Petitstof 1905



BJØRNSTJERNE BJØRNSONS AFREJSE – INDSAMLING AF GAMLE FOTOGRAFIER – FORTJENSTMEDAILLE I GULD


Aalborg Stiftstidende, 31. maj 1905.

Bjørnstjerne Bjørnson
har i Gaar Formiddags modtaget en Del Visitter paa Dagmarhotellet. Bl. a. aflagde Fru Betty Nansen og Statsraad Hviid Besøg hos den norske Digter.

I Aften er Bjørnson og Frue til Middag hos Forlagsboghandler Hegel paa Skovgaard sammen med Fru Hørup, Dr. phil. Vilh. Andersen, Direktør Peter Nansen, Magister Clemens Petersen, Admiral Gad og Fru Emma Gad.

Det er muligt, at Bjørnson bliver her nogle Dage endnu. Han vil være hjemme i Norge inden Ugens Udgang.

Adresseavisen, 2. juni 1905.

I Gaar Formiddags Kl. 10,55 rejste Bjørnstjerne Bjørnson hjem til Norge.

Afrejsen havde en meget stilfærdig Karakter. Til Stede paa Banegaarden var kun Forlagsboghandler Hegel med Frue, Admiralinde Emma Gad, Uffe Birkedal, Redaktør Ove Rode med Frue og Dr. Jahn med Familie, de sidste er i Slægt med Bjørnson. Af Journalister var der kun mødt vor Medarbejder – har den Ulyst til at lade sig interviewe, som Bjørnson viste ved sin Ankomst, virket afskrækkende?

Vi bad Bjørnson sige os sin Mening om den opsigtsvækkende Artikel, som for et Par Dage siden stod i “Stockholms Tidning”, og som hævdede, at der ikke mere kunde være Tale om en Reel Union mellem Norge og Sverrig. Derimod krævede Bladet Oprettelse af en ren og skær Personalunion.

Herom ytrede Bjørnson:
“Jeg tror, det er en Prøvballon, som er sendt op, og jeg formoder, den skyldes tysk Initiativ. Men det er uigenkaldelig for sent. Unionen er bristet.”


kulturhistorisk
Lolland Falster Folketidende, 24. juni 1905.

Kulturhistorisk Portrætsamling.
En stor Kreds af ansete Mænd og Kvinder, bl. a. Harman Trier, Ludvig Schrøder, I. P. Kristensen-Randers, Georg Brandes, Emma Gad, Ida Falke-Hansen, Elisabeth Grundtvig osv., opfordrer enhver til at indsende gamle Daguerreotypier samt ældre og nyere Fotografier, der i mindste Maade kan have kulturhistorisk Betydning, og med Portrættet bedes indsendt saa nøjagtige Oplysninger som muligt om den paagældende Persons Navn, Stilling, Fødselsdag, Fødested, Hjemsted, Dødsdag og muligt flere Oplysninger.

Berlingske, 1. august 1905.

Det er Meningen at oprette en “Dansk kulturhistorisk Portrætsamling”, der gøres tilgængelig for Offentligheden. En saadan Samling vil kunne faa en overordentlig stor Betydning. Nu er Forholdet det, at Fotografier som oftest kun opbevares højst en Snes Aar efter den paagældendes Død, og det er derefter umuligt at skaffe et Portræt af vedkommende Person.

Meget vil endnu kunne oprettes ved at sende de Portrætter, der endnu findes, derunder ogsaa Barneportrætter og Interiører, af blot nogenlunde kendte, danske Mænd og Kvinder. Billeder eller Henvendelser om Sagen sendes til Fotograf Riise, Vimmelskaftet 42, eller til Sagfører Berg, Nørrevoldgade 6.



Politiken, 28. oktober 1905.

Endelig har Admiralinde og Forfatterinde Fru Emma Gad modtaget en kongelig Udmærkelse: Fortjenstmedaillen i Guld.

Naturligvis ilede vi straks ned i Dronningens Tværgade for at gratulere.
Admiralinden modtog os paa sin venlige Maade og sagde_
– Jeg er meget glad, men jeg kan blot ikke faa i mit Hovede, hvorfor jeg har faaet Medaillen.

– Der er da Grunde nok!
– Netop. Der er næsten for mange.
– Det er naturligvis Koloniudstillingen.
– Jeg tror ikke, den alene havde gjort mig værdig til en saadan Udmærkelse.
– Saa er det Fruens ypperlige Ledelse af Dansk Kunstflidsforening.
– Gud véd? Mon det ikke snarere er min Andel i det heldige Forløb af Kvindernes Udstilling i 1895?
– Østasiatisk Udstilling …? vover vi.
– Tulipan-Udstillingen? foreslaar Admiralinden.
– Fruens Forfattervirksomhed?
– Eller i min Egenskab af mangeaarigt Medlem af Forfatterforeningen …?
– Maaske snarere som Belønning for Fruens energiske Arbejde paa at organisere de dramatiske Forfattere?
– Kvindernes Bygning …?
– Kvindernes Køkken …?
– Kvindelig Læseforening …?
– Kvindelig Handels- og Kontoristforening …?
– Dansk Kvinderaad …?
… Vi ser ingen Ende paa det og vælger resolut at tage Afsked.
Munin.


