Rubicon paa Alexandrateatret 1914-15

alexandrateatret
Frederiksberg Teater - Alexandra Teatret - Betty Nansen Teatret etc.



Mere end historien om et specifikt teaterstykke, er dette beretningen om hvorledes censuren kan bruges med bagtanker der svinger mellem hellighed og reklame. Historien har ud over censur og teaterdirektører, også Emma Gad med som smagsdommer og hendes mands nevø Aage Gad, som Birkedommer.


Alexandrateatret


Edouard Bourdet 1887-1945

Citater af Edouard Bourdet:
Med penge er det som med kvinder: Hvis man vil beholde dem, må man bekymre sig om dem.

Her i livet må man vælge mellem at tjene penge eller bruge penge, man kan ikke nå begge dele.

 


rubikon-o21Folkets avis, 13. oktober 1914.

– Ja, nu spiller jeg altsaa mit andet Kort ud, og det er godt! siger Direktør Fjelstrup. Der maa da vel for Pokker her i Byen være Publikum for andet end Revue og Skæg og Ballade, og Singdudelejdej!
– Ja, “Rubicon” behandler intime Ting – mange vil kalde det vovet – men det behandler dem paa en saa nobel og stemningsfuld Maade, at et kultiveret Publikum absolut maa synes om det stykke.
Der er de fineste Stemninger, de mest rammende og velturnerede Sandheder; det er smaa, menneskelige Problemer behandlet af dannede Mennesker, og dannede Mennesker vil ogsaa glædes ved Stykket. Ikke Spekulation i “Vovethed”, – langtfra – en Moder, der forbereder sin Datter, – forstaar De mig? – En Datter, hvem Forberedelsen ikke svarer til Virkeligheden o. s. v., er De med?
Paa det Tema kan der laves noget Ramasjang; men der kan ogsaa laves noget virkelig fint, og det er netop det, der er gjort i “Rubicon”.
Hele Personalet er i Ilden, men Undtagelse af Henrik Malberg, som jo har været meget syg; men som nu heldigvis snart vender tilbage til et Par gode Opgaver, der ligger og venter paa ham.
Altsaa: “Terningerne er kastet – i Aften skrider vi over “Rubicon”.”
– Har jeg ærlig talt ikke megen Lyst til at skride tilbage og spille Singdudelejdej. – Men det tror jeg heller ikke der er Fare for, – der maa da for Fanden findes Publikum ogsaa for den Slags Komedie, jeg gerne vil have frem.
Mikael.


intimeteaterJyllands-Posten, 17. oktober 1914.

Altfor hurtigt har man faaet Vished for Formodningen om, at Hr. Fjeldstrup forstod noget ganske andet ved “intimt Theater” end den svenske Skuespiller Falck og hans Hustru Fru Manda Bjørling, som i lang Tid formaaede at gjøre den lille Forstadsscene, hvor Gøglet og tvetydigt Vaas nu raader, til et Kunstens Tempel.

Mens de to nævnte Kunstnere for bestandig har sat sig fast i det bedste kjøbenhavnske Publikums Hengivenhed og Respekt, fordi de virkeliggjorde den intime Scene, forkertsede Hr. Fjeldstrup i Aftes, da han lod opføre et Stykke, hvis Indhold absolut ikke lader sig referere. Mulighederne for nogensinde at blive taget alvorligt som Theaterdirektør.
Man kunde have baaret over med den Naivitet, den mangel paa Begreb om egne Evner, som bragte ham til at spille Charmøren i Aabningsforestillingen, og man kunde vel nok have tænkt sig “En virkelig Dame” som første svage Led i en Række værdifulde Forestillinger af en paa smaa ægte Midler baseret Virkning. Men naar han allerede efter fjorten Dages Forløb – det er forøvrigt en Gaade, at “En virkelig Dame” har kunnet holdes paa Repertoiret saa længe – griber saa plumpe Midler som den franske Farce “Rubicon”, for at samle Hus, da har man vel Lov til at forudsætte, at det ikke et eneste Øjeblik har været ham om at gjøre at give en værdifuld Indsats. De Kritikere, der altid har villet have Fjeldstrup henvist til den ganske meningsløse Operette og den vilde Farce, hvor han hyppigt har været af en kostelig, befriende Virkning, og som altid har maatet høre at de savnede Forudsætninger for at forstaa Alvoren i Fjeldstrups Kunst, kan nu maaske vente, at der for bestandig bliver gjort Ende paa Myten om de betydelige Evner, Skuespilleren sad inde med.

Folk strammede sammen fra alle Kanter, og der var fuldt op af Automobiler, skjønt der i den senere Tid udfoldes mindre Luxus paa dette Omraade end før. Tilsidst kunde den røde Lygte hænges ud. Man vidste jo, at “Rubicon” var et ægte, chicht og dristigt fransk Lystspil, som man af Hensyn til den latterligt strænge danske Moral havde været nødsaget til at mildne og læmpe ikke saa lidt.

