem mere belejligt, kan han ochsaa vente til Übermorgen.
JÆGERMESTER GRAAE	(tørrer Panden) Hvad Belejligheden angaar, kommer det ganske ud paa eet.
FRU ROTHENBURG	Det gleder mig. Ja, kære Hr. Jegermester, vil vi immer vedblive at være Venner – nicht wahr?
JÆGERMESTER GRAAE	Venner – naa ja – ogsaa vi.
FRU ROTHENBURG	(trykker hans Haand) Ach ja, hvad var vort Liv uden Venner. Hvad var vor arme Existents uden Erkendtlighed – ja, ohne Erinnerungen, ohne Gefühl. (rørt) Jeg siger med vor store Dichter: “Was ist das Leben – ein Traum”.
JÆGERMESTER GRAAE	Tror De – ogsaa for Deres Sagfører?
FRU ROTHENBURG	(venlig) Det er jo was anders. Vil De maaske være saa venlig at kalde paa Fru Graae?
JÆGERMESTER GRAAE	Jo. Hvis Fruen vil gaa derind, træffer De foreløbig min Broder.
FRU ROTHENBURG	Ah – tak.
	Hun gaar ind i Spisestuen fulgt til Døraabningen af Jægermesteren.
JÆGERMESTER GRAAE	(højt) Er Du der, Vilhelm –
	Man ser Direktøren komme Fru Tothenburg i Møde og derefter forsvinde med hende.
JÆGERMESTER GRAAE	(gaar hen mod Døren til venstre) Hvad nu. (kalder ud) Amalie.
	Fru Graae kommer ind fra venstre.

4. AKT 9. SCENE	Jægermesteren. Fru Graae.
FRU GRAAE	(ivrig) Er Du alene, Mauritz, hvor er Fru Rothenburg – Du har talt med hende – kan jeg ønske Dig til Lykke?
JÆGERMESTER GRAAE	Hvorledes – nej, ikke just – ganske – jeg mener – ikke fra dit Synspunkt.
FRU GRAAE	(studser) Men jeg troede, alt var i den bedste Gænge. Bliver det ikke til noget?
JÆGERMESTER GRAAE	Jo, med hendes “sachfører”.
FRU GRAAE	Kære Mauritz, jeg frygter, Du har handlet uforstandigt – ja, uforsvarligt ved at trække Dig tilbage fra et saafordelagtig Parti.
JÆGERMESTER GRAAE	(sukker) Man er jo ikke altid Herre over Forholdene.
FRU GRAAE	Hvorfor blev det ikke til noget? Du tier – der maa jo være en Grund.
JÆGERMESTER GRAAE	(søgende) Ja, Grunden, den – ser Du (faar en Ide) udfrit mig ikke, Kære. (diskret) Jeg forstod, at hendes Hjerte, det – kort sagt, der er en anden Følelse, som hindrer hende.
FRU GRAAE	(studser) En anden Følelse – hvilken? Hvor er hun henne?
JÆGERMESTER GRAAE	(peger bagud) Der inde.
FRU GRAAE	Alene?
JÆGERMESTER GRAAE	Nej, sammen med Vilhelm.
FRU GRAAE	Ja saa. Gentag, hvad hun sagde. Jeg vil høre det.
JÆGERMESTER GRAAE	(forbeholden) Kære Amalie, Du indser, der er Øjeblikke, hvor Ens Mund maa være lukket. Naar det gælder en Dame – den Slags delikate Anliggender – enfin –
FRU GRAAE	Ved Du da, i hvem hun er forelsket?
JÆGERMESTER GRAAE	Nej, hvor skulde jeg ane –
FRU GRAAE	Hvorfor er hun bestandig kommen anstigende. Hør nu, hendes Kort med det aftalte Møde?
JÆGERMESTER GRAAE	Det var mit, Amalie.
FRU GRAAE	(mistænksom) Men Diamantringen da?
JÆGERMESTER GRAAE	Det var ogsaa min. (indtrængende) Du maa tro mig – det var min.
