Jyllands-Posten, 24. februar 1894.
Folketinget.
Torsdagen kunde opvise et meget livligt og interessant Møde; men det var da ogsaa en saa celeber Sag som Forfatter- og Kunstnerretten, som var til Behandling. Hertil kom, at det saae ud til, at det endelig skulde lykkes at føre Sagen igjennem efter Udvalgets Holdning at dømme; idet de Moderate med Undtagelse af Hr. And. Sørensen havde forenet sig med Højre om Indstilling af Ændringsforslag. Men saa stiller Hr. Alberti et Ændringsforslag, om at de §§, der angaa Tilslutningen til Bernerkonventionen, skulle udgas. Hvis dette Ændringsforslag blev vedtaget, vilde Lovforslaget være lemlæstet, og det vilde utvivlsomt være rigtigst slet ikke at vedtage Resten, men haabe paa bedre Tider. Man forstaar, at Kampen altsaa kom til at staa om det Albertiske Ændringsforslag.
Hr. Klein, som er Udvalgets Ordfører, gjennemgik Sagen og forsvarede Forslaget og blev her senere støttet af d’Hrr. Harald Holm og Dr. Brandes. Angrebene udførtes af d’Hrr. Alberti og Andr. Sørensen. Alberti vilde ikke kaldes en “Barbeer”, om han end her fungerede som “Barbeer”. Dette Udtryk gav Dr. Brandes Anledning til senere at betegne Hr. Alberti som “den meget talende Barber fra Kjøge”. Forøvrigt vare d’Hrr. Albertis og Andr. Sørensens Argumenter baade faa og smaa. Hr. Brandes havde næppe ganske Uret, naar han paastod, at det var et ganske simpelt Redaktørspørgsmaal; det gjaldt om man stadig skulde have Lov til at ernære sig af Rov. Han citerede Peder Paars, der var fra Kalundborg lige som Hr. Sørensen. Men hverken Vittigheder eller Argumeuter kunde klare Sagen. Ved Afstemningen, som af Bergianerne var begjært efter Navneopraab, blev Albertis Ændringsforslag imod al Forventning, Udvalgsflertallet tiltrods, vedtaget med 47 Stemmer mod 40. Disse 40 bestode af Højre, nogle Moderate og Europæere, samt Socialdemokraterne. Det er ikke usandsynligt, at adskillige af de Moderate, som enten sagde: stemmer ikke, eller maaske endog enkelte af de, som stemte for Ændringsforslaget, havde mest Lyst til at stemme imod; men Kjærligheden til Evropæismen er af den Natur, at den nok kunde bestemme deres Standpunkt.
Tilhørerlogerne vare godt besatte. I Damelogen saaes Forfatterinderne Fru Emma Gad og Frk. Mossi Bruhn.
Altsaa foreløbig har Danmark givet Afkald paa at slutte sig til Bernerkonventionen. Men Enden er næppe naaet endnu.
Næstved Tidende, 9. marts 1894.
“Er ogsaa mit Værk kun Spøg og Tant,
saa flygtig som Døgnet, der kom og svandt;
jeg regner det ikke for ganske tabt,
i Fald mine skrevne Ord har skabt
mig ubevidst her og hist en Ven,
som siger: Vi træffes vel snart igjen.”
Disse Linier har Forfatterinden Fru Emma Gad skrevet under sit Billede i sidste Aars “Juleroser”, og der er i dem noget af Karakteristik af hendes egen Forfattervirksomhed: hun er den lette, lykkelige Spøgs Forfatterinde; næppe nogen nulevende danske Forfatter kan i saa Henseende maale sig med hende. Og i triste, trætte Tider, da Folk næppe kan slaa et Smil af hinanden “med en Vognkæp”, som det gamle Ord siger, i saadanne Tider kommer en Spøgefugl som Emma Gad svært til Pas.
For nogle Aar siden skrev hun Skuespillet “Et Sølvbryllup”; det er gaaet over Brædderne mangfoldige Gange baade i Kjøbenhavn og i Provinserne og et vistnok kjendt af mange af vore Læsere. Nu i Fjor Efteraar kom “Tro som Guld”, der endnu “trækker hus” paa Statsteatret og morer Folk. Hendes første dramatiske Arbejde hed for Resten “Et Aftenbesøg”; det opførtes første Gang i 1886, senere kom “Et Stridspunkt” og “Fælles Sag” samt de allerede nævnte.
Skuepladsen for disse Arbejder er gjærne Middelstandens Hjem, som Fru Gad har studeret grundigt. Hun har opdaget disses svage Sider og lægger dem blot til almindelig Moro. Ikke saa ondskabsfuld som gamle Holberg, ikke efter hans storslaaede Maalestok, ikke saa ubarmhjærtigt, snarere saadan, at skjønt man godt ser de optrædendes Skavanker og Fejl og umuligt kan lade være at le af dem, saa holder man dog samtidig af dem for deres Godmodighed og øvrige hjærtevindende Egenskaber. Fru Gad er som sagt den godmodige, lyse Spøgs og Vids Forfatterinde. Ingen bliver vred paa hende, selv om hun rammer med sin lystige skaldende Snært, for man kan ikke lade være at le med – thi “saadan er nu en Gang Kjøbenhavnerne”, hedder det med Rette i “den kjære Familie”; det samme kan vel til en vis Grad siges om Danskerne i Almindelighed, og det er langt fra det værste, der kan siges om os.
Emma Gad er ellers født i Kjøbenhavn den 21de Januar 1852 og er Datter af en Grosserer; paa Moderens Side er hun i Slægt med den afdøde norske Digter Munch. En Sness Aar gammel blev hun gift med daværende Løjtnant, nuværende Kommandør i Marinen Gad.
Bosat i en af de smaa sjællandske Provinsbyer, overladt til sig selv, medens Manden ofte var fraværende i Tjenesteanliggender, siges det, at hun fandt paa at forsøge sig som Forfatterinde for at faa Tiden til at gaa; og det lykkedes saa godt, saa hun nu, forlængst bosat i Kjøbenhavn, ventelig vil vedblive med sine vittige, spøgefulde Skildringer, der saa godt ævner at “komme Folk til at le.”