Forstanden ville imidlertis staa fuldkommen stille, dersom man skulde tænke sig Muligheden af, at dannede Mennesker med deres sunde Sans for Appetitlighed, med deres medfødte Uvillie mod uhumsk Tale noget Steds i Verden skulde kunne finde Behag ved “Rubicon”. Men da det ogsaa er en kjendt Sag, at de Pariser-Theatre, der spiller Stykker af den Art, besøges ikke af Folk med helt god Samvittighed. Men naturligvis, herhjemme er der tilstrækkelig mane Snobber, som mener, at det tyder paa høj Udvikling og lutret Smag at kunne nyde de Varer, der i Paris tilberedes for særlig pærparcerede Ganer. Naar man saae sig om i Theatret i Aftes, da opdagede man ældre Mødre, der aabenbart kun blev siddende paa deres Pladser, fordi de var bange for at vække Opsigt, hvis de rejste sig op og gik, og for at deres maaske halvt uforstaaende Døtre skulde spørge om Grunden og derved faa Øjnene helt lukkede op for det modbydelige Skuespil, hvis rette Mening nu var indhyldet i en klam Taage. Man saae unge Mænd, der med opspilede Øjne stirrede og lyttede, som kunde de ikke faa Gift nok i Sjælen, og Andre, der bøjede Hovederne, som om de rødmede og havde mest Lyst til at tude. Man saae Ægtefolk, der knap tude vende Blikket mod hinanden. Men der var ogsaa raa Mandfolk og fjollede Fruentimmer, hvis forstaaende Latter og undertrykte Fnisen hilste de sjofle Bemærkninger og de oprørende kyniske Situationer oppe paa Scenen.

“Rubicon” er uden Tvivl det Værste, der endnu er budt Kjøbenhavn, i hvert Fald paa et Theater, der ønsker eller rettere ønskede at blive taget alvorligt. Det var umuligt at gaa udenom Spørgsmaalet: “Hvor i alverden er Censor henne?” Hvad kan være forbudt i Kjøbenhavn, naar ikke “Rubicon” er det? Skal man virkelig for Fremtiden være forberedt paa, at det, der præsenteres paa Sekondtheatrene, er af en saadan Art, at selv en stor, stærk og haarhudet Mand vil ønske, at han var der ude paa Gaden igen? Det er umuligt blot at antyde Arten af Handlingen i “Rubicon” eller give en Forestilling om Replikernes bestandige Kredsen om Æmner, som, naar de diskuteres paa den Maade, maa give ethvert sundt Menneske Opkastningsfornemmelser. Følelsen af ustandseligt at faa sine Tanker besudlede kan tilsidst gjøre En ligefrem hadefuld. Og Mange forlod sikkert i Aftes Theatret opfyldte af Vrede over at føle sig forringet af den Atmosfære, man havde været nødsaget til at aande et Par Timer.

Men desværre er der vel næppe Tvivl om, at Alexander-Theatret foreløbig Aften efter Aften vil gjenlyde af den raa Latter og den undertrykte Fnisen, som i Aftes varslede den ønskede og beregnede Sukces. Der er ikke noget at stille op mod den Frækhed, hvorne Oversættere og Theaterdirektører spekulerer i de allersletteste Instinkter. “Det var virkelig vittigt og behagelig usnerpet”, kunde man i Aftes høre Folk med Ambition sige. De kunde ligesaa godt have sagt, at de herefter overhovedet ikke vilde lade sig forbløffe at noget som helst Raahed.
Og saa at tænke sig, at en ung, talentfuld Skuespillerinde, som Fru Clara Wieth for Alles Øjne skal sige og foretage sig Ting, som trækker hende ned i Niveau med de mest foragtede af Kvindekønnet. Med Gysen ser man hende aabne Munden. Hvilke Skrubtudser vil der nu springe ud? Med Gysen følger man hendes Bevægelser. Tilsidst venter man det Utænkelige. Og hvis man ikke sad der i Embed Medfør, vilde man rejse sig og gaa. Men alle de Andre bliver siddende, skjønt de ikke behøver det. Ud myldrer de i Gangene. Nogle snakkende og leende, endnu glinsende af de sjofle Tanker, der for lidt siden drog gjennem deres Hjærner, Andre smaa og skamfulde, skyende Ryg under en Byrde, som de først lidt efter lidt kan skubbe helt af sig.
Th.F.


rubicon-o1Social-demokraten, 18. november 1914

Opførelsen af Lystspillet Rubicon paa Alexandrateatret har i disse Dage fremkaldt en Adresse til Birkedommer Gad fra en Kreds af frederiksbergske Borgere, der anmoder om, at Stykket maa blive forbudt.
Birkedommeren har selvfølgelig taget Henvendelsen under Overvejelse og havde bl. a. sørget for at sende en literær Sagkyndig ud i Teatret i Aftes.
Fra denne ekstraordinære Konsulent venter Hr. Gad i Dag, en Erklæring. Sagens juridiske Side er foriøvrigt endnu noget svævende. Birkedommeren vil imidlertid i Dag gennemgaa Direktør Fjelstrups Bevilling og derved undersøge, om der er Basin for Nedlæggelsen af et eventuelt Forbud, men mener dog allerede nu, at der er visse Vanskeligheder ved et saadant, efter at Justitsministeriets Smagsdommer, Censor Rosenberg, intet har haft at indvende imod Stykket.


smagsdommerenAalborg Amts avis, 19. november 1914.