FRU GRAAE	Du staar jo og lyver. Jeg ser det paa dig.
JÆGERMESTER GRAAE	(usikker) Jeg forsikrer Dig, hvis Nogen har Skyld, saa er det mig. Selv om Vilhelm har sine Svagheder, selv om han kæmper lidt med sit Hjerte –
FRU GRAAE	Hvadbehager?
JÆGERMESTER GRAAE	Jeg mener, selv om han ikke kæmper med det – ikke tilstrækkeligt, saa nærer han sandelig den dybeste Agtelse for sin Hustru.
FRU GRAAE	Tak, Agtelse den faar jeg nok af, og den skal jeg idetmindste vide at hævde. Ja, Du dækker saa godt Du kan – Ubetydelighed – svagt Hjerte – ikkesandt –
JÆGERMESTER GRAAE	Kære Amalie, det kunde da ikke falde mig ind at kalde Vilhelm for en Ubetydelighed.
FRU GRAAE	Ah, der slap hans Navn ud – omsider. Lad os saa gaa derind.
JÆGERMESTER GRAAE	(ængstelig) Jeg beder Dig indstændigt om ikke med et Ord antyde –
FRU GRAAE	(gaar henimod Døren) Lad Du mig om det.
	Direktøren og Fru Rothenburg kommer ind fra Baggrunden.

4. AKT 10. SCENE	Direktøren. Fru Graae. Jægermesteren. Fru Rothenburg.
FRU GRAAE	(hilser lidt stift) Godaften, Frue, undskyld, jeg ikke Straks var til Stede.
FRU ROTHENBURG	(forekommende) Direktøren har ganske erstattet Dem.
JÆGERMESTER GRAAE	(vil gaa) Ja, Vilhelm, jeg ved, Damerne har Sager at afhandle, saa –
FRU GRAAE	Derfor kan Herrerne vist godt vlive, ikke?
FRU ROTHENBURG	(nikker til Direktøren) Heller ens gærne, bitte.
FRU GRAAE	Vil De ikke tage Plads?
FRU ROTHENBURG	(sætter sig) Tak. Jeg vilde som sagt kun gærne tale lidt med Dem om den unge Schneider.
DIREKTØR GRAAE	Naa. Er han nu igen i Vanskeligheder?
FRU ROTHENBURG	Det er han immer.At være af Naturen komplet blottet for Subsistensmidler – (trækker paa Skulderen) det er jo –
DIREKTØR GRAAE	Schauderhaft.
FRU ROTHENBURG	Ja.
JÆGERMESTER GRAAE	(sukker) Det er vist.
DIREKTØR GRAAE	Jeg synes. den Protégé er Dem noget besværlig.
FRU ROTHENBURG	Gewiss, men trotz alt er jeg schwach for hans Begavelse. Han har saa interessante Øjne – ganz famose Augen.
FRU GRAAE	(køligt) Saa – Paa mig har de ikke gjort Indtryk.
JÆGERMESTER GRAAE	(formildende) Selvfølgelig –
FRU ROTHENBURG	Men uheldigvis er han saa melankolsk og nervøs, at hvis han ikke faar en Rekreationsrejse til en sydlichere Klimat, vil han sandsynligvis være verloren.
DIREKTØR GRAAE	Donnerwetter.
FRU ROTHENBURG	Jeg vilde derfor spørge Dem, Fru Graae, siden De har Interesse for den unge Schneider og for moderne Literatur, om De ikke muligvis vil være med at arrangere en privat Aftenunderholdning til Fordel for hans Rekreation.
DIREKTØR GRAAE	(kølig) Han er mig rigtignok temmelig ubekendt.
FRU ROTHENBURG	(tager en Pakke frem) En Dichter lærer man bedst at kende gennem hans Værker; jeg har derfor medbragt hans sidste Manuskript for at bede Dem lese det.
DIREKTØR GRAAE	Hvorfor udgiver han ikke den Bog?
FRU ROTHENBURG	Han har lidt vanskeligt ved at arrangere sig med en Forlægger.
