Petitstof 1915


KINESISK SKUESPIL – RUBICON – KNIPLINGER – STUDINE-HUE – NIKOLAJ TAARN – SELSKABSLIVETS UGE – BJØRN BJØRNSTJERNE


Politiken, 31. januar 1915.

En Komité, der har nær Berøring med Hofteater-Komitéen fra i Fjor, har besluttet ved en privat Teaterforestilling at lade opføre det kinesiske Skuespil “Den gule Jakke”, der er skrevet af to Englændere Georges Hazelton og Benrimo og oversat til Dansk af Redaktør Louis v. Kohl.

Dette Stykke, der i London har vakt betydelig Opsigt, og som med Held er blevet givet hos Max Reinhardt i Berlin, har forgæves været indleveret til flere kjøbenhavnske Teaterdirektører. Ingen har hidtil turdet gaa i Lag med den vanskelige Opgave at spille et Stykke, der er bygget over kinesiske Motiver, hvori der kun forekommer Kinesere, og hvis Virkning beror paa Midler og Effekter, der er evropæisk Scenekunst fremmed. Opførelsen maa derfor betragtes som et interessant Eksperiment.

Med Tilladelse fra Det kgl. Teaters Direktion vil en Række af Nationalscenens Kunstnere medvirke, bl. a. Frøknerne Ungermann, Dinesen, Ingeborg Larsen, Fru Karen Lund, Fru Betty Kirkeby og Herrerne Vald. Møller, P. Andersen, A. Luther, Ottesen, Conradsen, Rosenbaum og Th. Roose. Sidstnævnte sætter Stykket i Scene. Fra Privatteatrene medvirker Hr. Johannes Meyer og Hr. Ahnfelt Rønne.

I den foreløbige Komité sidder bl. a. Admiralinde Emma Gad, Forfatter L. C. Nielsen, Forlagsboghandler Povl Branner, Redaktør Louis v. Kohl, Redaktør Carl Behrens, Redaktør Oluf Bang, Skuespiller Th. Roose, Kapelmester Schnedler-Petersen, Arkivar i Udenrigsministeriet Le Sage de Fontenay og Journalist Viggo Cavling.

Opførelsen vil finde Sted som almindelig Aftenforestilling paa Folketeatret, med hvilken Komitéen har truffet Aftale om Lejemaal.

Et eventuelt Overskud tilfalder enten filantropiske Formaal eller henlægges til en Fond for en “fri Scene”.



Aarhus Stiftstidende
, 26. april 1915.



Hr. Zahle gaar over Rubicon.
I Fredags gik det omstridte Stykke “Rubicon” for fuldt Hus paa Alexandrateatret i København. Direktør Schnedler-Sørensen havde paa Trods af sit Løfte til Birkedommer Gad sat Stykket paa Plakaten. Han var, udtrykte han, ligeglad, nu skulde han ikke drive Teatret længere, og han brød sig derfor ikke om sit gamle Løfte til Birkedommeren, som han mente var uberettiget til at forbyde et Stykke, som var godkendt af Censor, og som Birkedommeren selv og hans sagkyndige, Fru Emma Gad, ikke havde fundet anstødeligt.
Sagen skal saa til Justitsminister Zahle, som har haft meget svært ved at tage Bestemmelse i denne Sag. De “frisindede” Blade holdt jo paa, at et Ministerium, der talte Mænd som Brandes og Rode, ikke godt kunde forbyde et Stykke som “Rubicon”, selv om det var nok saa frivolt. Imidlertid har Hr. Zahle alligevel fundet det raadeligt at forbyde Stykket. Alexandrateatret maatte derfor sætte et andet Stykke paa Plakaten i Aftes. Teatret var udsolgt til forhøjede Priser.
Efter hvad der nu meddeles, agter en Kreds af Forfattere – Schnedler-Sørensens Venner – at opføre “Rubikon” paa en fri Scene, det vil sige under Foreningsrammer, man vil antagelig leje Alexanderteatret.
Nu faar man se, om Justitsministeriet ikke finder Midler til at forbyde denne gammelkendte Maade at omgaa et Forbud paa.