“Rubicon”, det meget omtalte franske Skuespil, der opføres paa Frederiksberg Teater, bliver alligevel ikke forbudt.
Fru Emma Gad har i Aftes som udsendt Smagsdommer for Politimester Gad paa Frederiksberg overværet Opførelsen af “Rubicon”. Selv om Fruen fandt Indholdet meget vovet, indstillede hun dog til Myndighederne at tillade Videreopførelse af Stykket – væsentligt for dets gode Udførelses Skyld.
Saa bliver alt ved det gamle.


Aarhus Stiftstidende, 19. november 1914.

Der har været ført Klager over et Stykke, Frederiksberg Teater, “Alexandrateatret”, opfører.
Stykket, hvis Titel er “Rubicon”, er nemlig det dristigste, der endnu har været budt Københavnerne, hvilket siger en Del. Censor har imidlertid tilladt det, og Frederiksberg Birkedommer har derfor kun at afgøre, om Udførelsen var upassende. I Aftes var Admiralinde Emma Gad efter Birkedommerens Anmodning tilstede i Teatret som Smagsdommer. Fru Emma Gad havde intet at klage over Udførelsen. Fruen var kun forbavset over en Ting. Censor havde forbudt Adgang for Børn til Forestillingen, men til Gengæld var der en Mængde ganske unge Damer i Teatret. Og Stykket er absolut ikke passende for denne Alder. Men nu kører Fjelstrup videre med “Rubicon”. Om det i Længden betaler sig at faa paatrykt Teatret et Stempel for Uanstændighed, er en anden Sag.


rubicon-o16Berlingske, 11. december 1914.

Vi har gennem Ritzaus Bureau modtaget følgende:
Alexandrateatrets Direktion meddeler: For at imødekomme et Ønske fra et Parti af Frederiksbergs Indbyggere, udtalt gennem Justitsministeriet og Birkedommeren paa Frederiksberg, vil det franske Lystspil “Rubicon” kun blive opført til den 23de ds. inkl. Da det franske Folkeskuespil “Mr. Wu”, der var beregnet til Opførelsen i Februar, til hvilken Tid “Rubicon” maaske var udspillet, kræver saa stort Udstyr i Dekorationer og Kostumer, kan vi ikke faa Premiére paa det 2den Juledag, men et Lystspil vil blive indstuderet til nævnte Tidspunkt.
* * *

rubicon7
Fyns Social-Demokrat, 11. december 1914.

Vi kunde ønske os visse nærmere Oplysninger om dette underlige Aktstykke.
Er det virkelig Justitsministeriet og Birkedommeren, som har ønsket “Rubicon” standset – fjorten Dage frem i Tiden? I saa Fald skulde man synes, at Justitsministeriet og Birkedommeren kunde gennemføre deres Ønske paa en mere energisk Maade.
Eller skulde det være “Alexandra-Teatret”, der her søger en mere paafaldende end sømmelig Reklame? I saa Fald –
Red.
* * *
Vi har derefter fra Ritzaus Bureau modtaget følgende Supplement som endnu ikke gør Sagen ganske tydelig:
Direktør Fjelstrup anmoder om at følgende Ord i den udsendte Meddelelse om Alexandrateatret “udtalt gennem Justitsministeriet og Birkedommeren paa Frederiksberg” udelades.


teaterannonce


ubicon-o21Berlingske, 24. april 1915.

Man vil erindre, at Alexandrateatret i Vinter spillede et fransk Stykke “Rubicon”, hvis Indhold vakte Anstød i frederiksbergske Kredse, og at der i den Anledning mellem Birkedommer Gad og Teaterdirektør Schnedler-Sørensen førtes Forhandlinger, der resulterede i, at “Rubicon” blev taget af Repertoiret. Imidlertid havde Alexandrateatret ikke Held med sine to følgende Forestillinger, “Mr. Wu” og “Vaarbrud”, og det satte derfor igaar igen “Rubicon” paa Plakaten. Da dette Stykke imidlertid ikke bliver spillet i aften og de følgende Aftener, har det givet Anledning til, at flere Dagblade har meddelt, at Birkedommer Gad efter Ordre fra Justitsministeriet skulde have nedlagt Forbud mod “Rubicon” Opførelserne.