Dagens Nyheder, 28. oktober 1905.

Det er ikket let at fortælle noget om Fru Emma Gad, fordi de allerfleste kender hende og ved det altsammen i Forvejen. Hvem har ikke søgt hende i en eller anden Anledning – og truffet hende? For deri er det, at hun adskiller sig fra de Mennesker, der ellers har Ord for at være offervillige og uegennyttige, at hun altid er at træffe.

Det var Anne Charlotte Leffler, den afdøde, svenske Forfatterinde, som sagde, at hun ønskede, hun maatte opnaa en virkelig Berømmelse, kun for at den kunde give hende Ret til at bryde sig fejl om alle selskabelige Hensyn, saa hun kunde laase sin Dør af og arbejde i Ro. Hvis Fru Emma Gad, der baade ved sin Fødsel og sit Ægteskab tilhører en Kreds, i hvilken de selskabelige Pligter ikke er færre, end de var i Fru Lefflers, hvis hun i sin Tid, da hun skrev sine første morsomme Lystspil, skulde have begrundet, hvorfor hun ønskede sig Berømmelse, da tror jeg, hun kunde have svaret omvendt:

– For at faa Ret til at aabne min Dør paa vid Gab og Lejlighed til at gøre Nytte paa saa mange og forskellige Omraader som muligt.

Fru Gad er af den slags Mennesker, der kun holder af Ro, naar de længes efter den – aldrig naar de har den. Hun er den levendegjorte Virkelyst, ikke netop udholdende, men utrættelig. En Sag der trækker i Langdrag, kan hun ikke godt med, men at sætte i Gang og bringe Kræfter i Bevægelse, det forstaar hun som kun de allerfærreste Mænd og som ingen andre Kvinder.

Jeg kan huske en Vinterdag, jeg mødte hende paa Jernbane, paa Vej til Jægersprisegnen. Hun saa overanstrengt ud og havde al mulig Aarsag til at være det; hun sad som utallige Gange før og senere i en Udstillingskomité, hvor der var Bryderi og Brøvl, og hvor hun med med sin Takt og sit venlige Smil skulde glatte ud og forsone og holde sammen paa de stridbare og uensartede Støtter, Bestyrelsen var sammensat af. Nu tog hun efter sin Læges Opfordring til et landligt Pensionat for at faa Fred en Ugestid og rekreere sig. Da hun saa kom til Stedet, maatte hun dog beskæftige sig med noget, for sidde med Hænderne i Skødet og lade Solen skinne paa dem, kan man da ikke, og saa begyndte hun at skrive. Hvad det var, hun arbejdede paa, husker jeg ikke – det var vistnok et Skuespil – men jeg husker, at hun fik det færdigt, før hun rejste, ved at tage nogle Nattetimer til Hjælp.

Man mindede hende i Pensionatet om, at hun var der for at rekreere sig:

– Ja, svarede hun – og nu bærer jeg mig ad ligesom min Mands gamle Onkel, naar han raabte til sine Rekrutter: “Kom saa Børn! Nu vil vi hvile, medens vi marcherer!”

Fru Emma Gad synes at have gjort sin gamle Slægtnings Ord til sin Livsdevise. Hun hviler kun ved at skifte Arbejde; hun skaber Foretagender, og hun forlader dem for at begynde paa nye, saa snart de kan staa paa egne Ben. Hun har Ideer, og hun helmer ikke, før de er bragte til Udførelse. Hun har forbindelser, fordi hendes Elskværdighed er uimodstaaelig, og hun skaaner ikke en af dem. Hun forstaar den Kunst at bruge Folk – for at sige det rent ud – og hun kan blive ved at dyrke denne Kunst, fordi hun aldrig nogensinde har brugt sine Venner i en daarlig Slags Tjeneste eller til egen Fordel.

Det er næppe hændet, at nogen, der har hjulpet Fru Emma Gad, bagefter har bebrejdet hende, at hun fik dem trukket med i den eller den Sag – men det er ofte sket, at de, der gav hende en Haandsrækning, siden kom og sagde Tak.

Alligevel har det almindeligste vistnok været, at Fru Emma Gad slet ingen Tak fik, hvor hun virkede for andre, naar hun ikke ligefrem fik Utak. Man havde vænnet sig saadan til, at hun altid var rede med sin Hjælpsomhed i Kvindespørgsmaal, i Velgørenheden, i Oplysningens Tjeneste, paa allehaande Omraader, at man næsten syntes, det var en Selvfølge, hun bestandig ofrede sin Tid og sine Kræfter.