DIREKTØR GRAAE	Ah.
FRU ROTHENBURG	Det er en Roman med indflettede Dichte – ja, Gedichte von zartesten Gefühl.
FRU GRAAE	(tørt) Saa –
FRU ROTHENBURG	Ja, Og selve Sujettet er overordentlig pikant.
DIREKTØR GRAAE	(interesseret) Pikant – maa vi høre.
FRU ROTHENBURG	Det er med faa Ord en Dame – hæjst forførende, der opvækker rn lidenskabelig Kærlighed hos en gift Mand, saa han for hendes Skyld forlader alt og rejser med hende langt bort – wech – til Pensylvanien. Det hele Forhold er skildret med brændende Varme – und
DIREKTØR GRAAE	Leidenschaft.
FRU ROTHENBURG	Ja.
FRU GRAAE	Men jeg ynder ikke den Art Varme.
DIREKTØR GRAAE	Du kender den maaske ikke engang, kære Amalie.
JÆGERMESTER GRAAE	(formildende) Naturligvis.
FRU GRAAE	Lad mig side Dem straks, Frue – uden Omsvøb – jeg kan ikke paatage mig at støtte Deres unge Digter og overlader ham til Deres egen Interesse og Onhu.
DIREKTØR GRAAE	Maa det da ikke være mig tilladt –
FRU GRAAE	Nej, jeg beder Dig. Den Retning i Aandslivet, som forherliger upassende Kærlighedsforhold, og – fremfor alt – som krænker Ægteskabets Hellighed, den regner jeg ikke alene for skadelig, jeg betragter den som forbryderisk, og hvis Deres Protegé af den Aarsag har Modgang og Besvær, bedste Frue, saa kan jeg kun sige, at det er Løn som forskyldt.
DIREKTØR GRAAE	(undskyldende) Min Kone er maaske i den Henseende lidt streng.
FRU GRAAE	Ja, hvor det gælder dert højeste i Livet, kan jeg ikke gaa paa Akkord. At leve efter Moralens og Pligtens Bud har stadig været min Stræben, men jeg ved jo, at der destovære findes dem, hvis Opfattelse er en helt anden.
JÆGERMESTER GRAAE	(undskyldende) Naturligvis.
DIREKTØR GRAAE	Ja fy – hvad Fru Rothenburg.
FRU GRAAE	Det hjælper ikke, Du vil spøge, Vilhelm. Jeg ved godt, at de Skranker, der værner om Familielivets Fred, de regnes af Anderledestænkende for bonerte Fordomme, og den Bog, som skildrer, at en forførisk Kvinde lokker en Mand fra sin Hustru og en Familiefader fra sin Arne, den findes jo af Enkelte berettiget og – pikant, fordi den stemmer med deres egne, umoralske Tilbøjeligheder.
JÆGERMESTER GRAAE	Det er indlysende.
FRU ROTHENBURG	Mener De med det, Frue, at jeg har umoralische Tilbøjelichheder, fordi jeg nærer Sympathi for den unge Schneider.
FRU GRAAE	(fornem) Det var selvfølgelig ikke min Mening, men ifald De selv synes, Frue, at De har Aarsag til at tage mine Ord til Indtægt, saa staar det jo ikke til mig at forhindre Dem deri.
FRU ROTHENBURG	Gott im Himmel –
DIREKTØR GRAAE	Jeg beder Dem endelig ikke misforstaa –
FRU ROTHENBURG	Det tror jeg ikke er muligt.
JÆGERMESTER GRAAE	(undskyldende) Nej – selvfølgelig –
FRU ROTHENBURG	(krænket) Jeg havde mindst ventet, at min uegennyttige Interesse for en talentfuld og beklagelsesværdig ung Mand skulde blive udlagt paa en saa ufordelagtig Manér. (tager Manuskriptet) Jeg beder undskylde, Frue, at jeg har været saa fri at appellere til Deres Goddædighed og Deres Interesse for Livetys højere Sfærer – jeg ser, den er forskellig fra min – ganz und gar.