Birkedommer Gad.
Vi har haft en Samtale med Birkedommeren paa Frederiksberg, der for os udtalte:
“Der blev i sin Tid mellem Direktør Schnedler-Sørensen og mig truffet den Aftale, at “Rubicon” definitivt skulde nedlægges den 23de December 1914. Med Opførelsen igaar Aftes er der sket Brud paa denne Aftale. Jeg kaldte derfor igaar Direktøren til mig og meddelte ham denne mig Opfattelse, idet jeg samtidig spurgte ham, om han vilde tage Stykket af Plakaten, hvilket har erklærede, at han ikke vilde.
Sagen er derefter af mig indberettet til Justitsministeriet, i hvis Hænder Afgørelsen nu ligger; men foreløbig kan man altsaa ikke sige, at der er nedlagt noget Forbud mod “Rubicon”.


rubicon-o22Social-Demokraten, 24. april 1915.

Da “Rubicon” i Vinter gik paa Alexandreteatret, blev der fra de Helliges Side sat et mægtigt Apparat i Scene for at faa det uartige Stykke forbudt. Efter Stykket havde gaaet et Par Maaneder, fik de Hellige forsaavidt Held med sig, som Birkedommer Gad privat meddelte Direktør Schnedler-Sørensen, at han ikke vilde faa sin Bevilling fornyet til næste Sæson, hvis han ikke tog “Rubicon” af Plakaten. Direktøren bøjede sig for dette haardhændede Ræsonnement og tog “Mr. Wu” op, skønt “Rubicon” ikke paa langt sigt var udspillet.
Men efter at Teatret sidste Forestilling “Vaarskud” ikke er blevet den ventede Sukces, besluttede Hr. Schnedler-Sørensen at spille “Rubicon” en halv Snes Dage. I Gaar skulde Stykket gaa igen for første Gang.
Men Hr. Schnedler-Sørensen havde gjort Regning uden Birkedommer Gad. I Gaar Formiddag kom der Ilbud til Hr. Schnedler-Sørensen – han havde straks at indfinde sig hos Birkedommeren. Hr. Gad modtog Direktøren paa en højst uelskværdig Maade og erklærede, at hvis “Rubicon” ikke straks blev taget af Plakaten igen, vilde Bevillingen øjeblikkelig blive frataget Hr. Schnedler-Sørensen. Med andre Ord: Hr. Gad truede med at lukke Teatret.
Gode Raad var nu dyre. Hr. Schnedler-Sørensen spurgte, om han da ikke maatte spille Stykket blot denne ene Aften – der var allerede omtrent udsolgt til Forestillingen. Hr. Gad gik ind herpaa – men i Dag gaar “Vaarbrud” atter paa Alexandrateatret – Hr. Gad har sejret og Dyden kan atter sove roligt paa Frederiksberg.


rubicon-o4Folkets avis, 26. april 1915.

Der er i Gaar indenfor dansk Teaterverden truffet en Afgørelse, hvis hele Natur og Konsekvens unægtelig aabner Udsigten til de mærkværdigste Tilstande og Forhold.
Som tidligere meddelt agtede nemlig “Alexandrateatrets” Direktion i Gaar at sætte stykket “Rubicon”, der paa Birkedommer Gads Henstilling blev henlagt lige før Jul, paa Repertoiret igen, og der var allerede i Løbet af Formiddagen solgt for ca. 500 Kr. Billetter.
Da – Kl. ca. 12 – fik Direktør Schnedlel-Sørensen et Brev fra Birkedommer Gad, der kor og godt forbud enhver Opførelse af “Rubicon” i Henhold til en justitsministeriel Ordre.
Stykket blev altsaa forbudt, trods Censors Tilladelse og trods det, at Birkedommer Gad een Gang tidligere var gaaet i Borgen for Skuespillet over for de Helliges Attentat.

I den Anledning har vi haft en Samtale med Birkedommeren og anmodet ham om at give en Forklaring paa hans mærkelige Stilling til denne opsigtsvækkende Affære.
Hr. Gad gav paa vor Forespørgsel følgende Svar:
Forbudet mod “Rubicon” er sket efter Ordre fra Justitsministeriet.
– Kom Justitsministeriet af sig selv?
– Nej! Jeg henvendte mig til Ministeriet, da jeg mente, der var sket Brud paa en Aftale med Direktørerne for Alexandrateatret.
– Hvilken?
– At Stykket skulde henlægges.
– Hvorledes er denne Aftale. Vil De ikke udtale Dem nærmere.
– Nu vel!
rubicon16I December Maaned henvendte Direktørerne sig til mig og sagde: Det er os om at gøre at staa paa en god Fod med Befolkningen paa Frederiksberg, det er kommen os for Øre, at der i visse Kredse er Uvilje mod “Rubicon”, vi er derfor villige til at tage Stykket af Repertoiret i Juletiden. Hertil svarede kjeg følgende: Efter at Stykket er godkendt af Censor, hverken vil eller kan jeg forbyde dets Opførelse. Men vil De tilfredsstille de omtalte Stemninger i Befolkningen, maa De nedlægge Stykket straks og definitivt. Det første erklærede Fjeldstrup ikke at kunne gøre, de sidste var han villig til, saafremt Birkekontoret ikke paa Grund af “Rubicon” vilde være uimødekommende overfor en Ansøgning om Bevillingens Fornyelse; dette var altsaa Aftalen.
Jeg har altid været villig til at anbefale en Ansøgning om Bevilling men en saadan Ansøgning er jo ikke fremkommen, fordi Direktørerne ikke fik Lekemaalet fornyet.
Aftalen er altsaa opfyldt fra min Side og burde ogsaa være opfyldt fra Direktørernes Side ved at Stykket ikke blev genoptaget paa Repertoiret. Ikke destomindre er dette sket.