Aarhus Stiftstidende, 6. juni 1915.

Lidt om Knipling.
Der er sagt – og vistnok med rette – om de danske Damer, at de er ualmindelig flinke til Haandarbejde. Vi kan allesammen brodere pæne Kraver og Lyseduge, vi hækler lidt, vi strikker lidt, og vi faar af og til en Bluse – altsammen rigtig pænt.
Men heller ikke mere.

Naar undtages vor Hedebosyning, som virkelig indtager en Særstilling blandt Haandarbejder, og som allerede har gjort sig selv og vort Land bekendt viden om, ligesom vort danske Porcellæn – naar undtages denne Slags Broderi, der endda, naar alt kommer til alt, kun ses kønt og godt af en Brøkdel af dem, der forsøger det, er vore Haandarbejder egentlig ret middelmaadigt udført. Og det er ikke, fordi vi danske Kvinder mangler Evnerne – Hænderne sidder netop rigtig godt paa os – men vi er altfor tilbøjelig til at nøjes med at lære lidt og være tilfreds med det, i Stedet for at lære meget og blive ved med at lære. Og her tænker jeg navnlig paa en enkelt Art blandt alle vore Haandarbejder, maaske den alleskønneste, nemlig Knipling.

En Gang i Vinter fortalte Fru Emma Gad i et københavnsk Blad, at “Dansk Kunstflidsforening” havde faaet en Forespørgsel fra England, om Danmark maatte være leveringsdygtig i fine Kniplinger, nu, da de stakkels hjemsøgte Belgiere ikke kan mere. Fru Gad maatte svare nej – stadig væk ikke, fordi vi mangler Evnerne, men vi mangler Energi og Taalmodighed til at dygtiggøre os i et enkelt Fag. Vi lærer hellere lidt af hvert, spreder vore Evner og kommer ikke længere end det nemme og lige til, som ingen større Anstrengelser kræver. Om vore unge Piger blot vilde forstaa det saa klart nu, da vor egen Besøgelsestid er ladet langt bag os, men de Unge! – – –

Vi har hørt om Kvinderne i de “rigtige” Knipleegne, hvorledes de begynder paa et Mønster, naar de er ganske unge, og hvordan de saa knipler det samme og kun det samme hele Livet igennem. De opnaar derved en fænomenal Færdighed og kan efter forholdvis kort Tid udføre dette ene Mønster hurtigere og skønnere end nogen anden. Nu være det langt fra mig at ville foreslaa den samme Fremgangsmaade herhjemme – en saadan Taalmodighed er ligefrem nedarvet, og vi finder ikke i en Fart Magen til den. Men vi burde i hvert Fald forstaa, vi, der kan kniple, selv om det et noksaa lidt, at Tiden nu er inde til at træde til, og at Krigen, den forfærdelige Krig, som aldrig synes at faa Ende, har skabt de danske Kvinder en Chance, som vi ikke bør overse. Lad os tage vort Kniplebord frem, lad os efterse vore Pinde og lad os begynde igen paa et lille nemt Mønster for at opfriske vore skrinlagte Kendskaber – saa kommer den Tid, da vi enten gennem “D. K. F.” eller “Foreningen til Fordel for Kvinders Haandarbejde” kan skaffe Værdier her til Landet, som vi kunde og burde have gjort det forlængst. Op opnaar vi end ikke andet, saa kan vi i det mindste besætte vort Linned og vore Kjoler med vore egne Hænders Værk i Stedet for at købe fremmede Landes Varer, der ofte ligefrem maa vejes op med Guld. For det har Danmark slet ikke Raad til, og det er en af de mange Ting, som vi nu – om aldrig før – skal og maa forstaa. Husk paa, at naar vi vil regnes med, maa vi ogsaa regne med. Men her er det, det kniber! – –
Skal vi saa begynde i Dag med nedenstaaende karakteristiske lille Knipling. Den kommer fra Rusland, er nem og hurtig og ser nydelig ud f. Eks. som Besætning paa en Bluse eller fin Natkjole. Mønstret kan bestilles paa Bladets Kontor under Adressen “Eleanor” – saa faar De et omhyggelig prikket Mønster i Løbet af faa Dage. Betalingen bedes vedlagt Bestillingen – gerne i Frimærker – og glem nu ikke at opgive mig nøjagtig Adresse.
Ellen.