FRU GRAAE	Ja, jeg tror ogsaa, vi tænker lidt forskelligt.
FRU ROTHENBURG	Naar det endelig skal være, saa kan jeg selv støtte den unge Schneider paa hans Dichterbane, og i det Offer skal jeg sætte mig en Ehre og en Pflicht.
DIREKTØR GRAAE	(søger at komme til Orde) Kære Frue, De maa ikke tro –
FRU ROTHENBURG	Jeg er ene Dame, ich bin einsam und unbescütz, das ist whr, aber meine Principen sind rein, und auch ich habe mein Pflichtgefühl und meine Moral und mein edleres Streben. Adieu, gnädige Frau – meine Herren – auf Wiedersehen – ich bitte.
	Hun hilser paa Direktøren, der høfligt følger hende til Døren, og gaar med Værdighed ud i Entreen.

4. AKT 11. SCENE	Direktøren. Fru Graae. Jægermesteren. Senere Gyritta, Søtoft og Doris. Tilsidst Jægermesterens tre Drenge.
DIREKTØR GRAAE	(kommer tilbage) Amalie, hvorfor i al Verden var Du saa ubehagelig mod Fru Rothenburg?
FRU GRAAE	Fordi jeg ønskede at afbryde Forbindelsen med den Dame, og jeg tror, det lykkedes
DIREKTØR GRAAE	Ja, vistnok særdeles godt.
FRU GRAAE	At jeg maatte sige hende min Mening er værst for hende selv.
DIREKTØR GRAAE	Og den unge Schneider.
FRU GRAAE	Du kan jo omgaas hende, om Du vil, lade Dig dyrke, smigre og kurtisere, som Du hidtil har gjort, men her i mit Hus ønsker jeg ikke oftere at se hende af Grunde, vi nærmere skal tales ved om.
DIREKTØR GRAAE	(trækker paa Skulderen) Naa saaledes.
FRU GRAAE	Med hende er jeg færdig.
JÆGERMESTER GRAAE	Gid jeg kunde sige det samme.
FRU GRAAE	(bestemt) Det er jo sandt – Vilhelm, jeg fordrer, ja, jeg forlanger, at Du i Morgen den Dag betaler Fru Rothenburg den sum, som Mauritz er hende skyldig. Vil Du ikke, saa gør jeg det – af mine egne Penge. Nu er det blevet nødvendigt.
JÆGERMESTER GRAAE	(klarer pludselig op) Ja, aldeles nødvendigt. (med Værdighed) Du skal faa Pengene tilbage, Vilhelm –
DIREKTØR GRAAE	(ryster paa Hovedet) Det tror han.
JÆGERMESTER GRAAE	Ja, om jeg saa skal nægte mig alt, men til den Dame, der har fornærmet min Broders Hustru, kan og vil jeg ikke staa i en pinlig Gæld (ryster Fru Graaes Haand) Du tænker som jeg, Amalie, (vender sig) Du har en ædel Hustru, Vilhelm.
DIREKTØR GRAAE	Ja, uhyre ædel.
	Gyritta kommer ind fra venstre med et Overstykke paa Armen.
GYRITTA	Tante Amalie, det er vist paa Tide at tage afsted til Koncerten.
FRU GRAAE	Naa – godt.
	Hun fjerner sig lidt, idet Gyritta hjælper hende Overstykket paa.
JÆGERMESTER GRAAE	(sagte til Direktøren) Naa, klar op, lille Vilhelm.
DIREKTØR GRAAE	(ægerlig) Den kan jeg formodenlig takke Dig for, den Byge.
JÆGERMESTER GRAAE	Mig. Nej, min Ven, om det saa er for Diamantringen, har jeg som en god Broder taget Skylden paa mig.
DIREKTØR GRAAE	Og straks ladet den gaa videre til vor germanske Veninde.
JÆGERMESTER GRAAE	Det har Amalie selv besørget – paa Ære.