rubicon-o45Da de Hellige sidst forsøgte Stormløbet mod “Rubicon”, lod Birkedommeren, som tidligere nævnt, Forfatterinden Emma Gad, formand for “Danske Dramatikeres Forbund”, bedømme Stykket og Spillet som en slags Smagsdommer.
Resultatet heraf blev, at Fru Gad ikke fandt noget som helst anstødeligt i “Rubicon”, og vi har derfor ogsaa haft en Samtale med Fruen nu, da Stykket saa brutalt er bleven forbudt.
– Jeg er mere end forbavset udtaler Fruen; thi jeg ved ingen som helst Grund til at forbyde dette Stykke. Jeg kan ikke indse Logikken i en Optræden, som tillader et Stykkes Opførelse i een Maaned for saa i den næste at forbyde det.
Censor er der intet som helst at bebrejde; thi havde jeg været i hans Sted, havde jeg ikke taget i Betænkning at give min Tilladelse til Stykkets Opførelse.
Af den Grund er Forbudet da ogsaa en grov Fornærmelse mod Statens egen Censor, og det aabner unægtelig ogsaa Udsigten til Betænkeligheder for de danske Dramatikere.
Som sagt, jeg er mere end forbavset, jeg forstaar slet ikke hvad der her er sket!

rubicon18Den anden Part i Sagen, Direktør Schnedler-Sørenden ønsker i og for sig ikke at udtale sig om Sagen, men giver os Tilladelse til at offentliggøre det Brev, han som Protest mod Birkedommerens Optræden sendte til Justitsministeriet. Det lyder saaledes:
24. April 1915.
Hr. Justitsminister Zahle.
Foranlediget ved, at Hr. Birkedommer Gad i Gaar tilkaldte mig og meddelte mig, at jeg risikerede, at min Teaterbevilling vilde blive mig frataget, saafremt jeg fremtidig opførte Lystspillet “Rubicon” vil jeg gerne ærbødigst overfor Justitsministeren motivere Genoptagelsen af denne Forestilling.
Efter Henvendelse fra Birkedommeren fandt i Efteraaret en Samtale Sted mellem Birkedommer Gad, min Meddirektør Peter Fjelstrup og Undertegned, under hvilken Birkedommeren anmodede os om at standse Opførelsen af “Rubicon”. Jeg maatte imidlertid beklage ikke at kunne gøre dette, da jeg mente min Bevilling hjemlede mig Ret til at fortsætte Forestillingerne, og fordi de vilde betyde et Tab for os paa 30-40,000 Kr. Hertil svarede Birkedommeren, at hvis jeg ikke ophørte med Forestillingerne, fik jeg ikke Bevilling for det kommende Aar.
Paa dette Tidspunkt havde vi ikke taget Bestemmelse om, hvorvidt vi vilde fortsætte Driften af Teatret eller ikke, og saa jeg mig tvunget til at bøje mig for Birkedommernes Ønske og afslutte Opførelserne.
Forudsætningerne for Standsningen af Forestillingen er imidlertid nu bristede, idet jeg følte det som et pekunitært Pres ved Afgivelse af Løftet om at slutte dette Stykkets Fremførelse, og da Sæsonen har bragt mig et betydeligt Tab har jeg ment mig berettiget til at fortsætte Opførelserne i Haab om herved at kunne faa mit Tab formindsket.
Jeg tillader mig at tilføje, at da Kustitsministeriet, der ifølge min Bevilling er den højeste Myndighed, ikke har nedlagt Forbud mod Stykkets Opførelse, og da jeg mener at have opfyldt min Bevillings Paragraffer til Punkt og Prikke, lægger jeg Spørgsmaalets Afgørelse trygt i Justitsministerens Hænder og forventer Ministeriets ærede Svar.
Med særdeles Agtelse.
Schnedler-Sørensen.

rubicon19At Forbudet, straks det rygtedes, har vagt den allerstørste Opsigt og Sensation blandt Byens kunst- og teaterinteresserede Publikum, er en Selvfølge.
Vi har da ogsaa bragt i Erfaring, at der inden for Forfatter- og Skuespillerkredse paatænkes startet en saakaldt “Fri Scene”, som en Protest til denne mærkelige Optræden af en radikal Justitsminister.
Dagen i Dag vil sikkert bringe adskilligt Nyt i saa Henseende.