De præmierede Huer og et Par andre. Politiken, 4. juli 1915.
Politiken, 2. juli 1915.

Studine-Huen.
I Gaar Eftermiddags traadte Dommerkomitéen, der bestod af Admiralinde Emma Gad, Hr. Edv. Spies og et Medlem af vor Redaktion højtideligt sammen for at bedømme de til Konkurrencen om en ny, kvindelig Studenterhue indsendte Tegninger og Modeller.

Politiken, 4. juli 1915.

Vor lille improviserede Konkurrence om en ny kvindelig Studenterhue har vakt en ganske ualmindelig interesse, og Dommerkomitéen havde et stort og ansvarsfuldt Arbejde med at vælge og vrage mellem de mange indsendte Modeller og Tegninger. Efter omhyggelige Overvejelser ud fra mange Synspunkter bestemte den sig omsider til at tildele en Model, der paa Aarhus Katedralskoles kvindelige Studenters Vegne var indsendt af Frk. Ulla Bayer, 1ste Præmie (et Toiletgarniture) og Fru Flora Munch, f. Lassen, Indehaversken af Modeforretningen Ørstedsvej 59, 2den Præmie (et Sæsonkort til en af vore Badeanstalter). Endvidere fik Tegner Frk. Inger Andersen og Goldschmidts Magasin, Amagertorv, hver et Diplom, henholdsvis for en Tegning (Huen med Kvasten) og en Model (øverst til højre).



Nationaltidende, 14. august 1915.

Der vajer i Dag Flag fra Sparreværket over den nye Kirkebygning, som Departementschef Rentzmann har ladet opføre ved det gamle Nikolaj Taarn, og ved 3-Tiden samledes en Kreds af Indbudne i Hovedskibet for at overvære Indmuringen af Grundstenen.

Mellem de indbudne var Konsejlspræsident Zahle, Kultusminister Kejser-Nielsen, Medlemmer af Kommunalbestyrelsen og kommunale Embedsmænd, Provst Fenger, Pastor Olf. Ricard og Pastor Storm, Overbibliotekar Lange, Prof. Verner Dahlerup, Konferensraad Heide, Lehnsbaron Rosenkrantz, Admiral Gad og Fru Emma Gad, fhv. Justitsminister Bülow, Magister Chr. Jensen, fhv. Borgerrepræsentant Frk. Rerup, Direktørerne Helge og Vagn Jacobsen, Bygningens Arkitekt Prof. Amberg og Haandværksmestre og Arbejdere, som er beskæftigede ved Byggeforetagendet, samt Tandlæge Prof. Carl Christensen og andre Repræsentanter for Grundejerne omkring Nikolaj Plads.



Et Musikkorps spillede “Vor Gud han er saa fast en Borg”, og Departementschef Rentzmann gav derefter nogle Oplysninger om Bygningen og dens Anvendelse. Grundlaget for denne Gave til Kommunen er jo det af Departementschefen og hans Søster oprettede i Fællestestamente, og dette Hus, der i det ydre er en Kirkebygning, skal anvendes i Oplysningens Tjeneste, idet der her vil blive indrettet Foredrags- og Forsamlingssal, Central-Folkebibliothek og Bymuseum. Departementschefen fremhævede, at en saadan Anvendelse af denne Kirkebygning harmonerer godt men Linien “Oplyse dit Folk” i Salmen “Aand over Aander”. Han sluttede med at udtale Haabet om, at denne Bygning maatte bidrage sit til, at der opvoxer en Slægt, som finder Livets Fylde og Lykke i Arbejde og Nøjsomhed, ikke i Opsamling af Rigdomme, og som føler sit Ansvar i Pligtopfyldelse overfor Gud og Mennesker.
Efterat et Dokument med de behørige Oplysninger var nedlagt i Grundstenen, blev denne skudt ind i en af Pillerne, og Aabningen muredes til af Departementschef Rentzmann, Overpræsident Kmh. de Jonquiéres og Borgerepræsentationens Formand, Landsthingsmand Chr. Christiansen.