DIREKTØR GRAAE	Du ved jo godt, at jeg ikke har det mindste at bebrejde mig med Hensyn til Fru Rothenburg.
JÆGERMESTER GRAAE	(ler) Ikke det mindste. Men hvad saa. (lunt) Husk dine egne vise Ord om Engkulturen – det gælder at skaffe et Afløb, Du – ja, ogsaa for Skinsyge.
DIREKTØR GRAAE	Maaske. Nu slipper jeg Dig vel aldrig.
JÆGERMESTER GRAAE	(pludselig hengiven) Aldrig, Kære. Hvad der end kan siges mig paa, mod Dig er jeg trofast.
DIREKTØR GRAAE	(smiler) Ja, tro som Guld.
JÆGERMESTER GRAAE	(tager ham om skulderen) Det er et sandt Ord.
FRU GRAAE	(vender sig) Men hvor er Doris?
JÆGERMESTER GRAAE	Aa, her – tror jeg.
	Han gaar hen og aabner Døren til højre. Doris kommer ind.
DORIS	(til Jægermesteren, idet hun ser efter Fru Rothenburg) Naa.
	Jægermesteren trækker beklagende paa Skulderen.
DORIS	(ud ad Døren til højre) Kom dog, kære Søtoft –
	Søtoft kommer ind. Hun lægger sin Arm i hans.
GODSEJER SØTOFT	(ser forelsket paa hende) Doris –
JÆGERMESTER GRAAE	(med aabne Arme) Kære Børn – kom –
DORIS	Hvortil den Rørelse, Papa. Søtofts og min Forlovelse er jo en gammel Historie.
FRU GRAAE	For os ikke. Til Lykke, Hr. Søtoft.
GODSEJER SØTOFT	Ja, glad for hende, det er jeg – –
JÆGERMESTER GRAAE	(trykker hans Haand) Bravo Søtoft –
GODSEJER SØTOFT	Jo, gu’ er jeg saa.
DIREKTØR GRAAE	(halvsagte) Blot det varer.
GYRITTA	De har endnu en Aarsag til Glæde, Jægermester – endelig regner det.
DIREKTØR GRAAE	Saa er da i alt Fald Havren reddet.
JÆGERMESTER GRAAE	Pyt med Havren. Nej, nu skriver Forvalteren, at Roerne, de er kaput, hvis vi ikke faar Varme.
GYRITTA	Hvornaar bliver det saa godt?
DIREKTØR GRAAE	Næppe, før Himlen bliver inddelt i Kvadrater efter Hr. Jægermesterens Behov.
GYRITTA	(ler) Saa bliver det maaske først rigtig galt.
	Jægermesterens tre Drenge komme ind fra Entreen, fulgte af Tjeneren og en Karl, der bærer en stor Kuffert.
JÆGERMESTER GRAAE	Se, er I der, Drenge, velkommen.
DORIS	Sig dog pænt Goddag til Onkel og Tante lille Mauritz.
JÆGERMESTER GRAAE	Naa, nu skal rigtignok den rare Tante Amalie vise jer alt, hvad der er at se, ikke?
DIREKTØR GRAAE	(smiler lidt) Ja, det glæder hun sig til.
TJENER FREDERIKSEN	Hr. Jægermester, her er ogsaa en Kalkun.
JÆGERMESTER GRAAE	Tak, giv mig den. Se, Amalie, den spiser vi i Morgen, hvad – med ristede Kastanjer.
FRU GRAAE	Tak, kære Mauritz. (halvsagte til Direktøren) De tror altid, at en Kalkun kan gøre det.
JÆGERMESTER GRAAE	(løfter stolt Kalkunen) Hvad siger I om den Kamerat, hvad, lille Børn. Jeg tror, den vejer sine femten Pund.
DIREKTØR GRAAE	(smiler resigneret) Naa ja ja. Det bliver lige tusind Kr. Pundet.
TÆPPE

INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ 4. AKT ■ ANMELDELSER

Emma Gad

Bannerføreren for anstændig adfærd

Tro som Guld 4. akt