Aarhus Stiftstidende, 26. april 1915.

Hr. Zahle gaar over Rubicon.
I Fredags gik det omstridte Stykke “Rubicon” for fuldt Hus paa Alexandrateatret i København. Direktør Schnedler-Sørensen havde paa Trods af sit Løfte til Birkedommer Gad sat Stykket paa Plakaten. Han var, udtrykte han, ligeglad, nu skulde han ikke drive Teatret længere, og han brød sig derfor ikke om sit gamle Løfte til Birkedommeren, som han mente var uberettiget til at forbyde et Stykke, som var godkendt af Censor, og som Birkedommeren selv og hans sagkyndige, Fru Emma Gad, ikke havde fundet anstødeligt.
Sagen skal saa til Justitsminister Zahle, som har haft meget svært ved at tage Bestemmelse i denne Sag. De “frisindede” Blade holdt jo paa, at et Ministerium, der talte Mænd som Brandes og Rode, ikke godt kunde forbyde et Stykke som “Rubicon”, selv om det var nok saa frivolt. Imidlertid har Hr. Zahle alligevel fundet det raadeligt at forbyde Stykket. Alexandrateatret maatte derfor sætte et andet Stykke paa Plakaten i Aftes. Teatret var udsolgt til forhøjede Priser.
Efter hvad der nu meddeles, agter en Kreds af Forfattere – Schnedler-Sørensens Venner – at opføre “Rubikon” paa en fri Scene, det vil sige under Foreningsrammer, man vil antagelig leje Alexanderteatret.
Nu faar man se, om Justitsministeriet ikke finder Midler til at forbyde denne gammelkendte Maade at omgaa et Forbud paa.


rubicon20Social-Demokraten, 30. april 1915.

Det justitsministerielle Forbud mod “Rubicon” har atter vakt Interesse om dette Stykke, der uden den Reklame, der ligger i Forbudet, sikkert vilde have været overgivet til Glemslen.
Fra Foreningen “Fremmed Scenekunst” er der nemlig i disse Dage rettet Henvendelse til Direktør Schnedler Sørensen, om han er villig til at leje Foreningen Teatret i Begyndelsen af Maj Maaned. Det er Foreningens Mening da at lade opføre “Rubicon” for sine Medlemmer, eller dem, der til den Tid er indtraadt som Medlemmer i Foreningen.
Det er den samme Forening, der i sin Tid opførte “Karen Bornemann”, som daværende Censor, Carl Levin, havde fundet anstødeligt og nedlagt Forbud imod.
Der er næppe Tvivl om, at “Fremmed Scenekunst” vil faa mange Medlemmer, og Birkedommer Gad vil have den Ærgrelse at se den røde Lygte lyse over Teatret.


ruviconaffærenHerning Folkeblad, 3. maj 1915.

“Rubicon”-Affæren giver “Politikens” Ekstrablad Anledning til at skrive:
“Har Hysteriet og Rævefiffigheden fejret noget større Triumf end den, der lyser os i Møde fra “Rubicon-Affæren?”
– “Hysteri og Rævefiffighed” – den er til Hr. Zahle, der har udstedt Forbud mod “Rubicon”, fordi – Teaterdirektøren vilde narre Birkedommeren paa Frederiksberg.


rubicon-o8Nationaltidende, 12. maj 1915.

Alexandrateatrets Direktion har, efter at det er blevet forbudt oftere at spille “Rubicon” her i Byen, besluttet at opgøre det omstridte Stykke i sydsvenske Byer, nemlig paa Søndag i Malmø og paa Mandag i Lund. Det hed sig i formiddags, at der var kommet Vanskeligheder i Vejen for denne Plan, idet Størsteparten af Personalet skulde have nægtet at efterkomme Direktionens Rejseordre og henvendt sig til Skuespillerforbundets Formand, Overretssagfører Axel Jorck om Assistanse.
– “Det er rigtigt” siger Overretssagfører Jorck til os, “at en Del af Skuespillerne i Eftermiddags har henvendt sig til mig. Men skønt kun 4 af Hovedkræfterne efter deres Kontrakt er pligtige til at gaa paa Tournée, er de alle villige til at rejse til Sverrig. Kun vil de have sikret ordentlige Boliger, og derom skal jeg i Aften konferere med Theatrets Direktion. Men det gaar vel i Orden”.


rubicon
Tidsskriftet “Teatret”, 1915.

Er der noget de Danske ikke taaler, er det Indskrænkelse i Ytringsfriheden. De vil have Lov til at udtale sig og skrive, og ve den Magthaver, der vil hindre dem deri. For alle gæve danske Mænd er Ordet Censur et grimt Ord, et Minde om Middelalder og Tyranni.