Ved at høre, at hun nu har faaet Fortjenstmedaillen i Guld, som kun gives til de fremmeste og bedste blandt Landets Kvinder, kommer man pludselig i Tanke om, at det egentlig er den første Anerkendelse, der ydes hende, som staar i virkelig Forhold til hendes Uegennytte og Foretagsomhed.
Haagen.

Dannebrog, 26. december 1905.

Admiralinden er lidt svag efter nogle Dages Sygdom, men næppe er Fruen begyndt at tale om sit “Sølvbryllup”, før hun synes i fuld Vegueur, og ethvert Spor af Influenza-Efterslæb er som blæst bort.

“Ja, ‘Et Sølvbryllup’ blev min store, ja min største Sulces. Der er en saa overvældende Forskel paa det og de andre. Sølvbryllupet er jo saa anvendeligt, det spiller i den samme Stue gennem alle Akter, Dekorationerne er saa billige – alt dette har selvfølgelig bidraget sit til det store Antal Opførelser, Stykket har naaet.

Des værre har det ikke indbragt mig saa meget, som det burde, men det kan jeg udelukkende skrive paa min Uerfarenheds Regning, og jeg raader unge Forfattere, der ligesom jeg ikke er literære Grosserere, til at være forsigtige, naar de sælger deres Arbejder. Se nu blot paa min sørgelige Skæbne: jeg sælger “Et Sølvbryllup” til Cortes for 500 Kr., men overser, at der i Kontrakten staar: “med Ret ril videre Forhandling”. Det er i høj Grad blevet udnyttet af ham, Stykket er blevet spillet overalt i Norden, Cortes har tjent mange Penge, men jeg har kun faaet mine fattige 500 Kr.

Naa – Cortes solgte sin Forretning til en Mand ved Navn Walther, og denne Walther kan sælge mit Stykke videre til en Jensen og Jensen til Petersen – uden at jeg kan gøre noget! De sørger selvfølgelig for, at “Sølvbryllup” spilles hvert 5te Aar; gør de ikke det, er det nemlig igen mit.

Mit første Arbejde var “Et Aftenbesøg” paa det kgl. Theater. “De kan faa det op strax”, sagde Theatrets Leder til mig, da jeg indleverede det for snart tyve Aar siden, “hvis De vil nøjes med de nette, men purunge Mennesker, vi har til Disposition: Mantzius, Poul Nielsen og Fru Bloch.” Jeg slog til, “Aftenbesøg” blev spillet meget og knyttede Fru Bloch og mig til hinanden. Det var nemlig hendes første Rolle og mit første Stykke. Fremdeles har jeg skrevet “Tro som Guld” (kgl. Theater), “I vældædigt Øjemed” paa Folketeatret og en Del andre Ting – i alt 16 sceniske Arbejder, der har gjort mere og mindre Lykke. I mit sidste, “Gadens Børn”, experimenterede jeg med de dramatiske Love, men det skal man ikke, det straffer sig, hvad jeg maatte bekende!

På mine tretten opførte Arbejder tænker jeg, at jeg har tjent i alt 40,000 Kroner. Gennem tyve Aar bliver det 2000 Kroner aarlig – egentlig ikke overvældende. Det nøjagtige Tal er det mig umuligt at sige, men omkring de 40.000 bliver det sikkert. “Et Sølvbryllup” alene bragte mig 9-10,000 Kroner. Men disse Penge staar ikke paa Rente, de er længst borte – glem endelig ikke det! Ellers faar jeg jo strax Besøg baade af Rodemester og rare Mennesker, der vil have deres Del i den lille Formue.

Min forholdsvis største Indtægt havde jeg for Resten paa Folketheatret. Her vilde Abrahams spille “Madame Sans-Gêne”, og da Hovedrollen var en Kvinde, mente han, at en Kvinde best kunde foretage Fordanskningen. Saa kom han til mig, og jeg oversatte Stykket. En af minde Bekendte raadede mig til ikke at forlange for lidt for Oversættelsen, men kræve et anstændigt Honorar, og jeg sendte da Abrahams en Regning paa, jeg tror, 7 eller 800 Kroner. Den faldt ham for Brystet, den var ham altfor stor, saa mange Penge kunde han sandelig ikke betale. Nej, saa vilde han foretrække at give mig Procenter af Aftenens Indtægt, hvormed jeg jo – som han sagde – var mere interesseret i Sukcessen, og vi blev da enige om 2 pCt. af den aftenlige Indtægt. Hver 25 Gang, Stykket gik, hentede jeg mine Penge. Første Gang sagde Abrahams intet, men De skulde have set hans Ansigt de følgende. Det blev længere og længere, og da jeg hævede de sidste af de 2600 Kr., der i alt blev mit Honorar for “Madame Sans-Gêne”, var Manden gul af Ærgrelse.”
Alf