Overpræsidenten takkede Departementschefen for den smukke Gave, der vidner om saa storslaaet et Borgersind.
Man begav sig derefter ad Taarntrappen til Bymuseets Gulv, hvorfra man overværede, at Kransen blev hejset paa Rytterspiret.



Politiken, 10. oktober 1915.

I den kommende Uge, fra i Morgen til paa Lørdag, vil Tesalen hver Dag bringe en lille Overraskelse. Og alle disse Overraskelser tilsammen vil danne et straalende Hele, Selskabslivets Uge.

De daglige Demonstrationer, Forevisninger og Foredrag vil finde Sted Kl. 3½, men i øvrigt er Tesalen aaben som sædvanlig hele Eftermiddagen fra Kl. 1 til 5. Og vi maa anbefale Damerne at komme i god Tid og tage deres Mænd, Sønner, Fædre eller Kærester med. Der en nemlig hver Dag noget, der vil interessere alle.

I Morgen Eftermiddag indleder Admiralinde Fru Emma Gad Ugen med et lille muntert Foredrag om Selskabslivet før og nu. I Tilslutning til dette Foredrag vil Studentersangeren Hr. Christian Gottschalck synge gamle Selskabssange. Allerede denne Begyndelse er lovende.

Tirsdagen er helliget Bordets Pyntning. Blomsternes Ordning demonstreres af Fru Dina Kacobsen, f. Schuldt, hvis Mand, Løjtnant Jacobsen, samtidig vil holde et lille belærende Foredrag. Bordene vil i øvrigt blive dækket med Sølvservice fra Hofjuveler Michelsen (Middagsbord og Kaffeopdækning), med Porcelæn fra Bing og Grøndahl og duget med Hedeboduge fra Dansk Kunstflidsforening. I Skaale og Opsatser vil ligge herlig Frugt fra kgl. Hof Frugt- og Vildthandler I. L. Andersen, Amagertorv 27.

Om Onsdagen vil der som sædvanlig være Koncert, og Koncerten vil denne Gang fortrinsvis komme til at bestaa af Selskabslivets Musik.

Torsdag vil Grosserer Eduard Spies holde et underholdende og interessant Foredrag om Selskabsdragten i dens nye Former. Og der vil blive fremlagt herlige Stoffer fra Frk. M. Christophersen, Liberty.

Fredagen bliver Kortspillets Dag. Udstilling af Spilleborde med Tilbehør fra kgl. Hof Møbelhandler C. B. Hansens Etablissement. Holmblads Spillekort. Der vil blive forskellige interessante Demonstrationer, hvorom vil til sin Tid skal give nærmere Meddelelse.

Endelig er der om Lørdagen Foredrag og Fremvisning af Selskabslivets Danse før og nu af kgl. Balletinstruktrice Fru Emilie Walbom og hendes Elever.

Det bliver, som man vil se, en overordentlig interessant Uge med en Række baade undeholdende og belærende Demonstrationer, Opvisninger og Foredrag.
Lady.

Politikens Tesalon (Politiken 11. april 1915).


Politiken, 15. november 1915.