Som Følge heraf har vi jo ogsaa efterhaanden opnaaet en ret ubegrænset Frihed i Skrift og Tale. Og der, hvor Grænserne overskrides, farer Loven frem med lempelig Haand. Man kan i en Avis ødelægge en Mands gode Navn, fordærve hans Forretning, skade ham paa enhver Maade og gøre ham til Grin, hvis man vil risikere at betale det Par hundrede Kroner, man kan blive idømt efter vor latterlige Injurielovgivning.

Loven har givet stor Frihed, men den har samtidig taget Ansvaret fra den, som faar Friheden.

Det hænger sammen med det mærkelige Fænomen, at danske Borgere altid udstyres med Barnepiger. Injurieloven er en saadan Barnepige. Man overfalder en Mand, fornærmer ham og blamerer ham. Manden lægger Sag an og saa optræder den offentlige Barnepige. Domstolen overvejer Sagen nøje og dømmer Parterne imellem. «Det maa Du rigtignok ikke sige om den pæne Mand», siger Domstolen til Fornærmeren. Udtrykkene mortificeres, og Fornærmeren faar en Bøde — det vil sige et Par paa Halen. Noget Ansvar paalægges der ham ikke, for Loven anser ikke Borgerne for voksne Folk. Jeg har tit set Injurieloven give en Mand en Endefuld paa 50 Kr., hvor han burde have betalt 100,000 Kr. i Erstatning.

Den Slags Frihed er daarlig Pædagogik.

Naar man er en frihedselskende Mand, holder man ikke af at se Friheden praktiseret paa en dum og umoralsk Maade. Naar jeg vil have Lov til at bruge min Pen til hvad jeg vil, ønsker jeg ikke, at mine Ofre skal være værgeløse. Det koster Halsen at stikke en Mand ihjel med et Sværd. Bør en Pen anses for mindre værd?

Naar jeg fremsætter disse Betragtninger, der tilsyneladende er Rubicon-Affæren uvedkommende, er det for at slaa fast, at jeg ikke er en Tilhænger af den ansvarsløse Ytringsfrihed, og at jeg er en Modstander af Frihed med Barnepige.
teatret
Og Censuren er Frihed med Barnepige!

Alle Pennens Mænd har ned gennem Tiderne bekæmpet Censuren. Og de har kæmpet med meget Held. Al Pressecensur har jo længe været afskaffet, og tilbage har vi endnu kun det Rudiment, der kaldes Censor for Privatteatrene.

Denne Censor er selvfølgelig fuldkommen overflødig. Han tager Ansvaret fra Teatrenes Direktører, og Censurinstitutionen kan give Anledning til megen Misbrug.

Det er ikke let at indse, hvad Nytte en Censor gør. Det er i Teatrenes egen Interesse ikke at spille Skuespil, der giver Anledning til Forargelse. Det vil altid vise sig, at det Teater, der virkelig krænker sit Publikum og forarger det, er højst ilde stedt. Publikum øver selv den bedste Censur. Og saa er der jo Pressen. Er der ikke altid klynkende Snerper nok?

Naturligvis er Censurinstitutionen ligegyldig, hvis Censor er en klog Mand. Og forhaabentlig var det den Betragtning, den nuværende radikale Regering gjorde gældende, da den ved sin Tiltræden ikke afskaffede Teatercensuren. Og det bør straks noteres, at Hr. P. A. Rosenberg absolut har vist sig sin Stilling voksen. Han har vist sig at være fordomsfri og retfærdig, elskværdig, lemfældig og taktfuld.

Nu er Hr. P. A. Rosenberg jo imidlertid kommet paa Kant med Justitsministeren. Ministeren har desavoueret Censor og forbudt et Skuespil, der var tilladt af Censuren. Følgen heraf vil antagelig blive, at Hr. Rosenberg ved Lejlighed trækker sig tilbage. Og det vil da være interessant at erfare, om Regeringen benytter Lejligheden til — tro mod sin Fortid — at afskaffe Censuren.

Og lad os saa et Øjeblik betragte Rubicon-Affæren.

Forbudet mod den franske Farce har vakt en Del Opsigt, men har dog ikke givet Anledning til nogen alvorlig Indignation. Sagen er den, at ingen rigtig har kunnet føle Sympati for det forbudte Stykke. Rubicon er et ret tarveligt Produkt, og den Smule Finhed, det indeholder, blev traadt i Stykker ved Opførelsen. Dog gav det Fru Clara Wieth Anledning til nydeligt Komediespil — og det er jo altid noget.

At denne letsindige lille franske Bagatel skulde kunne skade Ungdommen og nedbryde Moralen i Staden, er en komplet latterlig Tanke. De, der tager Skade af den Slags Ting, er befængte fra Fødslen, og skal man værne de Folk, for hvem intet er rent, mod grimme Fantasier, maa man skam til at øve Censur mod Hundene paa Gaden og Spurvene i Rendestenen.

Desværre har næsten alle Parter i Rubicon-Affæren begaaet Dumheder. Saa det er svært at udpege en bestemt Syndebuk. Dog — Adel forpligter: Justitsministeriet har baaret sig dummest ad og bør bære Skammen for denne Historie, der baade er latterlig og beskæmmende.

P. A. Rosenberg tillod Rubicon i Følge sine liberale Principer. — Skuespillet kom op paa Alexandrateatret og gjorde Lykke. Der sporedes lidt Forargelse hist og her i Pressen, men det gik hurtigt over, og Successen gik sin Gang. Da Rubicon havde gaaet saa længe, at det nu antagelig snart vilde være udspillet, trinede nogle Borgere frem for Birkedommer Gad og protesterede. Deres Fantasi var i Uorden, og de formodede, at det vilde gaa ligesaa galt med alle andre. Birkedommeren, der desværre ikke var den raske og modige Sylow, blev ængstelig og melankolsk og kaldte Teatrets Direktør Hr. Schnedler-Sørensen op til sig. Og saa henstillede han til Hr. Sørensen at tage Stykket af Plakaten op imod den hellige Jul. Rubicon vilde ikke blive forbudt, Gudbevares; men man henstillede… Der var jo det, at det er rart for en Teaterdirektør at staa sig godt med Bevillingsmyndigheden, og det kunde jo rimeligvis tænkes, at der ikke vankede nogen Bevilling til næste Aar. Man vilde ikke forbyde noget altsaa — det var saa kedeligt med det Vrøvl — men nu kunde Hr. Schnedler-Sørensen jo selv overveje.. .

Saaledes talte Birkedommeren, og han talte ikke paa egne Vegne. Selvfølgelig stod Justitsministeriet bag. Det var en elskværdig og forblommet Trudsel af den Slags, Peter Adler Alberti i sine Velmagtsdage yndede at benytte sig af, naar han gerne vilde være elskværdig.

Hvis Hr. Schnedler-Sørensen nu havde været en modig Mand, havde han sagt til Birkedommeren: Jeg reagerer ikke paa den Slags utilladelige Trusler. Maa jeg udbede mig et Forbud af Justitsministeren, saa skal jeg tage Stykket af Plakaten. Men Hr. Sørensen var ikke modig, han frygtede den kære Bevilling og gik ind paa at spille en anden Forestilling i den hellige Jul —og dermed forsvandt Rubicon efter at være opført 75 Gange…

Saa gik Tiden. Hr. Schnedler-Sørensen opgav Alexandrateatret og skulde ikke have sin Bevilling fornyet. Og forleden Dag, da der ikke var meget i Kassen, besluttede han atter at spille Rubicon, som var et saa ypperligt Trækplaster, navnlig efter al den Reklame, Dyden havde gjort.

Og saa kaldte Birkedommeren ham op og sagde, at hvis han brød sit Løfte og spillede Rubicon, vilde Teatret blive lukket. Hr. Schnedler-Sørensen tog imidlertid Mod til sig, spillede Rubicon med den Motivering, at Stykket ikke var forbudt, men blot truet af Plakaten. Hvis Ministeriet vilde forbyde Stykket, stod det Ministeriet frit for. Og det var ganske rigtigt gjort af Schnedler-Sørensen, thi hans Løfte var gjort under et Pres, og han var ikke en uordholdende Mand, fordi han brød det.

Men nu skete der noget uventet: Justitsminister Zahle tog Mod og Mandshjerte paa. Han nedlagde ministerielt Forbud. Saa var der ikke mere at gøre. Saa forsvandt Rubicon igen.

Hr. Zahle henholdt sig i sin Motivering af Forbudet til det Løfte, Hr. Schnedler-Sørensen havde givet Birkedommeren. Det skulde Hr. Zahle ikke have gjort. Thi hvad vedkom det Løfte Hr. Zahle? Justitsministeren vilde have taget sig mere modig ud, hvis han havde sagt, at han forbød Stykket, fordi han ansaa det for anstødeligt, og fordi han ikke kunde komme uden om Dydens Vogtere paa Frederiksberg. Og det vilde have været endnu skønnere, om han straks i Efteraaret havde taget dette Standpunkt i Stedet for at lade den noget forvirrede Birkedommer søge at true med Privilegiets Fortabelse…

Vil nogen savne Rubicon? Næppe, Rubicon vil hurtigt blive glemt. Man vil længst huske Justitsminister Zahles Optræden i Sagen. Naar han nu har hvilet ud paa sine Laurbær efter at have taget Livet af Valgretsprivilegierne, vil man med Spænding imødese, om han begynder paa Afskaffelsen af andre Privilegier, først og fremmest Teaterprivilegierne, hvis Afskaffelse hører til Regeringens Program. Bevillingssystemet giver jo, som man ser, Anledning til meget Misbrug.

For det skulde jo helst ikke blive nødvendigt igen at omgaa Loven og starte et frit Teater i Lighed med det, Studentersamfundets Mænd i sin Tid startede.

Og det er Synd, hvis Hr. Zahle vedblivende udsætter sine glimrende Kolleger i Ministeriet for med Vemod at maatte mindes deres glorværdige Fortid.

Julius Magnussen