Bjørn Bjørnson skulde i Aftes have holdt sit Foredrag “Indtryk fra tre Fronter”, hvormed han i de sidste Maaneder har berejst Norge og Sverig. Han var indbudt af den mystiske “Folkelig Oplysningsforening”, der havde solgt Billetter baade til Medlemmer og Udenforstaaende, men der var dog nogle Hundrede Pladser tomme i Salen. Lad os sige det straks: Bjørn Bjørnson fik ikke talt. En lille Klike af organiserede unge Højremænd aabnede straks en voldsom Pibekoncert, der med smaa Afbrydelser varede i halvanden Time. Lederen af Mødet, Hr. Reinhold Mac, der er Foreningens Formand, var da træt og Hr. Bjørnson hæs uden at have faaet Ordet, og Mødet blev hævet under almindelig Beklagelse fra de 13-1400 voksne Tilhørere, der var kommet for at give Taleren fair play.

Publikum var den folkelige Forenings sædvanlige jævne Kres af Middelstandsfolk, Lærere og unge Kunstnere. Der var kun faa kendte Navne, vi finder paa de første Rækker følgende: Direktør Benny Dessau og Martin Dessau, Direktør Wilkening, Skuespiller Jacob Jacobsen og Holger Rasmussen, Dr. Gregers Fanøe, Ingeniør Berg, Professor Karl Larsen, Admiral Gad med Frue og Søn, Redaktør Grøn og Ole Haslund. Midt paa første Række sad Politiassistent Tage Jensen midt imedllem to Opdagere. Rundt i Salen var spredt ialt 28 civile Betjente, men de forlod Mødet uden at røbe deres Inkognito.

Tegning fra det omtalte foredrag, bragt i Folkets Avis samme dato.
Da Klokken var ti Minutter over otte, kom Bjørn Bjørnson frem paa Tribunen, akkompagneret af Mr. Mac. Bjørnson var i Diplomatfrakke; han saa rask og rolig ud, men hans Haar er blevet hvidere og hans Udtryk mere alvorligt; man kan se, han har oplevet noget, siden vi saa ham sidst.

Hans Tilsynekomst var Signalet til et Bifald og til en Piben, der nu regelmæssigt i halvanden Time kæmpede om Overtaget. Pibningen kom fra nogle Rækker af unge Mennesker bagerst i Salen og fra et Hjørne af Galleriet. Demonstrationen var tydelig udmærket organiseret, nogle havde Fløjter og Gadedørsnøgler med hjemme fra, andre kunde ved at stikke Fingrene i Munden hyle som Sirener; deres Koncert syntes at blive ledet ved hemmelige Tegn, og naar nogle blev trætte, tog andre fat.

Under dette infernalske Spektakel forsøgte nu Hr. Mac, der ikke i sin ungdommelige Holdning ejede tilstrækkelig Myndighed, at faa Ørenlyd for nogle beroligende Ord; han blev ustandseligt afbrudt af Piben og Tilraab.

Skænderi mellem Dirigenten og Publikum.

Mac: – I Aften har vi en Taler fra tysk Side.
En Stemme: – Vi vil høre en rigtig Tysker.
Mac: – Senere skal der komme Foredragsholdere fra fransk og engelsk Side.
Piberne klapper.
Mac: – I. C. Christensen vil tale en anden Gang.
Piberne piber.
Mac: – Véd De, mine Herrer, hvad De kan?
Publikum: -Nej.
Mac: – De kan gøre med Taleren, hvad De vil, saa snart han har talt.
En Stemme: – Saa skyder vi ham.
Mac: – Men før har De ikke Ret til at dømme.
En Stemme: – Vi kender ham. Han er betalt.
Mac: – Mine Damer og Herrer! Det er dog ganske meningsløst…
Stemme: – Ja, ja.
Mac: – Synes De, det er en værdig Maade at optræde paa?
Stemme: – Han kan jo lade være at optræde.
Mac: – Simpel Høflighed kræver, at man hører en Mand, før man dømmer ham.
Stemme: – Vi kender ham. Han spiser til Middag med Kejser Wilhelm.
Mac: – Bjørnson har aldrig holdt sit Foredrag før her i Danmark.
Stemme: -Det skal han heller aldrig komme til.